Kragefugle

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk apheles (‘naiv’, men i denne forbindelse oversat som ‘simpel’), samt kome (‘velordnet hår’), givet med henblik på disse fugles mangel på striber eller bånd, modsat de fleste andre skader.

 

Tidligere var denne art sammen med tre andre nuværende arter samlet under ét, kaldt for blot kratskade. Så blev to bestande ophøjet til arter, Florida-kratskade (A. coerulescens), der er begrænset til Florida, samt Santa Cruz-kratskade (A. insularis), der kun lever på øen Santa Cruz ud for den californiske kyst. De resterende bestande blev herefter kaldt for vestlig kratskade. Senere blev indlandsbestandene ophøjet til en særskilt art, præriekratskade (A. woodhouseii), mens kystnære bestande blev kaldt for californisk kratskade.

 

 

Mexikansk kratskade er udbredt fra det østlige Arizona og det vestlige New Mexico mod syd langs Sierra Madre Occidental, næsten til Mexico City, og derfra mod nord langs Sierra Madre Oriental til Chisos-bjergene i det sydlige Texas.

Artsnavnet blev givet til ære for en tysk rejsende ved navn Wollweber, der indsamlede fugle i Mexico i 1840’erne for Darmstadt Museum i Tyskland. Bortset herfra vides intet om ham, da arkiverne i Darmstadt Museum blev destrueret under 2. Verdenskrig.

 

 

 

 

 

 

Denne støjende fugl drager som regel omkring i flokke. Artsnavnet er portugisisk og betyder ‘smuk’, i lighed med slægtsnavnet. Den er da også en meget køn fugl med en iøjnefaldende krum, mørkeblå og hvid top på issen, blå vinger og overside af halen, samt hvid underside med en tynd mørkeblå stribe, der løber fra nakken ned over den øverste del af brystet.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en latiniseret form af koloios, det oldgræske ord for allike.

 

Artsnavnet er afledt af latin moneta (‘mønt’), således navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), efter sigende på grund af fuglens vane med at samle mønter og andre skinnende genstande op.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på den almindelige ravn (nedenfor).

Førhen var også alliker placeret i denne slægt, men efter genetiske studier er de blevet overført til en særskilt slægt, Coloeus (ovenfor).

 

Artsnavnet er afledt af latin albus (‘hvid’) og collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘hvid’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indtil midten af 1800-tallet var ravnen en almindelig ynglefugl i hele Danmark, men på grund af en voldsom forfølgelse i form af beskydning og forgiftning svandt bestanden ind til blot 16 par omkring 1950. Siden har den været i støt fremgang, og i dag er ravnen atter en ret almindelig ynglefugl med mindst 800 par.

Artsnavnet er en latiniseret form af korax, det oldgræske ord for ravn. Det danske navn er en modificeret form af det gamle nordiske navn hrafn, der oprindelig var afledt af proto-germansk khrabanas.

På grund af sin intelligente adfærd optræder ravnen i adskillige mytologier. I den nordiske mytologi var ravnene Hugin (‘tanke’) og Munin (‘hukommelse’) Odins tjenere, som bragte ham nyt fra hele verden. Ravnen figurerede på bannerne af nordiske konger som Knud den Store og Harald Hårdråde.

Ravnen var også en vigtig fugl for kelterne. I den irske mytologi landede gudinden Morrígan i form af en ravn på helten Cú Chulainns skulder efter hans død. I den walisiske mytologi betyder navnet på guddommen Bran Fendigaid ‘ravn’, og fuglen er hans symbol.

Blandt adskillige folkeslag i Sibirien, det nordøstlige Asien og Nordamerika betragtedes ravnen som skabergud. For Tlingit- og Haida-folkene, som levede langs Stillehavet i Nordamerika, var fuglen også en drillepind.

I 1. Mosebog, kapitel 8, vers 6-7, hedder det: “Og da der var gaaet fyrretyve Dage, aabnede Noah den Luge, han havde lavet paa Arken, og sendte en Ravn ud. Den fløj frem og tilbage, indtil Vandet var tørret bort fra Jorden.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, er sortkragen helt sort, mens gråkragen har grå eller hvid nakke, vingedækfjer og bug. I Danmark er gråkragen meget almindelig, mens sortkragen er begrænset til Sønderjylland.

