Pattedyr på det Indiske Subkontinent

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Her behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som separate områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ angiver kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai, mens udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ omfatter provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

Som det fremgår af de fleste billeder, holder jeg af at vise dyrene i deres naturlige miljø, eller studier af deres adfærd.

Finder du fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

 

 

Mange antilope-arter er præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Antiloper.

 

Dette prægtige dyr er hjemmehørende på stepper og i halvørkener i Indien og Pakistan, hvor det tidligere var meget almindeligt. Men konkurrence fra stedse voksende hjorde af tamkvæg, geder og får, samt ukontrolleret jagt fra såvel englændere som indere (de kaldte det ‘sportsjagt’ og så seriøse ud) resulterede i, at bestanden efterhånden blev splittet op i en masse uddøende småflokke.

Arten uddøde i Pakistan og de fleste steder i Indien, og kun i delstaterne Rajasthan og Gujarat fandtes fortsat livskraftige flokke, der strejfede om på markerne. I disse stater har Bishnoi’er og andre lokale folkeslag fra gammel tid beskyttet hjorteantiloperne og andre vilde dyr og tillader dem endog at græsse af deres afgrøder. Takket være denne beskyttelse kunne den indiske vildtforvaltning oprette reservater til hjorteantilopen rundt om i Indien og tilføre de uddøende bestande nyt blod fra Rajasthan og Gujarat.

Hjorteantilopen optræder også i den hinduistiske mytologi, hvor den trækker måneguden Chandramas karet.

Artsnavnet er afledt af latin cervus (‘hjort’) og capra (‘hunged’), således ‘hjorte-ged’.

I udkanten af byen Mamallapuram, Tamil Nadu, findes to store klipper, hvori der er udhugget en kæmpemæssig skulptur, ca. 30 m lang og 15 m høj. Hovedtemaet i denne skulptur, der kaldes Ganges stiger ned til Jorden, er en begivenhed i det hinduistiske epos Mahabharatha. Bhagiratha var en stor konge, som gjorde bod gennem tusind år for at opnå frigørelsen af hans 60.000 grandonkler fra helgenen Kapilas forbandelse, hvilket til slut medførte, at gudinden Ganga steg ned til Jorden i form af floden Ganges. Mange andre emner er dog også afbildet i skulpturen, deriblandt elefanter, katte og hjorteantilope.

Mine genvordigheder med at opnå tilladelse til at fotografere hjorteantiloper i Tal Chapar Wildlife Sanctuary er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1979: På kamerajagt efter hjorteantiloper.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Nilgai betyder ’blå ko’ på hindi, hvilket hentyder til hannens pels, der er skifergrå med et blåligt anstrøg, samt til dens lighed med den hellige ko. Af sidstnævnte årsag beskyttes den af fromme hinduer og har på denne måde undgået at dele skæbne med så mange andre dyrearter i Indien, bl.a. tiger (nedenfor), løve (Panthera leo) og hjorteantilope (ovenfor), der alle er stærkt truede. Pelsen hos hunner og ungdyr er lysebrun. Begge køn har en hvid hagesmæk.

Denne arts videnskabelige navn er ganske mærkværdigt. Det stammer fra 4 oldgræske ord, bous (‘ko’), elaphos (‘hjort’), tragos (‘ged’) og kamelos (‘kamel’). Navnet skyldes den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), for hvem denne antilope tilsyneladende lignede en blanding af disse fire dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det klassiske oldgræske navn på vandbøflen, boubalos.

 

Artsnavnet er hindi-navnet på denne art, også stavet arni.

 

 

 

 

 

Hovedforskellen mellem de to ligger især i hornenes form, som hos den vilde vandbøffel er massive og breder sig næsten vandret ud til siden, kun krummede i spidsen, mens den tamme bøffel har mindre horn, som er krumme næsten fra basis.

Traditionelt betragtes de vandbøfler, som findes i Yala Nationalpark og andre naturparker i Sri Lanka, som værende vilde bøfler, men de nedstammer sikkert fra forvildede tambøfler, da deres horn er mindre end hos de vilde vandbøfler i Assam.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Durga og andre hinduistiske guder er beskrevet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for en hunged. En gedebuk blev benævnt caper.

 

Sibirisk stenbuk er et kraftigt bygget dyr. Hannerne måler 90-110 cm over skulderen og vejer 60-130 kg, med horn, som typisk er omkring 115 cm lange, skønt længder op til 148 cm er blevet beskrevet. Hunnerne er mindre, idet de måler 70-90 cm over skulderen og vejer 35-56 kg, med horn, som i gennemsnit er omkring 27 cm lange. Begge køn har en duftkirtel under halen. Deres grålige pels er glimrende camouflage i bjerge med lav eller ingen vegetation.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere rummede slægten flere arter, men 4 er blevet overført til slægten Eudorcas, samt 3 til Nanger.

 

Seks underarter er beskrevet, hvoraf flere betragtes som selvstændige arter af nogle autoriteter. Deccan-chinkara, underarten bennettii, forekommer fra Ganges-sletten mod syd til Andhra Pradesh. Gujarat-chinkara, underarten christii, er udbredt fra det sydlige Pakistan til Rajasthan og Gujarat. Salt Range-gazelle, underarten salinarum, lever i det østlige Pakistan og det nordvestlige Indien, Kennion- eller Baluchistan-gazelle, underarten fuscifrons, er udbredt i det østlige Iran, det sydlige Afghanistan, det sydlige Pakistan, samt Rajasthan, Jebeer-gazellen, underarten shikari, findes i det nordøstlige Iran, og Bushehr-gazelle, underarten karamii, er begrænset til et område omkring Bushehr, nordøstlige Iran.

Bestandene af denne gazelle er blevet drastisk reduceret på grund af jagt. De iranske og pakistanske bestande er spredte og fragmenterede, og den er muligvis uddød i Afghanistan. Artens absolutte kærneområde er Indien med omkring 100.000 individer, hvoraf ca. 80.000 lever i Thar-ørkenen i Rajasthan og Gujarat.

Artsnavnet refererer muligvis til den engelske læge og naturhistoriker George Bennett (1804-93), som rejste vidt og bredt mellem 1828 og 1835. Senere emigrerede han til Australien, hvor han besad et antal poster, bl.a. som præsident for the Royal Zoological Society i New South Wales.

 

 

 

 

 

 

 

Andre steder er arten blevet indført som jagtobjekt, bl.a. New Zealand, Argentina og Sydafrika. I disse lande er antallet af tahr eksploderet, de de er uden naturlige fjender, og de er ofte en alvorlig trussel mod det lokale miljø gennem overgræsning.

I 1826 navngav den engelske kunstner, naturhistoriker, antikvitetshandler, illustrator, soldat og spion, oberstløjtnant Charles Hamilton Smith (1776-1859) dette dyr Capra jemlahica, hvilket betyder ‘geden fra Himalaya’. I 1841 ændrede den fremragende britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94) navnet til Hemitragus jemlahicus, afledt af oldgræsk hemi (‘halv’) og tragos (‘ged’), således ‘gede-lignende’. Tilsyneladende fandt han, at dette dyr ikke var en rigtig ged. I dag har genetisk forskning imidlertid afsløret, at det faktisk er en ged.

