Måger, terner og saksnæb

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Men på trods af deres gennemtrængende stemme og aggressive opførsel finder jeg også måger fascinerende. Som gruppe er de meget succesfulde og findes i næsten enhver afkrog af kloden, fra troperne til polerne og fra havniveau til de højeste højsletter, så længe der findes vådområder. Det samme gælder for ternerne, mens to af de tre arter saksnæb er begrænset til tropiske egne.

Disse tre grupper udgør familien Laridae. Af denne families 22 slægter og omkring 100 arter udgør måger 10 slægter og ca. 53 arter, terner 11 slægter og ca. 47 arter, og saksnæb en enkelt slægt med 3 arter.

Nedenfor præsenteres de medlemmer af Laridae, som det er lykkedes mig at fotografere rundt om i verden. Inden for hver af de tre grupper er fuglene beskrevet i alfabetisk rækkefølge efter slægts- og artsnavn.

Jeg har sandsynligvis fejlbestemt nogle arter, især blandt de amerikanske måger. Hvis du finder fejl, vil jeg blive taknemmelig for at modtage en email. Du kan benytte adressen nederst på siden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khroizo (‘at farve’) og kephale (‘hoved’), hvilket sigter til det mørke hoved hos mange af arterne i yngletiden.

 

Artsnavnet er afledt af latin cirrhus (‘grå’) og græsk kephale (‘hoved’). Den latinske del er modificeret, da ordet stammer fra oldgræsk kirrhos (‘rødbrun’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den italienske naturhistoriker Giuseppe Gené (1800-1847), professor i zoologi samt direktør for det kongelige zoologiske museum i Turin.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske læge og ornitolog Karel Johan Gustav Hartlaub (1814-1900), som var en af grundlæggerne af Journal für Ornithologie, i 1852.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘Ny Holland’, som var den oprindelige betegnelse for Australien. Underartsnavnet er muligvis afledt af oldgræsk skopelos (‘klippefremspring’). Det danske navn sigter til New Zealand, hvis indbyggere ofte kaldes for kiwi‘er – men egentlig er det navnet på fem fuglearter af slægten Apteryx, som kun findes i New Zealand. Disse fugle er nærmere omtalt på siden Kultur: Skilte.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn hædrer den franske ornitolog Charles Lucien Bonaparte (1803-57), næstældste prins af Canino og Musignano, som tilbragte fire år i USA, hvor han bl.a. opdaterede Alexander Wilsons Ornithology or History of the Birds of the United States.

 

 

 

 

 

Hættemågen var førhen meget almindelig i Danmark, men er gået stærkt tilbage de sidste 30-40 år. Den yngler ikke på hustage, men ofte på øer, anlagt i damme i byparker.

Artsnavnet kommer af latin ridere (‘at le’), hvilket hentyder til et af artens skrig, ke-ke-ke, som mest høres på ynglepladserne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er opkaldt efter den britiske forretningsmand og ornitolog Howard Saunders (1835-1907).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af portugisisk serra (‘bjergkæde’).

 

 

 

 

 

Forklaringen på slægtsnavnet er denne: Under sine rejser i Sibirien og Kirgisien indsamlede den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Peter Simon Pallas (1741-1811) i 1773 en stor måge, som han kaldte for Larus ichthyaetus. Artsnavnet er afledt af oldgræsk ikhthys (‘fisk’) og aetos (‘ørn’), så løseligt oversat betyder navnet ‘mågen, der minder om en fiskeørn’, hvilket formodentlig sigter til dens størrelse. I dag kaldes denne art for Ichthyaetus ichthyaetus (se nedenfor).

Altså betyder slægtsnavnet ‘fiskeørn’ – et meget uheldigt navn på en gruppe måger!

 

Arten blev navngivet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Wilhelm Friedrich Hemprich (1796-1825), som opholdt sig adskillige år i Egypten, Sudan og Ethiopien. Han døde af malaria i Ethiopien, kun 29 år gammel.

