Ornitologer på min vej

 

 

(Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Gennem et langt liv er jeg via min interesse for fugle naturligvis stødt på mange andre ornitologer. En stor del af dem mødte jeg efter at have meldt mig ind i Natur og Ungdoms Århus-afdeling i 1965. Da vi følte os meget forsømte af Danmarks Naturfredningsforening, som Natur og Ungdom var en del af, foretog vi en ‘revolution’ i 1968 og dannede i stedet Østjysk Biologisk Forening, som eksisterer den dag i dag.

Møderne i begge foreninger var meget ukonventionelle, hvilket fremgår af Jens Gregersens tegning ovenfor, som (kanske en kende overdrevet) viser et møde i Østjysk Biologisk Forening 1971, t.v. den daværende formand Hans-Ulrik Jensen, forreste række fra venstre Knud Pedersen (omtalt nedenfor), Karsten Haug, Ulf Roed, Mogens Damm, Søren Højager (omtalt nedenfor), samt mig selv, 2. række Finn Lund Henriksen, Flemming Christensen og Jörn Eskildsen (alle omtalt nedenfor), samt på Jörns knæ Erling ‘Pablo’ Sørensen, stående Peter Thomsen, bagest fra venstre Georg Guldvang, Hans Pinstrup, Vagn Pedersen og Henning Lykke Larsen.

Jeg vil gerne rette en stor tak til Jens Gregersen for udlån af de mange tegninger, der pryder denne side.

 

 

Lars Abrahamsen, Fyn
Lars er selvlært kunstner med speciale i store skulpturer. Jeg lærte ham at kende omkring 1978 i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor vi begge var ansat som fugletællere i flere perioder 1981-93.

 

 

Lars ringmærker skarveunger på øen i Brændegårdssøen, Fyn, 6. juni 1981. Denne unge har deformt næb. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars klatrer op i en poppel på Vorsø for at ringmærke skarveunger, 16. maj 1988. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars med skudte sortænder og ederfugle, Vorsø, 18. oktober 1992. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jens Frimer Andersen, Thy
Jens er en kunstner, som mest laver akvareller af fugle og andre aspekter af naturen, men også keramik, inspireret af sin kone Inge-Marie Fruelund. Jeg traf ham for første gang i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor han deltog i ringmærkning af skarveunger.

Jeg besøgte parret i deres hjem i Thy i 1997 og 2022, og vi mødtes også tilfældigt på Gotland i 1997.

 

 

Under ringmærkning af skarveunger i naturreservatet Vorsø er Jens blevet hakket i næsen, som er begyndt at bløde, 6. maj 1983. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens (bagest) og Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor) studerer flora på skrænten Svinklovene, Thy, bl.a. den sjældne bregne hjortetunge (Asplenium scolopendrium), som Uffe er i færd med at fotografere, 28. juni 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens drikker af Ravnekilde, en ren kilde i Rold Skov, 29. juni 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Niels Peter Andreasen, Møn
Pensioneret skolelærer. Kunstner. Har siden 1960’erne fulgt vandrefalkene på Møn. Jeg lærte ham at kende, da jeg som militærnægter i 1972 blev ansat til at bevogte vandrefalkenes rede på Møns Klint. Forår og sommer 1986 sås vi næsten dagligt på Naturhøjskolen på Møn, hvor Niels var lærer, og jeg var ansat som naturvejleder. Sammen har vi foretaget talrige længerevarende rejser.

 

 

Niels på vej op til Gomantong Caves, Sabah, Borneo, 14. januar 1985. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På en tur til Tunesien januar 1987 havde Niels og jeg lejet et vrag af en Renault hos Europcar, bl.a. lækkede benzintanken og måtte lappes med tyggegummi. (Tegning copyright © by Niels Peter Andreasen)

 

 

Niels skriver dagbog ved lejrbålet en kold aften, Ousseltia, Tunesien, 4. januar 1987. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Niels fodrer en tillidsfuld rævehvalp, Ulvshale, Møn, 15. september 1999. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I januar 2020 besøgte Niels mig i Taiwan. Jeg mødtes med ham i lufthavnen i Taoyuan, hvorefter vi kørte mod nord. Vi havde besvær med at finde et hotel og endte i et halvdyrt motel, som, viste det sig, mest var benyttet af utro mænd med deres elskerinder. Her ligger Niels i jacuzzien. Ja, du har ret, der er intet vand i den, idet vi begge betragter brug af jacuzzi som spild af vand. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Niels tegner, Bitou Cape Trail, nordøstlige Taiwan, 11. januar 2020. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jens Bagger
Jens arbejdede som ornitolog på reservatet Vorsø i Horsens Fjord i perioder 1983-85, samt som ringmærker på Christiansø i en lang årrække.

I januar 1989 blev han og jeg, sammen med Thomas Bregnballe og Lars Nørgaard Hansen (begge omtalt nedenfor), udsendt til Tanzania af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International), hvor formålet var at optælle overvintrende vadefugle, samt ringmærke fugle i kystnære skove.

Desværre døde Jens i 2012, kun 50 år gammel.

 

 

Jens puster på undervingen af en hun af afrikansk brednæb (Smithornis capensis) for at se, om den er i fældning, Pugu Forest, nær Dar es Salaam, Tanzania, 30. januar 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Vores Landrover sidder fast på en mudret vej mellem Namtumbo og Tunduru, sydlige Tanzania, 12. februar 1989. Jens og Lars skubber bagpå. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under vores arbejde i Tanzania fandt vi ofte kravekamæleoner (Chamaeleo dilepis). Her har Jens placeret én på sit hoved, Narunyu, sydlige Tanzania, 14. februar 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens vader rundt i en sump, Sao Hill, vestlige Tanzania, 11. marts 1989. Jeg kan ikke huske, hvad han skulle derud efter. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Bent Bakkegaard, Mårslet, nær Århus
Gennem 5 år gik jeg i samme klasse som Bent i folkeskolen, og vi fik interessen for fugle gennem vores biologilærer Wagner Nielsen. Han foreslog en dag (det var vist i 7. klasse), at vi den følgende søndag – som dengang var den eneste skolefri dag – skulle cykle en tur på 20 km til Kysing Fjord for at se på fugle. Alle var med på ideen. ”Husk gummistøvler!” sagde han.

Vi skulle starte klokken fire om morgenen, så jeg havde ventet, at en del, specielt blandt pigerne, ville udeblive. Alle mødte op! Et par af pigerne var iført sko. Wagner (som vi kaldte ham) grinede blot og sagde, at de ville få våde fødder. Af sted gik det på den lange cykletur, og alle holdt ud. På denne tur blev Bent og jeg, samt en anden klassekammerat, Peter Stougaard (omtalt nedenfor), for alvor fanget af fuglene, og i de følgende år tog vi ofte på fugleture sammen.

Senere skiltes vore veje, men Bent og jeg gensås i 2017, hvor vi foretog en nostalgisk tur til Hørret Skov – et sted, vi færdedes meget tilbage i 1960’erne.

 

 

På ekskursion til Sangstrup Klint, Djursland, marts 1967. På det øverste billede står Bent i midten, iøvrigt ses fra venstre Jörn Eskildsen, Peter Stougaard, Finn Lund Henriksen og Helge Dethlefsen (alle omtalt nedenfor). Det nederste billede viser Bent (t.v.) og Jörn. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På turen til Sangstrup Klint fik vi lov til at overnatte i Fornæs Fyr, fra venstre Jörn, Helge, Peter, Bent og Finn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her viser Bent et stort eksemplar af kæmpestøvbold (Calvatia gigantea), Hørret Skov, 2. august 1968. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Bent og hans kone Birgit på tur i Hørret Skov, 30. april 2017. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jørgen Bech, København
Pensioneret læge. Har gennem mere end 50 år fulgt fugletrækket over Rørvig, Nordsjælland. Jeg traf Jørgen for første gang gennem vores fælles ven Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor), og alle tre foretog vi fire længerevarende rejser sammen, tre til Afrika samt til Nepal. Vi er også mødtes adskillige gange i Jørgens sommerhus i Vestsjælland.

I det østlige Nepal lykkedes det os at observere den farvestrålende ildhaletimalie (Myzornis pyrrhoura). Herom skriver Jørgen: Ja, ja. Fire-tailed Myzornis hedder den! Ikke det der sløje danske navn. Vi betragtede den som et ikon. Et mega-target. Højt oppe i skoven i Upper Mai Valley kom den ned til os fra himlen (canopy i hvert fald), 2 var der, satte sig i underskoven. Vi var lykkelige. Den slags stunder, der kan tilfalde feltornitologer.”

Et billede af fire-tailed myzornis kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

Jørgens åndelige hjemstavn er Thy, hvor han som barn tilbragte hver sommer på bedsteforældrenes husmandssted og lærte dialekten. Vinteren tilbragtes hos forældrene i København. Jørgen har fortalt mig, hvordan hans kammerater i København gjorde nar ad ham, når han talte thybomål, mens hans kammerater i Thy gjorde nar ad hans københavnske, så han lærte hurtigt at skifte fra den ene dialekt til den anden. Jørgen kommer stadig i Thy og høster hvert år for sin familie med en aldrende Claas mejetærsker.

 

 

Jørgen (t.h.) og Uffe på tur i Ngorongoro-krateret, Tanzania, 1. januar 1995. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lejrliv i Harenna Forest, Bale Mountains, Ethiopien, 27. januar 1996. Jørgen (t.v.) og Erling Krabbe (omtalt nedenfor) studerer fuglebøger. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det gør du ikke!” – Jørgen hviler op ad et skilt, Glænø Vesterfed, Sjælland, 22. februar 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jørgen (t.h.) og Uffe har fire-tailed myzornis i kikkerten, Hanga Tham, østlige Nepal, 8. februar 1998. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her sidder Jørgen ved siden af en stor tidsel-art, Cirsium verutum, Jamuna, Ilam, østlige Nepal, 9. februar 1998. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Zul Bhatia, Skotland
Zul er en tanzaniansk statsborger af indisk oprindelse, som har boet i Skotland i over 30 år. Jeg traf ham i Tanzania i 1990, hvor jeg sammen med andre ornitologer var udsendt af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International) for at undersøge fuglelivet i kystnære skove. Jeg besøgte ham også i Skotland i 1992 sammen med Frederik Brammer (omtalt nedenfor).

 

 

Zul med en brunrygget skovvæver (Ploceus bicolor ssp. stictifrons), Litipo Forest, sydlige Tanzania, 5. juli 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zul tager en lille brunbulbul (Phyllastrephus debilis) ud af nettet, Rondo Forest, sydlige Tanzania, 13. juli 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Zul forklarer noget for Frederik, Abernethey, Spey Valley, Skotland, 23. august 1992. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Frederik Brammer, Brasilien
Jeg traf Frederik for første gang i 1990, hvor vi sammen med Torbjørn Eriksen og John Faldborg (begge omtalt nedenfor) var udsendt til Tanzania af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International) for at undersøge fuglelivet i kystnære skove.

Siden sås vi ofte i Danmark, og vi foretog en rejse sammen til Skotland og Wales i 1992. Senere skiltes vore veje, og de sidste mange år har Frederik boet i Brasilien.

 

 

Frederik fotograferer blå nøkkerose (Nymphaea nouchali ssp. caerulea), Kilwa Masoko, Tanzania, 2. juli 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frederik tager fodbad i lejren, Litipo Forest, sydlige Tanzania, 8. juli 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sommeren 1991 havde vi besøg i Danmark af Nuru Benedict Sanga (omtalt nedenfor), vores chauffør fra turen i Tanzania 1990. Her er vi på Himmelbjerget, fra venstre Frederik, mig, Nuru og min far Jens. (Foto Elly Halberg, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Frederik med en stor løg-art, Ynyscaergybi (Holyhead), Mon (Anglesey), Gwynedd, Wales, 29. august 1992. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thorkil Brandt, Nørreådalen, Jylland
Jeg lærte Thorkil at kende i 1975 i naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, hvor vi begge var ansat som fugletællere. Vi tog sammen på en tur til Sverige foråret 1976. I perioden 1985-87 var han observatør i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor jeg besøgte ham adskillige gange.

