Mønstre i naturen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) og hentyder til Luna, den romerske månegudinde.

 

 

 

 

 

Den høje og tilsyneladende klodsede giraf var engang udbredt overalt i Afrika, med undtagelse af regnskovsområder, men den er aftaget med alarmerende hast, og i dag er der måske under 100.000 individer tilbage.

Ifølge International Union for Conservation of Nature (IUCN) eksisterer der kun én giraf-art, opdelt i 9 underarter, mens andre autoriteter anerkender op til 8 særskilte arter.

Slægtsnavnet er afledt af det arabiske ord zarafah, oprindeligt fra persisk sotorgavpalang (‘kamel-okse-leopard’), mens det latinske artsnavn kommer af græsk kamelos (‘kamel’) og pardos (‘leopard’), samt af latin alis (‘ligner’), hvilket sigter til giraffens kamel-lignende krop og dens leopard-lignende mønster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Arusha Nationalpark i det nordlige Tanzania er giraffernes pelsmønster ret unikt, nærmest en blanding af pelsmønstrene hos netgiraf og masaigiraf. Nogle autoriteter kalder dem for Galana-giraffer og betragter dem som hybrider mellem de to underarter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne underart er udryddelsestruet, da der kun findes omkring 400 i spredte flokke.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af græsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (Rissa brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

 

 

 

 

 

 

 

Andre figenarter er omtalt på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den hollandske naturhistoriker Georg Eberhard Rumphius (1628-1702), der var militærofficer under det Hollandske Ostindiske Selskab.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er opkaldt til ære for den baltisk-tyske naturhistoriker Alexander von Schrenk (1816-1876), som var kendt for sine ekspeditioner til Centralasien og det nordlige Rusland, og som forfattede et værk med titlen Reise nach dem Nordosten des europäischen Rußlands, durch die Tundren der Samojeden, zum arktischen Uralgebirge (1848).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Himalaya-ædelgran (Abies spectabilis) kan vokse til en kolossal størrelse, indtil 50 m høj og med en stammediameter på op mod 1,5 m. Denne art er meget almindelig i Himalaya, udbredt fra Afghanistan mod øst til Myanmar. Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder til Gabon, et område i Tropisk Vestafrika omkring Ækvator, som blev navngivet Gabão af portugiserne. Oprindeligt sigtede navnet til et område, der var langt større end den nuværende stat Gabon.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til dens blade, som ligner blade af isop (Hyssopus officinalis), af læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

På billedet herunder vokser arten op ad en mur langs en drænkanal i byen Taichung, Taiwan. Vinden har skabt et mønster ved at bevæge planterne frem og tilbage, hvorved støv og snavs er skrabet af muren. Planten med hvide blomster er dunet brøndsel (Bidens pilosa), som er nærmere omtalt på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

Men hvad er egentlig årsagen til disse striber, når stribningen på andre medlemmer af slægten Equus (heste og æsler) er begrænset til den nederste del af benene, eller mangler helt?

Nylig forskning viser, at stribningen sandsynligvis er en forsvarsmekanisme mod blodsugende insekter, bl.a. klæg og tsetsefluer, der kan overføre sygdomme som sovesyge, afrikansk hestesyge, samt den ofte dødelige heste-influenza.

Zebraens tynde hårlag yder ikke megen beskyttelse mod blodsugende fluer. Imidlertid har analyser af tsetsefluers føde ikke påvist blod fra zebraer. Forskning har vist, at fluer vil undgå at lande på stribede genstande. Ensartede antal af klæg summede omkring zebraer og heste i den samme indhegning, hvor nogle af hestene var blevet tildækket med sort- og hvidstribede dækkener. Der landede langt færre fluer på zebraer og tildækkede heste end på heste uden dækkener. De prøvede at lande på striberne, men vendte så om. (Kilde: bbc.com)

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter at quagga’en, underarten quagga, blev udryddet sidst i 1800-tallet, er Burchells zebra den mindst stribede af de overlevende underarter. Den kendes endvidere på de mange svage ‘skyggestriber’ i de hvide striber.

