”… ogsaa de saakaldt skadelige Dyr.” – Herluf Winge og hans natursyn

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herluf Winge var en mand, der ikke lod sig forstyrre i sit arbejde. Foreningsliv, rejser, samkvem med videnskabsmænd i udlandet, deltagelse i kongresser og lignende brød han sig ikke om. Hvad livet ellers kunne byde af adspredelse, selskabelighed, æresbevisninger osv., var ham ligegyldigt. O. Helms skriver i sin nekrolog over Winge, at hans valgsprog var: ”Bene vixit qui bene latuit.” (”Den har levet godt, som har levet i det skjulte.”) (Helms 1924)

Allerede i drengetiden var Herluf Winge og hans yngre bror Oluf meget optaget af naturen. I forældrenes baghave fandtes en køkkenmødding fra stenalderen. Her gravede drengene knoglestumper frem og forsøgte at bestemme, hvilke arter de var fra. De tog også rundt til danske kirker og bad om at måtte komme ind i kirketårnene for at samle uglegylp, som de så undersøgte for knoglerester m.m.

 

Hvor indgående hans kendskab til knogler var, fremgår bl.a. af følgende historie. Winge fik præsenteret en lille knogle, og efter at have kigget på den, sagde han: ”Det er det næstyderste Led af Mellemfoden paa det venstre ben af en Rype. Det er vistnok en Fjeldrype, men det maa jeg dog hellere lige se nærmere efter!” (Bavngaard 1949)

Og i et brev til cand. polyt. C.E. Aagaard 24/1 1895 skriver han: “Tanden fra Glænø er af Elephas primigenius. Det er den forreste Ende af bageste nedre venstre Kindtand.”

I den af Naturhistorisk Forening udgivne Danmarks Fauna skrev Winge bindet om pattedyr (Winge 1908), og i Meddelelser om Grønland gav han en indgående beskrivelse af Grønlands pattedyrfauna.

Fra de store kalkhuler ved Lagoa Santa i Brasilien sendte den danske naturforsker Peter Wilhelm Lund utallige knogler til Danmark. Det store arbejde med at bestemme disse knogler blev varetaget af Herluf Winge. Hans arbejde udmundede i en række afhandlinger i E Museo Lundii, som han selv mesterligt illustrerede (Winge 1888).

Johannes V. Jensen skriver om disse knogler: ”Under Glas for sig i Museets Hal staar Skeletterne af de mærkværdige uddøde Kæmpedovendyr fra Brasilien P.V. Lund drog frem, zoologisk en Skat faa Lande har Magen til, mere fantastiske end Folkeæventyret, for et trænet Øje Udviklingen selv, Nøglen til dens Lovmæssighed trods alle Fabler og Luner.” (Jensen 1927)

Resultatet af hans samlede studier af pattedyr var 3-bindsværket Pattedyr-Slægter (Winge 1923-24), hvoraf dog de to sidste bind først blev offentliggjort efter hans død.

Også indholdet af bronzealderhøje havde Winges interesse: ”Jeg har et lille Sværmeri for Bronzealderen med dens mærkelige høje Dannelse; nylig har Sværmeriet faaet Næring. En Urne med brændte Knogler fra en Gravhøj paa Aalestrup Mark ved Hobro (…) indeholdt, foruden Knogler af et ganske ungt Menneske, 12 Allike- og 4 Krage- (eller Raage-) Vinger. De mange sorte Vinger skulle vel have baaret Sjælen til et andet Land.” (Brev til Knud Andersen, 14. december 1903)

Endvidere: ”Idag har jeg været ude at holde Andagt ved en Collegas Grav. Han er død for hen ved 3000 Aar siden, i Bronzealderen. Hans Grav er, eller var, ved Hvidegaard, tæt Nord for Ermelunden (…) Manden har nok været Læge eller Troldmand, og han samlede paa Smaapattedyr og andre naturhistoriske Sager. Foruden Vaaben laa der ved hans Side i Graven en lille fint lavet Læder-Æske, omhyggelig lukket, og i den var der: en Slange-Hale, Hornet af en Rovfugleklo, lidt Grus i en lille Pose, ganske utvivlsomt Hornklædningen af en Fuglemave, en lille fremmed Snegl, et Stykke af Underkjæben af en Egern-Unge, der godt ser ud til at kunne stamme fra Uglegylp, o.a. (…) Et ganske tilsvarende Fund er gjort i Maglehøj ved Frederikssund; i Graven laa en lille lukket Bronze-Æske, indeholdende en Klo af en Los, Underkjæbe, Skulderblad og Overarm af en Brud (…), begge Bagfødder af et Pindsvin, o.a.” (Brev til Knud Andersen, 1. juli 1903)

 

 

 

 

 