En forbløffende oplevelse med denne art er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tidligere var den placeret i slægten Hemitragus sammen med Himalaya-tahr (ovenfor) og arabisk tahr (H. jayakari, i dag benævnt Arabitragus jayakari). Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nærmere beslægtet med får af slægten Ovis end med de to andre arter af tahr, og som følge heraf blev den overført til en særskilt slægt.

Den sidste del af slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tragos (‘ged’), således ‘geden fra Nilgiri-bjergene’. Artsnavnet kommer ligeledes af oldgræsk, af hyle (‘skov’) samt Krios, en af titanerne, søn af Uranos og Gaia.

Eravikulam Nationalpark i Kerala, hvor billederne nedenfor blev taget, er et kærneområde for Nilgiri-tahr, idet den huser mellem 800 og 900 dyr – omkring en fjerdedel af verdensbestanden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle artens navne hentyder til de fire horn. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tetra (‘fire’) og keras (‘horn’), artsnavnet af latin quattuor (‘fire’) og cornu (‘horn’). Hindi-navnet chowsingha er afledt af chaar (‘fire’) og siing (‘horn’).

Der er beskrevet tre underarter, hvoraf quadricornis er udbredt over størsteparten af den indiske halvø, subquadricornutus findes i Sydindien, mens iodes er begrænset til det sydlige Nepal.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidstnævnte udvikledes til talrige familier, af hvilke Canidae for omkring 12 mio. år siden splittedes op i tre grupper:

Canini omfatter ulvelignende hunde samt de sydamerikanske hunde og ræve.

Vulpini omfatter typiske ræve, ørehund (Otocyon megalotis) og mårhund (Nyctereutes procyonoides).

To ræve af slægten Urocyon synes at være splittet ud på et meget tidligt tidspunkt (Lindblad-Toh et al. 2005). Moderne taksonomer inkluderer dem hverken i Canini eller Vulpini.

Mange arter er præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Hundefamilien.

 

Fornylig er to arter, skaberaksjakal (tidligere C. mesomelas) og stribet sjakal (tidligere C. adustus), blevet overført til en særskilt slægt, Lupulella.

 

I det nordvestlige Indien overlapper udbredelsesområderne for underarterne aureus og indica.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af ordet makaku, flertalsformen af kaku, som er et vestafrikansk Bantu-navn på en art mangabey. På portugisisk blev makaku til macaco, på fransk macaque, og sidstnævnte navn blev adopteret af englænderne. I 1798 hæftede den franske taksonom Bernard Germain de Lacépède (1756-1825) dette ord af afrikansk oprindelse, i formen Macaca, på en næsten udelukkende asiatisk gruppe af aber, sandsynligvis fordi han kendte berberaben (M. sylvanus) – den eneste af gruppen, som findes uden for Asien, idet den lever i det nordvestlige Afrika samt på Gibraltar-klippen i Sydspanien. (Kilde: itre.cis.upenn.edu/~myl/languagelog/archives/003458.htm

 

Arten lever normalt i skove i højder mellem 200 og 2000 m, men kan observeres ned til havniveau i Bangladesh, og den strejfer undertiden højere op i bjergene, til tider så højt som 4000 m. Den er i tilbagegang på grund af jagt og fragmentering af levesteder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pelsen er overvejende brun, med gullig-orange bagkrop. Halen er ret kort, 20-30 cm. Artens levesteder spænder fra halvørken over forskellige skovtyper til tempelbevoksninger og byer, fra lavlandet op til omkring 2500 meters højde.

Efter en kraftig tilbagegang på grund af skovfældning, samt eksport af aber til medicinske forsøg, er rhesusaben nu i fremgang i Indien, hvor dens antal er estimeret til mindst 500.000. Fremgangen skyldes især, at den har vænnet sig til at leve i byer.

Territoriestørrelsen hos en typisk rhesusabe-flok er målt til op til 16 km² i bjergskove og 1-3 km² i andre skove, men midt i storbyen Kolkata studerede man en flok på 62 individer, som trivedes succesfuldt i et område på under 4 ha.

I nogle områder, specielt i Laos og Vietnam, jages arten som fødeemne, og tab af levesteder har også påvirket bestanden i Indokina.

I det hinduistiske helte-epos Ramayana spiller abehæren, ledet af Hanuman, en betydelig rolle, og af denne grund betragtes aber som hellige dyr af fromme hinduer. Flokke af rhesusaber, hueaber (nedenfor) og nordlige steppelangurer (nedenfor) holder ofte til omkring templerne, hvor de æder ris og andet spiseligt, der er bragt som offergaver til guderne.

Eksempler på sådanne templer er Pashupatinath, et hinduistisk tempel ved bredden af Bagmati-floden, Kathmandu, det hinduistiske Manakamana Kali-tempel i det centrale Nepal, samt den kæmpemæssige Swayambhunath-stupa i Kathmandu – en buddhistisk helligdom, som også rummer hinduistiske templer.

Abehærens rolle i Ramayana er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

I Vesten blev rhesusaben kendt gennem de forsøg, hvormed man påviste rhesus-faktoren, et nedarvet antigen i blodet hos mennesker.

Artsnavnet er af ukendt oprindelse. Det danske navn sigter måske til Kong Rhesus af Trakien, som kæmpede på trojanernes side under den Trojanske Krig, skildret i Iliaden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hueaben er meget almindelig, lokalt talrig, og den lever i alle skovtyper, kratland, plantager, landbrugsland og byer, normalt under 2000 meters højde, men kan dog strejfe op til omkring 2600 m. Da den ofte søger føde i afgrøder, er konflikter med mennesker et stigende problem. Den jages lokalt, og mange bliver indfanget til medicinsk forskning, samt til fremvisning af gadegøglere.

Mens tempelaber i det nordlige Indien oftest er rhesusaber, bliver denne rolle overtaget af hueaben i sydindiske templer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er endemisk i regnskove i den sydlige del af Western Ghats i Karnataka, Kerala og Tamil Nadu. Skønt dens udbredelsesområde er stort, optræder løvehaleaben kun i et begrænset område, da dens habitat er blevet alvorligt fragmenteret gennem anlæggelse af landbrugsområder og plantager med té, kaffe, kardemomme og eukalyptus.

Den totale bestand vurderes at være på under 4000 individer, som lever i 47 isolerede delbestande. I Kodagu-distriktet, Karnataka, var arten tidligere alvorligt truet af jagt, men i de senere år synes bestanden at være blevet stabiliseret på grund af bedre beskyttelsesforanstaltninger.

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk Seilenos, som i den græske mytologi var lærer for og beskytter af vinguden Dionysos.

