Et liv med rejser

Jeg har haft stor interesse for dyr, fra jeg var ganske lille, i begyndelsen centreret omkring hunde og katte. Mine forældre har fortalt mig, at engang vi var ude at køre en tur, råbte jeg pludselig: ”Jeg vil se hunde!”

Jeg plagede mine forældre for at få en hundehvalp, men det satte min far sig (klogeligt) imod. Han vidste nok, at det ville blive ham, der skulle tage sig af hunden, når nyhedens interesse var gået af den. I stedet begyndte jeg at dreje min interesse hen imod fugle – en interesse, der har holdt sig lige siden. Den første fugl, jeg husker (udover solsorter og gråspurve omkring vores hus) var en skovskade – en skønhedsåbenbaring i sarte rødlige farver, med sort skægstribe og et fantastisk blå-og-hvid-spættet felt på forvingen. Jeg var hooked, som det hedder på moderne dansk.

I skolen havde vores klasse en fremragende biologilærer, Wagner Nielsen, som forstod at fange vores interesse. Han foreslog en dag (det var vist i 7. klasse), at vi den følgende søndag – som dengang var den eneste skolefri dag – skulle cykle en tur på 20 km til Kysing Fjord for at se på fugle. Alle var med på ideen. ”Husk gummistøvler!” sagde han.

Vi skulle starte klokken fire om morgenen, så jeg havde ventet, at en del, specielt blandt pigerne, ville udeblive. Alle mødte op! Et par af pigerne var iført sko. Wagner (som vi kaldte ham) grinede blot og sagde, at de ville få våde fødder. Af sted gik det på den lange cykletur, og alle holdt ud. På denne tur blev jeg og to af mine klassekammerater, Peter og Bent, for alvor fanget af fuglene, og i de følgende år tog vi ofte på fugleture sammen.

I foreningen var der en voksende utilfredshed med Natur og Ungdom, idet vi i den grad følte os forsømt af hovedforeningen. En kerne af os startede en ’revolution’, som endte med, at vi forlod Natur og Ungdom og i stedet oprettede en lokal forening ved navn Østjysk Biologisk Forening, som eksisterer den dag i dag.

Min fotografiske ‘karriere’ startede relativt sent. Jeg var 17 år gammel, da jeg købte mit første kamera af mærket Exa IIa, et udmærket kamera af tysk fabrikat. (Jeg havde ikke råd til kameraer af høj kvalitet, såsom Leica).

I begyndelsen var mine billeder af pauver kvalitet, men efterhånden begyndte jeg at lægge mærke til, hvor stor en rolle balancen mellem lyst og mørkt spillede i et billede. Ligeledes bemærkede jeg, at visne græsstrå var særdeles forstyrrende elementer i billeder af planter, især hvis de stod på skrå bag den plante, man gerne ville have et billede af. Jeg lærte også, at for de fleste lave planters vedkommende fik man det bedste resultat ved at knæle eller lægge sig ned i højde med planten.

Da dyr i modsætning til planter er mobile, har man sjældent lejlighed til at lege med kompositionen i billederne, men må bare klikke løs, mens man har chancen.

Jeg vover den påstand, at fotografering er en kunstform på lige højde med maleri, tegning, skulptur og keramik. Her taler jeg naturligvis ikke om den omsiggribende mani med at snappe selfies og andet intetsigende med sin mobiltelefon, men netop ‘at tegne ved hjælp af lys’, altså lege med komposition, samt balancen mellem lyst og mørkt i et billede (se eksempler på siderne Skygger og Silhouetter).

To af de bøger, jeg købte, skulle få en afgørende indflydelse på det liv, jeg siden har ført. Den ene var Bøj dig for Shiva, skrevet af danskeren Sten Kjærulff Nielsen. I denne bog beretter han om en længerevarende rejse, han foretog i 1960-61 til Mellemøsten, Indien og Bagindien. Han gjorde turen utroligt billigt, blaffede det meste af vejen og levede så enkelt og spartansk som muligt.

