Jordan 1977: Sent efterår i Jordan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Først i november kører vi ned gennem Tyskland og Østrig med kurs mod Balkan, hvor vi nyder det varme efterår i nogle dage, inden vi fortsætter mod Tyrkiet.

I det nordlige Grækenland gør vi holdt for natten ved den store sø Volvi, hvor det vrimler med dværgskarver (Microcarbo pygmaeus), blishøns (Fulica atra) og taffelænder (Aythya ferina). Vi observerer ikke færre end 4 lappedykkerarter: toppet (Podiceps cristatus), sorthalset (P. nigricollis), gråstrubet (P. grisegena) og lille (Tachybaptus ruficollis). Blandt andre fugle kan nævnes sort ibis (Plegadis falcinellus) og vandrikse (Rallus aquaticus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

“Go to Jordan! Go, go!” siger tolderne.

I den jordanske told gennemroder tolderne bilen, hvorpå vi får udleveret en seddel. Vi bliver gennet til et kontor, hvor vi får udleveret endnu en seddel. I paskontoret vil de ikke have disse dokumenter, men derimod dem, som vi udfyldte ved indrejsen til Syrien. Der er dog ingen problemer med at få visum til Jordan. Ved vores forespørgsel om dets gyldighedsperiode (hvilket ikke fremgår af stemplet), siger en af pasbetjentene: “One week, one month, two months.” – Vi kan åbenbart selv bestemme!

Nu gælder det så tolddokumentet. I et nyt kontor river de udrejse-blanketten fra Syrien af, hvorefter vi får besked om at gå hen i et andet kontor for at få udleveret en blanket mod aflevering af 1 Dinar. Der er ingen til stede i dette kontor, hvor en mængde høvlspåner flyder på gulvet. Kontoristen kommer dog snart, og vi får vores blanket. Så går turen tilbage til det forrige kontor, hvor fyren udfylder et par blanketter og derpå forlanger en halv Dinar i stempelpenge. (På blanketten står der, at afgiften er 375 Fils, så resten har han vel stukket i lommen).

Under vores vandringer frem og tilbage i toldområdet har vi bemærket et spisested, som også reklamerer med “All traveller’s requirements.” Vi mangler et kort over Jordan, så jeg går ind for at spørge, om vi kan købe et sådant. Fyren viser mig et kort på omkring 10 x 10 cm, hvor navnene står på arabisk. Jeg betakker mig.

Ved udkørslen kontrollerer en soldat vore pas, hvorpå han uden spor af ironi siger: “Velkommen til Jordan!”

Arne og jeg kigger på hinanden og smiler. Vore oplevelser her minder ikke så lidt om dét, vi var ude for i Bagdad 5 år forinden, beskrevet på siden Rejse-episoder – Syrien & Irak 1972: “Velkommen til Bagdad!”

 

Hvor vegetationen er frodig, er man sikker på, at fuglelivet er rigt. Vi observerer et stort antal småfugle, deriblandt sortstrubet bynkefugl (Saxicola rubicola), stor tornskade (Lanius excubitor), husrødstjert (Phoenicurus ochruros) og markpiber (Anthus campestris).

Vi træffer også to arter, som er endemiske for Levanten med omliggende områder, Levant-bulbul (Pycnonotus xanthopygos) og Palæstina-solfugl (Cinnyris osea). Levant-bulbul er udbredt fra det sydlige Tyrkiet mod syd gennem Israel, Jordan og det vestlige Saudi Arabien til Yemen og Oman. Den blev tidligere anset for at være en race af den vidt udbredte bulbul (P. barbatus), der lever i den nordlige del af Afrika, mod syd til Gabon og Zaire. Palæstina-solfugl findes fra det sydlige Libanon og Syrien mod syd til Sinai-halvøen og videre langs vestkysten af Saudi Arabien til Yemen og Oman.