I det sydlige Irak og det sydvestlige Iran, mellem floderne Eufrat og Tigris, er kragerne af underarten capellanus, også kaldt mesopotansk krage eller irakisk broget krage, rent hvide i de dele af fjerdragten, hvor gråkragen er grå. Nogle autoriteter betragter den mesopotanske krage som en særskilt art, C. capellanus.

Da kragen jages i en stor del af sit udbredelsesområde, er den normalt meget sky over for mennesker og flygter ofte på lang afstand. Men i mange byer, hvor fuglene lades i fred, viser de kun ringe frygt for mennesker.

Artsnavnet er en latiniseret form af korone, det oldgræske ord for krage. I den græske mytologi var Korone en ung kvinde, som en dag gik langs stranden, hvor havguden Poseidon så hende og forsøgte at forføre hende. Da hans forsøg fejlede, prøvede han i stedet på at voldtage hende. Korone flygtede, idet hun råbte på hjælp. Visdommens gud Pallas Athene fik medlidenhed med hende og skabte hende om til en krage, hvilket gjorde hende i stand til at undslippe fra Poseidon.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er den største nulevende spurvefugl, indtil 70 cm lang og med en vægt op til 1,5 kg. Dens meget store næb, op til 9 cm langt, er sammenpresset fra siden og stærkt buet. Det er sort med hvid spids. Fjerdragten er sort, bortset fra hals og vinger, som er brunlige, samt en stor hvid plet i nakken.

Den minder om den mindre hvidhalsede ravn (ovenfor), men dens næb er meget kraftigere, og den hvide plet sidder øverst i nakken.

Artsnavnet er afledt af latin crassus (‘tyk’ eller ‘kraftig’) samt rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

Allerede i bogen Carl Linnæi Skånska Resa, förrättad År 1749 (ny udg. Wahlström & Widstrand 1975) skriver den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78): “Kråkor* upphackade ängen, att hon låg beströdd med små torvor eller tofsar av gräs (…), när som maskar** lågo under dessas rötter, dem de liksom lukta ovan jorden. Jag grov här, där de mycket plockat ängen, och fant straxt en hop fet-pölsor eller larvas Tipulæ [stankelbenslarver]. Då kråkorne gå på våra åkrar, tro vi allmänt, att de plocka korn, som dock torde låta åtnöja sig med de maskar, som äta de små rötter på säden, och alltså göra oss större nytta än skada.”

 

 

 

Rågens unger betragtes som en delikatesse, og masser af unger bliver skudt om foråret i rederne.

I de sidste 30-40 år er mange råger flyttet fra landdistrikterne ind til byerne, hvor den kan være i fred for jægerne, men alligevel bliver den også ofte bekæmpet i disse nye yngleområder, da den beskyldes for at larme og svine. Et resultat af denne forfølgelse er, at rågen er gået tilbage i mange områder.

Denne art har en meget stor udbredelse, idet den findes i hele Europa med undtagelse af de nordlige egne af Skandinavien, Finland og Rusland, og videre i et bredt bælte gennem tempererede egne af Asien mod øst til Korea, Kina og Japan, mod syd til Middelhavet, Iran, Kashmir og den allernordligste del af Indokina.

Artsnavnet er afledt af latin frux (‘afgrøde’ eller ‘frugt’) samt lego (‘at indsamle’), således ‘den der indsamler afgrøder eller frugt’, hvilket sigter til, at en ret stor del af rågens føde er vegetarisk. Det danske navn er en imitation af artens kald, et hæst rååh.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I videste forstand, inklusive de to splits, har denne art en meget stor udbredelse, fra Afghanistan og hele det indiske subkontinent mod øst til det sydøstlige Sibirien (Ussuriland) og Japan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til Indonesien. Den lever i et bredt udsnit af biotoper, bl.a. skove, klippefyldte områder, agerland, landsbyer og langs floder. I Himalaya findes den i højder op til mindst 3000 m.

Stornæbbet krage ligner meget den almindelige ravn (ovenfor), men foruden sin mindre størrelse kan den kendes på det slankere næb og den stejlere ‘pande’.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk makros (‘lang’ eller ‘stor’) samt rhynkhos (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er hjemmehørende fra Syrien og Jordan mod syd gennem hele den Arabiske Halvø, samt i det nordøstlige Afrika, fra Nil-dalen mod syd til Sydsudan og Kenya, mod vest til Aïr-massivet i Niger. Den lever i ørkener og andre tørre områder, hvor den placerer reden på høje klipper.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk rhipis (‘vifte’) og oura (‘hale’), således ‘med vifteformet hale’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt, idet den findes i næsten hele den nordlige del af Afrika, mod syd til Sahel-zonen og Kenya, på den Arabiske Halvø, i Iran og den allervestligste del af Pakistan, og derfra mod nord til Kazakhstan.

