Katost, hibiskus m.m.

Jeg er Sarons Rose, Dalenes Lillie.
Som en Lillie iblandt Tornene,
saa er min Veninde iblandt Døtrene.

Salomons Højsang, 2. kap., vers 1-2.

Slægtsnavnet er afledt af arabisk ḥabb al-misk (‘moskus-piller’), hvilket sigter til de duftende frø.

Artsnavnet er afledt af latin esca (‘føde’) og ulentus (‘mængder af’), således ‘velegnet til menneskeføde’. Et engelsk navn på planten er ladies’ fingers, hvilket sigter til frugterne, der med lidt god vilje minder om en ældre kvindes knoklede fingre.

Arten er hjemmehørende fra det Indiske Subkontinent mod øst gennem Indokina til det sydlige Kina, og derfra mod syd til Filippinerne, Indonesien og Ny Guinea. Den dyrkes i mange andre lande som pryd- og fødeplante, er blevet naturaliseret utallige steder og betragtes visse steder som invasiv.

I Nepal smøres en pasta af roden på forstuvninger, mens en pasta af barken anvendes mod sår. Saften fra blomsterne benyttes mod bronchitis og tandpine. I traditionel kinesisk medicin anvendes arten mod nyrelidelser. Bladene spises på adskillige Stillehavsøer. I Japan og Korea fremstilles papir af arten.

Slægtsnavnet er latin og hentyder til en planteart, som blev anvendt til sårbehandling, afledt af arabisk ‘abūṭīlūn, af ‘abū (‘fader’ eller ‘kilde’) samt ṭaylūn (‘tudse’), hvilket er en mistolkning af syrisk ‘arqūṭī’ūn, som delvis kom af oldgræsk arkion, navnet på burre (Arctium), som var meget anvendt i folkemedicinen.

Øverst på denne side findes et billede, som viser frugtstande hos Abutilon indicum.

Planten høstes til lokalt brug som medicin, føde samt som en kilde til fibre. Den dyrkes til tider som prydplante.

Den er ret almindelig i åbne områder, bl.a. brakmarker, vejkanter, lyse skove og krat, fra havniveau op til omkring 2300 meters højde. Planten indsamles til medicin og føde, og den dyrkes undertiden som prydplante.

På oldgræsk angiver ordet alkea et medlem af katostfamilien, afledt af alalkein (‘afværge’), hvilket sigter til dens anvendelse som sårheler samt mod øjensygdomme.

Den er udbredt fra Tjekkiet og Østrig mod øst til Ukraine, mod syd til Grækenland og Tyrkiet, voksende i græsland, på marker, samt langs veje og brinker, i højder mellem 300 og 1500 m. Den er også rapporteret et enkelt sted i det østlige Frankrig, muligvis forvildet.

Artsnavnet er latin og betyder ‘toårig’.

På et meget tidligt tidspunkt blev den indført til Europa, måske før 1400-tallet. I dag dyrkes den i de fleste egne af verden. Dens blomster forekommer i næsten utallige farver.

Ifølge nogle kilder er slægtsnavnet afledt af oldgræsk althaino (‘at hele’), hvilket sigter til de helende egenskaber hos læge-stokrose (nedenfor).

Althaea er imidlertid også navnet på en dronning i den græske mytologi, hustru til Oeneus, som var konge af Kalydon. De havde en række sønner, bl.a. Meleager, som ifølge nogle kilder var resultatet af en forbindelse mellem Althaea og guden Ares. Althaea og Meleager forårsagede hinandens død. Da Meleager fødtes, blev det spået, at han kun ville leve, indtil et glødende stykke trækul på familiens ildsted var brændt op. Althaea ragede stykket ud og gemte det et sikkert sted.

