Camouflage i naturen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk soma (‘krop’) og erion (‘uld’), hvilket hentyder til de bløde dun hos disse fugle. Navnet ederfugl kommer af det islandske navn på den almindelige ederfugl, æðarfugl, som igen er afledt af oldnordisk æðr. Ifølge dansk retskrivning staves dens navn edderfugl, hvilket er aldeles tåbeligt, da navnet jo intetsomhelst har med edder (gift) at gøre.

 

Hunnen bygger sin rede nær kysten, foret med dun, som hun plukker af sit eget bryst. Disse bløde dun er blevet høstet af mennesker gennem hundreder af år og anvendt som fyld i puder, dyner og jakker. Denne høst kunne finde sted uden at skade fuglene, da den fandt sted, efter at ællingerne havde forladt reden.

Artsnavnet er afledt af latin mollissimus (‘overmåde blød’), der ligesom slægtsnavnet sigter til artens bløde dun.

I Northumberland i det sydlige Skotland kaldes ederfuglen for cuddy duck, navngivet efter Sankt Cuthbert (ca. 634-687), som var en munk, biskop og eneboer af den tidlige keltiske kristendom i Northumberland. Mens han opholdt sig på Farne Islands, gennemførte han en særlig lov til beskyttelse af ederfuglen og andre havfugle, der ynglede på disse øer.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pluvia (‘regn’). Førhen mente man, at når hjejlerne flokkedes, ville der snart falde regn. I den islandske folketro siger man, at når den første hjejle ses, er foråret kommet.

 

Artsnavnet er afledt af latin apricus (‘solrig’) og kan løseligt oversættes som ‘ynder at solbade’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk haima (‘blod’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til de knaldrøde ben hos almindelig strandskade. Det danske navn sigter til fuglenes levested samt den brogede fjerdragt hos almindelig strandskade, der blev sammenlignet med fjerdragten hos husskaden (Pica pica). Det engelske navn oystercatcher (‘østers-fanger’) blev indført i 1731 af den engelske naturhistoriker Mark Catesby (1683-1749), som studerede flora og fauna i den Nye Verden. Han bemærkede, at den amerikanske art H. palliatus åd østers.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker Alfred Moquin-Tandon (1804-63), som først var professor i zoologi i Marseille, senere professor i botanik og direktør for den botaniske have i Toulouse, og fra 1853 direktør for både den botaniske have og det videnskabelige akademi i Paris.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er diminutiv af slægtsnavnet Sterna (egentlige terner), som de tidligere var placeret i. Det danske navn kommer af oldnordisk therna.

 

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og frons (‘pande’).

 

 

 

 

 

 

Den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) nævner anthos, en lille, stærkt farvet fugl, og den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) nævner anthus, begge hentyder muligvis til gul vipstjert (Motacilla flava).

I den græske mytologi blev Anthos, søn af Antinous og Hippodamia, søndertrampet af sin faders heste. Guderne forvandlede ham til en fugl, der ville imitere hestenes vrinsken, men altid flygte ved synet af en hest. Måske havde Aristoteles iagttaget en vipstjert lette på grund af heste.

 

Artsnavnet er afledt af latin petra (‘klippe’ eller ‘sten’) samt endelsen osus, således ‘lever blandt klipper’.

 

 

 

 

 

 

Tre asiatiske arter hører fortsat hjemme i Francolinus, mens de øvrige to asiatiske arter er blevet overført til slægten Ortygornis sammen med den afrikanske topfrankolin (O. sephaena).

De resterende afrikanske arter er blevet opdelt i adskillige slægter, Scleroptila (7 arter), Campocolinus (3 arter), Peliperdix (1 art), samt Pternistis (24 arter). Medlemmer af sidstnævnte slægt kaldes nu for sporehøns.

Endelig har det vist sig, at Nahans frankolin ikke er en ægte frankolin, men er nært beslægtet med den afrikanske buskhøne (Ptilopachus petrosus), og den er derfor blevet omdøbt til Ituribuskhøne (Ptilopachus nahani).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk skleros (‘stiv’) og ptilon (‘fjer’).

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk psilos (‘nøgen’) og laimos (‘strube’).

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk batrakhos (‘frø’) og stoma (‘mund’).

 

Artsnavnet er afledt af latin monile (‘halskæde’ eller ‘halsbånd’), samt gerere (‘at bære’).

 

 

 

 

 

 

Den yngler i nåleskove i Alaska og Canada samt i bjergområder i det nordvestlige USA. Vintermånederne tilbringes i det sydvestlige Canada, USA og Mexico.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk korthilos, en lille gærdesmutte-lignende fugl, som blev nævnt af den græske grammatiker Hesychius af Alexandria (5. eller 6. årh. e.Kr.). Artsnavnet er måske afledt af verbet caleo (‘jeg er varm’ eller ‘glødende’), hvilket sigter til den røde farve på issen.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalidris, et navn benyttet af den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) for en eller anden grå vandfugl.

 

Vintermånederne tilbringes langs kysterne i det nordvestlige og vestlige Europa, mod syd til Portugal, i den sydligste del af Grønland, samt langs Nordamerikas Atlanterhavskyst, mod syd til South Carolina.

Det latinske artsnavn betyder ’tilknyttet havet’, afledt af mare (‘hav’). Om vinteren ses den næsten udelukkende langs kyster. Fornavnet sortgrå hentyder til fuglens mørke vinterdragt. I sommerdragten er den brunspættet på ryggen.

 

 

 

 

 

Mange drosselarter er omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Drosler.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for drossel.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khrysos (‘guld’) og laios (‘drossel’).

