Hyldest til farven gul

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det formodes, at perserne erhvervede tulipanløg fra det nærliggende Turkestan for omkring 2000 år siden. Dyrkningen af tulipaner spredtes langsomt mod vest, og det vides, at de blev dyrket i Konstantinopel så tidlige som i 1055, og i Wien fra 1554.

Navnet tulipan er afledt af oldpersisk tauleban (‘turban’), hvilket sigter til blomsterformen hos de fleste arter.

Vild tulipan (Tulipa sylvestris) er en køn plante, som er oprindeligt vildtvoksende fra Sydeuropa mod øst til Kirgisien og Xinjiang, mod syd til Nordafrika og Iran. Den dyrkes vidt og bredt og er blevet forvildet mange steder i Mellem- og Nordeuropa, samt i Nordamerika. I Danmark er arten specielt almindelig på Bornholm, hvor den til tider kan dække skrænter langs veje og andre steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På dets mure blev i sin tid anlagt 99 bastioner, og til forsvaret hørte store stenkugler og aflange stencylindere, som lå på de brede mure, parate til at blive rullet ud over kanten og ned i hovedet på fjender, som forsøgte at bestige murene. Den dag i dag ligger der stadig en del kugler på murene.

I 1700-tallet begyndte folk at opføre huse inden for den ydre ringmur, og i dag ligger det meste af byen her. Selve det indre fort er kæmpestort, og store dele af det er ligeledes indrettet til beboelse.

De krigeriske Rajputter er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indien 1986: “Hans navn er Muhammed!”

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn er latin og betyder rør, hvilket, i lighed med det danske navn, hentyder til artens lange, rørformede frugter. Et af dens engelske navne er golden shower, hvilket har givet anledning til en pudsig maskin-‘undersættelse’ på Google: ‘gyldent styrtebad’.

Det meget stærke og holdbare ved anvendes til fremstilling af mange emner, bl.a. landbrugsredskaber, kærrer og risstødere. I Bengalen blandes frugtkødet med lokal tobak som smagsstof. Blomsterne blev angang anvendt som føde af Santal-folket. Medicinsk benyttes frugtkødet som afføringsmiddel, eksternt mod urinsyregigt og rheumatisme. Roden indtages mod feber og hjertelidelser, samt som styrkende middel. Saften af unge blade benyttes mod ringorm, og et grødomslag af bladene lægges på steder, som er plaget af rheumatisme, samt på ansigtet i tilfælde af lammelse.

På singalesisk kaldes dette træ for ehela. Det holdbare ved blev engang anvendt til konstruktion af en hellig pæl, kaldt Ehela Kanuwa, på toppen af Sri Pada, også kaldt Adam’s Peak, et bjerg i den sydvestlige del af Sri Lanka, som er helligt for tilhængere af tre religioner, buddhisme, kristendom og islam. Buddhisterne hævder, at en fordybning i klippen på toppen af bjerget er et fodaftryk, som blev efterladt af selveste Buddha Sakyamuni, mens kristne og muslimer betragter fordybningen som et fodaftryk, der blev efterladt af Adam, da han blev fordrevet fra Edens Have.

På denne pæl registrerede pilgrimme førhen løfter, idet de skrev dem på pælen med chunam (en fin form for læsket kalk, der anvendes under beteltygning). Pælen er forlængst forsvundet, og i dag markerer pilgrimme løfterne på en klippe i stedet. (Kilde: W. Skeen 1870. Adam’s Peak. Legendary Traditional and Historic Notices of the Samanala and Sri Pada. Colombo)

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af arabisk sana, et ord, der dækker planter med afførende virkning.

Oprindeligt blev disse planter i 1753 placeret i slægten Cassia (ovenfor) af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), men allerede det følgende år flyttede den skotske botaniker Philip Miller (c. 1691-1771) et antal Cassia-arter til slægten Senna, i hans fjerde udgave af The Gardeners Dictionary. I mange år anerkendte de fleste botanikere ikke denne slægt, og først fornylig er den blevet genetableret.

Disse planter dyrkes vidt og bredt som prydplanter eller som grøngødning, da de er i stand til at opsamle kvælstof fra luften ved hjælp af bakterier i rødderne.

 

Den er en aromatisk håret busk, normalt under 5 m høj, undertiden højere. Den kendes nemt på de iøjnefaldende sortbrune dækblade. Planten har en stærk duft, som er blevet sammenlignet med lugten af bl.a. mus, våd hund, jordnøddesmør og brændte popcorn. (Kilde: G.H. Schmelzer & A. Gurib-Fakim 2008. Plant Resources of Tropical Africa 1: Medicinal Plants. PROTA)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er vildtvoksende på de Caribiske Øer samt fra Mexico mod syd til Paraguay, hvor den vokser i forskellige biotopstyper. Den dyrkes mange andre steder og forvildes ofte.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet skyldes bladenes lighed med blade af lind (Tilia).

Denne og mange andre Hibiscus-arter er beskrevet på siden Planteliv: Katost, hibiskus m.m.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art blev beskrevet allerede i 1805 af den tyske zoolog Eugenius Johann Christoph Esper (1742-1810).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Førhen mente man, at japansk mispel var nært beslægtet med almindelig mispel (Mespilus germanica), hvilket afspejles af det danske navn. I dag dyrkes arten i de fleste varmere lande kloden rundt, dels for sine velsmagende orange-gule frugter, dels som prydtræ.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I den nordiske folklore siges det, at troldsmør var troldekattenes opkast – disse væsener, som sugede mælk af køerne og spyttede det ud i heksenes mælkejunger, og de kom også ind i husene for at slikke fløde op. Man troede også, at troldsmør blev anvendt af hekse til at spolere naboernes mælk.

