Pileurtfamilien

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er baseret på slægten Polygonum (nedenfor) og blev først benyttet i 1789 af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836) i bogen Genera Plantarum. Navnet er afledt af oldgræsk poly (‘mange’) og gony (‘knæ’ eller ‘led’), hvilket hentyder til de opsvulmede og tit bøjede bladfæster hos de fleste af arterne. Hos talrige arter er akselbladene (skælagtige eller bladlignende små lapper ved grunden af bladstilken) sammenvoksede til en skede, der omslutter stænglen, hvilket har givet anledning til det alternative navn skedeknæfamilien. Navnet pileurt hentyder til bladformen hos mange af arterne, der minder om bladene hos visse pilearter (Salix).

Tidligere var en mængde arter inkluderet i slægten Polygonum, men en række morfologiske og genetiske undersøgelser har haft den effekt, at de fleste af arterne er blevet overført til andre slægter, bl.a. Bistorta, Fallopia, Koenigia, Persicaria og Reynoutria, alle omtalt nedenfor.

Blomsterne hos disse planter har kun én slags segmenter. Om de kaldes for kronblade eller bægerblade, er et åbent spørgsmål. Her kalder jeg dem for kronblade.

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk anti (‘modsat’) og gony (‘knæ’, her i betydningen ‘vinkel’), hvilket sigter til disse planters zig-zag-formede stængler.

 

De stilkede blade er spredte, udelte, smalt hjerteformede, med prominente nerver og bølget rand. Blomsterstandene er store klaser med lyserøde duftende blomster, der har 5 kronblade, som med tiden bliver brune.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leptos (‘tynd’) og pous (‘fod’, her i betydningen ‘stængel’), således ‘med tynde stængler’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin bis (‘to gange’) og tortus (‘snoet’), hvilket sigter til roden, som er snoet hos slangeurt (B. officinalis, nedenfor).

 

Den er almindelig på åbne skråninger og i klippefyldt terræn i højder mellem 3000 og 4900 m, fra Afghanistan mod øst gennem Tibet til Myanmar.

I Nepal benyttes dens rodstængel til fremstilling af té, og den indtages også mod mavebesvær.

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’, hvilket formodentlig sigter til en anden plante.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, højdemæssigt såvel som geografisk, idet den findes mellem 1500 og 4800 meters højde, fra Afghanistan mod øst til Kina. Den vokser i krat, skovkanter og åbne områder.

I Nepal anvendes rodstænglen til té, og en pasta af planten smøres på sår.

Artsnavnet hentyder til de øvre blade, som er stængelomfattende, afledt af latin amplexus (‘gribe omkring’) samt‎ caulis (‘stængel’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til Bhutan og derfra mod nord til det centrale Kina. Den vokser i græsland og på åbne skråninger i højder mellem 1700 og 5000 m, hovedsagelig i mere tørre områder.

I Nepal anvendes saft fra roden mod diarré og dysenteri.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’) og phyllon (‘blad’), hvilket formentlig sigter til, at bladene er ret lange, sammenlignet med bredden.

 

 

 

 

 

Stængel op til 50 cm høj, nedre blade aflange eller lancetformede, med parallelle sider, bladplade op til 15 cm lang og 4,5 cm bred, brat smalnende ind til en vinget bladstilk, øvre blade siddende, undertiden stængelomfattende. Blomsterstanden er et tæt endestillet hoved, bredt cylinderformet eller afrundet, indtil 6 cm langt, blomster karmoisinrød, op til 4 mm lange.

Artsnavnet hædrer den engelske planteindsamler Charles Millett (1792-1873), som korresponderede med den berømte britiske botaniker William Jackson Hooker (1785-1865). Mellem 1827 og 1834 var Millet baseret i Macau, på Ceylon (i dag Sri Lanka), i Malabar-regionen i Sydindien, samt på Java, idet han arbejdede for East India Company. Mens han opholdt sig i Asien, indsamlede han mange planter. Han vendte tilbage til London i 1834.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt i tempererede områder i Mellem- og Sydeuropa, inklusive de Britiske Øer, mod øst til Stillehavet, mod syd til Marokko, Iran og det sydlige Kina. Den mangler i Skandinavien, men er almindeligt dyrket og ses undertiden forvildet, og det samme er tilfældet i Nordamerika. I Sydeuropa træffes den kun i bjergområder. Den er meget almindelig i Alperne, hvor den vokser på enge og græsgange, i skovkanter og langs stier, op til højder omkring 2100 m.

Friske blade er et værdifuldt foder, men smuldrer, hvis de tørres som hø. Roden indeholder en spiselig stivelse, mens bladene tidligere blev benyttet i folkemedicinen til behandling af sår.

I lighed med slægtsnavnet sigter det danske navn til roden, der er bugtet som en slange i bevægelse. I gamle dage blev et afkog af roden anvendt som et middel mod slangegift. Et ældre engelsk navn på planten er pudding grass (’budding-græs’), som hentyder til, at bladene førhen i det nordlige England blev anvendt omkring påske i en bitter budding, sammen med andre urter, havregryn og æg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Kashmir mod øst til Bhutan og det sydøstlige Tibet, voksende i højder mellem 3000 og 4500 m. Den er almindelig i fugtige egne af Nepal.

