Krybdyr i Afrika

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familier, slægter og arter er præsenteret i alfabetisk rækkefølge.

Et antal billeder, som viser ubestemte arter, er også bragt. Hvis du er i stand til at identificere en eller flere af disse arter, eller du finder fejl på siden, vil jeg være taknemmelig for at modtage en email. Adressen nederst på siden kan benyttes.

Jeg har anvendt det tidligere navn Zaire for det land, der i dag officielt kaldes for Den Demokratiske Republik Congo, hvilket jeg finder en kende gumpetungt. Ordet ‘demokratisk’ kan vel næppe heller anvendes for et land, der i årtier har været gennemsyret af vold.

 

 

 

Slægtsnavnet er sandsynligvis af vestafrikansk oprindelse, men det var tilsyneladende et ord, som blev benyttet for kamæleoner.

 

Arten er vidt udbredt fra det sydlige Zaire og det sydlige Kenya mod syd til Sydafrika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘bevæbnet’, hvilket i lighed med det danske navn hentyder til talrige små tornede gevækster på kroppen af denne art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den blev navngivet til ære for den britiske læge, naturhistoriker og guvernør af Zanzibar, Sir John Kirk (1832-1922), som indsamlede mange plante- og dyrearter i Østafrika og skrev mange artikler om dem. Mange arter er opkaldt efter ham. Han var også den ledende figur i bestræbelsen på at afslutte slaveriet i Zanzibar, assisteret af sin politiske assistent Ali bin Saleh bin Nasser Al-Shaibani.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leios (‘glat’) og noton (‘ryg’).

 

 

 

 

 

Den blev opkaldt efter typelokaliteten, byen Mwanza i det nordvestlige Tanzania.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin planus (‘flad’) og –ceps (‘-hovedet’).

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’) og mastix (‘pisk’), hvilket sigter til tornene på disse øglers hale.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk akantha (‘torn’) samt oura (‘hale’), hvilket i lighed med slægtsnavnet hentyder til piggene på halen.

 

 

 

 

 

Disse dyrs øjne bevæger sig uafhængigt af hinanden, og de er i stand til at danne to billeder af omgivelserne samtidigt, mens de er på jagt efter bytte. Når et muligt byttedyr er blevet opdaget, slynger kamæleonen sin meget lange, sammenfoldede, klæbrige tunge ud med lynets fart mod byttet, selv fra en betydelig afstand. Det stakkels offer hænger fast på den klæbrige tunge, som derpå foldes op og trækkes ind i munden igen sammen med byttet.

Kamæleoner er også i stand til at skifte farve meget hurtigt, hvilket mest sker, når dyret er ophidset. Et eksempel vises nedenfor under Chamaeleo dilepis.

Familienavnet er afledt af græsk khamai (‘på jorden’) og leon (‘løve’), således ‘jord-løve’, hvilket givetvis sigter til disse dyrs fangstmetode og glubende appetit.

Adskillige arter er populære kæledyr, og nogle steder er de undsluppet (eller udsat) og har dannet forvildede bestande, som ofte udgør en trussel mod den lokale insektfauna – og dermed indirekte mod insektædende fugle, samt planter, som er afhængige af insekter for deres bestøvning. Det er bl.a. sket på Hawaii.

 

 

 

 

 

 

På et tidspunkt blev den bragt fra Egypten til Peloponnes i Grækenland, hvor der i dag findes en lille bestand på omkring 350 dyr.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den portugisiske opdagelsesrejsende og naturhistoriker José Alberto de Oliveira Anchieta (1832-97), som rejste vidt og bredt i Portugisisk Angola mellem 1866 og 1897, hvor han indsamlede et stort antal plante- og dyrearter. Han døde i Angola, formodentlig af malaria.

 

 

 

 

 

Arten er stor, op til 35 cm lang inklusive halen. Farven kan være grøn, gullig eller brunlig, og der er normalt lyse striber langs flankerne og på undersiden.

Artsnavnet er oldgræsk og betyder ‘med dobbelte skæl’, hvilket muligvis hentyder til strubesækken, hvor bånd af grønne dobbeltskæl alternerer med rødbrune bånd (se billede herunder).

