Menneskets dårskab

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men når man ser sig omkring og bemærker, hvordan vi behandler vore omgivelser, kommer man til den konklusion, at vi ikke er ret kloge. Homo perniciosus (‘det destruktive menneske’) ville være et meget mere passende navn. Eller måske: verdens farligste dyr.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De Forenede Nationer (FN) blev grundlagt i 1945 med det formål at “opretholde international fred og sikkerhed, fremme venlige relationer mellem nationerne, gennemføre internationalt samarbejde, samt være et center for harmonisering af handlinger nationerne imellem.” (Kilde: un.org)

Altsammen gode intentioner til gavn for menneskene.

FN har imidlertid stort set ignoreret det største problem af alle: befolkningstilvæksten. Omkring 1800 nåede verdens befolkning sin første milliard. Det tog kun ca. 125 år at nå 2 milliarder omkring 1925, og fra da af gik det stærkt: 3 milliarder i 1960, 4 milliarder i 1974, 5 milliarder i 1987, 6 milliarder i 1999, og 7 milliarder i 2011.

I dag er vi næsten 8 milliarder mennesker, der vrimler som myrer i de fleste egne af kloden, som er begyndt at stønne under den massive indflydelse fra disse umådelige menneskemasser: skovfældning, jorderosion, ørkendannelse, masseudryddelse af plante- og dyrearter, samt en kolossal forurening af jord, vand og luft, som forstærker de seneste års klimaændringer.

Ved stort set at ignorere befolkningstilvæksten har FN fejlet totalt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

(…)

Endnu en gang er vi [inderne] sørgeligt bagud – ikke kun videnskabeligt og teknologisk (ignorér de hule påstande om det modsatte), men hvad der er mere relevant, med hensyn til vores evne til at fatte atomvåbens sande natur. Vores forståelse af Rædslernes Departement er håbløst forældet. Her diskuterer alle vi i Indien og Pakistan de finere nuancer af indenrigs- og udenrigspolitik, mens vi for hele verden opfører os, som om vore regeringer netop har udtænkt en nyere og større bombe, en slags kæmpemæssig håndgranat, med hvilken vi vil udslette fjenden (hinanden) og beskytte os mod alt ondt.

(…)

Hvis der bliver atomkrig, vil vore fjender ikke være Kina eller Amerika eller os selv indbyrdes. Vores fjende bliver selve Jorden. Selve elementerne – himlen, luften, jorden, vinden og vandet – alle vil de vende sig mod os. Deres vrede vil være frygtelig.

(…)

‘Dette er ikke kun atomprøvesprængninger, dette er en test omkring nationalisme’, er vi blevet fortalt gentagne gange. Det er blevet banket ind i vore hoveder gang på gang. Bomben er Indien, Indien er bomben. Ikke kun Indien, men det hinduistiske Indien. Derfor, vær hermed advaret, er enhver kritik ikke kun anti-national, men anti-hinduistisk. (I Pakistan er bomben naturligvis muhammedansk, men ellers gælder politisk de samme love). Dette er en af de uventede frynsegoder ved at have en atombombe. Regeringen kan ikke bare anvende den til at true fjenden, men kan også benytte den til at erklære krig mod dens eget folk. Mod os.”

 

 

Du kan overbevise dig om Thar-ørkenens herligheder ved at læse siderne Rejse-episoder – Indien 1986: “Sir, ønsker De at se denne påfugl?” samt Indien 2003: Kamelsafari i Thar-ørkenen.

 

 

 

 

 

Når man dykker ned i en sådan sky, ser man den faktisk ikke, som blev den opløst ved et trylleslag. Mange mennesker lever hele deres liv i dette tæppe af skadelig luft, og det er et under, at de ikke alle får lungeproblemer (skønt antallet stiger støt).

En betydelig del af denne forurening kommer fra et utal af scootere og motorcykler, hvoraf mange er forsynet med to-takts-motorer, som forurener betydeligt mere end fire-takts-motorer, fordi blandingen af benzin og luft i dem bliver forurenet af motorens smøreolie. Forbrændings-kammeret trækker denne forurenede blanding ind, når udstødningsgasserne presses ud i udstødningsrøret, og en del af benzinen og olien følger med udstødningen ud.

Andre slyngler er lastbiler, som ofte kører på diesel af meget lav kvalitet og udsender skyer af sort røg.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Næsehorn, elefanter og de store katte bliver måske de næste større dyr, som uddør på grund af menneskets tankeløshed og grådighed.

