Krybdyr og padder i USA

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvis du finder fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer med stor sandsynlighed af el lagarto (‘firbenet’), et ord, som tidlige spanske opdagelsesrejsende og nybyggere i Florida anvendte om alligatoren. Dette ord er afledt af latin lacertus (‘firben’).

 

I 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet faldt antallet af alligatorer drastisk på grund af jagt og tab af levesteder, og det var en overgang frygtet, at arten ville uddø. I 1967 blev den opført på listen over truede arter og blev efterfølgende fredet. Siden da har anstrengelserne båret frugt, og i dag er alligatoren igen almindelig og har endda udvidet sit udbredelsesområde til Tennessee.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk chelydros, en giftig vandlevende slange eller en slags sumpskildpadde, oprindeligt fra chelys (‘skildpadde’) og hydros, almindelig snog (Natrix natrix). I denne forbindelse, på grund af disse snappende dyrs ret skræmmende udseende, hentyder ordet sandsynligvis til Hydra, et mangehovedet, slangeagtigt havuhyre i den græske mytologi, hvis ånde var giftig og dets blod så stærkt, at selv lugten af det var dødelig.

Det danske navn hentyder til disse dyrs vane med at snappe efter folk, hvis de føler sig truet. De kan tilføje et ret alvorligt sår.

 

Artsnavnet har formentlig samme betydning som slægtsnavnet.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk thamnos (‘krat’) og ophis (‘slange’).

 

Arten er særdeles variabel, men de fleste individer har en gul, blegt orange eller hvid stribe ned langs ryggen, samt normalt en stribe af samme farve hen langs hver side. Nogle har røde eller sorte pletter mellem rygstriben og sidestriberne. Voksne dyr varierer også meget i længde og måler mellem 0,5 og 1 m.

 

 

 

 

 

Arten findes i mange farvevarianter, bl.a. grøn, blå, gul, gylden, rød, orange, brun og sort, men de fleste individer har 3 blege, længdegående striber på mørkere baggrund. I gennemsnit er totallængden omkring 55 cm, men individer op til 137 cm er blevet konstateret.

Artsnavnet er afledt af latin siratalis (‘minder om et strømpebånd’), hvilket sigter til mønsteret hen langs kroppen.

 

 

 

 

 

Det danske navn stammer fra anoli, et caribisk ord for disse dyr.

 

 

Kropslængden, eksklusive halen, er op til 7,5 cm, mens halen er særdeles lang, op til 13 cm. Dyret er normalt grønt med en hvidlig stribe hen langs ryggen samt hvidlig underside og ofte med blålig hud omkring øjnene. Som alle andre anoler er arten i stand til at ændre farve, og brune individer træffes ofte.

Artsnavnet hentyder til North eller South Carolina. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’) og emydos (‘ferskvands-sumpskildpadde), hvilket sigter til, at disse dyr minder om arter i slægten Emys, men er placeret i en anden slægt.

På amerikansk kaldes disse dyr for cooters, hvilket kommer af kuta, ordet for sumpskildpadde på Bambara- og Malinké-sprogene, som blev bragt til Amerika af afrikanske slaver.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den amerikanske biolog George Nelson (født 1873). Jeg har ikke været i stand til at finde anden information om ham.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til Suwannee-floden.

Nogle autoriteter betragter dette dyr som en underart af P. concinna, som er vidt udbredt i det østlige USA.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af ordet terrapin, som tidligere europæiske nybyggere anvendte for sumpskildpadder. Det lader til, at dette ord er afledt af torope, som var Powhatan-folkets ord for sumpskildpadder.

 

Artsnavnet hentyder til North og South Carolina. Type-eksemplaret blev formentlig indsamlet dér.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trachys (‘grov’) og emys (‘sumpskildpadde’), hvilket sigter til det grove rygskjold hos rødøret terrapin (nedenfor). På amerikansk kaldes disse dyr for sliders, hvilket hentyder til, at de i tilfælde af fare meget hurtigt glider ned i vandet fra sten eller træstammer.

 

Den er et kraftigt farvet dyr med et kompliceret mønster af gule striber på hoved, hals og rygskjold, samt en iøjnefaldende rød plet på siden af hovedet. Den lever mest i stillestående vand.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skrift’, hvilket sigter til de bogstavlignende markeringer på rygskjoldet.

 

 

 

 

 

Navnet gekko stammer fra kaldet af den syøstasiatiske tokay-gekko (Gekko gecko), gengivet som gek-oo eller tuk-too.

