Invasive arter

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordet invasiv hæftes til tider på en art, som er hjemmehørende i et område, men hvis antal vokser uhæmmet, så arten gør skade på miljøet. Tre sådanne eksempler er hvidhalet hjort (Odocoileus virginianus) i Nordamerika, samt gyvel (Cytisus scoparius) og ørnebregne (Pteridium aquilinum) i Europa.

På denne side er arterne opdelt i tre kategorier: dyr, planter og svampe. Dyrene er opdelt i 3 sektioner: pattedyr, fugle og hvirvelløse dyr. Inden for hver sektion er arterne opført i alfabetisk rækkefølge efter det latinske familienavn, slægtsnavn og artsnavn.

 

 

 

 

 

Tamgedens oprindelse og anvendelse er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

En intens oplevelse med denne art er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster.

 

 

 

 

 

 

Også i mange egne af Nordamerika har den bredt sig ukontrollabelt og betragtes ofte som invasiv. I sin bog A Sand County Almanac skrev naturforkæmperen Aldo Leopold (1887-1948) allerede i 1949: “Jeg har en mistanke om, at ligesom hjorte lever i evig angst for ulve, lever bjergene i evig angst for hjorte.”

I august 2012 offentliggjorde The Bloomberg View en leder med titlen: ”Skadedyrsangrebet fra hjortene kræver en radikal, åben løsning.”

Et par måneder senere bragte The Wall Street Journal en historie, som hed ”Amerika har mistet kontrollen,” der handlede om de talrige hjortes påvirkning af naturen.

Tidsskriftet The Nature Conservancy noterede: ”Ingen anden indfødt art i det østlige USA har en mere direkte indvirkning på landskabet end den hvidhalede hjort (…) I mange områder har hjortene forårsaget en ændring i artssammensætningen og strukturen i skovene ved at foretrække visse plantearter som føde.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tamkattens afstamning er beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Australien blev 24 vildkaniner indført til Victoria i 1859. Landets kæmpemæssige landbrugsområder var en ideel habitat for kaninerne, og de milde vintre tillod dem at yngle året rundt, så de spredtes hurtigt over det meste af landet. Australiens pendent til kaninen, bilby (Macrotis lagotis), var ude af stand til at konkurrere med de hurtigt-ynglende kaniner, og den er i dag en truet art.

Andre steder, hvor kaninen er indført, omfatter bl.a. New Zealand, visse øer i Hawaii samt øer ud for Sydafrikas kyst. Der er også mange eksempler på kæledyrs-kaniner, som er undsluppet og har dannet vilde bestande.

I utallige tilfælde har denne art tilført miljøet alvorlige skader, dels gennem overgræsning, dels gennem sit underjordiske system af gange, og dels gennem at udkonkurrere indfødte dyrearter. Den betragtes som invasiv i de fleste lande.

I Danmark forekommer vildkaninen kun naturligt i Sønderjylland, der udgør nordgrænsen for artens oprindelige udbredelse. Den er desuden blevet udsat som jagtobjekt på en række øer, bl.a. Lolland, Bornholm, Fanø og Endelave, hvoraf de to sidstnævnte har meget store bestande. Forekomsterne på Lolland og Bornholm skyldes ulovlige udsætninger i henholdsvis 1974 og 1980.

I 1972 skrev den engelske forfatter Richard Adams (1920-2016) en roman, Watership Down (på dansk Kaninbjerget), der handler om en flok vildkaniners liv i det sydlige England. Skønt kaninerne er blevet antropomorficeret, giver historien et nogenlunde korrekt billede af denne arts levevis.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den brune rotte er et alvorligt skadedyr, som konkurrerer med indfødte pattedyrarter, plyndrer fuglereder og konsumerer uhyre mængder af kornprodukter og andre fødevarer. Desuden spreder den adskillige sygdomme til mennesket. I Middelalderen overførte rotternes lopper byldepest, som nogle steder reducerede befolkningen med mellem 50 og 75%. Denne yderst frygtede sygdom blev passende kaldt Den Sorte Død.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Possumer ødelægger ikke kun skove, men gør også stor skade i landbrugsområder, hvor de årligt påfører bønderne et estimeret tab på 35 millioner NZ Dollars, og de æder også nyplantede fyrretræer og andre træer. Desuden kan de overføre tuberkulose til kvæget og truer således landets vigtige mejeri-industri.

Denne art findes næsten overalt på de to hovedøer samt på Stewart Island, hvorimod den er blevet udryddet på de fleste småøer siden starten af 1990’erne. Bestanden er vanskelig at vurdere nøjagtigt, men kort efter år 2000 mente man, at den lå et sted mellem 50 og 70 millioner. Bekæmpelsen af disse dyr er kostbar. I 2006 anvendte regeringen omkring 111 millioner $ på at kontrollere bestanden. (Kilde: teara.govt.nz/en/possums)

 

 

 

 

 

 

På amerikansk hedder vaskebjørnen raccoon, som er en forvrængning af et Powhatan-ord, der af tidlige nybyggere blev skrevet som bl.a. aroughcun og arathkone. Det betyder ‘dyret der kradser med sine hænder’. Det danske navn hentyder til, at vaskebjørnen til tider skyller sin føde, inden den spiser den.

 

 

 

 

 

 

Gråegern er aktive året rundt, og om efteråret samler de forråd i form af nødder og frugt, som de begraver i depoter. De er ikke i stand til at huske, hvor de har begravet dem, men finder dem ved at lugte sig frem til dem under sneen. Gråegern er ofte en plage ved fuglefoderpladser, hvor de æder størsteparten af foderet, der jo var beregnet til fugle. I parker og andre steder, hvor folk regelmæssigt fodrer dem, kan de blive overordentlig tamme.

Det østlige gråegern er blevet indført med succes til Sydafrika, England og andre steder. I England betragtes arten som et skadedyr, da den udkonkurrerer det indfødte eurasiske røde egern (S. vulgaris), som nu er sjældent syd for Skotland. I Storbritannien har man iværksat udryddelseskampagner af gråegern, hvilket har fået bestanden af røde egern til at gå frem adskillige steder.

Artsnavnet hentyder til North eller South Carolina. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamlet dér.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk alopex (‘ræv’) og chen (‘gås’), hvilket sigter til den ræverøde farve omkring øjet, i nakken, samt på ryggen og de inderste svingfjer. Artsnavnet betyder ‘fra Egypten’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sandheden er imidlertid, at gråspurvene kun fanger insekter i yngletiden, hvor ungerne fodres op på dem. Resten af året æder de bl.a. netop de afgrøder, som de blev indført for at beskytte. Så tidligt som omkring 1880 blev spurven selv betragtet som et skadedyr i New Zealand, og i de fleste egne af Nordamerika er den et alvorligt skadedyr på afgrøder. Tillige er den en alvorlig konkurrent til lokale småfuglearter ved foderautomater etc.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dele af det østlige Taiwan er store antal af den kinesiske bulbul i de senere år blevet løsladt under buddhistiske højtider. De er blevet naturaliseret i mange egne, hvor de konkurrerer med – og ofte hybridiserer med – den lokale endemiske Taiwan-bulbul (P. taivanus), som er gået drastisk tilbage i antal og er allerede uddød i Yilan County.

 

 

 

 

 

 

I dag er Java-hyrdestær meget almindelig i Singapore og Taiwan, hvor den udkonkurrerer visse lokale fuglearter, i Taiwan specielt den hjemmehørende tophyrdestær (A. cristatellus), der er i tilbagegang.

Adskillige billeder af Java-hyrdestær og tophyrdestær kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

“Indførelsen af den europæiske stær (Sturnus vulgaris) i New York City i 1890 og 1891 har resulteret i artens permanente etablering i Nordamerika. Denne succesfulde kolonisering (som også har fundet sted på andre kontinenter) har medført, at stæren er kommet på listen over verdens 100 værste invasive arter. Pimentel et al. (2000) estimerede, at stærenes skade på landbrugsprodukter i USA beløber sig til ca. 800 millioner $ pr. år, baseret på 5$/ha i prøveområder. Stærene spreder muligvis også infektionssygdomme blandt husdyr og mennesker, som årligt koster samfundet næsten 800 mio. $. Desuden har stærene sandsynligvis forårsaget en nedgang i antallet af indfødte hulrugende fugle ved at overtage deres redehuller.”

Stæren blev først indført til Cincinnati, Quebec og New York i 1870’erne, og igen i New York og Portland, Oregon, omkring 1890. Den spredtes hurtigt over kontinentet, og et nyligt skøn siger, at der nu findes omkring 150 mio., fra det sydlige Canada mod syd til Mellemamerika.

I modsætning til situationen i USA er stæren i tilbagegang i store områder af Europa, fortrinsvis på grund af forfølgelse i vinterkvartererne, hvor den gør nogen skade på frugttræer og andre afgrøder. Ligeledes er arten i stigende grad begyndt at tilbringe natten i byer, hvor den er uønsket på grund af tilsvining fra dens ekskrementer.

 

 

 

 

 

 

 

 

I et nummer af det svenske fugleblad Vår Fågelvärld foreslås det vittigt, at man omdøber arten til ’skinhellig ibis’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Da denne art er yderst tilpasningsdygtig, trivedes den og spredtes snart ukontrollabelt. Unge risplanter er sneglens yndlingsføde, og da arten ikke har naturlige fjender i Taiwan, er den blevet et yderst skadeligt dyr i rismarker. Man ser ofte lyserøde klumper af dens æg på betonvæggene langs kanaler og floder, og ofte også på selve risplanterne. (Kilde: culture.teldap.tw)

Arten betragtes af Global Invasive Species Database som værende blandt de 100 værste skadedyr i verden. Den regnes også blandt de 40 værste skadedyr i Europa.

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk areiones, en slags snegl.

 

 

 

 

 

 

Kakkerlakker anvendes i traditionel kinesisk medicin mod en række lidelser, bl.a. underlivsproblemer, hjerneblødning og benbrud samt som et middel mod ældning. Nyere forskning har påvist, at disse dyr indeholder mindst ni forskellige bakteriedræbende stoffer, og et andet stof kan dræbe AIDS-virus.

