Blandt Annapurnas giganter

Centralt i Annapurna-massivet ligger en højalpin dal, omgivet af en krans af kæmpebjerge, bl.a. Annapurna I (8091 m), Gangapurna (7454 m), Glacier Dome (7193 m), Annapurna South (7219 m), Hiunchuli (6441 m), samt Machhapuchhare (6993 m). Sidstnævnte bjerg er helligt for hinduerne og må ikke bestiges. Machhapuchhare betyder ’fiskehale’ på nepalesisk – et navn, som kommer af, at bjergets to toppe er forbundet af en buet kam.

Denne højalpine dal kaldes i daglig tale Annapurna Sanctuary, selv om den strengt taget ikke er et reservat. Den indgår dog i det 7629 km² store Annapurna Conservation Area, i hvilket myndigheder og NGO’er bestræber sig på at få befolkningen til at udnytte naturen med omtanke. Det har bl.a. medført, at jagten stort set er standset, og dyrelivet her er meget rigt og varieret. Derimod kniber det mere med at bevare skovene intakte. De mange små hoteller i området opfordres til at anvende solvarmeanlæg eller hydroelektricitet til opvarmning af vand samt petroleum ved madlavning, men i perioder med politisk ustabilitet standser importen af bl.a. petroleum fra Indien, og befolkningen ser sig nødsaget til at fælde træer for at dække deres brændselsbehov.

Annapurna Sanctuary afvandes af én eneste flod, Modi Khola, som bruser ned gennem en dyb kløft mellem Machhapuchhare og Hiunchuli. Flodens retning er stik syd, og over en strækning på kun ca. 50 km falder den omkring 3000 m, mens den gennemløber fem vegetationszoner, fra højalpin til næsten tropisk, inden den udmunder i den større Kali Gandaki-flod.

Mange af plantearterne nævnt i denne beretning er nærmere omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

Her dirrer det af varme i maj, og fra trægrupper høres et øredøvende kor af cikader, iblandet de monotone duetkald fra hannen og hunnen af himalaya-skægfugl (Psilopogon virens), samt den fire-tonede ’kukken’ fra den kortvingede gøg (Cuculus micropterus). Ifølge nepaleserne siger den kafal pako, hvilket betyder ’kafal-frugten er moden’. Det er den netop i maj-juni, hvor gøgens kukken er på sit højeste. Da briterne kom til Indien, tolkede de kaldet som One more bot-tel! – hvilket jo er meget passende i den intense hede, som hersker på denne årstid!

I dette tætbefolkede område er det meste af skoven ryddet til fordel for terrassemarker, men for at dække behovet for brænde og tømmer har man anlagt plantager af langnålet fyr (Pinus roxburghii). Denne arts nåle, som sidder i grupper på 3, kan blive op til 38 cm lange – meget længere end nålene hos tårefyr (Pinus wallichiana), der vokser i større højder.

Man har også anlagt plantager af Schima wallichii, som tilhører téfamilien (Theaceae). Denne art kaldes på nepalesisk for chilaune (’at klø’). Ældre træer har hår under barken, som irriterer huden. Den giftige bark kan anvendes til fiskeri. Den sønderdeles og strøes i vandet, hvorefter de bedøvede fisk flyder op til overfladen.

Stedvis ses en art af koraltræ, Erythrina stricta, af ærteblomstfamilien (Fabaceae), som i marts-april har et væld af koralrøde blomster, hvori forskellige fugle fouragerer, bl.a. brun hyrdestær (Acridotheres fuscus), rødøret bulbul (Pycnonotus jocosus), sort drongo (Dicrurus macrocercus) og lille alexanderparakit (Psittacula krameri).

De mest populære chotara-træer er to figenarter, banyan (Ficus benghalensis), også kaldt bengalsk figentræ, som har lange rodslående luftrødder hængende ned fra grenene, samt pipal (Ficus religiosa), hvis blade er hjerteformede og langt tilspidsede. De to arter plantes ofte side om side, og en nepalesisk legende siger, at de er mand og kone. Disse to figenarters små frugter er føde for mange forskellige fuglearter, fx rødnæbbet blåskade (Urocissa erythrorhyncha) og blåstrubet skægfugl (Psilopogon asiaticus).

Buddha opnåede nirvana under et pipal-træ, og buddhister kalder derfor træet for bodhi (’Oplysningens Træ’). Buddha og buddhismen er indgående behandlet på siden Religion: Buddhisme, mens bodhi-træet omtales nærmere under Planteliv: Pipal og banyan – to hellige figenarter.

Blandt andre træer, der plantes omkring chotara’erne, kan nævnes bel (Aegle marmelos), som tilhører rudefamilien (Rutaceae). Denne art har store spiselige frugter, der tillige anvendes i folkemedicinen, bl.a. mod diarré og dysenteri, mens der af rod og bark kan fremstilles et feberstillende middel. Veddet er meget hårdt og anvendes til bl.a. hjulnav. Planten er hellig for hinduer, og dens blade ofres ofte til den mægtige gud Shiva.