 

 

 

 

 

Denne zebra blev beskrevet i 1882 af den franske naturhistoriker Jean-Frédéric Émile Oustalet (1844-1905), som navngav den efter den franske præsident Jules Grévy (1807-1891), der havde modtaget en Grevys zebra som gave fra den ethiopiske regering.

 

 

 

 

 

 

 

I 1930’erne var Kap-bjergzebraen næsten blevet bortskudt, og der overlevede kun omkring 100 individer. Siden har strenge fredningsbestemmelser forårsaget, at bestanden er steget til over 2700.

I 1998 blev populationen af Hartmanns bjergzebra anslået til omkring 25.000 individer, mens et nyligt estimat siger omkring 33.000.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art blev tidligere betragtet som en underart af den vidt udbredte rødryggede svale (Cecropis daurica), og nominatracen minder utrolig meget om racen japonica af den rødryggede svale, som yngler i det østlige Kina, Korea og Japan. Stribesvalen er ofte en smule større og har mindre rødbrunt på isse og kinder, men de to arter er meget vanskelige at adskille i felten. For mig er det lidt af et mysterium, hvorfor man regner dem som to arter.

Flere billeder af asiatisk stribesvale kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af væggelav vises på siden Hyldest til farven orange.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art, samt brunøjet ulvelav (L. columbiana), findes begge i Californien, hvor mange indfødte folkeslag førhen anvendte dem til forskellige formål. Af deres løv blev fremstillet pilegift. Klamath-folket dyppede pigge af træpindsvin i et afkog af planten, hvilket farvede dem gule. Piggene blev derpå flettet ind i kurve for at danne mønstre. Okanagan-Colville-folket benyttede disse laver medicinelt, indvortes mod mavebesvær og udvortes til behandling af sår.

 

 

 

 

 

Den østlige underart sirtalis findes fra det sydlige Ontario og Quebec mod syd til den Mexikanske Havbugt, samt fra østkysten mod vest til Mississippi-floden.

 

 

 

 

 

Disse arter er nærmere beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flere billeder af tropisk mandeltræ ses længere nede på denne side, samt på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De kæmpemæssige blade af denne plante anvendes ofte som paraply. Rodstænglen er spiselig efter lang tids kogning, men dens saft irriterer slimhinderne, da den indeholder nålespidse kalkoxalat-krystaller. I Hawaii kaldes planten for ’ape, og et lokalt ordsprog siger: Ai no i kaʻape he maneʻo no ka nuku. (’Den, der spiser ’ape, får kløe i munden’), hvilket i overført betydning siger, at ’der er konsekvenser ved at deltage i noget ondt’. (Kilder: S. Scott & T. Craig, 2009. Poisonous Plants of Paradise: First Aid and Medical Treatment of Injuries from Hawaii’s Plants. University of Hawaii Press; samt M.K. Pukui, 1986. ‘Ōlelo No’eau, Hawaiian Proverbs and Sayings. Bishop Museum Press, Honolulu).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af de græske ord di (‘to’), pteron (‘vinge’) og karpos (‘frugt’). Frugterne er forsynet med to store vinger, en tilpasning til vindspredning. Billeder af disse frugter kan ses på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Lande og steder: Natur på Andamanerne og Nicobarerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

C. uvifera vokser i kystområder i tropiske egne af Amerika, Caribien, Florida, Bahama-øerne og Bermuda. Et af artens engelske navne er seagrape (‘hav-vindrue’), hvilket sigter til dens drue-lignende klaser af grønne frugter, hver op til 2 cm i tværmål.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De unge bregneblade er også blevet sammenlignet med brilleslanger. I Heimatblätter für den Kreis Sonderburg 1914-18, nr. 1, 1914, skriver Christian Elling: ”Ser man en klump bregner, hvis blade endnu ikke er udfoldede, rejser de sig som en redefuld af kobraer, rullet op med svajende rygge og krumme halse – eller som en hydra rede til hug.” (Kilde: V.J. Brøndegaard 1978. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 1. Rosenkilde og Bagger)

