Hvirvelløse dyr i Himalaya

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et antal billeder, som viser ubestemte arter, er også bragt. Hvis du er i stand til at identificere en eller flere af disse arter, eller finder du fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

Himalayas grænser er ikke veldefinerede. Mod nordvest glider Karakoram-bjergene (der af nogle autoriteter betragtes som en del af Himalaya, af andre ikke) jævnt over i Hindu Kush- og Pamir-bjergene. Mod nord og nordøst udgør adskillige bjergkæder i Ladakh, Tibet og Kina en fortsættelse af selve Himalaya.

Som et resultat af de store forskelle i højdeforhold og nedbør – foruden forskellige andre faktorer som mikroklima og jordbundens sammensætning – er Himalayas flora og fauna i sandhed divers. I disse bjerge mødes til biogeografiske regioner. I de fleste områder dominerer flora og fauna fra den indo-malayiske region, der omfatter bl.a. det indiske subkontinent og Sydøstasien, men i Kashmir, Ladakh og det nordlige Pakistan, samt i det nordligste Nepal og Bhutan i højder over ca. 3500 m, findes et stort islæt af arter fra den palæarktiske region, der bl.a. omfatter det centrale og vestlige Asien.

Når monsunen er passeret hen over Himalaya fra syd, er næsten al vanddampen allerede faldet som regn, og den tibetanske højslette modtager således kun ganske lidt nedbør. I de fleste egne her er den årlige nedbør under 100 mm, hvoraf størstedelen falder som sne om vinteren. Af denne grund er landskabet overvejende tørt og goldt, og grønne og frodige områder ses mest langs floder og omkring regionens talrige søer.

På denne side behandles Tibet (kaldt Xizang af kineserne), Qinghai og Xinjiang som separate områder. Udtrykket ‘det vestlige Kina’ angiver kinesiske territorier umiddelbart øst for Tibet og Qinghai, mens udtrykket ‘det sydvestlige Kina’ omfatter provinserne Yunnan, Guizhou og Sichuan.

 

 

Modsat den almindelige opfattelse, at dagsommerfugle og natsværmere udgør to forskelligartede grupper, har genetisk forskning vist, at dagsommerfugle simpelthen er en gruppe relativt sent udviklede, farvestrålende, dagaktive natsværmere, som udgør overfamilierne Hesperioidea (bredpander) og Papilionoidea, hvor sidstnævnte består af familierne Lycaenidae (blåfugle, ildfugle m.fl.), Nymphalidae (takvinger), Papilionidae (svalehaler og fuglevinger), Pieridae (hvidsværmere, høsommerfugle m.fl.), samt Riodinidae (metalmærker eller metalvinger).

I dag inkluderer nogle forskere bredpanderne (som familien Hesperiidae) i Papilionoidea, og det samme er tilfældet med den neotropiske familie Hedylidae.

Natsværmere er en umådeligt divers gruppe, som omfatter alle medlemmer, som ikke er dagsommerfugle. Med et antal på måske omkring 160.000 udgør de langt størsteparten af ordenen. De fleste er nataktive, men nogle er dagaktive eller flyver omkring daggry og skumring.

Nedenfor er sommerfuglene opdelt i 3 kategorier: Dagsommerfugle, natsværmere, samt sommerfuglelarver.

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes medlemmerne af slægten populært for pierrots, sandsynligvis på grund af disse arters overvejende hvide farve. Pjerrot er en trist klovnefigur, der oprindeligt opstod i Lilleasien, men fik en renæssance i Italien omkring 1500, hvor han optrådte i Commedia dell’arte. Han er altid klædt i hvidt, og hans ansigt er også kalket hvidt.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art blev beskrevet allerede i 1793 af den danske zoolog Johan Christian Fabricius (1745-1808), som havde specialiseret sig i Insecta, hvilket på daværende tidspunkt omfattede alle arthropoder. Han studerede under den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné og betragtes som en af 1700-tallets førende entomologer. Han navngav næsten 10.000 arter og grundlagde basis for den moderne insekt-klassificering. (Kilde: S.L. Tuxen 1967. The entomologist J.C. Fabricius. Annual Review of Entomology 12: 1-15)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det indiske subkontinent mod øst til Sydøstasien, Filippinerne og Indonesien.

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse sommerfugle for brush-footed butterflies, hvilket sigter til nogle børster på forbenene af et antal arter. Et andet engelsk navn er four-footed butterflies, hvilket skyldes, at mange af arterne kun står på fire ben, mens de to forreste, som er reducerede, ofte er rullet op.

 

I den antikke græske mytologi var Acraea datter af flodguden Asterion. Sammen med sine søstre Euboea og Prosymna fungerede hun som plejerske for gudinden Hera.