 

 

 

 

 

Som forklaret ovenfor under slægtsnavnet kaldte Pallas oprindeligt denne art for Larus ichthyaetus, hvilket løseligt oversat betyder ‘mågen, der minder om en fiskeørn’. Efter at arten er blevet placeret i denne slægt, betyder dens navn ‘fiskeørn fiskeørn’ – et latterligt navn på en måge!

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og ophthalmos (‘øje’), hvilket sigter til de markante hvide pletter over og under øjet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk laros, som var navnet på en grådig havfugl, formodentlig en måge.

 

I de senere år er antallet af sølvmåger i europæiske byer steget kraftigt, idet fuglene placerer deres rede på toppen af højhuse.

Artsnavnet er afledt af latin argentum (‘sølv’) samt endelsen atus (‘minder om’), altså ‘sølvfarvet’, hvilket formodentlig hentyder til de lysegrå vinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske admiral, hydrograf og opdagelsesrejsende Sir Edward Belcher (1799-1877), som forestod opmålinger af den sydamerikanske Stillehavskyst. Det danske navn hentyder muligvis til de sorte vinger.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn kommer af cachinnare (‘at le højt’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘hvid’, oprindeligt afledt af proto-italiensk kaznos (‘lysegrå’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn refererer til Delaware-floden. Type-eksemplaret blev formodentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet med hentydning til den Dominikanske Munkeorden, hvis medlemmer bærer sorte og hvide dragter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvornår sildemågen indvandrede som ynglefugl til Danmark, ved man ikke, men Løppenthin (1967) mener, at det drejer sig om hundreder af år. Den blev med sikkerhed først konstateret i 1922, hvor Arne Larsen fandt ‘mængder’ ynglende på Græsholmen ved Christiansø. Siden er den tiltaget jævnt, og i 2016 lød et estimat på 4800 par, ligeligt fordelt over hele landet.

Artens overvintringsområde er kolossalt stort, idet det omfatter Østersøen, begge sider af Atlanten, Afrika, både langs kysterne og inde i landet, Arabien og Indien, også langs floderne, samt langs kysterne fra Korea og Japan mod syd til det sydlige Kina.

Artsnavnet er latin og betyder ‘brun’. Det sigter måske til ungfuglene, der kan have et brunt skær.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk glaukos (‘blågrå’), hvilket sigter til vingernes farve.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk glaukos (‘blågrå’) samt oides (‘ligner’), hvilket sigter til dens lighed med gråmågen (Larus hyperboreus), som førhen hed Larus glaucus.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn hædrer opdagelsesrejsende og naturhistoriker Adolphus Lewis Heermann (1821-65), som rejste rundt i hele USA for at indsamle fugle, fisk, krybdyr og planter.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hyperboreos, som er sammensat af hyper (‘over’) og boreios (‘nordlig’). I den græske mytologi refererer dette ord til et folk, som levede højt mod nord. Det danske navn hentyder til den voksne fugls grå vinger.

 

 

 

 

 

I Danmark begyndte den først at yngle omkring 1930, men er siden tiltaget stærkt, og i dag yngler der mindst 3200 par.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er en forkert stavet udgave af navnet på den tyske læge og zoolog Georg Christian Karl Wilhelm Michahelles (1807-1834), som indsamlede fugle i Dalmatien og Grækenland. Han døde af dysenteri i Grækenland, kun 27 år gammel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er en stor fugl, indtil 68 cm lang og med en vægt op mod 1,4 kg. Den er opdelt i to underarter. Den nordlige nominatrace, som findes fra det centrale Californien og nordpå, har lysere vinger og mørkere øjenfarve end den sydlige race wymani. I det centrale og nordlige Californien kan man træffe begge underarter.