I Nepal anvendes saft af roden mod feber.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med blade som Vaccinium‘ (blåbær).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Arizona, Spanien, Kaukasus, Himalaya og det nordlige Indokina.

I Nepal benyttes roden mod feber, frøene mod hoste og infektioner. Frøene ristes eller anvendes i pickles.

Førhen indsamlede medlemmer af det sibiriske tjukter-folk rodknoldene, som har en fin mandelagtig smag. I Nepal benyttes roden mod feber, frøene mod hoste og infektioner. Frøene ristes eller anvendes i pickles.

Artsnavnet er afledt af latin vivus (‘levende’) og‎ pario (‘jeg bærer’, dvs. afkom), hvilket sigter til yngleknopperne i den nedre del af akset.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk erion (‘uld’) og gony (‘knæ’), hvilket sigter til de hårede bladfæster af den først beskrevne art, E. tomentosum.

 

 

 

 

 

 

De indtil 1,5 m høje stængler er udbredte eller oprette, stængelblade enkeltvis eller i bundter ved hvert led, bladplade linjeformet eller omvendt lancetformet, op til 1,5 cm lange og 5 mm brede, uldhårede eller undertiden næsten glatte på oversiden, grålige eller grønne på undersiden, margin ofte tilbagebøjet. Blomsterstanden er vidt forgrenet, afrundet eller undertiden fladtoppet, med talrige kompakte hoveder, op til 2 cm i diameter, blomster hvide eller lyserøde, indtil 3 mm i tværmål.

Førhen var denne art meget anvendt af forskellige folkeslag som traditionel medicin til behandling af en lang række lidelser, bl.a. forkølelse, hovedpine, diarré og sår. Den blev også spist rå eller i grød og bagværk, og der blev brygget té på blade, stængel og rod. I dag er arten en vigtig honningplante.

Artsnavnet er et diminutiv af latin fascis (‘bundt’), hvilket sigter til klyngerne af blade ved bladfæsterne.

 

 

 

 

 

Den har kun grundblade, som har en indtil 6 cm lang stilk, bladplade aflang, oval eller afrundet, indtil 2,5 cm lang og bred, grålig eller grønlig på begge sider, margin undertiden bølget. Blomsterstanden er yderst slående, med vidt udbredte, rørlignende stilke, hver med en udbredt klynge af bittesmå langstilkede blomster, op til 3 mm i diameter, krone gul, tæthåret, med grønlig eller rødlig midterstribe på kronbladene.

Arten forekommer i det sydvestlige USA, fra Californien mod øst til Colorado og New Mexico, samt i det nordvestlige og centrale Mexico, voksende i et bredt udsnit af habitater, fx sandede steder, græsland, forskellige krat-typer (bl.a. saltlidende), samt piñon-ene-skove, fra lavlandet op til omkring 2000 meters højde.

Artsnavnet er latin og betyder ‘opsvulmet’, hvilket hentyder til stænglen.

 

 

 

 

 

 

 

Den er en op til 1 m høj busk, sparsomt håret eller glat, grønlig, stængelblade i klynger eller undertiden enkeltvis ved hvert led, bladplade lancetformet eller afrundet, indtil 3 cm lang og 8 mm bred, glat og olivengrøn eller mørkegrøn på oversiden, uldhåret på undersiden. Blomsterstanden er vidt udbredt, med mere eller mindre tætte hoveder indtil 2,5 cm i tværmål, blomster hvide, lyserøde eller gulgrønne, glatte, op til 3 mm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små blade’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin fagus (‘bøg’) samt oldgræsk pyros (‘hvede’), hvilket sigter til nøddernes lighed med bøgens bog. Det danske navn er overtaget fra tysk Buchweizen (‘boghvede’).

 

Arten forekommer fra Pakistan mod øst til det centrale og sydlige Kina samt det nordlige Indokina. Den vokser i skove og krat, langs stier og i dyrkede områder. I Himalaya kan den træffes op til højder omkring 3400 m.

I Nepal koges unge dele som grønsag, bladene høstes til foder, og frøene anvendes mod mavebesvær.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange skud’.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret eller opstigende, grøn eller rødlig, forgrenet, undertiden op til 1 m høj. De stilkede blade er trekantede, hjerteformede eller spydformede, med prominente nerver, indtil 8 cm lange og brede, randhårede, spidse. De klase-lignende blomsterstande er endestillede eller fra bladhjørnerne, med hvide eller lyserøde blomster, kronblade elliptiske eller ovale, indtil 5 mm lange. De skarpkantede nødder er op til 7 mm lange.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spiselig’, afledt af esca (‘føde’) og ulentus (‘rigeligt af’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet ærer sandsynligvis den italienske botaniker og anatom Gabriele Falloppio (1523-62), som var direktør for den botaniske have i Padua.

