Pattedyr i Costa Rica og Guatemala

På denne side omtales en række pattedyr, som jeg observerede under et 7 uger langt ophold i Guatemala oktober-november 1998, samt en måneds ophold i Costa Rica januar-februar 2012. Familier, slægter og arter er præsenteret i alfabetisk rækkefølge.

Hvis du finder fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

Atelidae Edderkoppeaber, brøleaber og uldaber

Denne familie af amerikanske aber rummer 4 slægter med omkring 26 arter, som lever i skove fra Mexico mod syd til det nordlige Argentina.

Alouatta Brøleaber

Disse aber udgør en gruppe på 15 arter, udbredt fra det sydøstlige Mexico mod syd til det nordlige Argentina, hvor de lever i forskellige skovtyper, deriblandt mangrove og sumpskov. Trusler mod disse aber omfatter ødelæggelse af levesteder, samt jagt til føde og fangst til kæledyrsindustrien og zoologiske haver.

Brøleaber er berømte for deres støjende kald, der kan høres næsten 5 km borte. De har et forstørret tungeben, som gør dem i stand til at producere disse utroligt kraftige lyde. Hovedfunktionen af kaldet menes at være forsvar af flokkens territorium.

Slægtsnavnet er en forvrængning af arawata, det caribiske navn på Venezuela rød brøleabe (A. seniculus).

Alouatta palliata Manke-brøleabe

Denne art, opdelt i 5 underarter, er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod syd til det nordlige Peru. Den gyldenryggede brøleabe, underartenpalliata, er ret mørk med en rødbrun hårdusk hen langs siden, samt en gylden plet på ryggen. Den findes fra den østligste del af Guatemala mod øst til det østlige Costa Rica. Den lever hovedsagelig i lavlandet, men træffes undertiden op til 2000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin pallium, en stor kappe, som blev båret af græske filosoffer. I dette tilfælde hentyder det til den lange hårdusk på siden af kroppen.

Ateles Edderkoppeaber

Der findes i alt 7 arter af edderkoppeaber, udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til Brasilien, hvor de lever i det øverste stratum af tropiske skove. Disse aber er karakteriseret af deres usædvanligt lange arme og ben, som har givet dem deres navn, samt deres lange gribehale, der anvendes som et femte lem. De lever i flokke på op til 35 dyr, som spredes ud i skoven i dagtimerne for at søge føde.

Alle arter af edderkoppeaber er truet på grund af destruktion af deres levesteder samt jagt til føde, og to arter, sorthovedet (A. fusciceps) og brun (A. hybridus), er i fare for at uddø.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ateleia (‘ukomplet’ eller ‘uperfekt’), hvilket sigter til den reducerede eller manglende tommelfinger hos disse aber.

Ateles geoffroyi Geoffroys edderkoppeabe

Denne art, der også kaldes sorthåndet eller centralamerikansk edderkoppeabe, omfatter 5 eller 6 underarter, som er udbredt fra det sydøstlige Mexico mod øst til Panama. De lever fortrinsvis i stedsegrøn regnskov, men kan også træffes i løvfældende skov. Arten er truet på grund af tab af levesteder, som er et alvorligt problem i hele dens udbredelsesområde, og det vurderes, at den er gået tilbage med op mod 50% i løbet af de sidste 50 år. I dag overlever den hovedsagelig i naturreservater.

Edderkoppeaber på Yucatan-halvøen og i det nordlige Guatemala betragtes skiftevis som tilhørende underarterne vellerosus og yucatanensis, men den sidstnævnte regnes nu som ugyldig af en del autoriteter. Dyr fra det nordlige Costa Rica, der ofte kaldes for rød edderkoppeabe, tilhører underarten ornatus. Denne underart er illustreret øverst på siden.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Étienne Geoffroy Saint-Hilaire (1772-1844).

Canidae Hundefamilien

Denne familie, som rummer omkring 35 arter, omfatter tamhunden, ulve, sjakaler, hyænehunde, ræve og andre hundelignende dyr. For omkring 50 millioner år siden splittedes en rovdyrgruppe op i to grupper, de kattelignende Feliformia og de hundelignende Caniformia.

Sidstnævnte udvikledes til talrige familier, af hvilke Canidae for omkring 12 mio. år siden splittedes op i tre grupper:

Canini omfatter ulvelignende hunde samt de sydamerikanske hunde og ræve.

Vulpini omfatter typiske ræve, ørehund (Otocyon megalotis) og mårhund (Nyctereutes procyonoides).

Urocyon (se nedenfor).

Urocyon

Genetisk forskning antyder, at de to ræve i denne slægt tilhører en ældgammel udviklingslinje, som blev splittet ud på et meget tidligt tidspunkt (Lindblad-Toh et al. 2005). Moderne taksonomer inkluderer dem hverken i Canini eller Vulpini.

