Sne og is

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Faktisk er Ruapehu et navn, som omfatter en række tinder, hvoraf den højeste er Tahurangi (2797 m), mens en markant spids bjergtop er Girdlestone (2658 m). Oprindeligt var denne top blevet navngivet Little Matterhorn Peak af Hubert Earle Girdlestone (1879-1918), en newzealandsk opdagelsesrejsende og krigshelt, som blev dræbt i Frankrig i 1918. Hans venner opsatte en mindeplade på bjerget i 1922 og ændrede dets navn til Girdlestone Peak.

 

 

 

 

 

 

 

Juniperus recurva er hjemmehørende i Himalaya, fra det nordlige Pakistan mod øst til Yunnan-provinsen i det sydvestlige Kina, hvor den vokser i højder mellem 1800 og 4600 m. Artsnavnet, af latin recurvo (’tilbagebøjet’), hentyder til de hængende grene.

Løv og ved af denne art brændes som røgelse på buddhistiske og hinduistiske altre, og nær det buddhistiske kloster Pangboche i Khumbu, østlige Nepal, findes en hellig lund af dette træ, som er afbildet på siden Religion: Animisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I januar 2020 oplevede min ven Niels Andreasen og jeg en isdækket strækning på vejen, der fører over de høje bjerge Hohuan Shan. Her var adskillige biler strandet, da chaufførerne ikke havde erfaring med sådanne veje og gassede alt for hårdt op til at passere strækningen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk gala (‘mælk’) og anthos (‘blomst’), hvilket sigter til slægtens hvide blomster, mens artsnavnet nivalis (‘af sneen’) hentyder til den almindelige vintergæks tidlige blomstring. I milde vintre kommer den frem allerede i februar, hvilket det gamle navn blidelslilje er vidnesbyrd om. Dette navn er afledt af blidel, der omkring år 1700 var navnet på årets anden måned. Moths ordbog fra dengang beretter, at måneden har fået dette navn, fordi dagene er blevet længere, og ”mand stunder til Sommer, hvorved Folk blides.” (Kilde: blog.dengamleby.dk/historiskehaver/tag/vintergaek)

Andre navne på vintergæk omfatter februarlilje, martslilje, martsblomst, snebryder, sneklokke, hvidklokke, snegæk, sommergæk og kyndelmisselilje. Sidstnævnte navn sigter til Kyndelmisse, en gammel katolsk helligdag den 2. februar, også kaldt Mariæ renselsesdag. I den katolske kirke fejres denne dag med en lysmesse, hvor de lys, som skal anvendes i løbet af det kommende år, velsignes. Ordet Kyndelmisse er en forvanskning af det latinske missa candelaria (’lysmesse’), hvor candelaria blev til ’kyndel’. Andre forvanskninger var kermesse, kørmesse, og kjørmes. Populært blev dagen kaldt for Kjørmes Knud, hvor knud ikke har noget med drengenavnet at gøre, men sigter til, at vinteren på dette tidspunkt ofte var hård og ’slog sin knude’.

Navnet vintergæk dukker først op i begyndelsen af 1800-tallet, hvor det anvendes side om side med sommergæk, der stammer fra H.C. Andersens eventyr Sommergækken fra 1866. Her skriver han om planten, at den står med “hvidgrøn Knop paa sin grønne Stilk”, som den varme sol får til at åbne sig helt, så “den stod i hvid Kjortel med grønne Baand og priste Sommer.”

Delstavelsen -gæk kommer af det gamle ord gæk, i forbindelsen ’drive gæk med’, hvilket betyder ’lave sjov med’. En ældgammel dansk tradition er at sende gækkebreve til venner og familie. Tidligere var det skik, at hvis modtageren ikke kunne gætte, hvem der havde sendt brevet, skulle afsenderen have en gevinst, fx et kys. Førhen lagde man ofte en vintergæk ved gækkebrevet, og mange vil nikke genkendende til dette vers:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Chorten’er, bedeflag og andre buddhistiske fænomener er beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af arten kan ses på siden Dyreliv: Dyreunger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I foråret 1991 foretog jeg sammen med Lars Nørgaard Hansen en meget interessant vandring til denne dal, beskrevet på siden Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Rhododendron-dalen.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art har to farvefaser, en snehvid, som har givet navn til arten, samt en blågrå, oftest kaldt ‘blå gås’, der har givet arten dens latinske navn caerulescens, som betyder ’blålig’. Et billede af den blå fase er vist på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse træer udgør en slægt, som rummer et sted mellem 25 og 35 arter, hvoraf nogle bliver majestætiske træer, op til 50 m høje og med en stammediameter på op til 2,5 m. En række billeder af gamle og store arter er vist på siden Planteliv: Gamle og store træer.