I indledningen til Nielsens bog appellerede følgende afsnit meget til mig: ”Hvis man ikke forlanger noget af tilværelsen, men holder sig til bunden, vil man altid kunne klare sig igennem og er lykkelig tilmed. Det er der ikke så mange der er. Inderne har noget de kalder ’den hellige ligegyldighed’: Hvad kommer alt dette spektakel mig ved. Det er kun Maya, kun bluff og røg. Fremtidsudsigter, ens plads i maskinen og alt det.”

Efter at studentereksamen var bestået, begyndte jeg at studere etnografi på Moesgård, men følte snart, at fremmede folkeslag blot blev gjort til studieobjekter. Jeg havde det på nøjagtigt samme måde som Nielsen. I stedet for at opdele folkeslag i akademiske samfundssystemer og slægtskabsgrupper eller beskrive deres skikke i en tør og videnskabelig form, ville jeg meget hellere rejse ud og møde dem på en jævn og ligetil måde, uden bagtanke på en kommende akademisk karriere eller offentliggørelse af videnskabelige artikler. Jeg opgav derfor etnografistudiet efter kort tid.

Thesigers ophold i Irak blev bragt til ophør med revolutionen i 1958, hvor den irakiske kongefamilie blev myrdet og englænderne smidt ud af landet. Irak blev udråbt til republik og tog en sovjetvenlig kurs. Efter nogle års tumulter var landet et forholdsvis fredeligt sted, hvor turister blev, om ikke budt velkommen, så i det mindste accepteret.

Jeg følte, at disse sumpe i Irak var et område, som lå inden for min økonomiske formåen. Hvis jeg nu fandt en medrejsende og vi købte en gammel bil, så kunne vi måske køre derned?

Før det kunne finde sted, skulle jeg imidlertid aftjene 16 måneder som civil værnepligtig. En aften i en arbejdslejr i Kompedal Plantage, mellem Silkeborg og Ikast, stod jeg og spillede billard, da en anden militærnægter, som jeg ikke havde set før, kom hen til mig.

“Er det dig, der kigger på fugle?” sagde han.

Jo, det var det da.

”Er det dig, der har planlagt at køre til Irak?” fortsatte han.

Jo, det var også rigtigt.

”Må jeg komme med?” spurgte han.

Sådan lærte jeg Arne Koch Christoffersen at kende. Han var naturinteresseret som jeg og en meget dygtig ornitolog, der bl.a. havde tilbragt flere perioder på Blåvand Fuglestation med at studere fugletræk. Desuden var det yderst belejligt, at han var mekaniker af uddannelse, idet den planlagte rejse jo skulle foregå i bil, og min mekaniske snilde kunne ligge på et meget lille sted.

Sammen lagde vi nu planer, mens vi sparede som gale. Vi købte et brugt Folkevognsrugbrød, indrettede det nødtørftigt med sengepladser og gasapparat, læssede nogle gamle ølkasser fulde af tøj og bøger, og i oktober 1972 kørte vi af sted. Vi var meget unge og særdeles uerfarne i rejselivets besværligheder. I sidste øjeblik inden afrejsen hørte vi om noget, der kaldtes carnet de passage – et tolddokument, som skulle sikre, at en bil, der blev indført til de forskellige lande, også blev udført igen. Bortset herfra skænkede vi ikke papirjunglen en tanke.

”Vi tog ingen billeder, vi kiggede bare i teleskop på nogle fugle.”

Det troede de ikke på, og det endte med, at jeg måtte aflevere filmen i mit kamera. Jeg protesterede og sagde, at jeg ikke havde taget billeder på det nævnte sted, men mine protester hjalp ikke det mindste. Filmen blev konfiskeret, og vi fik et stempel i vore pas, som sagde, at vi skulle være ude af landet samme dag. Det var dog ikke noget problem, da der kun var et par timers kørsel til Grækenland, så vi skyndte os at forlade de uvenlige politifolk.

