Jernbaneflora

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jiancing Historiske Sti blev anlagt langs rester af denne gamle jernbanelinje. Foruden selve sporene kan man se slisker, sporskifter, vognaksler, samt forladte arbejderhuse.

Navnet jiancing betyder ‘ser solen’. Det er muligvis opstået, fordi dette område ofte er skjult i tåge, og at se solen bryde gennem tågen kunne være en lettelse.

 

 

 

Blade såvel som frø er spiselige og udgør en fødekilde i mange egne af verden, og i Indien anvendes arten i traditionel ayurvedisk medicin.

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne imponerende plante kan ses på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

I Kina anvendes den til tider som substitut for A. argyii til fremstilling af moxa, der er meget benyttet i traditionel kinesisk medicin.

 

 

 

 

 

Den kan kendes fra andre tidsler på de ret små purpurfarvede, violette eller lyserøde (sjældent hvide) kurve, som er 1-2 cm i tværmål. Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

 

 

Horsetidsel er toårig. Første år sætter den en bladroset, som overvintrer og den følgende sommer vokser op til en indtil 1,5 m høj stængel med et væld af smukke røde blomsterkurve. På trods af dens formidable panser af torne er arten blevet valgt til Skotlands nationalblomst, og et af dens engelske navne er Scottish thistle (’skotsk tidsel’). Andre væsener, som elsker denne plante, omfatter honningbier, humlebier og sommerfugle, der æder nektaren, og forskellige finker, bl.a. stillits (Carduelis carduelis), tornirisk (Linaria cannabina) og grønirisk (Chloris chloris), der holder meget af dens frø.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra England og Norge mod øst til det østlige Sibirien, mod syd til Middelhavet, Jordan, Iran og Centralasien, voksende på mager jord, såsom sandede marker og ryddepladser.

 

 

 

 

 

Den foretrækker uforstyrrede jorder og er specielt et problem i nyanlagte plantager, hvor den modstår sprøjtemidler og kan blive op til 3 m høj. Den berøver således de nyplantede træer lys og næring.

Et af artens amerikanske navne er horsetail fleabane (’hestehale-loppedræber’). Planten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som efter sigende skulle jage lopper bort. Et andet populært navn er bloodstanch (’blodstandsende’), et navn den har fået af urtelæger, som hævder, at et ekstrakt af blade og blomster virker dæmpende på blødninger i lunger og spiserør.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer sandsynligvis af græsk hypo (‘under’) og choeris (‘ung gris’), hvilket sigter til, at grise elsker at spise roden af almindelig kongepen (nedenfor). Navnet kongepen er af usikker oprindelse. Det engelske navn på disse planter er cat’s-ear, hvilket sigter til bladene hos almindelig kongepen, som er dækket af stive hår.

Almindelig kongepen (H. radicata) er vildtvoksende i størsteparten af Europa samt i den nordlige del af Afrika, men er blevet indført til mange andre egne af kloden, bl.a. Nord- og Sydamerika, Japan, Australien og New Zealand. I nogle områder betragtes den som en invasiv art. Den vokser på græsklædte arealer, langs veje og vandløb, i gamle klitter samt på tomter.

Den er en flerårig urt, hvis forgrenede stængel undertiden kan nå en højde af 80 cm, Grundbladene, som danner en roset, er aflangt ovale i omrids, indtil 20 cm lange og 4 cm brede, hårede, margin bølget eller fliget, undertiden snitdelt, stængelblade manglende eller få, af samme form som grundbladene. De endestillede kurve er varmt gule, indtil 1,5 cm i diameter.

En nær slægtning, stor kongepen (H. uniflora) er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

To af artens engelske folkenavne er stinking willie og mare’s fart (‘hoppe-fis’), hvilket sigter til bladenes ubehagelige lugt.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn kommer af latin murus (’mur’).

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende i Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, og den er tillige blevet naturaliseret andre steder. Den vokser langs strande, veje og jernbaner, samt som markukrudt.

Et folkenavn på arten er kompasplante. Bladene på dens hovedstængel er orienteret nord-syd, hvorved de får mindst sollys midt på dagen, men udnytter det svagere morgen- og aftenlys maksimalt.

Iøvrigt blev arten navngivet to gange af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), i 1756 som L. serriola og i 1763 som L. scariola, afledt af latin escarius (‘spiselig’). Det første navn var sandsynligvis en skrivefejl, som Linné så rettede i 1763, men ifølge nomenklatur-reglerne har det først publicerede navn prioritet.