Et forår, efter at Meleager var vokset op, ofrede Oeneus sæsonens første frugter til guderne, men glemte Artemis. Hun blev rasende og slap en kæmpemæssig orne løs, så den kunne ødelægge Kalydon. Althaeas brødre, Meleager samt den berømte kvindelige jæger Atalanta prøvede på at dræbe ornen. Det lykkedes for Meleager, som forærede skindet til Atalanta, da han var blevet forelsket i hende. Althaeas brødre blev vrede og tog skindet fra hende, idet de hævdede, at de tilhørte dem i kraft af deres status. Det gjorde Meleager så rasende, at han dræbte begge sine onkler.

Da Althaea hørte, hvad der var sket, fandt hun trækulstykket frem og kastede det på ildstedet, og som spået døde Meleager. Derpå begik hun selvmord.

I det Gamle Egypten blev saften udvundet og blandet med nødder og honning, eller den bløde og svampede stængelmarv blev kogt i sirup og derpå tørret til blødt og sejt slik. I England og USA blev stængel og rod, der indeholder en del sukker, førhen anvendt til fremstilling af en type slik, der på engelsk hedder marshmallows. Nutidens marshmallows har dog intet med planten at gøre. De består af sukker, vand og gelatine, som piskes og formes til små firkanter, der dyppes i majsstivelse.

Siden Oldtidens Egypten har et ekstrakt af roden været anvendt mod hoste. Oldtidens arabere anvendte et grødomslag af læge-stokrose til behandling af infektioner, og i det gamle Grækenland benyttede man arten til sårheling. Traditionelt blev arten i Danmark anvendt mod en lang række lidelser, fx bylder, dysenteri, blæresten, epilepsi, tuberkulose, tandpine, kolik- og nyresmerter, hæmorrider, mavepine og kighoste. Et udtræk af roden indgik i de såkaldte altea-bolcher, som blev taget mod hoste.

I nutidens urtemedicin anvendes læge-stokrose til behandling af hoste, forkølelse, influenza, bronchitis, sukkersyge, hudproblemer, mavesår samt urinvejsbetændelse. Alle dele af planten er rige på slim, som kan hele ømhed og betændelse.

Artsnavnet er afledt af latin officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, således ‘fremstillet på et værksted’. I botanisk sammenhæng har ordet dog en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

De gamle folkenavne ebeske, ibisk og ibsurt er forvanskninger af hibiscus, hvilket sigter til, at blomsterne ligner hibiskus-blomster.

Slægtsnavnet er afledt af assyrisk guzippu (‘klæde’), på arabisk ændret til korsuf (‘bomuld’). Det danske navn kommer af tysk Baumwolle, fra Baum (‘træ’) og Wolle (‘uld’).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ibiskos, et navn påført Althaea officinalis (ovenfor) af den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (ca. 40-90 e.Kr.), forfatter af De Materia Medica, et værk i 5 bind, der omhandler urtemedicin.

Det menes, at arten er hjemmehørende i Afrika syd for Sahara, samt i den sydvestlige del af den Arabiske Halvø. Det vides, at den blev dyrket i Egypten for over 3000 år siden. Bladene blev anvendt som føde, stænglerne til brænde, stængelfibrene til tasker, reb og sejl. På et tidligt tidspunkt blev den også indført til mange asiatiske lande samt til USA, hvor den blev dyrket for fibrenes skyld, hovedsagelig til fremstilling af reb.

Dyrkede planter kaldes for kenaf, afledt af persisk kanaf (‘hamp’). Artsnavnet er afledt af oldgræsk kannabinos, fra kannabis (‘hamp’) samt inos, en endelse, der knyttes til et navneord for at danne et tillægsord, således ‘hampe-lignende’, hvilket sigter til stængelfibrene.

Arten er begrænset til det østlige Afrika, hvor den forekommer i Ethiopien, Somalia, Uganda, Kenya og Tanzania. Den er talrig mange steder, da græssende dyr undgår den.