Slægten omfatter gråræven (nedenfor), samt Channel Island-ræven (U. littoralis), som er begrænset til 6 af de 8 Channel Islands ud for Californiens kyst.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og kyon (‘hund’), således ‘hunde med hale’ – et underligt navn for hunde, hvoraf de fleste jo har lange, buskede haler.

Urocyon cinereoargenteus Gråræv

Denne art er vidt udbredt, idet den findes fra det sydlige Canada mod syd gennem USA, Mexico og Mellemamerika til Columbia og Venezuela.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af aske og sølv’, dvs. ‘aske- og sølvfarvet’.

Cebidae Kapucineraber og egernaber

Efter en række genetiske studier er denne tidligere store familie blevet reduceret til 3 slægter med omkring 29 arter, udbredt fra Mexico mod syd til det nordlige Argentina.

Cebus Kapucineraber

Denne slægt, som omfatter ca. 15 arter, forekommer fra Honduras mod syd til Peru og Brasilien.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kebos, et ord, som blev anvendt for en type langhalet abe.

Ordet kapucin stammer fra en orden af franciskaner-munke ved navn Kapuciner-ordenen, som opstod i 1520, da den italienske munk Matteo da Bascio hævdede, at Gud havde informeret ham om, at hans samtidige munkes levevis ikke var i overensstemmelse med den, som St. Francis af Assisi havde dikteret. Munkene i denne orden bærer brune kåber med spidse hætter, kaldt capuche. Da conquistadorerne nåede frem til Mellemamerika sidst i 1400-tallet, bemærkede de nogle små aber, hvis farvesammensætning mindede dem om disse munke, så de kaldte dem kapucineraber. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Capuchin_monkey)

Cebus imitator Mellemamerikansk hvidhovedet kapucinerabe

Denne art lever i skove i Honduras, Nicaragua, Costa Rica og det vestlige Panama. Den er ret almindelig i forskellige skovtyper i Costa Rica og er ofte tillidsfuld.

I Vesten er den en af de bedst kendte aber, da den førhen ofte var lirekassemandens trofaste følgesvend, når han drog fra by til by og spillede på sin lirekasse, mens hans abe dansede til.

Indtil fornylig blev denne art betragtet som tilhørende samme art som columbiansk hvidhovedet kapucin (C. capucinus), som forekommer i kystnære områder fra det sydøstlige Panama mod syd til Ecuador.

Dasyproctidae

En lille familie af ret store latinamerikanske gnavere, som rummer slægterne Dasyprocta (nedenfor), samt Myoprocta, med 2 arter.

Dasyprocta Agutier

I denne slægt findes omkring 11 arter, udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til det nordvestlige Argentina. Med en længde på op til 75 cm og en vægt indtil 6 kg er de blandt de større gnavere.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dasus (‘håret’) og proktos (‘anus’). Det danske navn stammer fra et lokalt indfødt sprog, enten Guarani eller Tupi.

Dasyprocta punctata Centralamerikansk aguti

Dette dyr er udbredt fra det sydlige Mexico mod syd til Columbia og Ecuador, med en disjunkt population i det sydøstlige Peru, det sydvestlige Brasilien, Bolivia, det vestlige Paraguay, samt det nordvestlige Argentina. Denne bestand betragtes af nogle autoriteter som en underart af Centralamerikansk aguti, af andre som en selvstændig art, D. variegata. Arten er også blevet indført til Cuba og Cayman-øerne.

Artsnavnet hentyder måske til dens pels, som har både gullige og sorte hår, hvilket giver dyret et ‘prikket’ udseende.

Myrmecophagidae Myreslugere

En lille familie med 3 arter, kæmpemyresluger (Myrmecophaga tridactyla), samt to arter af Tamandua, nordlig tamandua (nedenfor) og sydlig (T. tetradactyla). Disse dyr er udbredt fra det sydlige Belize og Guatemala mod syd til det nordlige Argentina.

Familienavnet er afledt af oldgræsk myrmekos, genitiv af myrmex (‘myre’), samt ephagon (‘at æde’).

Tamandua mexicana Nordlig tamandua

Denne ret lille myresluger forekommer fra det sydlige Mexico mod syd til Columbia, det vestlige Venezuela, kystnære egne af Ecuador, samt den nordvestligste del af Peru.

Slægtsnavnet er betegnelsen for disse dyr på de lokale sprog Tupi og Guarani.

En nordlig tamandua sover sødeligt, mageligt henslængt over en gren (øverst), mens en anden har travlt med at søge efter termitter, Corcovado Nationalpark, Peninsula de Osa, Costa Rica. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

Procyonidae Vaskebjørne, næsebjørne m.fl.

Denne familie af amerikanske rovdyr rummer 6 slægter med i alt 14 arter, udbredt fra det centrale Canada mod syd til Argentina og Uruguay.

