Løven – savannens konge

Løven fik sandsynligvis titlen på grund af hannens manke, der får ham til at se meget imponerende ud. Manken er en stor bevoksning af hår rundt om halsen, ned ad brystet og ofte lidt hen ad ryggen. Ingen anden kat er udstyret med en sådan manke. Den får hanløven til at se større ud, end den faktisk er, uden ulempen ved en større vægt, som ville kræve mere føde. En stor manke er et signal til andre hanner, at her kommer et stærkt dyr, som ikke bør udfordres, selv ikke hvis den udfordrende løve faktisk er større end opponenten, men har en mindre manke. Manken yder også nogen beskyttelse under kampe mellem hanløver.

I en flok er det hunnerne, som oftest jager, og under jagten samarbejder de. En eller to bevæger sig langsomt hen mod en flok græssende dyr, mens andre er krøbet gennem græsset og nu ligger i baghold og venter på, at et dyr bliver gennet hen til dem. Løver stjæler også ofte bytte fra andre dyr, bl.a. leopard (Panthera pardus), gepard (Acinonyx jubatus) og plettet hyæne (Crocuta crocuta). Et studium fra Ngorongoro-krateret i Tanzania har påvist, at over 80% af de byttedyr, som løverne åd af, faktisk var blevet nedlagt af hyæner.

Normalt æder alle dyr i en løveflok samtidigt, men hvis det ikke er stort nok til at føde hele flokken, vil hannerne på grund af deres større styrke jage løvinder og unger bort fra byttet, også selv om de ikke deltog i jagten. Hvis der er småt med bytte, sulter alle i flokken, og da ungerne er de svageste, vil de ofte bukke under. I gennemsnit behøver en han omkring 7 kg kød om dagen, en hun ca. 5 kg.

Det er hannernes opgave at beskytte flokken mod fjender, mest i form af fremmede hanner, som forsøger at overtage flokken. Hvis det lykkes for dem at fordrive de stedlige hanner, vil de nye hanner dræbe alle små unger i flokken. Førhen var denne adfærd et mysterium for biologerne, men studier har påvist, at hvis et ungekuld dør, kommer hunløven hurtigt i brunst igen. Gennem at dræbe ungerne kan de nye hanner således få afkom hurtigere og dermed videreføre deres egne gener.

Når en løvinde er i brunst, bliver hun tæt fulgt af en han, som jager andre hanner bort. Parringen indledes med, at parterne gnider hovederne mod hinanden og snuser til hinandens kønsorganer. Derpå bestiger hannen løvinden, mens han bider sig fast i nakken på hende. Han må imidlertid skynde sig at stige af, da hunnen ofte bliver meget aggressiv lige efter parringen. Parret kan kopulere op mod 50 gange i løbet af et døgn.

Løven er stadig ret almindelig i det østlige og sydlige Afrika, men er hovedsagelig begrænset til nationalparker og vildtreservater. En ny trussel mod arten er krybskytteri, hvis formal er at levere løve-dele til det umættelige marked for traditionel kinesisk medicin, da tigeren, som førhen leverede disse dele, næsten er blevet udryddet (beskrevet på siden Menneskets dårskab).

Det lader til, at antallet af mennesker, som er blevet ædt af løver, er steget markant i de senere år. Det er blevet rapporteret, at mellem 1990 og 2005 blev mindst 563 landsbyboere angrebet og mange af dem ædt af løver i Tanzanias landdistrikter. Den vigtigste årsag hertil er den stigende befolkning, som bevirker, at menneskene flytter stadig længere ud i bushen, hvor de rydder skov til marker og samtidig udrydder løvernes naturlige byttedyr.

Den mest berømte hændelse, som omfattede menneskeædende løver, fandt sted i Kenya i 1898, hvor englænderne var i gang med at anlægge en jernbane fra Mombasa til Nairobi. Leder af projektet var oberstløjtnant John Henry Patterson, som anvendte indiske kulier til arbejdet. Da man var i færd med at konstruere en bro over Tsavo-floden, begyndte to hanløver at besøge arbejdernes lejr, hvor de trak nogle af kulierne ud af deres telte og åd dem.

Arbejderne tændte nu lejrbål og rejste hække af tornebuske omkring lejren for at holde løverne ude, men forgæves. Det lod til, at disse løver ikke var bange for ild, og de formåede altid at bane sig vej gennem tornehækken. Patterson prøvede at snige sig ind på løverne til fods, men da han var en meget uerfaren jæger, undslap løverne uskadt. Efter adskillige gentagne angreb fra løverne flygtede hundreder af arbejde, og arbejdet på broen standsede.

Patterson konstruerede nu en fælde med et separat rum, hvor nogle kulier boede som lokkemad, men løverne ignorerede fælden, og denne plan blev opgivet. Nogle måneder senere gik en af løverne af nysgerrighed ind i fælden, som smækkede i. Adskillige af arbejderne fyrede løs på den, men formåede blot at beskadige lukkemekanismen, så løven undslap med kuglerne piftende om ørerne. Patterson tilbragte mange nætter på en platform i et træ i håb om at få løverne på skudhold. Efter adskillige forgæves forsøg lykkedes det ham at skyde en af løverne d. 9. december 1898, og 20 dage senere blev den anden skudt. Nu kunne kulierne vende tilbage til arbejdet, og broen blev fuldført. (Kilde: Patterson, 1926)

Patterson hævdede, at i løbet af de ni måneder, arbejdet varede, blev ca. 135 kulier ædt af Tsavo-løverne, men det lader til, at dette tal er stærkt overdrevet. Nylige studier af de to udstoppede menneskeædere, som befinder sig i Chicago Field Museum, antyder, at ‘kun’ ca. 35 mennesker blev ædt af løverne.

