Kodrivere

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene hos disse planter sidder i roset, mens blomsterstanden normalt er en skærm for enden af en bladløs stilk. Kronbladene er sædvanligvis sammenvokset til et langt rør med 5 udbredte flige for enden.

Navnet kodriver er afledt af dialektordet kodrevler, som betyder ’kopatter’, hvilket hentyder til de hængende blomster hos hulkravet kodriver (P. veris). I den nordiske mytologi var kodriveren tilegnet Freja, gudinden for kærlighed, skønhed og frugtbarhed, på engelsk kaldt The Key Virgin (’nøgle-jomfruen’). Da hedningene omvendtes til kristendommen, blev planten i stedet tilegnet Jomfru Maria, hvilket gav anledning til et andet engelsk folkenavn, Our Lady’s keys (’Jomfru Marias nøgler’).

Det latinske slægtsnavn er diminutiv af prima (’den første’), hvilket hentyder til mange arters tidlige blomstring. Et stort antal af disse planter er særdeles hårdføre, se til af billederne øverst på siden.

 

 

 

Denne art vokser i åbne områder i Himalaya i 3500-4900 meters højde, fra Uttarakhand i det nordvestlige Indien mod øst til det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med sorte tænder’, hvilket sigter til bægerbladenes sorte spids.

P. denticulata (nedenfor) ligner denne art, men er meget større, og den mangler de sorte spidser på bægerbladene.

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende fra Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Afghanistan, voksende i fugtige enge samt langs vandløb og sæbredder, i højder mellem 1200 og 3200 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘øret’, hvilket måske hentyder til bladene, hvis form minder en smule om ører.

 

 

 

 

 

Desuden vokser P. buryana i ret tørre områder langs grænsen til Tibet, fra det vestlige til det østlige Nepal, samt i Tibet, i højder mellem 3300 og 5000 m, mens den blåblomstrede plante er begrænset til det centrale Nepal, hvor den især vokser på klippehylder i højder mellem 2900 og 4600 m, fuldt eksponeret for monsunregnen.

Jeg er overbevist om, at sidstnævnte er en selvstændig art, som det også foreslåes af Polunin og Stainton i deres bog Flowers of the Himalaya (1984).

Opdagelsen af P. buryana er beskrevet nedenfor, se P. wollastonii.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer sagfører, politiker og botaniker Daniel Cleveland (1838-1929), som var hjemmehørende i San Diego og den første, som systængelatisk undersøgte områdets planteliv. Han fandt mange arter, som var nye for videnskaben.

Padres gudeblomst tilhører en gruppe kodrivere, som førhen var placeret i slægten Dodecatheon, der blev oprettet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende fordi blomsterstanden hos disse arter ofte rummer 12 blomster. Navnet er sammensat af de græske ord dodeka (’tolv’) og theos (’gud’), altså ‘tolv guder’. Når man i Oldtidens Grækenland gav en plante dette navn, skyldtes det, at man mente, den havde fået sine helbredende egenskaber fra de tolv fornemste græske guder og gudinder. Heraf kommer det danske navn gudeblomst.

Gruppen tæller 17 arter, som er vidt udbredt i Nordamerika, fra det nordvestlige Mexico gennem det vestlige USA og Canada til Alaska, en enkelt af arterne tillige i det nordøstlige Sibirien. Blomsterne bestøves af bier, som klynger sig til kronen, mens de svirrer med vingerne, hvorved pollen løsnes fra støvdragerne.

På amerikansk kaldes disse planter populært for shooting star, hvilket hentyder til blomsternes form, hvor de gule støvdragere og kronens flige, der peger bagud, er samlet i en spids. Det sammenlignes med et stjerneskud, hvor de bagudrettede flige udgør ’halen’.

Andre medlemmer af gruppen inkluderer Jeffreys gudeblomst (P. jeffreyi) og Hendersons gudeblomst (P. hendersonii), begge omtalt nedenfor.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 4000 og 5200 m.

Artsnavnet er en forkortet form af latin concinnatus (‘harmonisk’).

 

 

 

 

 

Bladene, som danner en roset, har en vinget stilk, der normalt er kort, men undertiden op til 15 cm lang, bladplade aflang eller omvendt lancetformet, but, indtil 20 cm lang og 4 cm bred, til tider med hvid eller gul farina, margin tandet. Bladene forlænges under frugtsætningen og kan blive op til 30 cm. De blomstrende stængler af varierende højde, op til 15 cm, undertiden med farina på den øvre halvdel. Blomsterstanden er en kugleformet, kompakt, mangeblomstret skærm, med talrige kortstilkede højblade, op til 1 cm lange. Kronen indtil 2 cm i diameter, kronrør klokkeformet, op til 2 cm langt, krone blegblå, blålig-lyserød eller purpurfarvet med gult, sjældent hvidt øje, flige dybt kløvede, ovale, indtil 8 mm lange. Generelt er blomsterstandene kraftigere og tættere i større højder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små tænder’, hvilket sigter til bladene.

P. glomerata (nedenfor) har også kugleformede skærme, men de er meget mere kompakte.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i næsten hele Europa, mod nord til Danmark og Sydsverige, samt i det nordlige Asien, mod øst til Altai-bjergene, mod syd til Kaukasus, Tyrkiet og det nordlige Iran. Den vokser i skove og fugtige græsklædte arealer, samt langs vandløb. I Danmark er den almindelig på øerne, men findes kun ganske få steder i Jylland. I skove blomstrer den inden løvspring.

Artsnavnet er latin og betyder ‘højere’ (end P. veris).

 

 

 

 

 

 

 

Denne fine lille plante har en meget vid udbredelse, fra Skotland og Skandinavien mod øst til Kamchatka, i Asien mod syd til Kirgisien og det nordlige Kina, med isolerede bestande i Mellem- og Sydeuropas bjerge.

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder begge til de fine ‘gryn’ på stænglen, det latinske navn afledt af latin farina (‘mel’).

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser hovedsagelig på fugtige skrænter i skove i højder mellem 2700 og 4600 m, fra det centrale Nepal mod øst til det sydvestlige Kina.

Som dens latinske artsnavn antyder, minder bladene hos denne art om bladene hos visse arter af storkenæb (Geranium).

 

 

 

 

 

 

 

Bladene, som danner en roset, har en vinget, indtil 4 cm lang stilk, bladplade aflang, omvendt lancetformet eller spatelformet, inklusive stilk op til 15 cm lang og 3 cm bred, margin med skarpe, uregelmæssige tænder, spids but. Blomsterstilken er op til 30 cm lang, med farina eller kirtelhår foroven, skærmen danner et kugleformet hoved, indtil 5 cm i diameter, kronen himmelblå med mørkere svælg, op til 1 cm i tværmål, kronrør tragtformet, indtil 1,5 cm langt, flige udbredte, ovale, dybt kløvede.

Arten er udbredt mellem det vestlige Nepal og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3000 og 5700 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘formet som en kugle’, afledt af glomero (‘at samle’).

 

 

 

 

 

Arten vokser i alpint græsland og i snelejer på sur bund, i højder mellem 2000 og 3200 m. Den er udbredt i de centrale og østlige Alper, samt den nordlige del af Balkan

Den danner et forvirrende udvalg af hybrider med P. minima (nedenfor).

 

 

 

 

 

Den forekommer fra det centrale Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 2700 og 4100 m.

Artsnavnet er afledt af latin gracilis (‘slank’) og pes (‘fod’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Gudeblomster generelt diskuteres ovenfor, se P. clevelandii.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Østrig mod vest til de Franske Alper og Pyrenæerne. Den vokser på sur jordbund, gerne langs vandløb eller i snelejer, i højder mellem 1100 og 3100 m.

 

 

 

 

 

Den vokser i skove mellem 2500 og 3700 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim.

Artsnavnet et latin og betyder ‘uregelmæssig’, hvilket formentlig hentyder til kronens grovtakkede flige.

 

 

 

 

 

 

 

Nlaka’pamux-folket fremstillede amuletter, bl.a. kærlighedsamuletter, af blomsterne.

Arten blev navngivet til ære for den skotske botaniker John Jeffrey (1826-54), som gennem fire år udforskede Washington, Oregon og Californien, mens han indsamlede planter, som han sendte hjem til Skotland. Han forsvandt i 1854, mens han var på vej fra San Diego over Colorado-ørkenen, og han blev aldrig set siden.

Et andet navn på arten er Sierra-gudeblomst, hvilket sigter til Sierra-bjergene i Californien.

Gudeblomster generelt diskuteres ovenfor, se P. clevelandii.

 

 

 

 

 

Gul aurikel kendes nemt på de knaldgule blomster og de mat-grønne, bredt ovale, tynde blade, som er stærkt takkede i randen og dækket af kirtelhår. Bladpladen hos vild aurikel er sædvanligvis smallere, næsten lancetformet.

