Måltider og snacks verden rundt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skal og saft af granatæble er et virksomt middel mod betændelse, idet de har et højt indhold af anti-oxidanter, og frugten er sandsynligvis et effektivt middel mod bryst-, tyktarms- og prostatakræft. Et udtræk af bladene er bakteriedræbende og smøres på sår. I ayurvedisk medicin anvendes den bitre skal mod dysenteri, i Vesten mod diarré.

I sin Flora Danica fra 1648 skriver den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80): ”Oc Huem er der, som icke vel veed, at Granat-Æblis-Saft er it Alexipharmacon [et middel, som anvendes mod gift] oc ofuermaade got Raad for Hiertet oc Mafven, huilcke det corroborerer [styrker] oc styrcker udi heftige oc slemme smitsomme Siugdomme? Herfore bruger mand Saften eller Syrup aff Granate-Æble, saasom det der saare megit styrcker Hiertet, imod Blodsot, slemme oc smitsomme Febrer oc Kaalde-Siuger, Meslinge oc Børne-Pocker [skoldkopper]. Derforuden lærer ocsaa Sebicius [Melchior Sebicius (1578-1674), en tysk læge, som bl.a. skrev Herbarium Tragi-Germanicum], oc udi særdelished commenderer oc berømmer Saften eller Granat-Æble-Vijn imod Blodsot, besynderlig dersom gloendis Jern eller Staal blifuer sluckt der udi.”

Det danske navn er en noget klodset oversættelse af ordet pomegranate, der stammer fra fransk pomme (’æble’) og italiensk granata (’kastanjefarvet’). Arten var sandsynligvis oprindeligt hjemmehørende fra Iran mod øst til den vestlige del af Himalaya, men dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret bl.a. omkring Middelhavet og i Mellemøsten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dette var min første erfaring med kinesiske spisevaner, og de var i sandhed et nærmere studium værd. Med deres spisepinde skovlede folk ris ind i munden uden at bekymre sig om, at en del af den landede på bordet eller gulvet. Der blev smasket og ræbet, og afgnavede kyllingeben blev kastet over skulderen. Når en flok havde forladt et bord, lignede det og omgivelserne en slagmark.