Indien 2008: Bjerggeder og frosne blomster

 

 

 

 

 

 

De forskellige indiske langur-arter, samt mange andre aber, er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Aber.

Langs vejen blomstrer forskellige planter, bl.a. en meget almindelig perikon-art, Hypericum oblongifolium, asiatisk sommerfuglebusk (Buddleja asiatica), samt Phlogacanthus thyrsiformis, en prægtig busk af akantusfamilien (Acanthaceae) med store rødbrune blomsterstande.

På en våd klippe vokser en gul kodriver, Evotrochis floribunda, tidligere kaldt for Primula floribunda, som er udbredt i bjergområder fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal. Medlemmer af denne slægt adskiller sig fra de fleste andre kodrivere gennem at have flere blomsterskærme over hinanden op ad stænglen. I den fugtige grøft neden for klippen finder vi en hullæbe-art, Epipactis veratrifolia, som har smukke gulgrønne blomster med rødbrune striber.

Nær byen Uttarkashi bemærker vi mange kaktusagtige vortemælk af arten Euphorbia royleana på en tør klippeskråning. Denne art anvendes i traditionel folkemedicin, og i nogle områder betragtes den som en magisk plante, der kan hindre lynnedslag i huse. Den er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Den følgende nat tilbringer vi i et forest resthouse lidt uden for Uttarkashi. Næste morgen bemærker vi en rhesusabe (Macaca mulatta), som ligger henslængt over en gren. Den og dens fæller har tilbragt natten i fyrretræerne omkring gæstehuset. I græsset finder vi en knæler, som er utrolig godt camoufleret, idet den i bemærkelsesværdig grad minder om en kvist.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I landsbyen besøger vi en lokal kvindegruppe, hvis medlemmer fremstiller kunst af døde grene, som er skyllet op langs floden. Nogle af grenene er blevet forsynet med ansigter, mens andre minder om fugle eller dinosaurer. Inden de sælges til turister, poleres og ferniseres grenene.

Til at begynde med foregår vores vandring op langs Asi-floden ad en jævn sti, hvilket giver os rig lejlighed til at botanisere undervejs. Vi finder mange blomstrende urter, deriblandt Himalaya-pæon (Paeonia emodi), som har store hvide blomster. Den er den eneste pæon-art i Himalaya, hvor den er udbredt fra Afghanistan mod øst til det vestlige Nepal og den sydvestligste del af Tibet.

Endvidere observerer vi en lyseblå salvie-art, Salvia lanata, en lille læbeblomst, Micromeria biflora, en småblomstret storkenæb, Geranium nepalense, samt en potentil-art, Potentilla indica, der på engelsk kaldes for yellow-flowered strawberry, et navn den har fået på grund af de jordbærlignende frugter, som imidlertid er helt tørre og uden smag.

Langs stien vokser forskellige buske, bl.a. en duftende stjernetop-art, Deutzia staminea, som tilhører hortensie-familien (Hydrangeaceae). Denne art er vidt udbredt i Himalaya, fra Pakistan mod øst til det sydvestlige Kina, hvor den vokser i skovbryn og andre lysåbne områder mellem 1100 og 3200 meters højde.

Blandt de mindre træer træffer vi ofte vinget tandved (Zanthoxylum alatum), hvis frø anvendes medicinelt mod bl.a. tandpine, hoste og gigt. Det danske navn er ret misvisende, idet det er frøene, ikke veddet, som anvendes mod tandpine.

Et andet almindeligt træ er figenarten Ficus palmata, som først blev beskrevet i Yemen af den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63), der deltog i den Kongelige Danske Ekspedition til Arabien 1761-67. I Yemen beskrev han også en anden figenart, Ficus morifolia, men i dag regnes denne som værende en del af F. palmata-komplekset, der har meget varierende bladform.

Pehr Forsskåls fascinerende liv og levned er beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi tilbringer natten i et forest resthouse i udkanten af landsbyen. I dette område blomstrer adskillige Himalaya-buksbom (Buxus wallichiana), samt talrige Himalaya-avnbøg (Carpinus viminea), som har lange, hængende, rødbrune rakler. Mange af træerne omkring landsbyen bærer stærkt præg af, at unge grene og løv anvendes som foder, hvilket får bladene til at vokse tæt sammen på endog temmelig tykke grene og forlener hele træet med et forkrøblet, ’låddent’ udseende.