Ørkenravnen minder om den almindelige ravn (ovenfor), men er en smule mindre og med mere brunlig fjerdragt, specielt i nakken. Den lever hovedsagelig i oaser og palmelunde i ørkenområder.

Artsnavnet er afledt af latin rufus (‘rødbrun’) og collum (‘hals’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennem de sidste hundrede år eller så er denne art blevet spredt til mange byer i Asien og Afrika, ankommet som ‘blind passager’ ombord på skibe, og den findes også i enkelte havnebyer i Europa og Nordamerika.

Artsnavnet er latin og betyder ‘skinnende’, hvilket sigter til det blålige skær i fjerdragten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kyanos (‘mørkeblå’) og kitta (‘skovskade’), hvilket sigter til disse fugles dominerende farve.

 

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Georg Wilhelm Steller (1709-46), født Stöhler, som deltog i den russiske Store Nordlige Ekspedition (1733-43), også kaldt 2. Kamchatka-ekspedition, som blev ledet af den danske opdagelsesrejsende Vitus Jonassen Bering (1681-1741). Steller betragtes som en af pionererne i udforskningen af Alaskas natur.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk dendron (‘træ’), samt kitta, der oprindeligt var det græske navn på skovskaden (Garrulus glandarius), men også omfatter skader i almindelighed.

 

Den ligner den vidt udbredte indiske træskade (nedenfor) temmelig meget, men som dens navn antyder, er dens fjerdragt langt mere grå, og den rødbrune farve er begrænset til undergumpen.

I størsteparten af dens udbredelsesområde er den temmelig sky, men i Taiwan har den vænnet sig til mennesker og viser overhovedet ingen frygt. Denne adfærd har dog sine ulemper. Jeg så engang en mand slå en grå træskade ihjel, som han havde fanget i et net.

Det latinske artsnavn sigter til Taiwan, hvor fuglen blev navngivet af englænderen Robert Swinhoe (1836-1877), som i 1860 blev den første europæiske konsul i Taiwan. Han opdagede mange nye arter, og 4 pattedyr og 15 fuglearter er opkaldt efter ham.

Dengang var Taiwan kendt som Formosa, et navn, som kan spores tilbage til 1542, hvor portugisiske sømænd som de første europæere fik øen i sigte. De kaldte den for Ilha Formosa (‘den smukke ø’).

Flere fotos af denne art kan ses på siderne Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan, samt Dyreliv: Byens dyreliv.

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk leukos (‘hvid’) og gaster (‘bug’).

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘vandringsmand’ eller ‘vagabond’. Hvad det hentyder til, er uvist. Et lokalt navn på arten i Indien er taka chor (‘mønt-tyv’), hvilket sigter til dens vane med at samle skinnende genstande op, i lighed med husskaden (nedenfor).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det vigtigste fødeemne for disse fugle er frø af forskellige arter af fyr (Pinus), som de knækker med deres kraftige næb. Denne adfærd ses af slægtsnavnet, som er afledt af latin nuci (‘nød’) og frango (‘at knække’ eller ‘at sønderbryde’).

Når fyrrefrø er talrige, skaber disse fugle forråd af overskydende frø, idet en enkelt fugl kan indsamle ikke færre end ca. 30.000 på en enkelt sæson. De er i stand til at huske omkring 70% af deres opbevaringssteder, selv når de er begravet i sne. De opbevarer ofte frø langt fra det sted, hvor de blev indsamlet, og disse fugle er således vigtige genskabere af skov i fældede eller brændte skovarealer. (Kilde: D.F. Tomback 2016, i Why birds matter: avian ecological function and ecosystem services, red. Sekercioglu, Wenny & Whelan, University of Chicago Press)

I områder uden fyrretræer udgør frø af gran (Picea) samt hasselnødder (Corylus) en vigtig del af føden.

 

Artens fjerdragt er meget variabel, og ikke færre end 9 underarter er beskrevet, af hvilke owstoni er ret almindelig i nåleskove i de højeste bjergområder i Taiwan.

Artsnavnet har samme betydning som slægtsnavnet, men er afledt af oldgræsk karyon (‘nød’) og kataseio (‘at sønderbryde’).