 

Selv om disse smukke gekkoer syner alt for skrøbelige til at leve i ørkener, har de tilpasset sig ved at være nataktive. Dagen tilbringes under sten eller væltede stammer, hvor de er beskyttet mod udtørring. Deres hud er dækket af bittesmå skæl, som giver den en silkeagtig tekstur.

Den sidste del af slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘negl’, mens den første part er afledt af latin coleus (‘testikel’). Det hentyder til hannerne af vestlig båndgekko (nedenfor), som har 2 bittesmå sporer ved basis af halen, nær testiklerne (se nederste billede herunder).

 

Den forekommer fra det sydlige Californien, Nevada, Arizona, Utah og New Mexico mod syd til det nordlige Baja California, Sonora og Sinaloa.

 

 

 

 

 

Den eneste ikke-amerikanske slægt er Brachylophus, som findes på Fiji, og tidligere også på Tonga. Det menes, at stamfaderen til disse dyr engang drev på træstammer fra Sydamerika 8000 km over Stillehavet.

Det danske navn er en forvrængning af ordet iguana, som igen er en spansk forvrængning af ordet iwana, der blev anvendt for disse dyr på Taino, et nu uddødt arawakansk sprog, som blev talt af det caribiske Taino-folk.

 

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af oldgræsk sauros (‘firben’) og homalos (‘flad’), hvilket måske hentyder til disse dyrs brede ryg, der flades ud, når de solbader på klipper (se billedet herunder).

Det mærkelige folkenavn stammer enten fra Shoshone-ordet tcaxxwal eller fra Cahuilla-ordet čaxwal, der af spanierne blev omskrevet til chacahuala og af amerikanerne altså til chuckwalla.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’, hvilket er artens dominerende farve.

 

 

 

 

 

 

Udbredelsesområdet omfatter Nevada og det sydøstlige Californien og derfra mod søt til New Mexico, mod syd til Baja California, Sonora og Sinaloa.

Slægts- og artsnavn er afledt af oldgræsk kallos (‘smuk’), sauros (‘firben’), drakon (‘drage’), samt endelsen eides (‘minder om’), således ‘det smukke firben, der minder om en drage’.

Artens amerikanske navn er zebra-tailed lizard (‘zebra-hale-firben’), hvilket sigter til de skiftevis sorte og hvide striber på undersiden af halen.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den amerikanske læge og zoolog John Edwards Holbrook (1796-1871), der som den første udgav et omfattende illustreret værk om nordamerikanske krybdyr og padder med titlen A Description of the Reptiles Inhabiting the United States.

Det danske navn hentyder til, at disse dyr ikke har øreåbninger, formentlig en tilpasning til at undgå at få jord i ørerne, når de graver.

 

Arten har 2 hudfolde hen over struben, som hos hunnerne bliver orange i ynglesæsonen.

Artsnavnet er latin og betyder ‘plettet’, hvilket sigter til de mange mørke pletter og bånd på dette dyr.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk skelos (‘ben’) og poros (‘passage’ eller ‘pore’), hvilket sigter til de store porer på låret.

 

Artsnavnet hædrer den amerikanske kirurg og naturhistoriker Henry Crécy Yarrow (1840-1929), som var frivillig tilsynsførende i afdelingen for padder og krybdyr i National Museum of Natural History.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i Chihuahua- og Sonora-ørkenerne, fra Californien, Utah og Texas mod syd til Baja California, Durango og Coahuila. Den lever i tøre områder i forskellige habitater, bl.a. lyse skove, krat og græsland.

Artsnavnet er latin og betyder ‘mester’ eller ‘chef’, hvilket sigter til artens størrelse i forhold til andre medlemmer af slægten.

 

 

 

 

 

 

 

Det er en lille art, som måler 6-9 cm fra snude til basis af halen, med en meget lang hale, op til 12 cm. Den findes i forskellige farvevarianter, oftest brunlig eller næsten sort, undertiden sandfarvet eller grønlig. Hanner har stærkt blå bug og strube, som ikke er til stede hos hunner og unge hanner.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vestlig’.

Underarten longipes, på amerikansk kaldt for Great Basin fence lizard, er udbredt i Californien, Nevada, Utah, Oregon og Idaho. Hanner af denne underart er ofte meget mørke, næsten sorte. Underartsnavnet er latin og betyder ‘med lange fødder’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk treis (‘tre’) og stichos (‘en række’), hvilket sigter til 2 smalle, blege striber hen langs kropssiderne, samt en bredere stribe hen ad ryggen.

 

 

 

 

 

Dette dyr lever tørre steder, såsom ørkener, lavere bjergskråninger og bevoksning langs floder. Arten findes i Californien, Nevada, det vestlige Arizona og det sydvestlige Utah.