Det danske navn skyldes kraven i nakken, et kendetegn, som den deler med afrikansk kamæleon (ovenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med undtagelse af K. adolfifriderici og K. tavetana er disse dyr begrænset til bjergegne i Kenya, Tanzania, Uganda, Rwanda, Burundi og den østligste del af Zaire, og de fleste har et meget lille udbredelsesområde.

Slægtsnavnet er Kiswahili-navnet på disse kamæleoner.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med mange vorter’, hvilket formentlig hentyder til de knoppede horn hos arten.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk tri (‘tre’) og keras (‘horn’), hvilket hentyder til, at nogle (men langtfra alle) medlemmer har 3 hornlignende fremspring i panden og på snuden.

 

Artsnavnet er afledt af latin bi– (‘dobbelt’), samt af oldgræsk tainia (‘bånd’), hvilket sigter til to striber hen langs siden af kroppen.

 

 

 

 

 

Ifølge Chapin er hannens farve mørkegrå med nogle få sorte tværbånd samt et svagt rødbrunt skær i de lyse partier af kroppen. Disse karakterer fremgår tydeligt på billedet herunder.

Arten blev beskrevet så sent som i 1964 af den belgiske herpetolog Gaston François de Witte (1897-1980), der navngav den til ære for den amerikanske ornitolog James Paul Chapin (1889-1964), som var medleder af Lang-Chapin-ekspeditionen.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er Pokot-folkets navn for kamæleoner. Arten blev først beskrevet fra dette folks område i Cherangani Hills.

 

 

 

 

 

Den syvende art er den store læderskildpadde (Dermochelys coriacea), som danner en særskilt familie, Dermochelyidae. Den har ingen hornplader, men i stedet en læderagtig hud, som dækker 5 eller 7 ribber hen langs ryggen.

Alle 8 arter er beskrevet på siden Dyreliv – Krybdyr og padder: Havskildpadder er i stærk tilbagegang.

Selv om havskildpadder tilbringer ca. 98% af deres tid i havene, skal hunnerne på land for at lægge æg. Med stort besvær maver de sig op på stranden, oven for tidevandslinien, hvor de graver et hul med baglufferne.

Når hullet er stort nok, lægger hver hun oftest mellem 80 og 100 hvide æg, der i form ligner bordtennisbolde. De er imidlertid bløde, så de ikke beskadiges, når de falder ned i hullet. Efter æglægningen dækker hunnen æggene til, og bagefter slynger hun sand rundt med lufferne, så selve redestedet camoufleres. Derpå vender hun tilbage til havet.

Hos flere arter lægger hunnerne æg i flere omgange, somme tider 11 kuld på en sæson. Det lyder utroligt, men hunnen vender ofte tilbage til den strand, hvor hun fødtes årtier før. Hvordan hun bærer sig ad med det, forbliver et mysterium. En teori går på, at dyrene præges på strandens fysiske og kemiske sammensætning, samt at de er i stand til at anvende Jordens magnetisme til at navigere efter.

Tidligere havde voksne havskildpadder ikke mange fjender. Store hajer og spækhuggere (Orcinus orca) tager nogle, selv om det er en benet mundfuld. Men med menneskenes erobring af kloden har vi i dag den situation, at alle otte arter er i rivende tilbagegang. Æggene graves op og fortæres af fattige nybyggere, som delikatesse på restauranter, eller fordi de tillægges potensfremmende egenskaber. Også mange voksne skildpadder spises af mennesker.

Den ægte karette (Eretmochelys imbricata) forfølges på grund af sit smukke rygskjold, der anvendes til udskæring af smykker, kamme m.m. Japan er storaftager af skjoldene. Selv hele, lakerede karetter sælges som souvenirs, bl.a. i Indonesien.

Titusinder af havskildpadder drukner i fiskegarn eller kommer til skade i bådmotorers propeller. Unge skildpadder dør af at æde spildolie og tjæreklumper i havoverfladen. Mange læderskildpadder sluger store mængder plastic i den tro, at det er gopler, men plastic er ufordøjeligt og ophobes i dyrets tarme, hvorefter det dør af sult.

 

 

 

 

 

 

 

Førhen blev bestande langs Mexicos og Mellemamerikas Stillehavskyst betragtet som en særskilt art, sort havskildpadde (C. agassizii), men de regnes nu for værende samme art som suppeskildpadde.