“De er æ retti’ kloge!” sagde Arne på sit brede vejlensiske.

Visum? Vi regnede da med, at vi kunne få det ved grænsen, ligesom i Syrien. Men nej. Vi varmede bænke i nogle timer, mens pasbetjentene telefonerede til Bagdad for at høre, om vi skulle køre tilbage til det irakiske konsulat i Halep. Hen mod aften rakte betjenten os et papir og sagde: “Mister, tag til Bagdad og opsøg The Residence Department. Der kan De få visum.”

Mødet med det irakiske bureaukrati på The Residence Department var en farce, hvilket man kan overbevise sig om ved at læse beretningen på siden Rejse-episoder – Syrien & Irak 1972: “Velkommen til Bagdad!”

“De er æ retti’ kloge!” sagde Arne igen, da vi forlod bygningen – det var et udtryk, som han ofte skulle komme til at anvende på resten af rejsen!

Efter at have tilbragt en uge i den forholdsvis moderne by Chibayish fortsatte vi vestpå til byen Hamar for at komme ud i mere uberørte egne af sumplandet. Vi tog ind på den lokale politistation for at få tilladelse til at leje en kano og blive staget ud i sumpene. Som altid, ligegyldigt hvor og i hvilket ærinde vi kom, blev vi serveret sød og stærk té i små glas. Her var intet hastværk. Politifolkene skulle se vore pas og skrev omhyggeligt navnene ned i en stor bog – med arabiske tegn. Arnes efternavn Christoffersen voldte dem betydelige kvaler. Da de hørte, at vi agtede os ud i sumpene, fik vi besked på at tale med deres mudir, en slags borgmester, der samtidig var chef for politiet.

Vi traf ham kort efter, en lille korpulent mand med overskæg og iført vestligt jakkesæt. Han hilste lidt afmålt på os og skulle naturligvis have alt det at vide, som vi lige havde fortalt politifolkene. Men faktisk viste han sig at være utroligt flink, og han forsikrede, at det var ikke noget problem for os at leje en kano til vores færd ud i sumpene. Han inviterede os på aftensmad i sit hus, og da vi udtrykte ønske om at sove i bilen, gav han os besked på at parkere foran politistationen for natten – der skulle nødig hænde os noget.

Næste dag blev vi staget på en dejlig tur gennem sumpene, og om aftenen blev vi atter inviteret til at spise hos mudir’en. Vi spurgte ham, om det var i orden, at vi blev endnu nogle dage i Hamar, da vi gerne ville på flere ture ud i sumplandet. Det gik han villigt med til. Vi blev dagligt inviteret på aftensmad, og han sørgede oven i købet for, at vi fik frokost hver dag. Den blev serveret af hans smukke svigerinde ved vores bil, som holdt parkeret ved søbredden nær deres hus.

Aftenerne efter måltidet gik med at diskutere alt muligt – det tog sin tid, da mudir’ens engelske mildt sagt var mangelfuldt. Det viste sig, at han fattede særlig interesse for letpåklædte damer og sex, hvilket gav anledning til mange pudsige situationer. Når vi var kommet i seng i bilen foran politistationen, må politifolkene have syntes, at vi var nogle lystige fyre, at dømme efter de mange latterbrøl fra bilen.

Vore oplevelser i Irak er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

En dag blev vi inviteret til at bo hos en landsbyleder ved navn Muhammed, og vi tilbragte tre uger i hans hus. Han var lidt af en særling, og vi havde mange groteske og usædvanlige oplevelser under vores ophold, hvilket man kan læse mere om på siden Rejse-episoder – Iran 1973: I Luristans bjerge.