I det nordlige Kina har kakkerlakker været udnyttet som føde gennem hundreder af år. En creme indeholdende bl.a. kakkerlakindvolde smøres af mange kinesiske kvinder på huden for at holde den ung. I landet findes en blomstrende industri, hvor man holder millioner af kakkerlakker i fangenskab til produktion af medicin og hudcreme.

 

 

 

 

 

 

Den anses for at være en delikatesse i nogle områder, men andre steder betragtes den som et skadedyr i dyrkede områder og haver, specielt i Sydafrika og Californien. Begge steder blev den indført som føde, men er blevet et alvorligt skadedyr, især i citrusplantager og vingårde.

I Danmark blev den indført til Christianshavns Vold og andre steder omkring 1880, sikkert med kulinarisk formål. I de senere år har den bredt sig meget og findes nu i de fleste egne af landet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er blevet indført til en række andre lande, deriblandt England, Irland, Tyrkiet, New Zealand og Australien, og den betragtes som invasiv i adskillige lande.

 

 

 

 

 

Allerede den berømte svenske botaniker Carl von Linné (1707-78) bemærkede dette på sin rejse til Öland og Gotland i 1741, hvor han skriver: ”Bönderne berättede om denna att där hon växer, fördriver hon andra örter och ogräs, varpå vi ock hade ögonskenliga prov: ty under de buskar, där ramset växte, stod ingen annor ört.” (Kilde: C. Linnæus 1745. Carl Linnæi Öländska och Gotländska Resa, förrättad År 1741. Ny udg. Wahlström & Widstrand 1975)

Et folkeligt navn på ramsløg er bjørne-hvidløg. Ifølge bogen Chrut und Uchrut (’Urter og ukrudt’), skrevet i 1911 af den schweiziske præst og urtelæge Johann Künzle (1857-1945), fik den dette navn for hundreder af år siden af folk, som bemærkede, at bjørne, som var svage og udhungrede efter en lang vintersøvn, ville fylde vommen med ramsløg-blade og herved genvinde deres styrke. Dette afspejles i artsnavnet, der kommer af latin ursus (‘bjørn’), givet i 1758 af Linné.

I bogen Carl Linnæi Skånska Resa, förrättad År 1749 (ny udg. Wahlström & Widstrand 1975) nævner Linné, at ramsløg også kaldes for Sancta Brittæ lök, opkaldt efter Birgitta Birgersdotter (‘Hellige Birgitta’), en svensk helgen, som fødtes omkring 1303 og døde i Rom i 1373, da hun var på pilgrimsfærd til det Hellige Land. Hendes jordiske rester førtes året efter tilbage til Sverige og begravedes i Vadstena Klosterkirke nær Linköping.

 

 

 

 

 

 

Mere om bjørneklo kan læses på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arternes medicinske anvendelse er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

Et af artens engelske folkenavne er blackjack. På en sydafrikansk hjemmeside, farmersweekly.co.za/animals/horses/beware-those-blackjacks, kan man læse følgende: “Blackjack er ikke kun til irritation for heste, men kan også skade dem. (…) Der er nok kun få af os, som ikke har brugt lang tid på at pille frøene af vores tøj efter at have vandret gennem velden for at indfange heste tidligt på vinteren. Frø af blackjack, som sætter sig fast i hestens pandelok, kan være til stor irritation, og hvis man prøver på at fjerne dem, kaster hesten hovedet fra side til side. Krogene på frøene kan skade øjnene, så man bør klippe pandelokken kort. Frøene kan også hægte sig fast i de lange hår bag på koderne, hvilket kan forårsage kronisk irritation og lammelse.”

Det rapporteres, at arten er ukrudt i 31 afgrøder i flere end 40 lande, hvoraf Latinamerika og Østafrika er værst inficeret. (Kilde: cabi.org/isc/datasheet/9148)

Dunet brøndsel er dog ikke kun et besværligt ukrudt, men har tillige medicinske egenskaber. I traditionel kinesisk medicin har den været anvendt mod et stort antal lidelser, heriblandt influenza, forkølelse, feber, ru hals, blindtarmsbetændelse, leverbetændelse, malaria og hæmorrider. På grund af bladenes store indhold af fibre er den gavnlig for hjerte-kar-systemet, og den har også været benyttet med succes i behandlingen af sukkersyge.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artens succes skyldes dog ikke bare de mange frø. Dens torne afskrækker de fleste planteædere fra at æde den, men det smarteste er dog dens rodsystem. Den underjordiske stængel, som ligger i 20-40 cm dybde, vokser livligt til alle sider, og blot en lille stump kan producere en stor koloni af planter ved at sende stængler op med regelmæssige mellemrum. Nogle skud vokser nedad til et par meters dybde, hvor der altid er fugtigt. Dermed har planten en sikker vandforsyning, uanset hvor tørt det måtte blive. Den store dybde betyder også, at selv en dybtgående plov må give op.