Artsnavnet er latin og betyder ‘af en enkelt form’, dvs. ‘uden variation’ – et mærkeligt navn, da hanner og hunner ikke er ens.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og sauros (‘firben’), hvilket sigter til disse dyrs lange hale.

 

Voksne hanner er meget farvestrålende på bugen, hvor de har to store turkisfarvede pletter, samt gul, orange eller turkisfarvet strube. Hunnerne mangler disse farver. Kropslængden er op til 6 cm, mens den lange hale kan være op til 8 cm.

 

 

 

 

 

Familienavnet og det danske navn er omskrivninger af det oldsyriske ord for disse dyr, sqinqur.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pleistos (‘mange’) og odous (‘tand’), hvilket hentyder til, at disse dyr har mange tænder.

 

Den voksne han er brunlig med stærkt orange hoved i yngletiden, mens hunnen har 5 lyse striber ned over ryggen og halen, i lighed med P. fasciatus. Den kan kendes på, at den har 5 skæl under munden, hvor fasciatus kun har 4. Unge dyr minder om hunnen, men har blå hale.

Artsnavnet er afledt af latin latus (‘bred’) og ceps (‘hovedet’), oprindeligt fra caput (‘hoved’). Den fik dette navn på grund af de brede kæber, hvorved hovedet får en trekantet form.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk aspis (‘hugorm’ eller ‘skjold’) samt skelos (‘ben’). Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

Arten er vidt udbredt, fra Oregon, Idaho og Colorado mod syd til de mexikanske stater Baja California, Sonora, Chihuahua, Sinaloa og Zacatecas. Den lever i tørre områder, bl.a. ørken, krat, lyse skove og vegetation langs floder.

Artsnavnet hentyder til dens mønster, der kan være tiger-lignende hos nogle individer.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til nogle af arternes vane med at grave store, dybe gange, i lighed med gophere, som er gnavere i familien Geomyidae.

 

Førhen blev dyr øst og syd for Colorado-floden betragtet som tilhørende denne art, men regnes nu for en selvstændig art ved navn G. morafkai.

Ørkenskildpadden undgår vinterens kulde og sommerens strenge hede ved at gå i dvale i lange perioder. Desuden undgår den udtørring ved at udskille urin som fast stof. Den bruger lang tid på at æde ørkenens saftige vækster, og hvis den støder på en vandpyt, drikker den længe. Et individ, der blev vejet, før den drak, vejede 43% mere efter at have drukket!

Artsnavnet blev givet til ære for den schweiziske biolog og geolog Jean Louis Rodolphe Agassiz (1807-73), som foretog omfattende studier i Nord- og Sydamerika.

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til Polyfemus, en kæmpemæssig enøjet huleboer i den græske mytologi, som holdt Odysseus og hans mænd fanget og åd adskillige af dem. I lighed med slægtsnavnet hentyder det til denne arts vane med at grave store, dybe gange.

 

 

 

 

 

Det latinske navn på grubehugormene er afledt af oldgræsk krotalon (‘kastagnet’), hvilket sigter til ranglen på en klapperslanges hale. Denne underfamilie er udbredt i Asien og Amerika. Medlemmerne, der omfatter klapperslanger, lanseslanger og asiatiske grubehugorme, kendes på tilstedeværelsen af et grubeformet, varmesansende organ mellem øje og næsebor på begge sider af hovedet.

 

Klapperslanger har render i de lange tænder, hvori giften løber ned til bidsåret. Slangen holder fast på mindre byttedyr, indtil de er døde, mens den slipper større dyr som kaniner efter at have bidt dem, fordi de ellers kunne såre slangen med deres tænder. Byttedyret løber væk, men dør efter nogen tid af giftvirkningen. Slangen sporer så byttet ved hjælp af lugtesansen. På siden af hovedet har klapperslanger temperaturfølsomme gruber, der kan skelne forskelle på blot 0,3°C. Herved kan slangen få et præcist billede af, hvor byttedyret befinder sig – selv i totalt mørke.

Slægtsnavnet er forklaret ovenfor under familienavnet. Navnet klapperslange skyldes, at disse slanger gør større dyr opmærksomme på deres tilstedeværelse ved at rasle med nogle løst forankrede, hornede gevækster på spidsen af halen, kaldt for ranglen. Herved advares de pågældende dyr, og konfrontationer undgås.

 

Den er udbredt fra Californien, Nevada, Oklahoma og Arkansas mod syd til Veracruz, tidligere også Oaxaca.