Popler er løvfældende, og adskillige arter har knaldgult efterårsløv. Nogle eksempler er vist på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af det franske ord aigrette, som betyder ‘lille hejre’. I 1782 blev artsnavnet thula hæftet på denne fugl ved en fejltagelse af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

Andre billeder af denne art kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk plektron (‘hanespore’) og phenax (‘bedrager’, dvs. ‘erstatning’), hvilket sandsynligvis hentyder til disse fugles kortere klo på bagtåen, sammenlignet med deres nære slægtninge sporeværlingerne (Calcarius). Artsnavnet er fra latin nix (‘sne’) og -alis (‘lignende’), hvilket naturligvis sigter til fuglens fjerdragt.

Tidligere var snespurvene placeret i familien Emberizidae, men nylige DNA-analyser har medført, at de sammen med sporeværlingerne er blevet overført til en særskilt familie, Calcariidae.

 

 

 

 

 

 

 

På grund af dens smukke blomster blev den hurtigt en populær haveplante, som i dag dyrkes i mange egne af kloden. I Kina er den sjælden og truet i vild tilstand.

Arten blev beskrevet af den tyske botaniker Paul Graebner (1871-1933), som navngav slægten Kolkwitzia til ære for Richard Kolkwitz (1873-1956), professor i botanik på det Fri Universitet i Berlin. Artsnavnet betyder ’bedårende’.

Dens kinesiske navn er 蝟实 (wèi shí), hvor wèi betyder noget i retning af ‘en række spidse genstande’, hvilket formentlig hentyder til blomsterstanden, hvor blomsterne sidder ordnet i rækker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tibetansk kongehøne (Tetraogallus tibetanus) er vidt udbredt i centralasiatiske bjerge, fra Tadjikistan mod sydøst gennem Himalaya til Arunachal Pradesh, og derfra mod nord gennem det vestlige Kina til Qinghai og videre mod vest til Kunlun-bjergene. Den undgår ørkenegnene på den Tibetanske Højslette.

Andre billeder af arten er vist på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et meget markant bjerg er det dobbelt-tindede Ama Dablam (6812 m), som er helligt for det lokale Sherpa-folk. På nepalesisk betyder navnet ‘moderens halskæde’, idet de lange bjergkamme på hver side af den højeste top sammenlignes med en moders (ama) udbredte arme, som beskytter hendes barn, mens den hængende gletscher på bjergsiden sammenlignes med en dablam, den traditionelle halskæde, som bæres af Sherpa-kvinder.

Min nu afdøde ven John Burke (1951-2010), som ledsagede mig på min første vandring til Khumbu, holdt meget af Ama Dablam, og han tog det slående billede nedenfor, som viser Sherpa-kvinder, der passerer foran den sneklædte tinde. Vores vandring er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien & Nepal 1978: Rejse mod Everest.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I eventyret Den grimme ælling beretter H.C. Andersen om en svaneunges skæbne. Den klækkes på en bondegård sammen med ællinger, men bortjages af de andre fjerklædte beboere på gården. Den må gennemgå mange lidelser, før det går op for den, at den er blevet til en smuk svane. I virkeligheden er dette eventyr en beretning om Andersens eget liv.

Knopsvanen er hjemmehørende i Nordeuropa, fra det sydlige Norge og Finland mod syd til Sydfrankrig og Rumænien, og fra Irland mod øst til det vestlige Rusland og Ukraine, med pletvis yngleforekomst på Balkan, samt i Tyrkiet og Centralasien, mod øst til det sydlige Sibirien, Mongoliet og det nordlige Kina. Den er også blevet indført til adskillige andre områder, bl.a. Nordamerika, Australien, New Zealand og Sydafrika.

I modsætning til de andre nordeuropæiske svaner, sangsvane (C. cygnus) og pibesvane (C. columbianus ssp. bewickii), er knopsvanen ikke særlig vokal, hvilket artens engelske navn mute swan (’den stumme svane’) hentyder til. Navnet Cygnus er en latiniseret form af det græske ord kyknos (‘svane’), mens olor er latin og ligeledes betyder ’svane’. Navnet knopsvane sigter til artens sorte knop ved roden af næbbet.