Hvis agertidsel skal bekæmpes i en have, er den bedste taktik at udmatte den ved at fjerne de grønne skud, så snart de viser sig, og derpå være vedholdende. Som salmedigteren Thomas Kingo (1634-1703) udtalte: “Ond Krud forgaar ey aff sig self.” Og et ordsprog af Peder Syv (1631-1707) siger: “Onde Urter voxe snarest og forgaa seenest.” (Kilde: H. Knudsen 2014. Fortællingen om Flora Danica. Lindhardt & Ringhof)

I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “(…) den er måske den værste af alle ukrudtsarter i hele USA. (…) Dens frø gør gavn som føde for stillitser og spurve, men selv denne gode egenskab ødelægges af det faktum, at fuglene, mens de æder frø, spreder andre vingede frø, og hvor disse frø daler ned, begynder besværlighederne. Planten er erklæret uønsket i alle de nordlige stater; 37 stater har alle kampagner kørende mod denne slyngel, men det har kun påvirket den i meget ringe grad.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af artens amerikanske navne er horsetail fleabane (’hestehale-loppedræber’). Planten indeholder en olie med en terpentinagtig lugt, som efter sigende skulle jage lopper bort. Et andet populært navn er bloodstanch (’blodstandsende’), et navn den har fået af urtelæger, som hævder, at et ekstrakt af blade og blomster virker dæmpende på blødninger i lunger og spiserør.

Canadisk bakkestjerne vokser også i byer, beskrevet på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af artens engelske folkenavne er potato weed, hvilket hentyder til, at den ofte er et besværligt ukrudt i kartoffelbede.

Blade, stængel og blomster er spiselige, og den delikate smag hen efter artiskok udvikles efter kogning. Arten tørres også og stødes til pulver, der anvendes i supper. I Nepal bliver saft af planten smurt på sår.

Kirtel-kortstråle er sandsynligvis hjemmehørende i Mexico, men er blevet naturaliseret utallige steder verden rundt. Den betragtes ofte som et besværligt ukrudt i køkkenhaver, men dyrkes som grønsag og salatplante i Mexico og Kina.

Slægten blev navngivet til ære for Ignacio Mariano Martinez de Galinsoga (1756-97), som var direktør for den botaniske have i Madrid, og endvidere livlæge for den spanske dronning Maria Luisa de Parma. I England blev slægtsnavnet forvrænget til gallant soldiers.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin solido, hvilket betyder ‘at sætte sammen’ eller ‘gøre hel’. Førhen mente man, at adskillige arter af gyldenris var i stand til at hele sår.

 

 

 

 

 

Den er en stor, solsikkelignende plante med en opret, træagtig stængel, der kan blive op til 3 m høj. Bladene er ovale i omrids, tandede og tilspidsede, normalt op til 20 cm lange, men undertiden op til 40 cm. Som det latinske navn antyder, er bladene forskelligartede, normalt 3-7-fligede, men til tider helrandede. De store duftende blomster er knaldgule med orange midte, op til 15 cm i diameter.

På grund af dens tolerance over for varme og tørke, invaderer arten ofte braklagte områder og danner tætte bestande, som udkonkurrerer indfødte plantearter. Den betragtes som invasiv i mindst 50 lande.

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten dyrkes vidt og bredt og er blevet naturaliseret i mange europæiske lande, samt i Nordamerika, New Zealand og andre steder. Den betragtes som et invasivt ukrudt i mange lande, idet den ofte danner store bestande, der fordriver indfødte arter.

 

 

 

 

 

Bladene er spiselige efter kogning, mens frøene kan spises rå eller tilberedt. Medicinsk har arten været anvendt til behandling af vorter, ringorm og forbrændinger af nælder, samt mod kløe i hovedbunden.

 

 

 

 

 

 

 

 

Løgkarse har invaderet utallige skove, hvor den er i stand til at dominere bundfloret, hvorved den udkonkurrerer mange lokale plantearter. Den er opført som et uønsket ukrudt i mindst ni amerikanske stater. Også i Danmark har arten ekspanderet i de sidste 50 år.

 

 

 

 

 

Arten blev tidligt indført til mange andre egne af kloden og er blevet naturaliseret i utallige lande. Den er klassificeret som invasiv i Californien, på Hawaii samt i nogle af staterne omkring de store amerikanske søer, og endvidere i New Zealand og på nogle øer ud for Chiles kyst. I Danmark træffes den til tider forvildet.

 

 

 

 

 

 

På grund af sin frodige vækst og produktion af utallige frø er den uhyre vanskelig at bekæmpe. I mange amerikanske stater er den klassificeret som et besværligt ukrudt, og i New Hampshire er den bandlyst. I New Zealand har det nationale organ for skadelige planter erklæret japansk gedeblad for ”en uønsket organisme”.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den ligner meget amerikansk celaster (C. scandens), som den gerne hybridiserer med, og på langt sigt kan den true genpuljen af denne lokale art.

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag betragtes arten som invasiv i mange områder, heriblandt Sydafrika, Brasilien, Galapagos-øerne, Sankt Lucia, Hawaii og Taiwan. I Sydafrika er al handel med frø og stiklinger af arten ikke tilladt.