Billederne nedenfor er alle fra Puthutottam-skoven i Tamil Nadu, hvor en flok løvehaleaber har vænnet sig til mennesker, da de ofte fodres af bilister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i forskellige skovtyper, fra havniveau op til ca. 2100 m. Udbredelsen af alle tre racer er meget fragmenteret, og underarten opisthomelas er begrænset til et område på mindre end 500 km², hvoraf kun en femtedel i realiteten rummer aber. Hovedtruslen mod arten er tab af levesteder på grund af anlæggelse af plantager og landbrugsland, og mange bliver skudt, da de gør betydelig skade på afgrøder.

Arten er stadig vidt udbredt, men bestanden er måske gået tilbage med over 50% siden 1975.

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Kina’. Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav arten i 1771, må han have været misinformeret om dens oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag betragter de fleste autoriteter alle langurer på det Indiske Subkontinent som medlemmer af denne slægt. Tidligere blev to arter, Nilgiri-langur (S. johnii) i det sydvestlige Indien og purpur-langur (S. vetulus) i Sri Lanka, anset for at tilhøre slægten Trachypithecus (nedenfor), der i dag betragtes som hjemmehørende fra det nordøstlige Indien og Bhutan til Sydøstasien.

Alle arter nævnt ovenfor, med undtagelse af mørkarmet langur, er omtalt nedenfor.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk semnos (’hellig’) og pithekos (’abe’), hvilket sigter til abernes status som hellige dyr i hinduismen. Langurens rolle i helte-eposet Ramayana er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

 

Nordlig steppelangur er ret almindelig og lever i mange forskellige habitater, fx skove, kratland, haver, bevoksninger omkring templer, samt byer, op til en højde af ca. 1700 m. Den trues lokalt på grund af tab af levesteder og brande, og i Andhra Pradesh og Orissa jages den som fødeemne af nybyggere.

Førhen blev de vestlige og sydlige bestande af denne art betragtet som en særskilt art, sydlig steppelangur (S. dussumieri), men nylige genetiske studier har erklæret denne art for ugyldig.

Artsnavnet hentyder til en aldrende trojaner, nævnt i det episke digt Æneiden, af den romerske digter Publius Vergilius Maro (70-19 f.Kr.), bedre kendt som Vergil. Æneiden gengiver den legendariske historie om Æneas, en trojaner, som efter Trojas fald flygtede til Italien, hvor han blev stamfader til romerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det totale antal terai-langurer er sandsynligvis kun omkring 10.000 adulte individer, og bestanden daler fortsat langsomt, hovedsagelig på grund af tab af levesteder.

Artsnavnet sigter til en person i den græske mytologi, Prins Hektor af Troja, som var blandt de ypperste trojanske kæmpere under den Trojanske Krig, skildret i Iliaden.

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter anser sortfodet langur for at være en naturlig hybrid mellem nordlig steppelangur (ovenfor) og Nilgiri-langur (nedenfor), og andre betragter den som en underart af førstnævnte.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hypo (‘under’) og leukos (‘hvid’), hvilket sigter til denne arts hvidlige bug.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen var den truet af tab af levesteder på grund af minedrift, dæmningsanlæg og opdyrkning af skovområder, samt af jagt. Sidstnævnte er dog aftaget i de senere år på grund af bedre beskyttelse, og efter indførelsen af Indian Wildlife Protection Act i 1972 er bestanden øget. Siden 1990’erne har den ligget relativt konstant på omkring 20.000 individer.

Tidligere var denne art placeret i slægten Trachypithecus (nedenfor).

Artsnavnet hædrer den tyske missionær og naturhistoriker Christoph Samuel John (1747-1813), der var ansat af den dansk-tyske Halle-Mission i den danske koloni Trankebar i Tamil Nadu, i dag kaldt for Tarangambadi.

 

 

 

 

 

 

 

Toplanguren lever i skove, haver og opdyrkede områder, samt i bevoksninger omkring templer, i Indien op til ca. 1200 meters højde, i Sri Lanka op til ca. 500 m.

Artsnavnet hentyder til Priamos, i græsk mytologi den legendariske sidste konge af Troja under den Trojanske Krig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten lever hovedsagelig i monsunskove, men træffes til tider i kratland og dyrkede områder. Den er ret almindelig, og bestanden synes stabil. Trusler omfatter tab af levesteder gennem bl.a. tømmerindustri, brande og menneskelig bebyggelse, og i Tibet jages den, da den anvendes som ingrediens i traditionel medicin.

Artsnavnet betyder ‘skiferfarvet’ – en meget lys skifer, må man sige!

 

 

 

 

 

 

 

 

Nominatracen vetulus findes i et område på mindre end 5000 km² regnskov i det sydvestlige Sri Lanka, op til højder omkring 1000 m. Hvor dens naturlige habitat er ødelagt, kan den leve i haver og plantager, men disse biotoper er ikke egnede for dens overlevelse på langt sigt. Underarten nestor lever i lignende biotoper længere mod nord end vetulus, mens philbricki er udbredt i de fugtigste skove i Sri Lankas tørzone. Underarten monticola er begrænset til bjergskove i den centrale del af øen, mellem 1000 og 2200 meters højde.

Alle fire underarter er truede, og det menes, at de er gået over 50% tilbage i løbet af de sidste 40 år på grund af tab af levesteder samt jagt.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gammel’. Det hentyder rimeligvis til det store hvide skæg hos denne ellers mørke art.

I lighed med Nilgiri-langur (ovenfor) var Sri Lanka-languren tidligere placeret i slægten Trachypithecus.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trach (’grov’), hvilket hentyder til den tætte pels hos nogle af arterne, samt pithekos (’abe’).

 

Det totale udbredelsesområde for gylden langur er på mindre end 30.000 km², og en stor del af det er uegnet biotop. Bestanden anslåes til at være på færre end 1200 individer i Indien og omkring 4000 i Bhutan. Arten er gået tilbage med over 30% i løbet af de sidste 30 år, og den forventes at gå yderligere tilbage på grund af tab af levesteder. Den indiske bestand er yderst fragmenteret, og den sydlige bestand er fuldstændig afskåret fra den nordlige på grund af menneskelige aktiviteter.

Bestanden af gylden langur i Manas Nationalpark, Assam, er truet på grund af hybridisering med den nærtstående hættelangur (T. pileatus). Tidligere var disse to arter adskilt af floder, men et antal opførte broer har nu gjort det nemt for dem at krydse disse floder.

Den gyldne langur blev beskrevet så sent som i 1956, men var kendt blandt naturhistorikere længe inden. Historien bag dens opdagelse, samt baggrunden for artsnavnet, kan læses på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

Den gyldne langur blev beskrevet så sent som i 1956, men var kendt blandt naturhistorikere længe inden. Den første omtale af arten er i en artikel fra 1838 af R.B. Pemberton, Report on Bootan Indian Studies Past and Present. Dette arbejde bortkom imidlertid og blev først genfundet i 1970’erne, og den gyldne langur blev først omtalt igen i 1907, hvor E.O. Shebbeare rapporterede, at han havde set ’en cremefarvet langur’ i omegnen af Jamduar.