I 2021 modtog Thorkil Dansk Ornitologisk Forenings hæderspris for sin indsats mod opførelse af otte 150 meter høje vindmøller ved Tjele Langsø – et område, som en truet bestand på ca. 2500 tajgasædgæs (Anser fabalis ssp. fabalis) er afhængige af om vinteren. Hans indsats betød, at møllerne ikke blev opført.

 

 

Thorkil (t.h.) og Jens Gregersen (omtalt nedenfor) foran huset i reservatet Tipperne, 1975. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thorkil og Jens i båd på vej for at tælle op på Poldene i Nymindestrømmen, 28. juni 1975. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thorkil noterer under en optælling på Tipperne, 18. august 1975. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter en optælling får Thorkil sig en lur, Vorsø, 22. september 1987. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thomas Bregnballe, Århus
Jeg havde truffet Thomas et par gange, men lærte ham først at kende, da vi sammen med Ib Krag Petersen og Ole Thorup (begge omtalt nedenfor) i januar 1988 blev sendt til Tanzania af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International). Formålet med turen var at optælle overvintrende palæarktiske trækfugle langs Tanzanias kyst. Vore genvordigheder på denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati.

Da arbejdet var overstået, tog Thomas, Ib og jeg på en safaritur gennem det nordlige Tanzania.

Thomas og jeg var begge på en ny ekspedition til kyster og kystnære skove i Tanzania i 1989, hvor også Jens Bagger (omtalt ovenfor) og Lars Nørgaard Hansen (omtalt nedenfor) deltog. Bagefter tog Thomas, Lars og jeg på en lang safaritur gennem det nordlige Tanzania og Kenya.

Thomas blev uddannet biolog og er i dag ekspert i udbredelse og bestandssvingninger hos skarv, måger og terner i Danmark. Han har ofte hyret mig til forskellige job.

 

 

Portræt af Thomas, Tanzania, 25. februar 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thomas håndfodrer en rødnæbbet toko (Tockus erythrorhynchus), Samburu Nationalpark, Kenya, 14. maj 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thomas vejer en unge af skarv, som netop er blevet ringmærket, naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, 6. juni 1994. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thomas, Eddie Fritze (omtalt nedenfor), samt en uidentificeret ornitolog ringmærker unger af skarv, Brændegårdssøen, Fyn, 11. juni 1995. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under et besøg på Ormø ved Sydsjælland for at ringmærke skarveunger har Thomas fået skarvelort i håret og skyller det nu i saltvand undervejs tilbage til Sjælland, 18. juni 1995. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thomas ringmærker skarveunger, Stavns Fjord, Samsø, 30. maj 2000. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thomas, Aarhus Universitet, 13. juni 2024. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Svend Bugtrup, Haslev, Sjælland
Svend er uddannet journalist. Jeg traf ham første gang i 1980’erne i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. I 1994 kørte vi rundt til adskillige naturlokaliteter på Sjælland, og i april 1997 var vi i Sverige sammen med Søren Lauridsen for at kigge på traner ved Hornborgasjön.

 

 

Her står Svend ved Musestenen, en vandreblok fra sidste istid, Vemmetofte, Sydsjælland, 9. august 1994. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På en kold forårsdag holder Svend (t.h.) og Søren frokostrast i reservatet Tiveden, Närke, Sverige, 22. april 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Flemming Christensen
Jeg kendte Flemming fra barnsben, da han gik i klasse med min bror Leif, og vi besøgte ham ofte i hans hjem. Senere blev vi begge interesserede i fugle og meldte os ind i foreningen Natur og Ungdoms Århus-afdeling, jeg i 1965, Flemming i 1966.

I de følgende år var vi ofte på ture sammen, specielt ved Brabrand Sø nær Århus, hvor vi ringmærkede fugle sammen med Jens Gregersen og Jörn Eskildsen (begge omtalt nedenfor), samt Erling ‘Pablo’ Sørensen.

Sidst i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne tilbragte vi lange perioder sammen i naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, hvor han blev ekspert i at ringmærke skarveunger.

Flemming blev dræbt i en trafikulykke august 1984.

 

 

Ringmærknings-team ved Brabrand Sø, ca. 1971, fra venstre Flemming, Jörn Eskildsen, Erling ‘Pablo’ Sørensen og mig. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Ringmærknings-team i Vesterdam på Vorsø, juni 1979, fra venstre David Boertmann, Jens Gregersen, Jens Tang Christensen (omtalt nedenfor), mig, samt Flemming. (Foto copyright © by Lars Abrahamsen)

 

 

Ved Jörn Eskildsens kandidatfest, november 1979, fra venstre Mogens Hansen, mig og Flemming. (Foto copyright © by Jörn Eskildsen)

 

 

I maj 1981 tog Flemming og jeg til Hirsholmene for at tælle fugle. Dette er huset vi boede i under opholdet. – 30. maj 1981. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Flemming har taget natugleunger ud af redekassen for at ringmærke dem, naturreservatet Vorsø, 4. maj 1984. Han placerer dem på en pind, så de kan posere for mit kamera. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jens Tang Christensen, Vejle
Jeg traf Jens for første gang omkring 1974 i naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, hvor han registrerede småpattedyr, mens jeg var ansat som fugletæller. Sidst i 1970’erne lavede han biologispeciale i forekomsten af mosegris (Arvicola amphibius) på øen Klægbanken, ligeledes i Ringkøbing Fjord, hvortil jeg ledsagede ham adskillige gange som assistent. Siden sås vi med regelmæssige mellemrum, og i 2018 og 2019 besøgte vi atter Klægbanken for at registrere ændringer i vegetationen siden 1970’erne.

 

 

I 1970’erne og 80’erne blev der foretaget en eller flere årlige rævejagter på Klægbanken for at beskytte de ynglende fugle. Dette billede er fra 2. april 1977. Jens står yderst t.v. De fire personer længst t.h. er skovfoged Niels Harald Jensen, der optalte Klægbankens ynglefugle næsten hvert år 1932-72, dernæst opsynsmand på Klægbanken Søren Chr. Nielsen, opsynsmand på Tipperne Erik Jacobsen, samt Jörn Eskildsen (se nedenfor). (Fotograf ukendt)

 

 

Jens vejer en mosegris, naturreservatet Klægbanken, 8. april 1977. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens undersøger vegetation på Klægbanken, her blågrøn kogleaks, 22. juli 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens i båd på vej fra Tipperne til Klægbanken, 8. juli 1979. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens på vej over isen til Klægbanken med proviant og udstyr, 12. januar 1980. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens i hytten på Klægbanken, 31. januar 1980. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens fotograferer smalbladet timian og almindelig kællingetand, Fanø, 5. juli 2012. Det var en varm dag, og da han havde glemt sin hat, viklede han en klud om hovedet. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens undersøger vegetation på Klægbanken, 31. juli 2018. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens og jeg ved hytten på Klægbanken, 21. maj 2019. Her overnattede vi utallige gange 1977-80. (Foto copyright © by Thomas Bregnballe)

 

 

 

Arne Koch Christoffersen
Min gode ven Arne døde i 2005. En nekrolog findes på denne hjemmeside, se Folk: Arne Koch Christoffersen.

 

 

Arne i byen Diwaya i det sydlige Irak sammen med en flink fyr ved navn Hasan (t.h.), samt en agent fra Iraks allestedsnærværende hemmelige politi, 14. januar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I Luristans bjerge i den sydvestlige del af Iran blev vi inviteret til at bo i landsbyen Mirabad hos landsbylederen Muhammed. Her ses Arne med mænd fra landsbyen på Muhammeds gårdsplads, 11. februar 1973. Muhammed er nr. 2 fra højre. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Arne ved en tornet ærteblomstret busk, nær Tange Fanni, Luristan, 26. februar 1973. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I byen Kot Sabzal, Sind, Pakistan, vekslede vi penge i en bank. Nogle af bankfunktionærerne tog fri og kørte med os til omkringliggende landsbyer. Her ses Arne med bankfolkene og lokale bønder. Bemærk filuren yderst t.h. 27. januar 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Helge Dethlefsen, Århus
Jeg lærte Helge at kende omkring 1965, hvor vi begge meldte os ind i foreningen Natur og Ungdoms Århus-afdeling. Vi gik også i samme klasse i gymnasiet. Omkring nytår 1966-67 var han og jeg blandt en flok århusianere, som var på vintertur til Skåne, i området øst for Malmö.

Helge berettede engang for mig om en sommertur, han og hans veninde havde foretaget til Lapland for at kigge på fugle. Alt druknede i regn, og for ikke at komme til at ligge i en sump havde de været nødt til at grave små kanaler til at lede regnvandet uden om teltet.

 

 

Klassebillede, Marselisborg Gymnasium, 1967. Helge står i bageste række, nr. 2 fra højre, mens jeg er nr. 3 fra højre, midterste række
 

 

I Skåne boede vi i Ebbesjöstugan, som vi her er forsamlet foran, 3. januar 1967. Helge er yderst t.h., iøvrigt ses fra venstre Knud Pedersen (i døråbningen), Jörn Eskildsen, Finn Lund Henriksen, Karsten Haug, Peter Stougaard, Mogens Glass og Søren Højager (alle med undtagelse af Karsten Haug omtalt nedenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

På ekskursion til Sangstrup Klint, Djursland, marts 1967. Helge står yderst t.h., iøvrigt ses fra venstre Jörn Eskildsen, Peter Stougaard, Bent Bakkegaard og Finn Lund Henriksen (alle omtalt andetsteds på siden). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På turen til Sangstrup Klint fik vi lov til at overnatte i Fornæs Fyr, fra venstre Jörn, Helge, Peter, Bent og Finn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Klasse-genforening på Marselisborg Gymnasium, 1994, 25 år efter studentereksamen. Helge ses t.h., og yderst t.v. Martin Bavngaard, dernæst Flemming Hjortkær samt en fyr fra vores parallelklasse. Det er uklart, hvem næsetippen tilhører. (Foto copyright © by Helge Dethlefsen)

 

 

 

Torbjørn Eriksen
Jeg traf Torbjørn for første gang i 1990, hvor vi sammen med Frederik Brammer (omtalt ovenfor) og John Faldborg (omtalt nedenfor) var udsendt til Tanzania af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International) for at undersøge fuglelivet i kystnære skove. Torbjørn og jeg deltog også i endnu en ekspedition til Tanzania i 1993.

 

 

Torbjørn vejer en lille brunbulbul (Phyllastrephus debilis), Rondo Forest, sydlige Tanzania, 13. juli 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Torbjørn ringmærker en han af afrikansk spurvehøg (Accipiter minullus), Msumbugwe Forest, nordlige Tanzania, 13. august 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Torbjørn med en kravekamæleon (Chamaeleo dilepis), som i løbet af kort tid viste et betydeligt farveskifte, Rondo Forest, 29. marts 1993. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jörn Eskildsen, Ørsted, Djursland
Jeg lærte Jörn at kende gennem foreningen Natur og Ungdoms Århus-afdeling, som vi begge meldte os ind i omkring 1965. Vi var ofte på ture sammen ved Brabrand Sø og Kysing Fjord, og sommeren 1966 tilbragte vi en uges tid i Tinglev Mose, Sønderjylland (se Knud Pedersen nedenfor).

Sidst i 1970’erne lavede Jörn biologispeciale i yngleforekomsten af knopsvane på øen Klægbanken i Ringkøbing Fjord, hvortil jeg ledsagede ham adskillige gange som assistent. I 1981 var vi begge ansat som fugletællere i naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, og i en periode i 1990’erne boede jeg til leje hos ham og hans kone Pia på deres gård nord for Horsens.

I de senere år har parret drevet kunstgalleriet Galleri Esk i Ørsted på Djursland, som især har udstillinger med motiver fra naturen.

