Jernbaner

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En af vore oplevelser i Chile er beskrevet på siden Rejse-episoder – Chile 2011: Den hvide skov.

 

 

 

 

 

 

Da dampskibsbroen blev anlagt i 1871, blev bygningen nedrevet og genopført af de samme materialer og i samme stil ved den gamle havn. Den fungerede frem til 1891, hvor den tredje banegård blev indviet. Denne var i brug frem til 1997, hvor den nuværende station blev indviet i forbindelse med bygningen af Storebæltsbroen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fra den lille by Mettupalayam i delstaten Tamil Nadu blev i slutningen af 1800-tallet anlagt en smalsporet jernbane op gennem Nilgiri-bjergene, via Coonoor, til handelsstationen Ootacamund (Ooty). Denne stejle bane betjenes af det blå dampdrevne tog Nilgiri Mountain Express.

Over en strækning på 46 km stiger terrænet fra 300 til 2200 meters højde, og banen fører gennem 16 tunneler og over 31 større og ca. 200 mindre broer. Den nedre del af bjergskråningerne er bevokset med tropisk monsunskov, og området er fyldt med vandfald. Over ca. 1400 m bliver skoven afløst af plantager med té, fyrretræer og eukalyptus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet jiancing betyder ‘ser solen’. Det er muligvis opstået, fordi dette område ofte er skjult i tåge, og at se solen bryde gennem tågen kunne være en lettelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Long Bien-broen blev opført af franskmændene i 1899-1902, og der blev anvendt over 3000 vietnamesiske arbejdere. Med en længde på 2,4 km var broen dengang en af de længste i Asien. Biler har ingen adgang til denne bro, som er reserveret til togtrafik, samt scootere og motorcykler.

Før Nordvietnams uafhængighed i 1954 blev denne bro kaldt for Paul Doumer-broen, opkaldt efter Paul Doumer (1857-1932), som var guvernør af Fransk Indokina 1897-1902 og senere fransk præsident 1931-32.

 

 

 

 

 

Mens vi ventede på vore visa til Zaire i Bangui, hovedstaden i den Centralafrikanske Republik, blev vi gode venner med fem tyskere, parret Franz og Gizela og deres ven Albert, som kørte i en mindre bil, der mindede om vores Folkevognsrugbrød, samt Jürgen og Wolfgang, som var de stolte ejere af en stor kraftig Deutz-lastbil.

Sammen rejste vi gennem Zaire, og da vi var blevet godt og grundigt trætte af de elendige veje, besluttede vi at læsse bilerne på togvogne og foretage turen mellem Bumba og Isiro med toget. Det viste sig at blive en meget afslappet tur på fire dage, hvor toget bevægede sig i sneglefart det meste af tiden. Fra lastbilens tag havde vi et glimrende udsyn over landskabet, som hele tiden vekslede mellem skove, floder, landbrugsland og landsbyer.

Jeg foretrækker navnet Zaire fremfor landets officielle navn, som er det noget klodsede Den Demokratiske Republik Congo. Og landet kan heller ikke siges at være særlig demokratisk, i betragtning af det kaos af vold, som det i årtier har befundet sig i.

En del af bilturen, fra Marokko til det østlige Zaire, er beskrevet på siden Rejse-episoder – Afrika 1980-81: Vanskelig rejse gennem Afrika.