 

I Middelalderen kendte man også til anvendelse af rodstænglen mod indvoldsorm i Norden. Den blev tørret og brændt, og asken blev indtaget mod blæresten. ”Og det hjælper visselig, thi mange Bønder ved Dalum Kloster er hjulpet med samme Raad.” Rodsaften blev anvendt mod brandsår.

Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler den pulveriserede rod mod spoleorm, efter at man har spist hvidløg. Han fortsætter: ”men Kvinder maa ikke bruge dette Middel, thi Roden gør dem ufrugtsommelige og har ogsaa andre Udyder, hvilke ikke er sømmelige at beskrive.” (Kilde: V.J. Brøndegaard 1978. Folk og flora. Dansk etnobotanik, bd. 1. Rosenkilde og Bagger)

Almindelig mangeløv har tidligere også været anvendt til bekæmpelse af lopper og lus. I dag anbefaler urtelæger ikke rodstænglen som ormekur, da den er særdeles giftig.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden er meget karakteristisk, idet den har et stort, ofte kraftigt farvet eller mønstret højblad, som danner et hylster, der omgiver en kølle, hvor blomsterne sidder tæt sammen, hanblomster foroven og hunblomster nedenunder. Spidsen af køllen er oftest uden blomster. Hos mange arter lugter blomsterne ilde, og de tiltrækker fluer, som bestøver dem. Frugtstanden er en kolbeagtig klynge af røde bær, som forbliver på køllen, efter at hylsterbladet er visnet.

Slægtsnavnet kommer af græsk arisamos (‘iøjnefaldende’, ‘fremtrædende’), hvilket naturligvis sigter til disse planters spektakulære udseende. Såvel hylsterblad som kølle er ofte forlænget, og heraf kommer det danske navn snabelkalla. Hos nogle arter ender forlængelsen i en temmelig grotesk tråd, der kan være op til 1 m lang.

Et almindeligt engelsk navn på slægten er Jack-in-the-pulpit. For de mennesker, der gav planterne dette navn, lignede blomsten åbenbart en person i en prædikestol, idet ‘Jack’ er køllen, og ‘prædikestolen’ er hylsterbladet.

Hylsterbladet hos flere af arterne ligner en brilleslange med nakkehuden spredt ud, mens kolben med de røde bær minder lidt om en majskolbe. I forening har det givet anledning til planternes nepalesiske folkenavn, sarpa ko makai, som betyder ’slangemajs’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mælkebøtten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige slægtsnavn er afledt af græsk smyrna (‘myrra’) og ion, en endelse, der udtrykker noget småt. Det skyldes duften fra plantens saft. Artsnavnet er afledt af det klassiske romerske navn på planten, olus ater (‘sort urt’), hvilket sigter til frøenes farve.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af latin sus (‘svin’), således ‘svine-agtig’, hvilket ifølge nogle kilder sigter til den slimede hat hos de fleste af arterne i slægten. Jeg finder denne hentydning mærkelig, da grise jo ikke er slimede, medmindre de har rullet sig i mudder. Artsnavnet kommer af latin cavus (‘hul’, ‘hulhed’), oprindeligt fra proto-indoeuropæisk kowos (‘hul’).

 

 

 

 

 

Mere om gul snerre findes på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder betragtes ahorn som en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, der produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ. En sådan spredning er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I naturen findes arten langs den amerikanske Stillehavskyst, fra det sydlige Alaska mod syd til det nordlige Californien. Den dyrkes imidlertid meget almindeligt i køligere egne verden rundt, bl.a. i Danmark.