 

 

 

 

 

 

I Amerika kaldes planten for Creeping Jenny (’Krybende Jenny’) og mange andre navne, som sigter til dens invasive natur. I sin herlige bog All about Weeds skriver den amerikanske botaniker Edwin Spencer (1881-1964): “Krybende Jenny er en af de værste ukrudtsarter. Dette navn er en glimrende betegnelse for den – en lille hviskende tøjte, som kryber ind og ødelægger alting. Dette ukrudt behøver ikke andre navne, men den har mange, bl.a. hedge bells [’hæk-klokke’], corn-lily [’kornlilje’], bellbine [’klokkeranke’], sheep-bine [’fåreranke’], corn-bind [’kornranke’], bear-bind [’bjørneranke’] og green vine [’grøn slyngplante’].”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den begyndte imidlertid snart at optræde invasivt, og dens tætte skyggedannelse fordrev solelskende lokale arter. En enkelt busk kan producere ca. 200.000 frø om året, og dens kvælstof-bindende rodknolde bevirker, at den kan vokse i de mest udpinte jorder. Forsøg på at fjerne buske ved hjælp af fældning eller afbrænding er forgæves, da arten nemt skyder fra rødderne igen. Fugle æder gerne frøene og bidrager således til spredning af arten.

Af Alberta Weed Control Act (2010) karakteriseres japansk sølvblad som et “forbudt og skadeligt ukrudt”.

 

 

 

 

 

Disse planter, i alt omkring 18 arter, har en hul, leddelt, kiselholdig stængel med 3-40 længdegående furer. Bladene, der ofte er skælagtige, sidder i kranse ved hvert led. Der er to distinkte typer, hvoraf den ene har brune fertile vårskud, samt grønne sterile sommerskud, der sørger for fotosyntesen. Den anden gruppe har kun grønne skud, hvor sporehusene sidder i toppen. De varierer fra 20 cm høje dværgplanter til giganter på op til 8 meters højde.

Navnet padderok hentyder til, at vårskuddene hos nogle arter, med sporehuse samlet øverst på stænglen, blev sammenlignet med hovedet på en spinderok (heraf det folkelige navn kællingerok), samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til. Folkenavnene præstepik, hundepik og rævepik sigter ligeledes til den stive stængel med sporehuse.

Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan dels hentyde til disse planters ru, kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

 

Kær-padderok tilhører den gruppe af padderok-arter, hvis sporehuse sidder øverst på stænglen. Den er meget almindelig i fugtige enge, hvor den ofte danner store kolonier, som er frygtet blandt landmænd, idet arten er giftig for græssende dyr og kan forårsage mangel på koordinering hos heste og lammelser hos kvæg og får. I mange områder betragtes den som en invasiv plante.

 

 

 

 

 

 

 

 

Nominatracen er hjemmehørende i Kaukasus, Tyrkiet, Syrien, Libanon og Bulgarien, mens små bestande af underarten baeticum er udbredt i det sydvestlige Spanien og Portugal.

I 1763 blev pontisk rhododendron indført til de Britiske Øer som prydplante, og den blev også anvendt som vildtplantning. Den blev hurtigt naturaliseret, idet den spredtes vegetativt ved hjælp af sine rodslående grene. I dag er den en yderst skadelig plante i England, Wales og Irland, da den har koloniseret talrige bjergskråninger, heder og skyggefulde skove, hvor den ofte udkonkurrerer lokale plantearter.

En mængde billeder af andre rhododendron-arter kan ses på siden Planteliv: Rhododendron.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘voks-bærende’, hvilket hentyder til det hvide voks- eller talglag, som frøene er beklædt med. Vokslys og sæbe fremstilles af denne talg, og i Østen anvendes bladene i folkemedicinen til behandling af bylder. Saften og bladene er tilsyneladende giftige, og nedfaldne blade virker væksthæmmende på andre plantearter.

På grund af frugternes talglag indførtes dette træ til USA i 1700-tallet, og i 1900-tallet blev det plantet mange steder langs den Mexikanske Havbugt af U.S. Department of Agriculture med henblik på at etablere en sæbeindustri. Arten bredte sig imidlertid snart ukontrollabelt, og i dag betragtes den som en meget skadelig plante i det sydøstlige USA, hvor den fordriver indfødte plantearter. Den betragtes også som invasiv i Indien og Australien, samt i Taiwan, hvor den jo egentlig er hjemmehørende.

Om vinteren antager løvet af kinesisk talgtræ et væld af pragtfulde røde nuancer, lige fra orange til vinrød. En række billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

 

 

Frøene anvendes som perler i rosenkranse og halskæder. Det danske navn hentyder til disse bedekranse. Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet kan dog også betyde ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen.

