Spindelvæv

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bogens fulde titel er temmelig omfangsrig, på svensk: Svenska Spindlar uti sina hufvud-slägter indelte samt under några och sextio särskildte arter beskrefne och med illuminerade figurer uplyste, på Kongl. Vetensk. Societ. i Upsala befallning utgifne.

Og på latin: Aranei Svecici, descriptionibus et figuris æneis illustrati, ad genera subalterna redacti, speciebus ultra LX determinati, auspiciis Regiæ Societatis Scientiarum Upsaliensis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse edderkopper kaldes for hjulspindere, idet de spinder et cirkulært spind, ophængt i vegetation, hegn eller andet. De spinder først en ramme eller et ’skelet’ af tråde uden klæbrige dråber, inden de tilføjer de sidste spiraler, hvor de hæfter limdråber på trådene.

 

Den er meget variabel farvemæssigt, fra bleggul over orange, brun, mørkegrå til næsten sort, altid med lyse markeringer på bagkroppen, der oftest danner et kors.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Edderkoppen sidder ofte i midten med et benpar i de fire retninger af X’et eller på linje med zigzag-mønsteret. Dette bevirker, at dyret ofte er særdeles synligt, og mange videnskabsfolk har spekuleret over formålet med fremstillingen af dette mønster. En af teorierne går på, at dets synlighed kan forhindre større dyr i tilfældigt at ødelægge spindet. Forskning har også vist, at mønsteret tilbagekaster ultraviolet lys, hvilket muligvis tiltrækker byttedyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunnen, som er adskillige gange større end hannen, kan have en kropslængde på op til 6 cm, og hvis benene regnes med, er den op til 15 cm lang. Hannens kropslængde er blot op til 6 mm.

Slægtsnavnet er afledt af græsk nein (’at spinde’) samt philos (’holde af’), altså ’den der holder af at spinde’. Disse arters spind er kolossalt store, op til 2 m tværmål, og trådene, som fastholder nettet, er meget længere. Spindene af adskillige hunner er ofte forbundet og dækker tilsammen mange kvadratmeter. Det rapporteres, at små fugle og flagermus undertiden fanges i disse stærke spind.

 

Engang, da jeg vandrede op gennem Marsyangdi-dalen i det centrale Nepal, observerede jeg nogle børn, som kastede et eller andet på nogle kvindelige trekkere, der hvinede og løb, som om Fanden var i hælene på dem, mens børnene lo af fuld hals. Da jeg spurgte børnene, hvad det var, de havde kastet på de stakkels turister, viste de mig nogle store Nephila-hunner, som de havde indsamlet fra spind i nærheden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunnen har en farvestrålende bagkrop med mønster i gult og rødbrunt. I Japan kaldes den for jorogumo, afledt af joro (‘prostitueret’) og gumo (‘edderkop’). I japansk folklore er jorogumo et legendarisk væsen, der er berømt for sin onde natur samt sin evne til at forføre. Det afbildes ofte som en edderkop, der er i stand til at ændre sig til en forførende kvinde, der lokker intetanende ofre. (Kilde: jorospider.com/jorogumo-legend)

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘kølle-fodet’, hvilket formentlig hentyder til de markante hårduske på hunnens ben.

 

 

 

 

 

De fleste autoriteter placerer denne art i slægten Nephila, hvilket er højst besynderligt, da en nært beslægtet art, som er udbredt i det sydlige Afrika, samt på Madagascar, Seychellerne, Réunion, Mauritius og Rodrigues, er placeret i slægten Trichonephila under navnet T. inaurata.

Jeg finder det også mærkeligt, at dyr på Comorerne skulle udgøre en særskilt art, når dyrene på alle de omkringliggende øer betragtes som tilhørende den afrikanske art. Så måske er de samme art?

 

 

 

 

 

Et engelsk folkenavn på disse edderkopper er money spiders (’penge-edderkopper’), hvilket skyldes en gammel europæisk overtro, som sagde, at hvis en tæppespinder kravlede hen over en person, ville den spinde nye klæder til vedkommende – et billede på held i pengesager.

 

 

 

 

 

 

 

Denne lille edderkop, der bliver indtil 6 mm lang, er talrig i hele Europa, og den er også blevet naturaliseret i den nordøstlige del af USA. Den lever i lav vegetation, hvor den spinder et vandret tæppespind, hvorefter den placerer sig på undersiden og venter på bytte. Små insekter, som kravler rundt på et virvar af tråde over selve spindet, falder ofte igennem og lander på tæppespindet, hvor de dræbes af edderkoppen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mejeredderkoppen (Pholcus phalangioides) er navngivet efter sine lange ben, der minder lidt om mejernes ben. På engelsk kaldes den bl.a. for skull spider, da dens forkrop minder en smule om et menneskes kranium. Kroppen hos udvoksede hunner er omkring 8 mm lang, hos hannerne lidt mindre, og benene er 4-5 cm lange. Oprindeligt var denne art hjemmehørende i varmere egne af Asien, men er blevet spredt med mennesker kloden rundt, med undtagelse af Antarktis.

Arten har bredt sig meget i Nordeuropa i de senere år. Den blev første gang set i København i 1880 og i Jylland i 1969, og i dag er den udbredt i hele landet. Den er komplet harmløs for mennesker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, lægger fyrreprocessionsspinderen (Thaumetopoea pityocampa) æg på fyrretræer, og larverne, der lever mange sammen i et fælles spind, er yderst skadelige i fyrreskove, hvor de ofte afløver store områder. Førhen var arten udbredt i Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, men den globale opvarmning har bevirket, at de spreder sig mod nord, og de findes nu så langt mod nord som det nordlige Frankrig.

Den franske entomolog Jean-Henri Fabre (1823-1915) gennemførte et berømt studium af larver af fyrreprocessionsspinderen, beskrevet i bogen The Life of the Caterpillar (1916). Larverne blev anbragt på randen af en blomstervase, og de marcherede rundt langs randen i en uge, koblet fast til hinanden. Fabre konkluderede, at larverne opførte sig som mekaniske maskiner, programmerede til blindt at følge den forangående.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Larverne lever mange sammen i et silkespind, som de selv spinder. Her æder de løs af bladene inden for spindet. Når de skal forpuppes, spinder de en kokon af silketråde omkring sig, som hænger lodret inde i spindet. Larverne findes ofte i så stort et antal, at træet eller busken bliver fuldstændig afløvet. I sådanne tilfælde spinder larverne en silketråd ned til jorden, hvor de forpupper sig under diverse planter.