 

 

På en ekskursion til Sangstrup Klint, Djursland, marts 1967, fik vi lov til at overnatte i Fornæs Fyr, fra venstre Jörn, Helge Dethlefsen, Peter Stougaard, Bent Bakkegaard og Finn Lund Henriksen (alle omtalt andetsteds på siden). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jörn til Dansk Ornitologisk Forenings årsmøde på Hotel Nyborg Strand, Fyn, 19. november 1967. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

I 1970’erne og 80’erne blev der foretaget en eller flere årlige rævejagter på Klægbanken for at beskytte de ynglende fugle. Dette billede er fra 2. april 1977. Jörn står yderst t.h., og de tre personer nærmest ham er fra venstre skovfoged Niels Harald Jensen, der optalte Klægbankens ynglefugle næsten hvert år 1932-72, dernæst opsynsmand på Klægbanken Søren Chr. Nielsen, samt opsynsmand på Tipperne Erik Jacobsen. Yderst t.v. ses Jens Tang Christensen (se ovenfor). (Fotograf ukendt)

 

 

Jörn kortlægger ynglefugle på Klægbanken, 15. maj 1977. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jörn mærker en knopsvane med ring og halsbånd, Ringkøbing Fjord, 5. oktober 1977. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jörn, tegnet af Jens Gregersen engang i 1970’erne. Han ses også på tegningen øverst på siden. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Ved Jörns kandidatfest, november 1979, fra venstre Jens Gregersen (som var den eneste deltager iført festtøj), Jörn og Mogens Hansen. (Foto copyright © by Jörn Eskildsen)

 

 

Her ses Jörn (t.v.) sammen med Jens Gregersen (se nedenfor) og Jørgen Bent Thomsen på Johannes Larsen Museet, Kerteminde, i forbindelse med en udstilling af malerier af Jens og den svenske fuglemaler Lars Jonsson, 28. juni 2024. (Foto copyright © by Tatyana Kirikova)

 

 

 

John Faldborg
Jeg traf John for første gang i januar 1988, hvor han sammen med Jens Bagger (omtalt ovenfor) deltog i en sejltur til Latham Island ud for Dar es Salaam (se Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati).

I december 1988 fløj jeg sammen med John til Nairobi og videre til Comorerne, hvor vi skulle afvente ankomsten af den båd, som vi havde benyttet under tællinger af kystfugle den foregående vinter (se Møde med afrikansk bureaukrati). Båden forliste imidlertid på et rev i Mozambique, så vi måtte tage tilbage til Nairobi og derfra videre til Dar es Salaam. Sammen tog vi til Gombe Stream Reserve for at se chimpanserne dér.

I 1990 deltog John i en ekspedition til Tanzania, hvor vi sammen med Frederik Brammer og Torbjørn Eriksen (begge omtalt ovenfor) var udsendt af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International) for at undersøge fuglelivet i kystnære skove.

 

 

John med en bådebygger, Itsoundzou, Grande Comore, 27. december 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

John fejrer Sankthans på Christiansø, 23. juni 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

John viser lokale børn en grønrygget gråsanger (Camaroptera brachyura), Litipo Forest, sydlige Tanzania, 5. juli 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

John bager brød i lejren, Litipo Forest, 8. juli 1990. I baggrunden Frederik. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Eddie Fritze, Amager
Jeg traf Eddie i 1978 gennem vores fælles ven Jens Gregersen (omtalt nedenfor), og i 1980’erne og 90’erne mødtes vi ofte i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. Vi var alle tre sammen på en tur i november 1989 for at aflæse danske ringmærkede skarver forskellige steder i Frankrig, Schweiz og Tyskland, hvor vi samtidig besøgte nogle af Jens’ kontaktpersoner i overvågningen af skarver.

Jeg besøgte Eddie en enkelt gang i hans hjem i Dragør, hvor han præsenterede mig for sin enestående samling af fugleringe fra hele verden, samt hans store samling af fuglekranier. Da jeg var i gang med at skrive en artikel om traner, lånte jeg et billede, som var taget af ham, da han i sommeren 1990 deltog i en russisk ekspedition til Daurskij-reservatet sydøst for Baikal-søen, nær grænsen til Mongoliet. Formålet var at fange og ringmærke fældende traner, specielt hvidhalset trane (Antigone vipio) og munketrane (Grus monacha). Eddie havde medbragt omkring hundrede farvede og nummererede plasticringe, som egentlig skulle have været anvendt til skarver, og da russerne dengang ikke fremstillede sådanne ringe, inviterede de ham til at deltage.

Eddies interesse for fugleringe opstod, da han som dreng strejfede rundt på den store åbne losseplads, der dengang fandtes langs Amagers østkyst. I de dage blev alle mulige slags affald blot kørt ud på lossepladsen, og da der var mange brugbare ting imellem, færdedes der en del klunsere, deriblandt Eddie. Han bemærkede, at nogle af de sølvmåger, der traskede rundt på lossepladsen efter spiseligt, bar en metalring om det ene ben. Disse ringe virkede dragende på ham, og han spekulerede på, hvordan han kunne få fat i dem.

Så fik han en genial idé. Han tog noget gammelt kluns og arbejdshandsker på, tog en papirsæk over hovedet med to glughuller til øjnene, hvorpå han gravede sig ned blandt noget affald og strøede franskbrød foran sig. Det opdagede mågerne hurtigt, og når en fugl med ring kom tæt nok på, greb Eddie den, drejede halsen rundt på den og tog ringen af.

Han opdagede nu, at der stod adresser på ringene og blev nysgerrig efter at vide, hvor fuglene kom fra. Han skrev derfor til Zoologisk Museum i København med oplysninger om sine fund. På museet undrede man sig snart over, hvorfor denne Eddie Fritze fandt så mange døde måger på Amager losseplads, så han blev spurgt, om han havde lyst til at komme ind på museet til en samtale.

Lederen af museets ringmærkningsafdeling, Niels Otto Preuss, var jo nok klar over, hvordan sagerne stod, men i stedet for at skælde ham ud for at slå mågerne ihjel, spurgte han Eddie, om han kunne tænke sig at sætte museets ringe på foden af de måger, som han tog udenlandske ringe af.

“Det kan jeg da godt!” svarede Eddie, og det var indledningen til en livslang interesse hos ham for at ringmærke måger, bl.a. med plasticringe med indgraverede numre, der kunne aflæses i teleskop.

En dag, da Eddie, iført et par nye arbejdshandsker, lå nedgravet i affaldet og ventede på mågerne, kom en klunser forbi. Han fik øje på de helt fejlfrie handsker og kom sporenstregs hen for at samle dem op. Imidlertid fulgte Eddies hånd med op, og inde bag papirsækken sagde Eddie: “La’ vær’ mæ’ det!” Manden må have fået noget nær et hjertestop, for han vendte lynsnart rundt og løb ud af lossepladsen, det bedste han havde lært.

Eddie blev berømt i vide kredse for sin losseplads-historie, og da han var til en ornitologisk kongres i Sydafrika, blev han bedt om at fortælle historien for hele forsamlingen, der morede sig kosteligt.

Eddies kraniesamling gav også anledning til en anekdote. Han fortalte, at for at fjerne så meget af kødet fra knoglerne som muligt, skal kraniet koges en tid, inden det graves ned i et myrebo, så myrerne kan fjerne de sidste rester. Hans mor ville ikke have, at han kogte de ildelugtende kranier inde i huset, så det måtte foregå med primus ude i haven. En dag, hvor Eddie var i gang med kogningen, hørte han naboen sige til sin kone: “Puh-ha, hvad mon de skal have til middag inde ved siden af?”

 

 

Eddie kontrollerer ægindhold i en knopsvane-rede, Hjarnø, Horsens Fjord, 26. maj 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eddie studerer måger i teleskop, Les Sables d’Olonne, Vendee, Frankrig, 20. november 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eddie præsenterer en knopsvane for en lille pige, før den bliver ringmærket, Evian-les-Bains, Geneve-søen, Frankrig, 24. november 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eddie har fanget en hættemåge, som var ringmærket i Estland, Konstanz, Tyskland, 27. november 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Eddie med en fældende hvidhalset trane (Antigone vipio), Daurskij-reservatet, sommeren 1990. (Foto copyright © by M. Golovusjkin)

 

 

Eddie og Thomas Bregnballe (omtalt ovenfor) ringmærker skarveunger i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, 10. juni 1995. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Trætheden har overmandet Eddie i båden på vej hjem fra Svanegrund, Østjylland, 25. juli 1995. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jacob Funder
Jeg traf Jacob, da vi begge var ansat som fugletællere i 1986 på øen Langli i Ho Bugt. Dernæst mødtes vi ikke igen før i 2017, hvor vi ledsagede Jens Gregersen (omtalt nedenfor) under hans årlige optælling af fugle på Hirsholmene.

 

 

Her er vi til rødspættegilde hos opsynsmand Jens Klingenberg (t.v.) og hans kone Lise, Hirsholmene, 23. maj 2017. Det er Jacob t.h. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Mogens Lesner Glass
Mogens tilbragte det meste af sit voksenliv som professor i São Paulo, hvor han forskede i sit speciale, krybdyrs åndedræt. Her døde han i 2018.

Han var en af pionererne i Natur og Ungdom i Århus i 1960’erne. Med sit store intellekt, sin fantastiske hukommelse og sin enestående faglige viden var han et lysende eksempel for vi andre i foreningen.

En nekrolog kan læses på Østjysk Biologisk Forenings hjemmeside gejrfuglen.dk. Her udtaler Jens Gregersen (omtalt nedenfor) og jeg bl.a.:

Mogens var en stor personlighed, der også rummede stor hengivenhed – fx overfor mere skæve typer. Det var altid fantastisk at møde ham eller være på tur med ham. Der var en andægtig ro over ham – næsten en meditativ ro, som forplantede sig til os andre.

Og så var der jo skovhornuglerne i Søskoven ved Brabrand Sø i vintertiden. Når møderne i foreningen var forbi, rejste Mogens sig, klappede på kikkerthylsteret, der sad på skrå fra skulderen til hoften, og sagde: ”Hmmm. Er der nogen, der vil med ud at se på ugler i morgen aften?” Og vi var mange, der meldte os. Det var jo altid en fornøjelse at være på tur med ham og suge af hans viden. Med sit organisatoriske overblik anbragte han os på diverse poster rundt om Søskoven, hvor vi skulle notere, hvornår uglerne fløj ud, og i hvilken retning, mens han selv stod midt på en mark og rakte sin lysmåler op i luften. Det var stemningsfulde vinter-skumringer, hvor man aldrig vidste med sikkerhed, hvordan uglerne ville opføre sig.

Sommeren 1965 havde Torben Hviid Nielsen, Knud Pedersen (omtalt nedenfor) og jeg (KH) fornøjelsen at tilbringe 14 dage sammen med Mogens omkring Nissum Fjord, og sommeren 1969 tilbragte Finn Lund Henriksen (omtalt nedenfor), min bror Leif og jeg 14 dage sammen med Mogens på Færøerne. Han havde lovet Boy Overgaard Nielsen på Århus Universitet at indsamle myg og stankelben. Men ak, hans medbragte syltetøjsglas var kun halvt fyldt med sprit, og ved hjemkomsten var alle dyrenes ben faldt af og sad klistret fast til glassets sider.

Vinteren 1968-69 afholdt ØBF en lejr i Skåne. Vi tog natfærgen fra Århus til København og videre med færgen til Malmö, hvorfra vi cyklede de 30 km til en ‘stuga’ ved bredden af Fjällfotasjön. Det var fantastiske vinterdage med sne og frost og islagte søer, og mange ørne, som vi århusianere ikke var forvænte med. Nytårsaften var der lidt festivitas, og iført sin grønne regnjakke, kikkerthylster og gummistøvler, og med en øl i hånden, opførte Mogens en imponerende kosakdans foran kakkelovnen i stuen – et festligt syn!