Den er en forveddet urt op til 3 m høj, men ofte langt lavere, blade langstilkede, variable, ofte med cirkulært omrids, sædvanligvis 3-5-lappet, op til 12 cm i tværmål, basis hjerteformet, margin tandet. De enlige blomster, som sidder i bladhjørnerne, er bleggule, normalt med purpurfarvet eller mørkerødt svælg.

Artsnavnet er afledt af latin ovalis (‘oval’) og folium (‘blad’).

Arten findes i lyse skove, fra Zaire og Uganda mod syd til Angola, Zimbabwe og Mozambique.

Det latinske artsnavn betyder ‘rosen fra Kina’, men arten er ikke engang fjernt beslægtet med roser.

I Senegal og andre afrikanske lande, samt i forskellige asiatiske lande, spises de grønne blade som en krydret grønsag. I Nepal spises bægerbladene rå eller som pickles. Af bægerbladene fremstilles en rød drik ved navn karkade, og der laves også marmelade af dem. I Europa og Nordamerika anvendes de som farvestof i fødevarer. Af stængelfibrene fremstilles bast.

I folkemedicinen er roselle blevet anvendt som et vanddrivende og mildt afførende middel. I Brasilien benyttes arten mod mavebesvær, samt til blødgøring af huden. Naga-folket i det nordøstlige Indien drikker et ekstrakt af roden mod forstoppelse, mavepine og luft i tarmene samt som et middel til at blødgøre huden. De røde bægerblade indeholder antocyaniner, og forskning tyder på, at disse stoffer kan forebygge gigtsmerter, diabetes og tyktarmskræft. Antocyaniner er også gode antioxidanter og kan dæmpe betændelse. Frøene har ligeledes et stort indhold af antioxidanter.

Billederne nedenfor er alle fra Taiwan, hvor denne art er almindeligt dyrket.

Det latinske artsnavn betyder ‘fra Syrien’. Det lader til, at den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som navngav arten i 1753, modtog eksemplarer fra Syrien, så han mente åbenbart, at den var hjemmehørende dér. Trods det danske navn er arten ikke engang fjernt beslægtet med roser. Det stammer sikkert fra det bibelske navn Sarons rose fra Salomons Højsang (se øverst på siden).

Arten vokser hovedsagelig på strande, samt i floddeltaer og mangrovesumpe, men kan også træffes inde i land op til højder omkring 800 m, blot der er tilstrækkeligt med nedbør. Når blomsterne visner, skifter de farve fra gul til rødlig eller orange.

Denne art ligner meget Thespesia populnea (nedenfor), men kan straks kendes på de mørkt purpurfarvede støvfang (gule hos Thespesia). Desuden er svælget altid mørkt purpurfarvet, modsat Thespesia, som har 5 purpurfarvede pletter i svælget.

Det latinske artsnavn sigter til de hjerteformede blade, der minder om bladene hos visse linde-arter (Tilia).

Arten er vidt udbredt i Afrika syd for Sahara, på den Arabiske Halvø og det Indiske Subkontinent, samt i Indokina, Indonesien, Ny Guinea og Australien.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for katost, tillempet fra det klassiske græske ord for de samme planter, malakhe, oprindeligt fra hebræisk malluah, en plante anvendt i salater. Det danske navn hentyder til frugten, der har form som en cirkelrund ost. Forstavelsen kat er muligvis nedladende.

Arten er vildtvoksende i Mellem- og Sydeuropa, fra Spanien og de Britiske Øer mod øst til Hviderusland, Ukraine og Tyrkiet, men er blevet indført andetsteds og er blevet forvildet mange steder, bl.a. i Skandinavien, New Zealand og Nordamerika. Den vokser på tørre steder, fra havniveau op til omkring 1500 meters højde.

Denne art vokser i åbne, forstyrrede områder. Den er hjemmehørende i størsteparten af Europa mod øst til Ural-bjergene, samt fra Nordafrika mod øst gennem Arabien til Kazakhstan og den vestlige del af Himalaya.