 

Arten vokser først og fremmest i åbne områder og dyrket land, og den kan somme tider optræde som et besværligt ukrudt. Den er vidt udbredt i tempererede områder i Eurasien, mod syd til det nordlige Afrika, Himalaya og det nordlige Indokina. I den nordlige del af udbredelsesområdet vokser den ned til havniveau, mens den i de sydlige dele er begrænset til bjerge. I Kina er den observeret op til en højde af 3600 m. Den er blevet naturaliseret i mange lande kloden rundt.

Frøene er spiselige. Der er fundet rester af dem i køkkenmøddinger fra Bronzealderen, hvilket indikerer, at arten var fødeemne dengang.

Artsnavnet sigter til plantens klatrende natur samt formen på bladene, der begge minder om snerler af slægten Convolvulus, beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Nepal tygges de unge, let syrlige stængler af nogle medlemmer af slægten rå.

Slægtsnavnet blev givet til minde om den baltisk-tyske læge og botaniker Johann Gerhard König (1728-85), som var elev af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1757. Under et ophold i Danmark 1759-67 blev han sendt til Island for at undersøge floraen. Senere tjente han under den Danske Trankebar Mission i det sydlige Indien, dernæst under Nawabben af Arcot, og endnu senere i det engelske East India Company. Han indsamlede mange planter i regionen.

 

Arten vokser i krat, på åbne skrænter og langs vandløb og er udbredt fra Mellemeuropa mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til Stillehavet, mod syd til Iran, Himalaya, og det nordlige Indokina.

Stænglerne er spiselige efter kogning.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina. Den vokser i lyse skove og krat samt langs vandløb.

I Nepal koges unge planter som grønsag.

Artsnavnet hentyder til de klokkeformede blomster, afledt af latin campanula (’lille klokke’).

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i subarktiske egne og findes tillige i nogle tempererede områder, mod syd til Arizona, de Britiske Øer, Pakistan, Ladakh, samt det vestlige Kina. Den vokser langs vandløb og i fugtige græsklædte områder.

Artsnavnet hentyder til Island, hvor König (se under slægtsnavnet ovenfor) først indsamlede planten i 1765.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina til Indonesien.

I Nepal koges unge dele af planten som grønsag, og der fremstilles også pickles af dem.

Artsnavnet er latin og betyder ‘blød’, hvilket sigter til de dunhårede stængler og blade.

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og åbne områder, samt langs vandløb, fra Afghanistan mod øst til det nordlige Myanmar og det sydvestlige Kina og forekommer i højder mellem 2000 og 4500 m.

I Nepal koges unge dele af planten som grønsag.

Denne art blev førhen kaldt for Persicaria polystachya, Persicaria wallichii, eller Polygonum wallichii.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og stachys, der oprindeligt betød ‘kornaks’, men i botanisk sammenhæng benyttes for aks i al almindelighed. Således betyder polystachya ‘med mange aks’, hvilket sigter til overdådigheden af (falske) aks på denne plante.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i tørre og stenede egne, fra Afghanistan mod øst gennem det nordlige Pakistan, Ladakh og Tibet til det nordlige Nepal og det nordlige Arunachal Pradesh. Den vokser i højder mellem 3300 og 5600 m.

I den lokale folkemedicin anvendes den mod dysenteri.

Artsnavnet er afledt af latin tortus (‘snoet’) og osus (‘mange’, ‘meget’), hvilket hentyder til de stærkt krusede blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oxys (‘sur’) og aria (‘besidder’), hvilket sigter til disse planters syrlige blade.

 

Denne arts udbredelsesområde er subarktiske og tempererede egne på den nordlige halvkugle, mod syd til Arizona, Iran, Himalaya og det vestlige Kina. Den vokser på åbne skråninger og græsgange, samt langs stier og vandløb. I Centralasien kan den træffes op til højder omkring 5200 m.

Bladene er spiselige, rå eller kogte. I Nepal anvendes rod, stængel og blade til behandling af dysenteri.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk dis (‘to’) og gyne (‘kvinde’), hvilket hentyder til, at blomsten har 2 grifler.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin persica (‘fersken-lignende’), hvilket sigter til, at bladene hos nogle medlemmer ligner ferskenblade.

 

Arten er hjemmehørende i subarktiske og tempererede regioner på den nordlige halvkugle, mod syd til Mellemamerika, Arabien og Kina, og den forekommer tillige i Ethiopien, Kenya og Sydafrika.

Artsnavnet er afledt af græsk amfi (‘begge sider’) og bios (‘liv’), altså ‘lever på begge sider’, hvilket hentyder til, at planten lever både i vand og på land.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Taiwan, mod syd til Sri Lanka og det nordlige Malaysia. Den vokser i forskellige habitater, bl.a. på klipper, stendiger og åbne skråninger, samt langs stier, i højder mellem 600 og 3500 m.