 

 

 

 

 

En nær slægtning, alpe-guldregn (L. alpinum), er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Naturligt bliver de fleste pilearter ikke gamle. Allerede i en alder af omkring 50 år begynder seljepilen at henfalde. Da de dyrkede marker på naturreservatet Vorsø i Horsens Fjord blev fredet i 1929, invaderede en mængde plantearter de følgende år de opgivne marker, bl.a. seljepil, der netop er en typisk pionérplante. På grund af egnede vækstbetingelser på de nyforladte marker kunne mange af disse seljepile vokse sig store og flerstammede. Langt de fleste af dem er nu segnede af alderdom.

Gennem 38 år fulgte jeg henfaldet af en sådan gammel seljepil på Vorsø, beskrevet på siden Planteliv – Markante træer i Danmark: Den gamle seljepil på Vorsø.

 

 

 

 

 

Den er en lav, mangegrenet busk, normalt under 1 m høj.

 

 

 

 

 

Mens de fleste pilearter begynder at sprede deres frø sidst på sommeren, sker dette for den femhannede pils vedkommende først sent om efteråret.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet sigter til den oldgræske gud Adonis, som døde af sine sår under en vildsvinejagt og blev forandret til en blodrød blomst, farvet af hans blod. Nogle medlemmer af slægten har blodrøde blomster.

 

 

 

 

 

Den nøgne gule hud mellem næbbet og øjet er meget større end hos de to underarter af Cygnus columbianus, tundrasvane og pibesvane.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra det Indiske Subkontinent mod øst til det sydlige Kina og Taiwan, og derfra mod syd gennem Sydøstasien og Indonesien til det nordlige Australien, og mod øst til øer i Stillehavet.

I tempererede egne er den en meget populær stueplante, da den kan tåle ret tørt indeklima.

Det latinske artsnavn er en forvrængning af hindi-ordet banyan – et ord, der ikke kun anvendes om den ægte banyan (F. benghalensis, ovenfor), men også om andre store figentræer med ånderødder. Begge danske navne er uheldige, da arten overhovedet ikke er belægtet med birke (Betula), og bladene ligner heller ikke birkeblade.

En række andre figenarter er beskrevet på siden Planteliv: Figentræer.

 

 

 

 

 

Theravada og mange andre aspekter af buddhismen er omtalt på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Indisk hestekastanje (A. indica), også kaldt Himalaya-hestekastanje, er almindelig i den vestlige del af Himalaya i højder mellem 900 og 3000 m, fra Kashmir mod øst til det vestlige Nepal. I dele af det nordlige Indien anvendes dens løv som kvægfoder, og frøene tørres og males til et bittert mel, kaldt tattawakher. Bitterstoffet fjernes ved at skylle melet gentagne gange, hvorefter det ofte blandes med hvedemel til fremstilling af chapati’er, og også halwa (søde kager). I hungerperioder fremstilles en slags grød, kaldt dalia, af melet. Arten anvendes også inden for folkemedicinen mod forskellige lidelser, deriblandt hudproblemer, rheumatisme og hovedpine. (Kilde: N.P. Manandhar 2002. Plants and People of Nepal. Timber Press)

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk artos (‘brød’) og karpos (‘frugt’), et navn, som blev givet af den skotsk-tyske botaniker Johann Reinhold Forster (1729-98) og dennes søn Johann Georg Forster (1754-94), der begge deltog som botanikere på James Cook’s (1728-79) 2. rejse, som fandt sted 1772-75.

Nogle arter dyrkes mange steder, specielt almindelig brødfrugt (Artocarpus altilis) og jackfrugt (A. heterophyllus). Sidstnævnte er beskrevet på siderne Natur: Mønstre i naturen, samt Rejse-episoder – Sri Lanka 1976: Blandt spritbryggere.

 

 

 

 

 

Larverne af denne sommerfugl er fyldt med tornede gevækster, hvilket får fugle til at afstå fra at æde dem. De er muligvis også giftige på grund af giftstofferne fra bladene, som de æder.

 

 

 

 

 

Slægten blev opkaldt efter Prospero Alpini, en italiensk botaniker fra 1600-tallet, hvis speciale var eksotiske planter.

Alpinia zerumbet, tidligere kaldt for A. speciosa, er hjemmehørende i Japan, Taiwan, det sydlige Kina, Indokina, samt Indien, men dyrkes mange andre steder i tropiske og subtropiske områder.

 

 

 

 

 

Slægten blev navngivet til ære for den skotske botaniker William Forsyth (1737-1804), som var en af mændene bag oprettelsen af Royal Horticultural Society.

 

 

 

 

 

 

 

Disse edderkopper lever kun i få måneder efter klækningen. Hunnen dør efter at have lagt æg, og hannen dør få dage efter at have indgydt sin sæd i hunnen.

Mange andre edderkopper er præsenteret på siden Dyreliv – Hvirvelløse dyr: Spind.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet forbindes ofte med den græske myte om ynglingen Narkissos, der var kendt for sin skønhed. Imidlertid beundrede han sit eget spejlbillede i en dam så intenst, at han faldt i vandet og druknede. En nær slægtning af påskeliljen, pinseliljen (N. poeticus), spirede frem, hvor han døde. Men ifølge den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) er slægten ikke opkaldt efter ynglingen, men efter pinseliljens kraftige duft, af græsk narkao (‘jeg lammes’). I den græske mytologi siges det, at påskeliljen vokser almindeligt i dødsriget Hades og er de dødes yndlingsføde.