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse sommerfugle for tortoiseshells. Egentlig hentyder dette ord til et kæledyr, fx en kat, en kanin eller et marsvin, hvis pels er broget med sorte, brune og gule markeringer. Nogle medlemmer af slægterne Aglais og Nymphalis har disse farver på vingerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er hentet fra den antikke græske mytologi, hvor Argynnus var en smuk dreng, elsket af helten Agamemnon. Drengen druknede i Kefisus-floden, og Agamemnon lod opføre et tempel til hans ære. Senere blev dette tempel forbundet med Afrodite, skønhedens og kærlighedens gudinde.

Det danske navn sigter naturligvis til disse sommerfugles pragt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse dyr for map butterflies, hvilket sigter til vingemønsteret hos nogle arter, der minder om længde- og breddegrader på et kort, bl.a. arten herunder.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet har en særpræget baggrund. Oprindeligt blev den amerikanske monark (D. plexippus) beskrevet i 1758 af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-1778) i hans Systema Naturae, hvor han placerede den i slægten Papilio – den eneste sommerfugleslægt i de dage.

I den antikke græske mytologi var Danaus en konge i det nordlige Afrika, som grundlagde byen Argos i Peloponnes. Linné gjorde et notat, som sagde, at navnene på sommerfugle i gruppen Danai festivi, som Papilio plexippus tilhørte, var afledt af mandsnavne i den antikke græske mytologi. Danai festivi dannede den ene af to grupper, hvori farvestrålende arter var placeret, i modsætning til den anden gruppe, Danai candidi, som indeholdt arter med stærkt hvide vinger, hvis navne var afledt af kvindenavne i den græske mytologi.

 

Artsnavnet blev givet af Linné. Det hentyder til Chrysippus, som var søn af Aegyptus, tvillingebror til Danaus (se ovenfor).

 

 

 

 

 

Maskin-‘undersættelse’ fra Wikipedia: ”Euploea er en slægt med mælkefræs sommerfugle. Arterne er generelt mørke i farve, ofte ret sorte, hvorfor de ofte kaldes krager. Som sædvanligt for deres underfamilie er de giftige på grund af fodring med mælkevæg og andre giftige planter som larver.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Oprindeligt var disse arter placeret i slægten Argynnis (ovenfor), men blev i 1922 overført til en særskilt slægt af den tyske entomolog og herpetolog Albert Franz Theodor Reuss (1879-1958), som ønskede at ære den danske zoolog Johan Christian Fabricius (se Catochrysops strabo ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den romerske mytologi var gudinden Juno beskytter af og rådgiver for staten. Hun var datter af Saturn, var gift med Jupiter, og var moder til Mars, Vulkan, Bellona og Juventas. Hendes antikke græske modstykke er Hera.

Førhen var mange af arterne placeret i slægten Precis.

 

På engelsk kaldes den for peacock pansy, hvilket hentyder til ‘øjnene’ på vingerne, der minder om ‘øjnene’ på påfugles halefjer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse sommerfugle er alle afskygninger af brunt på begge vingeoverflader, markeret med en række iøjnefaldende ocelli (‘øjne’), samt en lige hvid linje på undersiden af begge vinger. Mange af arterne ligner hinanden meget.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes de for sailers, hvilket sigter til deres karakteristiske flugtform, hvor de glider uden vingeslag (‘sejler’) langs skovkanter og lysninger.

Slægten blev oprettet i 1807 af den danske zoolog Johan Christian Fabricius (se Catochrysops strabo ovenfor).

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til Hylas, som i den antikke græske mytologi var søn af Kong Theiodamas, der regerede over et indfødt stammefolk, Dryoperne, samt nymfen Menodice, datter af Orion. Som ung var Hylas tjener og ledsager af den stærke helt Herakles.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af Sanskrit maha (‘stor’) og Indra, regnguden i den hinduistiske mytologi.

 

 

 

 

 

En meget almindelig og vidt udbredt art, som lever i græsklædte områder, skovlysninger samt langs veje og flodbredder, fra lavlandet op til omkring 900 meters højde. Den forekommer fra Indien og Sri Lanka mod øst til Indokina og derfra mod syd til Ny Guinea og det nordøstlige Australien.

Der findes to former, hvoraf regntidsformen har meget større ocelli end tørtidsformen. Den hvide stribe på undersiden er ofte ret svag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Overfladisk minder arterne om medlemmer af slægten Pantoporia (ovenfor), men vingeundersiden har et meget markant mønster i modsætning til den temmelig ensartede underside hos medlemmer af Pantoporia.

På engelsk kaldes disse sommerfugle for jesters, hvilket formodentlig hentyder til mønsteret på vingeundersiden. Ifølge Wiktionary, er en jester “en person iført farvestrålende kostume og narrehat, som underholdt det middelalderlige hof.”

