Figentræer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En gruppe af figentræer er de såkaldte kvælerfigner. De fleste frø af disse arter starter deres tilværelse som epifyt i et træ, hvor de spirer i en revne eller ofte i en klat fuglegødning, leveret af den fugl, som åd figenfrugten. (Frøet skades ikke af at passere gennem fuglens tarmsystem).

Med tiden sender det unge figentræ luftrødder ned til jordoverfladen, hvor de slår rod. Samtidig begynder nogle af rødderne at omklamre værtstræet, som efterhånden bliver kvalt til døde. Efter at dets stamme er rådnet bort, står figentræet som en hul cylinder af luftrødder.

Mange af kvælerfigen-arterne vokser også ofte i revner i gamle bygninger, og hvis de lades i fred, vil deres rødder med tiden ødelægge bygningen.

Figenblomster er unikke, skjult inde i et syconium, en kugle- eller pæreformet udvidelse af blomsterbunden, som har en meget lille åbning, hvorigennem bittesmå figenhvepse, som tilhører forskellige familier inden for overfamilien Chalcidoidea, presser sig ind. Hver af figenhvepse-arterne er kun tilknyttet en enkelt figenart.

Inde i syconiet lægger hunnerne æg i sterile hunblomster, der tjener som føde for larverne. Samtidig bestøver de frugtbare blomster med pollen, som satte sig fast på dem lige inden for åbningen, hvor hanblomsterne befinder sig. Senere svulmer frugten op, indeholdende mange frø.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for figen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har observeret mange arter æde frugterne, i Asien bl.a. blåstrubet skægfugl (Psilopogon asiaticus), Taiwan-skægfugl (Psilopogon nuchalis), rødnæbbet blåskade (Urocissa erythrorhyncha), hvidøret sibia (Heterophasia auricularis), rosenstær (Pastor roseus), almindelig hyrdestær (Acridotheres tristis), almindelig træstær (Aplonis panayensis), kinesisk bulbul (Pycnonotus sinensis), japansk brillefugl (Zosterops japonicus), rhesusabe (Macaca mulatta) og indisk hueabe (Macaca radiata).

I Afrika bl.a. rødøjet skoggerdue (Streptopelia semitorquata), afrikansk papegøjedue (Treron calvus), ametyststær (Cinnyricinclus leucogaster) og trefarvet glansstær (Lamprotornis superbus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det nordøstlige Pakistan og Nordindien mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Malakka-halvøen, men dyrkes ofte andre steder. Dens naturlige habitater omfatter bl.a. skove, krat og flodbredder.

Frugten er spiselig og sød, og den anvendes medicinelt som vanddrivende og afførende middel, samt til at regulere fordøjelsen. Løvet høstes til foder.

Strengt taget er artsnavnet afledt af latin auricula (‘den udvendige del af øret’), men i botanisk sammenhæng betyder det oftest ‘med to ørelignende lapper nær basis’, hvilket i dette tilfælde hentyder til den bredt hjerteformede basis på bladet. Det alternative artsnavn er afledt af oldgræsk oligos (‘få’) og odous (‘tand’), hvilket sigter til den store afstand mellem tænderne langs bladranden.

 

 

 

 

 

Den tilhører kvælerfignerne, men kan også vokse som et stort fritstående træ, op til 30 m højt. Talrige luftrødder hænger ned fra grenene. Mange af dem slår efterhånden rod og kan undertiden danne en ‘skov’ af stammer, som alle i virkeligheden er ét og samme individ. Verdens største træ, hvis man taler om kronedække, er en banyan i den botaniske have i Kolkata, østlige Indien (se billede herunder).

Bladene er bredt ovale, meget tykke, indtil 30 cm lange og 20 cm brede, bladstænglen kan være op til 7 cm lang, men er oftest meget kortere. Frugterne er meget små, op til 2 cm i tværmål, ved modenhed orange eller røde.

