Ene-heden ved Salten Langsø
Den smukke ene-hede ved Salten Langsø. Enen er meget variabel, nogle individer er lave og kryber nærmest hen over jorden, andre er søjleagtige, op til 12 m høje. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Den almindelige ene (Juniperus communis) er det mest udbredte nåletræ i verden. Den findes i tempererede og subarktiske egne på den nordlige halvkugle, både i Europa, Asien og Nordamerika, og mod syd strækker udbredelsen sig til Nordafrika, Tyrkiet, Himalaya og Arizona.
Arten indvandrede til Danmark umiddelbart efter istiden, for ca. 15.000 år siden. Planten er meget nøjsom og kan trives i næringsfattige, sandede eller kalkrige egne. Den var tidligere meget almindelig over det meste af landet, især på overdrev, hvor græssende dyr undgik den pga. de spidse nåle. Men med tilplantningen af hederne og tilgroningen af de fleste overdrev er enen gået meget tilbage, og i dag ses den mest i jyske hedeegne, i Nordsjælland og på Bornholm.
Enen er meget variabel, nogle individer er lave og kryber nærmest hen over jorden, andre er søjleagtige, op til 12 m høje.
Enens bærkogler dufter aromatisk af harpiks og indeholder op til 40 % druesukker og 2 % æterisk enebærolie. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Alsidig anvendelse
Ene-slægten omfatter 60 arter, som adskiller sig fra de øvrige medlemmer af cypresfamilien ved, at frugterne er såkaldte bærkogler. Kogleskællene er ikke frie som hos de andre slægter, men er vokset sammen til et kødet og let saftigt lag. I modsætning til de fleste andre enearter er nålene hos almindelig ene sylespidse (hvad enhver véd som har samlet enebær). Arten er tvebo, dvs. hanblomster og hunblomster sidder på hver sin plante. Modningen af bærkoglerne strækker sig over to år. Det første år er de grønne, og året efter bliver de mørkeblå, med voksbelægning. De ædes af fugle og andre dyr, og frøene passerer uskadte gennem deres tarmsystem.
Bærkoglerne anvendes som smagsstof i gin og genever, men er også meget fine i madlavningen, fx til kødretter og marinader. De dufter aromatisk af harpiks og indeholder op til 40 % druesukker og 2 % æterisk enebærolie. I folkemedicinen har et afkog af bærrene været anvendt som antiseptisk middel og mod mange forskellige sygdomme, fx rheumatisme. De såkaldte kigbær (som er galler på nålene, fremkaldt af larverne af enebær-galmyggen, Oligotrophus juniperinus) blev benyttet mod kighoste. En nyere undersøgelse har vist, at visse stoffer i bærkoglerne virker vanddrivende, andre er smertestillende, og nogle kan sænke blodtrykket.
Førhen blev friske enegrene strøet på gulvet ved begravelser, og duften fra knuste grene holdt troldtøj og andre onde væsner borte. Grenene blev brugt til kurvefletning, mens de tykkeste stammer anvendtes til næsten uforgængelige staver i hegn. Af det seje ved blev skåret bl.a. knapper og køkkenredskaber, og af en amerikansk eneart fremstilles stadig blyanter. Ved afbrænding af ved og løv udvikles en aromatisk røg, som førhen anvendtes til røgning af madvarer. Hos buddhistiske folkeslag i Himalaya og Tibet afbrændes enegrene i stor udstrækning som røgelse i templerne.
Enens anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.
Tidligt om morgenen brænder folk duftende enebærgrene som røgelse på pladsen foran Jokhang-templet, Lhasa, Tibet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Varmekrævende edderkopper
Nord for Salten Langsø findes en skråning med en stor, smuk bevoksning af enebuske. I lyngen mellem disse buske lever flere varmekrævende dyrearter, som er tilpasset livet i sandet mellem den højere vegetation på soleksponerede, sydvendte skråninger, hvor mikroklimaet er gunstigt for dem. To af disse arter er edderkopper. På de første varme dage i maj kan man ofte se små sorte edderkopper med rød bagkrop og hvidstribede ben kravle rundt i sandet her. Det er hanner af den såkaldte mariehøne-edderkop på udkig efter hunner. Denne arts fangstspind er næsten altid placeret det varmeste sted på hedefladen. Dens føde udgøres hovedsagelig af biller, hvis panser den bryder hul i med et forben, så den kan sprøjte gift ind i såret.
I Europa findes tre arter mariehøne-edderkopper. Den danske art har været kaldt både Eresus niger og E. cinnabarinus, men nyere undersøgelser har vist, at det faktisk drejer sig om den tredje art, E. sandaliatus. Den lever flere steder i Jylland samt på Melby Overdrev på Sjælland. Arten er så iøjnefaldende, at den allerede i 1811 blev omtalt i dansk litteratur, af præsten Caspar Schade i Beskrivelse over Øen Mors.
Den anden edderkop ved Salten er den nordiske fugleedderkop (Atypis affinis). Tidligere troede man, at Bornholm var det eneste sted i Danmark, man kunne finde den, men det har vist sig, at den er almindelig i flere hedeområder i Midtjylland, og i 2006 blev den fundet i Nordsjælland. Den er lille, kun op til 2 cm lang, og er ganske ufarlig for mennesker. Den fremstiller et langt, rørformet fangstspind lodret ned i jorden, og over jorden fortsætter spindet flere centimeter gennem vegetationen. Når et lille dyr kravler hen over det overjordiske spind, farer edderkoppen op gennem røret og slår sine giftkroge gennem spindet ind i dyret. Så saver den hul i spindet med nogle tænder på overkæben og haler byttet ned i røret, hvorefter skaden på det overjordiske spind udbedres.
Hannen af den flotte mariehøne-edderkop (Eresus sandaliatus) har højrød bagkrop med sorte prikker, og benene er sort- og hvidstribede. Hunnen er helt sort. Her ses en han omgivet af resterne af byttedyr, dækvinger fra biller. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Den nordiske fugleedderkop (Atypis affinis) er den eneste danske repræsentant for fugleedderkopperne. Billedet viser den brune hun. Hannen er mørkere, næsten sort. Arten er almindelig på hedeskrænterne nord for Salten Langsø. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
Plantenavnenes betydning
Ene Juniperus communis
Ordet Ene, på oldnordisk einir, stammer sandsynligvis fra jaini, et gammelt germansk navn for disse træer. Jaini kommer sikkert af det latinske navn Juniperus. Nogle forskere mener, at dette ord stammer fra iungere (’sammenbinde’ eller ’flette’), der sigter til grenenes anvendelse som fletværk. Andre mener, at det kommer af iuvenis (’ung’), hvilket hentyder til, at enen hele tiden forynges gennem nye skud. Ordene gin og genever stammer også fra juniperus. Det latinske artsnavn communis betyder ’almindelig’.
Kilder
Christiansen, M.S. 1970. Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora, bd. 1. Politikens Forlag
Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand
Hvass, H. (red.) 1978. Danmarks Dyreverden, bd. 1. Rosenkilde og Bagger
Vedel, H. & J. Lange 1968. Træer og buske i skov og hegn. Politikens Forlag
Denne beretning er tidligere offentliggjort i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 90, 2007, nr. 7/8, s. 44-46. Den er her bragt med nogle få ændringer.
(Oprettet februar 2016)
(Senest revideret maj 2017)