I 1989 besøgte Mogens os på Vorsø, hvor han bl.a. fortalte om sit arbejde i Brasilien med krybdyrs åndedræt. Han og hans kolleger tog til det store sumpområde Pantanal for at fange kaimaner, som de transporterede hjem til laboratoriet. Jeg spurgte ham, om de ikke var vanskelige at fange, men han sagde blot: ”Nej, de er stjernedumme. Om natten lyser man dem i øjnene med en lommelygte, og så kaster man sig over dem.”

 

 

Fjand campingplads, Nissum Fjord, sommeren 1965, fra venstre Mogens, mig og Torben Hviid Nielsen. (Foto copyright © by Knud Pedersen)

 

 

Ombord på færgen til Færøerne, sommeren 1969. Mogens, typisk med sin pibe i hånden, forklarer noget for mig. I forgrunden Finn. (Foto copyright © by Leif Halberg)

 

 

Mogens kører på knallert, ca. 1971. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Mogens besøgte os på Vorsø i 1989. Øverste billede viser Mogens med sin hund, Jörn Eskildsen (t.h.), mig (t.v.) og Jens Gregersen, midterste billede Mogens, mig og Jens. (Fotos copyright © by Jörn Eskildsen)

 

 

 

Hans beretning om arbejdet med kaimaner i Brasilien inspirerede Jens til at lave denne tegning. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

 

Jens Gregersen, Vorsø, Horsens
Fra Jens var omkring 10 år gammel, havde han sin næsten daglige gang ved Brabrand Sø nær Århus, ofte i selskab med barndomsvennen Flemming Christensen (omtalt ovenfor). Jeg traf Jens for første gang i 1966 ved Brabrand Sø, og da han blev medlem af Natur og Ungdoms Århus-afdeling, var vi i de følgende år ofte på ture sammen, specielt ved Brabrand Sø, hvor vi ringmærkede fugle sammen med Flemming Christensen, Jörn Eskildsen (omtalt ovenfor) og Erling ‘Pablo’ Sørensen.

Jens blev meget deprimeret over kommunens behandling af den fine natur omkring Brabrand Sø og Århus Å. Han udtaler:

“Jeg kendte lodsejerne og fiskerne og jægerne og de få ornitologer, der kom derude. Jeg kom der i al min fritid og var sikker på, at jeg skulle leve hele mit liv ved søen. Og da jeg kunne se, at man stille og roligt var i færd med at fylde den fine Åby Eng op med dagrenovation, blev jeg så ked af det og endte i en følelse af ren og skær afmagt.

I 1966 satte kommunen en slamsuger til at pumpe mudder op fra søen, og det var godt. Søen var jo ved at gro til. Den er lavvandet i forvejen, og Aarhus Å løber igennem den og havde igennem mange år aflejret store mængder forurenet dynd og slam. Det skulle fjernes, og det var alle enige om, selv om det hører med, at der ikke var kommunale biologer involveret, for de fandtes slet ikke dengang.

Man valgte desværre den nemmeste måde. Man pumpede slammet ind i rørskoven og engene langs Døde Å og lavede et dige af halmballer, det ikke løb tilbage. Man pumpede enorme mængder slam ind, og da det tørrede og faldt sammen, voksede det til med tidsler. Slamsugeren skulle redde en, men ødelagde rørskoven omkring den. Den var oven i købet fredet. De overtrådte naturfredningsloven!

Der var ingen offentlig debat omkring det. Naturfredningsforeningen var nærmest værdiløs dengang, og ornitologer var bare nogle nørder med kikkerter. Vi var en lille flok, som kaldte os Brabrandsøens Venner, men vi var slet ikke organiserede og havde ingen at klage til.

Da man så begyndte at fjerne søkogleaks-poldene, der var så typiske for den østlige del af søen, besluttede jeg og to gode venner at skride til handling i september 1971. Slamsugeren skulle stoppes. Vi kørte i mørket ud til søen, slog en rude ind på slamsugeren, smed 5 halmballer ind, hældte 2 liter benzin over dem og satte ild til. Det var jo mørkt, og vi vidste, at der ikke var nogen, der så os. Da vi var sikre på, at den brændte godt, skyndte vi os hjem.

Politiet fandt hurtigt ud af, at vi var nogle stykker, der holdt meget til i området, og i de følgende dage blev to af os afhørt – men klarede frisag.

Der var en flok personer, som vidste, at det var os, men de sagde ingenting. Der blev skrevet en del om det i aviserne, for slamsugeren var jo totalskadet, motoren var smeltet, og det var kommunen, der skulle reparere den for hundredtusinder af kroner. Den blev fjernet fra søen.

Næste forår i april fik vi et chok. Der en flunkende ny knaldgul slamsuger præcis det sted, vi havde brændt den af i september. Den var totalrenoveret med helt ny motor.

I mellemtiden havde jeg fået min egen robåd, og jeg var klar over, at nu skulle det gå hurtigt. Allerede næste nat klokken 1 roede vi ud til slamsugeren. Der var lagt nye halmballer ud ved søbredden, og så gjorde vi præcis som første gang, sprang ned i robåden og roede i rasende fart over til søens anden bred. Her lagde vi os på en mark og nød synet af slamsugeren, der brændte én gang til.

Så opgav kommunen, og der blev ikke pumpet mere slam op.

Siden er den massive forurening stoppet, og det kan vi takke en generations politikere og biologer og andre fagfolk for. Aarhus Å er blevet renere, Brabrand er blevet ren i en sådan grad, at der nok snart åbnes for badning, og åen er atter ved at blive frilagt sit sidste stykke midt igennem den centrale del af Århus.”

Hele historien bag slamsugerens død kan læses i Dagbladet Politiken, 23. august 2015.

Senere blev Jens og jeg redaktører sammen af Østjysk Biologisk Forenings medlemsblad Gejrfuglen.

I 1974 var vi begge observatører på naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord. Sommeren 1975 tog vi på en biltur til Nordjylland, og sent på efteråret samme år på en lignende tur til Vadehavet, hele vejen ned til Holland. Det var en kølig affære, som Jens beskrev det i sin dagbog: “Regnbyger og støvregn og tåge og dis og gråvejr og koldt.” Vi kørte derfor videre til Frankrig for at varme balderne lidt op.

I 1980’erne og 90’erne arbejdede vi begge i lange perioder på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord, Jens som skildrer af skarvens levevis, jeg som fugletæller og botaniker. Jens blev senere opsynsmand på øen og har nu boet der i henved 40 år.

Gennem hele hans voksenliv har Jens’ kunstneriske arbejder resulteret i adskillige bøger, hvoraf den første, Tipperne – fugle langs den jyske vestkyst, udkom i 1975. Blandt de senere værker vil jeg især fremhæve den glimrende Årets ring – fuglene og landet, som udkom i 2008.

Mellem 2000 og 2020 var Jens på talrige ture til arktiske områder, og hans arbejde her resulterede i den smukke bog Arktisk sommer, der udkom i 2014. Sammen med Max Nitschke (omtalt nedenfor) havde jeg i 2011 fornøjelsen at ledsage ham på en af hans ture til Chukotka-halvøen i det østlige Sibirien. Denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

I de tidlige år gjorde Jens en del i karikaturer af den brogede medlemsskare i Natur og Ungdom. Adskillige af hans tegninger er bragt på denne side, se fx øverst på siden.

 

 

På de fine enge omkring Århus Å ved Åby lærte Jens sine første vadefugle at kende, bl.a. rødben, brushane og temmincksryle. Han udtaler: “Det var fandens at se på opfyldningen af Åby Eng.” – Billedet er fra dec. 1969. (Udklip fra Aarhus Stiftstidende)

 

 

Halmballediget på engene ved Døde Å, august 1970. (Foto copyright © by Jörn Eskildsen)

 

 

Og de gravede søkogleaks-poldene op – der var så typiske for den østlige del af Brabrand Sø. Billedet er fra juni 1979. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Jens, fotograferet under en tur til Voer Møllebæk for at ringmærke vandstær, 20. november 1971. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På tur til Vestjylland, juli 1973, fra venstre mig, Jens, min bror Leif og Flemming Christensen (omtalt ovenfor). (Foto copyright © by Jörn Eskildsen)

 

 

Jens med en hugorm, naturreservatet Tipperne, 24. februar 1974. I krattet nær Tipperhuset overvintrede mange hugorme, og på lune forårsdage kom de frem for at sole sig. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens taler med en kunstner-kollega, Fjand Odde, Nissum Fjord, 8. juli 1975. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens tegner hulkravet kodriver, naturreservatet Vorsø, 30. april 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens tegner stor gøgeurt, Staksrode Skov, Vejle Fjord, 4. juni 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Iført waders står Jens i Lilleå nær Vind, Vestjylland, og tegner storblomstret vandranunkel (Ranunculus peltatus), 10. juni 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens måler æg af tundrasvane, Volchya-flodens delta, Chukotka, østlige Sibirien, 9. juni 2011. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens forsøger at estimere antallet af ynglende sølvmåger (Larus argentatus) i en tæt bevoksning af vild kørvel (Anthriscus sylvestris) på øen Deget nær Frederikshavn, 23. maj 2017. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her er jeg sammen med Jens og Jørgen Bent Thomsen på Johannes Larsen Museet, Kerteminde, i forbindelse med en udstilling af malerier af Jens og den svenske fuglemaler Lars Jonsson, 29. juni 2024. (Foto copyright © by Tatyana Kirikova)

 

 

 

Niels Hannow
Jeg traf Niels sidst i 1970’erne gennem vores fælles ven Jens Gregersen (omtalt ovenfor), men lærte ham først for alvor at kende, da han i 1985 flyttede til Søvind, lige over for naturreservatet Vorsø, hvor Jens og jeg begge havde arbejde. Niels besøgte os ofte på øen, og vi tog tit på ture i omegnen. Han var behjælpelig med mange ting, specielt i computernes unge dage, da han – i modsætning til vi andre – satte sig grundigt ind i deres funktion.

Niels var mageligt anlagt. Jeg glemmer aldrig engang han var på besøg på Vorsø og lå henslængt over tre stole i køkkenet. En eller anden ung mand var på øen i et ærinde og kom ind i køkkenet. Han havde åbenbart en lidt dårlig holdning, for Niels udbrød henne fra stolene: “Ret ryggen, knægt!”

Niels havde dårligt hjerte og døde desværre allerede i 2008, kun 69 år gammel.

 

 

Niels var i en lang årrække ansat som fugleobservatør på naturreservatet Tipperne. Her ses han en typisk situation, siddende foran bagdøren med solbriller, dolk, luftbøsse og skildpadden Tabso, samt et besøgende pindsvin. – 1973. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Niels, henslængt på sofaen i Tipperhuset, nytår 1979-80. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Niels var en ivrig optager af fuglestemmer, her ved Brændegaard Sø, Fyn, 15. maj 1986. (Foto copyright © by Erik Thomsen)

 

 

Niels var ofte chauffør på ture, her mellem Tønder og Kolding, 21. oktober 1995. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Niels hviler sig i græsset langs Lilleå, mens han indtaler sine observationer på en lille transportabel båndoptager, nær Vind, Vestjylland, 10. juni 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Finn Kofoed Hansen, Aakirkeby
I forbindelse med, at Søren Lauridsen og jeg i 1997 skulle lave en guidebog om Bornholm, kontaktede vi blandt andre Finn, der dengang var ansat som amtsbiolog på Bornholms Amt. Det var for en stor del hans fortjeneste, at en mængde små vandhuller på øen blev renset op, så den skrantende bestand af løvfrøer kom på fode igen.

Han var siden behjælpelig med nyere udgaver af guidebogen, også efter at han i 2000 blev ansat på det nye museum NaturBornholm. Han er en guldgrube af viden omkring bornholmske naturforhold.

Jeg holdt kontakten med Finn vedlige, efter at Søren og jeg holdt op med at lave guidebogen, og vi sås sidst i 2017, hvor han viste Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor) og mig rundt på adskillige gode naturlokaliteter i det nordlige Bornholm.

Finn har udgivet en fin bog med titlen På 367 ture i Bornholms natur.