Artsnavnene hentyder til et samfund ved navn Sitka i det sydøstlige Alaska, hvor arten er almindelig.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en svensk handelsmand, Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

Lagerstroemia subcostata er et mindre træ, som bliver op til 14 m højt, med en meget karakteristisk glat, lys eller mangefarvet bark. Arten er hjemmehørende i Japan, Taiwan, Kina og Filippinerne, voksende i skove og langs vandløb fra lavlandet op til mellemhøjder i bjergene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pilekoggertræet (Aloidendron dichotomum, førhen Aloe dichotoma), som kan blive op til 6 m højt, er hjemmehørende i det sydlige Namibia og den nordlige del af Kap-provinsen i Sydafrika. Ordet pilekoggertræ er en oversættelse af kokerboom, som er Afrikaans. Da Boerne slog sig ned i Namibia, bemærkede de, at San-folket anvendte barken af dette træ som pilekogger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketopsyge, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus, førhen kaldt Chalara fraxinea. De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer har resistens mod sygdommen.

 

 

 

 

 

 

 

Kirsebær-arter er nærmere beskrevet på siderne Planteliv: Planter i folketro og digtning, samt Planteliv – Markante træer i Danmark: Kirsebærskovene i Ringebakker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten forekommer i en overdådighed af farver: gule, lyserøde og forskellige afskygninger af rødt og purpurfarvet. Træerne producerer ofte en overdådighed af dem, og hvis de ikke plukkes af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller. Billeder af disse frugter er præsenteret på siden Efterår.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kerasos (‘kirsebær’), samt latin ferus (‘vild’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kauritræets triste skæbne er skildret i detaljer på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som er afledt af oldgræsk leirion (’lilje’) og dendron (’træ’), artsnavnet, der er afledt af tulip og Latin fer (‘bærer’), samt det danske navn sigter alle til blomsterne, der overfladisk kan minde om liljer eller tulipaner. Et af artens populære amerikanske navne er fiddle-tree (‘violintræ’), hvilket hentyder til bladenes usædvanlige form, der i nogle tilfælde minder om små violiner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens naturlige habitat er sumpe og søbredder, fra Egypten mod syd gennem hele den østlige del af Afrika til Sydafrika, i nogle områder af Vestafrika, på Madagascar, samt i Jordan og Israel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flere billeder af bøge findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Efterår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

A. americana, som er hjemmehørende i tropiske egne af Amerika, kaldes ofte for ‘hundredårsplanten’, da den vokser i mange år, før den blomstrer, sætter frø og derpå dør.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige billeder, som viser normale eksemplarer af denne art, samt mange andre kaktusarter, kan ses på siden Planteliv: Kakti.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På Maoriernes sprog kaldes newzealandsk viftehale for piwakawaka. Den er gudernes tjener, som bringer død eller budskab om død til folket. Dens fremstående øjne og uregelmæssige flugtform skyldes, at den blev klemt af helten Maui, fordi den ikke ville fortælle, hvor han kunne finde sit mødrene ophav, ildguden Mahuika.

 

 

 

 

 

En række padderok-arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vinteren tilbringes i den sydlige halvdel af Nordamerika, i Mellemamerika og Caribien, i størsteparten af Europa og Mellemøsten, i den nordlige og østlige del af Afrika, på det indiske subkontinent, samt i Sydøstasien, det sydlige Kina, Korea, Japan, Taiwan og den nordlige del af Filippinerne.