 

 

 

 

 

 

I midten af 1940’erne skød en enkelt jæger lige under 1000 næsehorn i et område på 200 km² i det østlige Kenya for at bane vej for beboelse. I 1980 rummede et område, der var omkring hundrede gange så stort, den tilstødende Tsavo Nationalpark, kun omkring 150 overlevende næsehorn. Et dyr, som har levet på kloden i omkring 60 millioner år, er nu blevet reduceret til nogle få tusinde, som med nød og næppe overlever i små områder med krat og jungle, der er fredet for at beskytte dem. Og selv dér bliver de nådesløst jaget eller fanget i snarer og derpå dræbt.”

 

 

 

 

Dele af næsehorn har været anvendt som ingredienser i traditionel asiatisk medicin gennem mindst 2000 år. Så godt som alle dele af dyret benyttes: hornet som feber- og krampestillende middel; skindet mod hudsygdomme; penis som potensfremmende middel; knoglerne mod knoglelidelser; blodet som et “styrkende middel for kvinder med menstruationsproblemer.”

Blandt kinesere tiltror man det pulveriserede horn potensfremmende egenskaber. Kemiske analyser har imidlertid ikke kunnet påvise aktive ingredienser, som skulle antyde, at hornet er effektivt i den henseende.

Faktisk benægter de fleste vestlige medicinske eksperter, at næsehornshorn skulle indeholde nogensomhelst helbredende egenskaber, og det er velkendt, at aspirin producerer mange af de samme resultater som næsehornsprodukter hos patienter.

Horn af de asiatiske næsehornsarter værdsættes højere end horn af de afrikanske arter, hvilket skyldes, at forbrugerne er overbeviste om, at de asiatiske horns mindre størrelse er ensbetydende med, at de er mere koncentrerede og dermed mere virkningsfulde.

Hornene anvendtes tidligere også til udsmykning af dolkskæfter i Yemen – en praksis, som muligvis stadig finder sted.

Alle fem arter af næsehorn er udryddelsestruede på grund af vidt udbredt krybskytteri, samt indskrænkning af levesteder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge organisationen TRAFFIC, som overvåger international handel med planter og dyr, blev mindst 1590 tigre, der var nedlagt med henblik på at indgå i den illegale handel, konfiskeret af myndighederne mellem januar 2000 og april 2014. (Kilde: WWF – Worldwide Fund for Nature, 2016)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Galdeblærer af bjørne er meget benyttede i traditionel kinesisk medicin til behandling af hudproblemer samt alvorlige tilfælde af røde og opsvulmede øjne, og tillige for at klare synet, fjerne giftstoffer og parasitter fra kroppen, dæmpe kramper, forøge udskillelsen af galde, øge optagelsen af D-vitamin og kalcium, samt dæmpe feber, hævninger og smerter.

Mange steder er bjørnene forsvundet eller blevet yderst sjældne på grund af ulovlig jagt, bl.a. i Europa, Sydøstasien, Korea, Kina og Taiwan. Mange bjørne holdes i fangenskab for at forsyne de forskellige markeder. I Sydkorea, fx, lever der kun omkring 10 kravebjørne (Ursus thibetanus) i vild tilstand, mens ca. 1600 holdes i fangenskab, oftest under frygtelige forhold. Disse fangenskabsbjørne aflives ofte på de mest grusomme og rædselsfulde måder, og at denne praksis er ulovlig, synes ikke at anfægte forbrugerne.

Tidligere var kravebjørnen totemdyr for adskillige indfødte folkeslag i Taiwan, og det var et tegn på manddom at dræbe en bjørn. I dag er arten yderst sjælden på øen. Den er totalfredet, men synes kun at øge meget langsomt i antal, formodentlig på grund af nedsat modstandskraft mod sygdomme på grund af indavl.

Efterhånden som antallet af bjørne i andre egne dalede, henledtes krybskytternes opmærksomhed i 1990’erne på det vestlige Nordamerika, som huser masser af brune bjørne (Ursus arctos) og amerikanske sortbjørne (U. americanus). Siden da er talrige bjørne blevet ulovligt indsamlet i dette område til at forsyne asiatiske samfund i amerikanske storbyer, hvor de ender som bjørnepotesuppe eller traditionel medicin.

