Hyldest til farverne violet, purpur og lilla

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ordet violet kommer af det oldfranske ord for violer, violete, som hentyder til blomsternes farve hos mange af disse planter, formentlig oprindeligt marts-viol (Viola odorata), som har været en populær haveplante i hundreder af år på grund af de duftende blomster. Det vil altså sige, at ordet for farven violet kommer af blomsternes farve, ikke omvendt.

Slægten Viola udgør ikke færre end 550-600 arter, og de er udbredt næsten overalt i verden, dog overvejende i tempererede områder på den nordlige halvkugle. Blomsterne har 5 meget uens kronblade, hvoraf den nedre er større og har en spore. Frugten er en kapsel, der springer op langs 3 sømme.

Blomsterne hos de fleste vilde violarter er forskellige afskygninger af blåt eller violet, men arter med gule og hvide blomster er også almindelige (se siden Hyldest til farven gul).

Mange arter er populære haveplanter, oftest kaldt for stedmoderblomster, og dette navn benyttes også om to vilde danske arter. Bag dette mærkelige navn gemmer sig følgende fortælling: Det nederste kronblad bliver sammenlignet med en stedmoder, som sidder og breder sig på to stole (bægerbladene), mens hun holder et fad grød med en stor smørklat (den gule plet ved kronbladets grund). Hendes egne børn (de to mellemste kronblade) sidder på hver sin stol nær grøden, mens hendes stedbørn (de to øverste, mere trist farvede kronblade) sidder længst borte og må nøjes med én stol til deling.

En anden forklaring går på, at det nederste kronblad er den pyntesyge stedmoder, som sidder og breder sig på en grøn sofa, bærende et gyldent brystsmykke. Nærmest hende sidder hendes egne børn på hver sin stol, iført fint tøj, mens stedbørnene i simple blå hverdagskjoler må nøjes med én stol til deling. Manden i huset ses først, når damerne har rejst sig, dvs. når kronbladene er plukket af.

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser i løvskove og lunde og langs veje. Den er udbredt næsten overalt i Europa, mod øst til Baltikum og Ukraine, mod syd til Nordafrika, Tyrkiet, Kaukasus og det nordlige Iran.

Det latinske artsnavn blev givet til ære for Heinrich Gustav Reichenbach (1823-89), en tysk specialist i tropiske orkidéer.

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn ærer den tyske læge og botaniker August Bachmann (1652-1723), også kendt som Augustus Quirinus Rivinus. Han forbedrede klassifikationen af planter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn, som betyder ‘hentyder til en hund’, samt det danske navn, er begge nedladende og sigter til, at denne art er mindre ‘fornem’ end den duftende marts-viol.

 

 

 

 

 

Denne plante findes i Alperne, fra Frankrig mod øst til Slovenien, samt på Balkan mod syd til Makedonien. Den vokser i græsklædte områder i højder mellem 1500 og 2800 m.

Artsnavnet er latin og betyder ‘besidder en spore’, hvilket sigter til den lange spore hos denne art.

 

 

 

 

 

Denne art er vidt udbredt i det østlige Canada og USA, mod vest til Minnesota, Oklahoma og Texas.

Artsnavnet er latin og betyder ‘pilformet’, men i denne forbindelse hentyder det til bladene, der minder om bladene hos visse arter af pilblad (Sagittaria), som ikke har pilformede blade.

 

 

 

 

 

Nogle autoriteter betragter planterne i Japan og Taiwan som en lokal underart, nagasakiensis, men denne underart er ikke anerkendt af Kew Gardens.

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin cucullus (‘hætte’) samt endelsen atus (‘forsynet med et skæg’), hvilket formodentlig sigter til den hvide hårdusk i blomsternes svælg.

 

 

 

 

 

Artsnavnet sigter til, at blomsten har 3 farver: violet, gul og hvid.

 

 

 

 

 

Slank jernurt (Verbena rigida) er hjemmehørende i Sydamerika, fra Bolivia og det sydøstlige Brasilien mod syd til det nordlige Argentina. I talrige andre lande dyrkes den som haveplante og er forvildet i mange varmere egne af kloden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ankhousa, som var navnet på Alkanna tinctoria, en plante i samme familie, som blev anvendt kosmetisk. Navnet oksetunge er en dansk oversættelse af det græske ord bouglosson, som var navnet på Anchusa azurea, afledt af bous (‘okse’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til bladene, der har form som en oksetunge og har en ru overflade – netop som en oksetunge.

Læge-oksetunge (Anchusa officinalis) har sandsynligvis sit oprindelssted omkring Middelhavet eller i det vestlige Asien, men blev meget tidligt spredt med landbruget til størsteparten af Europa. I dag forekommer den fra Skandinavien og Frankrig mod øst til Ural-bjergene, Kazakhstan og Tyrkiet, og den er blevet indslæbt til Nordamerika, hvor den mange steder betragtes som et besværligt ukrudt. Arten vokser på forstyrrede steder, ofte langs veje, samt på brakmarker og tomter.

De små blomster er har 5 kronblade, som er sammenvoksede ved grunden og danner en tragt. De er indtil 1,2 cm i diameter, først rødbrune, siden blå eller purpurfarvede. Planten blev førhen dyrket for sine spiselige blade samt for roden, der blev anvendt til plantefarvning og i folkemedicinen.

Artsnavnet officinalis var oprindelig afledt af officina (‘værksted’ eller ‘kontor’), samt endelsen alis, som i forbindelse med et navneord danner et tillægsord, således ‘fremstillet på et værksted’. Dog har ordet i botanisk sammenhæng en langt snævrere betydning, idet det sigter til plantearter, der blev solgt på apoteker på grund af deres medicinske egenskaber.

 

 

 

 

 

Plantens oprindelsesområde er omdiskuteret, men Mesopotamien, Iran og Grækenland er blevet foreslået som kandidater. Dyrkning af safran-krokus spredtes langsomt til store dele af Eurasien, og senere blev planten bragt til Nordafrika, Nordamerika og Oceanien.