Gennem tiderne har arten været meget forfulgt på grund af det velsmagende kød. Det danske navn skyldes, at man kogte suppe på en geléagtig brusk mellem bugskjoldets knogler, kaldt for calipee. I dag er arten opført som akut truet på IUCNs liste over truede planter og dyr.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khelone (‘skildpadde’), mens artsnavnet kommer af græsk mydos (‘fugtighed’), hvilket sigter til dens akvatiske levevis.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk eretmon (‘åre’) og chelys (‘skildpadde’), hvilket sigter til de årelignende luffer hos arten. Artsnavnet er afledt af latin imbricatus (‘overlappende’), hvilket hentyder til de overlappende skæl på rygskjoldet af unge og yngre dyr.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dasys, hvilket strengt taget betyder ‘håret’, men også kan betyde ‘grov’ eller ‘tæt’, samt pelte (‘et lille skjold’), hvilket sigter til de grove skæl.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk philos (‘holde af’) og thamnos (‘busk’), således ‘foretrækker at leve i krat’.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hoplon (‘våben’) og gaster (‘bug’). Hvad det sigter til er uklart. Måske er skællene på undersiden skarpe.

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannerne har strålende farver, mens hunnerne er brunlige eller grålige med hvide eller gule længdestriber.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk platys (‘bred’) og saurus (‘firben’), hvilket sigter til disse dyrs brede, flade ryg.

 

Arten blev navngivet til ære for den afrikanske herpetolog Donald George Broadley (1932-2016), som beskrev ikke færre end 8 slægter og underslægter, samt 115 arter eller underarter, alle nye for videnskaben.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med små øjne’, hvilket sigter til de hvide prikker på hannens krop.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af krokodeilos, det oldgræske ord for disse dyr.

 

De største individer er meget farlige og bliver undertiden menneskeædere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse slanger lever i tropiske og subtropiske områder verden rundt, med landlevende former i Asien, Australien, Afrika, og Nord- og Sydamerika, samt havlevende slanger i Stillehavet og det Indiske Ocean. De varierer stærkt i størrelse, fra kongecobraen (Ophiophagus hannah), der til tider kan blive op til 6 m lang, til den lille hvidlæbede slange (Drysdalia coronoides), der kun er 18-20 cm lang.

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’) og asp (‘giftig slange’).

 

Under feltarbejde i 1989 i tanzanianske kystnære skove så mine ledsagere og jeg flere gange grønne mambaer hænge over tynde grene i træerne. De var dog overhovedet ikke aggressive, og vi kunne beundre deres smukke farve på afstand.

Artsnavnet er afledt af latin angustus (‘smal’) og –ceps (‘-hovedet’).

 

 

 

 

 

Den sorte mamba lever i forskellige habitater, bl.a. savanne, åben skov og klippefyldte områder, somme tider også tæt skov. Den er verdens hurtigste slange, som over kortere strækninger kan opnå en fart af 16 km/t.

Under feltarbejde i Rondo Forest i det sydlige Tanzania i 1990 observerede vi en sort mamba på skovbunden. Da vi nærmede os for at studere den, gylpede den en elefantspidsmus (Macroscelididae) op, hvorpå den forsvandt i rasende fart.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk polys (‘mange’) og lepis (‘skæl’).

 

 

 

 

 

Navnet gekko stammer fra kaldet af den syøstasiatiske tokay-gekko (Gekko gecko), gengivet som gek-oo eller tuk-too.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk khondros (‘korn’) og daktylos (‘finger’), således ‘havende fødder med en kornet struktur’.

 

Arten blev navngivet til ære for den britiske entomolog og handelsmand James Aspinall Turner (1797-1867).

 

 

 

 

 

 

 

Slægten blev opkaldt efter den hollandske læge Murk van Phelsum (1732-79).

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘tvivlsom’. Måske var den tyske zoolog Oskar Böttger (1844-1910), der navngav arten i 1881, i tvivl om det var en gyldig art eller ej.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af Ndebele-ordet matobo, der betyder ‘skaldet hoved’, hvilket sigter til Matobo Hills i det sydlige Zimbabwe, som er karakteriseret ved temmelig glatte granitklipper. Dette område er førsteklasses habitat for pladeøgler.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stærk’ eller ‘kraftfuld’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk akantha (‘torn’) og daktylos (‘finger’).