 

 

 

 

 

 

 

Arten blev beskrevet af kaptajn Meriwether Lewis (1774-1809) under Lewis og Clark-ekspeditionen 1803-06. Den første observation blev gjort af kaptajn William Clark (1770-1838) i 1805 langs bredden af Salmon River, en biflod til Columbia-floden – heraf det videnskabelige artsnavn.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kræver nogen forklaring. I værket American ornithology; or, The natural history of birds inhabiting the United States, not given by Wilson (1825-1833) betragtede den franske naturhistoriker Charles Lucien Bonaparte (1803-1857) lavskriger som beslægtede med nøddekriger (ovenfor). Navnet er afledt af oldgræsk perisoreuo (‘at begrave’), hvilket sigter til nøddekrigernes skik med at opbevare føde under jorden (se ovenfor).

 

Fuglen har adskillige populære navne, bl.a. whisky jack, som er en forvrængning af Wisakedjak, en godartet drillepind og kulturhelt i Cree-, Algonquin- og Menominee-folkenes mytologier. Blandt Tlingit-folket i det nordvestlige Nordamerika kaldes den for kooyéix eller taatl’eeshdéi (‘lejr-røveren’), hvilket sigter til dens tillidsfulde adfærd.

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘uheldig’. Dette mærkelige navn hentyder til en gammel overtro om, at det var et dårligt varsel at møde denne fugl.

 

 

 

 

 

Efter en række genetiske undersøgelser har nogle autoriteter foreslået, at den almindelige husskade opsplittes i et antal arter:

Almindelig husskade (P. pica), som er udbredt fra Europa mod øst gennem det sydlige Sibirien og Centralasien til det nordøstlige Kina, Ussuriland i det sydøstlige Sibirien, samt Chukotka i det nordøstlige Sibirien.

Maghreb-husskade (P. mauritanica), som findes i det nordvestlige Afrika.

Asir-husskade (P. asirensis), som er begrænset til det sydvestlige Saudi Arabien.

Sortgumpet husskade (P. bottanensis), som forekommer i det vestlige-centrale Kina, det østlige Tibet, samt den nordøstlige del af Himalaya.

Orientalsk husskade (P. serica), der lever i det østlige og sydlige Kina, Korea, Taiwan og det nordlige Indokina.

Sortnæbbet husskade (P. hudsonia), som er udbredt fra det sydlige Alaska mod syd gennem det vestlige Canada til den sydvestlige og centrale del af USA.

De ligner alle hinanden i høj grad, så hvorfor dette split blev foretaget, er lidt af en gåde for mig, og jeg foretrækker fortsat at betragte disse husskader som racer af én og samme art.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på husskaden. Navnet skade har intet med ødelæggelse at gøre, men kommer af et gammelt ord for ’spids trætop’, hvilket hentyder til fuglens lange, tilspidsede hale. Men dens indsamling af skinnende genstande, fx af sølv, har gjort, at den i europæisk symbolik forbindes med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. (Kilde: denstoredanske.dk/Symbolleksikon/Dyr/skade)

 

Som beskrevet ovenfor er nogle underarter blevet opgraderet til selvstændige arter af nogle autoriteter.

I lighed med gråkragen var husskaden førhen en sky fugl, der flygtede for mennesker på lang afstand. I dag yngler den imidlertid almindeligt i byer, hvor den har vænnet sig til, at mennesker normalt ikke er farlige.

I gamle dage var det en udbredt opfattelse, at skaden havde en vane med at samle skinnende genstande op, fx sølvskeer og lignende. Det medførte, at den i europæisk symbolik blev forbundet med at stjæle, jfr. mundheldet ”tyvagtig som en skade”. Nyere undersøgelser viser, at det intet har på sig. Skaden er meget nysgerrig og samler ofte objekter op, men den har overhovedet ikke præference for skinnende ting.

I bogen Carl Linnæi Skånska Resa, förrättad År 1749 (ny udg. Wahlström & Widstrand 1975) nævner den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), at befolkningen i byen Skanör troede, at det betød skibsforlis, hvis en skade slog sig ned i byen i længere tid.