Ordet safran er sandsynligvis afledt af arabisk zafaran, som stammer fra persisk zarparan, der betyder ‘med gyldne strenge’ eller ‘farvet gylden’, hvilket sigter til blomstens gyldne støvbærere eller til det gyldne farvestof udvundet af griflerne.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på hvidløg (A. sativum), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

Artsnavnet er afledt af oldgræsk skhoinos (‘siv’, slægten Juncus) samt prason ‘løg’, således ‘siv-lignende løg’, hvilket naturligvis hentyder til bladenes form.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten findes fra Tyskland og europæisk Rusland mod syd til Marokko, Jordan og Iran. Den vokser i forstyrrede habitater, bl.a. marker, åbne skrænter, strande og langs veje.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hædrer den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya først i 1800-tallet.

 

 

 

 

 

Arten vokser i højder mellem 3000 og 5000 m, fra de kinesiske provinser Gansu og Qinghai mod syd gennem Tibet til Pakistan, og derfra mod øst til det sydvestlige Kina.

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn er af Tupi-Guarani-oprindelse og betyder ‘duftende’. Dette navn blev adopteret af portugiserne. Det er lidt af en gåde, hvorfor planten på dansk blev kaldt for palisander, da dette navn på engelsk er betegnelsen for det duftende ved af Dalbergia nigra, et brasiliansk medlem af ærteblomstfamilien.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet skyldes den svenske botaniker Carl von Linné (1707-78), givet til ære for to tyske brødre, Christoph Knaut (1638-94) og Christian Knaut (1656-1716), begge botanikere og læger. Sidstnævnte publicerede Compendium Botanicum sive Methodus Plantarum Genuina, hvori han fremlægger et klassifikationssystem for blomsterplanter, baseret på kronbladenes antal og arrangement.

Førhen var disse planter placeret i kartebollefamilien (Dipsacaceae), som nu er blevet reduceret til en underfamilie, Dipsacoideae, i gedebladfamilien. Blomsterne er tæt samlet i kurvplante-lignende, endestillede hoveder.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘vokser i marker’, afledt af arvus (‘dyrket land’).

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn betyder ‘med blade som Dipsacus‘ (kartebolle).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter har karakteristiske uregelmæssige blomster med 5 farvede bægerblade, hvoraf det øverste har en stor, bagudrettet spore, samt fire indre kronblade, hvoraf de to øverste har nektar-producerende sporer, der er indesluttet i den større spore.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk delphinion (‘delfin’). I sin De Materia Medica skriver den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), at disse planter har navn efter deres blomster, der har form som en delfin.

 

 

 

 

 

 

På amerikansk kaldes arten for barestem larkspur eller naked delphinium, som begge hentyder til, at næsten alle blade er grundstillede.

 

 

 

 

 

Almindelig hulsvøb (C. temulum) er en pionerplante, som forekommer i et bredt udvalg af habitater, bl.a. skovkanter, ryddepladser samt langs mure og hegn. Den er udbredt i størsteparten af Europa, mod øst til Uralbjergene, Kaukasus og Tyrkiet, samt i det nordvestlige Afrika.

Den purpurfarvede, stærkt hårede stængel bliver op til 1 m høj. Bladene er langstilkede, 2-3 gange fjersnitdelte, lysegrønne eller mørkegrønne, bladfligene ovale i omrids, dybt tandede. Blomsterne er hvide. Planten er giftig.

Artsnavnet kommer af latin temulentum (‘beruset’), afledt af temetum (‘en berusende drik’) og ulentus (‘fyldt med’), hvilket sigter til symptomerne fra forgiftning af denne plante, som ligner tilstanden, hvis man er stærkt beruset efter indtagelse af alkohol.

 

 

 

 

 

Disse planter har ikke randkroner, men er karakteriseret ved at besidde to slags skivekroner, hvoraf de yderste er langt større, frynsede og sterile. Deres opgave er at tiltrække bestøvere.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk kentauros (‘kentaur’). Sagnet fortæller, at kentauren Kiron engang havde et betændt sår på foden, som stammede fra en pil, der var dyppet i blod fra Hydra, et mange-hovedet, slangelignende uhyre med giftig ånde og blod så giftigt, at selv lugten derfra var dødelig. Kiron kurerede sig selv ved at smøre saft fra et medlem af denne slægt i såret.

 

Stænglen er indtil 1,2 m høj, furet, håret, forgrenet over midten, blade spredte, stilkede, op til ca. 10 cm lange, mørkegrønne, sædvanligvis snitdelte, med smalle flige. Kurve normalt purpurrøde, til tider lyserøde, enlige for enden af stængel og grene, indtil 4 cm i tværmål, svøbblade ovale, randen mørk med frynsede, stive hår.

Det latinske artsnavn hentyder til en gammel tro på, at bladene af denne art kunne helbrede skab.

 

 

 

 

 

Den vokser i ret tørt græsland og i lyse skove, It is found in rather dry grasslands and open woodland from almost the entire Europe eastwards to central Siberia, southwards to the Mediterranean and the Caucasus.

 

 

 

 

 

Den er udbredt i Europa, fra de Britiske Øer mod øst til Polen, mod syd til Marokko og Kroatien. Den træffes forvildet i Skandinavien, Australien og Nordamerika og betragtes som invasiv nogle steder.

Artsnavnet er latin og betyder ‘sort’, hvilket sigter til kurvens mørke dækblade.

 

 

 

 

 

Blomsternes opbygning hos medlemmer af denne familie er unik. Der er 3 bægerblade, som ofte har samme farve og form som 2 af kronbladene. Det tredje kronblad danner en nedre læbe, der oftest er yderst forskellig fra de øvrige kronblade i form og størrelse, og til tider også i farve, ofte forsynet med en spore. Støvdragere og frugtknude er sammenvoksede til den såkaldte søjle, og støvknapper og støvfang er adskilt af en næb-lignende struktur. I støvknappen produceres såkaldte pollinier, små ‘poser’, som indeholder pollen. Ved hjælp af et klæbrigt sekret overføres disse pollinier til insekter, og ved insektets besøg i den næste blomst fastgøres pollinierne til støvfanget. Andre arter er selvbestøvende. Frugten er en kapsel, der indeholder utallige bittesmå frø, som spredes med vinden.

