Natur på Andamanerne og Nicobarerne

De fleste af øerne er ret stejle, og det højeste punkt, Saddle Peak, når en højde af 737 m. Langs kysterne er aflejret sand, og gennem millioner af år har koraller opbygget store flader af koralkalk omkring øerne. På koralklipper og i flodmundinger findes vældige arealer med mangroveskov.

To af øerne i Andaman-gruppen, Narcondam og Barren Islands, adskiller sig markant fra de øvrige øer ved at være af vulkansk oprindelse. Narcondam er en forlængst udslukt vulkan, som når en højde af 705 m og er tæt skovklædt. Derimod er vulkanen på Barren Island stadig aktiv og havde sine seneste udbrud i 1789 og 1991. Udbruddet i 1789 var begrænset til den centrale og vestlige del af øen og påvirkede kun i nogen grad vegetation og dyreliv. 1991-udbruddet ødelagde stort set hele den nordlige halvdel af øen, men på grund af fremherskende sydvestlige vinde i udbrudsperioden kunne plante- og dyreliv i den sydlige halvdel overleve.

Andamanernes areal udgør ca. 6400 km², Nicobarernes ca. 1840 km², og den samlede kystlængde er ca. 2000 km. Klimaet er tropisk med temperaturer året rundt mellem 16 og 36°C. Den årlige nedbør er høj, i gennemsnit 3,2 m, og det regner ca. 7 måneder om året. Luftfugtigheden er meget høj, i gennemsnit 77%.

Ved europæernes ankomst i 1700-tallet var alle øerne bevokset med tæt skov. I 1986 skønnedes det, at 86% stadig var skovklædt, men heri medregnedes sekundær skov og plantager i form af kautsjuktræer og kokospalmer. Man skelner mellem adskillige typer skov, her for nemheds skyld samlet i seks typer:

1) Mangrove er stedsegrønne træer, som kan tåle at vokse i saltholdigt og iltfattigt mudder i flodmundinger og på flader af koralkalk. Denne skovtype dækker omkring 1150 km².

2) Brakvandsskov findes lige inden for mangroven, en meget tæt, stedsegrøn skovtype, som kan blive op til 33 m høj.

3) Littoralskoven vokser på sandstrande lige over højvandslinien og består af store, krogede, stedsegrønne træer, ofte uden særlig underskov.

4) Høj stedsegrøn skov er klimaksskoven på øerne og består fortrinsvis af Dipterocarpus-arter, op til 40 m høje. Denne skovtype findes især i dalene og på nogle bjergtoppe og har ofte en uigennemtrængelig underskov af bambus og spanskrørspalmer (Calamus).

5) Lav stedsegrøn skov er en vindblæst udgave af ovenstående, som findes på bjergtoppe og ofte kun er ca. 10 m høj.

6) Fugtig løvfældende skov har øverste strata i op til 40 meters højde og ofte en tæt stedsegrøn underskov. Den vokser især på bjergskråninger.

Det meste af hugsten foregår uden genplantning, så skoven skal regenerere ved selvsåning. Man erfarede snart, at økosystemerne i øernes skove var alt for skrøbelige til at anvende totalfældning. Derfor gik man over til plukhugst, som foregår ved, at man kun fælder en del af de største træer og anvender arbejdselefanter til at slæbe stammerne ud, så underskoven skånes mest muligt. Samme område bliver skovet igen efter 20-50 år.

Selv plukhugst bevirker, at en øget mængde sollys kommer ned til skovbunden og tørrer denne ud. Anlæggelsen af tømmerveje eroderer skovbunden, og den kraftige nedbør skyller jorden bort i regntiden. Derfor ses en ændring i skovenes artssammensætning, som favoriserer løvfældende træer på bekostning af den stedsegrønne skov.

I 1989 blev det imidlertid bestemt, at udnyttelsen af øernes skove skal nedtrappes, i begyndelsen ved at nedsætte det årlige udbytte til ca. 100.000 m³, for i løbet af en ikke nærmere specificeret årrække at stoppe helt. Hvis denne bestemmelse føres ud i livet, vil den største trussel mod øernes økosystemer være det kraftigt stigende befolkningstal.

