Elletrunte i Brassø

Menneskene begyndte tidligt at fælde træerne i ellesumpene for at omdanne dem til græsgange for husdyr. Efter stævning skyder ellen meget villigt fra stubben, og der opstår et flerstammet, lavt træ. Gentagne stævninger bevirker, at nye rødder med tiden vokser ned gennem stubben og danner en knudret forhøjning, som kaldes en elletrunte. Hvor elletræer lades i fred, bliver de op til 25 m høje og med en indtil 1 m tyk, rank stamme.

De fleste ellesumpe er med tiden blevet ændret til enge, og i mange områder af landet vokser rødel i dag kun langs åer og søbredder. Her står det meste af træet tit ude i vandet, men samtidig klamrer talrige rødder sig til bredden og rager ofte op over jordoverfladen, hvor de danner mønstre – “som knudrede gammelmandsfingre” skriver den svenske tegner og forfatter Gunnar Brusewitz (1924-2004). Det virker, som om ellen ikke rigtig kan bestemme sig for, om den foretrækker vandet eller landjorden.

Ellen er et af de første træer, som blomstrer om foråret, i milde vintre allerede i februar. Tusindvis af rakler tiltrækker bier, som her får en af deres første rigelige forsyninger af pollen. Frugterne minder om små grankogler og indeholder en mængde frø. De er små nødder, omgivet af en luftfyldt, kransformet hinde, som bevirker, at frøene kan flyde på vandfladen i op til en måned og på denne måde spredes vidt omkring.

Om vinteren er flokke af grønsiskener (Spinus spinus) hyppige gæster i ellebevoksninger, hvor de ikke blot gør sig til gode med frøene, men også med insekter og pupper. Brusewitz skriver: “Fra den provianterende sværm høres bestandigt en sprød kvidren, som vel har til opgave at holde gruppen i bestandigt beredskab. En for det menneskelige øre umærkelig advarselslyd fra en fugl i flokken medfører, at der bliver helt stille i brøkdelen af et sekund, inden alle under et brus af kvidren og pippen forlader ellekronerne og i rykvise kast flyver ud over bredden i store sving, inden de et par øjeblikke senere vender tilbage og genoptager det afbrudte måltid.”

Når en rødel fældes, antager det hvide ved under påvirkning af luftens ilt en stærkt rødbrun farve. Man siger at ellen ’bløder’. Senere bleges farven til lyserød. Elleved er blødt og meget holdbart, både i tør og våd tilstand. I oldtiden lavede man kanoer af stammerne, og Plinius nævner, at rødel brugtes til fundamentpæle, bl.a. ved grundlæggelsen af byen Ravenna. Endvidere fremstillede man tidligere tønder, trillebører, vogne og træsko af elletræ, mens andre anvendelser omfattede fremstilling af trækul og brænde til røgning af fisk og kød. I Bornholms røgerier er el stadig den foretrukne træart, idet røgen herfra giver fisken en distinkt duft og smag. Nu bruges elletræ især til møbler og drejede genstande. I Holland anvendes det stadig til pæle.

Elleblade giver en meget fin kompost.

På rødellens fugtige voksesteder er der ofte tåget. Elletrunterne antager de særeste former i tågen, og det synes som om de bevæger sig. Før i tiden var folk overbeviste om, at farlige væsner bevægede sig rundt derude blandt elletræerne i tågen – det var ellefolkene eller elverfolkene, som dansede. Hvis disse elverfolk ramte én med et pileskud, blev man ’ellevild’ og dansede, til man blev syg eller endog døde. Elverpigerne var dårende dejlige – forfra. Bagfra lignede de elletrunter og havde oven i købet hul i ryggen. Man sagde om dem: “Ellepigen er fortil dejlig og from – men bagtil hul og tom.”