De fleste af disse planter lever i symbiose med myceliet af underjordiske svampe, der vokser på planternes jordstængel eller rødder. Orkidéens frø er fuldstændig afhængige af myceliet, når de skal spire, da de praktisk talt ikke indeholder energi til spiringen, men tager det nødvendige kulstof dertil fra svampen. Nogle orkidé-arter er afhængige af svampens mycelium hele deres liv, men samlivet er symbiotisk, idet orkidéen forsyner svampen med livsnødvendige salte og vand. Nogle arter mangler dog grønkorn og er parasitter på svampen.

 

Slægtsnavnet er oldgræsk og betyder ‘testikel’, hvilket sigter til formen af to runde eller ellipseformede underjordiske knolde hos medlemmerne af slægten.

 

Arten findes i hele Europa med undtagelse af Island, mod øst til den europæiske del af Rusland, mod syd til det nordlige Afrika, Irak og Iran. Den vokser i lyse skove, på enge og andre græsklædte arealer, samt på montane græsgange, op til højder omkring 2500 m.

Det latinske artsnavn betyder ‘mandig’, hvilket sigter til de to runde eller ellipseformede underjordiske knolde, der minder om testikler.

 

 

 

 

 

Arten vokser på kalkrige jorder i græsland og krat, samt langs skovkanter og veje. Den er udbredt fra England mod øst til det centrale Sibirien og Mongoliet, mod syd til Middelhavet, Iran og Xinjiang. I Sverige er den begrænset til Öland og Gotland, hvor den er ret almindelig, samt enkelte steder i Blekinge og det østlige Skåne. I Danmark og Finland er den meget sjælden.

 

 

 

 

 

Denne art vokser mest i forstyrrede habitater, bl.a. i kanten af marker, på tomter og langs veje. Den forekommer i hele Europa og videre mod øst til Stillehavet, mod syd til Middelhavet, Pakistan og det sydlige Kina. Den er også blevet indført andre steder, ofte som foderplante, bl.a. Nordamerika, Sydafrika og Australien.

På klassisk latin blev slægtsnavnet anvendt for forskellige bælgplanter. Det er sandsynligvis afledt af vincire (‘at binde’), hvilket sigter til disse planters klatrende levevis. Artsnavnet er latin og betyder ‘at knække’, hvilket utvivlsomt hentyder til de modne bælge, der ofte åbner med et smæld.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, og dermed det danske navn, er afledt af oldgræsk syrinx (‘rør’), hvilket sigter til de hule stængler hos almindelig syrén (nedenfor). På engelsk og fransk hedder den lilac, hvilket stammer fra persisk lilanj (‘indigoplante’, eller måske fra nilak (‘blålig’). Navnet hentyder til blomsternes farve.

Almindelig syrén (S. vulgaris) stammer oprindeligt fra Balkan-halvøen, men dyrkes meget almindeligt andre steder og er blevet naturaliseret i dele af Europa, Asien og Nordamrika, normalt i nærheden af menneskelig beboelse.

Den er en stor busk eller et lille træ, op til 7 m højt. Den formerer sig ofte gennem rodskud og kan derved danne små krat. Bladene er udelte, indtil 12 cm lange og 8 cm brede, bleggrønne eller blågrønne, ovale eller hjerteformede, brat smalnende ind til en kort spids, margin helrandet. Blomsterstanden er en tæt endestillet klase, op til 18 cm lang, krone normalt lilla, undertiden hvid, med 4 brede flige.

Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Arten er særdeles vidt udbredt i tempererede egne af Eurasien, mod syd til det nordlige Afrika, Pakistan og Kina, med isolerede bestande i Ethiopien og Australien. Den er også blevet indført eller indslæbt til Nord- og Sydamerika, samt Sydafrika.

Ifølge nogle kilder er slægtsnavnet afledt af oldgræsk lythron (‘blod’), hvilket hentyder til blomsterfarven. Den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) hævder dog, at den blev navngivet til ære for den græske general Lysimachus, som var personlig ven af Alexander den Store. Det var sandsynligvis hans øgenavn, da ordet lysimachus er afledt af oldgræsk lysimakhos, af lysis (’befrielse’) og makhe (’strid’), altså ’at afslutte en strid’.

Artsnavnet er latin og betyder ‘pile-lignende’, hvilket sigter til bladene, der minder om bladene hos visse pilearter (Salix). Det danske navn hentyder til den lange blomsterstand.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin digitus (’finger’), hvilket, i lighed med navnet fingerbøl samt adskillige folkenavne, fx fingerhat, Vor Frues handske, torskeflab, rævebjælde og bullen munkepil, hentyder til blomstens form. Det mærkelige midtjyske navn bullen munkepil – som betyder ’opsvulmet munke-penis’ – sigter til den brede blomst, som indvendigt har mørke prikker, der sammenlignes med filipenser eller anden betændelse.

Almindelig fingerbøl (D. purpurea) er en imponerende urt, der kan blive op til 1,2 m høj, stængel stovt, mørkebrun, med masser af blade med en vinget stilk, bladplade oval eller elliptisk, indtil 15 cm lang, tilspidset, rand bølget og med små tænder. Bladene bliver gradvis mindre op langs stænglen, og de øvre er siddende. Kronen er indtil 4,5 cm lang, fingerbøl-formet, purpurfarvet med mørke prikker i svælget, undertiden med hvid rand omkring prikkerne, sjældent helt hvidt svælg.

Artens naturlige udbredelsesområde er fra Sverige og de Britiske Øer mod syd gennem Vesteuropa til det nordlige Marokko. Den er almindeligt dyrket som prydplante andre steder og er blevet naturaliseret i mange lande. I Himalaya er den blevet observeret op til højder omkring 3000 m.

I den moderne medicin benyttes et udtræk af fingerbøl til at stimulere hjerterytmen. Plantens medicinske anvendelse, samt dens rolle i folketroen, er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

Som dens navne antyder, er japansk eller koreansk kornel (C. kousa) hjemmehørende i Japan og Korea, men forekommer tillige i Kina. Den dyrkes mange andre steder som prydplante og er blevet naturaliseret enkelte steder i det østlige USA.