Banyan anvendes meget inden for den traditionelle medicin. Et afkog af bladene benyttes mod dysenteri og diarré, og et grødomslag af unge blade lægges på bylder. Mælkesaften bruges mod tandpine, hudafskrabninger, smertefulde led, lumbago og gonorré, samt, opblandet med sukker, mod dysenteri hos børn. Et afkog af barken er vanddrivende og indtages som styrkende middel.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’. Strengt taget udgør Bengalen lavlandet omkring Ganges-Brahmaputra-deltaet, men i den tidlige del af den britiske koloniperiode i Indien dækkede ordet ‘Bengalen’ et betydeligt større område i Nordindien.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til det nordlige Australien, og mod øst til øer i Stillehavet.

I tempererede egne er den en meget populær stueplante, da den kan tåle ret tørt indeklima.

Det latinske artsnavn er en forvrængning af hindi-ordet banyan – et ord, der ikke kun anvendes om den ægte banyan (F. benghalensis, ovenfor), men også om andre store figentræer med ånderødder. Begge danske navne er uheldige, da arten overhovedet ikke er belægtet med birke (Betula), og bladene ligner heller ikke birkeblade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

”Og Slangen var træskere end alle Vilddyr paa Marken, hvilke Gud Herren havde gjort; og den sagde til Kvinden: ”Mon Gud skulle have sagt: ‘I maa ikke æde af hvert Træ i Haven’?”

Da sagde Kvinden til Slangen: ”Vi maa æde af Havens Træers Frugt; men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: ’Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø’.”

Da sagde Slangen til Kvinden: ”I skulle ikke dø Døden; men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt.”

Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter.”

De omtalte figenblade var fra den almindelige figen, som har været dyrket gennem tusinder af år i Middelhavsområdet, hvor den formentlig oprindeligt var vildtvoksende. I dag kendes ingen vilde bevoksninger.

Den er et lille løvfældende træ eller en stor busk, indtil 10 m høj, med hvid, glat bark. Bladene er store, op til 25 cm lange og 18 cm brede, med 3 eller 5 dybe flige. Frugten er pæreformet, indtil 5 cm lang, grøn som umoden, senere purpurfarvet eller brun. Det bløde, rødlige eller brune frugtkød smager sødt og indeholder mange små frø. Frugterne spises friske eller tørrede, eller laves til marmelade eller forskellige typer af desserter.

Arten har også været benyttet medicinelt. Mælkesaften virker afførende, og saften fra umodne frugter blev anvendt mod vorter og indvortes parasitter.

Verdensproduktionen af figner var omkring 1,2 mio. tons i 2020, med Tyrkiet, Marokko, Algeriet og Egypten som de største producenter.

Artsnavnet er den feminine form af tillægsordet Caricus, som er en forkortelse af Caria og ficus (‘figen’), således ‘fignen fra Caria’, på oldgræsk Karia, en græsk provins i det nuværende sydvestlige Tyrkiet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i stedsegrønne bjergskove i højder mellem 700 og 1600 m, fra det sydlige Kenya og det østlige Zaire mod syd gennem Tanzania, det østlige Zimbabwe og Malawi til Mozambique.

Artsnavnet betyder ‘findes i Chirinda Forest’, en skov i det østlige Zimbabwe. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende fra det nordøstlige Indien og Bangladesh mod øst gennem det nordlige Indokina til det sydlige Kina, Taiwan, det sydlige Korea og Japan.

Den plantes undertiden som prydtræ, og af barken kan fremstilles papir.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opret’. Det sigter formentlig til frugtstilken, der ofte er opret.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er normalt ret lav, indtil 15 m høj, men kan nå 30 meters højde i sin oprindelige hjemegn. Kronen er tæt og afrundet på ældre træer, men temmelig åben hos unge individer. Bladene er store, skinnende, mørkegrønne, læderagtige, op til 45 cm lange og 30 cm brede, med prominente gule nerver på oversiden, hævet på undersiden. Bladformen er variabel, ofte oval, men bredest mod spidsen, og sommetider smalnende ind på midten, hvorved formen minder om en lyre eller en violin (heraf det danske navn). Bladranden er ofte bølget.