I Nepal smøres en pasta af planten på bylder og sår, og saften indtages mod mavebesvær. Planten indsamles til foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘danner et hoved’, hvilket hentyder til den kugleformede blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i skove og krat samt på skråninger, fra havniveau op til højder omkring 3000 m. Den er udbredt fra Pakistan mod øst til Korea og Japan, mod syd til Sri Lanka, Indonesien og Filippinerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten træffes på fugtige steder, bl.a. langs vandløb og i sumpede områder. Den er særdeles vidt udbredt i varmere egne, idet den forekommer i det sydøstlige USA, Mexico, Mellemamerika samt store områder i Sydamerika, i Sudan og Ethiopien, på den Arabiske Halvø, samt fra Pakistan mod øst til Taiwan, mod syd til Sri Lanka, Indokina og Filippinerne.

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer fra hele Europa mod øst gennem Centralasien til Stillehavet, mod syd til Nordafrika, Iran, Sri Lanka, Indonesien og Australien. Den vokser i våde enge og langs damme og vandløb.

I Nepal koges planten, og det filterede vand indtages for at fordrive indvoldsorm. Planten strøes også i vandløb for at bedøve fisk.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hydor (‘vand’) og peperi (‘peber’), oprindeligt fra Sanskrit pippali. Det hentyder til bladene, som har en stærk, peberagtig smag, hvilket også er årsagen til det danske navn.

I den herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Der er mange arter (…) som ligner denne urt en del, men de fleste af dem mangler den bidende smag, og ingen af dem indeholder hydropipers ild.”

 

 

 

 

 

 

 

Arten er enårig, stængel indtil omkring 90 cm høj, grøn eller rødlig, glat eller dunhåret, opsvulmet ved bladfæsterne. Bladene er næsten siddende, lancetformede eller smalt elliptiske, randhårede, op til 15 cm lange og 3 cm brede. Oversiden har ofte en mørk plet i midten. Skedehinden er brunlig eller gennemsigtig, indtil 3 cm lang, somme tider med nogle få hår langs randen foroven. Blomsterstandene er ende- eller sidestillede, tætte aks, oprette eller nikkende, indtil 8 cm lange, ofte adskillige aks tæt sammen, så de danner, hvad der minder om en åben top. Kronbladene er lyserøde eller hvide, indtil 3 mm lange.

Unge blade er spiselige som rå, og i nogle områder koges planten som grønsag. Medicinelt anvendes den som snerpende middel, samt mod infektioner, mavebesvær og feber. Planten rummer en blød, hvid, sæbeagtig masse, der anvendes til bad og tøjvask.

Artsnavnet er afledt af latin lapathi, et gammelt navn på skræppe og syre (Rumex, se nedenfor), samt folius (‘blad’).

Denne art ligner den følgende overmåde meget, og at adskille dem er langtfra nemt. En detaljeret bestemmelsesnøgle findes i denne artikel: M. Wilcox, 2021. Recording Persicaria maculosa and P. lapathifolia (Polygonaceae). British & Irish Botany 3(3): 349-361, internet-version Wilcox+Final.pdf.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i tempererede og subtropiske egne af Eurasien og det nordlige Afrika, men er blevet naturaliseret i talrige lande kloden rundt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’, hvilket hentyder til talrige kirtler på undersiden af bladene – de er dog ofte utydelige og svære at se. Det danske navn sigter til, at bladene minder om ferskenblade.

 

 

 

 

 

Arten vokser i mange habitater, bl.a. langs vandløb og veje, samt på ryddepladser. Det latinske artsnavn betyder ‘østlig’, og planten er hjemmehørende fra det indiske subkontinent mod øst til Taiwan, og derfra mod nord til Ussuriland (sydøstlige Sibirien), mod syd til Filippinerne, Indonesien, Ny Guinea og det østlige Australien. Den dyrkes dog vidt og bredt og er blevet naturaliseret i talrige lande kloden rundt.

Medicinelt har den mange anvendelser, bl.a. mod rheumatisme, fordøjelsesbevær, vandladningsproblemer, infektion og diarré. Den øger også blodcirkulationen.

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i krat og åbne områder, bl.a. langs stier og veje. Den er vidt udbredt, fra Tyrkiet og Kaukasus mod øst til Ussuriland (sydøstlige Sibirien), Kina, Korea, Japan, Taiwan, det indiske subkontinent, Indokina, Indonesien, Ny Guinea og Filippinerne. Den er også blevet indslæbt til andre lande og er blevet naturaliseret mange steder. I Nordamerika og Europa betragtes den som invasiv.

De modne frugter er spiselige. I Nepal koges unge dele som grønsag, og saft af bladene indtages mod rygsmerter. Den benyttes også mod forskellige lidelser inden for traditionel kinesisk medicin. Løvet er glimrende foder, og af stænglerne kan fremstilles reb.

Artsnavnet er et botanisk udtryk, som benyttes, når stænglen tilsyneladende fører gennem et blad, af latin per (‘gennem’) og foliatus (‘bladagtig’), hvilket i dette tilfælde hentyder til de bladlignende ører ved bladfæsterne. Engelske navne omfatter bl.a. mile-a-minute vine (‘en-mile-i-minuttet-slyngplanten’), devil’s tail (‘Djævelens hale’), samt climbing tearthumb (‘den klatrende, som river hul i tommelfingeren’). Det første sigter til plantens hurtige vækst, de to sidste til dens skarpe torne.