Førhen var det en udbredt skik hos newar-folket i Nepal, at småpiger skulle ’giftes’ med frugten fra bel. Denne betragtes som et symbol på Shivas søn Kumar, og ’vielsen’ foregår som ved et normalt bryllup. Dette ægteskab kan ikke ophæves, men det forhindrer ikke pigen i at blive gift på sædvanlig vis. Den oprindelige grund til denne besynderlige skik var, at en hindu-enke ifølge gammel tradition skulle udføre det forfærdelige ritual sati, dvs. hun skulle følge sin mand i døden ved at kaste sig på hans ligbål. Det skulle en newar-enke imidlertid ikke, for hendes første ægtefælle Kumar-bel var jo stadig i live!

Andre chotara-træer omfatter bl.a. rosenæble (Eugenia jambos), et træ af myrtefamilien (Myrtaceae), lokalt kaldt jamun. Denne arts skinnende blade har talrige gennemsigtige prikker, og et ekstrakt fra dem anvendes mod pletter på huden – et glimrende eksempel på Signaturlæren, hvis tilhængere hævder, at den Gode Gud har skabt planterne således, at menneskene kan genkende brugen af dem. Frugten er et spiseligt bær.

Af frøene fra smørtræet (Diploknema butyracea), som tilhører familien Sapotaceae, udvindes et smøragtigt produkt ved navn chiuri gee. Også den velkendte mango (Mangifera indica) med de velsmagende frugter plantes til tider som chotara-træ.

Senna occidentalis (også kaldt Cassia occidentalis) er en smuk caesalpiniacé med store gule blomster, mens Callicarpa macrophylla, som tilhører læbeblomstfamilien (Lamiaceae) har store klynger af små violette blomster. Et billede af Callicarpa kan ses på siden På blomsterjagt i Himalaya: Regntid i Nepal.

Melastomatacéer af slægterne Melastoma og Osbeckia med smukke rødviolette blomster er allestedsnærværende i Himalaya. Mens der kun er én art af Melastoma, findes der syv arter af Osbeckia. Ildkrone (Lantana camara) blev i sin tid indført som prydbusk fra Amerika, men er blevet et meget problematisk ukrudt mange steder i de lavereliggende dale, da den er i stand til at udkonkurrere den oprindelige vegetation og danne store uigennemtrængelige krat.

I subtropiske dale er urter af akantusfamilien (Acanthaceae) fremtrædende med mindst 28 slægter. Blandt de observerede arter var Barleria cristata, Justicia adhatoda og Asystasia macrocarpa meget almindelige. Også nældefamilien (Urticaceae) optræder med mange slægter. Foruden himalaya-nælde (Urtica ardens), der minder meget om den hjemlige stor nælde (U. dioica), træffes bl.a. Girardinia diversifolia, som man hurtigt lærer at undgå, da den ’brænder’ slemt. Dens bladform varierer meget, men er oftest dybt tre-fliget. Fugtige klipper er mange steder dækket af Pilea umbrosa og Elatostema sessile, som også tilhører nældefamilien, men har harmløse blade.

Ryddede områder, der ligger brak, invaderes ofte af den store bregne Diplopterygium giganteum (førhen kaldt Gleichenia gigantea), som danner tætte bevoksninger. I kanten af terrassemarker vokser en lang række ukrudtsplanter, heriblandt en rødbrun kurvblomst, Crassocephalum crepidioides, en lille perikon-art, Hypericum japonicum, en lav, krybende pileurt, Polygonum capitata, der har kuglerunde blomsterstande, samt den invasive blåkvast (Ageratum conyzoides), der omtales nærmere på siden Natur: Invasive arter.

Egetræernes grene er ofte dækket af epifyter, fx laver, mosser, bregner, en misteltén, Viscum articulatum, samt orkidéer af slægterne Coelogyne og Dendrobium, der i Himalaya omfatter henholdsvis 12 og ca. 26 arter, hvoraf de almindeligste er Coelogyne nitida, C. cristata og Dendrobium amoenum, der alle blomstrer mellem marts og maj. Den store filodendron-lignende lian Rhaphidophora decursiva, som klatrer op ad stammerne vha. hæfterødder på stænglerne, er meget almindelig.

I skovbunden ses buske som Dichroa febrifuga af hortensiefamilien, hvis bark anvendes som feberstillende middel, Mussaenda roxburghii af krapfamilien, der har hvide højblade omkring de orange blomsterstande, samt Mahonia napaulensis af berberisfamilien, som har store, smukke, gule blomsterstande. Blandt urterne bemærkes bl.a. de besynderlige aracéer Arisaema tortuosum og A. erubescens.

Fuglelivet i denne zone er rigt og omfatter bl.a. den rødbrune og sorte hættesibia (Heterophasia capistrata), som er meget almindelig. Førhen blev den betragtet som tilhørende timalidernes familie (Timaliidae), men er nu blevet placeret i den nyoprettede skadedrosselfamilie (Leiothrichidae).

Desuden bemærkes ofte den smukke kastanjebrune blodpirol (Oriolus traillii) og i floden asiatisk vandstær (Cinclus pallasii), som i modsætning til den europæiske art (C. cinclus) er ensfarvet brun.