Siden denne artikel blev skrevet i 1997, har de indiske myndigheder standset kommerciel udnyttelse af øernes skove.

De udstrakte og fredfyldte sandstrande giver ideelle forhold for de store havskildpadder, når de skal lægge æg. Fire arter træffes på øerne, nemlig suppeskildpadde (Chelonia mydas), olivengrøn ridley (Lepidochelys olivacea), ægte karetteskildpadde (Eretmochelys imbricata) og læderskildpadde (Dermochelys coriacea). Disse dyr er nu truet af bebyggelse og sandudvinding samt af mennesker og dyr, der røver deres æg.

I mangroveområderne fandtes førhen en pæn bestand af verdens største krokodille, deltakrokodillen (Crocodylus porosus), hvor hannen bliver op til 8-9 m lang. Dette imponerende krybdyr jages i stigende grad, dels for skindets skyld, dels fordi dyrene udgør en trussel mod lokale fiskere. Også dens æg graves op fra rederne, som hunnen anlægger på tørt land inden for mangroven. Arten findes nu næsten udelukkende i de marine reservater, og et yngleprogram er startet i den zoologiske have i Port Blair, som hører under vildtdepartementet.

Langs øerne findes store arealer med havgræs, som udgør føden for den globalt truede dugong eller søko (Dugong dugon). Dette store havpattedyr har indtil fornylig været ret almindeligt ved øerne, men krybskytteri har som alle andre steder næsten udryddet dugongen, da dens kød er meget velsmagende.

Øernes krybdyrfauna er overordentlig rig. Ikke mindre end ca. 80 arter er truffet, flest gekko- og agame-arter, men også en mængde forskellige slanger, heraf de farlige giftslanger Andaman båndet krait (Bungarus andamanensis), almindelig krait (B. caeruleus), mangebåndet krait (B. multicinctus), brilleslange (Naja naja) og kongecobra (Ophiophagus hannah). Sidstnævnte har et specielt fødevalg, idet den fortrinsvis lever af andre slanger.

Der er truffet omkring 215 fuglearter på øerne, heraf en mængde mere eller mindre tilfældige gæster. 12 arter og 84 underarter er endemiske. Blandt de endemiske arter er Andaman-slangeørn (Spilornis elgini) ret udbredt på Andamanerne, mens Nicobar-slangeørn (Spilornis minimus) er begrænset til Great Nicobar. En art af næsehornsfugl, Narcondam-rynkenæb (Rhyticeros narcondami), findes kun i de tætte skove på Narcondam Island, men er almindelig her. Blandt øvrige endemiske arter kan nævnes Andaman-drongo (Dicrurus andamanensis), Andaman-sporegøg (Centropus andamanensis) og Andaman-træskade (Dendrocitta bayleyi), som alle er vidt udbredt.

En sjælden og mærkværdig fugl er Nicobar-buskhønen (Megapodius nicobariensis), der i øgruppen kun findes på enkelte af Nicobar-øerne. Den hører til tallegallahønsene, som er ejendommelige ved ikke selv at udruge deres æg, men overlader det til forskellige former for naturlig varme. Nogle af dem graver æggene ned i sand, hvor solens varme udruger dem. Freycinet’s buskhøne skraber jord og planter sammen i bunker, der kan være indtil 10 m i diameter og 5 m høje. Flere par kan være fælles om hver høj, og de anbringer æggene i op til 1 m lange gange ned i højen. Indholdet af plantedele varierer efter skyggeforholdene. På solrige steder bruges færre plantedele, da gæringsvarmen fra de rådnende plantedele er mindre påkrævet hér end i skygge. Arten er stærkt truet af krybskytteri.