Det latinske artsnavn betyder ‘vestlig’, afledt af occidens (‘vest’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet ærer den engelske kemiker og mineralog James Smithson (ca. 1765-1829), der blev født i Frankrig som den uægte søn af Elizabeth Macie og Hugh Percy, den første greve af Northumberland. Han fik navnet Jacques-Louis Macie, men hans moder bragte ham tidligt til England, hvor hans navn blev ændret til James Louis Macie. Efter moderens død i 1800 adopterede han faderens oprindelige navn Smithson. Da han ingen børn havde, skrev han i sit testamente, at hans penge skulle anvendes “til i Washington at grundlægge et etablissement ved navn Smithsonian Institution, hvis formål er at forøge og sprede viden blandt mennesker.” Han blev således grundlægger af Smithsonian Institution i Washington, D.C., skønt han aldrig havde besøgt USA.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vega er den klareste stjerne i det nordlige stjernebillede Lyra.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og phaios (‘mørk’), hvilket sigter til den mørke fjerdragt hos de fleste arter, samt til den hvide halvmåne-tegning over og under øjet.

 

Det latinske artsnavn er afledt af atra (‘sort’) og cilla (‘hale’), hvilket er temmelig mystisk, da lattermågens hale er hvid (se flugtfoto herunder). Ifølge Helm Dictionary of Scientific Bird Names var det måske meningen, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), da han navngav fuglen, ville have skrevet atricapilla (‘sorthåret’), med hentydning til artens sorte hoved i yngletiden.

Det danske navn sigter til artens kald.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘beskeden’ eller ‘simpel’, hvilket sigter til dens grå fjerdragt.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af det islandske navn på arten, rita, hvoraf også det danske navn kommer. Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk tridaktylos (‘tretået’), hvilket sigter til, at denne art mangler den lille, bagudrettede fjerde tå, som de fleste andre mågearter besidder. Et ældre dansk navn på arten var tretået måge.

I England kaldes riden for kittiwake, navngivet efter dens skrig, mens den i Nordamerika er kendt som black-legged kittiwake for at skelne den fra dens nære slægtning red-legged kittiwake (R. brevirostris), som yngler på småøer i den allernordligste del af Stillehavet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det lader til, at slægtsnavnet er grebet ud af det blå. Det er blevet betegnet som “et fantasifuldt ord, som tilsyneladende ikke har nogen betydning.” Artsnavnet hædrer den irske astronom, fysiker og arktiske opdagelsesrejsende Edward Sabine (1783-1883), som indsamlede et eksemplar i 1819, da han deltog i en ekspedition under ledelse af Kaptajn John Ross (1777-1856), som havde til formål at lede efter Nordvestpassagen. Senere blev Sabine den 30. præsident i Royal Society 1861-1871.

Nogle autoriteter placerer denne art i slægten Larus.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’. I gamle dage dræbte søfolk ofte disse fugle til føde, og de fandt dem meget dumme, da de var tillidsfulde og således nemme at slå ihjel.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘dum’ eller ‘idiotisk’ (se ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk khelidonios (‘svaleagtig’), af khelidon (‘svale’), hvilket sigter til disse terners elegante flugt.

 

Artsnavnet, som betyder ‘hybrid’ på latin, blev givet af den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), som antog, at den fugl, han havde skudt, var en krydsning mellem hvidvinget terne (nedenfor) og fjordterne (Sterna hirundo, nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og pteron (‘vinge’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den var tidligere en almindelig ynglefugl i Europa, men er gået voldsomt tilbage på grund af dræning af vådområder, samt brugen af kemiske sprøjtemidler i landbruget, som praktisk talt har udryddet de insekter, som arten lever af. I dag findes kun ganske små bestande spredt rundt på det europæiske fastland, mod nord til Danmark og det sydlige Sverige. I Danmark vurderes bestanden til omkring 65 par, fordelt på Vejlerne i Thy, Husby Sø og Vest Stadil Fjord i Vestjylland, samt Tøndermarsken nær den tyske grænse.

Det latinske artsnavn betyder ‘sort’.

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark ynglede i 1800-tallet flere hundrede par, men arten aftog op gennem 1900-tallet og er i dag uddød. Uden for yngletiden kan den træffes næsten hvorsomhelst i varmere egne, men aldrig langt fra land.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gelao (‘at le’) og khelidon (‘svale’), hvilket sigter til dens kald samt dens elegante flugt. Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Nilen’, formodentlig typelokaliteten.