Frugten er kuglerund, lysegrøn med nedsænkede brune prikker. Frugterne er meget rynkede ved udtørring.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art kan blive kolossalt stor. Det største kendte individ, som findes i Menehune Botaniske Have på Kauai, Hawaii, er omkring 33 m høj med et kronedække på ca. 75 m og over 1000 luftrødder. Stammen kan også blive meget tyk. Det tykkeste eksemplar findes på den største ø i Hawaii, med en diameter på 8,5 m i brysthøjde.

De læderagtige blade er kortstilkede, ovale eller elliptiske, indtil 14 cm lange og 9 cm brede, ofte brat tilspidset for enden, med en lille tap, basis smalnende til eller afrundet. Frugten er uden stilk, kugleformet, op til 1 cm i tværmål, først grøn, siden lyserød, rød eller sort.

Artens naturlige habitater omfatter bl.a. skove, flodbredder, sumpe og mangrove, men den kan også spire i revner på bygninger.

Rod, bark og mælkesaft fra bladene anvendes medicinelt til behandling af sår, hovedpine, tandpine, kolik og leverbesvær. Mælkesaften benyttes også til at tætne både. Førhen blev fibre af barken vævet til klæde. Veddet anvendes lokalt til fremstilling af redskaber og andet, samt til brænde.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk mikros (‘lille’) og karpos (‘frugt’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt. Den findes i det nordøstlige Afrika, fra Egypten mod syd til Somalia, i det sydlige Arabien, samt fra Iran og Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal. Den vokser i skove, langs floder og på klippefyldte skråninger.

Den dyrkes ofte. Unge skud spises som grønsag. Den modne frugt er spiselig, og den anvendes også til at fremme fordøjelsen. Den umodne frugt er giftig, men spiselig efter grundig kogning. Mælkesaften benyttes til fremstilling af tykmælk, medicinelt mod vorter. Løvet kappes til foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘håndformet’, men i botanisk sammenhæng angiver det et blad med 3 eller flere flige eller nerver, som udgår fra samme punkt. Således erfarer vi, at Pehr Forsskål (1732-63), da han fandt denne art i Yemen, navngav den fra en plante med dybt delte blade. – Liv og død af denne fremragende naturhistoriker er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Pakistan, Indien og Sri Lanka mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Indonesien og Ny Guinea til det nordlige Australien. Den vokser først og fremmest langs vandløb i skove, fra havniveau op til omkring 1700 meters højde.

Frugterne er spiselige og benyttes ofte i forskellige syltede produkter og sideretter. Af umodne frugter fremstilles pickles. Bladene spises som grønsag og anvendes til dyrefoder. Medicinsk anvendes de mod diarré, og roden tygges for at kurere hævede mandler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pipal er hjemmehørende på det Indiske Subkontinent og i Myanmar, men da den er hellig for buddhister, hinduer og jainister, plantes den yderst almindeligt i områder, som domineres af disse religioner. Dens hellighed fremgår af det latinske artsnavn og det danske navn. Pipal er dens navn på hindi.

For buddhister er træet kendt som Bodhi-træet (’Oplysthedens Træ’). En dag, omkring 500 f.Kr., kom en ca. 35-årig mand vandrende hen ad en støvet vej nær byen Gaya i det nordlige Indien. Gennem 5 år havde han travet vejene i Nordinden tynde, mens han søgte at få svar på et spørgsmål, som længe havde plaget ham: Hvad var grunden til menneskenes lidelser?

Træt satte han sig i skyggen af et stort pipal-træ, fast besluttet på ikke at flytte sig, før han havde fundet et tilfredsstillende svar på sit spørgsmål. I 49 dage sad han under træet i dyb meditation. Så rejste han sig, overbevist om, at han havde fundet svaret.

Fra denne dag vandrede han rundt og holdt forelæsninger for folk om sin nye filosofi, og efterhånden fulgtes han af en voksende skare tilhængere. Hans navn var Siddharta Gautama, men hans tilhængere kaldte ham Buddha (‘Den Oplyste’). Hans liv og lære er indgående beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

I løbet af de følgende århundreder opstod med tiden en landsby, kaldt Bodhgaya, omkring det pipaltræ, hvorunder Siddharta Gautama opnåede nirvana, og der blev opført mange buddhistiske templer. I dag valfarter tusinder af buddhister årligt til denne by for at tilbede et helligt pipaltræ, som ifølge overleveringen er en direkte efterkommer af det oprindelige Bodhi-træ.