Omsider kørte vi nordpå til Det Kaspiske Hav, hvor vi ville studere fugletræk langs en 70 km lang sandodde, Mian Kaleh. Her havde vi et uheld med bilen, idet et hjulleje knækkede, hvilket bevirkede, at vi måtte opsøge en mekaniker i byen Bandar Shah. Han hed Yasha – en lille, meget kraftig mand, som stammede fra russisk Armenien. Han talte russisk, farsi og turkomani, men ikke engelsk. Det var jo heller ikke just nødvendigt for at forstå vores problem.

Der ville gå nogle dage, inden skaden kunne repareres, idet reservedelene skulle ankomme fra Teheran. Vi fik lov til at overnatte i bilen på mekanikerværkstedet, og de følgende dage tilbragte vi i selskab med Yasha og hans ansatte, samt hans to venner, Ali og Albert. De arbejdede i en bank og kunne en smule engelsk, så de oversatte for os. Vi snakkede, spiste sammen og tog på ture op i bjergene med frokost og øl.

Omsider ankom reservedelene, og de blev sat i. Vi holdt et afskedsparty, og selv om vi ikke var helt appelsinfri, tog vi os dog sammen til at sige, at nu ville vi gerne betale. Yasha slog afværgende ud med hånden. Vi kunne simpelthen ikke få lov til at betale noget ud over reservedelene!

Vores ophold ved Det Kaspiske Hav er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved Det Kaspiske Hav.

“Kurdistan! Kurdistan! Bum-bum-zip!” sagde politibetjenten, idet han med store armbevægelser illustrerede, hvordan kurdiske banditter ville komme om natten og først skyde os og siden skære struben over på os. Vi forsøgte at slå det hen, idet vi fra andre rejsende havde erfaret, at kurderne ikke havde noget mod turister, kun mod tyrkere. Men vi blev beordret til at følge efter dem til den nærmeste by Dogubayazit og overnatte dér. Vores tur gennem Tyrkiet er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran & Tyrkiet 1973: “Kurdistan! Bum-bum-zip!”

Efter Tyrkiet tilbragte vi nogle uger i Grækenland og Jugoslavien. Vi havde frygtet, at det famøse stempel i vore pas ville give os problemer med at køre gennem Jugoslavien, men efter et kort telefonopkald lod pasbetjentene os køre ind i landet. I juli var vi hjemme i Danmark igen, efter 9 måneder på farten.

I 1981 kom jeg med i fotogruppen Biofoto, som siden solgte en mængde af mine billeder. I 1985 traf jeg en dansker, Søren Lauridsen, i Indonesien, og i perioden 1991-2015 skrev vi guidebøger for Politikens Forlag (Turen går til Indien, Turen går til Nepal samt Turen går til Bornholm). I årenes løb har jeg haft kontraktligt arbejde for bl.a. Danmarks Miljøundersøgelser og Naturhøjskolen Rødkilde på Møn.

I perioden 1988-93 deltog jeg i fire ekspeditioner til Tanzania, hvis formål var at optælle overvintrende vadefugle, samt undersøge fuglelivet i landets kystskove. I 1989, 1991 og 1998 var jeg med på ekspeditioner til de arktiske have omkring Island og Grønland for at tælle havfugle og hvaler langs transekter.

På mine rejser har jeg helt bevidst ofte opsøgt afsides egne for at opleve folkeslag, der har bevaret en del af deres oprindelige levevis og endnu ikke er omdannet til tjenende ånder i turistindustrien, som det er sket med foruroligende hast overalt på kloden. Min interesse for naturen har også tit ført mig ud i egne, hvor turister normalt ikke kommer.

I begyndelsen fremkaldte mange af de usædvanlige situationer på mine rejser ofte irritation eller vrede. Men tit er der sket det mærkelige, at disse hændelser efter kortere eller længere tids bearbejdning i hukommelsen blev vendt til noget komisk – og det forunderlige skete, at de senere fremstod som nogle af rejsernes højdepunkter og måske ovenikøbet overskyggede de begivenheder, jeg egentlig rejste ud for at opleve. Gang på gang er mine medrejsende og jeg vendt tilbage til de groteske hændelser og har fået os endnu en god latter.