Førhen blev den australske sandterne (G. macrotarsa) regnet for en underart af den almindelige sandterne, men betragtes i dag som en selvstændig art.

 

 

 

 

 

 

 

I Danmark var arten uddød, men genindvandrede i 2008 og er siden tiltaget stærkt. I dag yngler der over 100 par, bl.a. 80 par på Saltholm og 30 par på Sæksandet ved Møn.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘vandsvale’, hvilket hentyder til de fleste terners elegante flugt. Jeg må dog sige, at navnet ikke er særlig velvalgt til rovternen, som nok er den mindst svaleagtige blandt ternerne!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk onyx (‘klo’ eller ‘negl’) samt prion (‘sav’). Disse fugle har formodentlig skarpe kløer.

 

Det danske navn hædrer den danske kartograf og opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741), som var marineofficer i russisk tjeneste. Han blev af tsaren udnævnt til leder af den 1. Kamchatka-ekspedition (1725-29). På denne ekspedition blev det fastslået, at der var et stræde mellem Asien og Amerika, senere navngivet Beringstrædet.

Efter hjemkomsten blev Bering udnævnt til at lede endnu en ekspedition, kaldt den Store Nordlige Ekspedition eller den 2. Kamchatka-ekspedition (1733-43), hvis formål var at kortlægge Sibiriens ishavskyst og finde ud af, om der fandtes en sejlbar nordøstpassage.

I 1741 havde ekspeditionen kurs mod Alaska, men blev tvunget tilbage på grund af knappe forsyninger og skørbug blandt ekspeditionens medlemmer. Berings skib, Sankt Peter, måtte opgives, og besætningen gik i land på en ubeboet ø, hvor næsten halvdelen af besætningen, bl.a. Bering selv, omkom. Et af ekspeditionsmedlemmerne, tyskeren Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, plejede Bering til det sidste. Han skrev i sin dagbog, at Bering døde som følge af “… sult, tørst, kulde, modgang og sorg.”

Øen blev senere døbt Ostrov Beringa (‘Berings ø’) til ære for danskeren.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘mørk’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldengelsk stearn, som optræder i digtet The Seafarer fra 900-tallet. Et lignende ord for disse fugle blev anvendt på de Frisiske Øer.

 

Artsnavnet er afledt af latin acutus (‘med skarp spids’) samt cauda (‘hale’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin aurantia (‘orange’), hvilket sigter til næbfarven.

 

 

 

 

 

Den yngler også i nogle få tropiske egne, bl.a. på Bahama-øerne og Cuba, samt på små øer ud fro Venezuela. Siden 1980 har mindre kolonier eksisteret på små øer ud for Sri Lankas øst- og vestkyst.

Arten tilbringer vintertiden langs kyster fra omkring 20^o nordlig bredde mod syd til det sydlige Sydamerika, Afrika og Australien.

Artsnavnet er det latinske ord for svaler. Det kan dateres tilbage til 1600-tallet, hvor fuglen blev kaldt for Hirundo marina (‘havsvale’) af den engelske ornitolog og ichthyolog Francis Willughby (1635-72). Navnet sigter til ternernes elegante flugt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er berømt for sit langdistance-træk, idet den flyver fra de nordlige ynglepladser til Antarktis og tilbage igen hvert år. Den korteste afstand mellem disse områder er 19.000 km. Det betyder, at arten oplever to somre hvert år. Man kan spekulere over, om fuglen ikke bryder sig om mørke nætter.

Et hollandsk studium fra 2013 af fugle, som var mærket med dataloggere, konkluderede, at artens årlige træk er på omkring 48.700 km. En havterne kan leve i op mod 30 år og kan således gennem sit liv flyve op mod 2,4 mio. km.