I Mahamewna Gardens i Anuradhapura, Sri Lanka, findes et andet stort pipaltræ, som ifølge troende buddhister er en direkte efterkommer af det oprindelige Bodhi-træ. Det fortælles, at i 236 f.Kr. sendte Kejser Asoka den buddhistiske nonne Sanghamitta Maha Theri til Sri Lanka, hvor hun forærede en gren af det oprindelige Bodhi-træ til Kong Devanampiya Tissa, som bragte buddhismen til Sri Lanka. Kongen plantede grenen i sin park i Anuradhapura. Den voksede op til et træ, som blev kaldt for Jaya Sri Maha Bodhi, der lever den dag i dag og således er det ældste plantede træ i verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i lave højder, fra de sydligste øer i Japan mod syd gennem Taiwan, Filippinerne, Malaysia, Indonesien og Ny Guinea til den nordøstligste del af Australien og nogle vestlige øer i Stillehavet.

Artsnavnet hentyder til den septiske mælkesaft, der kan benyttes udvortes mod hudinfektioner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bladene er ovale med afrundet eller hjerteformet basis, mørkegrønne og ret tynde, op til 20 cm lange og 12 cm brede, med en tynd bladstilk op til 12 cm lang. Bladene fældes regelmæssigt. Frugterne er lyserøde, røde eller purpurfarvede, dækket af små hvide prikker, og de sidder i store klynger langs grenene.

Arten er hjemmehørende i Indokina, Malaysia og Indonesien, men plantes ofte som prydtræ andre steder, bl.a. i Kina, Taiwan og Japan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i Afrika syd for Sahel-zonen, mod syd til Namibia, Botswana og den nordøstlige del af Sydafrika, samt tillige i det sydlige Arabien. Den blev på et meget tidligt tidspunkt indført til Egypten, hvorfra den spredtes til landene omkring det østlige Middelhav.

Morbærfignen er nævnt adskillige gange i Biblen. Dengang var den vidt udbredt i Palæstina, specielt i Jordandalen, og den blev ofte plantet langs vejene som skyggetræ.

I Lukas-evangeliet, kapitel 19, vers 4-6, siges det om skatteopkræveren Zakæus, som var lille af vækst, at han klatrede op i et morbærfigentræ for bedre at kunne se Jesus, der passerede igennem Jeriko: “Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: “Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.” Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham.”

Veddet af morbærfigen er holdbart og blev derfor anvendt som tømmer til huskonstruktion, specielt loftsbjælker og tage. På grund af denne holdbarhed blev veddet i det Gamle Egypten anvendt til at bygge sarkofager, møbler, statuer og skibe. Den blev også meget benyttet som medicinplante i Egypten. Frugterne blev anvendt til behandling af sår, bylder og knoglebrud, saften til åbne sår og forbrændinger.

Morbærfigen var hellig i Egypten og blev betragtet som en manifestation af gudinderne Isis, Nut og Hathor. Isis var den læge- og trolddomskyndige modergudinde, Nut var himmelgudinde, og Hathor var både himmelgudinde og gudinde for underverdenen. Som mange andre figenarter har morbærfigentræet mælkesaft, og det er grunden til, at den forbandtes med de høje gudinder. Saften var et symbol på modergudindernes kraft, som overførtes til menneskene.

Arten var også hellig for Kikuyu-folket i Østafrika, og alle offerceremonier til skaberguden Ngai blev foretaget under det.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk sykon (‘figen’) og moron (‘morbær’), hvilket sigter til, at frugten minder om morbær.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Indonesien, Filippinerne og Ny Guinea til det østlige Australien og mange af Stillehavsøerne.

Frugten er spiselig og udgør et vigtigt fødeemne i Micronesien og Polynesien. Medicinsk anvendes et afkog af bladene som omslag på knoglebrud. Der fremstilles reb af barkfibrene.

Det latinske artsnavn betyder ’anvendes til farvning’, hvilket sigter til den traditionelle anvendelse af rod og frugter til udvinding af et rødt farvestof.