I 1919 fastslog en artikel, at en gullig langur var almindelig i et distrikt nær Goalpara i Assam, og i 1947 skrev C. G. Baron: ”Jeg så nogle hvide aber (…) og så vidt jeg ved, er de en ubeskrevet art. Hele deres krop og hale er den samme farve – lys sølv-gylden, noget i retning af en blondine.”

Et antal andre observationer gjorde den kendte naturhistoriker Edward Pritchard Gee (1904-68) interesseret, og det lykkedes ham at observere og fotografere tre flokke af gyldne langurer i 1953. Han rapporterede sine iagttagelser til Zoological Survey of India, og i 1955 blev seks individer indsamlet. Arten blev beskrevet af Dr. H. Khajuria, som kaldte den Presbystis gee til ære for Mr. Gee.

 

 

 

 

 

Hjorte lever i næsten alle habitat-typer, fra tundra til tropisk regnskov. De er vidt udbredt med hjemmehørende arter på alle kontinenter, bortset fra Antarktis og Australien. I Afrika forekommer dog kun en enkelt art i Atlas-bjergene. Den største koncentration af arter findes i Asien.

Hos større arter kaldes en hun for en hind, mens hannen ikke har noget specielt navn. Hos mindre arter kaldes hannen for buk. Unger af mindre arter kaldes for lam, af større arter for kid eller kalve.

 

 

Axishjorten er af mellemstørrelse. Hanner kan veje op mod 100 kg, mens hinderne er meget mindre.

Slægts- og artsnavn er latin og hentyder til et indisk dyr, nævnt af den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.). På hindi hedder arten chital, afledt af sanskrit citrala (‘plettet’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag består den vestlige gruppe, kaldt kronhjort (C. elaphus), af adskillige underarter, udbredt i Vesteuropa, Balkan, Mellemøsten og Nordafrika. Gruppens taksonomiske forhold er imidlertid ikke blevet tilstrækkeligt undersøgt, og nogle underarter udgør muligvis selvstændige arter, deriblandt C. (e.) corsicanus, som lever på Korsika og Sardinien. Den tilhører måske samme art som berberhjorten (C. (e.) barbarus) i det nordvestlige Afrika.

Den østlige gruppe omfatter wapiti (C. canadensis), som er udbredt i det nordøstlige Asien og Nordamerika, Thorolds eller hvidmulet hjort (C. albirostris), som forekommer i det østlige Tibet, Qinghai, Gansu, Sichuan og det nordvestlige Yunnan, samt sikahjort (C. nippon), der findes i Japan og Taiwan, på spredte lokaliteter i det østlige Kina, samt i Ussuriland, sydøstlige Sibirien.

Nogle autoriteter placerer adskillige sydasiatiske arter i slægten Cervus, andre i slægten Rusa, bl.a. sambarhjort (nedenfor) og rusahjort (C. timorensis eller R. timorensis).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hjorte.

 

Den er begrænset til nogle få lokaliteter i Kashmir og det nordlige Himachal Pradesh. Ødelæggelse af levesteder, konkurrence fra græssende tamdyr, samt krybskytteri bragte den på udryddelsens rand, med bare omkring 150 overlevende individer omkring 1970. Siden har øget beskyttelse bragt dens antal op på ca. 300, men dette antal er stadig faretruende lavt.

Artsnavnet er en forvrængning af hangul, det lokale Kashmir-navn på denne hjort.

 

 

 

 

 

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ensfarvet’. Det danske navn er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har ikke været i stand til et finde en forklaring på etymologien bag slægtsnavnet. Den sidste del er en latiniseret form af oldgræsk elaphos (‘hjort’), mens den første del muligvis er afledt af oldgræsk hyle (‘skov’).

 

Den er udbredt fra Pakistan i et bælte mod øst tværs over Ganges-sletten i det nordlige Indien til Bangladesh og Myanmar. Den er også blevet indført til Australien og Sri Lanka. I Indokina og det sydvestlige Kina erstattes den af indokinesisk svinehjort (H. annamiticus).

Artsnavnet, som kommer af oldgræsk porkos (‘svin’), sigter til artens griseagtige fremtoning, når den med sænket hoved løber gennem tætte krat i skovene, hvor den dykker under lavthængende grene og lignende i stedet for at springe over dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannerne er karakteriseret ved deres korte gevir, ofte under 10 cm langt. I stedet for at anvende geviret under territoriekampe kæmper hannerne oftest ved hjælp af 2-4 cm lange hugtænder i overmunden. Hvor hannen har gevir, har hunnen små forhøjninger med hårduske.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det hollandske (og danske) navn på disse dyr, muntjak, hvilket er en forvrængning af det sundanesiske navn, mentjek. På engelsk kaldes disse dyr ofte for barking deer (‘gøende hjorte’), hvilket sigter til deres advarselskald, der minder om en hunds gøen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en kombination af to andre slægtsnavne, Rusa, som betyder ‘hjort’ på malajisk, samt Cervus (ovenfor).

 

Denne hjort adskiller sig fra andre indiske arter gennem geviret, som har flere end tre takker, hvilket er årsagen til dens navn på hindi, barah singga, som betyder ’12-hornet’. Adulte hanner har normalt 10-14 takker, men op til 20 har været observeret.

Der er beskrevet tre underarter af barasingha. Nominatracen, der lever mod nordvest, har klove, der kan spredes vidt ud – en tilpasning til at leve i oversvømmede græssletter på Indus-Ganges-sletten. I dag findes en bestand på omkring 2000 i adskillige delområder i Uttar Pradesh, og omkring 2200 findes i Sukla Phanta Wildlife Reserve i det vestlige Nepal.

Den østlige underart ranjitsinhi er begrænset til det nordøstlige delstat Assam, hvor bestanden i 1978 var så lav som omkring 700. Siden er antallet steget støt på grund af bedre beskyttelse. I 2016 blev det anslået, at omkring 1150 individer fandtes i Kaziranga Nationalpark. Nogle få lever også i Manas Nationalpark og andre beskyttede områder.

Den sydlige underart branderi adskiller sig fra de øvrige underarter gennem klovene, der er hårdere og dermed tilpasset et liv i græsbevoksede, åbne skove. Tidligere var den begrænset til Kanha Nationalpark i Madhya Pradesh, hvor bestanden stadig er meget lav, kun omkring 750 individer. Fornylig er den blevet genudsat i Satpura Tiger Reserve, ligeledes i Madhya Pradesh.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alfred Duvaucel (1793-1824), som døde i Indien, kun 31 år gammel. Rygter vil vide, at han blev dræbt af en tiger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin altus (‘højt beliggende’) og colo (‘at bebo’), således ‘den der bor i store højder’.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tjekkiske palæontolog, geolog og zoolog Ferdinand Stoliczka (1838-1874), som hovedsagelig arbejdede i Indien. Han døde af højdesyge under en ekspedition til Karakoram-bjergene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De stod med front mod hinanden, eller de vandrede parvis frem og tilbage på pladsen, eller de stod helt alene og rokkede og svajede – snesevis og snesevis af elefanter.”

