Kina 2009: Blandt sorthalsede traner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vort mål er den lille by Weining, hvor vi rykker ind på Black Necked Crane Hotel. I Weining er man med rette stolte af en stor flok af den truede sorthalsede trane (Grus nigricollis), som hvert efterår kommer hertil fra ynglepladserne i Tibet for at tilbringe vinteren i Cao Hai (’Græshavet’), et stort sumpområde på omkring 60 km², der ligger umiddelbart uden for byen.

På hotellets receptionsskranke bemærker jeg et skilt, som på engelsk forkynder følgende: ”Expensive anything keep”. Teksten er ikke umiddelbart forståelig, men Judy forklarer, at den kinesiske tekst anmoder gæster om ikke at efterlade værdigenstande på deres værelse, men tage dem med, når de går ud.

Weining er en lille søvnig by, som breder sig op over de golde bakker øst for Cao Hai. Små gule knallert-taxier putter rundt i gaderne, og sammen med hestevogne, trukket af meget små heste, sørger de for lokaltransporten. Som alle steder i Kina har man et afslappet forhold til affald, og i gaderne flyder det med plastikposer og papir, som vinden hvirvler op sammen med det allestedsnærværende støv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I selskab med Li Ching kører vi langs sumplandet, og snart ser vi den første flok sorthalsede traner, der fouragerer på en mark.

”Gå bare ud på marken, tranerne er vante til mennesker,” siger Li Ching.

Det fremgår klart af nogle mænd, der er i færd med at fiske i nogle gamle kanaler nær tranerne, som fuldstændig uanfægtet æder videre. Det lykkes mig at komme meget tæt på fuglene, som dog bliver lidt urolige. De trompeterer en smule, hvorefter de letter. De lander dog kort efter på en nærliggende mark. Jeg er lidt beklemt ved at have jaget rundt med fuglene, men Li Ching beroliger mig med, at tranerne ofte flyver omkring alligevel uden påviselig grund.

Flere steder langs sumpene ser vi småflokke af fouragerende traner, ofte i selskab med andre fuglearter, bl.a. indisk gås (Anser indicus), rustand (Tadorna ferruginea) og almindelig trane (Grus grus). Li Ching mener, at omkring 400 sorthalsede traner overvintrer i sumplandet. Arten har været i støt tilbagegang i de senere år. For nogle år siden kunne op mod 800 ses i området. I nabo-provinsen Yunnan overvintrer en større flok traner, så det er muligt, at nogle af Cao Hai-fuglene er flyttet dertil.

Over middag hyrer vi en lokal kvinde til at stage os ud i sumplandet. Turen fører først gennem store bevoksninger af kogleaks, hvor mange rustænder svømmer omkring, oftest parvis. Sølvhejrer (Ardea alba) og fiskehejrer (A. cinerea) vader rundt på jagt efter fisk, og vi observerer også mange citronvipstjerter (Motacilla citreola) og rørhøns (Gallinula chloropus).

Ude på åbent vand ligger hundredevis af ænder, fortrinsvis pibeænder (Mareca penelope) og hvidøjede ænder (Aythya nyroca), foruden enkelte taffelænder (A. ferina) og troldænder (A. fuligula).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne skov er ret ung, da den er regenereret efter at have været fuldstændig ryddet. Denne rydning havde rod i en udbredt overtro, som førhen herskede i dette område, idet man var overbevist om, at hvis ikke ilden i husets køkken blev holdt vedlige døgnet rundt, ville en person i familien dø. Det betød naturligvis, at utrolige mængder af træ blev brændt til ingen verdens nytte.

Skoven er nu fredet, og man må ikke hente brænde i den. Foruden fyrretræerne vokser her en del andre træer og buske, bl.a. adskillige arter af rhododendron og en art af bjergté (Gaultheria), som alle tilhører lyngfamilien (Ericaceae), en Photinia- eller Stranvaesia-art, som hører hjemme i rosenfamilien (Rosaceae), samt en Lindera-art af laurbærfamilien (Lauraceae).

Fuglelivet i denne skov er sparsomt, men jeg observerer dog bl.a. hvidbrynet skadedrossel (Trochalopteron elliotii).

Vi fortsætter op mod Guizhous højeste bjerg, Suei Gau Fong (’den højeste top’), hvor Li Ching viser os et stort eksemplar af Magnolia liliflora, hvis pragtfulde hvide blomster har et lyserødt skær.

Dagen afsluttes ved et gammelt daoistisk tempel på bjerget Fung Shan (’Føniks-bjerget’). Dette tempel stammer tilbage fra 1300-tallet, men tog nogen skade under Kulturrevolutionen, hvor det anvendtes som stald. Nogle gamle stentavler med inskriptioner blev beskudt med geværkugler. Hvor barbarisk!

Ved siden af templet ligger en lille restaurant. Vi spiser udenfor, og på denne kølige forårsdag gør det godt med en grydefuld varme nudler, serveret med stegte kartofler, jordnødder, forårsløg, stængler af kamæleonplante (Houttuynia), samt chilisauce.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Træer og buske står hvidpudrede, og blomsterne hos rhododendron og den tornede Prinsepia utilis er dækket af et tykt rimlag. I det åbne blæser en isnende vind, og tågebanker kommer og går. Over middag bryder solen frem, og rimlaget må vige.