43 arter landpattedyr er truffet. Øernes adskillelse fra fastlandet skete tilsyneladende, inden større pattedyrarter var udviklet, for langt den overvejende del af arterne er flagermus, spidsmus og rotter. Før europæernes ankomst fandtes kun tre større arter landpattedyr på øerne, Andaman-svinet (Sus andamanensis), som fandtes på begge øgrupper, den langhalede makak (Macaca fascicularis), som levede på Nicobarerne, samt Andaman-palmemåren (Paguma larvata ssp. tytleri), som fandtes på Andamanerne. Sandsynligvis har de oprindeligt indvandrede stammer medbragt disse dyr, svinet som føde og de øvrige som kæledyr, og de har så siden forvildet sig. De fleste bøger regner svinet for værende en underart af det almindelige vildsvin (Sus scrofa), men det ligner i høj grad de tamsvin, man holder som husdyr i Sydøstasien.

Englænderne indførte ikke færre end 9 arter pattedyr, heriblandt hund, kat og tamged, som alle er alvorlige skadedyr. Gederne findes i dag vildt på Barren, Cinque og Narcondam Islands, hvor de skader vegetationen. Forvildede hunde og katte æder æg af fugle og havskildpadder, og hundene jager vildsvinene.

Axishjorten (Axis axis) blev indført som jagtobjekt, og også den er et skadedyr, som hindrer skoven i at regenerere. På et tidspunkt indførte man enkelte leoparder (Panthera pardus) for at kontrollere hjortebestanden, men de synes at være uddøde. Elefanten (Elephas maximus) indførtes som arbejdsdyr i tømmerindustrien. Omkring 1960 forlod tømmerfirmaet på Interview Island pludselig øen og efterlod arbejdselefanterne. De har nu formeret sig, og flokken omfatter omkring 50 dyr. Nogle gange er elefanttyre svømmet over til Middle Andaman og har i et par tilfælde dræbt arbejdselefanter.

Nicobarerne derimod blev befolket af to mongolide stammer. Nicobar-folket ligner burmesere og er muligvis beslægtet med dem, mens shompen-folkets afstamning er mere uvis (måske er de fra Sumatra). Shompen’erne er i lighed med negritoerne jægere og samlere, mens nicobarerne er landbrugere.

Øerne er først omtalt i arabiske skrifter fra det 9. århundrede. De første vesterlændinge besøgte øerne i 1600-tallet, heriblandt den danske admiral Ove Gjedde, som var udsendt af Kong Christian d. 4. for at kolonisere dele af Indien. Gjeddes besøg medførte, at Nicobarerne blev besat af danskerne i 1755 under navnet Frederiksøerne. Men det usunde klima bevirkede, at kolonisterne fik malaria. Øerne blev snart forladt, og de blev overdraget til England.

Briterne havde allerede i 1788 forsøgt at anlægge en havn ved navn Port Cornwallis på Andamanerne, men det mislykkedes på grund af fjendlige indfødte. I midten af 1800-tallet prøvede de igen ved Port Blair, og denne gang bed de sig fast. Det var tanken, at øerne på grund af deres afsides beliggenhed egnede sig glimrende som straffekoloni for indiske frihedskæmpere, og man opførte et cirkulært fængsel ved Port Blair, som senere skulle få et dårligt ry pga. personalets grusomme behandling af fangerne. De fik lov at knokle i det ulidelige klima og døde som fluer. De mere genstridige blev sat i isolation i årevis. For at supplere arbejdskraften i tømmerlejrene og i de anlagte kokos- og gummiplantager blev i 1925 indført nogle hundrede karén-folk fra Myanmar. Efterkommerne af disse karéner lever stadig på Middle Andaman.

Under Anden Verdenskrig blev englænderne fordrevet af japanerne, som holdt øerne besat i to år. Da Indien fik sin selvstændighed i 1947, overtog inderne som den naturligste ting af verden øerne, selv om de aldrig tidligere havde haft overherredømme over dem. Fra fastlandet flyttede en mængde nybyggere til øerne, og også fra Bangladesh indvandrede mange hinduer, fordrevet af det muslimske flertal. Fra et samlet folketal på 31.000 i 1951 steg antallet til ikke mindre end ca. 278.000 i 1991. I takt med indvandringen blev skoven langsomt ryddet, samtidig med at udnyttelsen af skoven blev optrappet.