 

 

 

I dag er alle arter pånær tre uddøde. Den ene er udbredt i Asien (se nedenfor), de to øvrige i Afrika. Savanne-elefanten (Loxodonta africana) var førhen udbredt over hele det afrikanske kontinent, med undtagelse af ørken- og regnskovsområder. I dag er den begrænset til savanner og halvørkener i det østlige og sydlige Afrika. Den nært beslægtede, men mindre skovelefant (Loxodonta cyclotis) lever i regnskove i Central- og Vestafrika. Nogle forskere betragter fortsat savanne-elefanten og skovelefanten som værende samme art.

Slægtsnavnet Elephas er det klassiske græske ord for elefanter.

 

Den nuværende udbredelse af den asiatiske elefant er yderst fragmenteret. I 2008 blev den af IUCN opført som udryddelsestruet på grund af en tilbagegang på 50% gennem de sidste 60-75 år. Den totale bestand af vilde asiatiske elefanter er måske nu så lav som 50.000 – eller måske endnu lavere, da dette tal er et skøn. Biologer skønner, at omkring halvdelen af bestanden lever i Indien. I Sri Lanka er antallet omkring 6000 – en halvering af bestanden i 1800-tallet. Sri Lanka er dog stadig det land i verden, som har den tætteste bestand af asiatiske elefanter.

Når tyrene er i brunst, udskilles et sekret fra en kirtel på siden af hovedet, hvilket tilkendegiver en øget produktion af hanlige hormoner – en tilstand, som kaldes musth. I perioder med musth er tyrene meget aggressive, og det er adskillige gange hændt, at tæmmede asiatiske elefanter i musth har dræbt deres mahout (træner), tilsyneladende uden grund.

Drægtighedsperioden er op mod to år. En nyfødt asiatisk elefant vejer omkring 100 kg. Seks år gammel vejer kalven omkring en ton.

Tyre med store stødtænder, de såkaldte tuskers, var førhen et eftertragtet bytte for trofæ-jægere, og i dag eksisterer der ikke mere sådanne gigantiske dyr. Hunnerne har meget små stødtænder. Hos den srilankanske underart maximus har kun 10% af tyrene stødtænder og hunnerne slet ingen. Denne tendens er blevet forstærket af krybskytter, som især efterstræber tyre med store stødtænder.

Den asiatiske elefant blev først tæmmet i Indus-dalen omkring 3500 f.Kr. Siden da har den været flittigt benyttet som transportdyr, når tunge genstande skulle flyttes. I Khmer-kulturen i Indokina red kongelige og andre prominente personer på elefanter, når de ønskede at gå på jagt efter tigre og andet storvildt. De blev også meget anvendt i Khmer-rigets krige, og under englændernes koloni-krige i Indien i 1800-tallet blev elefanter anvendt til at slæbe tunge kanoner til fronten.

Indtil fornylig blev elefanter benyttet i stor stil i tømmerindustrien i Indien og Sydøstasien til at hale træstammer ud fra skove i bjergrigt terræn. Denne anvendelse foregår også i dag i mindre målestok i områder, hvor tungt maskineri ikke kan anvendes.

I Indien og Sri Lanka anvendes elegant udsmykkede elefanter meget i processionsoptog under religiøse højtider.

I nogle asiatiske lande benyttes elefanter i turistindustrien, idet de transporterer turister ud i nationalparkerne for at iagttage vilde dyr. Modsat køretøjer bevæger elefanterne sig i stilhed, og turisterne kan komme meget tæt på mange af dyrene, da de ikke er bange for elefanterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den europæiske tarpan (Equus ferus) uddøde så sent som i 1909. Dette dyr og dets nære slægtning Przevalskis hest (E. ferus ssp. przewalskii), såvel som tamhesten, tamæslet og det afrikanske vildæsel er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste, mens Afrikas tre zebra-arter er beskrevet på siden Natur: Mønstre i naturen.

Navnet Equus er afledt af proto-indoeuropæisk hekwos (‘hest’).

 

De fleste autoriteter anerkender 6 underarter, mongolsk vildæsel, underarten hemionus, der lever i det sydlige Mongoliet, turkmenisk kulan, underarten kulan, som er begrænset til nogle få lokaliteter i Turkmenistan, persisk onager, underarten onager, der findes nogle få steder i Iran, indisk vildæsel, underarten khur (nedenfor), samt to uddøde underarter, syrisk vildæsel, underarten hemippus, som var udbredt i Mellemøsten, og europæisk vildæsel, underarten hydruntinus, der var vidt udbredt i Europa i Bronzealderen. Nogle anerkender en syvende underart, Gobi-khulan, underarten luteus, mens andre betragter den som samme art som hemionus.

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk hemionos (‘halvæsel’ eller ‘muldyr’).

 

Khur er det lokale Gujarat-navn på dyret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag findes kun spredte flokke på den tibetanske højslette, fra den nordlige udkant af Himalaya og Ladakh mod nord til Kunlun-bjergene i det sydlige Xinjiang, langt de fleste i naturreservater. Næsten hele bestanden lever i kinesiske territorier, med omkring 2500-3000 individer i Ladakh og Sikkim, og ganske få langs Nepals nordlige grænse. I Ladakh er bestanden i fremgang på grund af øget beskyttelse.

Kiang er det tibetanske navn på dyret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk panther, hvilket sigter til Indiens sorte form af leoparden, ofte kaldt for panter.

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, fra Ussuriland i det sydøstlige Sibirien mod syd gennem dele af Kina og Indokina til Indonesien og videre mod vest gennem det Indiske Subkontinent til Mellemøsten, samt i størsteparten af Afrika syd for Sahara. Den har tilpasset sig et liv i mange forskellige habitater, fra tropiske jungler til halvørken og bjerge, og endda landbrugsland nær landsbyer.

Leoparden nedlægger mange forskellige byttedyr, også større dyr som hjorte, antiloper, vildsvin (Sus scrofa) og vortesvin (Phacochoerus africanus). Leoparder er vældigt dygtige til at klatre, og større bytte slæbes ofte op i træer, hvor det er ude af rækkevidde for løver (Panthera leo) og plettede hyæner (Crocuta crocuta). Hvis byttet er for stort til at blive slæbt op i et træ, jager disse dyr ofte leoparden bort og æder byttet.

På grund af leopardens vane med at slæbe større byttedyr op i træer, bemærkes sådant bytte ofte, hvilket giver et skævt billede af leopardens diæt. Faktisk udgør mindre dyr som harer, dik-dik-antiloper, klippegrævlinger og forskellige fugle, bl.a. perlehøns og frankoliner, hovedparten af artens føde.

Også andre medlemmer af kattefamilien, deriblandt serval (Leptailurus serval) og vildkat (Felis silvestris), nedlægges og ædes undertiden. Jeg så endog engang en leopard i Tanzania, som åd af en gepard (Acinonyx jubatus) – en kat, der er næsten lige så stor som den selv. Geparder kan løbe meget hurtigere end leoparder, så enten var denne gepard såret, eller leoparden overraskede den ved at springe ned på den fra et træ.