Vinteren er en hård tid for disse fugle, og i hårdt vejr omkommer mange af kulde og sult.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indtil fornylig var det officielle navn på dette bjerg Egmont, navngivet af den britiske opdagelsesrejsende og kaptajn James Cook (1728-79) til ære for John Perceval, 2. Jarl af Egmont (1711-70), som tidligere, i sin egenskab af førsteadmiral, havde støttet eftersøgningen af Terra Australis Incognita.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk hippos (‘hest’) og oura (‘hale’). Førhen var Hippuris den eneste slægt i familien Hippuridaceae, men er nu blevet overført til vejbredfamilien (Plantaginaceae).

Hestehale anvendes inden for urtemedicinen til behandling af sår, mavesår, samt udvendige og indvendige blødninger.

 

 

 

 

 

Issoria isaea er en art af perlemorsommerfugl, som forekommer i bjergegne fra det vestlige Himalaya mod øst til den kinesiske Yunnan-provins.

Den blev førhen regnet som en underart af storplettet perlemorsommerfugl (I. lathonia), og nogle autoriteter betragter den stadig som sådan. Sidstnævnte, som er udbredt i størsteparten af Europa, Nordafrika og Mellemøsten, foretager dog i vid udstrækning trækbevægelser, hvilket ikke er tilfældet med isaea.

Andre billeder af arten er vist på siden Dyreliv – Hvirvelløse dyr: Hvirvelløse dyr i Himalaya.

 

 

 

 

 

Arten har både hanlige og hunlige planter, og de hunlige blev navngivet Tussilago hybrida af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som troede, at de var hybrider mellem de hanlige planter og hvid hestehov (P. albus). Frøformering forekommer næsten ikke i Danmark, da hunlige planter er meget sjældne, og næsten alle bestande er kloner af hanlige planter.

Slægtsnavnet kommer af græsk petasos, som betyder ’bredskygget hat’. Det sigter, i lighed med folkenavnene tordenskræppe og borgskræppe, til artens meget store blade, der kan blive op til 1 m i diameter. De optræder som ’skræppeblade’ i eventyrene Den grimme ælling og Den lykkelige familie af H. C. Andersen (1805-75). (’Skræppe’ var førhen folkenavn for alle urter med meget store blade).

En mængde billeder af arten er vist på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Arten foretrækker fugtig bund i lyse skove, ofte omkring kilder eller langs vandløb, på alpine græsgange og langs veje. Den forekommer i størsteparten af Europa, i Tyrkiet, samt i Kaukasus.

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’, hvilket hentyder til de hvide skivekroner.

 

 

 

 

 

På den officielle danske fugliste kaldes Montifringilla adamsi for Himalayasnefinke, men den findes kun i de nordligste tørre egne af bjergkæden, så jeg foretrækker navnet sortvinget snefinke, en oversættelse af artens engelske navn.

 

 

 

 

 

Den amerikanske botaniker, kemiker og læge John Torrey (1796-1873) fandt denne plantes farve så slående, at han kaldte den for Sarcodes sanguinea, af oldgræsk sarkos (‘kød’) og latin sanguis (‘blod’), altså ’den blodrøde kødfulde’. På amerikansk kaldes den for snow plant, hvilket hentyder til dens tidlige blomstring, som undertiden finder sted, mens sne stadig delvis dækker jorden.

I bogen The Yosemite (1912) skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) følgende om denne art: “Sarcodes sanguinea er den mest beundrede plante blandt turister i Californien. Den er rød, kødfuld og vandet og ligner et gigantisk asparges-skud. Kort efter at sneen er smeltet, kommer den frem fra de døde nåle og humus i fyrre- og ædelgranskove som en glødende søjle af ild. (…) Det siges, at den vokser op gennem sneen, men tværtimod venter den altid, indtil jorden er varm, skønt den i lighed med andre tidlige blomster undertiden er halvt eller helt begravet i sne et par dage under en forårs-snestorm. (…) Alligevel er den en særdeles kold og usympatisk plante. Alle beundrer den som en vidunderlig kuriositet, men ingen elsker den som de elsker liljer, violer, roser og okseøjer. Uden duft står den dér under fyrretræerne og ædelgranerne, ensom og stille, som om den ikke er beslægtet med nogen anden plante i verden; den bevæger sig aldrig under de vildeste storme, stiv som var den livløs, skønt dækket af smukke rosenfarvede blomster.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne og andre arter af kvalkved er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Specielt smukke er hantræerne om foråret, hvor de står med tusinder af guldgule rakler, som bier og humlebier flittigt besøger, da de er blandt de tidligste nektar- og pollengivere. Et gammelt navn for seljepilen er palmepil. Mens man endnu var katolikker i Danmark, blev de blomstrende grene af hantræerne benyttet til at pynte kirkerne med Palmesøndag.