Nasua Næsebjørne

Næsebjørne er karakteriseret ved deres lange, yderst bevægelige snude, og deres slægtsnavn er afledt af latin nasus (‘næse’). Der er fire arter, hvoraf to tilhører denne slægt, hvid næsebjørn (nedenfor) og sydamerikansk (N. nasua). De forekommer fra det sydvestlige USA mod syd til det nordlige Argentina og Uruguay.

To andre arter er placeret i slægten Nasuella.

Hunner af næsebjørne er meget sociale og lever i grupper, der kan tælle op til 30 dyr, mens voksne hanner ofte lever alene. Førhen antog biologerne, at alle hunner i en gruppe var beslægtet med hinanden, da en hun ofte vil passe en anden huns unger, mens hun er ude at søge føde. Studier har imidlertid vist, at ikke alle hunner i en flok er slægtninge. Nogle hunner, som ikke er i slægt med hinanden, danner simpelthen venskaber, og venskabet er så stærkt, at en hun ofte lader en ven passe sine unger, mens hun er ude at søge føde. Denne adfærd bevirker også, at en hun kan bringe sine nyfødte unger ind i flokken langt hurtigere, end hun ellers ville kunne, fordi andre hunner beskytter hendes unger.

En kort periode hvert år opsøger en han-næsebjørn en flok for at parre sig med så mange hunner som muligt. Men da hunnerne er klare over, at hannerne ofte vil dræbe og æde små unger, bliver de hurtigt aggressive over for hannen og jager ham bort fra flokken. Når en moder bringer sine nyfødte ind i flokken, vil hannen en ganske kort periode igen opsøge flokken, hvor han snuser til de unger, som han er fader til, idet han derved bliver i stand til senere at genkende dem og således undgå at æde sine egne unger!

Nasua narica Hvid næsebjørn

Dette dyr lever i varierede habitater, fra ørken til regnskov, fra Arizona og New Mexico mod syd til den nordvestlige del af Columbia. Den er ret almindelig i Costa Rica.

Arten er præsenteret mere detaljeret på siden Dyreliv – Pattedyr: Næsebjørne – charmerende banditter.

Artsnavnet er afledt af latin naris (‘næsebor’).

Sciuridae Egern

En meget stor familie med omkring 51 slægter og ca. 300 arter, udbredt i størsteparten af Nord- og Sydamerika, Eurasien og Afrika. Nogle arter er også blevet indført til Australien.

Navnet på familien er afledt af Sciurus, det latinske navn givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) i 1758 til det eurasiske røde egern (S. vulgaris). Sciurus er afledt af oldgræsk skia (‘skygge’) og oura (‘hale’), således ‘halen der skaber skygge’, hvilket sigter til nogle egern-arters vane med at rejse deres buskede hale op over ryggen, hvorved de skaber skygge.

Mange egern-arter er præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

Sciurus

En stor slægt med omkring 30 arter, som forekommer i Europa, tempererede egne af Asien, samt overalt i Amerika.

Et omfattende genetisk studium fra 2020 (Abreu et al. 2020) konkluderer, at slægten er parafyletisk og foreslår den opdelt i 11 eller 12 slægter, med kun 3 arter i Sciurus. Dette forslag er imidlertid ikke bredt accepteret, og indtil videre følger jeg den oprindelige navngivning.

Sciurus granatensis Rødhalet egern

Dette almindelige dyr er udbredt i Mellemamerika og den nordvestlige del af Sydamerika, fra Costa Rica mod øst til Venezuela, og derfra mod syd til Ecuador, samt tillige på de caribiske øer Margarita og Trinidad & Tobago.

Arten lever i forskellige skovtyper fra havniveau op til en højde af omkring 3000 m. Den er tillidsfuld og træffes ofte på rastepladser.

Artsnavnet sigter til en spansk enklave ved navn Virreinato de Nueva Granada (‘Vicekongedømmet Ny Granada’) – et område, der i 1700-tallet omfattede de nuværende lande Panama, Columbia, Venezuela og Ecuador.

Sciurus variegatoides

En almindelig art, som er hjemmehørende fra Mexico mod øst gennem Mellemamerika til Panama. Dens levesteder omfatter bl.a. skov, sekundær skov og plantager, fra lavlandet op til en højde af omkring 1800 m. Den er undertiden et skadedyr på afgrøder.

Som artsnavnet antyder, varierer pelsfarven hos dette dyr betragteligt, ikke kun mellem adskilte bestande, men også inden for den enkelte bestand.

(Oprettet maj 2023)

Kaj Halberg - Skribent & fotograf

Rejser ‐ Landskaber ‐ Dyr og planter ‐ Mennesker

Pattedyr i Costa Rica og Guatemala