Artens støjende og snakkesalige adfærd fremgår af en historie i Ovids Forvandlinger, hvor de sluddervorne og indbildske døtre af Pieros vover at udfordre muserne til en sangdyst, som de naturligvis taber, hvorefter de skælder og smælder. Den øverste blandt muserne, Calliope, siger derpå:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fjerdragten varierer geografisk. Fuglene i de nordlige bestande er mørkebrune på oversiden og lysere brune på undersiden, hvilket har givet arten dens navn. Hos fuglene i de sydlige bestande er bugen hvid, og de ydre halefjer har hvide pletter. Mellemformer forekommer omkring Vera Cruz-området i Mexico.

Gamle fugle har sort næb og ben. Arten har en nøgen oppustelig hudsæk på brystet, som formodentlig regulerer kropstemperaturen, men den frembringer også mærkelige klikkende eller hikkende lyde, når fuglen kalder.

Overfladisk minder fugle fra de sydlige bestande om husskaden (Pica pica), men er lidt mindre, med kortere hale, men større næb.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk psilos (‘høj’ eller ‘tynd’) samt rhinos (‘næse’), hvilket formodentlig hentyder til det sammenpressede høje næb hos fuglen. Artsnavnet er afledt af græsk moros (‘idiot’), hvilket måske sigter til de mærkelige lyde, den frembringer.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk pyrrhos (‘flamme-farvet’), af pyr (‘ild’), samt korax (‘ravn’), hvilket sandsynligvis hentyder til det røde næb hos alpekragen.

 

Alpealliken er meget almindelig mange steder, og den bliver ofte særdeles tillidsfuld. I Himalaya træffes den generelt i større højder end alpekragen. Den har ynglet i en højde af 6500 m, højere end nogen anden fugl, og den er blevet observeret følge efter bjergbestigere på Sagarmatha (Mt. Everest) i en højde af 8200 m.

Artsnavnet er et klassisk latinsk ord, som blev anvendt om en uidentificeret fugl, der af senere skribenter er blevet tolket som værende alliken (Coloeus monedula, ovenfor). Måske mønter navnet på, at fuglen er lille, ligesom alliken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse fugle æder hovedsagelig store insekter og andre invertebrater, samt forskellige slags frugter, men de er også idelige plyndrere af småfugles reder.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk oura (‘hale’), samt kissa, som i formen kitta var det klassiske græske navn på skovskaden (Garrulus glandarius), men i denne forbindelse skal oversættes som ‘skade’. Navnet hentyder til kittaernes meget lange hale.

 

Artsnavnet er afledt af latin caelum (‘himmel’), samt en endelse, der udtrykker noget småt, således ‘lille himmel’, dvs. med farve som himlen, altså ‘himmelblå’.

Naturligvis er denne ikoniske fugl rigt repræsenteret i den taiwanesiske folkekunst. Nogle eksempler kan ses på siden Kultur: Folkekunst i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin flavus (‘gul’) og rostrum (‘næb’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Dens føde består mest af mindre dyr som frøer, firben, insekter og andre invertebrater, af og til suppleret med frugt.

Det latinske artsnavn betyder ‘udsmykket’ – et passende navn på denne farvestrålende fugl.

 

 

 

 

 

 

 

Arten har en særdeles begrænset udbredelse, idet den kun findes i tornet akacieland i omegnen af byen Yabello i det sydlige Ethiopien. Den færdes som regel i mindre flokke og lever hovedsagelig af insekter.

Slægtsnavnet hædrer den italienske zoolog Edoardo Zavattari (1883-1972), som var direktør for den zoologiske afdeling på Sapienza-universitetet i Rom 1935-53. Han støttede fascisme og anti-semitisme på basis af sine biologiske studier og var blandt dem, der underskrev Manifesto della razza, et racistisk manifest fra 1938, der førte til de anti-semitiske love i Kongedømmet Italien, som fratog jøderne deres italienske statsborgerskab og deres offentlige stillinger.

Artsnavnet blev givet til ære for den tyske naturhistoriker og ornitolog Erwin Friedrich Theodor Stresemann (1889-1972), som skrev indlæg i senere udgaver af værket Handbuch der Zoologie (først publiseret 1863-75), og han var redaktør af tidsskriftet Journal für Ornithologie. Han viste tillige interesse for digterkunst, filosofi og sprogkundskab, og han offentliggjorde en monografi over det austronesiske Paulohi-sprog, baseret på studier, som han foretog på en ornitologisk ekspedition til den indonesiske ø Seram.

Det danske navn hentyder til Sidamo-provinsen, en tidligere provins i det sydlige Ethiopien, beliggende i det område, hvor byen Yabello i dag befinder sig.