Navnet påskelilje skyldes artens tidlige blomstring. Et af artens engelske navne er Lent lily, hvilket sigter til Lent, som er navnet på ugen før påske.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet blev givet af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) til ære for Olof Rudbeck (1630-1702), også kendt under det latiniserede navn Olaus Rudbeckius, som var professor i medicin, og i perioder rector magnificus, på Uppsala Universitet.

 

Et billede, som viser en rødblomstret form, kan ses på siden Hyldest til farven rød.

 

 

 

 

 

Opret prærie-solhat (R. columnifera) er udbredt i store dele af Nordamerika på prærier og i andre græsbevoksede områder. Blomsternes form har givet arten det populære navn Mexikansk hat.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Blomsterstanden er et kompakt hoved med talrige blomster, indtil 1,9 cm lange, gyldengule hos de fleste underarter, mens andre har hvidlige, orange eller røde blomster. Bægeret er meget karakteristisk, med et tæt dække af hvide hår.

Slægtsnavnet er afledt af græsk anthyllio, diminutiv af anthos (‘blomst’). Oprindeligt blev planten navngivet Vulneraria rustica af den schweiziske læge og naturhistoriker Konrad Gessner (1516-65), afledt af latin vulnus (‘sår’) og rusticus (‘landlig’), hvilket sigter til artens anvendelse til behandling af sår, samt til et af dens voksesteder. Den blev også benyttet mod hoste.

Et billede, som viser en form med skarlagenrøde blomster, kan ses på siden Hyldest til farven rød.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ifølge en kilde er slægtsnavnet afledt af oldgræsk cotyle (‘hulhed’, ‘skål’), hvilket sigter til, at de siddende blade hos nogle af arterne danner en hulhed ved basis. Artsnavnet er latin og betyder ‘anvendt til farvning’, afledt af tingo (‘dyppe i farve’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art vokser i vådområder i skove, ofte på skrænter langs vandløb. I Japan dyrkes den ofte i damme i prydhaver. Visse indfødte amerikanske folkeslag benyttede et afkog af planten mod kønssygdomme samt som vanddrivende middel.

Navnet skavgræs, af middelalder-dansk skave (’skrabe’), samt artens engelske navn scouring rush, af scour (’skure’), skyldes dens tidligere anvendelse som slibemiddel og sandpapir på grund af det høje indhold af kisel. Slægtsnavnet kommer af latin equus (’hest’) samt seta, der har adskillige betydninger, bl.a. ’ru’, ’børste’ eller ’hår’. Seta kan hentyde til den kiselholdige stængel, men sat sammen med equus betyder det ’hestehår’. Et bundt tørrende padderok-stængler kan da også med lidt god vilje minde om en hestehale.

Navnet padderok skyldes, at vårskuddene af ager-padderok (E. arvense) blev sammenlignet med hovedet på en spinderok, samt at de fleste arter vokser i fugtige områder, hvor padder holder til.

Andre padderok-arter er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Ifølge Kew Gardens er denne art opdelt i to underarter, elegans, som er hjemmehørende på Fiji-øerne, samt formosana, der er endemisk i Taiwan. Det synes underligt, at den skulle forekomme i disse to vidt adskilte områder, men ingen andre steder, så måske er der tale om to arter. Eller blev planten bragt til Fiji-øerne af mennesker?

Underarten formosana plantes meget almindeligt som vejtræ i tropiske og subtropiske områder verden over. Den er forvildet adskillige steder og betragtes som invasiv i bl.a. det østlige Australien og Hawaii.

Billeder af artens gule vinterløv, samt dens farvestrålende frugter, er bragt på siden Efterår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante vokser på kalkrig grund og i klitter, udbredt fra de Britiske Øer, Holland og Tyskland mod syd til Middelhavet, og derfra mod øst til Tyrkiet og Irak.

Slægtsnavnet hædrer den engelske apoteker og botaniker John Blackstone (1712-53), hvis passion for planter resulterede i to små floraer på et tidspunkt, hvor der kun blev offentliggjort få af slagsen. Den ene beskæftigede sig med floraen omkring Harefield, Middlesex, hvor han optegnede 464 nu accepterede arter. Sammenligning med en liste over planter fundet i det samme område 1965-76 indikerer, at 26% af planterne var uddøde i de mellemliggende 240 år. (Kilde: E.M. & C. Bowlt (2000). John Blackstone (1713-1753); a London apothecary and botanist of his time. Watsonia 23: 39-46)

Artsnavnet er afledt af latin per (‘igennem’) og folium (‘blad’), hvilket sigter til de øvre sammenvoksede blade, hvilket giver det indtryk, at stænglen vokser gennem dem.

 

 

 

 

 

Akrisios var skuffet over, at han ikke havde fået en søn og kontaktede oraklet i Delfi for at få råd. Oraklet advarede ham imidlertid, at han en dag ville blive dræbt af sin dattersøn. For at forhindre datteren i at få en søn, spærrede han hende inde i sit palads, i et værelse uden tag. Danaë blev imidlertid gjort gravid af Zeus, der viste sig som en gylden byge. Akrisios turde ikke vække Zeus’ vrede ved at dræbe hans afkom, men da barnet var blevet født, placerede han moder og barn i en trækiste, som han sendte til søs i forvisning om, at de ville gå til grunde. Kisten skyllede imidlertid i land på øen Serifos, hvor en fisker ved navn Diktys bragte moder og barn til sit hus. Her boede de i mange år, indtil Perseus, som drengen blev kaldt, var vokset op.

