Brændte Ole
’Brændte Ole’ fik sit navn under Svenskekrigene, da en svensk soldat ved navn Ole skjulte sig i den hule eg for at undgå at blive slået ihjel af vrede bornholmere. Han døde muligvis af udmattelse og blev først fundet året efter, da et lyn slog ned i træet og kløvede den hule stamme. – 23. maj 1999. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Brændte Ole havde oprindelig to mægtige stammer, men den ene brækkede af engang i 1980’erne. – 1. juni 2008. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Mellem 1563 og 1721 udkæmpedes ikke færre end seks langvarige krige mellem Danmark og Sverige, senere kaldt Svenskekrigene. Formålet med disse krige var først og fremmest at få herredømmet over Østersøen, men Christian IV’s stormagtsdrømme om at gendanne Kalmarunionen bidrog også i høj grad til ufreden.
Under en af de såkaldte Karl Gustav-krige, 1657-58, tabte Danmark alt land øst for Øresund, deriblandt Bornholm, som blev besat af svenskerne. Der udbrød straks oprør blandt bornholmerne, og en mængde svenske soldater blev dræbt. J.P. Møller skriver i 1867: ”Dengang Svenskerne bleve ihjelslagne her paa Landet [Bornholm], vare der ogsaa en Deel Svenske paa Stamperegaarden i Østermaria. Af disse var der Een ved Navn Ole, som undflyede, og uagtet man forfulgte ham, forsvandt han dog i Skovkanten, sønden Gaarden, hvor Skoven dengang strakte sig længere mod Nord end nu, og Forfølgerne maatte saaledes opgive Jagten. Ingen saa eller hørte mere fra Ole førend Aaret efter, da Lynet splittede en gammel hul Eg, som stod i Udkanten af Skoven, i hvis Aabning man nu opdagede Ole. Da han blev trukken frem, saaes det, at hans Klæder vare svedne af Lynet, og saa kaldte man Svenskeren: ‘Svedte Ole’ og Egen: ‘Brændte Ole’; hvilket Navn den fører den Dag i Dag!”
Brændte Ole står ved indkørselsvejen til Stamperegård, 2 km øst for Østermarie. Egen havde oprindelig to mægtige stammer, men den ene brækkede af engang i 1980’erne. Den er dog stadig et meget imponerende træ.
Egenes rolle i folketroen, samt deres anvendelse i traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. En række billeder af egearter findes på siden Planteliv: Gamle og store træer.
Plantenavnenes betydning
Stilkeg
Quercus robur
Eg, på oldnordisk eik, er et ord af fællesgermansk oprindelse, hvis betydning er usikker. Forstavelsen stilk- hentyder til, at agern hos denne art sidder på 3-5 cm lange stilke, til forskel fra vintereg (Quercus petraea), der har meget kortstilkede agern. Slægtsnavnet Quercus stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Egen var et helligt træ overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden ligeledes til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus. Det latinske artsnavn robur betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’. Altså hentyder robur til egens hårde, mørke kerneved.
Kilder
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Møller, J.P. 1867. Folkesagn og andre mundtlige Minder fra Bornholm. 2. udg. Colberg 1988
Denne beretning er en let omarbejdet udgave af en artikel i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 89, 2006, nr. 9, s. 40.
(Oprettet februar 2016)
(Seneste opdatering maj 2023)