De andre stammer på Andamanerne gik det ikke meget bedre. Onge-folket bor på Little Andaman, og efter de første fjendlige kontakter måtte dette folk se deres ø invaderet af nybyggere fra Indien og Nicobarerne. Ongerne talte 672 mennesker i 1901, men kun 98 i 1989. Antallet er nu stabiliseret.

Jarwa’erne står stadig på meget dårlig fod med inderne, sandsynligvis et resultat af briternes og under Anden Verdenskrig japanernes dårlige behandling af dem. Regeringen har besluttet at overlade et areal på omkring 640 km² i den vestlige del af Middle og South Andaman til de ca. 200 tilbageværende jarwa’er. Adgang i reservatet er totalt forbudt, og selv om jarwa’erne har dræbt adskillige indere, som overtrådte forbudet, foretager myndighederne sig ikke noget i den anledning. En vej er fornylig anlagt langs reservatets østlige grænse, men man må normalt ikke stoppe på vejen, da jarwa’erne ved flere lejligheder har skudt pile efter vejarbejdere. Jeg besøgte dette område sammen med folk fra skovdepartementet, som skover træ øst for reservatet. Det var en egen fornemmelse at stå og stirre ind i denne regnskov, vel vidende, at der ti meter inde i det tætte krat kunne ligge en lille mand på lur, og at han kunne dræbe én, uden at man fik så meget som et glimt af ham.

Efter at denne artikel blev skrevet i 1997, har man opnået fredelig kontakt med jarwa-folket. Desværre har dette bevirket, at de er begyndt at leve af tiggeri, og deres kultur er fuldstændig bukket under.

Den sidste af negritostammerne er Sentinel-folket, som bebor North Sentinel Island vest for South Andaman og tæller omkring 80 mennesker. De havde ingen kontakt med fremmede før 1967, hvor en ekspedition forsøgte at komme på venlig fod med dem. Det mislykkedes, idet stammen var flygtet ind i skoven. Senere ekspeditioner blev mødt med en regn af pile, og først i 1991 lykkedes det antropologer at komme i kontakt med dem uden fjendtligheder. Der er ingen tvivl om, at dette folk kun kan overleve ved at blive ladt i fred, et forslag, som også den tidligere direktør for Stammefolkenes Velfærd på Andamanerne og Nicobarerne har fremsat.

Shompen-folket har haft samme problemer med at overleve som negritoerne. De befolker den centrale del af Great Nicobar og er jægere og samlere. De har fornylig fået tildelt et reservat på 119 km², men det er alt for lidt til de ca. 150 overlevende. Tømmerhugst og vejanlæg truer dette folk med udslettelse.

På Car Nicobar har Nicobar-stammen klaret sig bedre. De er traditionelt agerdyrkere og har kunnet indordne sig under den nye levevis, ‘hjulpet’ godt på vej af kristne missionærer. De tæller i dag omkring 22.000 mennesker.

Hertil kommer de såkaldte stammereservater, som er oprettet for at tilgodese de oprindelige folk på øerne. Fem sådanne reservater omfatter et areal på tilsammen 1070 km². I sagens natur er jagt og fiskeri tilladt i disse reservater, da mange af folkene lever som jægere og samlere.