Blade og stængler kan tilberedes som grønsag, unge frø kan spises rå, mens modne frø kan koges sammen med kornarter. Bladene tygges mod ru hals.

Det latinske artsnavn betyder ‘negligeret’, ‘forbigået’. Hvad det hentyder til, er uklart.

Den vokser i krat og på åbne steder, bl.a. brakmarker og langs gærder og veje. Den er udbredt fra Frankrig og Algeriet mod øst til Kaukasus, Iran og Turkmenistan.

Artsnavnet er latin og betyder ‘prikket’, hvilket hentyder til pletterne på stænglen. Det mærkelige navn mamelukærme sigter til en kvindelig mameluk-dragt, hvis ærmer var inddelt i 5 eller flere sektioner, hvor overgangene var syet ind, så dragten sluttede omkring armen. Oprindeligt var Mamelukkerne slaver af centralasiatisk-tyrkisk oprindelse, men omfattede senere slaver fra andre folkeslag. Med tiden blev de en magtfuld klasse med politisk magt, og i 1250 overtog de sultananet i Egypten og Syrien, som de kontrollerede indtil 1517. De udgjorde stadig en magtfuld gruppe, indtil de blev massakreret eller fordrevet af guvernøren Mehmet Ali (1769-1849) i 1811.

Det står ikke klart, hvorfor navnet mamelukærme blev hæftet på denne plante og andre poppelroser, men måske hentyder det til kronens form, der kan minde om et åbent ærme.

Den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker, langs hække og hegn, samt på den indre del af strande. Stænglen er indtil 1 m lang, opret eller opstigende, blade afrundede i omrids, tandede, med 5-7 flige. Blomsterne sidder i grupper i bladhjørnerne, kronblade lysviolette eller purpur-lyserøde med mørkere nerver.

Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.

Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i skove’ – et misvisende navn, da planten vokser i åbne områder.

Den er udbredt omkring den østlige del af Middelhavet, fra Sicilien og Libyen mod øst til Tyrkiet og Jordan, voksende på klipper og andre tørre, åbne steder.

Artsnavnet er latin og betyder direkte oversat ‘forsynet med en klo’, men i botanisk sammenhæng ‘med smal basis’, hvilket hos denne art hentyder til kronbladene. Det tidligere artsnavn betyder ‘med blade som galdebær’ (Bryonia), som er slyngplanter i græskarfamilien (Cucurbitaceae).

Denne plante vokser på åbne, forstyrrede steder, bl.a. brakmarker og langs stier. Den er hjemmehørende i det centrale og sydlige Asien, på den Arabiske Halvø, samt i det nordøstlige Afrika, men dyrkes mange andre steder og er blevet naturaliseret i de fleste andre tempererede og subtropiske egne af kloden. I Centralasien træffes den op til omkring 3500 meters højde.

Arten anvendes som foder- og medicinplante, og bladene spises som salat eller koges som grønsag.

Det latinske artsnavn kommer af verticillus (‘i en krans’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til de stilkløse blomsterklynger i bladhjørnerne.

Disse planter er nært beslægtet med medlemmer af Hibiscus (ovenfor), men griflen har 10, ikke 5, støvfang, og frugten er rød eller hvid, kødfuld til at begynde med, senere tør og 5-delt. Lokalt anvendes frugten til at fremstille saft eller marmelade, mens der brygges té på frugt og blomster.

De tragtformede blomster åbner sig aldrig helt, hvilket er en tilpasning til at tiltrække sommerfugle og kolibrier, som bestøver blomsterne.

Slægtsnavnet er afledt af latin malva (‘katost’) og viscus (‘klæbrig’), hvilket sigter til den klæbrige saft, som nogle medlemmer af slægten besidder.

Arten er oprindelig fra Louisiana og Texas mod syd gennem Mexico og Mellemamerika til det nordlige Sydamerika, mod øst til Venezuela og Trinidad, mod syd til Peru. Den vokser i ret tørre skove.