Artens rolle i folketro og medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Gyvels rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hvidt blytræ er en særdeles livskraftig art, som danner tætte bevoksninger, der ofte fortrænger den oprindelige vegetation. Den betragtes som invasiv i talrige lande, fx Taiwan, Hong Kong, adskillige øer i Stillehavet, det nordlige Australien, det sydlige USA, Puerto Rico, samt dele af Europa og Sydamerika. Arten betragtes af Invasive Species Specialist Group (IUCN) som værende blandt verdens hundrede værste invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mangebladet lupin, som stammer fra det vestlige Nordamerika, er en smuk haveplante, der nemt forvildes og danner store bevoksninger. Den betragtes som invasiv i mange lande, fx New Zealand, Finland, Norge, Schweiz, Tjekkiet og Lithauen.

Ifølge Collins English Dictionary stammer slægts- og folkenavn fra latin lupinus (‘ulveagtig’), hvilket hentyder til en gammel overtro, der gik ud på, at disse planter grådigt udpinte jordbunden.

 

 

 

 

 

 

 

I dag betragtes kudzu som en yderst skadelig plante i bl.a. USA og New Zealand, og i New Zealand er den blevet erklæret for ”en uønsket organisme”.

Kudzu er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvilket er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Dens spredning kan i nogen grad hæmmes af tornblad-miden (Tetranychus lintearius) og tornblad-snudebillen (Exapion ulicis).

På engelsk blev ordet ulex tidligst benyttet omkring 1753. Det blev nævnt af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.), da han beskrev guldgraveri i den nordvestlige del af den Iberiske Halvø. Navnet Ulex kan således hentyde til de gyldengule blomster hos medlemmer af denne slægt.

En nær slægtning, vestlig tornblad (U. gallii), er beskrevet på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er oftest et ret lille træ, men kan undertiden nå en højderaf 35 m. Barken er brun med smalle længdegående og skrå furer. Bladene er langstilkede, mørkegrønne, op til 50 cm lange, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, med ovale eller elliptiske småblade, op til 7 cm lange, med tandet bladrand. Blomsterne er stjerneformede, lyserøde eller lilla, indtil 1,8 cm i tværmål. De sidder i klynger fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt, omkring 8 mm i diameter, lysegul ved modenhed, ofte hængende på træet til hen på vinteren, medmindre de bliver ædt af fugle. Frugterne er giftige for mennesker, men harmer ikke fuglene.

Artsnavnet stammer fra persisk azad dirakht, som betyder ‘nobelt træ’.

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

I Taiwan, hvor disse billeder er taget, plantes paternostertræ i stor stil som prydtræ.

 

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navn fortæller, blev fibrene af papirmorbær førhen anvendt til produktion af papir, og på visse øer i Stillehavet anvendes barken stadig til fremstilling af klæde. Af veddet fabrikeres møbler og redskaber, og roden udnyttes til fremstilling af reb. Den orange frugt er kødfuld og spiselig, og bladene kan også konsumeres efter kogning. Frugt, blade og bark blev tidligere anvendt inden for folkemedicinen.

I USA blev papirmorbær indført som et hurtigtvoksende skyggegivende træ, men på grund af dens hastige vækst begyndte den snart at fordrive indfødte arter, og i dag betragtes den som invasiv i de sydøstlige stater. I Pakistan anses den for at være en af de værste ukrudtsarter, og den er en yderst fremtrædende invasiv plante på den argentinske pampas. Den optræder også som en af de mest dominerende invasive arter i skove i Ghana og Uganda.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familiens navn er afledt af Onagra, det oprindelige navn på natlys-slægten (i dag kaldt for Oenothera). Ordet Onagra blev først benyttet botanisk i 1587. Det betyder ‘(føde) for onager’, et asiatisk vildæsel (Equus hemionus). Det er højst besynderligt, at dette navn senere blev hæftet på natlys-slægten, som oprindeligt var rent amerikanske planter.

 

Slægtsnavnet skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som ville ære den tyske botaniker Christian Gottlieb Ludwig (1709-1773). Det synes imidlertid, som om Ludwig ikke var særlig glad for denne ære. Blomsterne af denne slægt var måske ikke kønne nok? Eller brød han sig ikke om, at en slægt af vandplanter blev opkaldt efter ham?

 

Dens oprindelsessted er ukendt, men i dag er den en særdeles almindelig ukrudtsplante i rismarker og andre vådområder i tropiske og subtropiske egne verden rundt.

Artsnavnet hentyder til dens blade, som ligner blade af isop (Hyssopus officinalis), der tilhører læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

 

 

 

 

 

 

 

Arten ligner meget Ludwigia peploides, som imidlertid oftest har elliptiske blade og 5 overlappende kronblade.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I det vestlige USA er arten blevet plantet mange steder for at dæmpe jorderosion, samt som biomasse-plante. Talrige steder har den imidlertid bredt sig ukontrollabelt og regnes for invasiv, især langs vandløb, hvor den ofte fordriver den naturlige vegetation.

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for adskillige græsarter med stive, bambuslignende stængler. Artsnavnet var i Oldtidens Grækenland navnet på kæmperør.

 

 

 

 

 

 

 

Faktisk er kerner af flyvehavre også spiselige, men planten har den for dyrkning uheldige egenskab, at ved modenhed kastes kernerne straks, modsat den dyrkede havre.