Winge var ikke meget for at modtage ægkuld på museet, og han belærte også høfligt folk om deres fejltagelser om fuglenes adfærd, hvilket følgende brevveksling viser: “Som Gave sender jeg hermed et Kuld Æg af den Plettede Sumphøne. Sagen er den, der blive en Del af disse saavel som Æg af Vagtelkongen ødelagt ved Høhøsten, da de lægger saa sent. Jeg er saa fri at spørge om Museet sætter Pris paa flere af disse Æg, og om jeg maa byde Engarbejderne lidt Penge for at levere mig dem, saa skal jeg gjerne sende Museet dem der findes. (…) men Storkene er her i Mængde, de ødelægger alt for meget. Jeg har flere Gange talt 10 Storke paa mindre end 3 Tønder Land, de søger til Engene fra flere Miles Omkreds, for at fraase med Fugleæg og Unger. Det er skammelig, at en saadan Fugl skal gaa løs. Jeg er lidt af en Skytter, men mere Freder, lidt Fisker og elsker Naturen, særligt Fuglelivet. Ærbødigst Gaardeier Hans Brink, Tarm, 1/7 1900.”

Winge svarede: ”(…) skal jeg herved sende Dem Museets Tak for Æggene af Rørvagtelen. At udsætte Belønning for at bringe Fugleæg er, af Hensyn til Fuglene, sikkert ikke værd! (selvom det gjælder Æg fundne ved Høhøsten). Derimod ville det være meget kjærkomment, om De af og til kunde give os Underretning om, at de og de mere ualmindelige Fugle ynglede i Deres Egn i Ro og Fred. Storken maa jeg tage i Forsvar. (…) Storken har altsaa ikke ødelagt Fuglelivet dér [ved Skjernå], og har den ikke allerede for længe siden gjort det, er der ingen Fare for, at den skal gjøre det i Fremtiden; det er jo slet ikke særlig Fugle-Æg og -Unger, den søger, men mange andre Ting, Frøer, Smaafiske, Markmus, Knoporme (som man har fundet i Masse i dens Mave) o.s.v. Ifjor var der en Mand i Skjern-Egnen, der klagede over, at Storken havde udryddet Snepperne [Dobbeltbekkasin]; for nogle Aar siden havde han paa sit lille Omraade kunnet skyde Snepper i Mængde; men nu var der næsten ingen. Det faldt ham ikke ind, at det var ham selv, der havde Skylden; mens Storken maaske ved Lejlighed havde taget en enkelt SneppeUnge, havde han selv skudt 100 voxne. Deres ærbødige Herluf Winge, 3/7 1900.”

 

 

 

 

 

Den sidste sætning i dette citat fortæller lidt om den forfærdelse, som Herluf og broderen Oluf følte over de voldsomme forfølgelser, som fandt sted i Danmark af især rovfugle og rovdyr, men også af andre skabninger, der på enhver tænkelig måde var konkurrenter til menneskene.

Kun tre år før hans død udkom Olufs bog Jægernes skadelige Dyr (Winge 1886), hvori han varmt taler for alle dyrs ret til at leve på egne præmisser. Disse synspunkter deltes af Herluf og kom bl.a. til udtryk gennem hans meget omfattende korrespondance.

I et brev til justitsråd Lembcke 24/10 1891 skriver han bl.a.: ”Jeg tillader mig indstændig at bede Dem om noget, som De vel allerede vilde gjøre af Dem selv: lægge Deres Indflydelse i Vægtskaalen, for at den nye Jagtlov ikke skal komme til at indeholde altfor store Tilbageskridt i barbarisk Retning i Sammenligning med den gjældende Lov. I det Forslag til Lov, der nu er fremlagt, ere Vandstær, Isfugl og Terner af de smaaligste Hensyn gjorte fredløse; at de skulde kunne gjøre nogen nævneværdig Skade, er en ren Indbildning.”

28. oktober 1891 skriver han endvidere til Lembcke: “Strax jeg saa Lovforslaget, skrev jeg et lille Stykke til Berlingske Tidende, og jeg haaber snart at se det dér. Dernæst har jeg talt med forskjellige mere eller mindre formaaende Mænd, blandt dem særlig Prof. Lütken, der har lovet, hvis det skulde knibe, at tale med Indenrigsministeren. Det gjælder jo ikke alene saa vidt muligt at hæmme Barbariet mod Dyrene, men ogsaa at værne om noget af det ejendommeligste i vor Dyreverden, især vore Terne-Kolonier, hvortil man i hele Europa ellers ikke finde Mage, førend man kommer til Egnene ved det Sorte Hav. Det maa stadig fremhæves, at Forslaget om at gjøre Ternerne fredløse og at indskrænke Fredningen af Maager o.s.v. er stillet udelukkende af Hensyn til Sporten, selv om man maaske vil sige noget andet.”