Navnet scariola blev anvendt af englænderne ihvertfald så langt tilbage som i 1400-tallet. Ifølge Oxford Dictionary udtalte en kilde: “Wylde letus hat feldman clepyn Skariole.” (“Vild salat har markmænd (bønder) kaldt for Skariole”).

 

 

 

 

 

Den vokser i skove og levende hegn, langs veje og jernbaner, samy i brakmarker. Unge blade er spiselige, kogt som spinat eller spist rå i salater.

På engelsk har denne plante det mærkelige navn nipplewort (‘brystvorteurt’). Det stammer fra 1600-tallet, hvor ordet nipple blev betragtet som værende ekvivalent til ordet papillaris, afledt af latin papilla (‘brystvorte’). I Tyskland hævdede tilhængere af Signaturlæren, at planten kunne anvendes til behandling af flækkede brystvorter, da blomsterkurvene som unge minder om brystvorter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det mærkelige navn brandbæger skyldes, at svøbbladene omkring kurven hos nogle arter i slægten har sort spids.

 

 

 

 

 

Arten var oprindeligt vildtvoksende i Syd- og Centraleuropa samt i det vestlige Asien. I Danmark indvandrede den i begyndelsen af 1800-tallet, indslæbt til havne med skibenes ballast af jord. Den har siden bredt sig betydeligt, især langs jernbaner, og i 1900-tallet er den også blevet naturaliseret i bl.a. Finland, Canada og USA.

 

 

 

 

 

Denne art stammer formodentlig fra Middelhavsområdet, men er blevet naturaliseret de fleste steder i verden. I Nepal anvendes en pasta af planten som salve på sår og bylder. Den indsamles også som foder, og unge planter koges som grønsag.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af ordet sonkhos, som er betegnelsen på svinemælk i Antikkens Grækenland, mens det latinske artsnavn betyder ‘grov’ eller ‘ru’, hvilket sigter til de tornede blade. Det danske navn hentyder til, at svin gerne æder disse planter, samt til deres hvide saft.

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn kommer af latin oleris (’spiselig’). Unge blade kan spises som salat eller koges som spinat.

Andre billeder af denne art kan ses på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

 

 

 

Det danske navn er en forvanskning af plantens tyske navn, rainfarn, hvilket betyder sådan noget som ‘en bregne der vokser langs markskel’, hvor ‘bregne’ hentyder til bladenes overfladiske lighed med bregneblade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige slægtsnavn kommer af latin tussis (’hoste’) og hentyder til bladenes anvendelse mod hoste. Navnene følfod og hovblad hentyder til bladets form. Da bladene er langt mindre end hos de nært beslægtede arter af hestehov (Petasites), der af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) også blev kaldt Tussilago, måtte følfod nøjes med diminutivet.

 

 

 

 

 

 

Bladene er spiselige efter kogning, mens frøene kan spises rå eller tilberedt. Medicinsk har arten været anvendt til behandling af vorter, ringorm og forbrændinger af nælder, samt mod kløe i hovedbunden.

Slægtsnavnet, af latin im– (‘uden’) og patiens (‘tålmodighed’), såvel som forstavelsen spring-, sigter til disse planters frøspredning. Under frugtmodningen opbygges en spænding inde i frøbælgen, som, når den er moden, ‘eksploderer’ ved berøring, hvorved frøene spredes i temmelig stor afstand fra moderplanten.

Navnet balsamin skyldes faktisk en fejltolkning. Det blev taget fra det latinske navn på flittiglise (Impatiens balsamina), som blev bragt til Europa i 1500-tallet af portugiserne. Oprindeligt var ordet balsamine et græsk navn på en uidentificeret plante med en æterisk olie, afledt af balsamon (‘balsam’), som på hebraisk betyder ‘krydderi’ eller ‘parfume’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Omkring 1860 blev den indført til USA som krydderurt, og siden har den spredt sig til de fleste amerikanske stater, samt Canada. Dens naturlige fjender i Den Gamle Verden, såsom svampe og insekter, er ikke til stede i Nordamerika, og artens frøproduktion er derfor meget større end normalt. Den har invaderet utallige skove, hvor den er i stand til at dominere bundfloret, hvorved den udkonkurrerer mange lokale plantearter. Den er opført som et uønsket ukrudt i mindst ni amerikanske stater.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af det middelalderlige navn på arten, herba Sanctae Barbarae (’Sankt Barbaras urt’). Den hellige Barbara blev betragtet som minearbejderes og artilleristers skytshelgen, og da vinterkarse blev anset for at være en god sårheler, blev den opkaldt efter hende.