 

 

 

 

 

Denne mellemstore måge blev beskrevet af den amerikanske naturhistoriker George Ord (1781-1866). Artsnavnet hentyder til Delaware-floden, hvor den først blev indsamlet. Ord beskrev også adskillige af de dyr, der blev bragt tilbage af Lewis og Clark-ekspeditionen (1804-06), som er omtalt på siden Dyreliv – Pattedyr: Egern.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet Tringa blev hæftet på den lignende svaleklire (Tringa ochropus) af den italienske naturhistoriker Ulisse Aldrovandi (1522-99), som grundlagde den botaniske have i Bologna – en af de første af slagsen. Navnet er afledt af græsk trungas, en drossel-stor, halevippende vadefugl, som blev nævnt af den græske videnskabsmand og filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.). (Kilde: J.A. Jobling 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en nær slægtning til den vidt udbredte gråand (A. platyrhynchos), og de to arter krydses ofte, hvilket kan gøre det svært at identificere rene sortbrune ænder med sikkerhed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Man støder ofte på bevoksninger af grå hovblad, hvis blade er blevet næsten fuldstændig ædt af larver af en metallisk grøn eller blå billeart, Oreina cacaliae, som tilhører bladbillefamilien Chrysomelidae. Larver af denne art findes næsten udelukkende på blade af grå hovblad, samt alpe-hestehov (Petasites paradoxus).

 

 

 

 

 

Larverne af denne sommerfugl er fyldt med tornede gevækster, hvilket får fugle til at afstå fra at æde dem. De er muligvis også giftige på grund af giftstofferne fra bladene, som de æder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Californisk sorteg er tilpasset områder med hyppige brande, beskyttet mod mindre brande af sin tykke bark. Den dræbes af større brande, men skyder villigt fra roden. Dens agern spirer hovedsagelig, når en brand har ryddet et område for bladdække. Dette var kendt af adskillige indfødte folkeslag, som bevidst antændte områder for at forny bevoksninger af denne art, hvis agern var en vigtig fødekilde.

 

 

 

 

 

Andre billeder af arten kan ses på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunden er indgående behandlet under Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske læge John Kirk (1832-1922), som var britisk administrator på Zanzibar. Han var tillige en dygtig naturhistoriker, som på adskillige rejser indsamlede mange hidtil ukendte plante- og dyrearter.

 

 

 

 

 

Horse-tidsel er toårig. Første år sætter den en bladroset, som overvintrer og den følgende sommer vokser op til en indtil 1,5 m høj stængel med et væld af smukke røde blomsterkurve. På trods af dens formidable panser af torne er arten blevet valgt til Skotlands nationalblomst, og et af dens engelske navne er Scottish thistle (’skotsk tidsel’). Andre væsener, som elsker denne plante, omfatter honningbier, humlebier og sommerfugle, der æder nektaren, og forskellige finker, bl.a. stillits (Carduelis carduelis), tornirisk (Carduelis cannabina) og grønirisk (Chloris chloris), der holder meget af dens frø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ægte kastanje dyrkes vidt og bredt for sine spiselige nødder samt for veddets skyld. De rå kastanjer er dækket af et sejt hudlag, som har en ubehagelig, snerpende smag. De ristes normalt, hvilket gør det nemmere at fjerne dette lag. Plantager af ægte kastanje er almindelige i Spanien, Portugal, Frankrig, Schweiz, Italien, Grækenland og andre steder.

Under mit ophold i Zagros-bjergene i det sydvestlige Iran (se Rejse-episoder: Iran 1973 – I Luristans bjerge) blev jeg fortalt, at frugterne af ægte kastanje, der er almindelig som vildtvoksende i disse bjerge, udgjorde et vigtigt fødeemne i år, hvor hvedehøsten slog fejl.