 

 

 

 

 

 

På engelsk kaldes disse dyr for counts og earls (begge ord betyder ‘greve’), hvilket naturligvis sigter til pragten hos nogle af medlemmerne.

 

 

 

 

 

 

 

Tidselsommerfuglen er berømt for sit forårstræk, specielt fra Rødehavs-området til Tyrkiet i marts-april, samt fra Nordafrika og Middelhavsområdet til Nordeuropa i maj-juni. Forskning antyder, at nogle bestande af også har efterårstræk, idet de foretager en tur-retur-rejse på omkring 14.500 km fra Tropisk Afrika til polarcirklen og tilbage igen i adskillige trin, der omfatter op til 6 på hinanden følgende generationer. (Kilde: birdguides.com/news/secrets-of-painted-lady-migration-unveiled)

 

 

 

 

 

En meget lignende art på de Kanariske Øer og Madeira blev førhen anset for at være en underart af V. indica, skønt der er et spring på omkring 7000 km mellem disse øer og det indiske subkontinent. Bestandene på øerne betragtes nu som en særskilt art, V. vulcanica.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af papilio, det latinske ord for sommerfugle. Det danske navn hentyder til mange medlemmer af familien, som har lange forlængelser på bagvingerne, der i nogle tilfælde minder om halen hos landsvalen (Hirundo rustica).

 

 

 

 

 

 

 

Nogle arter har et mønster af gennemsigtige turkisfarvede eller gullige ‘vinduer’ i vingerne.

 

 

 

 

 

 

 

Underarten ganesa er ret almindelig i Himalaya, fra foden af bjergene op til omkring 2100 m. Arten er valgt som stats-sommerfugl i delstaten Uttarakhand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Himalaya lever den på alpine enge i højder mellem 600 og 4900 m. I Danmark yngler den særdeles uregelmæssigt og optræder mest som en sjælden gæst. Larvens fødeplanter er medlemmer af skærmplantefamilien (Apiaceae).

Artsnavnet refererer til Makaon, som var søn af lægeguden Asklepios i den antikke græske mytologi.

 

 

 

 

 

Larvens fødeplanter er medlemmer af slægten Citrus (Rutaceae).

Artsnavnet sigter til Memnon, konge af Ethiopien i den græske mytologi. Han var en helt under den trojanske krig, som hjalp sin onkel Priam, den sidste konge af Troja, mod grækerne.

 

 

 

 

 

Denne art minder meget om P. bianor (ovenfor), men på paris er den blå plet på bagvingens overside meget mindre eller manglende, og den lyse stribe på forvingens overside er normalt meget smallere.

Artsnavnet sigter til Prins Páris i den græske mytologi, søn af Kong Priam og Dronning Hekuba i Troja. Det berettes, at Kong Peleus skulle giftes med den smukke havnymfe Thetis, men uheldigvis havde de glemt at invitere stridens gudinde Eris til brylluppet. For at hævne sig trillede hun et gyldent æble ind blandt gæsterne, og i skallen havde hun indridset: “Til den skønneste.”

De tre gudinder Hera, Athene og Afrodite kom op at skændes om, hvem der gjorde sig fortjent til titlen, hvorfor Zeus henviste dem til Prins Páris i Troja. De tre gudinder opsøgte ham og lovede ham hver især en belønning, hvis han valgte hende: Hera lovede magt, Athene berømmelse og visdom, og Afrodite den skønneste kvinde. Páris valgte Afrodites tilbud – og startede dermed indirekte den lange belejring af Troja, skildret i Homers digt Iliaden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Undersiden af vingerne varierer meget og kan være gullig, grønlig eller blålig, med eller uden mørke pletter.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art blev beskrevet allerede i 1805 af den tyske zoolog Eugenius Johann Christoph Esper (1742-1810).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bundfarven hos hannen er sortbrun, med talrige lyseblå, temmelig store og tætte markeringer, mens bundfarven hos hunnen er brun, med mange flere, mindre, hvide aftegninger. Mønstret hos hunnen ligner dét hos medlemmer af slægten Parantica – en tilpasning til at undgå at blive ædt, idet medlemmer af Parantica er giftige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten har to adskilte bestande, dels fra Nepal mod øst til det nordlige Myanmar og den kinesiske Yunnan-provins, dels på Java. Den er lovmæssigt beskyttet i Indien.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten har to sæsonbetonede former, hvor tørtidsformen er mørkere på oversiden end regntidsformen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten Macrobrochis, der rummer 11 arter, findes fra Himalaya mod øst til det sydlige Kina og derfra mod syd gennem Sydøstasien til Borneo og Sumatra. 4 arter er udbredt i Himalaya. Nogle autoriteter placerer nogle af arterne i slægten Agylla.