Jordan-floden løber ud i Dødehavet, på arabisk al-Bahr al-Mayt, på hebraisk Yam Hammelah – en stor sø, der i dag har et areal på omkring 605 km². Søens areal skrumper til stadighed; i 1930 dækkede den ca. 1050 km². Der er ingen udløb, og saltholdigheden er omkring 34%. Det betyder, at man flyder som en prop. Søen er alt for salt til, at planter og dyr kan trives, og heraf kommer dens navn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi beslutter at give den en chance, men bliver sørgelig skuffet. Oasen er en smule grønnere end den omgivende ørken, med nogle få vandhuller, men da mange arabere anvender den som jagtterræn, er ‘reservat’-delen af brochuren en dundrende løgn. Vi ser en del fugle, men de større arter, såsom ænder, er særdeles sky på grund af jagten. De almindeligste fugle er rødben (Tringa totanus), bjergpiber (Anthus spinoletta), hvid vipstjert (Motacilla alba) og stær (Sturnus vulgaris).

Farvel, Azraq!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arne og jeg leder efter en wadi, hvor vi vil tilbringe nogen tid i fred for turister, samt lokale, der vil udleje rideture på dromedarer eller sælge souvenirs og andet ragelse.

På afstand ser Wadi Zarqa Ma’in lovende ud, frisk og grøn. Egentlig er det i dette tilfælde misvisende at benytte ordet wadi, for flodsengen rummer næsten altid vand på grund af et større antal kolde og varme kilder, der har deres udspring her.

Til vores skræk ender vejen imidlertid på en byggeplads, hvor man er i gang med at opføre et kursted omkring de mineralholdige kilder. Vi taler med nogle af arbejderne, som oplyser, at der skal bygges et stort hotel og 2-300 bungalows, og der skal opføres badehuse over nogle af kilderne. Der er allerede bygget toiletter, et elværk, en politistation og en moské, men bortset fra moskéen virker bygningerne allerede forfaldne, det flyder med affald og glasskår overalt, og uvist af hvilken grund har man trukket pigtråshegn på kryds og tværs.

Skuffede kører vi tilbage ad vejen, men finder til vores glæde et fredeligt og frodigt sted nær vandløbet, hvor vi kan parkere bilen og tilbringe nogle dage. Vi bliver faktisk så glade for dette sted, at vi efter at have aflagt besøg i den sydlige del af Jordan vender tilbage hertil.

 

 

 

 

 

 

 

Wadien rummer et rigt fugleliv, og vi observerer en mængde forskellige arter. Klippeduen (Columba livia) er meget almindelig. Denne art blev tæmmet på et meget tidligt tidspunkt og er stamfader til byernes allestedsnærværende tamduer. Den er nærmere beskrevet på siden Dyreliv: Byens dyreliv.

Andre almindelige fugle omfatter Levant-bulbul, ørkenhøne (Ammoperdix heyi), bleg klippesvale (Ptyonoprogne fuligula), lille sejler (Apus affinis), spansk spurv (Passer hispaniolensis), samt husrødstjert (to underarter, en med sort bug, en anden med rød).

En mørk, stæreagtig fugl, som færdes i flokke, viser sig et være en art sortstær af slægten Onychognathus, der rummer 11 arter. De 9 af arterne er hjemmehørende i Afrika. Den, som vi observerer her, er Tristrams sortstær (O. tristramii), som er udbredt på Sinai-halvøen, samt i Jordan, Israel, det vestlige Saudi Arabien, Yemen og Oman. Den resterende art er endemisk for øen Socotra ud for Somalia og Yemen.

Tristrams sortstær er opkaldt efter den engelske præst og naturhistoriker Henry Baker Tristram (1822-1906), som var sekretær for guvernøren på Bermuda 1847-49. Han udforskede Sahara, og i 1858, 1863 og 1872 besøgte han Palæstina for at lede efter steder, som var nævnt i Bibelen, samt for at foretage naturhistoriske studier. I 1881 rejste han i Palæstina, Libanon, Mesopotamien og Armenien.

Sortstjerten (Oenanthe melanura) er en lille grå fugl med sort hale, som flintrer omkring på insektjagt. Genetisk forskning har åbenbaret, at denne art, der tidligere var placeret i slægten stensmutter (Cercomela), faktisk er en stenpikker af slægten Oenanthe.

To flotte høgeørne (Aquila fasciata) holder til højt oppe på klipperne. Formodentlig har de rede dér.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da transport af handelsvarer ombord på skibe opstod, dalede Raqmus betydning, og i 106 e.Kr. blev byen erobret af romerne, som omdøbte det nabatæanske kongerige til Arabia Petraea (‘Klippefyldte Arabien’). I den byzantinske periode blev adskillige kristne kirker opført i Petra, men byens betydning blev ved med at dale, og da muslimerne overtog magten i Jordan, var den allerede blevet forladt og var nu kun beboet af en håndfuld nomader.

