Vingevalnødden ved Fuglsang
Her ses Lotte Møller Pedersen ved den store askebladede vingevalnød (Pterocarya fraxinifolia) i parken ved Kulturcenter Fuglsang på det østlige Lolland. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Askebladet vingevalnød (Pterocarya fraxinifolia) tilhører valnødde-familien. Slægten Pterocarya omfatter 10 arter, som er naturligt udbredt fra Kaukasus-bjergene østpå til Japan. Askebladet vingevalnød er vildtvoksende i lavere bjergområder i Kaukasus samt i det nordøstlige Tyrkiet og det nordvestlige Iran. Den vokser på leret og mineralrig jord, ofte sammen med andre løvtræer som rødel (Alnus glutinosa) og hvidpil (Salix alba). Vingevalnød danner ofte store krat, da den villigt sætter nye skud fra rod og stub.
I Danmark er arten fundet som fossil i brunkulslag fra Tertiærtiden samt fra Eem-mellemistiden for ca. 125.000 år siden. Omkring 1850 blev den populær i Danmark som prydtræ i parker og herregårdshaver, og nogle af disse træer er i dag omkring 25 m høje. Et smukt, flerstammet eksemplar med masser af lange, krogede, vandrette grene står i den vildtvoksende del af den store park ved Kulturcenter Fuglsang på det østlige Lolland. Der findes endvidere en naturaliseret bevoksning på søbredden ved Lykkesholm Slot på Fyn.
Nærbillede af den furede bark på vingevalnødden ved Kulturcenter Fuglsang. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Eksotisk udseende
Vingevalnødden ved Fuglsang har gråbrun og stærkt furet bark, men hos unge individer er barken glat og olivengrøn. Træet er ofte mangestammet. De snitdelte blade minder om askeblade, men har mange flere par småblade, som er savtakkede og ofte fremadrettede. Bladundersiden er lysegrøn, og midterribben har lysebrune hår. Bladene kan blive kolossalt lange, op til 60 cm, og de bliver smukt gule om efteråret. De skulle være let giftige. I Kaukasus blev de førhen revet i stykker og strøet i floderne, hvorved fiskene blev bedøvet og lette at fange.
Hanblomster og hunblomster sidder hver for sig på lange, hængende rakler. Frugten er en nød, som er omgivet af støtte- og forblade, der danner en ’vinge’, ikke ulig en elmefrugt. De lange blade og de op til 50 cm lange, hængende frugtstande er med til at give vingevalnød et eksotisk udseende. Frugterne modner ikke særlig villigt i Danmark, selv om arten i sin hjemegn kan tåle de strenge vintre, som hersker dér.
Frøstande af askebladet vingevalnød. Hanblomster og hunblomster sidder hver for sig på lange, hængende rakler. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Vingevalnød har navn efter de vingede frugter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plantenavnenes betydning
Askebladet vingevalnød
Pterocarya fraxinifolia
Ptero, af græsk pteron (’vinge’), fra sanskrit patram, hentyder til de vingede frø. Carya kommer af græsk karyon (’nød’) samt af latin caryon (’valnød’). Fraxinifolia er fra latin fraxinus (’ask’) og folium (’blad’), dvs. med askelignende blade. Det danske navn er således en direkte oversættelse af det videnskabelige navn.
Kilder
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Jørgensen, H. & F. Rune 2005. Træer og buske. Gyldendal
Denne beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 91, 2008, nr. 2, s. 30-31. Den er her bragt med nogle ændringer.
(Oprettet februar 2016)
(Senest revideret maj 2017)