 

 

 

 

 

Den vokser i krat og åbne områder samt langs marker og vandløb, og er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Kina, Korea, Japan og Taiwan, og derfra mod syd til Indonesien.

I Nepal strøes planten i vandløb for at bedøve fisk.

Artsnavnet er latin og betyder ‘dunhåret’ – ikke et særlig godt navn til denne plante!

Den minder om bidende pileurt (P. hydropiper, ovenfor), men kan kendes på, at stængel og blomsterstand ofte er røde.

 

 

 

 

 

Den vokser i græsland og krat samt på åbne skråninger, fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst til det østlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd til Java og Filippinerne.

I Nepal koges unge dele som grønsag.

Den botaniske betydning af artsnavnet er ‘peger bagud fra spidsen’, hvilket sigter til bladfligene.

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i skove og krat samt på åbne skråninger og forekommer op til højder omkring 1500 m. Den er udbrest fra Ussuriland (sydøstlige Sibirien) mod syd gennem det østlige Kina, Korea, Japan og Taiwan til det nordlige Vietnam.

Unge dele af planten kan koges som grønsag.

Artsnavnet er afledt af latin sentis (‘torn’) og osus (‘fyldt med’) – et meget beskrivende navn!

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret øverst på denne side.

 

Artsnavnet er afledt af latin arena (‘sand’), således ‘af sand’, dvs. ‘vokser i sand’.

 

 

 

 

 

Vej-pileurt er meget variabel, og i videste sans rummer den et antal arter eller underarter, bl.a. arenastrum (ovenfor). Den er grenet fra grunden, stængler oftest krybende, men til tider opstigende, indtil 70 cm lange/høje, undertiden mere. De talrige blade er kortstilkede, linjeformede, lancetformede eller elliptiske, helrandede, tilspidsede eller butte, på hovedstænglerne indtil 4 cm lange og 1,2 cm brede, mindre på sidegrenene. De små blomster, til 4 mm i tværmål, er enlige eller i små klynger i bladfæsterne, kronblade hvide eller lyserøde, ofte med grønlig basis.

Arten ædes gerne af kvæg og høns, og småfugle sætter stor pris på frøene. Dette blev bemærket af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav den aviculare, afledt af latin avicula (‘lille fugl’).

I folkemedicinen er saften blevet anvendt til at stoppe næseblod og andre blødninger. Té fremstillet af planten blev benyttet mod diarré, hoste, bronchitis samt blødende hæmorrider.

I skuespillet En skærsommernatsdrøm kalder William Shakespeare (1564-1616) denne plante for “the hindering knotgrass” (‘den hindrende vej-pileurt’). Dengang var det en udbredt opfattelse, at dens saft kunne virke hæmmende på børns og husdyrs vækst.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i det sydlige og østlige Asien, Indokina, Filippinerne, Australien og størsteparten af Afrika, samt på Madagascar. Den vokser i tørre rismarker og fugtigt græsland, samt langs stier.

I Nepal koges planten, og saften indtages mod dysenteri, saft af roden mod mavebesvær. Unge dele koges som grønsag.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer Charles de Saint Omer (1533-1569), greve af Reynoutre. Den hollandske botaniker Matthias van Lobel (1538-1616) skriver “dat dezelve aan de Kruidkunde zeer veel dienst gedaan heest.” (‘at den selvsamme har ydet stor fortjeneste inden for urtekundskab’).

 

Denne store plante kan blive op til 4 m høj, men under karrige vilkår er den ofte meget mindre (se øverste foto herunder). Den har hule stængler med markante bladfæster, hvorved den minder om bambus. Bladene er bredt ovale, indtil 14 cm lange og 9 cm brede, oftest med lige afskåret grund og helrandet margin. De små blomster, som er hvide eller cremefarvede, sidder i indtil 15 cm lange toppe. De spatelformede frugter, som har et indhak i spidsen, er lyserøde, hvide eller cremefarvede.

Japansk kæmpepileurt blev indført til Europa og Nordamerika i 1800-tallet og blev hurtigt en populær haveplante på grund af sit bambus-lignende udseende, sin frodige vækst og de smukke blomsterstande. Den blev imidlertid snart et besværligt ukrudt, som spredte sig ukontrollabelt, og dens kraftige rodsystem er i stand til at ”beskadige betonfundamenter, bygninger, floddiger, veje, fortove, støttemure, samt steder af arkitektonisk interesse.” (Kilde: gardenroots.co.uk)

Arten er af World Conservation Union karakteriseret som en af verdens værste invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den ligner meget F. japonica, men har større blade, op til 40 cm lange og 28 cm brede, med næsten hjerteformet grund og bølget rand. Unge skud er spiselige.

 

 

 

 

 

Grundbladene er store, ovale eller hjerteformede, de små grønne blomster sidder i akslignende klaser, og frugten er en bredt 3-vinget nød, ofte rød eller purpurfarvet.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk rheon, det klassike navn på rabarber, oprindeligt fra det persiske navn på disse planter, rewand.