I et brev til lærer Teodor Bang 5. maj 1904 hedder det: ”De har maaske set, at Dansk Fiskeriforening betaler en Krone for hver dræbt Skarv. Det er nok Prof. Feddersen, hvem man kan takke for det djævelske Paafund. Det er min Trøst, at det i Virkeligheden ikke har stort at sige, fordi her ingen Skarver er mere undtagen nogle faa Vintergjæster. Hvor meget Fiskerne kjende til deres foregivne slemme Fjender, fremgaar af følgende: i den første Præmierings-Tid indsendtes af Fejltagelse til Zoologisk Museum i Stedet for til Fiskeriforeningen, nogle afskaaarne ’Skarve’-Fødder; de vare af Lommer.”

I 1907 offentliggør Winge en liste over 417 rovfugle og ugler, som blev skudt på en mindre dansk ø i første halvdel af 1907, nemlig 339 Spurvehøge, 58 Musvåger, 10 Tårnfalke, 6 Mosehornugler, 2 Fjeldvåger, 1 Blå Kærhøg samt 1 Skovhornugle (Winge 1907).

Han afslutter artiklen således: ”Særlig stygt er det, at Ødelæggelsen væsentlig drives for Morskab, for Sport. At hidlokke Rovfugle ved Hjelp af en lænket Ugle og skyde dem fra et Baghold, at lure paa dem og skyde dem paa deres Hvilesteder, at skyde dem paa Reden, at opstille Pælesaxe for dem, at udlægge forgiftede Aadsler for dem, og forskjellige andre djævelske Paafund høre til Jægernes Forlystelser.”

 

 

 

 

”Nattergalen byggede i den tætte Caprifolium lige udenfor Husets Hovedindgang og har faaet Ungerne lykkelig af Reden; to Par Sangdrosler have haft Rede her og ligeledes faaet Ungerne frem.” (Brev til Teodor Bang 6. juli 1912)

Herluf havde truffet Teodor Bang året efter Olufs død, og de to blev gode venner. Bang forårsagede i 1901, at der blev oprettet et nyt og større fristed på 10 tønder land, kaldt Hundeklemmen, nær Ålborg. Begrebet ’fristeder’ var ganske enkelt en forløber for naturfredning og oprettelse af reservater, som dengang dårligt nok var i sin vorden.

Winge fik stor indflydelse på den spirende naturforståelse, som ellers havde trange kår i slutningen af 1800-tallet. 29. november 1903 skriver han i et brev til Knud Andersen: ”Det er lykkedes, især ved Prof. Warming’s Hjelp, at faa et stort Stykke Hede i Skjern-Egnen, ved Borris, henlagt i alt væsentligt som Fristed. Det er dog altid en Begyndelse i den rigtige Retning.” Senere var Winge stærkt medvirkende til de statslige fredninger, som var under opsejling flere steder i landet, bl.a. de fuglerige fristeder Tipperne og Klægbanken i Ringkøbing Fjord, der blev oprettet i 1928.

 

”Spørgsmaalet om Græsningen paa Kalvø vil vist blive et af de vigtigste. Husk da paa, at Græsning neppe vil kunne skade Fuglene, naar den da ikke drives til Overmaal; det vides fra Saltholmen bl.a.; det lader til, at de græssende Dyr søge at undgaa at træde paa Æg og Unger. Høslæt efter Fuglenes Yngletid vil heller ikke kunne være til Skade. For en ’Naturfreder’ ligger det jo nærmest at ønske Øen fuldstændig overladt til sig selv; men gjælder det at bevare den Natur, der nu findes, er det et Spørgsmaal, om dette var heldigt; blive Urterne ikke afgræssede eller slaaede, er det ikke usandsynligt, at det vil gaa som i min egen Eng: nogle faa Arter vil tage Magten og kvæle de andre. I oprindelig dansk Natur udførte Hjorte omtrent det samme som nu Kvæget.” (Brev til Teodor Bang 28. juni 1910)

 

 

 

 

Allerede i 1906 havde han planer om at stifte dette legat, som skulle anvendes til køb af ”(…) et Fristed eller Flere til Fredning af Planter og Dyr, ogsaa de saakaldt skadelige Dyr.” Legatet blev oprettet i 1919.

Omkring 1910 havde Teodor Bang fremsat det synspunkt, at det nye fristed burde være en ø. Han havde nemlig haft dårlige erfaringer med naboerne til fristedet Hundeklemmen ved Ålborg, og hvis det nye fristed blev en ø, var der i det mindste ikke direkte naboer at tage hensyn til.

Da Bang blev udnævnt som et af de tre medlemmer af den nedsatte bestyrelse af Winges legat, har det sikkert været medvirkende til, at det blev Vorsø, som i 1928 blev købt for legatpengene (se siden Fredningen af Vorsø).

Winge døde i 1923 og nåede således ikke at se, hvilket område der blev erhvervet for hans penge. Johannes V. Jensen skriver om ham: ”Den lille Nisse paa Zoologisk Museum er selv gaaet til sine Knogler, opløst i den Natur han kendte og elskede som ingen anden. Han gik ud som et Lys i en Trækvind; det havde jo aldrig været nogen Fakkel der sprudede og synede i Tivoli, en lille Flamme, men følsom, som det tyste Stjernelys i Æteren.” (Jensen 1927)