Regntid i Nepal

Det har øset ned i dagevis, kun med ganske korte ophold, og vi har kun set solen i glimt. Vi har forceret jordskred og vadet gennem oversvømmede stier, plaget af myg og blodigler.

For at imødegå angreb fra iglerne er jeg kun iført T-shirt, shorts og sandaler under regnslaget. Det gør det lettere at få øje på iglerne, der kan rykkes af, efterhånden som de sætter sig på benene. Nogle får held til at gemme sig mellem tæerne og opdages først, når sandalen bliver ekstra smattet af det udsivende blod.

Regnen finder vej ned i regnslagets halsåbning, og T-shirten bliver gennemblødt. Mit kamera er gemt væk i rygsækken. Gennem regnen hører jeg det efterhånden velkendte: ”Here, Sir!” fra min guide Ganga Thapa, som har søgt ly i et af de små téhuse langs vandreruten. Mine to bærere Hari og Shyam er sakket langt bagud.

Også i de lavereliggende dale har regntiden sin helt specielle charme og kan give fantastisk smukke naturoplevelser, som det er umuligt at få magen til på andre årstider. Da solen om formiddagen var fremme en kort stund i egeskoven, glimtede utallige vanddråber, som klyngede sig til blomsterne af akanthacéen Strobilanthes attenuata, som tusinde små sole, mens et par grønhalede solfugle (Aethopyga nipalensis) svirrede foran dem.

Mens Ganga og jeg sidder i téhuset og stirrer ud i tågen, opstår et mindre hul i skydækket og blotter en lodret bjergvæg på dalens anden side, få hundrede meter borte. Nederst er bjerget bevokset med tætte, mørke nåleskove af himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), og længere oppe findes åben skov af den rødbarkede himalaya-birk (Betula utilis) samt tætte krat af Rhododendron campanulatum.

Oven for skoven er den grå klippe sortplettet af regnen, og øverst ligger store mængder nyfalden sne, som farves først blændende hvid, siden gul og til sidst lyserød af den nedgående sols stråler, inden en ny gråsort regnsky vælder op nede fra dalen og lukker sig omkring bjerget.

En del af de nævnte plantearter er nærmere behandlet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

En særdeles stejl sti bringer os ned til den subtropiske Tamba-dal, hvorefter der følger en stegende hed og fugtig vandring op langs floden. Det flade land i dalen domineres af rismarker, mens bjergskråningerne mest er bevokset med langnålet fyr (Pinus roxburghii), som er meget almindelig overalt i Himalaya mellem 1000 og 2100 meters højde. Denne art har nåle, som kan blive op til 38 cm lange og sidder i grupper på 3. Dens frø er spiselige. Af tømmeret kan udvindes terpentin, som anvendes i folkemedicinen, og barken afgiver garvesyre, der bruges i plantefarvning.

Stedvis findes fugtigere, langt mere artsrige skove med bl.a. ege-arten Quercus lamellosa, af nogle autoriteter kaldt for Cyclobalanopsis lamellosa, samt kastanjearter af slægten Castanopsis, der har spiselige frugter. Endvidere ses fx en træbregne, Cyathea spinulosa, og en skruepalme, Pandanus nepalensis.

I åbne områder bemærker jeg buske som Osbeckia stellata af melastoma-familien, som har store, flotte, rødviolette blomster, den tornede Mimosa rubicaulis, der ofte kryber hen over andre buske, samt den op til 3 m høje Callicarpa macrophylla, som har smukke violette blomsterstande. Den tilhører læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

Langs stierne ses urter som Justicia adhatoda af akantusfamilien, Aeginetia indica, som tilhører gyvelkvælerfamilien og snylter på forskellige græsser, samt den smukke Martynia annua, der tilhører sesamfamilien. Den er indført fra Amerika og findes ofte forvildet i lavereliggende dale i Himalaya.

Fuglene i dalen er typiske for den subtropiske zone. Jeg observerer bl.a. dayaldrossel (Copsychus saularis), langhalet tornskade (Lanius schach), karminsolfugl (Aethopyga siparaja) og rødnæbbet kitta (Urocissa erythrorhyncha), en farvestrålende skade med meget lang hale. Langs floden bemærker jeg blyfarvet rødstjert (Phoenicurus fuliginosus) og blå fløjtedrossel (Myophonus caeruleus). Sidstnævnte har en smuk sang med fløjtetoner, som bølger op og ned.

En særdeles stejl sti fører gennem adskillige jordskred op til Simigaon. Oven for landsbyen er Rolwaling-dalen kun ganske sparsomt beboet og er for størstedelens vedkommende dækket af frodig skov. Under ca. 3000 meters højde optræder fortrinsvis arter af eg (Quercus) og løn (Acer), hvis stammer er skjult under et tæt tæppe af mosser, bregner, begonier og andre epifyter.

På soleksponerede klipper finder jeg mange klynger af Chlorophytum nepalense. Oprindeligt var denne plante placeret i liljefamilien (Liliaceae), men blev siden overført til familien Anthericaceae, derpå til agavefamilien (Agavaceae), der i dag betragtes som en underfamilie, Agavoideae, af aspargesfamilien (Asparagaceae). Her og der ses store måtter af en krybende dværgbusk, Gaultheria trichophylla, som tilhører lyngfamilien. I sensommeren gør den sig bemærket ved sine lysende blå bær, som er spiselige. Denne slægt omfatter 7 arter i Himalaya.