Konge af Serifos var Polydektes, broder til Diktys. Da kongen så den smukke Danaë, blev han forelsket i hende. Perseus, som nu var en yngling, brød sig ikke om Polydektes og beskyttede sin moder mod ham. Kongen planlagde nu at få Perseus dræbt. Han holdt en stor fest, hvor hver af gæsterne blev bedt om at bringe en hest som gave til kongen. Perseus havde ingen heste, så han bad Polydektes om at nævne en anden gave, som han ikke ville nægte kongen. Den snedige Polydektes sagde så, at han ville have hovedet af Medusa, den eneste dødelige af gorgon’erne.

Perseus bad guderne om hjælp, og de forsynede ham med et blankpoleret skjold, et sværd, vingede støvler samt en hjelm, hvis bærer var usynlig. Ved at betragte Medusas spejlbillede i skjoldet undgik Perseus at blive forvandlet til sten, og det var nu sikkert for ham at nærme sig den sovende Medusa, hvis hoved han huggede af med sværdet. Han stoppede hovedet i en sæk, og da han bar sin usynligheds-hjelm, lykkedes det ham at undslippe Medusas frygtindgydende søstre.

Undervejs mod Argos hørte Perseus om oraklets profeti, og da han ikke ønskede at dræbe sin bedstefader, drog han i stedet til Larissa, hvor der netop blev afholdt sportskonkurrencer. Tilfældigvis var Akrisios også til stede, og ved et uheld ramte Perseus ham med sit kastespyd og dræbte ham. Således gik profetien i opfyldelse.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er af semitisk oprindelse, på oldgræsk lotos, hvilket var en type kløver eller kællingetand, af Homer beskrevet som foder til heste. Det danske navn skyldes enten de meget spidse, rødbrune blomsterknopper, eller at blomstens to nederste kronblade, den såkaldte båd, ender i en spids, der kan ligne en hjørnetand. Men hvorfor det absolut skal være en kællings tand, står hen i det uvisse.

På engelsk kaldes disse planter for bird’s-foot trefoil, hvor trefoil hentyder til de tre-koblede blade (i virkeligheden er der 5 småblade), mens bird’s-foot hentyder til bælgene, der ofte sidder tre og tre sammen og spredes ud fra et fælles punkt, ikke ulig en fuglefod.

I Danmark findes fire arter af slægten som vildtvoksende, alle præsenteret nedenfor. De vokser ofte i store bestande i lav vegetation, hvor de med deres klare gule farver kan danne pragtfulde ’tæpper’.

 

Andre billeder af denne art findes på siden Planteliv: Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det danske navn såvel som slægtsnavnet Tetragonolobus, af græsk tetragonus (’firkantet’) og lobos (’bælg’), hentyder til artens firkantede bælge, der er spiselige som unge. Artsnavnet er latin for ‘voksende ved havet’.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk hippo (‘hest’) og krepis (‘sko’), således ‘hestesko’, hvilket sigter til formen på frugtsegmenterne hos visse af arterne, bl.a. almindelig perlebælg (H. comosa), der på engelsk kaldes for horseshoe vetch. Denne art vokser på kalkbund i det sydlige England, samt i Mellem- og Sydeuropa, mod øst til Ukraine.

Den er ret variabel, nogle individer dannende oprette klynger, mens andre kryber langs jordoverfladen. Blomsterne er små, gule med rødbrune striber på fanen, eller undertiden orange eller røde som unge. Arten skades ikke af græssende får, men kvæg æder den gerne, og i kvæggræssede områder forsvinder den ofte.

Planten er håret, hvilket har givet anledning til det latinske artsnavn, som betyder ‘meget håret’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Senegal-løbefrø (Kassina senegalensis), også kaldt ‘boblende kassina’, er en almindelig og vidt udbredt art, som findes fra Afrikas Sahel-zone mod syd til Sydafrika, hvor den lever i et bredt udsnit af habitater, bl.a. skov, savanne, krat, agerland og haver. Hannerne af denne art udstøder en poppende lyd, og den har fået navnet ‘boblende kassina’ på grund af den boblende lyd, som et stort kor af kvækkende hanner frembringer, når de svarer på hinandens kvækken.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Akacier tilhører den kæmpestore ærteblomstfamilie (Fabaceae), underfamilien Mimosoideae, som karakteriseres af blomster med meget små kronblade og talrige støvdragere. Førhen indeholdt slægten Acacia ikke færre end ca. 1500 arter, men ifølge den seneste opdatering af Angiosperm Phylogeny Group’s klassifikation af blomsterplanter, APG IV, er denne slægt polyfyletisk og opdeles i dag i fem slægter. (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Acacia)

I dag omfatter slægten Acacia omkring 980 arter, der hovedsagelig er udbredt i Australien.

Vachellia er en slægt på ca. 193 tropiske og subtropiske arter, hvoraf de fleste (ca. 83) findes i Afrika samt på Madagascar.

Senegalia rummer omkring 220 arter, udbredt i tropiske og subtropiske områder i hele verden, Australien undtaget, med hovedparten i Afrika.

Acaciella er en lille neotropisk slægt på 15 arter, hvoraf de fleste vokser langs Mexicos Stillehavskyst.

Mariosousa, som omfatter 13 arter, findes hovedsagelig i Mexico og Mellemamerika, med nogle få arter i det sydligste USA.

Billederne nedenfor viser fire akacie-arter, tre med gule blomster og én med gul bark.

 

I Taiwan er den meget almindelig i lavlandet og på bjergskråninger op til en højde af ca. 2000 m. Den beskyttes ofte, idet den kan modvirke jordskred og erosion.