 

 

 

 

 

 

Navnet på familien er afledt af Sciurus, det latinske navn på disse dyr, givet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til det eurasiske røde egern (Sciurus vulgaris). Sciurus er afledt af oldgræsk skia (‘skygge’) og oura (‘hale’), således ‘halen der skaber skygge’, hvilket sigter til nogle egern-arters vane med at rejse deres buskede hale op over ryggen, hvorved de skaber skygge.

Mange egern-arter er præsenteret på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

Murmeldyr lever i underjordiske gange, op til 2 m under jordoverfladen, og de graver gangsystemer på op til 10 meters længde. De ses ofte sidde på deres bagdel uden for deres bo, og deres skarpe advarselssignal kan høres på lang afstand. De er næsten udelukkende vegetarer. De laver ikke fødedepoter, men om efteråret er de blevet så ekstremt fede, at de kan sove uforstyrret vinteren igennem.

Arktiske jægere nedlægger mange grå murmeldyr (M. caligata) og Alaska-murmeldyr (M. broweri), hvis lækre kød de spiser. De anvender også dyrenes bløde underpels til at fremstille parkaer.

Slægtsnavnet er en forvrængning af latin muris montanus (‘bjergmus’). Det danske navn er taget fra tysk Murmeltier, hvoraf den første del ligeledes er afledt af muris montanus.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘med dobbelt lag af underhud’.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘kortbenet’.

 

 

 

 

 

Arten blev navngivet efter den engelske naturhistoriker Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er også opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

Disse dyr kaldes også for flyveøgler, hvilket er et misvisende navn, da de ikke kan flyve på ægte vis, men glider fra et træ til et andet ved at brede ribbenene ud, som er forbundet af en vingelignende membran, kaldt patagia.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk drakon (‘drage’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘flyvende’.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk drys (‘egetræ’) og phyton (‘plante’) – et mærkeligt dobbeltnavn, der sigter til, at de fleste medlemmer af slægten lever i træer.

 

Oversiden er brun eller grå med mørkere prikker, en tilpasning til at være camoufleret blandt de brunlige eller grålige klipper, hvor den lever. Undersiden er cremefarvet eller orangegul.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sandfarvet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr varierer kolossalt i størrelse, fra Typhlochactas mitchelli, der kun er 9 mm lang, til Heterometrus swammerdami, der kan blive op til 23 cm lang.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse sommerfugle for brush-footed butterflies, hvilket sigter til nogle børster på forbenene af et antal arter. Et andet engelsk navn er four-footed butterflies, hvilket skyldes, at mange af arterne kun står på fire ben, mens de to forreste, som er reducerede, ofte er rullet op.

 

Slægten er opkaldt efter den græske filosof Hipparchia af Maroneia, som levede i Athen omkring 325-350 f.Kr. Hun var gift med en anden filosof, Krates af Theben, og parret levede i fattigdom i Athens gader.

 

I den græske mytologi var Semele datter af Kong Kadmos af Theben. Hun blev forført af Zeus og fødte sønnen Dionysos, der senere blev vingud.

 

 

 

 

 

I den romerske mytologi var gudinden Juno beskytter af og rådgiver for staten. Hun var datter af Saturn, var gift med Jupiter, og var moder til Mars, Vulkan, Bellona og Juventas. Hendes antikke græske modstykke er Hera.

Førhen var mange af arterne placeret i slægten Precis.

 

På engelsk kaldes den for peacock pansy, hvilket hentyder til ‘øjnene’ på vingerne, der minder om ‘øjnene’ på påfugles halefjer.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til Pomona, romersk gudinde for en overdådighed af frugt. På engelsk kaldes arten for lemon emigrant, hvor lemon sigter til dens citron-lignende farve, mens emigrant hentyder til, at den ofte tilbagelægger ret store afstande på træk.

 

 

 

 

 

Skildpaddebiller, underfamilien Cassidinae, er en stor gruppe på over 3000 arter, der minder om bittesmå skildpadder på grund af de forlængede for- og sidepartier af deres krop. De måler mellem 5 og 12 mm i længde, og larverne er tornede. Både voksne og larver æder blade, og nogle arter betragtes som skadedyr i landbruget.

En af slægterne i underfamilien er Cassida, der omfatter over 430 arter, udbredt i den Gamle Verden. Slægtsnavnet er afledt af latin cassis (‘metalhjelm’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr er planteædere, og nogle arter kan blive alvorlige skadedyr, der optræder i milliard-sværme, som fortærer alle afgrøder på deres vandringer. De fleste arter beskytter sig mod fjender gennem camouflagefarver. Bliver de opdaget, springer de pludselig højt op i luften, og mange arter breder deres farvestrålende vinger ud som et overraskelsesmoment. Andre arter har stærke farver som en advarsel til fjender om, at de er ildesmagende.

 

 

 

 

 

 

 

De er rovdyr, som sidder stille blandt vegetation og venter på, at et insekt eller et andet hvirvelløst dyr kommer forbi. Med lynets hast kaster knæleren sine forben fremad og griber det uheldige offer, som derpå ædes af knæleren. Somme tider vil en hun endog æde hannen efter parringen.

Disse insekter har navn efter den stilling, de indtager, mens de venter på bytte, med ‘foldede’ forben, som var de i bøn – stik modsat den egentlige hensigt med stillingen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af oldgræsk aeizoon (‘husløg’), fra aei (‘for evigt’) og zoion (‘et levende væsen’), hvilket sigter til de kødfulde og holdbare blade hos medlemmerne, i lighed med bladene hos husløg (Sempervivum).

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk lithos (‘sten’) og ops (‘ligner’), hvilket hentyder til disse planters lighed med sten. Populært kaldes de for levende sten.