I nærheden af landsbyer dræber leoparder ofte kvæg, får, geder og hunde.

Mens hun er på jagt, skjuler moder-leoparden sine killinger i tæt vegetation eller et andet sikkert sted, hvor de har større chancer for at undgå at blive ædt. Så snart killingerne er store nok til at klatre, tilbringer de ventetiden oppe i træer, hvor de er i sikkerhed for de fleste fjender.

I Sri Lanka var leoparden tidligere ret almindelig, og i modsætning til indiske leoparder var den ikke udsat for konkurrence fra tigeren (nedenfor), da denne ikke findes i Sri Lanka. På grund af tab og fragmentering af artens levesteder, og i nogen grad også krybskytteri, er bestanden på øen imidlertid gået stærkt tilbage i løbet af de seneste 50 år. I 2015 blev det anslået, at mellem 700 og 950 vildtlevende leoparder fandtes på øen.

En forfærdelig menneskeædende leopard, som dræbte over hundrede mennesker i det nordvestlige Indien, er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber.

Artnavnet er en latiniseret form af oldgræsk pardos (‘han-leopard’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bestanden af tigre i Indien er dalet til et sted mellem 2000 og 3000, og mindst 100 bliver årligt skudt af krybskytter for at forsyne det kinesiske marked med tigerdele, som udnyttes i den traditionelle medicin: kløerne som sovemiddel; tænderne mod feber; fedtet mod spedalskhed og rheumatisme; næsehuden mod sår; knoglerne mod rheumatisme og anden gigt, dysenteri, hovedpine samt stivhed eller lammelse af den nederste del af ryggen og benene; øjeæblerne mod epilepsi og malaria; halen mod hudsygdomme; galden mod meningitis hos børn; knurhårene mod tandpine; hjernen mod dovenskab og filipenser; penis i elskovsdrikke samt som potensfremmende middel; afføringen mod bylder og hæmorrider samt alkoholisme.

Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, blev mindst 1590 tigre, der var nedlagt med henblik på at indgå i den illegale handel, konfiskeret af myndighederne mellem januar 2000 og april 2014.

Tigeren overlever i små bestande i Ussuriland (sydøstlige Sibirien) og det nordøstlige Kina, i Indokina, samt på Sumatra. Historisk fandtes den også i store dele af Centralasien og Kina, i Iran, samt på Java og Bali, men disse bestande er blevet udslettet. Den globale bestand tæller muligvis færre end 4000 voksne individer, og arten er således truet med udryddelse i vild tilstand.

Artsnavnet er det klassiske græske ord for tigeren.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I buddhistiske områder som Ladakh, Sikkim og Bhutan, samt i Khumbu- og Dolpo-regionerne i Nepal, er jagt bandlyst, og denne sjældne kat har her fristeder, hvor den kan jage arter som bharal (Pseudois nayaur, se ovenfor), urial (Ovis vignei), Himalaya-tahr (Hemitragus jemlahicus, se ovenfor), samt alpin moskushjort (Moschus chrysogaster, se nedenfor).

Gennem mange år blev sneleoparden betragtet som det eneste medlem af slægten Uncia. Genetisk forskning har imidlertid afsløret, at den er nært beslægtet med de fire store katte i slægten Panthera. Navnet uncia er afledt af oldengelsk ounce, som stammede fra oldgræsk lynx, hvilket oprindeligt sigtede til den europæiske los (Lynx lynx), men med tiden blev anvendt for såvel sneleoparden som pumaen (Puma concolor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordet mangust er en forvrængning af mungus, hindi-ordet for disse dyr.

Tidligere var 6 arter af mangust-lignende rovdyr på Madagascar placeret i denne familie, men er siden blev overført til familien Eupleridae, der er endemisk for Madagascar.

 

Slægtsnavnet blev hæftet på den krabbeædende mangust (U. urva) som artsnavn i 1836 af den britiske naturhistoriker og etnolog Brian Houghton Hodgson (1801-94) og som slægtsnavn det følgende år. Det er muligvis et lokalt nepalesisk navn på dette dyr.

 

For at kontrollere bestande af rotter og andre gnavere blev den førhen indført til mange egne af verden, specielt mindre øer. De fleste steder har den imidlertid haft negativ indflydelse på jordrugende fugle og firben, og desuden er den ofte i stand til at udkonkurrere mindre lokale rovdyr. Af IUCN (International Union for Conservation of Nature) betragtes den i dag som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter.

Artsnavnet er afledt af latin punctatus (‘prikket’) og aurum (‘guld’), således ‘med gyldne prikker’, hvilket sigter til pelsens brunlige hår, som har gylden spids.

Guldmangusten blev førhen betragtet som en underart af Java-mangust (U. javanica), der lever i Indokina og Malaysia, samt på øerne Hainan, Sumatra og Java. Genetisk forskning har imidlertid konkluderet, at de er særskilte arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

“Hvad er der i vejen?” spurgte Rikki-tikki.

“Vi er så kede af det,” sagde Darzee. “En af vores unger faldt ud af reden, og Nag åd ham.”

“Hm!” sagde Rikki-tikki, “det er meget trist – men jeg er en fremmed her. Hvem er Nag?”

Darzee og hans kone trykkede sig ned i reden uden at svare, for fra det tætte græs for foden af busken kom en lavmeldt hvæsen – en forfærdelig kold lyd, som fik Rikki-tikki til at springe en halv meter tilbage. Så, tomme for tomme, rejste der sig fra græsset hovedet og den udbredte nakkehud af Nag, den store sorte cobra, som var halvanden meter lang fra tunge til halespids. Da han havde løftet hovedet omtrent en halv meter op over jordoverfladen, blev han stående sådan og svajede frem og tilbage som en mælkebøtte i vinden, mens han stirrede på Rikki-tikki med sine onde slangeøjne, der aldrig ændrer udtryk, uanset hvad slangen tænker på.

”Hvem er Nag?” sagde han. “Jeg er Nag. Den store gud Brahma satte sit mærke på hele mit folk, da den første cobra spredte nakkehuden for at holde solen borte fra Brahma, mens han sov. Se, og vær bange!”

Han spredte nakkehuden endnu mere, og Rikki-tikki så mærket på den, som nøjagtigt ligner en gammeldags lorgnet. Han var bange et øjeblik, men det er umuligt for et desmerdyr at være bange i længere tid, og skønt Rikki-tikki aldrig før havde mødt en levende cobra, havde hans moder fodret ham med døde eksemplarer, og han vidste, at det er et voksent desmerdyrs pligt at bekæmpe og æde slanger. Nag vidste det også, og på bunden af sit kolde hjerte var han bange.

“Ja,” sagde Rikki-tikki, og hans hale begyndte at blive tyk igen, “mærke eller ej, synes du det er rigtigt af dig at æde fugleunger, som er faldt ud af reden?”

Nag tog sig god tid til at tænke, mens han iagttog den mindste bevægelse i græsset bag Rikki-tikki. Han vidste, at desmerdyr i haven før eller siden medførte døden for ham og hans familie, men han ville have Rikki-tikki til at blive uopmærksom, så han sænkede hovedet en smule og lagde det på sned.