Fem af verdens otte bjørnearter er i dag udryddelsestruede.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

(…)

USA fortsatte med destruktionen af havodderne, og Alaska Company indsamlede 47.482 skind mellem 1881 og 1890. Men i 1900 blev der kun indsamlet 127 skind, og 10 år senere var det samlede udbytte blandt en flåde på 16 skonnerter mindre end to skind pr. skib. Som et resultat heraf gjorde skindhandlerne ingen indsigelser, da en international traktat det følgende år totalfredede alle oddere nord for den 30. breddegrad, dvs. Baja California og det sydlige Japan – et tiltag, som beskyttede den i hele dens udbredelsesområde. Handel med havodderskind blev forbudt i USA og Alaska, og det sidste skind, som blev handlet på lovlig vis, gik for ikke mindre end næsten 2000 Dollars i London samme år.

I mellemtiden var havodderen forsvundet fuldstændigt fra USA, og det mentes, at den ikke ville overleve nogetsteds. Men i 1933 blev nogle få individer observeret ud for den californiske kyst.

 

 

Efter dens fredning er havodderen vendt tilbage på dramatisk vis, og i dag er bestanden måske i størrelsesordenen 110.000 individer, hvoraf den mest stabile bestand på omkring 27.000 findes i Rusland, især på øgruppen Kurillerne.

 

 

 

 

 

Krokodiller er blevet jaget nådesløst på grund af deres ry som menneskeædere, samt for at levere skind til læderindustrien, hvor de anvendes til luksusvarer som håndtasker, sko, bælter, tegnebøger og polstring til møbler.

Den nuværende handel omfatter over 1,5 mio. skind pr. år, eksporteret lovligt fra omkring 30 lande. Dyrene holdes under grusomme forhold i små bure eller betondamme, med meget lille plads til hvert individ. En krokodille, som er opdrættet i en farm, bliver slået ihjel, når den er kun 2-3 år gammel, mens fritlevende individer undertiden lever op mod 30 år.

Af verdens 18 arter er de 6 opført på IUCNs liste som udryddelsestruede.

Enhver industri, som fordrer fangenskab og nedslagtning af dyr kan aldrig betragtes som værende etisk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Under den Første Gulfkrig (1990-91) støttede det lokale folk, Madanerne, den amerikanske invasionsstyrke, da de som Shiitter altid har haft et modsætningsforhold til Sunni-regeringen i Bagdad og – med rette – følte sig forfulgt af den. Som en hævnaktion lod Saddam Hussein efter krigen sumplandet dræne, og dermed sattes en stopper for en levevis, der havde fundet sted gennem tusinder af år. I dag er sumpene delvis genskabt, og fuglene er begyndt at vende tilbage, men kun en brøkdel af tidligere antal – og jagten er stadig en trussel.

Desværre er eksemplet ovenfor ikke enestående. Overalt i verden er fugle i rivende tilbagegang på grund af overdreven jagt, afvandinger, fældning af skov for at skabe mere landbrugsland, oprettelse af rejefarme, rismarker og saltbassiner i lavvandede kystområder, osv.

Opsplitningen i Sunni- og Shia-muslimer er beskrevet på siden Religion: Islam.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Misforstå mig endelig ikke. Jeg er absolut blandt dem, der finder bjerge fantastiske, og jeg er villig til at gennemgå strabadser for at komme relativt tæt på dem. Men jeg hører også til dem, der kan nyde et bjerg på afstand uden absolut at skulle ’besejre’ det, som bjergbestigerne så fjollet udtrykker det.

 

 

 

 

 

 

 

I mange fattige lande bringer man blot affaldet uden for bygrænsen, hvor det læsses af på ryddepladser, i floder eller ned ad den nærmeste skrænt.

Henkastning af affald uden for lossepladser er imidlertid ikke et fænomen, som er begrænset til fattige lande. I de såkaldte ‘udviklede’ lande er der i de senere år set en stedse stigende ligegyldighed over for affald, der ligger og flyder allevegne, efterladt af halv- eller kvarthjerner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag bærer dette område præg af lige dele forfald og ligegyldighed. Murbrokker, wirer, jernrør, olietønder, udrangerede lastbiler, skurvogne og en masse andet skrammel flyder allevegne, og ingen tager initiativ til at rydde op. Under sovjetstyret gjorde man jo bare, hvad man fik besked på, hvilket ikke just er fremmende for det personlige initiativ. I dag, hvor man ikke bliver beordret til nogetsomhelst, er der åbenbart ingen, der har mod på eller lyst til at forskønne området.