Den er et lille træ, op til 12 m højt, med modsatte, helrandede, indtil 10 cm lange blade. Som de fleste andre kornél-arter består dens blomsterstand af små, lidet iøjnefaldende, gulgrønne blomster, omgivet af 4 store, hvide, kronbladlignende højblade. Frugten er et kugleformet purpurrødt eller lyserødt bær, indtil 3 cm i diameter. Bærkødet er blødt og sødt, med en smag hen i retning af en moden kakifrugt (Diospyros).

Slægtsnavnet er afledt af latin cornu (‘horn’), hvilket sigter til det hårde ved af kirsebærkornel (C. mas), der er så tæt, at det synker i vand. På hjemmesiden Wiktionary angives det, at kousa er et ord af russisk oprindelse, som betyder ‘øse’. Forbindelsen til planten er svær at få øje på, så måske betyder ordet noget andet på et fjernøstligt sprog.

 

 

 

 

 

 

Den er en dværgbusk, indtil 25 cm høj, med nåleagtige, op til 6 mm lange blade i 4-tallige kranse. Blade og bægerblade er dækket af klæbrige kirteldråber. De op til 9 mm lange, hængende, rosenfarvede blomster sidder i endestillede klaser, og trods navnet er de ikke klokkeformede, men snarere krukkeformede.

Artsnavnet hentyder til bladene, som sidder i 4-tallige kranse, afledt af oldgræsk tetra (‘fire’).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘askefarvet’. Hvad det sigter til er uklart.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det nordlige Skandinavien og Irland mod syd til Pyrenæerne, Italien og Balkan, og mod øst til det vestlige Rusland. Der er en isoleret bestand i Kaukasus, og den forekommer også spredt i Island, Spanien og det vestlige Sibirien. Den er tillige blevet indført til Nordamerika. I Danmark er den meget almindelig og vokser langs veje, i krat og i lyse skove, på Bornholm også i kystklipper.

Slægtsnavnet sigter til den græske skovgud Silenus, hvis navn er afledt af ordet sialon (‘spyt’). Silenus blev ofte afbildet dækket af klistret skum. Forbindelsen er, at hunblomsterne hos dag-pragtstjerne udskiller en skum, som opfanger pollen fra besøgende insekter. Artsnavnet dioica er hunkøn af dioicus, som kommer af græsk dis (‘to’) og oikos (‘hus’), altså ’to huse’, hvilket hentyder til, at arten har hanblomster og hunblomster på separate planter. Det ældre navn Melandrium rubrum er afledt af græsk melas (’sort’) og aner, genitiv andros (’mand’), hvilket hentyder til artens sorte (hanlige) støvdragere, mens rubrum betyder ’rød’ på latin.

På den britiske ø Man kaldes denne plante på gælisk for blaa ny ferrishyn (‘fager blomst’), og traditionelt afstår man fra at plukke den. (Kilde: A.W. Moore 1924. A Vocabulary of the Anglo-Manx Dialect. Oxford University Press)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er latin og betyder ‘minder om viscum‘ – det klassiske latinske navn på misteltén, hvoraf der blev fremstillet en fuglelim med samme navn. I denne forbindelse hentyder navnet (i lighed med det danske navn) til den klæbrige stængel hos denne plante, hvor mindre insekter ofte hænger fast og går en ynkelig død imøde. Den klæbrige substans skal muligvis afholde nektar-tyve, fx myrer, fra blomsterne.

 

 

 

 

 

 

 

Disse planter har klynger af tætsiddende, purpurfarvede blomster, der senere udvikles til purpurfarvede eller hvidlige, bærlignende stenfrugter. De var tidligere placeret i jernurtfamilien (Verbenaceae), men er siden blevet overført til læbeblomstfamilien (Lamiaceae).

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kalos (‘smuk’) og karpos (‘frugt’), hvilket hentyder til de farvestrålende bær hos nogle af arterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for en italiensk adelsmand, Filippo degli Albizzi, som indførte denne art til Europa i 1700-tallet. Artsnavnet kommer af persisk gul-i-abrisham, af gul (‘blomst’) og abrisham (‘silke’), altså ‘silkeblomst’.

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er værtsplante for Euphydryas editha ssp. bayensis, en truet sommerfugl af takvingefamilien (Nymphalidae), som er endemisk for området omkring San Francisco-bugten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet og dermed det danske navn er afledt af det franske ord pétun, som betyder ‘tobak’ på et Tupi-Guarani-sprog. Blade og blomster minder en smule om blade og blomster af tobaksplanter, hvilket kan være årsagen til franskmændenes fejltagelse.

 

 

 

 

 

Stolt kavaler (Cosmos bipinnatus) er vildtvoksende i Mexico, men dyrkes næsten hele kloden rundt.

 

 

 

 

 

Det formodes, at perserne erhvervede tulipanløg fra det nærliggende Turkestan for omkring 2000 år siden. Dyrkningen af tulipaner spredtes langsomt mod vest, og det vides, at de blev dyrket i Konstantinopel så tidlige som i 1055, og i Wien fra 1554.

Navnet tulipan er afledt af oldpersisk tauleban (‘turban’), hvilket sigter til blomsterformen hos de fleste arter.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af kistos, det græske ord for disse planter.

Harpiks-cistrose (Cistus ladanifer) er godt tilpasset til at vokse i Middelhavsområdet, da den er i stand til at modstå den varme sommer på grund af et klæbrigt sekret, som dækker hele planten. På spansk kaldes den for jara pringosa (‘klæbrig cistrose’).

Arten er invasiv og har overtaget store arealer af tidligere marker og græsland i det centrale Spanien og det sydlige Portugal.

Artsnavnet hentyder til plantens duftende harpiks, hvoraf man udvinder labdanum, der anvendes i urtemedicin og parfume.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet hædrer den svenske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Pehr Osbeck (1723-1805), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-1778). I 1750-52 rejste han ombord på Prins Carl til Asien, hvor han bl.a. tilbragte fire måneder med at studere flora, fauna og kultur i Canton-regionen i det sydlige Kina. Efter hjemkomsten skænkede han over 600 plantearter til Linnés Species Plantarum, der blev publiceret i 1753. I 1757 offentliggjorde han et værk om sit arbejde i Kina med titlen Dagbok öfwer en ostindisk Resa åren 1750, 1751, 1752. Med anmärkningar uti naturkunnigheten, främmande folkslags språk, seder, hushållning, m.m.