Filippinsk akacie har ikke ægte blade, men fylloder – vingede bladstilke, der fungerer som blade. De er seglformede og op til 11 cm lange og 2 cm brede, med 3-5 parallelle nerver. Veddet er meget hårdt og benyttedes førhen som bjælker i taiwanesiske minegange. I dag anvendes det til gulve, og der fremstilles trækul af det. Planten er også vidt anvendt i den traditionelle taiwanesiske folkemedicin.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Etymologien bag ordet ranunkel er forklaret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

Bidende ranunkel (Ranunculus acris) er hjemmehørende i tempererede dele af Europa og Asien, samt i Grønland og Alaska, og den er desuden blevet indslæbt til mange andre egne af verden. I Nordamerika (uden for Alaska) betragtes den som invasiv.

Den minder meget om den allestedsnærværende lav ranunkel (R. repens), men er som regel højere, og småbladene er ustilkede, mens de er tydeligt stilkede hos lav ranunkel. Artsnavnet er afledt af latin acer (’skarp’), hvilket – i lighed med den danske benævnelse bidende – hentyder til artens skarpe smag.

 

 

 

 

 

Arten er udbredt fra Skandinavien, Finland og de Britiske Øer mod syd til Middelhavet, mod øst til europæisk Rusland, Tajikistan og Iran. Den er også blevet naturaliseret i det østlige og vestlige Nordamerika. Den vokser i ret tørt græsland samt langs veje.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer sandsynligvis af græsk hypo (‘under’) og choeris (‘ung gris’), hvilket sigter til, at grise elsker at spise roden af almindelig kongepen (nedenfor). Navnet kongepen er af usikker oprindelse. Det engelske navn på disse planter er cat’s-ear, hvilket sigter til bladene hos almindelig kongepen, som er dækket af stive hår.

Almindelig kongepen (H. radicata) er vildtvoksende i størsteparten af Europa samt i den nordlige del af Afrika, men er blevet indført til mange andre egne af kloden, bl.a. Nord- og Sydamerika, Japan, Australien og New Zealand. I nogle områder betragtes den som en invasiv art. Den vokser på græsklædte arealer, langs veje og vandløb, i gamle klitter samt på tomter.

Den er en flerårig urt, hvis forgrenede stængel undertiden kan nå en højde af 80 cm, Grundbladene, som danner en roset, er aflangt ovale i omrids, indtil 20 cm lange og 4 cm brede, hårede, margin bølget eller fliget, undertiden snitdelt, stængelblade manglende eller få, af samme form som grundbladene. De endestillede kurve er varmt gule, indtil 1,5 cm i diameter.

En nær slægtning, stor kongepen (H. uniflora) er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk kokhlias (‘spiralformet’), oprindeligt fra kokhlos (‘bløddyr med spiralformet skal’), hvilket sigter til de sammenkrummede frø, hvorpå der sidder mængder af lange hår, som danner en spiral. Et engelsk navn på slægten er buttercup trees (‘smørblomsttræer’), hvilket hentyder til de knaldgule blomster, af omtrent samme farve som smørblomster (Ranunculus).

Cochlospermum religiosum er et lille træ, op til 7,5 m højt, som er hjemmehørende på det indiske subkontinent og i Sydøstasien. Naturligt vokser det i tørre løvfældende skove, men plantes ofte omkring buddhist-templer, specielt i Sydindien og Sri Lanka. Dette afspejles af det latinske artsnavn, som betyder ‘from’ eller ‘religiøs’. Det engelske navn på denne art, yellow silk-cotton tree, hentyder til frugterne, som er fyldt med lange hår, i lighed med kapok (Bombax ceiba), som hedder silk-cotton tree på engelsk.

I nogle grene af Theravada-buddhismen betragtes denne art som værende Bodhi-træet, hvorunder Buddha opnåede oplysthed. (Almindeligvis betragtes dette træ som værende pipal (Ficus religiosus), beskrevet på siden Planteliv: Figentræer).

Et andet medlem af slægten er Cochlospermum vitifolium, lokalt kaldt for poro-poro, som er hjemmehørende i Mellemamerika og den nordlige del af Sydamerika. Denne arts smukke blomster springer først ud, efter at træet har kastet bladene.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre hejrearter er beskrevet på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika, Fugle i Taiwan, samt Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev hæftet på denne art i 1782 ved en fejltagelse af den chilenske jesuitterpræst og naturhistoriker Juan Ignacio Molina (1740-1829), som ikke var klar over, at thula på det lokale Mapuduncun-sprog faktisk var navnet på den sorthalsede svane (Cygnus melancoryphus).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne art findes på siden Planteliv: Byens planteliv.

 

 

 

 

 

Under daoistiske højtider udføres forskellige ritualer, ofte af mænd iført gule dragter. I Taiwan er en af de vigtigste højtider Mazu-festen, som er tilegnet Modergudinden Mazu.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Alpin squawrod (C. alpina), på amerikansk bl.a. kaldt for cancer-root (’kræftrod’), er hjemmehørende i Texas, Colorado, New Mexico og Arizona, samt det nordlige Mexico. Trods navnet cancer-root er der ingen evidens for, at arten har kræftbekæmpende egenskaber. En variant af denne art, var. mexicana, kaldt mexikansk squawrod, snylter på rødder af forskellige arter af fyr (Pinus) og eg (Quercus). Den blev førhen anvendt af indfødte folkeslag mod tuberkulose.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hele planten, der kan blive op til 60 cm høj, er stivhåret og hænger nemt fast i dyrepelse, hø, markredskaber og andet. Dens frø indeholder et alkaloid, som er giftigt for mennesker, men de er et yndet fødeemne i løbet af yngletiden for den californiske pragtsisken (Spinus lawrencei).