Ifølge legenden var Barbara datter af en rig hedensk mand, som levede i det 3. årh. Hendes fader holdt hende indespærret i et tårn for at beskytte hende mod omverdenens fristelser. Hun omvendte sig imidlertid i hemmelighed til den kristne tro og nægtede at gifte sig med den mand, som hendes fader havde udvalgt.

Før han drog ud på en længere rejse, beordrede faderen en badstue opført til hende i nærheden af tårnet, men under hans fravær fik Barbara tre vinduer sat i bygningen, som symbol på Treenigheden, i stedet for de planlagte to. Da faderen vendte tilbage, fortalte hun ham, at hun havde omvendt sig til kristendommen. Han slæbte hende foran provinsens magistrat, men selv om hun blev grusomt torteret, nægtede hun at frasige sig sin tro.

Om natten blev hendes fængsel badet i lys, og hver morgen var hendes sår helet. Fakler, der blev holdt hen til hende for at brændemærke hende, gik ud. Til slut blev hun halshugget, og hendes egen fader udførte henrettelsen. Som straf blev han ramt af et lyn, og hans krop blev fortæret af flammerne.

Barbara blev begravet af en kristen, og hendes grav blev et sted, hvor mirakler hændte. I bogen Reisebeschreibung nach Arabien und andern umliegenden Ländern (Gloyer und Oldshausen, Hamburg, 1837, på dansk Rejsebeskrivelse fra Arabien og andre omkringliggende lande, Forlaget Vandkunsten, 2004, oversat af Hans Christian Fink), skriver den tyske kartograf og matematiker Carsten Niebuhr, at han fik forevist hendes grav i landsbyen Karmelis, nær Mosul, nordlige Irak, i 1766. Nogle nærliggende ruiner skulle efter sigende have været hendes faders palads.

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i ret åbne, delvis skyggede områder, såsom skovkanter, vejrabatter, hække og langs jernbaner, og den er et almindeligt ukrudt i haver, hvilket fremgår af dens folkelige navn havepest. På hjemmesiden haveabc.dk/20/havepest kan man læse følgende: ”Så snart havepesten viser sig i haven, må den omgående fjernes. Den skal graves op med rod og rodknolde. Den mindste stump giver mulighed for en ny plante.”

Andre arter af klokkeblomst er beskrevet på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk keras (‘horn’), hvilket hentyder til de hornformede kapsler, der rager frem fra bægeret. Det mærkelige navn hønsetarm hentyder til, at stænglerne hos disse planter har så sejt styrkevæv og ledningsstrenge, at hvis man trækker en stængel over, hænger der gerne et lille stykke af disse ud fra brudstedet – ikke ulig en hønsetarm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen slynger sig omkring planter eller andet, mod uret, og kan nå en længde af op til 3 m. Bladene er spredte, matgrønne på oversiden, blegere på undersiden, pilformede, helrandede, indtil 10 cm lange og 7 cm brede, blomster trompetformede, indtil 7 cm lange, hvide hos de fleste underarter, men hvide og lyserøde hos en amerikansk underart, americana, som meget ligner den dyrkede havesnerle (C. pulchra). Den er udbredt tværs over den sydlige del af Canada og i den østlige halvdel af USA, mens andre underarter findes længere vestpå.

På grund af sin frodige vækst betragtes gærdesnerle mange steder som en skadelig plante.

Artsnavnet er latin og betyder ‘findes i hække’, hvilket sigter til et af artens foretrukne voksesteder. Den danske forstavelse gærde hentyder til et andet af dens voksesteder.

 

 

 

 

 

Mens de fleste snerler slynger sig omkring andre planter, ses agersnerle ofte krybende langs jordoverfladen. Den er uhyre almindelig i Danmark. Artsnavnet er afledt af latin arvus (‘dyrket’), således ‘vokser på dyrkede marker’.

 

 

 

 

 

 

 

 

I Middelalderen kendte man til anvendelse af roden mod indvoldsorm i Norden. Roden blev tørret og brændt, og asken blev indtaget mod blæresten. ”Og det hjælper visselig, thi mange Bønder ved Dalum Kloster er hjulpet med samme Raad.” Rodsaften blev anvendt mod brandsår. Den danske urtelæge Henrik Smid (ca. 1495-1563) anbefaler den pulveriserede rod mod spoleorm, efter at man har spist hvidløg. Han fortsætter: ”men Kvinder maa ikke bruge dette Middel, thi Roden gør dem ufrugtsommelige og har ogsaa andre Udyder, hvilke ikke er sømmelige at beskrive.”