“Lad os tale,” sagde han. “Du æder æg, så hvorfor skulle jeg ikke æde fugle?”

“Bag dig! Se bag dig!” sang Darzee.

Rikki-tikki vidste bedre end at spilde tid på at stirre. Han sprang lodret op i luften, så højt han kunne, og under ham strøg hovedet af Nagaina, Nags onde kone. Hun var krøbet op bag ham, mens han talte, for at dræbe ham, og han hørte hendes vilde hvæsen, da hendes anslag mislykkedes. Han landede på hendes ryg, og havde han været et voksent desmerdyr, ville han have vidst, at det nu var tidspunktet, hvor han skulle knække hendes ryg med et enkelt bid, men han blev bange for cobraens frygtelige tilbageslag. Han bed, men ikke tilstrækkeligt, og da han sprang bort fra den piskende hale, efterlod han Nagaina såret og vred.

“Slemme, slemme Darzee!” sagde Nag og huggede så højt han kunne mod reden i tornebusken, men Darzee havde bygget den uden for rækkevidde af slanger, og den svajede blot frem og tilbage.”

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske naturhistoriker George Edwards (1694-1773), ofte kaldt for ‘den britiske ornitologis fader’. Over en periode på 21 år, fra 1743 til 1764, offentliggjorde han 7 bind med beskrivelser og håndkolorerede plancher af 317 udenlandske fuglearter samt nogle få andre dyr. De første fire bind havde titlen A Natural History of Uncommon Birds, de resterende tre Gleanings of Natural History.

 

 

 

 

 

 

 

Jeg har ikke været i stand til at finde ud af, hvilken Smith artsnavnet hentyder til.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for harer.

 

Levesteder omfatter åben skov, krat, græsland, tomter og landbrugsland. I Himalaya er den blevet observeret op til højder omkring 4500 m.

Indisk hare varierer meget mellem de forskellige underarter. Sortnakket hare, underarten nigricollis, der findes i Sydindien og Sri Lanka, har sort nakke, og halens overside er ligeledes sort. Nakken af underarten ruficaudatus er grå, og halen er brun på oversiden. Farven på underarten dayanus, som lever i ørkener, er sandet-gul.

 

 

 

 

 

 

Ulig hjorte har disse dyr intet gevir, men hannen har store hugtænder i overmunden, som anvendes under territoriale stridigheder med andre hanner. En kirtel under hans bug anvendes til at markere territoriet. Moskus fra denne kirtel har gennem mere end 5000 år været anvendt i traditionel kinesisk og ayurvedisk medicin. Det anslås, at den indgår i ikke færre end ca. 400 kinesiske og koreanske typer af traditionel medicin, der anvendes mod lidelser i nervesystemet, blodcirkulationen, hjertet og lungerne. Moskus benyttes endvidere som antihistamin, samt som et bakteriedræbende, stimulerende og bedøvende middel. I Indien har den været anvendt som potensfremmende middel i tusinder af år.

I 747 udkæmpedes et slag mellem hære fra det kinesiske Tang-dynasti (618-907) og det første tibetanske imperium, som blev grundlagt af Songtsan Gampo (ca. 604-650), på bredderne af den berømte Oxus-flod – i dag kaldt Amu Darya – i nutidens Wakhan-korridor i det nordøstlige Afghanistan. Udfaldet af dette slag ville afgøre, hvilket af disse imperier ville få kontrol over den rute, som førte gennem kongedømmet Bolor, over Darkot-passet (4703 m) og videre ind i Indus-dalen – en vigtig gren af den ældgamle centralasiatiske handelsrute Silkevejen. Den, der kontrollerede dette pas, havde kontrollen over eksporten af moskuskirtler fra den nordvestlige del af det Indiske Subkontinent – en vare, som var 30 gange sin vægt værd i sølv. Forøvrigt vandt kineserne slaget.

Moskus har også gennem årtusinder haft vid anvendelse i parfume-industrien.

Adskillige moskushjorte-arter er truede på grund af overdreven jagt på hannerne. Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, samt WWF (Worldwide Fund for Nature), dræbes i Rusland alene 17.-20.000 moskushjorte årligt for at forsyne den illegale handel med kirtlerne. (Kilde: National Geographic News, 2004)

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘gylden’) og gaster (‘bug’), således ‘med gylden bug’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af mus (genitiv muris), det klassiske latinske ord for mus.

 

Slægtsnavnet er det middelalderlatinske ord for rotter, oprindeligt fra proto-germansk rattaz (‘rotte’).

 

Førhen var den sorte rotte et alvorligt skadedyr, som konsumerede uhyre mængder af kornprodukter og andre fødevarer. Desuden spredte den adskillige sygdomme til mennesket. I Middelalderen overførte rotternes lopper byldepest, som nogle steder reducerede befolkningen med mellem 50 og 75%. Denne yderst frygtede sygdom blev passende kaldt Den Sorte Død.

Den brune rotte blev udbredt over hele verden på et senere tidspunkt end den sorte rotte. Den er et meget stærkere og mere tilpasningsdygtigt dyr, og den sorte rotte er nu blevet udkonkurreret af sin mere aggressive fætter mange steder, hvor den tidligere var almindelig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i et meget stort område, fra den Indiske Halvø mod øst til det sydlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina og Malaysia til Borneo, Sumatra og Java. En isoleret bestand findes i sumplandet i det sydlige Irak og det sydvestlige Iran.

Den lever i ferskvandshabitater, men kan af og til træffes i saltvand. Den er truet af ødelæggelse af levesteder, forurening af vådområder, samt ulovlig jagt med henblik på den illegale handel med vilde dyr.

Bestandene i det sydlige Pakistan og Irak/Iran betragtes som særskilte underarter, benævnt henholdsvis sindica og maxwelli. Sidstnævnte blev opkaldt efter den britiske forfatter Gavin Maxwell (1914-69), som fik en unge, da han besøgte den berømte opdagelsesrejsende Wilfred Thesiger (1910-2003) i sumplandet i det sydlige Irak i 1956.

I det sydlige Bangladesh anvendes glatpelsede oddere til kommerciel fiskefangst. De opformeres i fangenskab og trænes til at jage fisk ind i nettene. I 2011 blev denne teknik benyttet af omkring 300 fiskere, og yderligere 2000 personer var indirekte afhængige af denne teknik for deres udkomme. (Kilde: M.M. Feeroz, S. Begum & M.K. Hasan 2011. Fishing with Otters: a Traditional Conservation Practice in Bangladesh. IUCN Otter Specialist Group Bulletin 28A, Proceedings of XIth International Otter Colloquium)

Artsnavnet er afledt af latin perspicillum (‘briller’) samt endelsen atus, således ‘bærer briller’, eller snarere ‘ser ud til at bære briller’ hvilket sigter til, at nogle glatpelsede oddere har en ring af blege hår omkring øjnene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet stammer oprindeligt fra proto-indoeuropæisk mysdersleh, hvilket betyder ‘den der griber en mus’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pteron (‘vinge’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til, at vingehuden også er fasthæftet til fødderne.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘mellemstor’. Det sigter formentlig til, at denne art ikke er den største flyvehund – trods det tidligere navn giganteus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alle fem arter er udryddelsestruede på grund af vidt udbredt krybskytteri, samt indskrænkning af levesteder. Tusinder er blevet dræbt for at imødekomme den umættelige efterspørgsel i Fjernøsten efter dyrene, som anvendes i folkemedicinen.