 

 

 

 

 

Det latinske og danske artsnavn hædrer den canadiske botaniker Alice Eastwood (1859-1953), som skabte den botaniske samling på California Academy of Sciences i San Francisco.

 

 

 

 

 

Blomsterstanden hos disse planter, kaldt cyathium, er kop-lignende, bestående af sammenvoksede højblade med nektarholdige kirtler i randen. Disse højblade sidder omkring en ring af hanlige blomster, hver med en enkelt støvdrager, og med en enkelt hunlig blomst i midten. Hele denne struktur minder overfladisk om en enkelt blomst. Frugten er en kapsel med 3 klapper.

Kong Juba d. 2. (ca. 50 f.Kr. – 19 e.Kr.) af Numidien (i det nuværende Algeriet og Tunesien) var meget interesseret i planter og beskrev dem ofte, heriblandt en tornet sukkulent fra Atlas-bjergene i Marokko, hvis mælkesaft var et kraftigt afføringsmiddel. Han kaldte denne plante Euphorbea efter sin græske cheflæge Euphorbus. I 1753 adopterede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) dette navn, i formen Euphorbia, som betegnelse for hele slægten.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Udbredelsen af denne art er dårligt kendt, men den forekommer i mange asiatiske lande, bl.a. Kina, Taiwan, Korea, Japan, Malaysia og Indien, og den er også blevet observeret i Mexico.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af græsk chrysos (‘guld’) og anthos (‘blomst’). Navnet araguaney stammer muligvis fra aravenei, et navn, som det caribiske Kalina-folk efter sigende anvendte om dette træ. I Brasilien kaldes det for ipê-amarelo (‘gul ipê’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten dyrkes i mange tropiske egne for den orange-gule frugt, der er variabel i formen, oftest oval, men i nogle typer afrundet, mellem 5 og 12,5 cm lang. Konsistensen af det orange kød er ret usædvanlig og er blevet sammenlignet med blommen af et hårdkogt æg. Det har en sødlig, lidt moskusagtig smag, som jeg personligt finder en smule vammel. Frugterne spises rå eller anvendes som fyld i kager og milkshakes.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Unge stængler og blomsterstande af kæmpe-fennikel er spiselige, omend de muligvis er svagt giftige. De var et udbredt fødeemne i det Gamle Rom og spises stadig i Marokko.

I den antikke græske mytologi præsenterede ildguden Prometheus menneskene for ilden ved at skjule den i kæmpe-fennikels hule stængel. Stænglen, omviklet med løv af vedbend (Hedera helix), blev også anvendt som thyrsus – en stav, som var associeret med vinguden Dionysos.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ægte soløje-arter, slægten Helianthemum, omfatter omkring 110 arter af dværgbuske og urter, vidt udbredt på den nordlige halvkugle, specielt omkring Middelhavet. Det latinske slægtsnavn, afledt af græsk helios (‘sol’) og anthemon (‘blomst’), sigter til, at de fleste medlemmer af slægten vokser på solrige steder.

Arter i den Nye Verden, som tidligere var placeret i denne slægt, er blevet overført til slægten Crocanthemum.

 

Blomsterstanden er oftest en ensidig, fåblomstret klase, blomster indtil 2 cm i tværmål, kronblade 5, citrongule til varmt gule, med talrige støvdragere. Bægerbladene er lancetformede, stærkt hårede, grønne, ofte med rødbrun rand. Den individuelle blomst lever ikke længe, men planten producerer til gengæld en mængde af dem i løbet af sommeren. De er kun åbne i solskin ved temperaturer over 20 grader.

Denne plante er udbredt i størsteparten af Europa samt i Tyrkiet og Kaukasus. Voksestederne omfatter bl.a. heder, tørre skrænter og klipper. I Alperne kan den træffes op til en højde af mindst 2400 m.

Artsnavnet kommer af latin nummulus (‘lille mønt’), hvilket sigter til blomsterne, der skinner som guldmønter i solskinnet.

 

 

 

 

 

Artsnavnet refererer til den svenske ø Öland, hvor den berømte naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) indsamlede type-eksemplaret i 1741 og navngav det Cistus oelandicus. I Sverige er arten begrænset til alvaret, det flade kalkstensområde i den sydlig-centrale del af øen.

 

 

 

 

 

Den er en lav enårig plante, som undertiden kan nå en højde af 30 cm. Den har en bladroset, som visner tidligt, mens stængelbladene stadig findes under blomstringen. Hver blomst, op til 1,2 cm i diameter, har 5 gule kronblade, der normalt har en brunrød plet ved grunden. Somme tider flyder pletterne sammen og danner en ring omkring centrum.

 

 

 

 

 

Frugten forekommer i en overdådighed af farver: gule, lyserøde og forskellige afskygninger af rødt og purpurfarvet. Træerne producerer ofte en overdådighed af dem, og hvis de ikke plukkes af mennesker, bliver de siddende på træet, indtil de bliver overmodne og falder til jorden. Fuglene kan slet ikke overkomme at æde alle disse bær, som til tider ligger næsten i lag under træet. Sommerfugle og hvepse sætter stor pris på rådnende mirabeller. Andre billeder af disse frugter vises på siden Efterår.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk kerasos (‘kirsebær’), samt latin ferus (‘vild’).

 

 

 

 

 

På engelsk blev ordet ulex tidligst benyttet omkring 1753. Det blev nævnt af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.), da han beskrev guldgraveri i den nordvestlige del af den Iberiske Halvø. Navnet Ulex kan således hentyde til de gyldengule blomster hos medlemmer af denne slægt.

