Pramdrageregen og Kludeegen – to øjetræer
Pramdrageregen har fået dette navn, fordi den står nær Gudenåen, hvor pramdragerne før i tiden trak flodprammene vha. lange reb fra en sti langs åen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
”I Stenalderens udstrakte skove var hule træer ofte besat af vældige urkræfter. Den mandlige jæger gjorde klogt i at stå sig godt med trækvinderne, som havde flere andre navne, fx huldre, gøjemor, skovsrå og ellekvinde. Han bragte offergaver til de kvindelige træer og havde et dobbelt mytisk-erotisk forhold til dem,” skriver Martin A. Hansen.
Knud den Store var ivrig kristen, og i 1018 forsøgte han at komme al hedenskab til livs ved at indføre en lov, som bl.a. forbød tilbedelse af ”(…) hedenske guder, sol, måne, ild eller vand, kilder eller sten eller skovtræer af enhver art.”
Denne tilbedelse lod sig dog ikke så let udrydde, og en rest af hedenskaben holdt sig meget længe i form af ofringer til visse hellige sten og træer. Nogle af dem kaldtes indtil for nylig kirker, og de fortæller om ældgammel dyrkelse, fx Borup Kirke, en mægtig ruin af en eg ved Gunderslevholm, som forlængst er smuldret bort.
Martin A. Hansen beretter endvidere: ”Paa Sjælland har der da ogsaa været fordægtig trædyrkelse indtil vore dage. En kone paa egnen hjemme blev i min barndom til spot for de fleste, hun ofrede flæsk til et træ i skoven, viste det sig.”
Øjetræer
Det er ikke så sært, at kæmpestore træer med deres kolossale frodighed blev tiltroet evnen til at kurere forskellige sygdomme. Det gjaldt bl.a. den engelske syge, rakitis, som skyldes mangel på D-vitamin og giver skrøbelige knogler hos børn. Nogle bøge og ege havde et hul eller et ’øje’, hvor to stammer eller grene var vokset sammen. Martin A. Hansen skriver, at en torsdag nat (eller helst tre i træk) lod man det syge barn kravle ni gange gennem hullet – en symbolsk fødselsåbning. Herved blev barnet renset for sygdommen. Ofte bragtes som tak en offergave til træet, fx i form af en lille flig fra barnets tøj, som blev bundet på en gren eller sat fast i barken.
Pramdrageregen
I den sydvestlige del af Langå Egeskov syd for Randers står et sådant ’øjetræ’, kaldt Pramdrageregen. Dette navn har den fået, fordi den vokser nær Gudenåen, hvor pramdragerne før i tiden trak lastprammene ved hjælp af lange reb fra en sti langs åen.
Langå Egeskov er en rest af den fælles stævningsskov, som bønderne i Langå havde indtil omkring 1800. Skoven blev græsset af kvæg, og dyrene åd de fleste opvoksende træer. I en periode med kvægpest midt i 1700-tallet fik skoven dog ro til at vokse op, og dens gamle, krogede ege stammer fra denne periode. Siden Naturfredningsforeningens Naturfond overtog skoven, bliver den atter græsset og er derfor lys og åben.
Kludeegen
I Leestrup Skov ved Præstø Fjord findes et andet øjetræ, Kludeegen, en mægtig eg, om hvilken Martin A. Hansen skriver: “En kraftig gren er foroven groet sammen med stammen igen, saa der er en oval aabning imellem dem. Her blev i gamle dage syge, vistnok mest børn med engelsk syge, trukket igennem nøgne. Det var om natten og skulle foregaa højtidsfuldt. At det helst skulle være en torsdag nat kan være et levn, som er meget ældre end træets særlige sygeplejerkald. Men gennem egens symbolske fødselsaabning fødtes den syge til ny sundhed.”
Sidegrenen døde og knækkede siden af under en efterårsstorm i 1967, så nu sidder der kun en lille stump tilbage. Da jeg besøgte Kludeegen i august 1994, lod en far sin lille pige klatre over den døde grenstump. Skade kunne det vel ikke. Ellers er det i dag kun turister, som for sjovs skyld bringer ‘ofre’ til egen. Den er fuldstændig overbroderet med farvestrålende strømper, slips og bælter.
Da jeg besøgte Kludeegen i august 1994, lod en far sin lille pige klatre over den døde grenstump. I dag er det kun turister, som for sjovs skyld bringer ‘ofre’ til egen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Ege i almindelighed, samt deres anvendelse i folkemedicinen, er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. En række billeder af egetræer findes under Planteliv: Gamle og store træer.
Plantenavnenes betydning
Stilkeg
Quercus robur
Eg, på oldnordisk eik, er et ord af fællesgermansk oprindelse, hvis betydning er usikker. Forstavelsen stilk- hentyder til, at agern hos denne art sidder på 3-5 cm lange stilke, til forskel fra vintereg (Quercus petraea), der har meget kortstilkede agern. Slægtsnavnet Quercus stammer sandsynligvis fra navnet på den litauiske tordengud, Perkunas. Egen var et helligt træ overalt i Europa, viet til de højeste guder, i Norden ligeledes til tordenguden Thor, i det gamle Grækenland til Zeus. Det latinske artsnavn robur betyder ’styrke’ eller ’hårdhed’, men ordet har samme rod som robhos, der betyder ’mørkfarvet’. Altså hentyder robur til egens hårde, mørke kerneved.
Kilder
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Hansen, M.A. 1952. Orm og Tyr. Wivels Forlag
Nielsen, H. 1976. Lægeplanter og trolddomsurter. 3. udg. Politikens Forlag
En del af denne beretning (om Pramdrageregen) er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 89, 2006, nr. 1, s. 21.
(Oprettet februar 2016)
(Seneste opdatering oktober 2022)