Fuglelivet i dette område er rigt, og vi bemærker bl.a. den sort-hvide kalijfasan (Lophura leucomelanos), toppet duehøg (Accipiter trivirgatus), den pragtfulde kastanjebrune blodpirol (Oriolus traillii), samt rødnæbbet kitta (Urocissa erythrorhyncha). Sidstnævnte opviser parringsspil uden for gæstehuset. Hunnen sidder på en gren og ryster vingerne, mens hannen hopper frem og tilbage foran hende, eller over hendes ryg, mens hans hoved og hale kører fra side til side. Imens er hans halefjer spredt ud, så de hvide pletter på de ydre halefjer er synlige.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Langs stien er håret kæmpestenbræk (Bergenia ciliata) ret almindelig på klippevægge, og vi bemærker en dejlig duft, som viser sig at stamme fra Himalaya-sommerfuglebusk (Buddleja crispa). Nepalesisk pære (Pyrus pashia) er et lille træ, som fremviser en overdådighed af hvide blomster. Denne art, som har spiselige frugter, er vidt udbredt, fra Afghanistan mod øst til Kina og Sydøstasien.

I skoven vokser nu en lønne-art, Acer sterculiaceum, samt Rhododendron arboreum med klynger af stærkt røde blomster. Intensiteten af den røde farve aftager med stigende højde, og nær artens øvre grænse, omkring 3800 m, ses til tider helt hvide blomster. Denne art er blandt de højeste rhododendron-arter og kan blive op til 15 m. Den er almindelig i hele Himalaya-kæden, samt i bjergområder i Sydindien, Sri Lanka, det nordlige Thailand og det nordlige Vietnam. Denne og mange andre rhododendron-arter er behandlet på siden Planteliv: Rhododendron.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fuglelivet i skoven opviser arter som monalfasan (Lophophorus impejanus), der også kaldes glansfasan på grund af kokkens farvestrålende, glinsende fjerdragt. I Nepal kaldes den for ’fuglen med de ni farver’. Billeder af den kan ses på siden Dyreliv – Fugle: Fugle i Himalaya.

Vi observerer også to store gribbe, Himalayagrib (Gyps himalayensis) og lammegrib (Gypaetus barbatus), den knaldrøde langhalet minivet (Pericrocotus ethologus), den blå og hvide ultramarin fluesnapper (Ficedula superciliaris), samt hvidhalset solsort (Turdus albocinctus), hvor hannen ligner vores hjemlige solsort, men kan kendes på et hvidt halsbånd, som fortsætter over i den hvide strube.

 

 

 

 

 

Ved søbredden har man opført et lille hinduistisk tempel, hvilket fortæller, at søen er pilgrimsmål for fromme hinduer. Det er dog alt for tidligt på året for pilgrimstogter, og vi er de eneste gæster på lodgen, der ligger på søens anden bred.

Jeg begiver mig op i en lille sidedal for at lede efter lysarmet langur (Semnopithecus schistaceus), hvoraf adskillige flokke lever i dette område. Den er en kraftig abe, som lever i mellemhøjder i Himalaya, men af og til træffes op til 4000 m.

Snart finder jeg en flok, hvis medlemmer er i færd med at gøre sig til gode med blomster af storblomstret kvalkved (Viburnum grandiflorum). De er ganske tillidsfulde og lader mig komme på nært hold. Storblomstret kvalkved er et af de få træer i de højere egne af Himalaya, som blomstrer om vinteren og tidligt om foråret. Denne art er ret almindelig i tempererede skove i de vestlige egne af bjergkæden.

Fuglelivet er sparsomt her, jeg ser kun ganske få arter, heriblandt sortbrystet mejse (Periparus rufonuchalis) og almindelig træløber (Certhia familiaris).

På vej tilbage mod lodgen observerer jeg gennem længere tid en Royles pibehare (Ochotona roylei), den almindeligste af denne slægt i Himalaya. Disse små dyr, som omfatter ca. 12 arter i Central- og Østasien, ligner gnavere, men er nære slægtninge af harer og kaniner. Sommeren igennem samler de store mængder af græs og andre planter, som bliver stuvet bort til brug om vinteren, da de ikke sover vintersøvn.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er meget koldt, hvilket betyder, at sneen højere oppe ikke vil smelte foreløbigt, og derfor vil det blive vanskeligt for os at fortsætte vandringen op mod Darwa-passet. I stedet beslutter vi at påbegynde vandringen tilbage mod Sangam Chatti og give os god tid undervejs.

Som vi vandrer ad en sti, der til den ene side har en ret stejl klippevæg, til den anden en afgrund, er jeg sakket lidt bagud. Pludselig synes luften at eksplodere af aktivitet: Ned ad skrænten springer tre bjerggeder, Himalaya-tahr. De lander på stien midt mellem mine ledsagere og mig, men tøver kun et sekund, før de kaster sig ud over afgrunden, og få sekunder senere ser vi dem løbe ved foden af klipperne, 50 m eller mere under os. Fra kanten af afgrunden kigger vi efter afsatser eller andet, som dyrene kunne have benyttet, men vi synes ikke rigtigt, at de er brede nok for dem til at få fodfæste.

Hvilken styrke og virilitet!