Artsnavnet er afledt af latin Gallium, det klassiske navn på Gallien, der sandsynligvis stammer fra proto-germansk walhaz, et udtryk anvendt for folk af keltisk oprindelse.

En nær slægtning, almindelig tornblad (U. europaeus), der er blevet en særdeles invasiv plante i mange egne af kloden, er beskrevet på siden Natur: Invasive arter.

 

 

 

 

 

Voksne dyr kan blive op til 2 cm lange, med antenner og bagben også op til 2 cm. Den er sort med store gule markeringer på forvingerne. Disse gule markeringer får dyret til i nogen grad at ligne en hveps, hvilket måske giver nogen beskyttelse mod præderende fugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I værket Quadripartitum botanicum fra 1639 fabulerer den danske læge og botaniker Simon Paulli (1603-80) om forekomsten af enten kviksølv eller bly i jorden under benbræk, da han har fået oplyst, at kvæg og får, der græsser i disse bevoksninger, får skøre knogler, nøjagtigt som når de har fået disse giftige metaller i kroppen. Plantens forekomst har dog intet med hverken bly eller kviksølv at gøre. Da benbræk er giftig, mente man senere, at kreaturernes skøre knogler skyldtes, at de havde ædt af planterne. Nu ved vi dog, at det hænger anderledes sammen. Benbræk vokser kun på mineralfattige jorder, især områder fattige på fosfat. De øvrige planter i området må således også undvære fosfat, og hvis kreaturer græsser en hel sommer på disse fosfatfattige planter, bliver deres knogler ikke så faste, som de ville blive på ’normalt’ græs, og derfor brækker de lettere. (Kilde: Indledning ved Johan Lange og Vilhelm Møller-Christensen i Simon Paullis Flora Danica).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Soløje-alant (I. britannica) er hjemmehørende i dele af Europa og det nordlige Asien, og den er også forvildet enkelte steder i Nordamerika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er en stor, solsikkelignende plante med en opret, træagtig stængel, der kan blive op til 3 m høj. Bladene er ovale i omrids, tandede og tilspidsede, normalt op til 20 cm lange, men undertiden op til 40 cm. Som det latinske navn antyder, er bladene forskelligartede, normalt 3-7-fligede, men til tider helrandede. De store duftende blomster er knaldgule med orange midte, op til 15 cm i diameter.

På grund af dens tolerance over for varme og tørke, invaderer arten ofte braklagte områder og danner tætte bestande, som udkonkurrerer indfødte plantearter. Den betragtes som invasiv i mindst 50 lande.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På billedet nedenfor, der blev taget i Monterico, Guatemala, ses tre medlemmer af tyranfluesnapperfamilien, hvoraf de to er stærkt gule, kiskadie (Pitangus sulphuratus) (nederst i billedet) og tropisk kongetyran (Tyrannus melancholicus) (øverst t.h.). Fuglene med lang hale er sakshalet kongetyran (T. forficatus).

 

 

 

 

 

De fleste stenurter er lave, ofte pudedannende planter, som vokser i tørre områder, fx på klipper eller i sand og grus. De omfatter bl.a. medlemmer af slægterne Sedum, Petrosedum og Hylotelephium.

Ægte stenurter af slægten Sedum tæller ca. 470 arter, der hovedsagelig er udbredt på den nordlige halvkugle, men tillige findes i det sydlige Afrika og i Sydamerika. Slægtsnavnet er den klassiske latinske betegnelse for husløg (Sempervivum), en anden slægt i familien Crassulaceae. Hvorfor navnet blev hæftet på slægten Sedum er uklart.

Bidende stenurt (Sedum acre) har fået sit navn på grund af bladenes bitre, peberagtige smag, der skyldes deres indhold af let giftige alkaloider. Det latinske artsnavn er afledt af acer (‘bitter’, ‘skarp’ eller ‘sur’).

Denne art er vidt udbredt, idet den forekommer i Sydgrønland, Island, samt i hele Europa, mod øst til Uralbjergene og Kaukasus, mod syd til det nordlige Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk mekon (’måne’) og opsis (’ligner’), hvilket hentyder til de gule, runde kronblade hos skovvalmuen, som den franske botaniker Louis Viguier (1790-1867) skilte ud fra slægten Papaver i 1814 og omdøbte til Meconopsis cambrica, især på grund af griflens struktur. En fylogenetisk undersøgelse fra 2011 fastslår dog, at skovvalmuen tilhører slægten Papaver.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rätisk valmue (P. alpinum ssp. rhaeticum) er hjemmehørende i det østlige Schweiz, Østrig og Norditalien. Nogle autoriteter betragter den som en selvstændig art under navnet P. aurantiacum.

 

 

 

 

 

Strand-hornskulpe (Glaucium flavum) er hjemmehørende i Europa, Nordafrika, Mellemøsten og Kaukasus. I Danmark vokser den især langs den jyske vestkyst.

 

 

 

 

 

Som dens navn siger, er mexikansk pigvalmue (A. mexicana) hjemmehørende i Mexico, men er blevet naturaliseret utallige steder kloden rundt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billeder, som viser et antal af disse smukke liljer, er bragt på siden Natur-citater.

 

 

 

 

 

På dansk kaldes den undertiden for Japansk slangegræskar, hvilket er et uheldigt navn, da navnet slangegræskar normalt hentyder til T. cucumerina, hvis frugt er lang og snoet og minder om en slange, mens frugten af T. pilosa er kugle- eller ægformet, op til ca. 7 cm lang.