 

 

Finn byder turister velkommen på NaturBornholm, 11. september 2002. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Finn (t.h.) i samtale med Uffe Gjøl Sørensen, Kjølleregårdsskoven (‘Troldeskoven’), Stammershalle, 11. maj 2017. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her står jeg sammen med Finn på Amtmandsstenen oven for Døndalen, 11. maj 2017. I dette område vokser bl.a. den sjældne mur-draba (Draba muralis). (Foto Uffe Gjøl Sørensen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Kjeld Hansen, Klippinge, Stevns
I 2001 modtog Kjeld Dansk Ornitologisk Forenings hæderspris for den netop udgivne bog Farvel til Grønlands Natur, som sagligt beskriver rovdriften på Grønlands fauna. Bogen satte for alvor gang i debatten omkring naturpolitikken i Grønland, og siden er der taget adskillige skridt i retning af en bæredygtig udnyttelse af ressourcerne.

Han har udgivet andre debat-bøger, der omhandler Danmarks naturforvaltning, bl.a. Der er et yndigt land, som beskriver den danske naturs elendige tilstand. I 2008 udgav han Det tabte land – et historisk værk om magten over den danske natur. Denne bog fik Dansk Forfatterforenings fagbogspris.

I dag driver han det uafhængige konsulentfirma BæreDygtighed, der rådgiver virksomheder, institutioner og private omkring omstilling til miljøvenlig produktion og forbrug.

Jeg traf først Kjeld i vore unge dage, hvor Jens Gregersen (omtalt ovenfor) og jeg besøgte ham i hans hjem i Ry. Han var dengang kendt som Rabiaten fra Ry på grund af sine provokerende, men altid sagligt underbyggede meninger om miljø- og jagtpolitik. Han stiftede gruppen Pugnax, som provokerende drog gennem Strøget og smed døde skarver, som var blevet ‘reguleret’, til venstre og højre i et forsøg på at rejse debat omkring skarvens situation. Pugnax er latin og betyder ‘stridbar’ – det er det latinske artsnavn på brushanen, navngivet således på grund af hannernes arena-kampe om foråret.

Siden har jeg ikke set meget til Kjeld, men traf ham ved et tilfælde i Nepal i 1985.

 

 

Kjeld, Sauraha, sydlige Nepal, 2. december 1985. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lars Nørgaard Hansen, Hjortshøj, Århus
I lighed med de fleste naturinteresserede i Århus meldte Lars sig ind i Østjysk Biologisk Forening, men da han var en halv snes år yngre end de fleste af os, var han ikke rigtigt med i ‘inderkredsen’.

Jeg lærte ham først for alvor at kende, da vi deltog i en ekspedition til Tanzania i januar 1989 sammen med Thomas Bregnballe og Jens Bagger (begge omtalt ovenfor), udsendt af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International), hvor formålet var at optælle overvintrende vadefugle, samt ringmærke fugle i kystnære skove. Da arbejdet var overstået, tog vi på en lang safaritur gennem det nordlige Tanzania og Kenya.

I april 1991 var han og jeg på en månedlang vandretur i Makalu-Barun Nationalpark i det østlige Nepal. Senere lavede han biologispeciale i Nepal, hvor han foretog spiringsforsøg med frø fra forskellige bestande af træarten Dalbergia sissoo, og i 1994 traf jeg ham og hans kæreste Lise i Kathmandu. Sommeren 1997 var Lars, Lise, Lars Skipper og jeg på en 14-dages campingtur til Gotland.

Siden har vi mødtes jævnligt, ofte i parrets sommerhus på Mols, og jeg har assisteret ham et par gange under hans arbejde med registrering af tilvæksten hos skovtræer i prøvefelter.

 

 

Lars tager en afrikansk dværgisfugl (Ispidina picta) ud af et net, Litipo Forest, sydlige Tanzania, 7. marts 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars og en tillidsfuld gulplettet klippegrævling (Heterohyrax brucei), Serengeti Nationalpark, Tanzania, 7. april 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På vores vandring op gennem Arun-dalen, østlige Nepal, prøver Lars at bære en af vore bæreres kurv, stopfyldt med udstyr og madvarer. “Kors, hvor er den tung!” sagde han. Bæreren fandt hans forsøg ustyrlig morsomt. – 23. april 1991. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars laver kaffe, Grisvärd, Gotland, 4. juli 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars kæler med hvalp af ruhåret gravhund, Skanderborg, 14. juni 1998. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars i en typisk situation, Helgenæs, 11. august 2001. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars driller Lars Skipper ved at kilde ham i ansigtet med et græsstrå, mens han fotograferer et insekt, Stavsøre, Mols, 13. juli 2002. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars tager sig et hvil under opmåling af træer i Suserup Skov nær Tystrup-Bavelse Sø, Sjælland, 9. juli 2013. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lars og hans søn Aksel kigger på fugle, Strands, Mols, 24. juli 2014. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Finn Lund Henriksen, Århus
Jeg traf først Finn i foreningen Natur og Ungdoms Århus-afdeling i 1960’erne. Sommeren 1969 tilbragte Mogens Glass (omtalt ovenfor), min bror Leif, Finn og jeg 14 dage sammen på Færøerne, og Finn og jeg foretog en rejse sammen til Alperne sommeren 1970.

 

 

På ekskursion til Sangstrup Klint, Djursland, marts 1967. Finn er nummer to fra højre, iøvrigt ses fra venstre Jörn Eskildsen, Peter Stougaard, Bent Bakkegaard og Helge Dethlefsen (alle omtalt andetsteds på siden). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På turen til Sangstrup Klint fik vi lov til at overnatte i Fornæs Fyr, fra venstre Jörn, Helge, Peter, Bent og Finn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Finn (t.v.) og Mogens Glass på vej op ad Högafjell (515 m) i tæt tåge, Sørvágur, Vágar, Færøerne, 15. juli 1969. (Foto copyright © by Leif Halberg)

 

 

Finn observerer, Seiseralm, Dolomitterne, Italien, 19. juli 1970. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Finn, tegnet af Jens Gregersen engang i 1970’erne. Han ses også på tegningen øverst på siden. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

 

Christian Hjorth, Vinderup, nær Holstebro
Christian er bedst kendt som en karismatisk formand for Dansk Ornitologisk Forening gennem hele 23 år, i perioden 1988-2011. Ved sin afgang som formand modtog han foreningens hæderspris.

Vi mødtes i 1983, hvor han viste Jens Gregersen og Flemming Christensen (begge omtalt ovenfor) og mig rundt på Vind Hede – urfuglens sidste tilholdssted i Danmark. Siden tabte vi forbindelsen, men mødtes ved et tilfælde på Bornholm omkring 2016.

 

 

Christian Hjorth (t.h.) og Flemming Christensen ved en afvandingskanal nær Vind Hede, 9. april 1983. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jens Holmegaard
Jeg lærte Jens at kende gennem vores fælles ven Niels Peter Andreasen (omtalt ovenfor). De var lærer-kolleger og var med til at starte Naturhøjskolen Rødkilde på Møn, hvor jeg dels kom for at holde foredrag om mine rejser, dels var ansat som naturvejleder i 1986.

Jens og Niels ledsagede mig på en rundrejse i Sri Lanka december 1982-januar 1983, hvoraf to episoder er beskrevet på denne hjemmeside under Rejse-episoder Sri Lanka.

Under sit arbejde på Naturhøjskolen samlede Jens materiale til en bog, der udkom i 1987 med titlen Grøngødning og efterafgrøder. Han hyrede mig til at tage billeder til bogen af de spirende planter og deres frø.

Foruden fugle holdt Jens meget af jazz, og han spillede på trombone i et jazzorkester med det uprætentiøse navn Tante Tillies Fodvarmere.

Desværre døde han af kræft i 2015, kun 71 år gammel.

 

 

Jens (t.v.) og Niels på vej op til Adam’s Peak, Sri Lanka, 13. januar 1983. Dette bjerg er helligt for tilhængere af tre religioner. På toppen findes en fordybning i klippen, som både kristne og muslimer hævder er et fodaftryk, der blev sat af Adam, da han og Eva blev fordrevet fra Edens Have efter Syndefaldet. Buddhisterne derimod påstår, at det stammer fra Buddha, da han ifølge overleveringen gæstede Sri Lanka. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jens (t.v.) og Niels på en platform i et træ i udkanten af en majsmark, hvor vi tilbragte fire nætter på en ‘jungletur’, 21. januar 1983. Vore bizarre oplevelser på denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sri Lanka 1983: Jungletur med Randjan. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Søren Højager, Mundelstrup, Århus
Jeg traf først Søren i foreningen Natur og Ungdoms Århus-afdeling i 1960’erne. Senere var vi begge i Østjysk Biologisk Forenings bestyrelse i en årrække. Sammen lavede vi en undersøgelse af fuglelivet i Kasted Mose nord for Århus, og på talrige ture kiggede vi på flora og fauna sammen.

Sidst jeg så ham var i 2009, hvor han og hans kone Hanne besøgte mig på Fyn. Vi tog da på adskillige ture, bl.a. til øen Romsø, hvor en stor flok dådyr holder til.

 

 

Søren studerer en skov-burre (Arctium nemorosum) i Søby Fredskov nær Hou, Østjylland, 16. august 1970. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Søren, tegnet af Jens Gregersen engang i 1970’erne. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Søren fotograferet på en ØBF-tur til Sverige, 13. maj 1978, ved Näs syd for Skövde. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Søren fotograferer nikkende hullæbe (Epipactis phyllanthes), Dania Kalkbrud, Mariager Fjord, 2. august 1978. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Søren under en optælling af ynglefugle på Søby Rev, nær Hou, 13. maj 1993. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Søren blandt dådyr-bidte hvidtjørne, Romsø, 24. juni 2009. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Brian Kastbjerg
I 1995 aftjente Brian sin civile værnepligt på naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord. Jeg så ham jævnligt de næste par år, men mistede så kontakten til ham.

 

 

Brian henter skarveunger ned fra reden, så de kan blive ringmærket, Tofte Sø, Himmerland, 14. juni 1995. På jorden ses Thomas Bregnballe (omtalt ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brian (i midten), Kresten Vorsø Kristensen (t.v.) og Thomas Bregnballe (se ovenfor) ringmærker unger af skarv på Svanegrunden, Horsens Fjord, 20. juni 1995. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Brian og jeg på vej hjem fra Svanegrunden, 20. juni 1995. (Fotograf ukendt)

 

 

Efter en ringmærkningstur til skarvekolonien på Mågeøerne nær Bogense, Fyn, vader Brian (nr. 2 fra venstre) tilbage til fastlandet sammen med Solveig Schjørring, Thomas Bregnballe og en italiensk biolog, som var på besøg hos Thomas, 7. juni 1996. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erling Krabbe, Kvistgård, nær Helsingør
Jeg traf Erling for første gang i Møllegade-ornitologernes madklub i København i 1970’erne, men lærte ham først rigtigt at kende i januar 1996, hvor vi fløj til Addis Ababa, Ethiopien, sammen med Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor) og Jørgen Bech (omtalt ovenfor), hvorpå vi fortsatte med et lille fly mod nord til byen Lalibela, hvor vi ville overvære en vigtig årlig ortodoks-kristen højtid. Vore oplevelser under dette ophold er skildret på siden Rejse-episoder – Ethiopien 1996: Timkat – en kristen højtid. Tilbage i Addis lejede vi en bil med chaufføren Alem, hvorpå vi rejste rundt i landet i godt tre uger.

I januar 1997 mødtes vi alle fire i Zambia, hvorefter vi foretog en måneds rundrejse i Zambia, Zimbabwe og Botswana.

Hjemme i Danmark mødtes vi af og til, bl.a. var vi sammen med Uffe på en flerdages rundtur i det nordlige Jylland i juni 1997, og i 2011 var vi alle tre i Sønderjylland for at se den fåtallige bjergsalamander, der i Danmark kun findes nær Åbenrå.