 

Artsnavnet er afledt af latin scutra (‘fad’, ‘tallerken’) samt endelsen la, der udtrykker noget småt, således ‘med små plader’, hvilket hentyder til skællene.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ikhnos (‘fodspor’) og tropis (‘bådkøl’).

 

Artsnavnet hentyder til Kap-provinsen i Sydafrika.

 

 

 

 

 

Disse sumpskildpadder er altædende og lever hovedsagelig af invertebrater, såsom insekter, bløddyr og orme. I Sydafrika er en af arterne blevet observeret gribe og drukne duer, som kom til et vandhul for at drikke. De æder også undertiden af ådsler.

 

Slægtsnavnet er afledt af latin pelo- (‘i mudder’) samt medusa. I den græske mytologi var tre søstre, Stheno, Euryale og Medusa, gorgoner – vingede uhyrer, som i stedet for hår havde en manke af levende giftslanger. Det sagdes, at dén, der kiggede på et af disse uhyrer, ville blive forvandlet til sten.

Navnet betyder således ‘Medusa, som lever i mudder’. Ja, det er da sandt, at disse dyr lever i mudret vand, men hvad de har med Medusa at gøre, er svært at se.

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk psammos (‘sand’) og phis (‘slange’), således ‘sandelskende slanger’.

 

Artsnavnet hentyder til talrige sorte prikker hen langs siden af kroppen.

 

 

 

 

 

Familienavnet og det danske navn er omskrivninger af det oldsyriske ord for disse dyr, sqinqur.

 

Medlemmerne af denne slægt var førhen placeret i slægterne Mabuya og Euprepis.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk trakhys (‘grov’) og lepis (‘skæl’), hvilket sigter til 3 eller flere længdegående svage forhøjninger på oversidens skæl.

 

Voksne hanner og hunner har meget forskelligt udseende. Hunnens ryg er mørk med tre hvide længdestriber samt blå hale, mens hannen er grålig eller brunlig med rødligt hoved og hale.

Arten blev førhen betragtet som en underart af femstribet mabuya (T. quinquetaeniata), men blev ophøjet til en selvstændig art i 1998.

Artsnavnet er afledt af latin margarita (‘perle’) og‎ fer (‘bærer’).

 

 

 

 

 

 

 

Arten er vidt udbredt, fra det nordlige Afrika mod syd til Zaire og Tanzania.

Artsnavnet er afledt af latin quinque (‘fem’) og taeniatus (‘bånd’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘stribet’.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den svenske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Johan August Wahlberg (1810-56), der rejste i det sydlige Afrika mellem 1838 og 1856 og sendte tusindvis af indsamlede arter hjem til Sverige. Han var i færd med at udforske Okavango-området i Botswana, da han blev dræbt af en såret elefant.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er sammensat af Aldabra, samt det oldgræske ord for skildpadde, khelys.

I historisk tid fandtes der kæmpeskildpadder på mange af øerne i den vestlige del af det Indiske Ocean, såvel som på Madagascar, og fund af fossiler viser, at kæmpeskildpadder engang forekom på alle kontinenter, undtagen Australien og Antarktis. Mange af arterne blev udryddet af europæiske søfolk, der anvendte dem som føde, og de syntes alle at være uddøde omkring 1840, med undtagelse af Aldabra-kæmpeskildpadde.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er et oldgræsk ord for skildpadde, mens artsnavnet er latin og betyder ‘kantet’. Det sigter til formen på skjoldpladen under struben, som benyttes, når hannerne kæmper i parringstiden og forsøger at vælte hinanden om på ryggen.

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til et bånd af fleksibelt væv, som danner en slags hængsel på den bageste del af skjoldet hos disse skildpadder. Når dette ‘hængsel’ er lukket, er skildpaddens ben og hale beskyttet mod fjender.

 

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske tandtekniker og naturhistoriker Thomas Hornsey Bell (1792-1880), der fik en stilling som professor i zoologi på King’s College i 1834.