Vore oplevelser i Chukotka er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En anden forfærdende situation ses i Kathmandu, hovedstaden i Nepal, hvor den herskende overklasse viser en rystende ligegyldighed, når det gælder overgreb på naturen. Renovationen i byen fungerer slet ikke, og affaldet efterlades blot i gaderne eller kastes ned i floderne, hvor monsunregnen (når den endelig kommer) skyller det videre ned til inderne på Ganges-sletten. I mellemtiden hober affaldet sig op i flodlejerne.

Ofte er det NGO’er eller lokale initiativer, som må tage affære i tilfælde af disse overgreb på naturen, idet lokale politikere og embedsmænd oftest har alt for travlt med at fylde egne lommer til at tage sig af den slags ting. Pengene, som de rager til sig gennem korruption og bestikkelse, anvendes til at erhverve dyre ejendomme og luksusbiler som Porsche, Lexus eller Mercedes, så de kan køre rundt i byen og føle sig højt hævet over pøbelen – dén pøbel, hvoraf mange stemte på dem, og som de jo blev valgt til at tjene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Paradoksalt nok er disse kanaler gode steder at observere fugle, hvoraf nogle kommer for at drikke, mens andre søger føde blandt snavset. De synes at være fuldstændig ligeglade med stanken. Blandt fugle, som jeg har observeret i disse kanaler, kan nævnes silkehejre (Egretta garzetta), nathejre (Nycticorax nycticorax), Java-hyrdestær (Acridotheres javanicus), mudderklire (Actitis hypoleucos), isfugl (Alcedo atthis), sort bulbul (Hypsipetes leucocephalus) og bjergvipstjert (Motacilla cinerea). – Billeder af alle disse arter vises på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Værst af alt, kæledyrsindustrien opfordrer folk til at betragte dyr som impulskøb på linje med modegenstande, der ofte købes tankeløst og blot kasseres, når nyhedens interesse er forsvundet – i stedet for at betragte dyrene som tænkende og følende væsener, der fortjener kærlighed og respekt.

Hvert år falder folk for fristelsen til at erhverve ‘eksotiske’ dyr som pindsvin, arapapegøjer, firben, slanger, skildpadder, frøer og aber, ja selv tigre og bjørne, fra butikker, auktioner eller internet for at holde dem som ‘kæledyr’. Men i mange tilfælde fører livet i fangenskab til smerte og død for disse dyr, der nemt kan lide under forkert ernæring, unaturlige og ukomfortabele omgivelser, ensomhed, samt en overvældende stress som følge af at være indespærret.

Handelen med eksotiske dyr medfører også døden for dyr, som vi aldrig ser. For hvert dyr, som klarer at overleve til butikken eller auktionen, dør talløse andre undervejs.

Ovenstående tekst er en smule omarbejdet efter en artikel på hjemmesiden peta.org/issues/animal-companion-issues/pet-trade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Én ting er, at tøjet er mærkværdigt. Hvis man tillader sig at kommentere det, får man blot at vide, at det er mode, og det har man ingen forstand på. Lad gå med det. Men hvorfor skal kvinderne, der fremviser disse klude, være så tynde?

De danner jo ofte forbillede for unge, usikre piger, hvis største rædsel er at være anderledes end veninderne. For at komme til at ligne deres forbilleder, sulter mange af dem sig, og en lille procentdel ender med at lide af anoreksi (også kaldt nervøs spisevægring), hvilket er en livsfarlig sygdom.

Kan vi ikke i sundhedens navn bede om at få modeller, som ligner almindelige sunde kvinder i stedet for raslende skeletter?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1966 iværksatte Mao en anden bevægelse ved navn Den Store Proletariske Kulturelle Revolution, oftest blot kaldt Kulturrevolutionen, idet han hævdede, at burgøjsiske elementer havde infiltreret samfundet, og også partiet, med det formål at genindføre kapitalismen. Gennem ødelæggelse af de såkaldte Fire Gamle, dvs. gammel kultur og gamle skikke, sædvaner og ideer, kunne denne bevægelse bevare den kinesiske kommunisme og genetablere Maos Tanker i partiet.

For et eliminere sine rivaler i partiet insisterede Mao på, at revisionister skulle fjernes gennem voldelig klassekamp. Utallige korps af såkaldte rødgardister blev oprettet rundt om i hele landet, hvorefter millioner af mennesker gennemgik en lang række forfølgelser og lidelser, deriblandt offentlig ydmygelse, fængsling uden dom, tortur, tvangsarbejde, konfiskation af ejendom og ofte henrettelse.

Landets minoriteter led kolossale tab, specielt blandt religiøse udøvere. I Indre Mongoliet blev 790.000 personer forfulgt, 22.900 blev pryglet til døde, og 120.000 blev lemlæstet. I Sinkiang måtte islamiske præster vandre i optog, mens de var oversprøjtet med maling. I Tibet blev tusinder af buddhistiske munke dræbt, og hundreder af børn fra tibetanske adelsfamilier blev bortført fra deres hjem og hjernevasket til at betragte deres forældre som kontrarevolutionære forræddere.

Ødelæggelsen af kulturskatte rundt om i landet var forfærdende. I Tibet, for eksempel, blev alle 6000 buddhistiske klostre, med undtagelse af syv, mere eller mindre ødelagt, ofte af lokale tibetanske rødgardister. I Sinkiang blev mange moskéer beskadiget, og i områder i det nordøstlige Kina med koreanske minoritetsgrupper blev sprogskoler ødelagt.

En liste over kilder kan beses på følgende hjemmeside: en.wikipedia.org/wiki/Cultural_Revolution

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billederne nedenfor blev taget i 2019 på den græske ø Kreta. I et temmelig stort område i den vestlige del af øen var hvert eneste skilt blevet skudt på. Kan man konkludere, at kretiske jægere er mere primitive end den øvrige del af slægten?

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mobiltelefoner er praktiske, hvis man gerne vil give en kort besked, eller hvis man er i knibe. Men al denne unyttige anvendelse beskrevet ovenfor er rendyrket mani. En stor del af mange menneskers kontakt med andre mennesker er gennem at ’chatte’, dvs. man sender en sms til andre, mest noget intetsigende sludder om, hvad man har lavet, laver i øjeblikket eller agter at gøre i nær fremtid.

Hvilket minder mig om historien om en englænder, som følte, at han ikke havde megen kontakt med sin teenage-søn, så han foreslog ham, at de tog en snak (chat på engelsk). “Allright,” sagde sønnen og halede sin mobiltelefon frem for at begynde at chatte.

Nedenfor ses en samling billeder, som gengiver brugere af mobiltelefoner i alle aldre fra rundt omkring i verden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Herluf Winge omsatte disse synspunkter i praksis, idet han i 1919 testamenterede sin formue til et legat under Københavns Universitet og pointerede, at pengene skulle anvendes til køb af ”(…) et Fristed eller Flere til Fredning af Planter og Dyr, ogsaa de saakaldt skadelige Dyr.”

Ni år senere købtes den lille ø Vorsø med omliggende småøer i Horsens Fjord. Fristedet var en realitet. Herluf Winge og Vorsø er grundigt beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø.

Fristeder for naturen var sjældne i Danmark dengang. Kun nogle småøer, nogle klippepartier på Bornholm samt en del af de store hede- og mosestrækninger i Thy og Vendsyssel lå hen uden større menneskelige indgreb. Naturskov var kun levnet som små enklaver i Draved Skov i Sønderjylland og enkelte andre steder. Afvandingsfeberen rasede helt op i 1960’erne. Skjernåens delta blev afvandet, utallige søer og moser drænet.

En af de stærkest forfulgte dyrearter var storskarven (Phalacrocorax carbo), som i 1800-tallet blev efterstræbt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens gødning ødelagde de træer, hvori den ynglede.

I et brev til lærer Teodor Bang skrev Herluf Winge d. 5. maj 1904: ”De har maaske set, at Dansk Fiskeriforening betaler en Krone [temmelig mange penge dengang] for hver dræbt Skarv. Det er nok Prof. Feddersen, hvem man kan takke for det djævelske Paafund. Det er min Trøst, at det i Virkeligheden ikke har stort at sige, fordi her ingen Skarver er mere undtagen nogle faa Vintergjæster. Hvor meget Fiskerne kjende til deres foregivne slemme Fjender, fremgaar af følgende: i den første Præmierings-Tid indsendtes af Fejltagelse til Zoologisk Museum i Stedet for til Fiskeriforeningen, nogle afskaaarne ’Skarve’-Fødder; de vare af Lommer.”