Grunden til, at disse to løver blev menneskeædere, er ikke klarlagt. Peterhans & Gnoske (2001), såvel som Patterson (2004), mener, at der er tre mulige årsager:

Et udbrud af kvægpest i 1898 kan have decimeret løvernes naturlige byttedyr, så de blev tvunget til at finde nye fødeemner.

Løverne kan have vænnet sig til at æde menneskekød ved at finde lig af slaver ved overgangen af Tsavo-floden, som blev benyttet af slavekaravaner undervejs til Zanzibar.

Ufuldstændig kremation af hinduistiske arbejdere kunne have tiltrukket løverne.

Løven har været anvendt vidt og bredt som et magtsymbol i forskellige kulturer og mytologier, som et heraldisk magtsymbol i utallige våbenmærker, samt i kunst of folklore.

Hovedkilden i dette afsnit er forskellige sider på en.wikipedia.org.

I den græske mytologi var den nemeanske løve et ondsindet uhyre, som levede i Nemea, Peloponnes. Denne løve kunne ikke dræbes med almindelige dødeliges våben, da dens store gyldne manke gjorde den usårlig. Dens kløer var skarpere end sværd og kunne gennembryde selv en rustning. Til slut blev dette uhyre dræbt af den græske helt Herakles, som kvalte den med sine bare hænder. Siden bar han løvens pels som en magisk kappe, der gjorde ham usårlig.

Ifølge en fortælling i Talmud, Chullin 59b, informerer Rabbi Joshua ben Hananiah den romerske kejser Hadrian om en gigantisk løve, som lever i skovene omkring Bei Ilai – en løve så kolossalt stor, at afstanden mellem dens ører er 9 cubitter (hvilket svarer til over 4 m). Kejseren beordrer rabbien at kalde løven til Rom, hvilket han modstræbende går med til. I en afstand af 400 parasanger (ca. 2400 km) fra Rom brøler løven, hvilket får alle gravide kvinder til at abortere, og alle Roms mure vælter omkuld. I en afstand af 300 parasanger (ca. 1800 km) brøler løven atter, og denne gang falder alle tænderne på Roms mænd ud, og selveste kejseren falder ned fra sin trone. Han tigger nu rabbien om at sende løven tilbage, hvor den kom fra, og gennem bøn lykkes det rabbien at overtale løven til at vende tilbage til sin bolig.

I visse afrikanske kulturer var løven et symbol på magt, og nogle herskere inkluderede ordet ‘løve’ i deres titel. Et enkelt eksempel var Marijata, en af herskerne i Mali-riget (ca. 1235-1600), som blev kaldt ‘Malis Løve’.

Ifølge den lokale mytologi voksede Ndiadiane Ndiaye, den legendariske grundlægger af Waalo-kongedømmet (1287-1855), i det nuværende Senegal og Mauritanien, op blandt løver, og siden vendte han som halvt mand, halvt løve tilbage for at forene sit folk, idet han anvendte sin lærdom fra løveflokken.

I ethiopisk folklore var Judas Løve et symbol på Kejser Haile Selassie (1892-1975), døbt Tafari Makonnen Woldemikael, og tillige kendt som Ras Tafari.

I mange afrikanske folkelige fortællinger er løven udstyret med lav intelligens og bliver ofte narret af andre dyr.

Omkring 1600 f.Kr. grundlagde Hittiterne et rige med centrum i byen Hattuşa, hvis ruiner befinder sig nær den nuværende by Bogazkale i det centrale Anatolien, Tyrkiet. Dette rige nåede sit højdepunkt omkring 1350-1300 f.Kr., under Kong Suppiluliuma den 1., hvor hovedparten af Anatolien, såvel som hvad der i dag er de nordlige dele af Libanon, Syrien og Irak, var blevet erobret. Adgang til paladset i Hattuşa førte bl.a. gennem den engang så imponerende Løveport, således kaldet på grund af løve-skulpturerne foran indgangen.

Det kvindelige aspekt, shakti, af den store gud Shiva er Devi, også benævnt Parvati, Sati, Uma, Kali eller Durga, der tilbedes som Modergudinden. Hun afbildes ofte ridende på sin ganger, som enten er en løve eller en tiger.

Singh er et ældgammelt vedisk navn, som betyder ’løve’. Oprindeligt blev dette navn kun benyttet af Rajputter, en stolt hindu-kaste i Rajasthan, Indien. Efter dannelsen af Khalsa-Sikh-broderskabet i 1699 ønskede Guru Gobind Singh, at alle sikher antog navnet Singh.

Ashokas Løvekapitæl blev adopteret som Indiens nationale symbol i 1950. Denne kapitæl, som gengiver fire løver, placeret ryg mod ryg, var et udtryk for buddhismens fire sandheder. Den stammer fra Kejser Ashokas tid (272-238 f.Kr.), hvor den blev placeret på toppen af Ashoka-søjlen i det hellige buddhistiske sted Sarnath, hvor Siddharta (senere kaldt for ‘Buddha’) påbegyndte udbredelsen af sin lære.

Under daoistiske højtider finder såkaldt løvedans ofte sted foran templerne. Som regel opføres disse danse af to mænd under et spraglet klæde, der illuderer løvens krop, mens den forreste mand holder en løvemaske. En mere avanceret form for løvedans er den rene akrobatik, hvor to mænd, skjult under et løveklæde, springer rundt fra den ene lille metalplade til den anden, som er placeret på pæle, ofte i ret stor højde.

Løve-skulpturer opstilles også ofte som beskyttere ved daoistiske gravsteder.

Sneløven er et mytisk væsen i Centralasien, som ifølge folketroen regerer over bjerge og gletschere. Den symboliserer styrke, frygtløshed og glæde.