Området forblev ukendt for Vesten indtil 1812, hvor ruinerne blev genopdaget af den schweiziske orientalist og opdagelsesrejsende Johann Ludwig Burckhardt (1784-1817), der rejste i Arabien under navnet Sheikh Ibrahim Ibn Abdallah. Han rejste også i Egypten og nåede så langt sydpå som det nuværende nordlige Sudan, hvor han blev bremset af fjendtlige indfødte. På tilbagevejen blev han den første europæer, som så det store tempel ved Abu Simbel, opført under Farao Ramses d. 2. Han døde af dysenteri i Cairo, kun 32 år gammel.

Adgang til ruinerne ved Petra sker gennem en meget smal kløft, kaldt for siq, som er bare 3 m bred på det smalleste sted. For enden af kløften åbenbares et storslået syn mod al-Khazneh (‘Skatkammeret’), den mest overdådige bygning i Petra, udhugget i en ca. 130 m høj sandstensklippe. Den menes at have været en nabatæerkonges gravkammer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige fuglearter er typiske for dette område, deriblandt korthalet ravn (Corvus rhipidurus), der kan kendes på den meget korte hale. Den er hjemmehørende fra Syrien og Jordan mod syd gennem hele den Arabiske Halvø, samt i det nordøstlige Afrika, fra Nil-dalen mod syd til Sydsudan og Kenya, mod vest til Aïr-massivet i Niger. Den lever i ørkener og andre tørre områder, hvor den placerer reden på høje klipper.

Klippestenpikkeren (Oenanthe lugens) er vidt udbredt, fra det østlige Egypten mod øst til Iran, og fra det sydlige Tyrkiet mod syd til Yemen og Oman. Den findes også i det nordlige Afrika. Den er ret almindelig i Jordan.

Sinai-rosenfinken (Carpodacus synoicus) lever i klippefyldt terræn i det østlige Egypten, det sydlige Israel og Jordan, samt i det nordvestlige Saudi Arabien. Hannen er meget farvestrålende, mens hunnen er ensfarvet brun.

Blandt øvrige almindelige fugle kan nævnes ørkenlærke (Ammomanes deserti), Levant-bulbul, toplærke (Galerida cristata), gråspurv (Passer domesticus), stillits (Carduelis carduelis), samt yndefuld prinia (Prinia gracilis), en ganske lille fugl med en lang hale, der ofte stritter i vejret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Både plante- og dyreliv er sparsomt her. Af fugle ser vi kun 8 arter i lavt antal: Ravn (Corvus corax), ørnevåge long-legged buzzard (Buteo rufinus), ørkenlærke, Tristrams sortstær, Sinai-rosenfinke, hvid vipstjert, klippestenpikker, samt hvidkronet stenpikker (Oenanthe leucopyga). Sidstnævnte er udbredt i Jordan, Israel og Saudi Arabien, samt i det nordlige Afrika, mod syd til Mauritanien og det nordlige Ethiopien.

Vi drager til Aqaba for at få et glimt af Rødehavet, men bliver sørgeligt skuffede: en lille havn, en klynge skidne huse, et nobelt bank-kvarter, hvor også nogle souvenirbutikker havde til huse, samt en badestrand med dyre hoteller, hvis arealer er omgivet af pigtrådshegn for at holde pøbelen ude. På en offentlig badestrand med en klynge palmer flyder det med affald og glasskår, og selve badestedet er stenet.

Nord for Aqaba tager vi 3 blaffere op. Det viser sig, at de er skolelærere, som underviser beduinbørn i hver sin lille skole langs landevejen. Der går ingen offentlige busser dén vej, så de må blaffe hver dag, og lastbilchaufførerne tager ofte penge for et lift. De inviterer os indenfor til en kop té. Lokalerne er meget kolde, og her sidder 10-15 drenge i alderen 6-14 år og fryser i deres tynde tøj. Der er ingen piger. Undervisningen er meget overfladisk, da én lærer skal undervise alle årgange samtidigt.

“Life is very difficult,” siger lærerne. De får 50 Dinarer om måneden, hvoraf 5 Dinarer går til leje af værelse i byen, ca. 5 Dinarer til lastbilchaufførerne, samt et ukendt beløb til mad og andre fornødenheder.