Artsnavnet er latin og betyder ‘træagtig’.

Den er hjemmehørende fra Costa Rica mod øst til Venezuela, og derfra mod syd til Bolivia og det nordlige Brasilien.

Artsnavnet er latin og betyder ‘køn’ eller ‘indtagende’.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den spanske botaniker José Antonio Pavón y Jiménez (1754-1840), som Kong Carlos d. 3. af Spanien (1716-88), mellem årene 1777 og 1788, sendte på 3 botaniske ekspeditioner til Peru og Chile sammen botanikeren Hipólito Ruiz López (1754-1816). I alt navngav disse to botanikere omkring 150 nye slægter og 500 nye arter.

Denne plante er udbredt i det østlige og sydlige Afrika, fra Chad og Egypten mod syd til Sydafrika, samt på den Arabiske Halvø. Den vokser op til højder omkring 1700 m.

Artsnavnet ærer den engelske opdagelsesrejsende og botaniker William John Burchell (1781-1863), som først var handelsmand, skoleinspektør og botaniker på Sankt Helena 1805-10. Derpå rejste han i 5 år rundt i det sydlige Afrika, hvor han indsamlede over 50.000 eksemplarer af planter og insekter. Hans rejser er beskrevet i 2-bindsværket Travels in the Interior of Southern Africa (1822-24).

Stænglen er krybende, op til 2 m lang, stivhåret, blade indtil 4 cm lange, bredt hjerteformede eller trekantede, ofte assymmetriske, til tider trefligede, med stærkt tandet rand, blomster gule med mørkt purpurfarvet eller rødlig-purpurfarvet svælg, som står i stærk kontrast til det gule støvfang.

Artsnavnet er latin og betyder ‘gitteragtigt’, hvilket formentlig hentyder til bladnerverne.

Det er lidt af en gåde, hvorfor den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav slægten Sida. Det oldgræske ord side sigter til granatæbletræet (Pumila granatum), og forbindelsen er svær at få øje på.

Arten er en lille busk, opret eller opstigende, indtil 90 cm lang, blade variable, linjeformede, lancetformede eller aflange, sjældent ovale, glatte, op til 9 cm lange, med tandet margin. De stjerneformede blomster sidder i bladhjørnerne, enkeltvis eller få sammen, bleggule, til tider med et mørkere gult svælg, op til 1 cm i tværmål.

Arten er hjemmehørende i Afrika syd for Sahara, det sydlige Arabien, det Indiske Subkontinent, Indokina, det sydlige Kina, Taiwan, Japan og Filippinerne. Den vokser på forstyrrede steder, bl.a. brakmarker, vejkanter og tomter. I ayurvedisk medicin, hvor den kaldes for kurunthotti, indtages den som et styrkende middel, bl.a. til at forbedre immunsystemet.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk thespios (‘hellig’ eller ‘belagt med tabu’). Den svenske naturhistoriker Daniel Carlsson Solander (1733-82) deltog i Kaptajn James Cooks første jordomrejse ombord på Endeavor (1768-71). På Tahiti fandt han bl.a. Thespesia populnea (nedenfor), som var belagt med tabu af de indfødte.

Artsnavnet hentyder til de hjerteformede blade, der minder om bladene hos visse poppelarter (Populus).

Arten er almindelig og vidt udbredt, pantropisk, dens oprindelsesområde er ukendt. Den vokser i krat, på åbne skråninger og langs stier.

I Himalaya har denne plante mange anvendelser. Reb og sække fremstilles af stængelfibrene, og garvestof udvindes af stængel og blade. Medicinsk benyttes saft fra roden mod dysenteri og diarré, en pasta af hele planten anvendes mod hudlidelser og rheumatisme, en pasta af bladene mod forstuvninger og slangebid. Et afkog af frøene bruges til at slå indvoldsorme ihjel.