Alle fire deltagere fra Afrika-rejserne mødtes til Sankthans-fest i 2009 hos Erling på Fairyhill (se billede nedenfor under Uffe Gjøl Sørensen).

 

 

Tépause under en vandring over Sanetti-plateauet, Bale Mountains Nationalpark, Ethiopien, fra venstre Jørgen, Uffe, Erling og vores chauffør Alem, 26. januar 1996. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Erling og mig ombord på en turistbåd til en ‘sun-downer’, Zambezi-floden, Zimbabwe, 1. februar 1997. (Foto Uffe Gjøl Sørensen, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Erling studerer langsporet gøgelilje (Platanthera bifolia ssp. latiflora), Staksrode Skov, Vejle Fjord, 27. juni 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Li Ching, Guizhou, Kina
I marts 2009 fløj Judy og jeg fra Taiwan til Guiyang, hovedstaden i den kinesiske provins Guizhou, hvor Judys bror Horng-i ledede en skole for mekanikere i samarbejde med kollegaen Miss Li. Nogle dage senere kørte vi sammen med Horng-i, Miss Li samt chaufføren Uh Tao mod vest gennem Guizhous bjerge.

Vort mål var den lille by Weining, hvor vi traf en bekendt af Miss Li, biologen Li Ching, som gjorde et stort arbejde for at beskytte en stor flok af den truede sorthalsede trane (Grus nigricollis), som overvintrer i et stort sumpområde lige uden for Weining ved navn Cao Hai (‘Græshavet’), der dækker omkring 60 km2. Han medvirkede bl.a. til, at mange af afvandingerne langs bredderne af Cao Hai blev sløjfet, og sumplandet har så småt generobret tidligere marker.

I selskab med Li Ching kørte vi i de følgende dage rundt i området, beskrevet på siden Rejse-episoder – Kina 2009: Blandt sorthalsede traner.

 

 

Li Ching og hans far Li Ruor-xien uden for bygningen, hvorfra overvågningen af de sorthalsede traner organiseres, Weining, 10. marts 2009. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Li Ching med en blomst af Magnolia liliflora, Suei Gau Fong, 12. marts 2009. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hans Lomosse, Glömminge, Öland
Hans er en af Sveriges ‘hard-core’ ornitologer, som har set over 400 arter i landet. Jeg traf ham og hans kone Ann-Christine i 1991 i byen Bharatpur, Rajasthan, nordlige Indien, hvor vi boede på samme hotel. Vi aflagde besøg i det nærliggende fuglereservat Keoladeo Ghana, og siden fulgtes vi ad til Ranthambhor Nationalpark og Jaisalmer. Vi mødtes også senere samme år i det sydlige Rajasthan, samt i Kathmandu.

I oktober 1993 fløj vi sammen til Cape Town i Sydafrika, hvor Lomosserne havde bekendte, den engelske ornitolog Jim Enticott og hans kone Caz. Senere var vi på biltur rundt i Namibia.

Siden har jeg jævnligt besøgt dem i deres hjem på Öland, først i Tryggestad, siden i Glömminge. Desværre fik Hans i begyndelsen af 2020 konstateret en hjernesvulst. Han blev opereret med succes, men har dog en del mén, bl.a. et svækket immunsystem, og han bliver meget hurtigt træt. Jeg har derfor ikke besøgt dem under corona-epidemien siden 2020.

 

 

Hans griller, Cape Town, Sydafrika, 18. september 1993. T.h. Jim og Caz Enticott. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hans og Ann-Christine observerer, Kapelludden, Öland, 28. maj 1996. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Egentlig betyder ‘fika’ på svensk at drikke kaffe med kanelboller til, men Lomosserne anvender det samme udtryk om at spise medbragt frokost i naturen. Her ses parret i Ottenby Lund, Öland, 13. august 2014 (øverst), samt nær Kristvalla, nordvest for Kalmar, Småland, 18. august 2015. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hans og Ann-Christine ved Kroppkaka-stenen, Öland, 4. maj 2019. En legende, der beretter om denne sten, er omtalt på siden Natur: Klipper og kampesten. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Peter Lyngs
Peter var en autodidakt ornitolog og naturhistoriker, som især arbejdede på Christiansø og i Grønland. Gennem en række afhandlinger har han ydet værdifulde bidrag til ornitologien i både Danmark og Grønland, bl.a. Ynglefuglene på Græsholmen 1925-90 (Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift (DOFT) 86 (1992):1-93), Fugletrækket på Christiansø 1976-2001, som han publicerede sammen med Mikkel Lausten, Migration and winter ranges of birds in Greenland (DOFT 97 (2003): 1-167), samt Breeding biology and population dynamics of a colonial seabird: The Razorbill (DOFT 114 (2020): 57-112).

Jeg traf Peter for første gang på Christiansø i 1989, hvor jeg var på besøg hos Jens Bagger (omtalt ovenfor). Jeg husker tydeligt, at Peter kom farende ind på feltstationen og råbte: “Der sidder en grøn biæder udenfor, kraftedme!” – Det var den første observation af arten i Danmark.

I forbindelse med, at Søren Lauridsen og jeg i 1997 skulle lave en guidebog om Bornholm, var det naturligt for mig at opsøge Peter på Christiansø, og han var altid behjælpelig med oplysninger om fuglelivet. Vi sås jævnligt de følgende år, sidst i 2017.

Desværre døde Peter af kræft i 2019, kun 66 år gammel. En nekrolog kan læses på internettet, se chroe.dk/onewebmedia/Lyngs.

 

 

Peter ringmærker en voksen alk og en alkeunge, Græsholmen, Christiansø, 24. juni 1989. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Peter interviewes og filmes på Christiansø af ornitologen Oluf Lou fra TV2-Bornholm, 12. juni 2008. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Jesper Madsen, Hornbæk
Jeg lærte Jesper at kende i 1977 i naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, hvor vi begge var ansat som fugletællere. Han var netop blevet student og var observatør på reservatet i et år. Han fattede straks stor interesse for de mange kortnæbbede gæs i Vestjylland. Jesper og Jens Gregersen (se ovenfor) kørte på knallert fra Tipperne til Filsø for at tælle de store flokke, som samledes der på de store stubmarker i oktober. Han samlede alle data på gæssenes forekomst på Tipperne og deres udnyttelse af engene. Det blev til en stor afhandling i DOFT.

Siden har jeg ikke set meget til ham. Han er i dag landets førende ekspert mht. vilde gæs og har undersøgt gæs på deres ynglepladser i Grønland og på Svalbard.

 

 

Her ses Jesper ved det store teleskop, som i en lang årrække blev anvendt til fugletællinger på Tipperne, 31. august 1977. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Afbrænding af høj vegetation indgik som en del af naturplejen på Tipperne i 1970’erne. Her ses Jesper sammen med opsynsmand Erik Jacobsen (i midten) og Svend Bernhard, 6. august 1977. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jesper foran Tipperhuset, 1977. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

I oktober 1979 kørte Jesper og Jens Gregersen på knallert fra Tipperne til Filsø for at tælle de store flokke af kortnæbbede gæs, som samledes der på de store stubmarker. (Tegninger copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Jesper og hans familie ved Jespers 40-års jubilæum, Aarhus Universitet, 13. juni 2024. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Hans Meltofte, København
Jeg traf Hans for første gang i Møllegade-ornitologernes madklub i København i 1970’erne.

I 1994 udtalte rektorkontoret på Københavns Universitet, at det er »ganske overordentlig meget sjældent«, at en ikke-akademiker erhverver den naturvidenskabelige doktorgrad. Anledningen var, at Hans d. 19. maj erhvervede graden på disputatsen Vadefugletrækket gennem Danmark, uden videnskabelig uddannelse, ja endda uden studentereksamen.

Hans var uddannet radiomekaniker, og det skaffede ham et job i Nordøstgrønland – et ophold, der gav ham en livslang interesse for arktiske fugle.

I dag er han redaktør af Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift og er en utrættelig producent af artikler til bladet.

 

 

Hans iagttager en rede af havørn gennem teleskop i selskab med Uffe Gjøl Sørensen og Lene Smith (begge omtalt nedenfor), samt Hans’ kone Inger (t.h.), Østskoven syd for Jægerspris, 17. april 2017. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Hans holder foredrag om dansk ornitologi gennem 200 år ved Jesper Madsens (se ovenfor) 40-års jubilæum, Aarhus Universitet, 13. juni 2024. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Thorkild Michaelsen, Mysore, Indien
Jeg traf først Thorkild i foreningen Natur og Ungdoms Århus-afdeling i 1960’erne. Han gik dog meget for sig selv og var ikke rigtig med i ‘inderkredsen’. Senere blev han uddannet dyrlæge og drog til Filippinerne, hvor han boede i en lang årrække.

Så pludselig en dag i 1997 blev jeg ringet op af hans moster, som fortalte, at Thorkild var i Danmark og gerne ville tale med mig. Han havde set, at jeg var konsulent på en guidebog ved navn Rejsen rundt i Indien (Politikens Forlag). Han havde planer om at flytte til Indien og stillede mig i den forbindelse en masse spørgsmål om landet. Efter at han var taget af sted, skrev han ofte til mig om, hvordan det gik. Det viste sig, at han havde fundet en kone, Magdalene, og havde slået sig ned i Mysore i delstaten Karnataka.

Her besøgte jeg ham flere gange i de følgende år. Han havde købt et lille stykke jord uden for byen, hvor han forsøgte at dyrke Aloe vera og mangotræer, intet af det med succesfyldt resultat. Han havde dog stor glæde af at fange og ringmærke fugle i området, og jeg assisterede ham flere gange med dette arbejde.

Han og hans kone fik en søn, Daniel, men ægteskabet var ikke lykkeligt. Han blev skilt og fandt en anden kone, Bindu. Sidst jeg besøgte ham var i 2008, hvor vi var på en rundtur i Goa, Karnataka, Kerala og Tamil Nadu. Siden har jeg mistet forbindelsen med ham.

 

 

Thorkild med sønnen Daniel, Mysore, 17. januar 2001. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thorkild med en shikra (Accipiter badius), som blev fanget i hans plantage syd for Mysore, 6. marts 2003. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Thorkild med sin kone Bindu, Anshi Nationalpark, Karnataka (øverst), samt Silent Valley Nationalpark, Kerala, februar 2008. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Max Ejvind Nitschke, Virum
Jeg lærte Max at kende i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor han var fugleobservatør i flere perioder 1991-99. I forbindelse med sin uddannelse til forstkandidat skrev han i 1997 bachelorrapport om reproduktionen af ask og ahorn på opgivne landbrugsjorder på Vorsø. Han undersøgte også forekomsten af svirrefluer på øen.

I 2011 ledsagede han og jeg Jens Gregersen (omtalt ovenfor) på en af hans ture til Chukotka-halvøen i det østlige Sibirien. Denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

Max (t.h.) og Jens gør notater om en rede af tundrahjejle (Pluvialis fulva) nær Anadyr Lufthavnsby, Chukotka, 7. juni 2011. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Max kigger på en fouragerende odinshøne, Chukotka, 6. juni 2011. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Max måler et æg af lille kjove, Schirnaya-bjergene, Chukotka, 15. juni 2011. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Der skåles i vodka hos fyrpersonalet på Kosa Ruskaya Koshka, Chukotka, 19. juni 2011, fra venstre Max (som holder et æg, der ifølge russerne skulle spises råt), Jens, Andrei, Sasha, Leonid, samt en mand, som var blevet mishandlet af en bjørn. Leonids kone ville ikke fotograferes. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Henrik Olsen, Fyn
I foråret 1982 blev jeg kontaktet på Vorsø af en ung mand ved navn Henrik Olsen, som stod for at skulle rejse til Indien og Nepal. Han havde set, at jeg i bladet Fugle havde skrevet en artikel om Nepal, og han ville gerne høre nærmere om fuglelivet dér. Jeg foreslog ham at komme til Vorsø, hvilket han gjorde, og vi havde et par hyggelige dage sammen.