Nogle eksempler på dens langdistance-træk: En voksen fugl, som blev ringmærket på Saltholm i maj 1958, blev skudt langs pakisen tæt på den antarktiske kyst syd for Australien i februar 1959 – en afstand på ca. 15.700 km. En unge, som blev mærket sommeren 1982 på Farne Islands, Northumberland, England, nåede Melbourne, Australien, i oktober, bare 3 måneder efter at den blev flyvefærdig – en rejse på over 22.000 km. Et tredje eksempel er en unge, som blev mærket i Labrador, Canada, i juli 1928, som blev genmeldt i Sydafrika 4 måneder senere – en distance på omkring 12.600 km.

Det latinske artsnavn sigter formentlig til denne arts skønhed og elegance.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’. Man kan undre sig over dette navn. Den voksne fugl er overhovedet ikke stribet, men arten kan være beskrevet efter en ungfugl, som er spættet på ryg og vinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

I løbet af det 20. århundrede gik de fleste europæiske bestande kraftigt tilbage på grund af tab af egnede levesteder, forurening og menneskelig forstyrrelse. I Danmark er den også gået tilbage, og i dag er bestanden et sted mellem 300 og 500 par, med de største kolonier på Fanø og Rømø.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Friedrich Boie beskrev mange nye arter og adskillige nye slægter af fugle, og han og hans bror Heinrich beskrev også omkring 50 nye arter af krybdyr.

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘fisker’, oprindeligt fra thalassa (‘hav’).

 

Cabots terne opdeles i to underarter. Den yngler langs Atlanterhavskysten, fra Delaware mod syd, rundt om den Mexikanske Havbugt til Belize, på Bahama-øerne og mange caribiske øer, samt fra det nordlige Sydamerika langs Atlanterhavskysten til det nordlige Argentina. De nordligste bestande er trækfugle. Arten er en almindelig vintergæst langs Stillehavskysten, fra det sydøstlige Mexico mod syd til Peru.

Artsnavnet er afledt af latin acus (‘nål’) og flavidus (‘gullig’), hvilket sigter til den gule spids på det lange skarpe næb. Det danske navn hentyder til den amerikanske læge og ornitolog Samuel Cabot d. 3. (1815-85), som beskrev arten i 1847, baseret på et skind indsamlet på Yucatan-halvøen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘fra Bengalen’, typelokaliteten. I gamle dage omfattede navnet Bengalen en stor del af Nordindien samt Bangladesh.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til minde om den preussiske naturhistoriker og farmaceut Karl Heinrich Bergius (1790-1818), kavalerist i den preussiske hær under Napoleonskrigene. Efter hjemsendelsen studerede han til farmaceut i Berlin, hvor hans botaniske interesse blev bemærket af Martin Lichtenstein (1780-1857) på Berlins zoologiske museum, der sendte ham til Cape Town i Sydafrika, dels for at arbejde som assisterende farmaceut, dels for at indsamle planter og dyr til museet i Berlin. Han døde imidlertid af tuberkulose efter kun to år.

 

 

 

 

 

De nordligste bestande er trækfugle. Arten er en almindelig vintergæst langs kysterne af Mexico og Mellemamerika, samt langs hele den brasilianske kyst.

 

 

 

 

 

Den blev først indsamlet af den engelske ornitolog John Latham (1740-1837) ved Sandwich, Kent, sydlige England, heraf dens videnskabelige artsnavn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De tre arter er vidt adskilte geografisk. Amerikansk saksnæb (nedenfor) lever i den Nye Verden, afrikansk saksnæb (nedenfor) i det centrale og sydlige Afrika, og indisk saksnæb (R. albicollis) i den nordlige del af det indiske subkontinent samt i Myanmar.

Egentlig er den korrekte stavemåde af slægtsnavnet Rhynchops, afledt af græsk rhynkhos (‘næb’) og ops (‘ansigt’). Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) i 1755 beskrev amerikansk saksnæb, lavede han imidlertid en skrivefejl og angav navnet som Rynchops. Ifølge nomenklatur-reglerne skal det først publicerede navn anvendes.

 

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og rostrum (‘næb’), hvilket sigter til den gule spids på det ellers røde næb.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’.