Fugtigere, mosgroede klippevægge er ofte tæt bevoksede med forskellige balsaminer (Impatiens). Denne slægt optræder i Himalaya med ikke færre end ca. 41 arter, hvoraf mange er meget vanskelige at bestemme. Andre planter på disse klipper omfatter adskillige begonie-arter, en gul orkidé, Spathoglottis ixioides, samt en gul viol, Viola wallichiana. I Himalaya findes omkring 20 violarter, hvoraf de fleste ligner hinanden meget. Der er dog kun få arter med gule blomster.

Langs skovstierne vokser mange andre urter, bl.a. Himalaya-ginseng (Panax pseudoginseng), der er meget anvendt som medicinplante blandt Naga-folket i det nordøstlige Indien. De spiser også dens blade som grønsag. Andre arter omfatter en asters, Aster albescens, som har lysviolette eller hvidlige blomster, en rød pileurt, Bistorta amplexicaulis, samt Roscoea purpurea, Cautleya spicata og forskellige Hedychium-arter, der alle tilhører ingefærfamilien. En jordbær-art, Fragaria daltoniana, er let kendelig på de op til 3 cm lange bær, som desværre har en meget fad smag.

Fuglelivet i disse skove er rigt med talrige arter af sangere, fluesnappere, timalier og mange andre, men i regntiden er de påfaldende tavse, og man ser ikke meget til dem. Yngletiden er overstået, og de voksne fugle har travlt med at lagre fedtdepoter til den kommende vinter, mens deres flyvefærdige unger tager ved lære af dem.

Disse urtelier har en særdeles frodig vegetation, bl.a. den op til 2 m høje valmuesøster Meconopsis paniculata, som er meget almindelig. I Himalaya findes 17 arter af disse smukke valmuer, hvoraf nogle dyrkes i Danmark. De bastarderer nemt og kan være vanskelige at bestemme, dog er fx M. paniculata, M. regia og den lille stivhårede M. horridula let genkendelige. Mange af arterne optræder almindeligt på græsgange, da kreaturerne undgår dem.

Urtelierne rummer mange andre planter, bl.a. den over 2 m høje skærmplante Pleurospermum benthamii, to røde troldurter, Pedicularis megalantha og P. siphonata, en blå lilje, Lilium nanum, to gule kurvplanter, Senecio diversifolius og Ligularia amplexicaulis, samt en seline, Selinum wallichianum.

Omkring 3500 m bliver skoven langt mere åben og består nu fortrinsvis af ene-træer (Juniperus). Snart forsvinder de også, og på nordsiden af floden findes næsten overalt græsgange eller marker, hvor der dyrkes højlandsbyg og forskellige grønsager, bl.a. sarepta-sennep (Brassica juncea). Syd for floden er der ubeboet, og bjergskråningerne er dækket af tusindvis af himalaya-birke, hvis grene er draperet med flagrende skæglav (Usnea). På siden Natur-citater kan du læse en fascinerende beretning om disse laver.

Oven for Na er også dalens nordside ubeboet, men der græsser mange yakokser og geder. Det bærer vegetationen præg af, men alligevel findes en fantastisk rig flora. Her vokser lave krat af ene-arterne Juniperus recurva og J. squamata, tibetansk havtorn (Hippophaë tibetana), buskpotentil (Potentilla fruticosa), samt den småblomstrede Rhododendron lepidotum.

Blandt buskene findes talrige urter, bl.a. en mørkeblå kodriver, Primula wollastonii, en besynderligt udseende troldurt, Pedicularis trichoglossa, Cyananthus incanus af klokkeblomst-familien, samt en asters, Aster diplostephioides, hvis blomster kan blive op til 8 cm i diameter. I fugtigere strøg står ofte forskellige arter af ranunkel (Ranunculus) og storkenæb (Geranium), til tider sammen med den smukke gule kodriver Primula sikkimensis, der kan blive næsten 1 m høj.

Fuglelivet er sparsomt her og omfatter mest spurvefugle, fx brunbrystet jernspurv (Prunella strophiata), smuk karmindompap (Carpodacus pulcherrimus) og blåpandet rødstjert (Phoenicurus frontalis).

Rolwaling-dalen starter i omkring 4500 meters højde, for enden af den kæmpemæssige Trakarding-gletscher, langs hvis sidemoræne en halsbrækkende sti fører mod øst over det 5755 m høje pas Tashi Labsta til Sagarmatha Nationalpark. Bag en morænevold foran gletscheren har smeltevandet dannet en stor sø ved navn Tso Rolpa. For at imødegå en ødelæggende flodbølge, hvis volden en dag skulle briste, har man opført et stemmeværk, som tapper søens vand i en jævn strøm.

Omkring Tso Rolpa er der goldt og stenet, og her optræder kun ganske få plantearter. Jeg noterer en violet kurvblomst, Allardia glabra, en bleggul troldurt, Pedicularis scullyana, samt en særpræget stenbræk, Saxifraga brunonis, hvis gule blomster titter ud gennem en sammenfiltret masse af røde, meterlange overjordiske udløbere.