Linde-alléen i Vindeholme Skov

Småbladet lind (Tilia cordata) er en af Danmarks oprindelige træarter. Den indvandrede i Borealtiden for ca. 8000 år siden og var meget almindelig i den yngre Stenalder. Siden gik den noget tilbage, men var stadig et markant islæt i ege-askeskovene indtil omkring Kristi fødsel.

Barken blev førhen meget anvendt til at fremstille bast, men da denne brug gik af mode, forsvandt arten næsten fra de danske skove. Den overlevede hist og her, især i den sydøstlige del af landet, men næsten kun i ekstensivt drevne skove. Mange danske stednavne indeholder forstavelsen lind- eller linde- og fortæller om træets tidligere større udbredelse.

En dekorativ bevoksning af parklind (Tilia x europaea) på en gravhøj ved Gisselfeldt, Sjælland. Parklind er en hybrid mellem småbladet lind (Tilia cordata) og storbladet lind (T. platyphyllos). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

Honning og bladlus

Småbladet lind kan blive et stort, smukt træ, op til 35 m højt og med en indtil 2 m tyk stamme. Lindetræer er særegne ved at blomstre meget sent, først hen i juli. Blomsterne sidder 4-10 sammen i langstilkede kvaste. Træets tusinder af blomster udsender en bedøvende duft, hvilket skyldes deres indhold af æteriske olier. Blomsterne tiltrækker mængder af bier og andre insekter, og lind er et af de få af skovens træer, der har insektbestøvning. De fleste andre skovtræer bestøves ved, at deres pollen spredes med vinden. Af lindeblomster kan fremstilles té og duftende ekstrakter, og honningen siges at være uovertruffen. Nektaren ligger i hulheder i blomsternes fem bådformede bægerblade. I Middelalderen plantede munkene mange lindetræer omkring klostrene for honningens skyld.

Lindekvasten har ved grunden et vinget forblad. Når frøene – som er små nødder – er modne, falder kvasten af. Forbladet virker som propel, og med vinden kan frøene spredes et stykke bort fra modertræet. Lind plages meget af bladlus, og bladene kan være fuldkommen indfedtede i lusenes sukkerholdige ekskrementer. Veddet slår sig kun meget lidt efter fældningen og blev førhen anvendt til fx både, drejerarbejder, musikinstrumenter og kunstige lemmer. I dag bruges det mest som brænde samt til fremstilling af tegnekul.

Smuk lindeallé

Linden var førhen et helligt træ for mange europæiske folkeslag, og i den nordiske gudetro var træet viet en af de vigtigste gudinder, Frigg, som var Odins hustru. Træets hellighed holdt sig langt op i Middelalderen. Bystævnetræet i landsbyens midte var ofte en lind, og under dets krone samledes landsbyens ledende mænd for at drøfte deres anliggender. En kendt bystævnelind ligger i landsbyen Davinde mellem Odense og Nyborg. Den første fredag i juli holder man her byfest, hvor linden klippes.

I Vindeholme Skov i det sydvestlige Lolland var der i første halvdel af 1900-tallet stadig mange store og gamle småbladede linde, men desværre faldt de fleste som ofre for en kraftig storm, der hærgede i Danmarks skove i 1967. Mange af de gamle træer har siden sat stubskud, og der er en stor bestand af yngre linde. Skovens østlige del hedder Lindeskoven, og her findes en smuk allé af gamle, stynede linde samt en overlevende kæmpe, der er mindst 200 år gammel.

Plantenavnenes betydning

Småbladet lind

Tilia cordata

Storbladet lind

Tilia platyphyllos

Parklind

Tilia x europaea = T. cordata x T. platyphyllos

Det oldnordiske lind betyder ’bind’ eller ’bånd’ og hentyder til barkens anvendelse som bast – i lighed med fibrene fra hør, som på svensk stadig hedder lin, jfr. også de gamle danske ord linned og linolie. Det latinske navn Tilia, af græsk tilos (’fiber’), sigter til samme brug. Småbladet hentyder til, at denne arts blade er ret små, 4-8 cm lange. Cordata kommer af latin cor, genitiv cordis (’hjerte’), hvilket sigter til bladets form. Platyphyllos er latin og betyder ’fladbladet’.

Kilder

Christiansen, M.S. 1970. Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora, bd. 2. Politikens Forlag

Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand

Vedel, H. & J. Lange 1968. Træer og buske i skov og hegn. Politikens Forlag

Denne beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 90, 2007, nr. 4, s. 36-37. Den er her bragt med nogle ændringer og en del flere billeder.

(Oprettet februar 2016)

(Senest opdateret maj 2017)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

Linde-alléen i Vindeholme Skov