Kirsebærskovene i Ringebakker

Kancelliråd Peder Dam Jespersen (1772-1835) forestod i begyndelsen af 1800-tallet tilplantningen af et ca. 500 ha stort område med flyvesand mellem Rønne og Hasle (senere kaldt Sandflugtsskoven). Det fortælles, at han gerne ville have flere kirsebærtræer i den nyplantede skov. Han inviterede derfor Rønnes drenge til at spise så mange kirsebær i hans have, som de ville, men på den betingelse, at de skulle sluge stenene og bagefter besørge i den nye skov! Måske er det af denne grund, at der vokser så mange kirsebærtræer i Sandflugtsskoven.

Fuglekirsebær tåler skygge og kan vokse midt i skove af andre træarter, men her er blomstringen ringe. Hvor arten får lys nok, fx i skovbryn, sætter den mængder af hvide blomsterstande i maj, og bærrene – der egentlig er stenfrugter med et saftigt lag yderst – modner i juli. Fuglekirsebær kan også formere sig ved rodskud, og fra fældede træer skyder ofte nye skud fra stubben. Veddet er meget værdsat som møbeltræ på grund af den rødbrune, mahogni-lignende farve.

Landet over hersker der en del forvirring mht. navnene for de dyrkede kirsebærtræer, og ordene morel og kirsebær synes at blive anvendt i flæng. Surkirsebær (Prunus cerasus) – også kaldt skyggemorel – har dybrøde, syrlige bær, der især anvendes til syltning, mens moreller, der optræder med gule såvel som røde frugter, er søde, forædlede former af fuglekirsebær.

Frugtkødet af kirsebær er velsmagende og er en skattet spise, både i rå tilstand og som syltetøj. Frugterne ædes også af en lang række dyr, fx ræv, grævling og mange fuglearter, ikke kun de blandt haveejere hadede stære og solsorter, men også mindre fugle som munk og gærdesanger. Nedfaldne kirsebær, som er begyndt at rådne, er meget hjemsøgte af sommerfugle, gedehamse og fluer.

Mens frugtkødet i høj grad er spiseligt, indeholder bark, blade og frugtkærner amygdalin, som er et blåsyreglykosid. Kærnerne indeholder op til 2%, blade og bark noget mindre. De uspaltede molekyler i blåsyreglykosider er ugiftige, men ved optagelse i organismen udskilles den yderst farlige blåsyre (cyanbrinte). Dødelig dosis af blåsyre er omkring 1 mg pr. kg kropsvægt, så det kan være risikabelt at spise mange kirsebærkærner. Dette afholder dog ikke mennesker fra at fremstille likør af et udtræk af kirsebær og knuste kærner. Kærnebideren (Coccothraustes coccothraustes) er en stor finke, som æder mange kirsebærkærner, idet den har et meget kraftigt næb, hvormed den kan knække stenene. Et ældre navn for arten er kirsebærfugl. Den kan åbenbart tåle blåsyren.

Et gammelt råd i folkemedicinen siger, at kirsebær hjælper mod podagra (urinsyregigt). Også en nyere norsk undersøgelse har vist, at kirsebær øger udskillelsen af urinsyre. Urinsyreniveauet i blodet hos ti raske kvinder faldt med en femtedel efter indtagelse af kirsebær. Den dybrøde farve i surkirsebær og røde moreller kommer fra antocyaniner, og forskning tyder på, at disse stoffer kan forebygge gigtsmerter, diabetes og tyktarmskræft. Antocyaniner er også virksomme som antioxidanter og kan dæmpe betændelse.