 

Denne plante er udbredt fra Uttarakhand, nordvestlige Indien, mod øst langs Himalaya til det nordlige Myanmar og det vestlige Kina. Den vokser på åbne skråninger og i krat, i højder mellem 2800 og 4300 m.

Roden anvendes medicinelt. I Nepal fremstilles pickles af bladstilkene.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spids’, hvilket sigter til bladformen.

 

 

 

 

 

Arten forekommer fra Pakistan mod øst til Myanmar og det sydøstlige Tibet, voksende på åbne skråninger og i græsklædte arealer, i højder mellem 3000 og 4300 m.

I Nepal tørres bladstilkene, og der fremstilles pickles af dem. Rodstænglen benyttes som afførende og sammensnerpende middel, samt mod mavebesvær, og den kan afgive et gult farvestof. Arten er truet af overdreven indsamling.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sydlig’, hvilket sandsynligvis sigter til, at denne art træffes længere mod syd end de fleste andre arter i slægten.

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser på klippefyldte steder i højder mellem 3600 og 4800 m, fra det østlige Nepal mod øst til det sydøstlige Tibet.

Bladstilkene er spiselige, rå eller som pickles. Bladene anvendes som substitut for tobak. Planten trues af overdreven indsamling.

 

 

 

 

 

Den vokser på tørre steder i højder mellem 2500 og 4600 m, fra Afghanistan mod øst gennem det nordlige Pakistan, Ladakh og det nordlige Himachal Pradesh til Tibet.

 

 

 

 

 

Denne spektakulære plante vokser på tørre skråninger i højder mellem 2000 og 4500 m, fra Pakistan og det sydvestlige Tibet mod øst til det vestlige Nepal, op til 4500 meters højde.

Stænglen er spiselig efter tilberedning, mens roden anvendes mod mavebesvær og tarmproblemer. Rod, stængel og blade indtages som afføringsmiddel, og saft af planten smøres på bylder og sår. Roden kan anvendes til plantefarvning.

Artsnavnet hædrer den engelske botaniker Philip Barker Webb (1793-1854), der indsamlede planter i Italien, Spanien, Portugal, Marokko og Brasilien, samt på de Kanariske Øer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er oftest en trekantet nød, tit vinget, siddende i tætte klynger, ofte af en iøjnefaldende kastanjebrun farve ved modenhed.

Et engelsk husråd, ifald man er blevet brændt af en nælde, er at smøre saften af et skræppeblad på det pågældende sted, hvilket øjeblikkeligt vil lette smerten. Et gammelt rim siger:

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Eurasien, fra Island mod øst til det centrale Sibirien og Japan, mod syd til Marokko, Pakistan og det sydlige Kina, voksende i græsland og andre åbne habitater. Den dyrkes af og til som grønsag.

Artsnavnet er afledt af latin acetum (‘eddike’) og osus (‘fyldt med’), således ‘sur’, hvilket sigter til plantens syrlige blade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i subarktiske og tempererede egne af Eurasien og er udbredt i et kolossalt stort område, fra Grønland mod øst til Stillehavet, mod syd til det nordlige Afrika, Iran og det sydlige Kina. Den vokser på forstyrrede steder, såsom vejkanter, dyrkede marker, tomter, græsplæner og langs jernbaner, normalt på sur jordbund.

Artsnavnet er sammensat af acetosa, artsnavnet på almindelig syre, samt ella, en endelse, som udtrykker noget diminutivt, med henblik på, at den ligner almindelig syre, men er mindre.

Det danske navn hentyder til artens røde skedehinder. På spansk kaldes den for sangre de toro (‘tyreblod’), utvivlsomt med rod i tyrefægtninger, som førhen var almindelige i Spanien. På afstand kan en stor bevoksning minde om en blodpøl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kort efter at sneen er smeltet, vokser de gullig-grønne eller kobberfarvede unge blade frem fra rhizomerne. De bliver hurtigt meget store og langstilkede, hjerteformede eller ovale, glatte, op til 50 cm lange, med bølget rand. Stængelbladene er mindre, spredte, aflange eller lancetformede. Akselbladene danner en skede omkring stænglen.

Blomsterstandene er vidt forgrenede, tætte, endestillede klaser med hundredevis af små grønne blomster. Frugten er en rødbrun, trekantet, vinget nød, som kan bevare spireevnen i over 10 år.

Denne art er vildtvoksende i bjerge i det centrale og sydlige Europa, såvel som i Ukraine og Tyrkiet, mod øst til Kaukasus og det nordvestlige Iran. Den vokser i alle slags åbne områder på næringsrig jordbund, op til højder omkring 2600 m.

Et folkeligt engelsk navn på planten er monk’s rhubarb (‘munkens rabarber’), hvilket hentyder til bladene, der er spiselige, rå eller tilberedte. De udgør en glimrende spinat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i stillestående vand, udbredt fra Afghanistan og det nordlige Pakistan mod øst gennem Ladakh til det vestlige Tibet, voksende i højder mellem 3000 og 4200 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘kantet’, hvilket sigter til de zigzag-formede blomsterstilke.