Osbeckia lanata er endemisk i Sri Lankas højland. Den kan kendes på sine små, tætsiddende, ovale eller cirkulære blade med 3 dybe nerver. Det latinske artsnavn betyder ‘ulden’, hvilket sigter til bladenes underside, der er dækket af brune hår.

 

 

 

 

 

 

 

Unge bælge og frø er spiselige. I bogen Cape Cod (1865) citerer den amerikanske forfatter Henry David Thoreau (1817-1862), at “i 1555, i en hungerperiode, overlevede folkene omkring Orford i Sussex, England, ved at spise frøene af denne plante, som voksede i stort tal ved kysten.”

Frøene indeholder en giftig aminosyre, der kan forårsage muskelsvind ved indtagelse af større mængder. Bladene anvendes i traditionel kinesisk medicin.

 

 

 

 

 

Den er en enårig urt, der bliver op til 1 m høj, stængel og blade grågrønne, blomsterne op til 10 cm i diameter, med 4 purpurfarvede, hvide, lyslilla eller røde kronblade, somme tider med mørke markeringer nær basis. Frugten er en afrundet kapsel, hvis top har 12-18 udstående ‘ører’.

 

 

 

 

 

På senlatin, samt adskillige dialekter i Italien og Schweiz, var lantana navnet på medlemmer af kvalkved-slægten (Viburnum), og dette navn blev også anvendt i 1583 af den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85) for almindelig kvalkved (V. opulus). Den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) gav navnet til den nye slægt, formodentlig fordi han fandt ligheder mellem de to slægter.

Lantana involucrata er hjemmehørende i Mexico, Caribien, Mellemamerika, Columbia og Venezuela, men dyrkes mange andre steder som prydplante. Den bliver op til 2 m høj, med dunede, ovale, afrundede blade, der dufter af salvie (Salvia officinalis) ved knusning. De små duftende blomster er hvide, lavendelblå eller lilla og sidder i endestillede klynger. De bliver senere til purpurfarvede, bær-lignende frugter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Taiwan optræder løven også som figur i den såkaldte løvedans, der finder sted foran templerne, som regel opført af to mænd under et spraglet klæde, der illuderer løvens krop, mens den forreste mand holder en løvemaske.

 

 

 

 

 

Denne plante, lokalt kaldt for ti, er af stor betydning for visse animistiske religioner i Indonesien, Papua New Guinea, samt på mange Stillehavsøer. Dette emne er beskrevet på hjemmesiden en.wikipedia.org/wiki/Cordyline_fruticosa.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Trods det latinske artsnavn, som betyder ‘fra New England’ er Symphyotrichum novae-angliae vidt udbredt, idet den findes i det sydøstlige Canada og størsteparten af USA, med undtagelse af de sydvestligste stater. Den er en robust plante, som kan blive op til 1,2 m høj. Randkronerne, som kan tælle op mod 100, er normalt violette, undertiden lyserøde eller hvide. De talrige skivekroner, som er gule eller orange, bliver med tiden brunlige.

 

 

 

 

 

Frugten er et gult eller orange bær, som kan blive op til 1 cm i diameter. Dette bær er baggrunden for det engelske navn på planten, golden dewdrops (’gyldne dugdråber’), og på Tonga-øerne kaldes den for mavaetangi (‘afskedstårer’). Umodne bær er giftige og har efter sigende slået børn, hunde og katte ihjel. Fugle tager imidlertid ikke skade af bærrene. Et billede af bærrene er vist på siden Hyldest til farven gul.

Det videnskabelige slægtsnavn blev givet til ære for den italienske læge, botaniker og digter Gualdo Tadino (1529-90), bedre kendt under navnet Castore Durante da Gualdo.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er meget almindelig i Danmark, især i fugtige områder på magre jorder. Dens bær har en let syrlig smag. Et billede af dem findes på siden Efterår.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos de fleste af disse planter er en endestillet klase med meget tætsiddende, urneformede blomster, mørkeblå, lyseblå, violette eller hvidlige, som mens de er unge minder om klaser af småbitte druer eller perler – heraf det danske navn. Under frugtsætningen bliver blomsterstanden normalt forlænget og langt mere åben.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk moskhos (‘moskus’), hvilket sigter til duften hos nogle af arterne. Navnet kan spores tilbage til 1601, til den flamske læge og botaniker Charles de l’Écluse (1526-1609), også kendt som Carolus Clusius, der som en af de første studerede Alpernes flora. Slægten blev formelt oprettet i 1754 af den britiske botaniker Philip Miller (1691-1771).

Muscari bourgaei er endemisk i det vestlige og sydlige Tyrkiet, hvor den vokser på bjergenge og stenede skråninger i højder mellem 1500 og 3000 m. Artsnavnet hædrer den franske naturhistoriker Eugène Bourgeau (1813-77), som indsamlede planter mange steder, bl.a. de Kanariske Øer, Nordafrika, Tyrkiet, Rhodos, det vestlige Canada, samt Mexico.

 

 

 

 

 

Smalbladet timian (T. serpyllum) er vildtvoksende i Nord- og Mellemeuropa, samt fra England mod øst til det vestlige Sibirien. Den er almindelig i Danmark.

Den er en krybende dværgbusk med op til 10 cm lange stængler og danner ofte tætte måtter. De stedsegrønne blade er ovale, op til 8 mm lange, blomster i endestillede klynger, krone lyserød, lilla eller purpurfarvet, sjældent rød eller hvid, indtil 6 mm lang.

I formen herpyllos var artsnavnet det klassiske græske navn på denne plante, afledt af herpo (‘at krybe’). Af en eller anden grund blev dette ord til serpyllus på latin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine egne ’farverige’ oplevelser under Holi er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1991: Til hindu-højtider i Rajasthan.

 

 

 

 

 

På engelsk er navnet four o’clock family blevet hæftet på familien Nyctaginaceae på grund af, at blomsterne hos et andet medlem af familien, vidunderplante (Mirabilis jalapa), først åbner sig sent på eftermiddagen.

 

 

 

 

 

Den kønne Tragopogon coloratus er udbredt i Tyrkiet, Kaukasus og Iran. Den bliver op til 60 cm høj, stængel opret, ugrenet eller grenet, glat, med mange blade, som ofte er længere end stænglen, smalt linjeformede, spidse, med bølget rand. Kurve enlige, op til 4,5 cm lange, svøbets dækblade 6-8, lancetformede, med skarp spids, lidt længere end de yderste kroner, der kan være purpurfarvede, rødbrune, lyserøde eller violette. Støvknapperne er knaldgule.

 

 

 

 

 

Hele planten indeholder det giftige alkaloid colchicin, med den højeste koncentration i bladene, hvilket får græssende dyr til at undgå dem.

Arten er vidt udbredt på den Iberiske Halvø, mod nord til Pyrenæerne, hvor den kan træffes op til højder omkring 2600 m. Den er talrig på græsgange, langs veje og stier, ofte på tørre og stenede steder. Den højeste tæthed findes i stærkt forstyrrede områder med store bestande af en markmuseart, Microtus duodecimcostatus. Forskning antyder et symbiotisk forhold mellem de to: musene æder af de mindre giftige underjordiske stængler, hvilket provokerer en aseksuel reproduktionsproces. Denne mekanisme er ikke observeret på uforstyrrede græsgange. (Kilde: D. Gómez et al. 2003. Seasonal and spatial variations of alkaloids in Merendera montana in relation to chemical defense and phenology. J. Chemical Ecol. 29 (5): 1117-1126)

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), kommer af græsk ip (’orm’) og hómoia (’ligner’), hvilket hentyder til stænglens orme-agtige bevægelse, når den slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn kommer af latin pes (‘fod’) og græsk capra (‘ged’), hvilket sigter til bladenes form. Linné syntes åbenbart, at de mindede om fodaftrykket af en ged.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stænglen er op til 2 m lang, og blomsterstanden er en indtil 50 cm lang klase, der rummer hundredevis af hvidlige blomster med en stærkt violet eller rødlig fane (øverste kronblad).

Arten indsamles ofte i naturen som en medicinsk urt, og den dyrkes også som prydplante samt som grøngødning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende fra det sydlige Japan mod syd gennem Taiwan og Filippinerne til den vestlige del af Ny Guinea. Den vokser på åbne steder og i skovkanter, i højder mellem 200 og 700 m.

 

 

 

 

 

Akselbladene (små blade ved bladfæsterne) er ofte markante på disse planter. Efter afblomstring danner griflen et langt, lige eller buet næb, som adskilles i 5 elastiske, fjederlignende spiraler, hver indeholdende et frø, som slynges bort, hvis noget berører griflen.

Slægtsnavnet er afledt af græsk geranos (‘trane’), hvilket sigter til frugtens form, der minder om en tranes næb (eller et storkenæb!).

 

Det latinske artsnavn betyder ‘vokser i skove’, afledt af latin silva (‘skov’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Stængel, blade og blomsterstilke er dækket af klæbrige hår, og forskning har påvist, at planten er i stand til at absorbere protein fra insekter, som hænger fast i disse hår.

Tidligere anvendte medlemmer af Niitsitapi-folkeslagene (‘Blackfeet’) et afkog af planten til behandling af diarré og andet mavebesvær, samt til problemer i urinvejene. Roden blev tørret og stødt til pulver, som derefter anvendtes til at standse udvortes blødninger. Et afkog af bladene blev benyttet mod forkølelse og ru hals.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk melampyron, af melas (’sort’) og pyros (’hvede’), hvilket hentyder til de sorte frø, der minder lidt om hvedekorn. I gamle dage var man overbevist om, at disse frø, opblandet med hvedekorn og kværnet til mel, farvede brødet mørkt. I Middelalderen troede man tillige, at dens frø kunne omdannes til hvede, formodentlig fordi disse planter pludselig dukkede op i kornmarker på steder, hvor man kort forinden havde fældet træerne. (Kilde: M. Grieve, 1931. A Modern Herbal. Jonathan Cape, her fra botanical.com)

I sin Cruydeboeck (urtebog) skriver den flamske læge og botaniker Rembert Dodoens (1517-85), at “frøene af disse urter, indtaget sammen med kød eller drikkevarer, besværer hjernen og forårsager hovedpine og fuldskab.”

De danske navne kohvede og koføde hentyder til, at almindelig kohvede (M. pratense) ædes af kreaturer. Denne art indeholder store mængder af sukkerarten dulcit, og dens indhold af det giftige glykosid rhinanthin synes ikke at skade kvæget.

Blåtoppet kohvede (M. nemorosum) er udbredt fra Danmark og Sverige mod øst til det vestlige Sibirien, mod syd til Middelhavet og Ukraine. Den er mest almindelig i Østeuropa.

Stængel indtil 40 cm høj, grenet, blødhåret, blade modsatte, kortstilkede, lancetformede eller ovale, de øvre tandede ved grunden. De nedre blomster sidder parvis fra bladhjørnerne, de øvre i et ensidigt endestillet aks, omgivet af tætsiddende, purpur-blålige eller violette, sjældent gullig-hvide dækblade. Bægerbladene er sammenvoksede til et klokkeformet, uldhåret, 4-fliget bæger, krone indtil 2 cm lang, knaldgul, rørformet, krummet, 2-læbet, øvre læbe danner en hætte, den nedre er 3-fliget.

Artsnavnet betyder ‘vokser i lunde’, oprindeligt afledt af oldgræsk nemos (‘en lysning i skoven’). Populære navne omfatter bl.a. det svenske natt-och-dag og det russiske Ivan-da-Marya (‘Ivan og Maria’), som begge hentyder til de smukke blomsterstande med gule blomster og purpur-blålige eller violette dækblade. Det danske navn er misvisende, da dækbladene ikke er blå.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk stachys (‘aks’) og tarphys (‘tyk’), hvilket sigter til blomsterstanden hos adskillige arter i slægten.

Stachytarpheta frantzii, der kan blive op til 1,2 m høj, er hjemmehørende fra Mexico mod øst til Panama.

En nær slægtning, S. jamaicensis, er beskrevet på siden Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

Blue Mesa og andre af Colorado-plateauets geologiske fænomener er beskrevet på siden Lande og steder: Erosionens land.

 

 

 

 

 

Kudzu er meget anvendt i traditionel kinesisk medicin, hvilket er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Bladene er har 3 småblade, og bælgene er flade, iøjnefaldende indsnævret mellem frøene.

Det engelske navn på disse planter er tick-trefoil, hvor tick-delen sigter til bælgene, som nemt brækker fra hinanden i segmenter, hver indeholdende et enkelt frø med små modhagere, som sætter sig fast i folks tøj eller dyrepelse, på samme måde som en flåt (tick) klynger sig fast med sine ben. Den sidste del betyder ‘trebladet’, hvilket hentyder til, at medlemmer af slægten har 3 småblade.

Sunhangia elegans, tidligere kaldt for Desmodium elegans, har samme udbredelse som slægten og vokser i højder mellem 1000 og 4000 m. Den er en mangegrenet busk, der kan blive op til 3 m høj. Bladene er tredelte, langstilkede, unge blade rødlige, småblade variable, ovale, rhombeformede eller afrundede, op til 10 cm lange og 7 cm brede. Blomsterne sidder i endestillede, indtil 30 cm lange klynger, blomster til 1,7 cm lange, kronen lilla, mørkt purpurfarvet, lyserød eller hvidlig, eller en kombination. Bælgen er linjeformet, op til 6 cm lang og 6 mm bred. Den nedre del er indsnævret mellem frøene.

Denne art dyrkes ofte som prydplante. I Nepal anvendes roden mod kolera, som et middel mod for megen tarmluft, samt som et styrkende og vanddrivende middel. Løvet indsamles til foder.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af ukendt oprindelse. Det kommer muligvis af latin sol (’sol’), hvilket hentyder til, at disse planter ynder at vokse på lysåbne steder. Det gamle danske navn på disse planter var natskade – en forvanskning af det tyske Nachtschatten, som er et gammel-germansk ord af ukendt betydning. Da Schatten også kan betyde ’skygge’, begyndte man i stedet at benytte ordet natskygge, men det beror altså på en misforståelse.

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘uden rodknold’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er hjemmehørende i det østlige Sydamerika, men er blevet naturaliseret i mange andre varmere egne af kloden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet betyder ‘voks-bærende’, hvilket hentyder til det hvide voks- eller talglag, som frøene er beklædt med. Der fremstilles vokslys og sæbe af denne talg, og i Østen anvendes bladene i folkemedicinen til behandling af bylder. Saften og bladene er tilsyneladende giftige, og nedfaldne blade virker væksthæmmende på andre plantearter.

På grund af frugternes talglag indførtes dette træ til USA i 1700-tallet, og i 1900-tallet blev det plantet mange steder langs den Mexikanske Havbugt af U.S. Department of Agriculture med henblik på at etablere en sæbeindustri. Arten bredte sig imidlertid snart ukontrollabelt, og i dag betragtes den som en meget skadelig plante i det sydøstlige USA, hvor den fordriver indfødte plantearter. Den betragtes også som invasiv i Indien og Australien, samt i Taiwan, hvor den jo egentlig er hjemmehørende.

Om vinteren antager løvet af kinesisk talgtræ et væld af pragtfulde røde nuancer, lige fra orange til vinrød. En række billeder af dette løv kan ses på siden Efterår.

 

 

 

 

 

Arten dyrkes almindeligt i Mexico, Mellemamerika og Columbia som foderplante til kvæg, og den anvendes også medicinelt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er oftest et ret lille træ, men kan undertiden nå en højde af 35 m. Barken er brun med smalle længdegående og skrå furer. Bladene er langstilkede, mørkegrønne, op til 50 cm lange, dobbelt eller tredobbelt snitdelte, med ovale eller elliptiske småblade, op til 7 cm lange, med tandet bladrand. Blomsterne er stjerneformede, lyserøde eller lilla, indtil 1,8 cm i tværmål. De sidder i klynger fra bladhjørnerne. Frugten er en stenfrugt, omkring 8 mm i diameter, lysegul ved modenhed, ofte hængende på træet til hen på vinteren, medmindre de bliver ædt af fugle. Frugterne er giftige for mennesker, men harmer ikke fuglene.

Artsnavnet stammer fra persisk azad dirakht, som betyder ‘nobelt træ’.

Paternoster (eller pater nostre) er Fadervor i den romersk-katolske kirke, normalt fremsagt på latin. Ordet paternoster bruges dog også i betydningen ’rosenkrans’, dvs. den perlekrans, som anvendes under bønnen. Paternostertræet har givetvis fået sit navn efter de smukke gule frugter, der minder om perler. Et af artens engelske navne er da også bead tree (’perletræ’).

 

 

 

 

 

Arten vokser på kalkholdige jorder i lyse skove, krat eller tørt græsland, til tider langs veje og stier. Den er hjemmehørende i nordlige tempererede egne i Eurasien, fra næsten hele Europa mod øst til Stillehavet, mod syd til Spanien, Tyrkiet, Iran, Himalaya, det nordlige Kina og Japan. Den er også blevet naturaliseret i Nordamerika. I Danmark er den meget sjælden og findes kun på tør, kalkholdig bund enkelte steder på Øerne og omkring Limfjorden.

Artsnavnet er latin og betyder ‘samlet i en gruppe’, hvilket, i lighed med det danske navn, sigter til den tætte blomsterstand. Et gammelt engelsk folkenavn er Dane’s blood (‘Danernes blod’), hvilket sigter til en fantasifuld tro på, at planten spirede, hvor danskere var blevet dræbt under slag.

Andre klokkeblomst-arter kan studeres på siderne Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, Planteliv: Flora i Himalaya, samt Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for den schweiziske botaniker Gaspard Bauhin, på latin benævnt Casparus Bauhinus (1560-1624), som beskrev tusinder af plantearter i sit monumentale værk Phytopinax (1596), i en form, der kan måle sig med den binære nomenklatur, som Linné indførte i 1753.