Om disse frugter skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) i sin Flora Danica fra 1648: ”Om dette Træis Fructers Kræfter kand mand læse hos Galenum [Claudius Galenus (130-210 e.Kr.), græsk læge og filosof i Romerriget], thi hand roser Castanie-Træis Fruct fremfor all anden Slags Aggerne [agern], som ere tienlige til at ædis. Derefter maa vi icke aldelis samtycke med Johan Bodæo à Stapel, som ellers med smucke oc sær [særdeles] lærde Commentariis hafuer Theophrastum Eresium [et værk af den græske filosof og botaniker Theofrastos (ca. 371 – ca. 287 f.Kr.), kaldt ’botanikkens grundlægger’] illustrerit; thi hand vil med Grammaticis, at Castanier skal være it Slags Nødder. Men os siunis best at være, at Castanier blifue holdne for it Slags Bog, huorom vi icke megit her paa denne Sted ville tale. (…)

De, som ville hafue deris Sundhed udi got Act, de tage sig vel vare, at de dennem ey for ideligen oc udi for stor Mengde æde. Thi fornefnde Galenus taler ocsaa saaledis om Castanier: (…) Castanier, enten de siudis [koges] eller stegis eller ved Ilden tørris, da ere de altid onde, men fornemmeligen, om de blifue raae ædne.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er blevet udnyttet af mennesket gennem årtusinder, specielt til tagtækning, huskonstruktion samt fremstilling af måtter og kurve. En nylig brug er til rensning af spildevand i rodzoneanlæg. Spildevand ledes gennem en kunstigt anlagt rørskov, hvor bakterier på rhizomerne fjerner de fleste næringsstoffer.

Unge stængler og rhizomer kan tørres og stødes til mel, og rhizomerne anvendes også i traditionel kinesisk medicin mod lidelser som hoste og slim i luftvejene.

I det tidligere sumpområde mellem Eufrat og Tigris i det sydlige Irak blev tagrør i vid udstrækning anvendt til husbygning og måttefletning. Dette interessante vådområde er nærmere beskrevet på siderne Rejse-episoder – Irak 1973: Den gæstfrie mudir, samt Irak 1973: Støvstorm og fårehoved.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette tuedannende græs vokser i hedemoser og andre fugtige områder, gerne på fattig jordbund, med mange, op til 1,2 m høje stængler. Bladene er op til 45 cm lange og 6 mm brede, og i stedet for skedehinde har den en krans af hår. Blomsterstanden er en op til 20 cm lang top med mørkt purpurfarvede småaks.

Artens tætte tuer gør den meget modstandsdygtig mod brande, og den er en aggressiv plante, som ofte er i stand til at udkonkurrere andre arter. Derfor er den uønsket på de jyske heder, hvor man forsøger at bekæmpe den, hvilket er meget vanskeligt.

Artsnavnet er hunkønsformen af caeruleus (‘mørkeblå’), hvilket sigter til den purpurfarvede blomsterstand.

 

 

 

 

 

De fleste bambusarter blomstrer sjældent, for nogle arters vedkommende kun med et interval på mellem 65 og 120 år. Det ses ofte, at hele bestande af planter blomstrer samtidigt, og efter at blomstringen har fundet sted, sætter planten frø, visner og dør så.

En mængde billeder af forskellige bambusarter er præsenteret i galleriet under Planteliv: Bambus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne palme menes at stamme fra Filippinerne, men dyrkes i talrige tropiske og subtropiske områder i Asien, i Ny Guinea og Vestindien, samt på mange øer i Stillehavet.

Artens nød indgår som ingrediens i betel, et mildt rusmiddel, som består af et blad fra betelbusken (Piper betle), der foldes omkring småstumper af arekapalmenødder, tobak og/eller krydderier, samt en smule kalkpasta. Når man tygger betel, øges spytmængden, og spyttet bliver murstensrødt. Klatter af betelspyt ses overalt i mange asiatiske byer – på gader, husmure, trapper og andre steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk Nereis (oprindelig en havgud, men på latin ændret mening til ‘havfrue’), samt cystis (‘blære’), således ‘havfrue-blære’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De cremefarvede eller gullige blomster, ofte med et rødligt anstrøg udvendigt, udsender en pragtfuld duft om natten, som tiltrækker et væld af natsværmere og langtungede bier, der bestøver dem. Blomsterne udvikles til røde bær, som forskellige fugle sætter stor pris på. I gamle dage sugede børn nektar ud fra basis af blomsterne.