På fugtige klipper langs vandløbene ses mange urter, bl.a. Platystemma violoides af gloxiniefamilien (Gesneriaceae), samt to kodrivere, den violette Primula edgeworthii og den røde P. geraniifolia. I sprækker i soleksponerede klipper har græsser og andre urter slået rod, fx den lyserøde Roscoea purpurea af ingefærfamilien, en storbladet ranunkel, Ranunculus diffusus, samt randhåret kæmpestenbræk (Bergenia ciliata). På klipperne smutter Kashmir-agamer (Laudakia tuberculata) omkring – ret store, blågrå øgler med en mængde gule prikker på kroppen.

Underskoven udgøres i ca. 2800 meters højde mest af tætte bevoksninger af forskellige dværgbambus-arter, bl.a. af slægterne Arundinaria og Thamnocalamus. Bambus har utallige anvendelsesmuligheder i Himalaya. Flækkede stængler af dværgbambus anvendes mest til fletning af kurve og måtter, mens de større arter anvendes til bl.a. husbyggeri og stilladser. De tykkeste stængler kan benyttes som vandledning, efter at man har fjernet tværvæggene i dem.

Der ses også forskellige buske, bl.a. en klynger-art med rosenrøde blomster, Rubus foliolosus, en gulblomstret jasmin, Jasminum humile, samt en ribs med sorte bær, Ribes himalense. I smålysninger vokser her og der en gøgeurt med rødviolette blomster, Dactylorhiza hatagirea – en nær slægtning til kødfarvet gøgeurt (D. incarnata). Dens rodknolde er meget anvendt i den lokale folkemedicin, hvilket har bevirket, at den i dag er blevet meget fåtallig på grund af overdreven indsamling.

Uden for sommermånederne er det ofte vanskeligt at skaffe friske grønsager i bjergene. En meget anvendt metode til at få næring fra grønne planter, når friske grønsager ikke er tilgængelige, er fremstilling af gundruk , som er gærede blade af visse dyrkede planter, fx kål, sennep og radis, samt af vilde planter som Ranunculus diffusus, nepalesisk skræppe (Rumex nepalensis) og – specielt i Annapurna-området – Arisaema utile af arum-familien, der i maj-juni indsamles i tusindvis.

Gundruk kan fremstilles på forskellig vis. En metode er at vaske bladene og derpå lægge dem til tørre i solen en dag. Herefter bankes den sidste saft ud af dem, og de stampes tæt sammen i en lufttæt krukke, hvor de gærer i en uge. Derpå foldes bladene ud og lægges til tørre i solen, hvorefter de kan opbevares et tørt sted til senere brug. En anden metode er at koge bladene en kort tid og derpå stampe dem tæt sammen i en beholder. Kort efter fjerner man saften, og der tilføjes kogende vand. Bladene gærer nu i 4-5 dage, hvorefter de tørres i solen. (Kilde: N.P. Manandhar. Plants and People of Nepal)

Gundruk kan gemmes i op til et år. De gærede blade har en karakteristisk duft og en kraftig, særegen og dejlig smag – i hvert fald efter min mening.

I lysninger ses et væld af urter, fx Anemone obtusiloba, der har hvide såvel som blå blomster, samt den mandshøje gule korsblomst Megacarpaea polyandra. På en fugtig klippe finder jeg en anden korsblomst med hvide blomster, den sjældne Pycnoplinthopsis bhutanica, der med sin lave vækst og kraftige bladroset minder lidt om en kodriver.

Omkring 3700 m forsvinder træerne, og vedplanterne udgøres af udbredte krat af forskellige dværgbuske, mest Rhododendron anthopogon og R. lepidotum, en gedeblad, Lonicera obovata, samt forskellige dværgmispel-arter (Cotoneaster). I lysninger blandt buskene vokser talrige urter, fx en smuk vibeæg-art, Fritillaria cirrhosa, en statelig, op til 90 cm høj, gul kodriver, Primula sikkimensis, en aracé, Arisaema propinquum, samt en stribelilje, Gagea longiscapa (førhen kaldt Lloydia longiscapa).

I maj er kun få urter i blomst i disse højder, men den lysviolette kodriver Primula denticulata er uhyre almindelig. Kodriverslægten opstod sandsynligvis i Himalaya, og her findes mindst 62 arter. Billeder af mange andre kodriver-arter kan ses på siden Planteliv: Kodrivere.

Endvidere ses bl.a. en hvid pudedannende stenbræk, Saxifraga andersonii, samt Potentilla argyrophylla, der optræder i adskillige farvevarianter: purpurrød, rød, orange og gul.

Alpealliken (Pyrrhocorax graculus) er den almindeligste fugl her. Iøvrigt er dyrelivet sparsomt. Mens jeg sidder ved en lille bjergbæk og hviler mig, kommer en sibirisk lækat (Mustela sibirica) flintrende langs bredden, gør holdt et kort øjeblik for at tage mig i øjesyn og forsvinder derpå som et lyn.