Et engelsk folkenavn på disse planter er bear’s ear (‘bjørneøre’), hvilket sigter til bladenes form. De er ophav til mange af de dyrkede kodriver-arter.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Kirgisien og Xinjiang mod syd gennem Tibet til det nordlige Pakistan, og derfra mod øst til Bhutan, i højder mellem 3300 og 5600 m. Den er meget almindelig i Khumbu-området i det østlige Nepal.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og phyllon (‘blad’).

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er langstilkede, hårede, med afrundet bladplade, op til 10 cm lang og bred, med 5-7 svage, stærkt tandede flige og hjerteformet basis. Blomsterstandens stilk er op til 23 cm lang, slank, skærmen med 3-12 nikkende blomster, bæger klokkeformet, op til 5,5 mm langt, med 5 trekantede flige, krone klokkeformet, rosen- eller purpurfarvet, indtil 1,5 cm lang og 2,5 cm bred, dybt kløvede til under midten i 5 aflange, helrandede flige, til tider med indhak i spidsen.

Underarten er udbredt fra Kazakhstan og Mongoliet mod syd til det nordlige Pakistan, Himachal Pradesh og Uttarakhand i Himalaya, hvor den vokser i højder mellem 3000 og 4200 m. Arten i videste forstand er udbredt fra det nordlige Sibirien mod syd til Himalaya, det nordlige Kina, Korea og Japan, og den forekommer også i bjergområder i Mellemeuropa og på Balkan.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den italienske læge og naturhistoriker Pietro Andrea Gregorio Mattioli (1501-77), som var livlæge hos Kejser Maximilian d. 2. (1527-76). Han beskrev over hundrede nye plantearter, og i værket Discorsi gav han berømte kommentarer til De Materia Medica, skrevet af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.). I 1561 publicerede han et værk om medicinske planter, Epistolarum Medicinalium Libri Quinque.

Det nu ugyldige slægtsnavn Cortusa blev givet af Mattioli til ære for Giacomo Antonio Cortusi (1513-1603), der præsenterede arten for ham, indsamlet nord for Vicenza. Fra 1590 var han direktør for den botaniske have i Padova,

 

 

 

 

 

Arten er ret almindelig i den østlige halvdel af Alperne, samt i Tatra-bjergene, Karpaterne og den nordlige del af Balkan, mod øst til Ukraine. Den vokser i nedfalden ur og snelejer, normalt på sur jordbund, i højder mellem 1200 og 3000 m.

 

 

 

 

 

Bladene, som sidder i roset, er op til 20 cm lange og 5 cm brede, rynkede og stærkt tandede. Blomsterstandens stængel er indtil 45 cm høj, med 2-4 skærme over hinanden, hver med 6-10 purpurfarvede blomster.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i skove i det vestlige Himalaya, fra Himachal Pradesh mod øst til det centrale Nepal, i højder mellem 2100 og 4100 m. Den er almindelig i Annapurna-området i det centrale Nepal.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk nanos (‘dværg’), hvilket sigter til måden den vokser på. Det tidligere artsnavn blev givet til ære for den irske botaniker Michael Pakenham Edgeworth (1812-81), som tilbragte mange år i Indien og indsamlede et stort antal planter.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det centrale Nepal mod øst til Arunachal Pradesh og det sydøstlige Tibet, i højder mellem 3000 og 4400 m. Den er ret iøjnefaldende på strækningen mellem Tharepati og Phedi, Langtang Nationalpark, centrale Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder ‘hældende’. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

 

 

Den forekommer i Himalaya, fra Uttarakhand mod øst til Sikkim, i højder mellem 2100 og 3800 m.

Artsnavnet er afledt af latin petiolus (‘lille fod’), således ‘med en lille fod’, hvilket formodentlig hentyder til, at blade og blomster er meget kortstilkede.

Arten minder meget om P. gracilipes (ovenfor), men er mindre, med en kompakt bladroset, og den har ikke farina.

 

 

 

 

 

Arten vokser i åbne områder i højder mellem 3600 og 5000 m, fra Uttarakhand i det nordlige Indien mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet.

 

 

 

 

 

Denne plante findes i højder mellem 3500 og 5000 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Sikkim og det sydøstlige Tibet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med runde blade’.

 

 

 

 

 

 

 

Den er ret almindelig i skove mellem 2100 og 3700 meters højde, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal.

