Den gamle seljepil på Vorsø

Gennem 35 år har jeg fulgt en sådan gammel seljepil på Vorsø. I foråret 1982 var den stadig et stort og livskraftigt træ, hvis stammer ganske vist var faldet til jorden i stjerneform. I 2003 brækkede træet helt fra hinanden pga. råd, og stammerne blev hurtigt dækket af tykke mospuder. Gennem de følgende år var de smuldrende rester bolig for mange slags insekter og svampe. I 2018 var der kun ganske få rester af de gamle stammer tilbage.

Det interessante naturreservat Vorsø er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø.

Specielt smukke er hantræerne om foråret, hvor de står med tusinder af guldgule rakler, som bier og humlebier flittigt besøger, da de er blandt de tidligste nektar- og pollengivere. Et gammelt navn for seljepilen er palmepil. Mens man endnu var katolikker i Danmark, blev de blomstrende grene af hantræerne benyttet til at pynte kirkerne med Palmesøndag.

Tidligere var seljepil på mange andre områder en meget nyttig plante. Løvet var et godt dyrefoder, og den dag i dag benyttes det som foder til får og geder visse steder i Norge. De tyndeste grene blev anvendt til bl.a. fiskeruser og kurvefletning – i dag bruger man oftest grene af båndpil (Salix viminalis), der egner sig bedre. De lidt tykkere grene blev pga. det sejge og lette ved brugt til fx redskabsskafter og gærdestokke, og af stammen fremstilledes bl.a. møbler. Af frøulden snoede man væger, og den blev tillige brugt som fyld i dyner og foer i frakker. Barken indeholder garvestoffer og anvendtes tidligere til garvning af skind. I barken findes også et glykosid, salicin, som førhen var et feberstillende middel i form af salicylsyre (der i dag fremstilles kemisk). De fleste anvendelser er gået af brug, men som noget specielt kan nævnes, at seljepil bruges til skibsnagler i de vikingeskibe, der fremstilles på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Modsat mange dyrkede pilearter er seljepil – i lighed med gråpil (Salix cinerea) – vanskelig at formere ved stiklinger, men sætter gerne nye skud efter styning.