Dele af næsehorn har været anvendt som ingredienser i traditionel asiatisk medicin gennem mindst 2000 år. Så godt som alle dele af dyret benyttes: hornet som feber- og krampestillende middel; skindet mod hudsygdomme; penis som potensfremmende middel; knoglerne mod knoglelidelser; blodet som et styrkende middel for kvinder med menstruationsproblemer.

Blandt kinesere tiltror man det pulveriserede horn potensfremmende egenskaber. Kemiske analyser har imidlertid ikke kunnet påvise aktive ingredienser, som skulle antyde, at hornet er effektivt i den henseende.

Faktisk benægter de fleste vestlige medicinske eksperter, at næsehornshorn skulle indeholde nogensomhelst helbredende egenskaber, og det er velkendt, at aspirin producerer mange af de samme resultater som næsehornsprodukter hos patienter.

Horn af de asiatiske næsehornsarter værdsættes højere end horn af de afrikanske arter, hvilket skyldes, at forbrugerne er overbeviste om, at de asiatiske horns mindre størrelse er ensbetydende med, at de er mere koncentrerede og dermed mere virkningsfulde.

Hornene anvendtes tidligere også til udsmykning af dolkskæfter i Yemen – en praksis, som muligvis stadig finder sted.

 

I begyndelsen af 1990’erne blev det anslået, at den totale bestand talte færre end 1900 dyr. Siden er antallet steget som følge af bedre beskyttelse, og i dag findes der omkring 3500 individer. Artens vigtigste kærneområde er Kaziranga Nationalpark i Assam, som har over 2000 individer. Et andet område med mange næsehorn er Chitwan Nationalpark i det sydlige Nepal, der huser omkring 650 individer.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk rhis (‘næse’) og keras (‘horn’), således ‘horn på næsen’. Artsnavnet er latin, afledt af unus (‘et’) og‎ cornu (‘horn’). Den danske forstavelse panser– hentyder til dyrets hudfolder, som gør, at det ser ud til at være iført ‘panser og plade’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet på familien er afledt af Sciurus, det latinske navn på disse dyr, givet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) til det eurasiske røde egern (Sciurus vulgaris). Sciurus er afledt af oldgræsk skia (‘skygge’) og oura (‘hale’), således ‘halen der skaber skygge’, hvilket sigter til nogle egern-arters vane med at rejse deres buskede hale op over ryggen, hvorved de skaber skygge.

Mange egern-arter er præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin funis (‘reb’) og‎ ambulo (‘at gå’), således ‘linedanser’, hvilket sigter til disse dyrs store adræthed.

 

Førhen blev den betragtet som en underart af F. sublineatus i Sydindien, men blev ophøjet til en selvstændig art i 2012.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørk’.

 

 

 

 

 

Trestribet palmeegern er blevet indført til Madagascar med omliggende øer, samt til Australien, hvor den er blevet lidt af et skadedyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk pente (‘fem’), hvilket i lighed med det danske navn hentyder til 5 hvidlige striber: 3, der opdeler den mørkebrune ryg i 4 dele, samt én hen langs hver side, en smule lysere end bugen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk petauristes (‘akrobat’), hvilket naturligvis hentyder til disse dyrs elegante glideflugt.

 

Førhen blev den betragtet som en underart af det vidt udbredte røde kæmpe-flyveegern (P. petaurista). Nylig genetiske undersøgelser har imidlertid opsplittet denne art i adskillige selvstændige arter. Hvidbuget kæmpe-flyveegern blev tidligere anset for at være udbredt mod øst til Yunnan-provinsen, men dyr i det østlige Himalaya betragtes nu som tilhørende en nyligt beskrevet art, Yunnan kæmpe-flyveegern (P. yunanensis).

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og venter (‘bug’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tre underarter er anerkendt. Underarten macroura er knaldsort på oversiden, bagdelen med gråligt anstrøg, undersiden cremefarvet eller bleggul, halen sort med hvid spids. Den er begrænset til det centrale højland i Sri Lanka, op til højder omkring 2000 m.

Underarten dandolena er brun på oversiden, med hvide hårspidser her og der, undersiden brunlig-cremefarvet, bagdelen hvid, halen mørk med hvide hårspidser, pande og fødder sorte. Den findes i Sri Lankas tørzone, samt i Indien.

Underarten melanochra er knaldsort på oversiden, undersiden cremefarvet eller orangegul, hale sort med hvide hårspidser. Den er udbredt i den våde zone i Sri Lankas lavland, samt i øens intermediære zoner.

Underarterne varierer kolossalt, selv inden for en lokal bestand, så hvorfor den er opdelt i tre underarter, er et godt spørgsmål.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros, som strengt taget betyder ‘lang’, men ofte oversættes som ‘stor’; samt oura (‘hale’), således ‘med en stor hale’.

 

 

 

 

 

 

 

Spidsmus er kendetegnet ved at have en voldsom appetit, og nogle arter konsumerer mere end deres egen kropsvægt hver dag. De lever mest af insekter og andre mindre invertebrater, men æder tillige forskellige frø og nødder. De kan endog somme tider angribe andre små pattedyr.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘muse-lignende’ eller ‘grå’ (i betydningen musefarvet).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for svin.

 

Den er udbredt på hele det Indiske Subkontinent, med undtagelse af de højeste egne i Himalaya.

Artsnavnet stammer fra proto-indoeuropæisk skreb (‘at skrabe’), men på klassisk latin blev det betegnelsen på en so.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev oprettet i 1821 af den franske zoolog og palæontolog Georges-Frédéric Cuvier (1773-1838), afledt af oldgræsk paradoxos (‘modsat forventning’), samt oura (‘hale’). Det hentyder til, at palmemårers hale ser meget anderledes ud end halen på deres nærmeste slægtninge, desmerdyr (se ovenfor), og man mente, at den fungerede som et femte lem.

 

I Indonesien er arten truet af den illegale handel med dyr, da den er en uundværlig faktor i produktionen af den berømte kopi luwak, en kaffetype, som fremstilles af delvis fordøjede kaffefrugter, som er blevet ædt af palmemåren og derpå skidt ud.

Artsnavnet refererer til den græske mytologi, hvor sønnen af Hermes og Afrodite lod sin krop smelte sammen med en najades (en vandnymfe), og derfor havde både mandlige og kvindelige sexorganer. Duftkirtlerne hos hunner af palmemårer minder meget om testikler, og der herskede tidligere megen forvirring omkring identifikation af kønnet hos disse dyr.