Vi holdt forbindelsen vedlige, og da vi begge havde planlagt at rejse i Indonesien i 1985, aftalte vi at mødes. Dengang var den normale kontaktmetode poste restante, dvs. at man efterlod et brev på et posthus med besked om, hvor man opholdt sig. Det glippede flere gange – enten var jeg og min ledsager Jette lige taget af sted, eller også var Henrik. Så opgav vi.

På øen Lombok aftalte Jette og jeg med en lokal mand, at han skulle padle os over til den lille ø Gili Air, men da vi nærmede os bredden, kom en ung mand farende ud i vandet og slog mig på skulderen – det var Henrik!

Siden sås vi meget ofte, og vi snakkede om, at når Henrik og hans kone Pernille ville finde blivende sted, skulle jeg bo ‘på aftægt’ hos dem. De boede på Vesterbro nogle år, hvor Henrik lavede speciale på Kalvebod Fælled med emnet prædation af vibereder. Man mente, at det især var krager, der præderede æggene, men Henriks undersøgelse konkluderede, at ræven var hovedsynderen.

I 2004 købte parret en gård i Sulkendrup syd for Nyborg, og her indrettede han og jeg et hjem til mig i et lille kampestenshus, der tidligere havde fungeret som svinestald og senere som fyringsrum med halmfyr. Alt var sværtet sort indvendigt, og der var et grimt betonloft, som jeg fik nogen tid til at gå med at hamre i stykker. Det var varmt arbejde, så selv om det var i november måned, var jeg kun iført bukser og T-shirt. Da en nabokone kom over for at give en besked, gloede hun forbløffet på mig og sagde: “Sidder du her i T-shirt?”

Huset blev færdigindrettet i 2005, og her har jeg boet lige siden.

Henrik kunne ikke finde et permanent job og begyndte at arbejde som terrazzo-mand, men fik så arbejde hos militæret med opsyn af naturområder, som var omfattet af paragraf dit-og-dat. Det gik fint nogle år, men så begyndte hans tiltag konsekvent at blive modarbejdet af ledelsen. Det var surt, så Henrik søgte andre job. Han var så heldig at komme ind hos Naturstyrelsen og arbejder i dag med oprettelsen af Natur-nationalpark Thy.

 

 

En ung Henrik, Amager, 4. september 1998. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under arbejdet med prædation af vibereder har Henrik og Niels Martin Schmidt fanget en gråkrage, som skal radiomærkes, Kalvebod Fælled, 27. april 1998. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På et tidspunkt arbejdede Henrik med fangst-genfangst af nordmarkmus ved Fussingø nær Randers. Denne er blevet mærket med radiohalsbånd. – 19. oktober 2000. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Henrik har taget disse unger af slørugle ud af redekassen, så de kan blive ringmærket, Lyø, 22. juni 2008. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her ses Henrik med en voksen slørugle, Lyø, 27. juni 2009. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Henrik (med julemands-skæg, som han kaldte det), Borris Hede, 10. maj 2019. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Henriks mor blev født på Lyø i det Sydfynske Øhav, og familien ejer stadig hendes barndomshjem derovre. Her studerer Henrik noget interessant i en af øens klinter, 26. december 2022. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her er jeg sammen med Henrik og Jens Gregersen (se ovenfor) på Johannes Larsen Museet, Kerteminde, i forbindelse med en udstilling af malerier af Jens og den svenske fuglemaler Lars Jonsson, 29. juni 2024. (Foto copyright © by Tatyana Kirikova)

 

 

 

Knud Pedersen, Skagen
Som nyuddannet lærer flyttede Knud til Skagen i 1975, hvor han har boet lige siden. Jeg lærte ham at kende i 1965, da jeg meldte mig ind i Natur og Ungdoms Århus-afdeling.

Vi var sammen ved Nissum Fjord og Blåvandshuk sommeren 1965, og den følgende sommer var vi et helt slæng, som besøgte ham i Tinglev, hvor hans bedsteforældre boede. Her tilbragte vi en herlig tid i Tinglev Mose med at kigge på hedehøg, rørdrum, græshoppesanger og andre spændende fugle. Bedsteforældrene var utroligt gæstfrie og inviterede flere gange hele banden på middag. Når vi så havde sat den gode mad til livs, sagde bedstemoderen på ægte sønderjysk: “Æ I satt?” (Er I mætte?). Om vi var!

I Skagen besøgte jeg Knud et par gange, i 1975 og 1996.

I juli 1975 var Knud, hans lærerkollega Eigil Olesen og jeg 14 dage i det sydlige Norge, bl.a. på den fuglerige ø Runde. En dag mødte vi et usædvanlig tamt får, som kælent gnubbede sig op ad os, for derefter, da vi vendte ryggen til, at stange mig på lumpen vis bagfra, så jeg røg omkuld, og mit fotoudstyr spredtes i græsset. Knud og Eigil var ved at gå til af grin. Dyret var en vædder!

I 2018 modtog Knud Dansk Ornitologisk Forenings hæderspris for sin mangesidede indsats omkring formidling og beskyttelse af fuglelivet i Nordjylland.

 

 

Knud, tegnet af Jens Gregersen først i 1970’erne. Han ses også på tegningen øverst på siden. (Tegning copyright © by Jens Gregersen)

 

 

Knud får sig en lur i en afslappet stilling under en vandretur på fjeldet ved Fokstumyr, Dovrefjell, Norge, 17. juli 1975. (Foto copyright © by Kaj Halberg)
 

 

Knud (t.v.) og Eigil camperer i fjeldet nær søen Grisungsvatni, Fokstua, Dovrefjell, 18. juli 1975. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Knud vasker hår i bilen, Runde, Norge, 21. juli 1975. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Knud i en bevoksning af bjergfyr, som er blevet begravet under vandreklitter, Råbjerg Mile, 30. juni 1996. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Liggende i et tæppe af revling fotograferer Knud almindelig kællingetand, som vokser blandt rensdyrlav, Råbjerg Mile, 30. juni 1996. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ib Krag Petersen, Skårup, Djursland
Jeg mødte Ib for første gang i 1979 på naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord, hvor han var ansat som fugletæller, mens jeg benyttede reservatet som base i forbindelse med indsamling af bundprøver i vestjyske fjorde for at undersøge dem for blyhagl.

I foråret 1980 tog vi sammen til Nordindien og Nepal, og vi mødtes også i Nordindien vinteren 1985-86 (se Rejse-episoder – Indien 1986: “Hans navn er Muhammed!”).

I januar 1988 blev vi sammen med Thomas Bregnballe (omtalt ovenfor) og Ole Thorup (omtalt nedenfor) sendt til Tanzania af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International). Formålet med turen var at optælle overvintrende palæarktiske trækfugle langs Tanzanias kyst. Vore genvordigheder på denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati.

Siden mødtes vi med jævne mellemrum, og i juni 1999 havde jeg fornøjelsen af at tilbringe en måned sammen med Ib og hans familie i Island, hvor han jævnligt var kommet siden sine unge dage og havde et meget nært forhold til familien Kjartansson på gården Hraun nær Akureyri. Han var også involveret i overvågelsen af islandske jagtfalke.

I de senere år har han og hans islandske kolleger fulgt vintervandringerne hos odinshane, rødstrubet lom og forskellige ænder ved hjælp af dataloggere. Herhjemme er han ansvarlig for overvågningen af havfuglebestande i områder, hvor man har planlagt vindmølleparker.

 

 

Ib (t.v.) og jeg tørrer udstyr efter nattens regn, Bharku, Langtang Nationalpark, Nepal, 22. marts 1980. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Som studerende havde Ib et job med at artsbestemme importerede dyrearter i Kastrup Lufthavn. Her står han med skind af lille tigerkat (Leopardus geoffroyi), som er blevet konfiskeret i henhold til CITES-konventionen, 29. marts 1987. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ib med en ringmærket unge af maskesule (Sula dactylatra), Latham Island, Tanzania, 30. januar 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Portræt af Ib, Tanzania, 25. februar 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ib med sønnen Magnus, Rønde, Østjylland, 15. juni 1995. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ib har taget en ravneunge ud af reden for at ringmærke den, Ringelmoseskov, Rønde, 23. april 1996. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ib i gang med madlavning, overvåget af sønnerne Magnus og Emil, Rauðanupur, nordlige Island, 21. juni 1999. T.v. datteren Sofie. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Nuru Benedict Sanga, Tanzania
Nuru var vores chauffør under en 7 uger lang undersøgelse af fuglelivet i tanzanianske kystskove i 1990 (se Frederik Brammer ovenfor), samt på en efterfølgende 5 uger lang safari. Han var en rar og beskeden ung mand, som vi alle kom til at sætte stor pris på. Som tiden gik, blev han efterhånden interesseret i fugle og opnåede et godt kendskab til dem.

Han var også chauffør på en ekspedition til Tanzania i 1993 med en efterfølgende safari, og endvidere hyrede Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor), Jørgen Bech (omtalt ovenfor), Solveig Schjørring og jeg ham som chauffør på en rundtur i det nordlige Tanzania, Uganda og Kenya december 1994-januar 1995.

 

 

Nuru studerer en fuglebog, Utete, Tanzania, 1. juli 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Nuru og hans familie uden for deres hjem, Matamba, vestlige Tanzania, 29. juli 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her beundrer Nuru en orangebrystet trænattergal (Cercotrichas quadrivirgata), som blev ringmærket i Msumbugwe Forest, 13. august 1990. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Efter vores lange ophold i Tanzanias skove nød vi en svømmetur i havet ved Pangani, 18. august 1990. Nuru var bekymret for, om vandet kunne forårsage bilharziose, en sygdom, der skyldes parasitiske orme af slægten Schistosoma, som er vidt udbredt i ferskvandsområder i Afrika. Vi fortalte ham, at parasitten ikke kan leve i saltvand, og da han var blevet beroliget, nød han en badetur i fulde drag. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sommeren 1991 havde vi besøg i Danmark af Nuru. Her er vi bænket omkring campingbordet nær Vrads Sande, Midtjylland, fra venstre min far Jens, Nuru, mig og Frederik. Min far er i færd med at forklare noget på kortet – på dansk – hvilket Nuru fandt meget morsomt. (Foto Elly Halberg, copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ajai Saxena, Goa, Indien
Under et ophold i 1980 i Corbett Nationalpark i det nordlige Indien stiftede jeg bekendtskab med en ung inder, Ajai, som delte min interesse for naturen. For Bombay Natural History Society havde han bl.a. foretaget tællinger af vandfugle i Point Calimere Wildlife Sanctuary i Tamil Nadu.

Ajai vakte især min interesse ved at berette om en vandring, som hans onkel engang havde foretaget til et vildtreservat i Himalaya ved navn Nanda Devi Wildlife Sanctuary, opkaldt efter det højeste bjerg i Garhwal, Nanda Devi (7816 m), som egentlig er navnet på en hinduistisk gudinde. For at komme ind i dette område skulle man vandre op gennem den smalle Rishi Ganga-dal.

Ajai havde selv tænkt sig at besøge dette område, og han var så venlig at invitere mig til at deltage. Jeg kom straks til at tænke på, at denne vandring ville være noget for min amerikanske ven John Burke, som jeg havde mødt i Nepal i 1978 (se Rejse-episoder – Indien & Nepal 1978: Rejse mod Everest). I oktober 1982 foretog vi alle tre en meget interessant, men barsk vandring i Nanda Devi-reservatet, beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1982: Nanda Devis velsignelser.

