Stævningsbøg ved Ry Mølle

I skovrydningerne opstod efterhånden landsbyer, og indbyggerne udnyttede skovene omkring rydningerne på forskellig vis. Nogle anvendtes som græsningsskove, hvor kvæg, heste og får blev sendt på græs og svin på olden – frugterne af bøg (Fagus sylvatica) og eg (Quercus robur). Andre steder stævnede man træerne, dvs. man fældede stammen et lille stykke over jorden. Når et træ blev skåret ned, sendte det fra stubbe og rødder nye, tyndere stammer op. Disse stubskud havde flere lokale navne, bl.a. purker og røller. De samme træer kunne stævnes igen og igen, oftest med 20-30 års mellemrum – egen skulle dog bruge omkring 60 år til at danne nye egnede stammer. Tykkere stammer blev brugt til stolper i indhegninger, mens tyndere grene og kviste, de såkaldte ris, blev flettet ind mellem stolperne. Disse hegn kaldtes risgærder, og et andet navn for stævningsskov var gærdselsskov. En del af stævningstræet blev benyttet til brænde.

Opfindelsen af pigtrådshegnet og siden det elektriske hegn medførte, at behovet for gærdselstræ faldt kraftigt. Anvendelsen af kul og olie til opvarmning betød også, at forbruget af træ i bondeskovene faldt. Stævningen aftog markant i første halvdel af 1900-tallet, og kun enkelte stævningsskove blev drevet indtil fornylig. Gamle stævningstræer har et karakteristisk udseende, med flere knortede stammer, der ofte er buede forneden, hvor de vokser bort fra hinanden.