Da den berømte engelske naturhistoriker Charles Robert Darwin (1809-82) vendte tilbage til England efter at have deltaget i en ekspedition kloden rundt ombord på HMS Beagle 1831-36, blev Bell overdraget opgaven at beskrive krybdyr og krebsdyr, som var blevet indsamlet undervejs.

Hans arbejder omfatter bl.a.:

A Monograph of the Testudinata, 1832-36, som opsummerer alle verdens skildpadder, levende og uddøde.

A History of British Quadrupeds, 1836.

A History of the British Stalk-eyed Crustacea, 1844-53.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den engelske officer og opdagelsesrejsende John Hanning Speke (1827-64), som udforskede dele af Østafrika på tre ekspeditioner. Han ledte efter Nilens kilder og var den første europæer, som nåede frem til Victoriasøen.

 

 

 

 

 

Den er vidt udbredt i det østlige og sydlige Afrika, fra det sydlige Sudan, Ethiopien og Zaire mod syd til Sydafrika og Eswatini (Swaziland). Dens foretrukne habitater er savanne og krat.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk stigma (‘plet’) og chelys (‘skildpadde’), artsnavnet af oldgræsk pardus (‘plettet’). Begge navne hentyder til det stærkt plettede skjold. Det danske navn sigter ligeledes til mønsteret på skjoldet, som med lidt god vilje minder om mønsteret på en leopards pels.

 

 

 

 

 

 

 

Disse dyr varierer i længde fra 7 til 35 cm og vejer mellem 700 gram og 7 kg.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for skildpadder, afledt af testa (‘skal’ eller ‘dække’).

 

Artsnavnet blev givet til ære for den franske bankier og naturhistoriker Edouard Kleinmann (1832-1901), som indsamlede type-eksemplaret i 1875.

Jeg oplevede denne art i Egypten i 1999, da min nu afdøde ven Uffe Gjøl Sørensen og jeg besøgte den kendte herpetolog Sherif Baha el Din (født 1960) i Cairo. Han tog os med til Zaranik Protected Area, hvor han havde forsynet adskillige egyptiske landskildpadder med en chip, som udsendte radiosignaler, hvilket gjorde det nemt at genfinde dyrene.

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet – og dermed det danske navn – er af semitisk oprindelse og betyder ‘drage’ eller ‘firbens-uhyre’. Det besynderlige engelske navn monitor (‘vogter’) forklares på forskellig vis. Nogle kilder påstår, at det kommer af varaners vane med somme tider at stå på bagbenene og ligesom ‘vogte’ noget. Andre siger, at det opstod ud fra en gammel overtro, at disse dyr ville advare mennesker, hvis giftige dyr nærmede sig.

Mine oplevelser med den berømte Komodovaran (V. komodoensis) er beskrevet på siden Rejse-oplevelser – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

Tidligere var den øreløse varan (Lanthanotus borneensis) placeret i denne familie, men er siden blevet overført til en særskilt familie, Lanthanotidae.

 

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og gula (‘strube’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk exanthema, af ex-, som danner genitiv, anthos (‘blomst’), samt –ticus, en endelse, der danner tillægsord, således ‘blomsteragtig’, hvilket formodentlig sigter til mønsteret på kroppen.

 

 

 

 

 

I nogle områder er den blevet udryddet på grund af overdreven indsamling til produktion af skindprodukter.

En forvildet bestand findes på flere lokaliteter i Florida, dannet af undslupne eller udsatte kæledyr. De udgør en trussel mod den lokale fauna.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familienavnet er det klassiske latinske ord for hugorme. Det latinske navn på grubehugormene er afledt af oldgræsk krotalon (‘kastagnet’), hvilket sigter til ranglen på en klapperslanges hale. Denne underfamilie er udbredt i Asien og Amerika. Medlemmerne, der omfatter klapperslanger, lanseslanger og asiatiske grubehugorme, kendes på tilstedeværelsen af et grubeformet, varmesansende organ mellem øje og næsebor på begge sider af hovedet.

 

 

Det latinske artsnavn og det danske navn hentyder til Gabon, et område i Tropisk Vestafrika omkring Ækvator, som blev navngivet Gabão af portugiserne. Oprindeligt sigtede navnet til et område, der var langt større end den nuværende stat Gabon.