Måger

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På trods af deres gennemtrængende stemme og aggressive opførsel finder jeg disse fugle fascinerende. Som gruppe er de meget succesfulde og findes i næsten enhver afkrog af kloden, fra troperne til polerne og fra havniveau til de højeste højsletter, så længe der findes vådområder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Artsnavnet er afledt af latin cirrhus (‘grå’) og græsk kephale (‘hoved’). Den latinske del er modificeret, da ordet stammer fra oldgræsk kirrhos (‘rødbrun’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den italienske naturhistoriker Giuseppe Gené (1800-1847), professor i zoologi samt direktør for det kongelige zoologiske museum i Turin.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og ornitolog Karel Johan Gustav Hartlaub (1814-1900), som var en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie, i 1852.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘Ny Holland’, som var den oprindelige betegnelse for Australien. Underartsnavnet er muligvis afledt af oldgræsk skopelos (‘klippefremspring’). Det danske navn sigter til New Zealand, hvis indbyggere ofte kaldes for kiwi‘er – men egentlig er det navnet på fem fuglearter af slægten Apteryx, som kun findes i New Zealand. Disse fugle er nærmere omtalt på siden Kultur: Skilte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn hædrer den franske ornitolog Charles Lucien Bonaparte (1803-57), næstældste prins af Canino og Musignano, som tilbragte fire år i USA, hvor han bl.a. opdaterede Alexander Wilsons Ornithology or History of the Birds of the United States.

 

 

 

 

 

Hættemågen var førhen meget almindelig i Danmark, men er gået stærkt tilbage de sidste 30-40 år. Den yngler ikke på hustage, men ofte på øer, anlagt i damme i byparker.

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er opkaldt efter den britiske forretningsmand og ornitolog Howard Saunders (1835-1907).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af portugisisk serra (‘bjergkæde’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er forklaret nedenfor under Ichthyaetus ichthyaetus.

 

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

 

 

 

Denne art yngler i moser og søer, fra Krim mod øst gennem Kazakhstan til Mongoliet og det nordlige Kina (Gansu, Qinghai og Indre Mongoliet). Den er en trækfugl, som overvintrer i den østlige del af Middelhavet, det nordøstlige Afrika, Arabien, Iran, Pakistan og Indien.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og ophthalmos (‘øje’), hvilket sigter til de markante hvide pletter over og under øjet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk laros, som var navnet på en grådig havfugl, formodentlig en måge.

 

I de senere år er antallet af sølvmåger i europæiske byer steget kraftigt, idet fuglene placerer deres rede på toppen af højhuse.

Artsnavnet er afledt af latin argentum (‘sølv’) samt endelsen atus (‘minder om’), altså ‘sølvfarvet’, hvilket formodentlig hentyder til de lysegrå vinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske admiral, hydrograf og opdagelsesrejsende Sir Edward Belcher (1799-1877), som forestod opmålinger af den sydamerikanske Stillehavskyst. Det danske navn hentyder muligvis til de sorte vinger.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn kommer af cachinnare (‘at le højt’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’, oprindeligt afledt af proto-italiensk kaznos (‘lysegrå’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn refererer til Delaware-floden. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet med hentydning til den Dominikanske Munkeorden, hvis medlemmer bærer sorte og hvide dragter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvornår sildemågen indvandrede som ynglefugl til Danmark, ved man ikke, men Løppenthin (1967) mener, at det drejer sig om hundreder af år. Den blev med sikkerhed først konstateret i 1922, hvor Arne Larsen fandt ‘mængder’ ynglende på Græsholmen ved Christiansø. Siden er den tiltaget jævnt, og i 2016 lød et estimat på 4800 par, ligeligt fordelt over hele landet.

Artens overvintringsområde er kolossalt stort, idet det omfatter Østersøen, begge sider af Atlanten, Afrika, både langs kysterne og inde i landet, Arabien og Indien, også langs floderne, samt langs kysterne fra Korea og Japan mod syd til det sydlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’. Det sigter måske til ungfuglene, der kan have et brunt skær.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk glaukos (‘blågrå’), hvilket sigter til vingernes farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk glaukos (‘blågrå’) samt oides (‘ligner’), hvilket sigter til dens lighed med gråmågen (Larus hyperboreus), som førhen hed Larus glaucus.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn hædrer opdagelsesrejsende og naturhistoriker Adolphus Lewis Heermann (1821-65), som rejste rundt i hele USA for at indsamle fugle, fisk, krybdyr og planter.

 

 

 

 

 

I Danmark begyndte den først at yngle omkring 1930, men er siden tiltaget stærkt, og i dag yngler der mindst 3200 par.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er en forkert stavet udgave af navnet på den tyske læge og zoolog Georg Christian Karl Wilhelm Michahelles (1807-1834), som indsamlede fugle i Dalmatien og Grækenland. Han døde af dysenteri i Grækenland, kun 27 år gammel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er en stor fugl, indtil 68 cm lang og med en vægt op mod 1,4 kg. Den er opdelt i to underarter. Den nordlige nominatrace, som findes fra det centrale Californien og nordpå, har lysere vinger og mørkere øjenfarve end den sydlige race wymani. I det centrale og nordlige Californien kan man træffe begge underarter.

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet ærer den engelske kemiker og mineralog James Smithson (ca. 1765-1829), der blev født i Frankrig som den uægte søn af Elizabeth Macie og Hugh Percy, den første greve af Northumberland. Han fik navnet Jacques-Louis Macie, men hans moder bragte ham tidligt til England, hvor hans navn blev ændret til James Louis Macie. Efter moderens død i 1800 adopterede han faderens oprindelige navn Smithson. Da han ingen børn havde, skrev han i sit testamente, at hans penge skulle anvendes “til i Washington at grundlægge et etablissement ved navn Smithsonian Institution, hvis formål er at forøge og sprede viden blandt mennesker.” Han blev således grundlægger af Smithsonian Institution i Washington, D.C., skønt han aldrig havde besøgt USA.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vega er den klareste stjerne i det nordlige stjernebillede Lyra.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og phaios (‘mørk’), hvilket sigter til den mørke fjerdragt hos de fleste arter, samt til den hvide halvmåne-tegning over og under øjet.

 

Det latinske artsnavn er afledt af atra (‘sort’) og cilla (‘hale’), hvilket er temmelig mystisk, da lattermågens hale er hvid (se flugtfoto herunder). Ifølge Helm Dictionary of Scientific Bird Names var det måske meningen, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav fuglen, ville have skrevet atricapilla (‘sorthåret’), med hentydning til artens sorte hoved i yngletiden.

Det danske navn sigter til artens kald.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘beskeden’ eller ‘simpel’, hvilket sigter til dens grå fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (R. brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det lader til, at slægtsnavnet er grebet ud af det blå. Det er blevet betegnet som “et fantasifuldt ord, som tilsyneladende ikke har nogen betydning.” Artsnavnet hædrer den irske astronom, fysiker og arktiske opdagelsesrejsende Edward Sabine (1783-1883), som indsamlede et eksemplar i 1819, da han deltog i en ekspedition under ledelse af Kaptajn John Ross (1777-1856), som havde til formål at lede efter Nordvestpassagen. Senere blev Sabine den 30. præsident i Royal Society 1861-1871.

Nogle autoriteter placerer denne art i slægten Larus.