Billederne nedenfor er fra Vorsø, hvortil skarven genindvandrede i 1940’erne efter at være blevet udryddet på øen i 1800-tallet – hvilket forøvrigt også skete i næsten hele den øvrige del af landet.

 

 

 

 

 

Den egentlige bevæggrund bag denne ekspedition var simpel grådighed. I bogen Undaunted Courage: Meriwether Lewis, Thomas Jefferson, and the Opening of the American West skriver den amerikanske forfatter Stephen Ambrose (1936-2002): “Virginia-folkenes begær efter land og den deraf følgende rasende spekulation kan man kun undre sig over. Før revolutionen ejede George Washington titusinder af acres i Tidewater og Piedmont samt over 63.000 acres på vestsiden af Appalachians. Han ville have mere. Jefferson arvede over 5000 acres i Piedmont fra sin far. Han ville have mere. Gennem sit ægteskab erhvervede han endnu 11.000 acres. Og skønt han ejede megen jord, blev han ikke betragtet som en stor godsejer efter virginiansk målestok.”

Da nybyggerne strømmede vestpå, var det starten på et storstilet tyveri af land, hvor indfødte folkeslag havde levet gennem tusinder af år. For mange af disse folk var begrebet ejendomsret uforståeligt. De tilhørte landet – ikke omvendt. Af denne grund var det ofte en simpel sag at narre høvdinge til at underskrive traktater, som overførte deres land til de hvide. De indfødte troede, at de fortsat kunne leve på deres jord, nu blot sammen med de hvide. De skulle bare have vidst.

Senere udtalte den kendte Hunkpapa Lakota-shaman Tatanka Iyothake (’Siddende Tyr’) (1831-1890): ”De hvide mænd vil pløje jorden op, og kærligheden til ejendomsretten er en sygdom hos dem. Disse mennesker har lavet mange regler, som de rige gerne må bryde, men de fattige ikke. (…) De påstår, at Moder Jord tilhører dem, og de opfører hegn for at holde deres naboer ude; de forurener hende med deres bygninger og deres affald.”

Som det senere viste sig, var det ikke nok for de hvide at erhverve jord på ‘lovlig’ vis gennem traktater, og hver eneste traktat blev brudt af dem, ofte med assistance fra regeringstropper. I en bog fra 1993, Indianske skyggebilleder. Nordamerikanske indianere i det 19. århundrede, skrevet af den danske forfatter Vagn Lundbye (1933-2016), findes en beskrivelse af mange af disse overgreb.

Mange forfærdelige tvangsforflytninger af indfødte folk blev gennemført. Den bedst kendte fandt sted i 1838, hvor omkring 16.000 Cherokee-folk blev tvunget til at forlade deres hjemlande i det sydøstlige USA og vandre til det nuværende Oklahoma. Under denne forflytning vurderes det, at omkring 4000 Cherokee-folk døde. De forskellige benyttede vandringsruter blev med et fællesnavn kaldt for ’Tårernes Sti’, på Cherokee-sprog Nunna daul Isunyi (‘Stien hvor vi græd’).

 

 

 

 

 

 

Modoc-folket levede som samlere og jægere i det område, som i dag udgør det nordøstlige Californien og det sydlige Oregon. Mellem 1846 og 1873 strømmede tusinder af europæiske nybyggere ind i deres land, og i 1864 blev de tvunget til at underskrive en traktat, som overdrog størsteparten af deres land til de hvide, idet kun det såkaldte Klamath-reservat blev levnet til både Modoc- og Klamath-stammerne.

Reservatet var imidlertid ikke stort nok til at brødføde begge stammer, og i 1870 overtalte Modoc-høvdingen Kintpuash (født ca. 1837), af de hvide kaldt ‘Kaptajn Jack’, nogle af sine stammefæller til at forlade reservatet og vende tilbage til deres hjemland, hvor de opførte en landsby nær Lost River. Denne gruppe af Modoc-stammen havde ikke været tilstrækkeligt repræsenteret under traktat-forhandlingerne, og de ønskede desuden at slippe bort fra Klamath-folkene i reservatet, som var på nakken af dem.

Da de blev drevet bort fra deres nye landsby, søgte Kintpuash og hans gruppe tilflugt i et område med ældgamle lavamarker, da de ikke ønskede at vende tilbage til reservatet. Gennem fem måneder i 1872-73, i hvad der senere blev kaldt Modoc-krigen, holdt 53 krigere og deres familier stand imod en amerikansk styrke, som var ti gange så stor.

