Krybdyr i Costa Rica og Guatemala

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et antal billeder, som viser ubestemte arter, er også bragt. Hvis du er i stand til at identificere en eller flere af disse arter, eller finder du fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

 

 

 

Slægtsnavnet er en forvrængning af et caribisk navn på disse dyr, acayouman.

 

Artsnavnet hentyder til dens krokodille-lignende udseende.

 

 

 

 

 

Den syvende art er den store læderskildpadde (Dermochelys coriacea), som danner en særskilt familie, Dermochelyidae. Den har ingen hornplader, men i stedet en læderagtig hud, som dækker 5 eller 7 ribber hen langs ryggen.

Alle 8 arter er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Havskildpadder er i stærk tilbagegang.

Selv om havskildpadder tilbringer ca. 98% af deres tid i havene, skal hunnerne på land for at lægge æg. Med stort besvær maver de sig op på stranden, oven for tidevandslinien, hvor de graver et hul med baglufferne.

Når hullet er stort nok, lægger hver hun oftest mellem 80 og 100 hvide æg, der i form ligner bordtennisbolde. De er imidlertid bløde, så de ikke beskadiges, når de falder ned i hullet. Efter æglægningen dækker hunnen æggene til, og bagefter slynger hun sand rundt med lufferne, så selve redestedet camoufleres. Derpå vender hun tilbage til havet.

Hos flere arter lægger hunnerne æg i flere omgange, somme tider 11 kuld på en sæson. Det lyder utroligt, men hunnen vender ofte tilbage til den strand, hvor hun fødtes årtier før. Hvordan hun bærer sig ad med det, forbliver et mysterium. En teori går på, at dyrene præges på strandens fysiske og kemiske sammensætning, samt at de er i stand til at anvende Jordens magnetisme til at navigere efter.

Tidligere havde voksne havskildpadder ikke mange fjender. Store hajer og spækhuggere (Orcinus orca) tager nogle, selv om det er en benet mundfuld. Men med menneskenes erobring af kloden har vi i dag den situation, at alle otte arter er i rivende tilbagegang. Æggene graves op og fortæres af fattige nybyggere, som delikatesse på restauranter, eller fordi de tillægges potensfremmende egenskaber. Også mange voksne skildpadder spises af mennesker.

Den ægte karette (Eretmochelys imbricata) forfølges på grund af sit smukke rygskjold, der anvendes til udskæring af smykker, kamme m.m. Japan er storaftager af skjoldene. Selv hele, lakerede karetter sælges som souvenirs, bl.a. i Indonesien.

Titusinder af havskildpadder drukner i fiskegarn eller kommer til skade i bådmotorers propeller. Unge skildpadder dør af at æde spildolie og tjæreklumper i havoverfladen. Mange læderskildpadder sluger store mængder plastic i den tro, at det er vandmænd, men plastic er ufordøjeligt og ophobes i dyrets tarme, hvorefter det dør af sult.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lepidos (‘skæl’) og chelys (‘skildpadde’), hvilket måske hentyder til det skællede udseende af hoved og luffer hos disse dyr. Det danske navn er taget fra det engelske navn, som er af ukendt betydning.

 

Artsnavnet hentyder til et olivenfarvet skær på disse ellers brunlige eller grålige dyr.

Mine oplevelser med denne art i Indien er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Krybdyr og padder på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk leptos (‘tynd’) og drymos (‘skov’), oprindeligt fra drys (‘eg’), samt en superlativ form af det latinske ord pulcher (‘smuk’), således ‘den meget smukke, tynde (slange), der lever i skov’. Et meget beskrivende navn, må man sige!

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hentyder til basilisken, et væsen i den græske mytologi, som var delvis hane, delvis slange og delvis løve. Det sagdes, at dens blik alene kunne forvandle et menneske til sten. Ordet er afledt af oldgræsk basiliskos, diminutiv af basileus (‘konge’), således ‘lille konge’.

 

Unge dyr er i stand til at løbe hen over vandoverfladen i rasende fart. Deres ben bevæger sig så hurtigt, at de minder om et piskeris. Af denne grund kaldes arten til tider for Jesus Kristus-firben, skønt det navn almindeligvis er reserveret for den almindelige basilisk (B. basiliscus).

Artsnavnet er latin og betyder ‘båndet’, hvilket sigter til dyrets striber.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af krokodeilos, det oldgræske ord for disse dyr.

 

En berømt lokalitet, hvor man kan se et stort antal af denne krokodille, er fra en bro over Tárcoles-floden, på Costanera Sur Highway (rute 34), nord for Jaco, Costa Rica.

Artsnavnet er latin og betyder ’tilspidset’, hvilket hentyder til den lange, smalle snude hos dette dyr.

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn stammer fra anoli, et caribisk ord for disse dyr.

 

 

Artsnavnet er afledt af latin bi (‘dobbelt’) og porca (‘en kam mellem to furer’). Hvad det sigter til, er uklart.

I dag kalder nogle autoriteter dette dyr for Norops biporcatus, men indtil yderligere forskning har klarlagt dets status, beholder jeg navnet Anolis biporcatus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den eneste ikke-amerikanske slægt er Brachylophus, som findes på Fiji, og tidligere også på Tonga. Det menes, at stamfaderen til disse dyr engang drev på træstammer fra Sydamerika 8000 km over Stillehavet.

Det danske navn er en forvrængning af ordet iguana (se nedenfor).

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ktenos (‘kam’), hvilket sigter til voksne hanners store kam hen langs ryggen, samt saura (‘firben’).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘minder om’ – om hvad er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en spansk forvrængning af iwana, som var anvendt for disse dyr på Taino, et forsvundet arawakansk sprog, som blev talt af det caribiske Taino-folk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk skelos (‘ben’) og poros (‘passage’, ‘pore’), hvilket sigter til de store porer på låret.

 

Artsnavnet er afledt af latin taenia (‘bånd’), samt græsk kneme (‘skinneben’), forklaret i den oprindelige beskrivelse af den amerikanske zoolog Edward Drinker Cope (1840-1897) i A contribution to the herpetology of Mexico. Proceedings of the American Philosophical Society, 22: 379-404 (1885). Han hentyder til “to sorte bånd, adskilt af et brunt, på bagsiden af låret.” (Bemærk, at han anvender det græske ord for ‘skinneben’ i stedet for ‘lår’).

 

 

 

 

 

Navnet gekko stammer fra kaldet af den syøstasiatiske tokay-gekko (Gekko gecko), af familien Gekkonidae, gengivet som gek-oo eller tuk-too.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk gonato (‘knæ’) og oides (‘minder om’), hvilket sandsynligvis sigter til de slanke fingre, som er iøjnefaldende opsvulmet i leddene.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med hvid strube’, afledt af albus (‘hvid’) og gula (‘strube’). Det betyder, at typeeksemplaret var en hun, som har hvid strube, mens hannen har orange eller gul strube.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er muligvis afledt af oldgræsk holkos (en type korn), hvilket hentyder til de korn-lignende skæl med køl på den forreste del af issen hos disse firben.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘glad’ eller ‘lystig’, hvilket utvivlsomt hentyder til artens mønster og kraftige farver.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘firestribet’.