Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan

 

 

 

 

 

Udaipur blev grundlagt i 1559 under Maharana Udai Singh d. 2., som var hersker i byen Chittorgarh længere mod nord. Chittorgarh ligger i et fladt område og var som følge heraf sårbar over for angreb fra maharana’ens fjender, først og fremmest muslimer, som havde taget magten i det nordvestlige Indien. Efter artilleri-krigens opfindelse i 1500-tallet besluttede Udai Singh at flytte sin hovedstad til et mere sikkert sted, og han valgte Ayad.

Denne by var imidlertid plaget af jævnlige oversvømmelser, så Udai Singh besluttede at anlægge den nye by langs en bakkekam øst for Pichola-søen. Som beskyttelse mod angreb fra fjender lod han en 6 km lang mur, med syv indgangsporte, opføre omkring byen. I dag er Udaipur en skatkiste af Mewar-arkitektur, først og fremmest et antal paladser, hvoraf to er opført på øer i Pichola-søen.

Historien bag de stridbare rajputter kan læses på siden Rejse-episoder – Indien 1986: Hans navn er Muhammed!

 

 

 

 

 

 

 

Nogle dage senere kommer vi på venskabelig fod med en ældre inder, Sohan Lal, en sprudlende og snakkesalig mand på omkring 60 år. Han tilbyder, at vi kan køre med ham i hans rummelige bil længere nordpå i Rajasthan, til den lille by Charbhuja, hvor en interessant festival finder sted – egentlig en fortsættelse af højtiden Holi, der blev fejret for en uges tid siden med brask og bram.

Holi er en forårsfest, tilegnet hinduguden Krishna, hvor man fejrer det godes sejr over det onde – en løssluppen folkefest, hvor man, uden hensyn til kaste, overdænger hinanden med rødt, gult, violet eller grønt pulver, eller med vand, som man har opløst dette pulver i. Af denne grund kaldes Holi i folkemunde for ’Farvernes Fest’.

I Charbhuja og omegn er Holi en meget vigtig fest, som varer ikke færre end 15 dage, hvorunder egnens forskellige småbyer skiftevis er værter. Det er Sohan Lals agt at tage til sin hjemegn for at deltage i afslutningen på Holi.

Ann-Christine, Hans og jeg tager med glæde mod hans tilbud om at ledsage ham. Efter højtiden er det vores hensigt at besøge vildtreservatet Kumbhalgarh, ikke langt fra Charbhuja. Vi har hørt, at man kan overnatte på et forhenværende maharaja-palads nær reservatet.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine svenske venner spørger bekymret Sohan Lal, om han mener, at vi ligeledes vil få vores andel af farverne, men han forsikrer os, at han nok skal finde et sted til os, hvor vi kan føle os trygge.

Vi parkerer bilen i udkanten af byen og spadserer gennem dens smalle gader til et Vishnu-tempel i centrum. I gaderne ligger et tyndt lag rødt farvestof, med en smule violet og grønt her og der, og alle menneskene på vores vej har fået deres rigelige andel af pulveret på tøjet, i ansigtet og i håret.

Sohan Lal fører os til et hus over for templet, og fra balkonen her kan vi følge løjerne og tage alle de billeder, vi har lyst til. Pladsen foran templet er tæt pakket med mennesker, og på en lille forhøjning danser adskillige mænd, akkompagneret af trommer og tabla’er (små fingertrommer). Ved indgangen til templet er luften fyldt med rødt støv, idet et par unge mænd kaster pulver på alle, der går ind eller ud af templet.

 

 

 

 

 

 

 

Pigen overfor fortsætter med at kaste kugler efter mig, så nu synes jeg det er på tide at tage affære. Jeg farer ned på gaden, stjæler lidt pulver fra en forbipasserende og kaster det i hovedet på min veninde. Det udvikler sig hurtigt til, at folk kaster pulver på mig fra alle sider. Mit kamera har jeg gemt under T-shirten, men det ser alligevel farligt ud, med pulver både udvendigt og indvendigt. Det fungerer dog heldigvis stadigvæk!

Den lystige flok inviterer mig med ind i templet, hvor et fantastisk syn møder mig: Til den ene side sidder kvinderne, alle iført deres farvestrålende sarier (som er blevet endnu mere farvestrålende af pulveret), til den anden side mændene, som næsten alle bærer røde eller gule turbaner og er iført tøj, der engang var hvidt, men nu er fyldt med røde, lyserøde eller grønne plamager fra pulveret.

Stemningen her er helt i top, templet genlyder af musik fra trommer og bækkener, og rødt støv fylder luften. Jeg er vældig godt til mode, da jeg vender tilbage til Hans og Christine, men da de ser mig, erklærer de, at jeg ser helt forfærdelig ud!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi træffer nu ejeren af hotellet, en søn af den forhenværende maharaja. Jeg har ikke haft tid til at tage bad, så jeg er stadig smurt ind i rødt pulver fra festlighederne i Charbhuja. En kende hovent informerer han os om, at vi kan få et værelse til tre – for den nette sum af 350 Rupees! Og aftensmaden vil koste 50 Rs. pr. person.

I mellemtiden er det blevet mørkt, så vi føler, at vi ikke rigtig har noget valg. En tjener fører os til et meget spartansk værelse, som alle andre steder i Indien ville have kostet 10 Rs. pr. person, med 20 m til badeværelset, hvor afløbet er stoppet, og toilettet ikke kan skylle ud.

Trods de primitive faciliteter får vi os et forfriskende bad, hvorefter vi går hen for at spise. Inden måltidet snakker vi med maharaja-sønnen, siddende i et betydeligt smukkere værelse. Jo, han kan sagtens arrangere en bil ind i reservatet kl. 6 næste morgen. Han har et godt kendskab til dyrelivet, da hans fader tidligere ejede området og benyttede det til jagt.

Samtalen foregår mest gennem svenskerne, da han åbenbart mener, at det er under hans værdighed at kommunikere med min ringhed, selv om jeg i mellemtiden har taget bad og er iført rent tøj.

Han spidser imidlertid ører, da svenskerne (usandfærdigt) fortæller, at jeg er i færd med at skrive en guidebog om Rajasthan. (Nå, det er i hvert fald sandt, at Søren samler oplysninger til en opdatering af Politikens Turen går til Indien, men han har nu ikke tænkt sig at inkludere Kumbhalgarh i den).

Nu får piben en anden lyd. Den unge maharaja behøver nemlig større opmærksomhed omkring sit hotel, da han slet ikke har gæster nok og mangler penge til at holde paladset vedlige. Han viser os nu hen til et smukt og smagfuldt værelse, som ovenikøbet er forsynet med en enorm himmelseng, og tilbyder, at vi kan få dette værelse til samme pris som det hul, vi tidligere fik præsenteret. En kende uforsigtigt indrømmer han, at hullet faktisk udgør en del af tjenestefolkenes kvarter!

Måltidet bliver indtaget i en stor sal, som er udsmykket med våben og gulnede familiefotos. Maden er dog langtfra noget at skrive hjem om, men vi er skrupsultne og langer godt til fadene.

 

Som det lysner, dukker et smukt landskab frem af disen: stejle, skovklædte bjerge, hvor floder gennem årtusinder har udskåret dybe dale.

Vores Ambassador er et hostende vrag, så da vejen begynder at føre stejlt opad, går den næsten i stå. Vi må forlade bilen og spadsere resten af vejen op til et Forest Resthouse, smukt beliggende ved en opstemmet sø, hvor forskellige fugle fouragerer, bl.a. Javaskarv (Phalacrocorax niger), rishejre (Ardeola grayii) og mangrovehejre (Butorides striata). På en videre vandring ud ad vejen bemærker vi fuglearter som grå junglehøne (Gallus sonneratii), blommehovedet ædelparakit (Psittacula cyanocephala) og langnæbbet grib (Gyps tenuirostris). Pattedyr ser vi overhovedet ingen af.

Noget skuffede over udbyttet vender vi tilbage til paladset, hvor vi brokker os til hotelejeren. Han siger imidlertid, at det havde været umuligt at skaffe en jeep, hvilket vi finder ganske besynderligt, da vi dagen før havde set adskillige af slagsen i Ghanerao. Efter nogen diskussion går han med til, at vi kun skal betale 300 Rs. for opholdet, inklusive maden.

 

 

 

 

 

Han oplyser, at der om aftenen i nabobyen Sevantri bliver afholdt en stor fest i et Vishnu-tempel, hvor man skal fejre afslutningen på det gamle hindu-år og starten på år 2049, ifølge den hinduistiske kalender.

Vi kører i hans bil til Sevantri, og under en kæmpemæssig banyanfigen (Ficus benghalensis) påbegynder han tilberedningen af enorme mængder mad. Folk, som passerer os undervejs mod et nærliggende tempel, er meget venlige og hilser smilende på os. Efter at have indtaget et velsmagende måltid hviler vi en stund under banyantræet og snakker med Sohan Lal.

Efter mørkets frembrud drager vi til Vishnu-templet, hvor nytåret fejres med musik og dans. Til mine svenske venners store lettelse bliver der ikke mere kastet med farvet pulver!

Inde i templet opfører en gruppe mænd en stokkedans, hvor rytmen dikteres af en mand, der slår en brudt takt på en tromme, mens en anden slår en regelmæssig takt på et stort messingbækken, indimellem akkompagneret af et kæmpemæssigt snoet horn, der udsender en brægende lyd.

Til at begynde med er tempoet langsomt, og mændene går parvis i rundkreds ud og ind mellem hinanden, mens de slår med deres to stokke skiftevis på deres partners stokke samt på stokkene hos mændene foran og bagved. Det frembringer en rytme, der kan gengives således: ’klak’ – trin – ’klak’ – trin – ’klak-klak-klak’.

Tempoet øges nu gradvis, dansen bliver vildere og vildere, og flere mænd slutter sig til kredsen, som efterhånden fylder det meste af tempelsalen. Vi kan slet ikke undgået at blive revet med og følger takten ved at klappe i hænderne og trampe i gulvet.

Sohan Lal oplyser, at dansens formål er at frembringe sved over hele kroppen, så det gamle års ophobede synder på denne måde kan forlade den.

 

 

 

 

 

 

 

Vi deltager i en puja (tilbedelse), hvorunder vi defilerer forbi præsten, som uddeler sukkervand til alle, hvoraf en smule drikkes, mens resten smøres ud i håret.

Trætte, men lykkelige kører vi ud til ashram’et, hvor vi øjeblikkelig falder i søvn, selv om en larmende puja finder sted i Hanuman-templet overfor.

Den følgende morgen ankommer mennesker fra nær og fjern, iført deres smukkeste klæder, for at fejre nytåret i templet. Foran indgangen danser folk rundt, mens musikere spiller på forskellige instrumenter. Støjen er utrolig.

Som vanligt bliver vi inviteret indenfor i templet, hvor adskillige ældre præster tager venligt imod os. Det er skønt at deltage i en højtid, hvor vi ikke føler, at vi er indtrængere, men velkomne gæster!