Bauhinia x blakeana er en hybrid mellem B. variegata og B. purpurea, som opstod i Hong Kong, hvorfor den kaldes for Hong Kong orkidétræ, hvor orkidé-delen hentyder til blomsterne, der kan minde lidt om orkidéer. Denne hybrid dyrkes nu vidt og bredt i varmere egne, og det lader til, at alle individer stammer fra et enkelt eksemplar, der blev dyrket i Hong Kongs botaniske have omkring 1880.

 

 

 

 

 

 

 

Amerikansk kermesbær (P. americana, også kaldt for P. decandra) bliver op til 2,5 m høj, med purpurfarvet stængel, blade spredte, langstilkede, lancetformede eller ovale, helrandede, spidse, indtil 40 cm lange og 10 cm brede. Blomsterne sidder i tætte, oprette eller hængende, langstilkede, cylinderformede, op til 30 cm lange klynger, atid over for et blad. Blomsterne er hvide, lyserøde eller grønlige, indtil 5 mm i diameter, bægerblade 5 (ingen kronblade). Frugten er et sort eller mørkt purpurfarvet bær, indtil 1 cm i tværmål.

Planten er giftig for mennesker, hunde, kvæg og andre pattedyr. Om foråret og først på sommeren er de grønne dele spiselige efter grundig tilberedning, men senere på sommeren er de dødeligt giftige, og bærrene er også giftige. Fugle kan dog æde dem uden mén, og de udgør en vigtig fødekilde for fugle som kattedrossel (Dumetella carolinensis), spottedrossel (Mimus polyglottos), rød kardinal (Cardinalis cardinalis), røddrossel (Toxostoma rufum) og andre.

Kermesbær er hjemmehørende i det østlige Canada, det østlige og sydlige USA, samt Mexico, men er blevet naturaliseret mange andre steder kloden rundt. I nogle lande betragtes den som et besværligt ukrudt på marker.

I Nepal dyrkes en nær slægtning, P. acinosa, og unge dele koges som grønsag. Roden anvendes mod forstoppelse og til behandling af sår.

 

 

 

 

 

Bladene er alle grundblade, aflange eller spatelformede, indtil 15 cm lange og 4 cm brede, mørkegrønne på oversiden, lysere på undersiden. Den bladløse blomsterstilk, indtil 40 cm høj, er mangegrenet, hver gren med en endestillet blomsterstand. Bægeret er hindeagtigt (heraf det danske navn) og omgiver den indtil 7 mm lange blomst.

Arten er udbredt fra Skotland, Danmark og det sydlige Sverige mod syd gennem Vesteuropa til Portugal og Spanien, og den er også rapporteret fra Azorerne. Ifølge nogle autoriteter forekommer den også i Nordafrika, og den er blevet indført til Nordamerika.

Slægtsnavnet blev anvendt af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) for en uidentificeret plante, afledt af oldgræsk leimon (‘eng’). Artsnavnet er latin og betyder ‘almindelig’.

 

 

 

 

 

Astragalus onobrychis er normalt en krybende plante, som danner tætte bevoksninger, med op til 30 cm, undertiden til 60 cm høje stængler. Denne art er hjemmehørende fra de vestlige Alper mod øst til det vestlige Sibirien og Altai-bjergene, mod syd til Middelhavet, Kaukasus og det nordlige Iran. Den var oprindelig en steppeplante, som har tilpasset sig til græsklædte områder i bjerge.

Artsnavnet sigter til blomsternes lighed med esparsette-blomster, slægten Onobrychis.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for en svensk handelsmand, Magnus von Lagerström (1696-1759), som var direktør for det svenske Østasiatiske Kompagni. Lagerström var meget naturinteresseret, og selv om han aldrig selv besøgte Asien, var han i stand til at forsyne Linné med mange arter fra Indien og Kina. (Kilde: E. Bretschneider 1898. History of European Botanical Discoveries in China)

Lagerstroemia speciosa er et mindre træ, som normalt er indtil 15 m højt, men nogle individer når dog højder op mod 25 m, med en stammediameter på omkring 60 cm. Arten er udbredt i tropiske og subtropiske områder af Asien, fra Indien og Sri Lanka mod øst til det sydvestlige Kina, og derfra mod syd gennem Indokina, Indonesien og Filippinerne til Ny Guinea.

På grund af de pragtfulde blomsterstande dyrkes arten i mange lande. En substans ved navn banaba, der fremstilles af de tørrede blade i Filippinerne, anvendes til at kurere diabetes og infektion i urinvejene. Andre steder indtages et afkog af bladene mod malaria, og det anvendes også mod sprækker på fødderne. Et afkog af barken benyttes mod diarré og smerter i underlivet.

Dette træ har et vidt forgrenet rodsystem, og det plantes ofte til at holde jorderosion i skak.

Det latinske artsnavn betyder ‘smuk’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk hormao (‘at fremskynde hurtigt’), hvilket hentyder til, at denne urt førhen blev anvendt som potensfremmende middel. Det danske navn sigter til blomstens vidtåbne svælg.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af latin pulsare (’at slå’), hvilket sigter til, at vinden bevæger blomsterne frem og tilbage. Navnet kobjælde hentyder til de hængende blomster hos nogle arter, der kan minde om de bjælder, som førhen blev hængt om halsen på køer.

Disse planters rolle i folketro og traditionel medicin er beskrevet på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

 

 

 

 

 

Denne art er udbredt fra de vestlige Alper mod øst til Karpaterne og bjerge på Balkan. Den vokser på tør, kalkholdig jordbund, fra de nedre dale op til omkring 2000 meters højde.

 

 

 

 

 

Der forekommer to varieteter, var. patens, der findes i Europa og det vestlige Sibirien, samt var. multifida, som er udbredt i det østlige Sibirien og Nordamerika. Førstnævnte er stærkt truet i Finland på grund af overdreven indsamling i gamle dage, mens sidstnævnte er i tilbagegang i Amerika på grund af øget opdyrkning af prærieområder.