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i størstedelen af Europa, mod øst til Kazakhstan, mod syd til det nordlige Afrika, Arabien og den vestlige del af Himalaya. En isoleret bestand i det sydlige Afrika er muligvis etableret fra forvildede planter, da arten er blevet indslæbt til mange andre egne af kloden. Den vokser på fugtige steder, bl.a. moser, enge, søbredder, grøfter og fugtige strandarealer, op til højder omkring 1500 m.

Artsnavnet er afledt af latin conglomerare (‘at dynge op i en bunke’), i denne forbindelse i betydningen ‘meget tæt sammen’, hvilket hentyder til de nøgleformede klynger af blomster.

 

 

 

 

 

Stængel opret, grenet, normalt under 1 m høj, undertiden til 1,5 m, blade lancetformede eller til tider næsten linjeformede, indtil 30 cm lange og 6 cm brede, spidse, basis lige afskåret eller noget hjerteformet, bladrand udelt og stærkt bølget (‘kruset’). Blomsterstandene er tætte endestillede klaser med 10-25 blomster sammen i kranse, kronblade ovale, op til 6 mm lange og 5 mm brede, nød rødbrun, indtil 3 mm lang og 2 mm bred.

Artsnavnet er latin og betyder ‘krøllet’, her i betydningen ‘kruset’, hvilket sigter til den stærkt bølgede bladrand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra Afghanistan gennem det sydlige Tibet og Himalaya til det nordlige Myanmar og det centrale Kina, voksende på dyrkede marker og klipper, i stendiger og langs vandløb, i højder mellem 1000 og 3200 m.

I Nepal anvendes plantens saft mod dysenteri, og roden tygges mod ru hals. Unge dele laves til pickles, og tørrede blade anvendes som foder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘spydformet’, hvilket sigter til bladformen.

 

 

 

 

 

Arten vokser i vådområder, fx langs søbredder og vandløb, samt i fugtige enge, ofte stående i vand. Den er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til det sydvestlige Sibirien og Kaukasus, mod syd til Spanien og Tyrkiet.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hydor (‘vand’), samt latin lapathi, et gammelt ord for skræpper og syre.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt i det sydvestlige Nordamerika, fra Californien mod øst til Oklahoma og Texas, og derfra mod nord til Montana, mod syd til de mexikanske stater Baja California og Chihuahua. Den vokser på sandede og stenede steder på basisk jordbund, undertiden op til højder omkring 2000 m.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hymen (‘membran’) og latin sepalum (‘bægerblad’), hvilket sigter til, at de 3 indre af blomstens 6 segmenter danner papiragtige vinger, der omgiver frugten.

To af artens amerikanske navne er desert rhubarb (‘ørken-rabarber’) og canaigre dock, hvor ordet canaigre sandsynligvis kommer af mexikansk-spansk caña agria (‘surt rør’), hvilket sigter til den syrlige, men spiselige stængel. Dock er det engelske ord for skræppe.

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, furet, op til omkring 1 m høj, grundblade kortstilkede, indtil 25 cm lange og 10 cm brede, med bølget rand. Blomsterstandene er endestillede klaser med blomster i talrige kranse, kronblade bleggrønne med uregelmæssigt tandet rand, den mørkebrune nød er indtil 2,5 mm lang, bredt oval med 3 skarpe kanter.

Bladene koges som grønsag eller føjes til supper, og de kan tørres til senere brug. Nødderne er også spiselige, anvendt i risretter eller stødt til pulver til fremstilling af kødboller.

Selvom arten er svagt giftig, er den meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, roden som modgift og afførende middel, rod og frugt til at standse blødninger og mod forstoppelse. Alle dele kan anvendes som insektgift.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, forgrenet på den øverste halvdel, indtil 1,5 m høj, blade meget store, indtil 50 cm lange og 15 cm brede, bredt lancetformede og smalnende ind i begge ender, basis undertiden svagt hjerteformet, helrandede med bølget kant. Blomsterstandene er tætte endestillede klaser på den øverste halvdel af stænglen, blomster 10-20 sammen i kranse, kronblade afrundede eller nyreformede, indtil 7 mm i tværmål, nødder mørkebrune, op til 3,5 mm lange og 2 mm brede.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med lange blade’.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er en op til 2,5 m høj, mangegrenet busk med et tæt bladdække. Bladene er bredt ovale, med but spids, kødfulde og bleggrønne. Blomsterne er endestillede klaser med bittesmå grønlige blomster, og frugten er rødlig.

Forskning antyder, at denne art besidder egenskaber, som kan bekæmpe sukkersyge. (Kilde: pubmed.ncbi.nlm.nih.gov/30744418)

Artsnavnet er afledt af latin luna (‘måne’), således ‘måneformet’, hvilket formentlig hentyder til bladene.

 

 

 

 

 

Trods det latinske artsnavn, som betyder ‘vokser nær havet’, kan arten træffes i ferskvandsområder, og også i mere tørre habitater, fx ruderater.

