De døde elme på Vorsø

Herluf Winge var viceinspektor på Zoologisk Museum i København fra 1892 til sin død i 1923. På hans tid blev dyr, der på enhver tænkelig måde kunne siges at være konkurrenter til mennesket, fjernet med hård hånd. Rovfugle, rovdyr, ugler, måger, skarver, hejrer, sæler, kragefugle, ja selv terner og isfugle blev dræbt med skydevåben, gift og sakse. Fuglearter som rød glente (Milvus milvus), havørn (Haliaeetus albicilla) og skarv (Phalacrocorax carbo) blev udryddet som danske ynglefugle i Winges levetid.

Herluf Winge og hans bror Oluf var forfærdede over denne forfølgelse, som især jægere, herregårdsskytter og fiskere stod for. Brødrene argumenterede for, at alle dyr har en plads i naturen, men de talte mest for døve øren. Forfølgelserne fortsatte med uformindsket styrke langt ind i det 20. århundrede – og foregår også i dag på mange godser, hvor man har fasanopdræt.

Oprettelsen af et fristed

Da Herluf Winge ved sparsommelighed havde samlet sig en formue, besluttede han i 1919 at stifte et legat under Københavns Universitet. I legatbestemmelserne stod bl.a., at pengene skulle anvendes til opkøb af “et Fristed eller flere til Fredning af Planter og Dyr, ogsaa de saakaldte skadelige.” Herved håbede Winge at kunne hjælpe nogle af de trængte dyr.

I 1928 købte legatbestyrelsen købte efter megen søgen øen Vorsø i Horsens Fjord. Denne ø, der dækker ca. 60 ha, var på den tid overvejende landbrug, men der var dog to småskove på tilsammen 9 ha. Herluf Winge døde i 1923 og nåede således ikke at se, hvilket fristed der blev erhvervet for hans penge.

Dette fristed er detaljeret beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø.

Elmesygen hærger

I de forløbne godt 90 år har Vorsø udviklet sig til at være et af Danmarks mest interessante naturområder. Det opgivne agerland er i dag en mosaik af ungskov, krat og urtesamfund med et rigt småfugleliv. De to gamle skove er blevet meget vildsomme, da væltede træer får lov at ligge. Skarverne indvandrede til øen i 1940’erne og har siden sat deres præg på dele af skoven, fordi deres stærke gødning har dræbt mange træer.

Men lige så stor påvirkning har elmesygen haft. Denne sygdom forårsages af sæksporesvampe af slægten Ophiostoma (tidligere kaldt Ceratocystis). Disse svampe stammer fra Asien, hvor de lokale elme har resistens mod sygdommen. Dette er ikke tilfældet i Europa og Nordamerika, hvor sygdommen optræder epidemisk. I Europa optrådte den fra 1910, overført af svampearten Ophiostoma ulmi, mens en anden art, O. novo-ulmi, der stammer fra Japan og er betydeligt mere ondartet, optrådte i Europa fra 1960’erne.

Svampesporerne overføres til elmene af barkbiller af slægten Scolytus. I Danmark optræder to arter af disse biller, stor elmebarkbille (S. scolytus) og lille elmebarkbille (S. laevis). Disse biller lever i træernes kroner, og hvis de er landet på et træ, som er inficeret med elmesyge, får de under fødesøgningen svampens sporer på sig.

Når hunnerne skal lægge æg, søger de ned til stammen eller større grene, hvor de gnaver et æglægningskammer i det saftige lag mellem barken og veddet. Når larverne klækker, gnaver de lange ædegange i veddet, hvorved der dannes smukke mønstre. Efter æglægningen søger hunnerne til andre elmetræer, hvorved de spreder svampesporerne til sunde træer. Så godt som alle elme, der angribes af elmesyge, dør af sygdommen i løbet af et år.

Elmene på Vorsø blev angrebet af elmesyge omkring 1980, og allerede i 1990’erne var alle større elme på øen døde. Det gik især ud over arten i Østerskov, hvor den med kæmpestore overstandere dannede en tæt løvtag. Vedmassen for elm blev her reduceret med 99,5% på få år i løbet af 1980’erne.

Skovparti med døde elme i den centrale del af Vesterskov i 1993 (øverst) og 2004. De fleste elme er forlængst faldet, og der er opstået en lysning, hvor hovedsagelig ask (Fraxinus excelsior) vil komme til at råde. Nogle små ædelgraner (Abies alba) har også fået plads og lys. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Elmen overlever

Dette betyder dog ikke, at elmen er blevet udryddet på Vorsø. Da de voksne barkbiller lever i trækronerne, skal elmene have en vis højde, før billerne kan finde dem. Men når de begynder at rage op over de omkringvoksende træer og buske, bliver de uvægerligt angrebet og dør.

På Vorsø er der sket det, at elmene i dag blomstrer og sætter frø i en langt lavere alder, end det var tilfældet, da der fandtes større elme på øen. Det betyder, at frøpuljen hele tiden bliver fornyet, og lige så hurtigt som elmene bliver angrebet af sygdommen og dør, skyder der nye træer op. Nogle af de angrebne elme er i stand til at skyde igen fra roden, men bliver atter slået ihjel, når de når en vis højde.

Plantenavnenes betydning

Skovelm Ulmus glabra

Det danske navn elm kommer af latin Ulmus, som sprogligt er beslægtet med Alnus, det latinske navn på elletræer. Forstavelserne al- og el- betyder ’rødlig’ eller ’gul’ og hentyder til, at veddet (især af el) farves rødt, når det kommer i forbindelse med luftens ilt. Glabra betyder ’glat’ på latin og hentyder til, at elmens unge grene er glatte. Bladene derimod er meget ru.

Kilder

Christiansen, M.S. 1970. Danmarks vilde planter – med et udvalg af vore nordiske nabolandes flora, bd. 1. Politikens Forlag

Corneliuson, J. 1997. Växternas namn. Vetenskapliga växtnamns etymologi. Språkligt ursprung och kulturell bakgrund. 2. rev. oplag 1999. Wahlström & Widstrand

Halberg, K. & J. Gregersen (red.) 2010. Vorsø – et fristed for naturen. Eigil Holms Forlag

Denne beretning er en omarbejdet udgave af en artikel i tidsskriftet Naturens Verden, årg. 88, 2005, nr. 5, s. 32-33.

(Oprettet februar 2016)

(Senest revideret juli 2021)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

De døde elme på Vorsø