I skuespillet En Skærsommernatsdrøm, nævner William Shakespeare (1564-1616) gedeblad én eller to gange:

“Quite overcanopied with luscious woodbine.” (“Ganske overgroet af frodig woodbine.”)

“So doth the woodbine the sweet honeysuckle gently entwine.” (“Således omslynger woodbine blidt den søde kaprifolie.”)

På engelsk kan woodbine betyde såvel gedeblad som gærde-snerle (Calystegia sepium), så det er muligvis sidstnævnte art, der hentydes til i begge citater. Men gedeblad (honeysuckle) er i hvert fald nævnt i det andet citat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er opkaldt til ære for Greve Samuel Teleki de Szék (1845-1916), en ungarsk opdagelsesrejsende, som ledede den første ekspedition til det nordlige Kenya i 1887-88.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Flere billeder af disse bemærkelsesværdige træer findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til, at der bliver udvundet harpiks af denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rødellens rolle i folketroen er omtalt på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Elletrunte i Brassø.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på elletræer. Det forbindes i lighed med det danske navn af nogle forskere med højtysk elo (’grågul’), samt med sanskrit aruna (’rødgul’), og disse navne hentyder til, at veddet efter træets fældning antager en stærkt rødbrun farve. Artsnavnet kommer af latin gluten (’lim’), hvilket sigter til, at knopper og nyudsprungne blade er klæbrige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den almindelige vedbend (Hedera helix), som er udbredt i Europa og det vestlige Asien. Artsnavnet er græsk og betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform. Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’). Et alternativt navn er efeu, lånt fra det tyske navn Efeu, som er af ukendt oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk artos (‘brød’) og karpos (‘frugt’), et navn, som blev givet af den skotsk-tyske botaniker Johann Reinhold Forster (1729-98) og dennes søn Johann Georg Forster (1754-94), der begge deltog som botanikere på James Cook’s (1728-79) 2. rejse, som fandt sted 1772-75.

Oprindelsesstedet for jacktræet (Artocarpus heterophyllus) er ukendt, men menes at være et sted i Tropisk Asien. I dag kendes denne art kun som dyrket. Dens frugt, som er sammensat af hundreder, ja til tider tusinder af individuelle blomster, kan nå en længde af 90 cm og veje op til 50 kilo. Den vokser direkte på stammen, og et udvokset træ kan producere 100-200 frugter om året. Under det knoppede yderlag findes en hvidlig, svampet masse, der omgiver de nøddeagtige kerner. Begge dele koges og smager dejligt. Et syrligt lag omkring selve nødderne kan spises råt.

Ordet jack stammer fra portugisisk jaca, hvilket menes at være afledt af et sydindisk Malayalam-udtryk, chakka pazham, der har sin rod i det ældgamle dravidiske ord ka eller kay (‘frugt’ eller ‘grønsag’). (Kilde: Franklin Southworth 2005. Linguistic Archaeology of South Asia. Routledge-Curzon)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Endnu et billede af denne art kan ses på siden Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

Det danske navn hædrer den skotske botaniker og plantesamler David Douglas (1799-1834), der først rapporterede denne art. Hans korte, men interessante liv er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det amerikanske navn på bæltedyr er armadillo, som på spansk betyder ’den lille panserklædte’. Disse dyrs ’panser’ er egentlig små overlappende skæl, som består af ben med et ydre lag af hornstof.

 

 

 

 

 

De europæiske bestande af arten er imidlertid blevet voldsomt reduceret af elmesyge, som forårsages af sæksporesvampe af slægten Ophiostoma (tidligere kaldt Ceratocystis). Disse svampe stammer fra Asien, hvor de lokale elme har resistens mod sygdommen. Dette er ikke tilfældet i Europa og Nordamerika, hvor sygdommen optræder epidemisk.

Elmesygen er nærmere omtalt på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.