Tidligere blev seljepil udnyttet til et væld af formål. Løvet var et godt dyrefoder, og den dag i dag benyttes det som foder til får og geder visse steder i Norge. De tyndeste grene blev anvendt til bl.a. fiskeruser og kurvefletning. I dag bruger man oftest grene af båndpil (Salix viminalis), der egner sig bedre. De lidt tykkere grene blev pga. det sejge og lette ved brugt til fx redskabsskafter og gærdestokke, og af stammen fremstilledes bl.a. møbler.

Af frøulden snoede man væger, og den blev tillige brugt som fyld i dyner og foer i frakker. Barken indeholder garvestoffer og anvendtes tidligere til garvning af skind. I barken findes også et glykosid, salicin, som førhen var et feberstillende middel i form af salicylsyre, der i dag fremstilles kemisk.

De fleste anvendelser er gået af brug, men som noget specielt kan nævnes, at seljepil bruges til skibsnagler i de vikingeskibe, der fremstilles på Vikingeskibsmuseet i Roskilde.

Andre billeder af arten kan ses på siderne Naturreservatet Vorsø: Karplanter, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

Andre billeder af snedue er vist på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

Hele fem plantezoner er repræsenteret i denne park: subtropisk, nedre tempereret, øvre tempereret, subalpin og alpin, med vidtstrakte skove og krat af bl.a. ege-arter (Quercus), lønne-arter (Acer), rhododendron-arter (Rhododendron), Himalaya-birk (Betula utilis), himalaya-ædelgran (Abies spectabilis), himalaya-skarntydegran (Tsuga dumosa), samt tårefyr (Pinus wallichiana). I disse skove lever adskillige truede dyrearter, fx sneleopard (Panthera uncia), rød panda (Ailurus fulgens) og en farvestrålende fasan, satyrtragopan (Tragopan satyra).

Gosainkund-søerne omfatter i alt 54 søer, som alle er hellige for hinduer. Hvert år under fuldmåne i juli eller august valfarter tusinder af rettroende hinduer til disse søer for at foretage et rensende bad i de iskolde vande. For ortodokse hinduer er det ultimative mål at bade i alle 54 søer.

Mine oplevelser i dette område er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Nepal 2009: Over et snedækket pas, samt Planteliv – På blomsterjagt i Himalaya: Omkring Shivas hellige søer, mens hinduismen er behandlet på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) kan vokse til en kolossal størrelse, indtil 50 m høj og med en stammediameter på op mod 1,5 m. Denne art er meget almindelig i Himalaya, udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar. Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker af sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker. Denne høst kunne finde sted uden at skade fuglene, da den fandt sted, efter at ællingerne havde forladt reden.

Det videnskabelige navn er afledt af græsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), samt latin mollissimus (‘overmåde blød’), som alle refererer til de bløde dun. Navnet ederfugl kommer af det islandske navn på arten, æðarfugl, som igen er afledt af oldnordisk æðr. Ifølge dansk retskrivning staves dens navn edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da navnet jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et diminutiv af det italienske ord soldo (‘mønt’), således ‘små mønter’, hvilket hentyder til bladenes form hos de fleste arter. Oprindeligt var navnet af botanikere i 1500-tallet hæftet på strand-snerle (Calystegia soldanella) på grund af denne arts cirkelrunde blade, men det blev i 1583 overført til alpeklokke-slægten af den flamske læge og botaniker Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, der som en af de første studerede Alpernes flora.

Liden alpeklokke (Soldanella pusilla) er udbredt i Alperne, Karpaterne og Apenninerne, samt i bjergegne på Balkan. Andre arter af alpeklokke er omtalt på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

Billeder af gederams kan også ses på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er udbredt i bjergegne i Kazakhstan, Uzbekistan, Kirgisien og Xinjiang, hvor den vokser i enge og på åbne skråninger i store højder, op til omkring 3600 m.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk arktos (‘bjørn’), en hentydning til burrerne, hvis kroge kan minde lidt om bjørnekløer.

Artsnavnet er afledt af latin nidulor (‘at bygge en rede’), hvilket sigter til den tætte, uldhårede klynge af kurve.

Det nu ugyldige slægtsnavn blev givet til ære for Johannes Theodor Schmalhausen (1849-94), en russisk botaniker af tysk oprindelse, som var konservator og professor i den Kejserlige Botaniske Have i Sankt Petersborg.