 

 

 

 

 

 

 

I 1815 publicerede han den første entomologiske bibliografi i Brewsters Edinburgh Encyclopedia (1808-30), og han var den første til at udskille skolopendere og tusindben fra insekterne, idet han oprettede en særskilt gruppe, Myriapoda, i dag benævnt som en underrække af leddyrene. (Kilde: K. Harrison & E. Smith 2008. Rifle-Green by Nature: A Regency Naturalist and his Family, William Elford Leach. The Ray Society, London)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er afledt af latin coccineus (‘skarlagenrød’), hvilket sigter til den dominerende farve hos mange europæiske arter. I England fik disse biller navnet ladybird. I tidlige malerier blev Jomfru Maria (‘Our Lady’) ofte afbildet iført en rød kappe, og de syv pletter på den mest almindelige art, syvplettet mariehøne (Coccinella septempunctata), sagdes at symbolisere hendes 7 glæder og 7 sorger. På dansk blev det engelske navn oversat til mariehøne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet stammer tilbage fra Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.), som bemærkede, at Nigidius navngav det største landinsekt på kloden, Lucanus cervus, efter den italienske region Lucania, hvor denne art blev anvendt som amuletter. Det danske navn hentyder til munddelene hos de største arter, der minder om hjortegevirer. Det latinske artsnavn på L. cervus kommer af det latinske ord for hjort, cervus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet på ordenen er afledt af oldgræsk di (‘to’) og pteron (‘vinge’). Disse dyr har tilsyneladende kun to vinger, idet bagvingerne er blevet omdannet til føleorganer, kaldt svingkøller, der gør det muligt for dem at foretage avanceret luftakrobatik.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr er meget forskelligartede, men har det tilfælles, at de har stikkende munddele, hvormed de suger plantesaft eller i nogle tilfælde bløddele af andre dyr. Deres munddele er indeholdt i et næb, kaldt rostrum, der normalt holdes under kroppen, når det ikke er i brug. Næbmunde er ofte forsamlet i store, tætte flokke på sten, mure og andre steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Scutelleridae, skjoldtæger, med omkring 81 slægter og 450 arter.

Tessaratomidae, kæmpeskjoldtæger, der indeholder omkring 56 slægter og 240 arter.

Cydnidae, tornben, med omkring 750 arter.

Pentatomidae, bredtæger, en meget stor familie med omkring 900 slægter og 4700 arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Størsteparten af de øvrige hvepse er enligtlevende, hvor hver hun bygger en mindre rede og selv opfostrer larverne, eller den graver hulheder i jorden, hvori den placerer bedøvede insekter, som den lægger æg på.

 

Dette dyr foretrækker at leve i bjerge i mellemhøjder, idet den undgår det varme lavland samt de største højder. Dens føde består af større insekter og saft fra træer, den plyndrer honning fra honningbier, samt larver af andre sociale insekter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De er rovdyr, som sidder stille blandt vegetation og venter på, at et insekt eller et andet hvirvelløst dyr kommer forbi. Med lynets hast kaster knæleren sine forben fremad og griber det uheldige offer, som derpå ædes af knæleren. Somme tider vil en hun endog æde hannen efter parringen.

Disse insekter har navn efter den stilling, de indtager, mens de venter på bytte, med ‘foldede’ forben, som var de i bøn – stik modsat den egentlige hensigt med stillingen!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr er planteædere, og nogle arter kan blive alvorlige skadedyr, der optræder i milliard-sværme, som fortærer alle afgrøder på deres vandringer. De fleste arter beskytter sig mod fjender gennem camouflagefarver. Bliver de opdaget, springer de pludselig højt op i luften, og mange arter breder deres farvestrålende vinger ud som et overraskelsesmoment. Andre arter har stærke farver som en advarsel til fjender om, at de er ildesmagende.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet på underklassen Hirudinea er afledt af latin hirudo, det klassiske ord for igler.

Disse dyr er nogle af de mest hadede i Himalaya, hvor adskillige arter lever i græs og anden vegetation op til højder omkring 3500 m. Når en igle kan lugte den kultveilte, som et varmblodet dyr (bl.a. mennesker) udånder, strækker den kroppen ud og prøver på at suge sig fast på dyrets hud. Hvis den gør det ubemærket, suger den blod i adskillige timer og svulmer op til flere gange sin oprindelige størrelse, hvorefter den giver slip, falder til jorden og kryber ind i skoven for at lægge æg.

Såret fra et iglebid bløder kraftigt i nogen tid, men bortset fra en yderst irriterende kløe er biddet harmløst for mennesker.