I 1855 fastslår den schweiziske apoteker M. Peschier, at man ved at opløse unge bladskud af almindelig mangeløv i svovlholdig æter og anvende denne opløsning mod bændelorm, hver gang slog parasitterne ihjel. (Kilde: M. Peschier 1855. Bibliothèque Universelle de Genève, bd. 30, s. 205)

Den knuste rodstængel har samme virkning. På grund af rodstænglens giftighed benyttes mangeløv i dag kun, hvor alternative midler er utilstrækkelige. Et afkog af rodstænglen har også været benyttet mod visse svampeinfektioner.

 

 

 

 

 

 

En flerårig plante med oprette eller opstigende stængler, varierende fra 5 cm høje dværgformer til buskagtige urter, op til 40 cm høje. Grundbladene består ofte kun af et endestillet elliptisk småblad, indtil 8 cm langt, de øvrige småblade, 1-4 par, er meget mindre eller mangler helt. Stængelbladene har 2-4 par småblade, ovale, elliptiske eller lancetformede, de sidestillede op til 2,5 cm lange og 8 mm brede, det endestillede indtil 6 cm langt og 2 cm bredt, afrundet.

Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, undertiden hvidlige, orange eller røde. Bægeret er opsvulmet, med uens tænder i randen og dækket af hvide hår. Bælgen er oval, håret, mørk, med blot et enkelt frø.

Denne art er udbredt i hele Europa, mod øst til Ural-bjergene, mod syd til det nordlige Afrika og Iran, med en isoleret forekomst i det ethiopiske højland. Den vokser i tørre græsklædte områder og i klitter, langs veje og diger, samt i andre forstyrrede områder, helst på kalkholdig jord, fra lavlandet op til omkring 3000 meters højde.

Artsnavnet er afledt af latin vulnus (‘sår’), hvilket sigter til artens tidligere anvendelse til behandling af sår. Den blev også benyttet mod hoste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag dyrkes hvid stenkløver ikke så meget mere, men er almindeligt naturaliseret i de fleste tempererede og subtropiske egne, mest på ryddepladser og langs forholdsvis nyanlagte veje.

Slægtsnavnet kommer af latin mel (’honning’) og lotus (’ærteblomst’), hvilket hentyder til, at stenkløverarter yder glimrende honning. Det danske navn sigter til, at planter af denne slægt ofte vokser på grusede eller sandede steder.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende fra de Britiske Øer mod øst til Ural-bjergene, og fra Nordeuropa mod syd til det nordlige og østlige Afrika, Arabien, Iran og Afghanistan. Den vokser i græsland og skovkanter, på marker og tomter, samt langs veje. Det latinske artsnavn betyder ‘vokser på marker’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved berøring udsender planten en ubehagelig lugt, hvilket er årsagen til det danske navn. Lugten stammer fra en æterisk olie.

På engelsk hedder arten Herb Robert, oprindelig Saint Robert’s herb (‘Sankt Roberts urt’), hvilket i lighed med det latinske artsnavn hentyder til den franske munk og urtelæge Robert de Molesme (ca. 1028-1111), en af grundlæggerne af Cisterciner-ordenen. Han benyttede planten til at helbrede forskellige lidelser, bl.a. diarré, lever- og galdeblære-problemer og tandpine, samt til behandling af sår. Indfødte amerikanske stammefolk anvendte den også medicinelt.

I bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), fra 1911, skriver den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945): “Anvendelsen af stinkende storkenæb er også meget effektiv mod bylder og betændelse hos kvæg. Priset være Gud.”

 

 

 

 

 

 

 

Den vokser i åbne områder, bl.a. på brakmarker, langs hække og hegn, samt på den indre del af strande. Stænglen er indtil 1 m lang, opret eller opstigende, blade afrundede i omrids, tandede, med 5-7 flige. Blomsterne sidder i grupper i bladhjørnerne, kronblade lysviolette eller purpur-lyserøde med mørkere nerver.

Adskillige steder rundt langs Middelhavet dampes bladene med hvidløg og tomater og spises som snack eller salat. I Egypten fremstilles en stuvning af bladene, kaldt for khobeiza. Bladene blev også spist som grønsag i Europa i 1800-tallet. Blomsterne blev strøet i døråbninger og flette til kranse for at fejre 1. maj.