Artsnavnet er latin og betyder egentlig ‘siddende’, men i botanisk sammenhæng ‘uden stilk’, hvilket i dette tilfælde hentyder til blomsterne.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i våde enge mellem 2900 og 4800 meters højde, fra det vestlige Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i Sikkim’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i skove og på enge i højder mellem 3500 og 4300 m, fra det vestlige Nepal mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet. Den er almindelig i Ghunsa-dalen i det østlige Nepal.

Den hybridiserer gerne med den violette P. calderiana, hvilket kan resultere i gule, hvide, blå og violette blomster i én og samme blandede bestand.

Artsnavnet er afledt af latin struma (‘opsvulmet’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Denne art findes i Himalaya, fra Himachal Pradesh mod øst til Sikkim, voksende i højder mellem 3600 og 4500 m.

Den blev navngivet til ære for John Stuart, 3. jarl af Bute (1713-92), som ofte støttede botanisk forskning.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Uttarakhand mod øst gennem det sydlige Tibet og det nordlige Himalaya til Bhutan, i højder mellem 3000 og 5000 m.

 

 

 

 

 

To tyske folkenavne er Echte Schlüsselblume (‘ægte nøgleblomst’) og Himmelsschlüssel (‘nøgler til Himlen’). Ifølge legenden hørte Sankt Peter, at nogle afdøde prøvede at komme ind i Himlen ad bagvejen i stedet for ad den forreste indgang, hvor han vogtede. Han skyndte sig derfor om mod bagdøren, men undervejs tabte han sine nøgler, der slog rod og blev til kodrivere.

Arten har været anvendt i folkemedicinen i hundreder af år. Denne brug er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

I skuespillet En skærsommernatsdrøm, af William Shakespeare (1564-1616), optræder en gavtyv af en nisse, Robin Goodfellow, som møder en alf. Han spørger hende, hvad hun laver, og hun svarer:

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Europa, fra Norge mod syd til det nordvestlige Afrika, samt fra Irland og Portugal mod øst til europæisk Rusland, Kaukasus og det nordlige Iran. Antal underarter og deres navne varierer meget, alt efter kilde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den har en ret begrænset udbredelse i det centrale og østlige Nepal samt det sydlige Tibet, voksende i højder mellem 3600 og 4900 m.

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske læge, naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alexander Frederick Richmond Wollaston (1875-1930), som deltog i et antal ekspeditioner, til Ruwenzori-bjergene i Uganda 1905, til Ny Guinea 1910-11 og 1912-13, samt til Mt. Everest 1921.

På sidstnævnte ekspedition indsamlede han to kodriver-arter i området omkring Nyenyam (i dag kaldt for Nyalam) og Rongshar-dalen i det sydlige Tibet, P. buryana, opkaldt efter et andet medlem af ekspeditionen, den britiske soldat, opdagelsesrejsende og botaniker Charles Kenneth Howard-Bury (1881-1963), samt P. wollastonii.

I Howard-Bury’s bog Mount Everest: The reconnaissance, 1921, skriver Wollaston om opdagelsen af de to kodrivere: “Efter at have krydset over et pas øst for Nyenyam camperede vi på et plant område, som var tæt dækket af hvide kodrivere [senere navngivet P. buryana], som var 6-8 tommer [15-20 cm] høje. Om natten faldt der sne, en tomme eller to [2,5-5 cm], og så hvide var disse blomster, at det var vanskeligt at se dem mod sneen. Nær toppen af passet, i den samme højde, 15,000 fod [ca. 4700 m], fandt vi en anden kodriver [senere navngivet P. wollastonii] med 3-6 klokker på hver stængel, på størrelse med et lille fingerbøl, mørkeblå med frostagtigt sølvskær indvendigt.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter adskiller sig fra Primula-arter ved, at blomsterne sidder i adskillige skærme op ad stænglen (se dog Primula miyabeana ovenfor). De forekommer fra Tyrkiet mod øst til Himalaya, samt mod syd gennem Arabien til Ethiopien og Somalia.

Slægtsnavnet er muligvis afledt af oldgræsk ev (‘skøn’) og trokhos (‘hjul’), hvilket i så fald sandsynligvis sigter til de smukke ‘hjul’, som blomsterstandene danner.

 

Arten vokser på fugtige klippevægge, fra Afghanistan østpå til det vestlige Nepal, i højder mellem 600 og 2600 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med en overdådighed af blomster’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Anemone obtusiloba og Geum elatum er omtalt på siden Planteliv: Flora i Himalaya, mens animismen er beskrevet på siden Religion: Animisme.