Selv om viljen til at oprette nationalparker og reservater er til stede, kniber det med at sørge for, at de mange forbud overholdes i praksis. Mangel på midler til at uddanne og aflønne en tilstrækkeligt stor stab, skaffe patruljebåde, geværer, uniformer og andet udstyr, samt til at aflønne forskere, sætter sine grænser for, hvor effektivt reservaterne opfylder de formål, de er oprettet efter. Problemerne er mangfoldige:

1) Illegal skovrydning. Som før nævnt er befolkningen mangedoblet, siden Indien overtog administrationen af øerne. Mange af indvandrerne er jordløse bønder, som rydder et stykke skov illegalt, ofte opbakket af korrupte lokalpolitikere, som øjner en chance for at øge antallet af personlige stemmer ved næste valg. Især på North Andaman er illegal skovrydning et stort problem. I enkelte tilfælde er nybyggere trængt ind i stammefolkenes reservater, men det slipper de som regel ikke godt fra. Hugst af bambus og spanskrørspalmer til husbyggeri er meget almindeligt i skove nær alle bebyggelser. (Efter at artiklen blev skrevet i 1997, har den indiske regering stoppet al træfældning på øerne. Om det overholdes i praksis, er et åbent spørgsmål).

2) Krybskytteri. I mange af reservaterne forekommer ulovlig jagt, da patruljerende vildtbetjente snarere er undtagelsen end reglen. Især karen’erne på Middle Andaman har et dårligt ry. De er glimrende jægere og søfarere og tager ofte til Interview Island for at gå på jagt efter vildsvin og hjorte. Mange af deres slægtninge fra Myanmar sejler over om natten for at jage havskildpadder, dugonger og deltakrokodiller. Disse dyr jages overalt og er de mest truede dyrearter på øerne.

3) Illegalt fiskeri foregår i hurtigtgående både fra Myanmar og Thailand og er svært at komme til livs, da myndighederne har for få patruljebåde.

4) Vejbyggeri. Fra Diglipur på North Andaman til Port Blair på South Andaman er bygget en asfaltvej, som går langs jarwa-reservatets østlige grænse og sine steder endog skærer gennem det. Vejen vil automatisk opmuntre til illegal beboelse og hugst i reservatet og vil optrappe konflikten mellem jarwaerne og inderne. Man kan næsten forudsige, at jarwaerne vil tabe denne konflikt. Ligeledes truer et vejprojekt på Great Nicobar shompen-folkets eksistensgrundlag. (Efter at artiklen blev skrevet i 1997, er jarwaerne bukket under for kontakten med den øvrige befolkning. I dag lever de af en kombination af tiggeri og løsarbejde).

5) Faunaforurening. Axishjorte findes i alle reservaterne på de større øer og udgør en trussel mod træernes regenerering. Det samme gælder for gederne på Barren og Cinque Islands. På Narcondam Island har udstationerede politifolk (som skal modvirke, at øen bliver besat af burmeserne) udsat geder og katte! Denne ø er helt unik og huser bl.a. den endemiske Narcondam-næsehornsfugl.

6) Turisme. Øerne blev først åbnet for turister for ca. 10 år siden, og deres bevægelsesfrihed er stadig begrænset til South, Middle og North Andaman, samt Havelock og Long Islands. Nicobarerne er helt lukket for turister. Hvis turismen, som stadig er meget beskeden på øerne, ikke holdes i stramme tøjler, kan der ske skader i form af overdreven campering i nationalparkerne, forstyrrelse af æglæggende havskildpadder, samt indsamling af fx sommerfugle, koraller og sneglehuse, som sælges til turisterne.

Endvidere er to områder, North Andaman og størstedelen af Great Nicobar, inden for de seneste år udpeget til at være såkaldte Man and Biosphere Reserves, som har til formål at bevare den økologiske diversitet og være centre for forskning og uddannelse. Disse reservater er strengt taget ikke fredet, og menneskenes normale aktiviteter søges nedskåret ad uddannelsens og oplysningens vej frem for at indføre forbud. Det lyder meget fint på papiret, men i praksis er administrationen på lokale myndigheders hænder, og de tager ofte mere hensyn til befolkningens aktuelle krav end til bevarelse af den økologiske diversitet. Kort sagt fortsætter udnyttelsen af områderne, som den plejer. Især på Great Nicobar er det nødvendigt at oprette en nationalpark, kun med lempelser i restriktionerne over for shompen-folket, som skal have lov til at fortsætte det liv, de altid har haft.