Inden for traditionel medicin blev frøene drukket i té for at lindre irritation af spytkirtlerne, og et grødomslag af bladene blev anvendt til at gøre huden blødere. Et gult farvestof kan udvindes af planten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt i tempererede egne, fra Europa mod øst gennem Asien til Kina og Japan, samt i Arabien og store dele af Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn betyder ’ligner linum’ (hør), idet bladene hos nogle arter af torskemund overfladisk minder om hør-blade. Artsnavnet, som betyder ‘krybende’, er misvisende, idet stribet torskemund ofte er opret. Navnet ‘stribet’ hentyder til de purpurfarvede striber på de hvidlige blomster.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er ugrenet, indtil 40 cm høj, aks lysegrønne eller gullige, med småaksene siddende 3 og 3 sammen, stak kort, indtil 2 cm lang, udspærret ved modenhed.

Det latinske artsnavn kommer af murus (‘mur’) og hentyder til, at arten ofte træffes langs mure og stengærder. Det danske navn er nedladende og sigter til, at dette græs er et besværligt ukrudt.

Betegnelsen ‘gold’ er dog lidt uretfærdig, for frøene er faktisk spiselige. I Kina og Taiwan anvendes de som ingrediens i en type dumplings (melboller) ved navn qingtuan, fremstillet af klistrede ris og konsumeret under Qing Ming-højtiden (‘grav-rengørings-højtiden’). Denne højtid er nærmere beskrevet på siden Kultur: Gravpladser.

 

 

 

 

 

Det er en lille art, der maksimalt bliver op til 25 cm høj, men oftest er langt lavere. Arten er et meget almindeligt ukrudt på fasttrampede steder, fx på stier og i byer.

 

 

 

 

 

 

Det danske navn hentyder til bladene, der indeholder meget c-vitamin og smager syrligt. De er spiselige som unge. Arten er blevet dyrket gennem århundreder, og bladene anvendes i salater og som tilsætning til supper, saucer og curries.

 

 

 

 

 

 

Denne pionerplante vokser i lyse skove, krat og braklagte arealer, specielt på kvælstofrig jordbund. Den er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Afghanistan. Iøvrigt dyrkes den mange andre steder og forvildes ofte. I New Zealand er den blevet erklæret for en uønsket organisme. I Alperne og Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 1300 m.

Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden. Førhen smurte tiggere bladsaften på deres hud for at fremkalde blæner, der måske kunne vække medlidenhed hos folk. I Toscana anvendte man tidligere spæde skud i en særlig form for omelet, kaldt vitalbini, hvilket måske ikke var så klogt på grund af artens giftighed.

Man flettede kurve af de seje stængler, og børn i Alperne røg i gamle dage tørrede stængler som cigaretter.

Artsnavnet er det italienske navn på planten. I England blev den navngivet traveller’s joy (‘den rejsendes glæde’), da dens utallige duskede frøstande lyste op i de mørke måneder op mod juletid. Navnet old man’s beard hentydede også til frøhårene. Et gammelt tysk folkenavn var Teufelzwirn (‘Djævelens garn’), hvilket sigtede til dens giftighed.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I sin herlige bog All about Weeds fortæller den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964) om burre-snerren: “Hvis man går igennem nogle løse, klatrende vækster, og de alle villigt lader sig trække op med rode, så de kan ride bort, fæstnet til dine bukser, er man stødt på (…) Galium aparine eller Galium asprillum. Disse er de to snerre-arter med ru stængler, som har en unik måde at sprede deres frø på. For naturligvis klynger stænglerne sig lige så gerne til en fårepels eller pelsen på en hund som til dine bukser, og disse dyr transporterer ofte stænglerne og deres frø i en betragtelig afstand fra, hvor planten voksede.”

Arten er hjemmehørende i størsteparten af Europa, Nordafrika og tempererede egne af Asien, mod øst til Japan. Den er muligvis også vildtvoksende i Nordamerika og er tillige blevet naturaliseret i Mexico, Mellem- og Sydamerika, Australien, New Zealand, samt dele af Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder betragtes den som en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, der produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ.

I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet. Også her betragtes ahorn ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på denne spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt fra nogle få træer i plantager i udkanten af markerne. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

 

 

 

 

Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et oldgermansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også betyder ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin solare (’at lindre’), hvilket hentyder til den medicinske virkning hos nogle af arterne. Anvendelsen af natskygge-arter i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.