”Forestiller man sig, at man ville høste flyvehavre, ville man kun høste halm og ingen havre,” som formidlingsinspektør på Naturhistorisk Museum i Aarhus, Lars Bøgh, udtrykker det. (Kilde: dr.dk/nyheder/viden/naturvidenskab/denne-plante-faar-aldrig-opholdstilladelse)

Flyvehavre var førhen så talrig, at den visse steder kunne nedsætte udbyttet i kornmarker med op mod 40%. I Danmark blev der i 1956 gennemført en lov, som bl.a. sagde, at: ”alle dyrkede og udyrkede arealer ved ejerens eller brugerens foranstaltning skal holdes fri for flyvehavreplanter.” Inden de kemiske sprøjtemidlers indførelse skete denne fjernelse manuelt, hvilket var et meget tidskrævende arbejde. Det var dog en stor fordel, at flyvehavren ofte er højere end kornplanterne, den vokser iblandt, så den var ret nem at finde i markerne.

I dag er flyvehavre stadig et yderst besværligt ukrudt i mange lande, og på grund af sin enestående tilpasningsevne er den også blevet naturaliseret mange steder. Arten betragtes som en af verdens værste ukrudtsarter i landbruget. (Kilder: D.P. Jones (red.) 1976. Wild oats in world agriculture. An interpretative review of world literature. Agricultural Research Council. London; samt L.G. Holm m.fl. 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det nordlige og østlige Afrika, Arabien og den Nære Orient, men er blevet naturaliseret mange andre steder. Den betragtes ofte som en invasiv plante, der udgør en trussel mod indfødte plantearter. Den øger også risikoen for omfattende brande, som den er tilpasset til, og udgør herved en endnu større fare for de lokale arter.

 

 

 

 

 

Chloris barbata er et almindeligt ukrudt i sukkerrørs- og rismarker, hvilket er et alvorligt problem, da den er værtsplante for mange skadedyr på ris, bl.a. hvidryggede tæger (Sogatella furcifera og Sogatodes pusanus), ristægen (Leptocorisa oratorius), larver af natsværmeren Mythimna separata, kornthrips (Haplothrips ganglbaurei og Chirothrips mexicanus) m.fl.

Slægtsnavnet hentyder til gudinden Chloris i den græske mytologi. Hun var beskytter af plantevækst. Artsnavnet er latin og betyder ‘skægget’, hvilket sigter til blomsterstanden.

 

 

 

 

 

Pampasgræs er meget tilpasningsdygtig, og en enkelt plante kan i sin levetid producere over en million frø. Som et resultat heraf er den blevet invasiv mange steder, bl.a. i New Zealand, Florida, Californien, Hawaii, Sydafrika og Spanien.

 

 

 

 

 

Denne art, som muligvis er hjemmehørende i varmere områder af Afrika og Asien, betragtes som et “alvorligt ukrudt” i mindst 42 lande. Foruden at optræde som ukrudt i dyrkede områder invaderer den også skovkanter, græsklædte områder, moser, flodbredder og vejkanter. I dag er den opført som invasiv i adskillige lande i Europa, Asien, Mellem- og Sydamerika og Caribien, samt på mange øer i Stillehavet. (Kilder: cabi.org/isc/datasheet/20675; L.G. Holm et al., 1977. The World’s Worst Weeds. Distribution and Biology. University Press of Hawaii)

 

 

 

 

 

Den medicinske anvendelse af kvik er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Den er hjemmehørende fra Mauritanien og Sudan mod syd til Kap-provinsen, og endvidere på Madagascar og i det sydlige Arabien, men den er blevet indført som prydplante, eller indslæbt, til mange andre egne af kloden. Den er blevet erklæret invasiv i Mexico, USA, Australien, den Dominikanske Republik og Fransk Polynesien.

Slægtsnavnet kommer muligvis af oldgræsk melinos (‘askegrå’), hvilket måske sigter til, at blomsterstanden er askegrå, inden den bliver snehvid. Artsnavnet er latin og betyder ‘lav’, sikkert en hentydning til tuedannelsen.

 

 

 

 

 

Arten spredes nemt ved hjælp af de store, forgrenede, spidse rhizomer, som har givet anledning til et af artens engelske navne, torpedograss. Af Mississippi State University kaldes den for “en af verdens værste ukrudtsarter. (…) I fuldt udvokset tilstand måler dette græs op til 1 m og danner tætte bestande, som udkonkurrerer lokale arter og medfører tab af diversitet og forstyrrer den overordnede økologiske balance.”

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på kolbehirse (Setaria italica). Ordets oprindelse er usikker, sandsynligvis afledt af enten panis (‘brød’) eller panus (‘en frøstand af hirse’). Artsnavnet er latin og betyder enten ‘krybende’ (hvilket dette græs overhovedet ikke er) eller ‘pludselig’, ‘uventet’, hvilket kan sigte til, at arten dukker op allevegne.