På mine senere rejser i Indien besøgte jeg som regel Ajai, som var blevet gift med Madhu omkring 1985. Han havde fuldført sin uddannelse inden for skovvæsenet, og parret boede først i Dehra Dun, Uttarakhand, siden i Delhi. Da Ajai blev udstationeret på Andamanerne, fløj jeg derud og tilbragte et par uger på disse interessante øer, beskrevet på siden Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

Da vi begge havde stor interesse i Himalayas flora, besluttede vi at udarbejde en foto-flora over områdets mest almindelige og markante arter – et kæmpe-arbejde, som i perioden 2007-14 optog en stor del af min tid. I takt med mobil-telefonernes stedse større formåen – og som en konsekvens heraf bøgernes tilbagetog – gik det dog efterhånden op for os, at projektet ville være en dødssejler – kun få købte jo bøger nu om dage. I stedet besluttede jeg at oprette nogle sider om Himalayas flora på denne hjemmeside. På den danske del (Planteliv: Flora i Himalaya) er kun omtalt et begrænset antal arter, hvorimod den engelske del detaljeret beskriver hundredevis af arter (se Plants: Himalayan flora 1, 2, og 3).

I 2021 gik Ajai på pension, og parret bor nu i delstaten Goa.

 

 

Ajai og Madhus bryllup, ca. 1985. (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

I skovene på de centrale dele af Andamanerne dominerer Dipterocarpus-arter, som kan blive op til 40 m høje. Det latinske navn betyder ‘tovingefrø’. På billedet viser Ajai et frø af Dipterocarpus incanus, 19. februar 1994. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Under en vandring i delstaten Uttarakhand spiser Ajai og hans søn Milam morgenmad nær Mahakoma, 25. september 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Aftenstemning på en vandring op gennem Tirthan-dalen, Himachal Pradesh, 13. juni 2007, fra venstre Ajai, Madhu, mig og bæreren Vedram. Denne vandring er nærmere beskrevet på siden Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: I cederens rige. (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

Holi er en hinduistisk forårsfest, hvorunder man bl.a. kaster farvet pulver på hinanden. Her ses Ajai efter Holi, 22. marts 2008. (Foto copyright © by Ajai Saxena)

 

 

Denne lille pige var meget interesseret i Ajais ipad, Rumtse, Ladakh, 10. september 2014. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Lene Brun Smith, København
I en periode i 1980’erne arbejdede Lene for Fugleværnsfonden i København. Jeg traf hende for første gang i Møllegade-ornitologernes madklub i København.

I 1999 var vi sammen med en gruppe skandinaver på vandring knapt to uger i Tien Shan-bjergene i Kirgisien, og i 2000 var vi sammen med Uffe Gjøl Sørensen (omtalt nedenfor), Mikkel Lausten og Morten Christensen i Estland, hvor Morten er (eller var) medejer af en faldefærdig landejendom nær landsbyen Rõude, beliggende nordøst for reservatet Matsalu.

Lene delte mange år med Uffe indtil hans alt for tidlige død i 2021. Hun havde erhvervet et sommerhus i Sønderby syd for Jægerspris, og her tilbragte de en stor del af deres fritid i de senere år. De var begge meget kulturinteresserede og foretog mange rejser med fokus på natur og kultur, både herhjemme og i udlandet. Jeg besøgte dem ofte i sommerhuset, og i maj 2017 tilbragte vi en uge sammen på Bornholm.

 

 

Der holdes frokostrast på en vandretur i Yrdyk-dalen, Tien Shan-bjergene, Kirgisien, 9. august 1999. Lene sidder på klippen forrest. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lene ved to ældgamle Turkestan-ene (Juniperus pseudosabina), Yrdyk-dalen, 9. august 1999. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lene vasker op uden for ejendommen nær Rõude, Estland, maj 2000. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Lene er meget interesseret i fortidsminder. Her står hun og Uffe ved en skibssætning fra Bronzealderen, Lejre, Sjælland, 28. september 2013. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her står hun ved en bautasten ved navn Helligkvinde, nær Listed, Bornholm, 12. maj 2017. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Peter Stougaard
Gennem 5 år gik jeg i samme klasse som Peter i folkeskolen, og vi fik interessen for fugle gennem vores biologilærer Wagner Nielsen. Han foreslog en dag (det var vist i 7. klasse), at vi den følgende søndag – som dengang var den eneste skolefri dag – skulle cykle en tur på 20 km til Kysing Fjord for at se på fugle. Alle var med på ideen. ”Husk gummistøvler!” sagde han.

Vi skulle starte klokken fire om morgenen, så jeg havde ventet, at en del, specielt blandt pigerne, ville udeblive. Alle mødte op! Et par af pigerne var iført sko. Wagner (som vi kaldte ham) grinede blot og sagde, at de ville få våde fødder. Af sted gik det på den lange cykletur, og alle holdt ud. På denne tur blev Peter og jeg, samt en anden klassekammerat, Bent Bakkegaard (omtalt ovenfor), for alvor fanget af fuglene, og i de følgende år tog vi ofte på fugleture sammen.

I 1972 tilbragte Peter, hans kone Jane og jeg en uge på Madeira. Senere skiltes vore veje, og jeg har ikke set ham siden 1970’erne.

 

 

På ekskursion til Sangstrup Klint, Djursland, marts 1967. Peter er nummer to fra venstre, iøvrigt ses fra venstre Jörn Eskildsen, Bent Bakkegaard, Finn Lund Henriksen og Helge Dethlefsen (alle omtalt ovenfor). (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

På turen til Sangstrup Klint fik vi lov til at overnatte i Fornæs Fyr, fra venstre Jörn, Helge, Peter, Bent og Finn. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Jane og Peter besøger en vinkælder, Funchal, Madeira, 12. maj 1972. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Det regnede under hele vores besøg i laurbærskoven Queimadas, Madeira, 16. maj 1972. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Uffe Gjøl Sørensen
Min gode ven Uffe døde i 2021. En nekrolog findes på denne hjemmeside, se Folk: Uffe Gjøl Sørensen.

 

 

Uffe observerer, Harenna Forest, Bale Mountains, Ethiopien, 27. januar 1996. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Uffe og jeg kigger på den sjældne sværd-skovlilje (Cephalanthera longifolia), Vejle Fjord, 27. juni 1997. Vores begejstring var til at tage og føle på, da planten ikke var i blomst. (Foto copyright © by Erling Krabbe)

 

 

En iskold vinterdag, 5. januar 2002, aflagde Uffe, Erling Krabbe (omtalt ovenfor) og jeg besøg hos Jørgen Bech i hans sommerhus i Vestsjælland. Her er vi på tur til Sevedø, fra venstre Uffe, Erling og Jørgen. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Til Sankt Hans hos Erling på Fairyhill, Kvistgård, Nordsjælland, 20. juni 2009. Mod uret ses Jørgen, Erling, Uffe og mig. (Fotograf ukendt)

 

 

 

Peder Vad Thellesen, Årre, Sønderjylland
Jeg lærte Peder at kende i 1974 i naturreservatet Tipperne, Ringkøbing Fjord, hvor vi begge var ansat som fugletællere. Han var vokset op på en gård i Hjortkær nær Bramminge med mange ynglende landsvaler og stære, og da han overtog gården, bibeholdt han det gammeldags landbrug. Han fulgte nøje bestandene af de to arter gennem ringmærkning og genfangst, og arbejdet er resulteret i adskillige artikler om begge arter i Dansk Ornitologisk Forenings Tidsskrift.

Jeg har besøgt Peder og hans kone Karin adskillige gange gennem årene.

 

 

Peder (t.v.) og Ejlif Holle Jørgensen aflægger besøg på øen Klægbanken, Ringkøbing Fjord, 23. marts 1974. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Peder med et kuld landsvaleunger, som han netop har ringmærket på sin gård nær Årre, 29. juli 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Peder med et kuld slørugleunger, som han netop har ringmærket, Sønderjylland, 30. juli 1997. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Erik Thomsen, Fyn
Jeg traf Erik første gang i forbindelse med ringmærkning af skarveunger i kolonien på øen i Brændegårdssøen, Sydfyn, og mødte ham siden nogle få gange. Vi var begge med i fotogruppen Biofoto i København. I de senere år har han især gjort sig bemærket ved sine fremragende billeder af havørne.

 

 

Erik ringmærker en skarveunge, Brændegårdssøen, Fyn, 8. juni 1983. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Sverrir Thorstensen, Akureyri, Island
I efterårene 1989 og 1991 blev jeg hyret af Ib Krag Petersen (omtalt ovenfor) til at tælle havfugle og hvaler fra det islandske forskningsskib Bjarni Sæmundsson, som sejlede i transekter i Grønlandshavet mellem Island og Grønland. Tællingerne skulle indgå i Ibs biologiske speciale, der omhandlede havfuglenes fordeling i Grønlandshavet. Efter tællingerne i 1989 boede jeg nogle dage hos Ibs venner Sverrir og Þorey nær Akureyri.

Som nævnt under Ib tilbragte jeg en måned i Island sommeren 1999 sammen med ham og hans familie, og under dette ophold ledsagede vi flere gange Sverrir på hans ringmærkningsture.

 

 

Sverrir har fanget en voksen mallemuk på reden for at ringmærke den og viser den til Ib, Skjálfandafljót, Island, 12. juni 1999. Drengen på øverste billede er Ibs søn Magnus. (Fotos copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Sverrir ringmærker en havterneunge, Isholsvatn, Island, 29. juni 1999. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Ole Thorup, Vester Vedsted, Sønderjylland
Jeg havde truffet Ole et par gange, men lærte ham først at kende, da vi sammen med Ib Krag Petersen og Thomas Bregnballe (begge omtalt ovenfor) i januar 1988 blev sendt til Tanzania af den danske afdeling af ICBP (International Council for Bird Preservation, i dag BirdLife International). Formålet med turen var at optælle overvintrende palæarktiske trækfugle langs Tanzanias kyst. Vore genvordigheder på denne tur er beskrevet på siden Rejse-episoder – Tanzania 1988: Møde med afrikansk bureaukrati.

Ole har gennem mange år været en utrættelig optæller af ynglefugle på naturreservatet Tipperne i Ringkøbing Fjord og andre steder i det sydvestlige Jylland.

 

 

Ole (t.v.), Thomas (i midten) og Ib ringmærker en unge af maskesule (Sula dactylatra), Latham Island, Tanzania, 30. januar 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Her er vi i gummibåd sejlet ind i mangrove ved Ras Ndege, fra venstre den tanzanianske deltager Bruno Mvule, Ole, Thomas og vores kaptajn, englænderen Richard Speir, 2. februar 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Mange af vore optællingssteder langs Tanzanias kyst var særdeles mudrede. Her sidder Ole fast i mudderet langs Mbezi-floden, og da jeg tager et billede af ham, giver han mig fingeren. – 6. februar 1988. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

Ole (t.h.) sammen med Jens Gregersen (t.v.) og Thomas Bregnballe (begge omtalt ovenfor) til vadefugle-konference i International Wader Study Group i Montpellier, Frankrig, september 2024. (Foto copyright © by Jens Gregersen)

 

 

 

Yao Cheng-te, Nantou, Taiwan
Jeg traf den taiwanesiske biolog Yao Cheng-te i januar 2004, og han inviterede mig venligst til at deltage i en flerdages-tur til Aowanda National Forest, hvor han og hans studentermedhjælpere fulgte ynglefuglene i et afgrænset område, bl.a. gennem ringmærkning og opsætning af redekasser.

 

 

Yao Cheng-te og studerende ringmærker en gulddrossel (Zoothera aurea), Aowanda National Forest, 28. januar 2004. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

Pierre Yesou, Les Sables D’Olonne, nær Nantes, Frankrig
Jeg traf Pierre i 1989, hvor jeg sammen med Jens Gregersen og Eddie Fritze (begge omtalt ovenfor) var på en tur for at aflæse danske ringmærkede skarver forskellige steder i Frankrig, Schweiz og Tyskland, hvor vi samtidig besøgte nogle af Jens’ kontaktpersoner i overvågningen af skarver. Vi boede hos Pierre og hans kone nogle dage og besøgte forskellige lokaliteter i omegnen, bl.a. den store sø Lac de Grand Lieu.

 

 

Pierre (t.v.) og en lokal opsynsmand, Lac de Grand Lieu, 21. november 1989. (Foto copyright © by Kaj Halberg)

 

 

 

(Oprettet januar 2023)

 

(Senest opdateret oktober 2024)