Under et møde i april 1873, hvor man diskuterede fredsbetingelser, dræbte Kintpuash og hans mænd General Edward Canby og præsten Eleazer Smith og sårede to andre soldater. Modoc-folkene mente fejlagtigt, at hvis de dræbte medlemmerne af fredskommissionen, ville soldaterne lade dem være i fred.

Da de følte sig tvunget til at foretage så drastisk et skridt som at dræbe amerikanske soldater, begik de den størst mulige forbrydelse i dette umådeligt nationalistiske land. Flere styrker blev sat ind, og Modoc-folkene blev tvunget til at overgive sig. Kintpuash og nogle af hans mænd blev dømt for krigsforbrydelser og hængt ved Fort Klamath. Havde de vidst det, havde de nok foretrukket døden på slagmarken.

Under mit besøg i Lava Beds National Monument syntes den svage vind at hviske til mig: ”Her i dette golde landskab holdt Kintpuash og hans folk stand mod en meget større amerikansk styrke gennem fem lange måneder. Her gennemgik de umådelige lidelser, fordi de modsatte sig, at nogen stjal deres land.”

Mine triste tanker blev understreget af en sørgedues (Zenaida macroura) sørgmodige aftenkurren.

 

 

 

 

 

 

 

Det kan jeg kun samtykke i. Lande og grænser eksisterer jo i virkeligheden kun i folks hoveder, og overdreven nationalisme har været årsag til utallige krige og borgerkrige kloden rundt, ofte fremprovokeret af magthungrende politikere, som har ophidset masserne til at betragte andre folkeslag og racer som fjender af det bestående samfund. Mange politikere har under disse krige benyttet sig af lejligheden til at komme anderledes tænkende til livs, fx intellektuelle og studenter, eller ledere af andre politiske partier.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ikke alle fuglekiggere deler denne holdning. En stadig voksende gruppe kaldes med et engelsk ord for twitchers. Dette begreb anvendes om ornitologer, der er villige til at rejse langt for at se en sjælden fugl, som så afkrydses på deres liste over lifers, dvs. fugle de aldrig har set før. Ordet twitcher opstod i 1950’erne som et resultat af den nervøse opførsel hos en engelsk fuglekigger, Howard Medhurst – han formelig rystede, når han så en ny fugleart.

Disse twitchere – i gamle dage med et godt dansk ord kaldt artsjægere – bruger det meste af deres fritid på at opsøge sjældne fugle – helst nogle, man ikke har set før. Iagttagelse af en sjælden fugl lægges ud på internettet eller spredes gennem kaldesystemer på mobiltelefoner, så andre twitchere kan skynde sig til stedet for at se den pågældende art.

Nu findes der imidlertid mange fuglearter, fx vandhøns og mange arter af spurvefugle, som har en tendens til at gemme sig i tæt vegetation. De kaldes skulkers (af engelsk: to skulk – ’at holde sig ude af syne’). Det kan tage sin tid at få disse arter at se, så for ikke at spilde for meget af deres kostbare tid lokker twitcherne dem frem ved at afspille deres sang eller kald på deres mobiltelefon. Det kaldes play-back eller play-in. Den pågældende fugl kommer nærmere for at jage ’konkurrenten’ bort, og twitcherne jubler over, at de har fået den at se. At de på denne måde stresser fuglene, er dem ligegyldigt.

Så snart en twitcher har krydset en ny art af på sin liste, mister den en stor del af sin tiltrækningskraft, uanset hvor smuk eller interessant den måtte være. I stedet fokuserer twitcheren nu sin energi på at finde andre arter, han ikke har set før.

Jeg hørte engang en twitcher sige: ”Nu har jeg set alle arterne i Europas fugle*, så nu kan jeg godt smide bogen væk!” – Når man er nået dertil, er fuglekiggeriet blevet til gold samlermani. Denne mani udvikles hos nogle twitchere til konkurrencer om, hvem der kan se flest fuglearter på sin grund (’matrikel-arter’), i sin landsdel eller sit land, på et kontinent eller i hele verden.

Englænderen William Oddie – der selv er lidt af en twitcher – skrev i 1980 en meget humoristisk bog om twitchere med titlen Bill Oddie’s Little Black Bird Book. Læs den og få dig en hjertelig latter!