Andre oplevelser var knap så morsomme, idet man kan løbe ind i uvenlige mennesker, når man mindst regner med det. Vores oplevelse med røvere i Pakistan er nærmere beskrevet på siden Rejse-episoder – Pakistan 1978: Møde med røvere.

Vi var i Iran, inden ayatolla’erne smed Shah Muhammed Riza Pahlevi og hans slæng på porten og dannede en islamisk stat. Vores tur gennem Tyrkiet fandt sted, inden det tyrkiske luftvåben blev sendt mod kurdiske landsbyer, og PKK som gengældelse begyndte at anbringe bomber i turistbyerne omkring Izmir. I Syrien har i adskillige år raset en borgerkrig, som, kombineret med aktiviteter af Islamisk Stat, umuliggør rejser dér.

Regnskoven på Borneo er nu stærkt indskrænket, hvilket for stedse har umuliggjort dayakkernes frie liv som jægere og fiskere.

Borgerkrigen i Sri Lanka 1983-2009 gjorde i denne periode færdsel i den østlige og nordlige del af øen særdeles risikabel, og veddaerne er forlængst blevet opslugt af det moderne liv, da deres land i dag er fyldt med opstemninger og vandkraftværker, og en mængde nybyggere har slået sig ned her. Disse emner er nærmere uddybet på siderne Rejse-episoder – Sri Lanka 1974: Hos veddaerne, samt Sri Lanka 1983: På jungletur med Randjan.

Kineserne lukkede atter Tibet for individuelt rejsende kort efter min tur dertil i 1987, og der er stadig temmelig mange restriktioner forbundet med at færdes dér.

På den positive side vil jeg fremhæve Indien og Nepal. Den hinduistiske religion gør inderne og nepaleserne til nogle af klodens mest konservative folkefærd, og trods atomprøvesprængninger i Thar-ørkenen, computer-industri og en vanvittig trafik i byerne er meget stadig som førhen. I Indien bliver jeg træt og støvet, og jeg irriteres over tåbelige spørgsmål, stillet af studerende, som vil øve deres engelsk – men så glæder jeg mig over en solopgang, der farver sneen i Himalaya lyserød; eller en gruppe hinduistiske pilgrimme, som råbende trænges foran indgangen til et tempel for en af deres utallige guder; eller en flok dromedarer, som roligt ligger og tygger drøv i morgendisen i Rajasthans ørken.

I de senere år har jeg i lange perioder boet sammen med Judy i Taiwan. Langt den overvejende del af øens befolkning er jævne og indtagende mennesker, hvis religion er farverig og uspoleret – en unik kombination af buddhisme og daoisme, iblandet en del animisme fra tiden, før buddhismen holdt sit indtog på øen. (Du kan læse mere om denne tro på siden Religion: Daoismen i Taiwan.)

Jeg holder også meget af det sydvestlige USA med dets fantastiske landskaber og et overordentlig rigt dyre- og planteliv.

Siden 2009 har jeg beskæftiget mig meget med at fotografere bjergflora, specielt i Himalaya, hvor der findes over 10.000 arter af frøplanter. Med samme formål har jeg også besøgt bjergområder i Alperne, Pyrenæerne, Norge, Kirgisien, Taiwan, Chile, Appalacherne, samt Sierra Nevada i Californien. Floraen i adskillige af disse områder er beskrevet på siden Planteliv (Flora i Himalaya, Flora i Alperne og Pyrenæerne, Flora i Sierra Nevada, På blomsterjagt i Himalaya).

Siden Haslunds dage er Verden forandret i helt utrolig grad. Men selv i vore dage, hvor det moderne menneske gør alt for at udrydde sig selv gennem sin umættelige grådighed, er det alligevel stadig muligt at finde fremmedartede og lidet besøgte afkroge af kloden, som byder på spændende udfordringer. Så jeg vil ønske mine læsere Zajagan!