Dette dyr er ansvarligt for de fleste dødsfald i USA og Mexico, som skyldes slangebid. Dette afspejles af det latinske artsnavn, som betyder ‘barsk’, ‘frygtindgydende’ eller ‘frygtelig’.

Det danske navn er en dårlig oversættelse af det amerikanske navn diamond-backed rattlesnake. Ordet diamond betyder ikke kun ‘diamant’, men også ‘rudeformet’, og navnet sigter til det rudeformede mønster ned langs ryggen.

 

 

 

 

 

 

 

Den er i reglen mellem 1 og 1,2 m lang, men kan undertiden nå en længde af 1,5 m.

Artsnavnet er latin og oversættes normalt som ‘grøn’, men det kan også betyde ‘livlig’. Hvad det sigter til i denne forbindelse er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

 

En kilde oversætter slægtsnavnet til ‘konge’ eller ‘høvding’. Forbindelsen er svær at få øje på.

 

Den er meget variabel i mønster og farve. Hunnerne kan blive op til ca. 11 cm lange, hannerne til omkring 8,5 cm.

 

 

 

 

 

Den er udbredt fra det sydlige Alberta, Manitoba og Saskatchewan mod syd gennem det centrale og vestlige USA, fra Minnesota, Iowa og Missouri mod vest til Montana og det sydøstlige Californien, og derfra mod syd til de mexikanske stater Aquascalientes og San Luis Potosi. Den lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. prærie, ørkenkrat og skove langs floder, undertiden op til højder omkring 2400 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘beslægtet med’. Det er uklart, hvad der hentydes til – måske den foregående art.

 

 

 

 

 

De fleste af arterne har sugeskiver på deres tæer, der hjælper dem til at sidde fast på forskellige overflader, bl.a. træer, blade og klipper.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dryos (‘træ’) og phytes (‘plante’).

 

Oversiden er brun eller grå med mørkere prikker, en tilpasning til at være camoufleret blandt de brunlige eller grålige klipper, hvor den lever. Undersiden er cremefarvet eller orangegul.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sandfarvet’.

 

 

 

 

 

Den lever hovedsagelig i vådområder såsom sumpe og langs kanten af søer og damme. Den er udbredt fra det østlige Texas mod øst til Florida, mod nord langs Mississippi-floden til det sydøstlige Missouri og det sydlige Illinois, samt langs den atlantiske kystslette mod nord til Chesapeake Bay og Virginia.

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’ – et underligt navn til dette stærkt grønne dyr. Den simple forklaring er, at konserverede individer af voksne dyr med tiden bliver askegrå, så da den tyske oldtidslærde og naturhistoriker Johann Gottlob Theaenus Schneider (1750-1822) navngav denne art Calamita cinereus i 1799, var det fra et konserveret eksemplar.

Hans mest berømte værk er Kritisches griechisch-deutsches Handwörterbuch (‘Kritisk græsk-tysk ordbog’), publiceret 1797-98.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pseudes (‘falsk’) og akris (‘græshoppe’), hvilket sandsynligvis sigter til de fleste arters kald, der minder om græshoppers lyde. En alternativ forklaring siger, at det betyder ‘den falske Acris’ (en anden slægt af frøer).

 

Den er vidt udbredt i det vestlige Nordamerika, fra den sydligste del af Alaska og British Columbia mod syd til sydspidsen af Baja California, mod øst til det vestlige Montana og det østlige Nevada, fra havniveau op til højder omkring 3300 m i Sierra Nevada. Den lever i forskellige habitater, som regel nær vand.

Artsnavnet er diminutiv af latin regalis (‘kongelig’), således ‘den lille kongelige’, sikkert i betydningen ‘den lille pragtfulde’.

Nogle autoriteter opdeler denne art i 3 særskilte arter, P. hypochondriaca i Baja California og det sydlige Californien, P. sierra i det centrale Californien, samt P. regilla fra det nordvestlige Californien og videre nordpå. Dette split er ikke almindeligt accepteret, og yderligere studier er påkrævet.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk noton (‘ryg’) og ophthalmos (‘øje’), hvilket sigter til øje-prikkerne på kroppen af unge dyr af arten Notophthalmus viridescens (nedenfor).

 

Den kan opnå en længde af 14 cm, og nogle individer har nået den imponerende alder af 15 år. Voksne dyr er grønlige, undertiden brunlige eller gullige, mens ungdyr er stærkt orange. Både voksne og ungdyr har prikker på kroppen. Denne art producerer en nervegift ved navn tetrodotoxin, som gør den uspiselig for fisk og krebs.

Artsnavnet er latin og betyder ‘grønlig’, hvilket sigter til de fleste voksne dyrs farve.