 

 

 

 

 

Et eksempel på artens spredning er beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Vegetation på Langøerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Japansk kæmpepileurt er af World Conservation Union karakteriseret som en af verdens værste invasive arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne pionerplante vokser i lyse skove, krat og braklagte arealer, specielt på kvælstofrig jordbund. Den er udbredt i Mellem- og Sydeuropa, Nordafrika og Mellemøsten, mod øst til Afghanistan. Iøvrigt dyrkes den mange andre steder og forvildes ofte. I New Zealand er den blevet erklæret for en uønsket organisme. I Alperne og Pyrenæerne træffes den op til højder omkring 1300 m.

Den indeholder det giftige stof protoanemonin, som kan forårsage rødmen og kløe i huden. Førhen smurte tiggere bladsaften på deres hud for at fremkalde blæner, der måske kunne vække medlidenhed hos folk. I Toscana anvendte man tidligere spæde skud i en særlig form for omelet, kaldt vitalbini, hvilket måske ikke var så klogt på grund af artens giftighed.

Man flettede kurve af de seje stængler, og børn i Alperne røg i gamle dage tørrede stængler som cigaretter.

Artsnavnet er det italienske navn på planten. I England blev den navngivet traveller’s joy (‘den rejsendes glæde’), da dens utallige duskede frøstande lyste op i de mørke måneder op mod juletid. Navnet old man’s beard hentydede også til frøhårene. Et gammelt tysk folkenavn var Teufelzwirn (‘Djævelens garn’), hvilket sigtede til dens giftighed.

 

 

 

 

 

 

 

Den minder meget om lav ranunkel (R. repens), men er som regel højere, og bladfligene er ustilkede, mens de er tydeligt stilkede hos lav ranunkel.

Artsnavnet kommer af latin acer (’skarp’), hvilket – i lighed med det danske navn – hentyder til artens skarpe smag. Alle ranunkel-arter er giftige, hvorfor græssende dyr undgår dem, hvilket ses af billedet herunder.

Lav ranunkel og andre ranunkel-arter er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Navnet vorterod skyldes plantens små rodknolde, der godt kan minde om vorter.

Arten er hjemmehørende i Europa og Lilleasien, men er blevet indført eller indslæbt til mange egne i USA og Canada, hvor den betragtes som en invasiv art, der har fordrevet indfødte planter i store skovområder.

 

 

 

 

 

 

Den er blevet plantet vidt og bredt i Europa, og tillige i Sydafrika, og da den nemt etablerer sig i skygge, har den let ved at sprede sig. Mange steder i Europa optræder den invasivt, og specielt i naturtyper som heder og overdrev udgør den en trussel mod oprindelige plantearter. Blade og bark er giftige, og i Sydafrika betragtes arten som en af de førende årsager til kvægsygdomme.

 

 

 

 

 

 

 

Den forvildes imidlertid nemt og danner store krat langs veje, på forladte marker, græsgange og prærier samt i åbne skove. Talrige steder er den blevet et alvorligt problem, da den breder sig uhæmmet og fordriver indfødte arter. I dag betragtes den som invasiv i mange lande.

 

 

 

 

 

 

 

I dag er den talrig på de fleste strande i Nordeuropa og det østlige Nordamerika, hvor den betragtes som en alvorlig plage, der fortrænger den oprindelige vegetation.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange steder betragtes den som en invasiv art, der uhyre nemt spredes ved hjælp af sine vingede frø, der produceres i titusindevis på blot et enkelt middelstort træ.

I Danmark er arten muligvis hjemmehørende – i hvert fald fandtes den så tidligt som i 1600-tallet. Også her betragtes ahorn ofte som invasiv, da den nemt kan overtage hovedrollen i yngre skove. At bekæmpe den er dog en fuldstændig uoverkommelig opgave på grund af dens utallige frø.

Et eksempel på denne spredningsevne ses i naturreservatet Vorsø, Horsens Fjord, hvor de forhenværende marker blev opgivet i to omgange, i 1928 og i 1978. I begge tilfælde blev tusinder af ahorn-frø vindspredt fra nogle få træer i plantager i udkanten af markerne. Udviklingen i disse skove er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn, såvel som det latinske slægtsnavn, afledt af græsk kardia (‘hjerte’) og sperma (‘frø’), hentyder til frøene, som er sorte med en hvid hjerteformet plet. Artens anvendelse i folkemedicinen er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

Stængel, blade og rod har stor anvendelse i den kinesiske folkemedicin, hovedsagelig fordi den øger blodcirkulationen. Den benyttes også mod hævelser og betændte sår, mod helvedesild, tuberkulose og tandpine, samt som vanddrivende middel.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lygos (‘fleksibel kvist’), oprindeligt fra proto-indoeuropæisk lewg (‘at bøje’ eller ‘at dreje rundt’), samt eidos (‘fremtoning’), således ‘minder om en felksibel kvist’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elmesygen spredes af elmebarkbiller af slægterne Scolytus og Hylurgopinus. Det antages, at sygdommen opstod i Asien, men blev indslæbt til Europa og Nordamerika, hvor de fleste indfødte elmearter ikke havde resistens mod sygdommen.

Elmesygen er beskrevet i detaljer på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.