Stænglen kan være opret, op til omkring 80 cm høj, men planten er ofte ganske lav, bladene er lancet- eller linjeformede, sjældent aflange, gradvis smalnende ind i begge ender, helrandede, undertiden med bølget kant, op til omkring 30 cm lange og 5 cm brede, men ofte meget mindre, basis kileformet. Blomsterstandene er tætte endestillede klaser på den øverste halvdel af stænglen, blomster gyldne eller gulgrønne, 15-30 sammen i tætte kranse, kronblade smalt trekantede, indtil 3 mm lange og 1,5 mm brede, stærkt tandede og stivhårede. De lysebrune nødder er op til 2 mm lange og 1 mm brede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i græsland, grøfter og på åbne steder, bl.a. langs stier, udbredt fra Italien og Balkan gennem Mellemøsten og det sydlige Centralasien til Japan, mod syd til det østlige og sydlige Afrika, Madagascar, Sri Lanka og Java. I Centralasien kan den træffes op til højder omkring 4300 m.

I Nepal koges unge dele som grønsag, og de anvendes også til fremstilling af gundruk (gærede blade, se Arisaema utile på siden Planteliv: Flora i Himalaya). Rod og blade benyttes mod forskellige lidelser, bl.a. øjenproblemer, hoste, forkølelse, hovedpine, bylder, opsvulmede gummer, samt til at uddrive indvoldsorm.

R. dentatus ligner meget denne art, men den har kun 4-5 lige tænder langs frugtranden. Den har en lignende udbredelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stængel opret, grenet, indtil 1,5 m høj, blade aflange eller ovale, indtil 40 cm lange og 15 cm brede, butte, basis i reglen hjerteformet, af og til afrundet, sjældent lige afskåret, margin helrandet, lige eller bølget. Blomsterstandene er endestillede klaser, blomster 10-25 sammen i åbne kranse, kronblade trekantede, indtil 6 mm lange og 3,5 mm brede, randen normalt med 2-5 lige tænder på begge sider, op til 1,8 mm lange. Nødderne er rødbrune, indtil 2,7 mm lange og 1,7 mm brede.

Artsnavnet er afledt af latin obtusus (‘but’) og folium (‘blad’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten forekommer fra Tjekkiet og Italien mod øst gennem Mellemøsten og Centralasien til det nordlige Kina og Korea, mod syd til Iran, Himalaya, og det nordlige Indokina. Den vokser på brakmarker og i grøfter, samt langs stier, i højder mellem 2100 og 4100 m.

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er opret, grenet, indtil 90 cm høj, blade aflange eller lancetformede, spidse, indtil 30 cm lange og 6 cm brede, basis afrundet, lige afskåret eller noget hjerteformet, margin helrandet, lige eller svagt bølget. Blomsterstandene er åbne, afbrudte, endestillede klaser på de øverste to tredjedele af stænglen, normalt bladløse, blomster 10-20 sammen i åbne kranse, som sidder med nogen afstand, kronblade aflange eller lancetformede, indtil 3 mm lange og 1,5 mm brede. Nødderne er mørkt rødbrune eller næsten sorte, indtil 1,5 mm lange og brede.

Arten har to distinkte former, af nogle autoriteter betragtet som varieteter: var. sanguineus (‘rød-nervet skræppe’), der har distinkte røde bladnerver, samt var. viridis, der mangler disse røde nerver, eller de er indistinkte. Artsnavnet er latin og betyder ‘af farve som blod’. Det hentyder sandsynligvis til, at planten bliver stærkt rødbrun, når den visner, eller, hvad angår var. sanguineus, det kan hentyde til de røde bladnerver. Varoetetsnavnet viridis er latin og betyder ‘grøn’, hvilket sigter til bladene, der ikke har røde nerver.

Billederne herunder viser alle varieteten viridis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er hjemmehørende i et kæmpestort område, fra Vesteuropa mod øst til Stillehavet, og fra Skandinavien og Sibirien mod syd til Middelhavet, Kaukasus, Xinjiang og det nordlige Kina. Den vokser i et bredt udsnit af åbne habitater, bl.a. brakmarker, vejkanter, ruderater, græsland og skovkanter.

Artsnavnet er latin og betyder ‘med en thyrsisk blomsterstand’, dvs. en tæt klase med en uklar hovedakse og svikler som sidegrene (en svikkel er en blomsterstand, hvor hoved- og sidegrene hver ender i en blomst, som springer ud før dem til siden eller underneden).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne busk, som undertiden klatrer hen over andre planter, kan blive op til 3 m høj, stængel hårløs, furet, blade elliptiske, indtil 9 cm lange og 3 cm brede, tilspidsede, basis spydformet med sideflige op til 5 mm lange og 2 mm brede, tilbagebøjede. Blomster 2-6 sammen i kranse, ydre kronblade brunlige, indtil 2 mm lange, indre røde eller rødbrune, cirkulære, op til 7 mm i diameter. Nødden er oval, indtil 2,5 mm lang og 1 mm bred, brun, skinnende.

Unge blade og stængler kan spises rå. Et afkog af bladene anvendes mod hoste, rheumatisme og mavebesvær. Førhen blev et afkog af roden benyttet til behandling af kopper.