 

 

 

 

 

Mange tror, at de Kanariske Øer er opkaldt efter denne fugl. Det er imidlertid ikke tilfældet. Den romerske historiker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.) beretter, at der på disse øer strejfede flokke af store, vilde hunde omkring, hvorfor de blev kaldt Canaria-øerne, af latin canis (’hund’). Således er fuglen opkaldt efter øerne – ikke omvendt!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det videnskabelige artsnavn avellana blev givet denne art af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som tog navnet fra De historia stirpium commentarii insignes, offentliggjort af den tyske læge og botaniker Leonhard Fuchs (1501-66) i 1542, hvori den beskrives som Avellana nux sylvestris (‘skovnødden fra Avella’, en by i det sydlige Italien). Fuchs havde til gengæld taget denne betegnelse fra Naturalis Historia, af den romerske naturhistoriker Plinius den Ældre (23-79 e.Kr.).

En beskrivelse af udviklingen i en vild bestand af hassel kan studeres på siden Naturreservatet Vorsø: Vildnis i vækst.

 

 

 

 

 

Rhododendron er en meget stor slægt, som omfatter ca. 1025 arter på verdensplan, flest i Kina og Himalaya, samt på Borneo og Ny Guinea. Mange arter er beskrevet på siden Planteliv: Rhododendron.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

En af kandebærer-slægterne er trompetblad (Sarracenia), som omfatter 11 arter, udbredt i det østlige Nordamerika, fra Newfoundland og Labrador i nord til Florida i syd, og mod vest til De Store Søer. Denne slægt og mange andre kødædende planter er beskrevet på siden Planteliv: Kødædende planter.

 

 

 

 

 

Det danske navn er en fordrejning af det latinske slægtsnavn Gentiana, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian.

Andre ensian-arter er præsenteret på siderne Planteliv: Flora i Himalaya, samt Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Chrysothamnus viscidiflorus har den største udbredelse, fra British Columbia og Montana mod syd til Californien og New Mexico. Denne art er en typisk pionérplante, som hurtigt koloniserer forstyrrede habitater, såsom afbrændte områder, jordskred og arealer, der fornylig har været oversvømmet.

Slægtsnavnet kommer af græsk chrysos (‘gylden’) og thamnos (‘busk’), hvilket hentyder til disse planters gyldne blomster, mens artsnavnet er fra latin viscum (fuglelim fremstillet af misteltén), samt floro (‘blomst’), altså ’klæbrig-blomstret’.

Chrysothamnus viscidiflorus blev udnyttet medicinelt af flere indfødte stammer, hos Paiute-folket til behandling af forkølelse og hoste, hos Hopierne mod hudproblemer. Gosiute og Paiute producerede tyggegummi fra rodens latex, mens Hopi og Navajo fremstillede orange og gule farvestoffer af blomsterne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den dyrkes mange andre steder som prydtræ, hovedsagelig på grund af de spektakulære frugter, som er kuglerunde, gule eller orange, indtil 8 mm i tværmål. Ved modenhed sprækker de og åbenbarer frøene, som er dækket af et skinnende rødt, olieagtigt, klæbrigt lag, der lugter lidt hen ad petroleum.

Arten udnyttes i den traditionelle medicin, hvor stødt bark benyttes mod feber, bronchitis og hoste, mens frugtsaften anvendes udvortes til at rense sår.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten Cuscuta og mange andre parasitiske planter er beskrevet på siden Planteliv: Snylteplanter.

 

 

 

 

 

Navnet Susanne-med-det-sorte-øje menes at stamme fra en figur, der optræder i mange traditionelle engelske sange og ballader. I Ballad of Black-eyed Susan af John Gay (1685-1732) går Susan ombord på et skib, der ligger i havn, for at spørge besætningen, hvor hendes elsker William er blevet af. Hun siger:

 

 

Slægtsnavnet blev givet til ære for den svenske botaniker og læge Carl Peter Thunberg (1743-1828), som var elev af den berømte Carl von Linné (1707-78). Thunberg er bedst kendt for sine indsamlinger af planter i Sydafrika og Japan.

En nær slægtning til Susanne-med-det-sorte-øje er den store slyngplante Thunbergia grandiflora, som er beskrevet på siden Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

Gul trælupin (Lupinus arboreus) er endemisk for Californien, men dyrkes mange andre steder som prydplante. I nogle lande er den også blevet plantet som sandbinder i klitter. Mange steder har den bredt sig ukontrollabelt og er blevet et besværligt ukrudt, bl.a. i Vesteuropa, Tyrkiet, Australien, New Zealand og det sydlige Sydamerika.

 

 

 

 

 

Arten blev først beskrevet som Bignonia stans af den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), men blev i 1819 overført til slægten Tecoma af den franske botaniker Antoine Laurent de Jussieu (1748-1836). Det lader til, at han begik en fejl, da han opkaldte den efter hvad han troede var det aztekiske navn på planten, tecomaxochitl, hvilket imidlertid var navnet på et andet medlem af trompetblomstfamilien, kalabastræet (Crescentia cujete).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Disse mærkværdige fugle er nærmere omtalt på siden Dyreliv – Fugle: Næsehornsfugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gul iris (Iris pseudacorus) er hjemmehørende i Europa, det vestlige Asien samt det nordvestlige Afrika, og den er endvidere almindeligt forvildet i Nordamerika. Artsnavnet betyder ‘den falske acorus’, hvilket hentyder til bladenes lighed med bladene af kalmus (Acorus calamus).

Roden kogtes førhen sammen med jernsulfat, hvilket gav en sort væske, der blev anvendt som blæk. I værket Utkast till svenska växternas naturhistoria (1867-68) skriver botanikeren C.F. Nymann (1820-93): ”…rotan lärer vara verksam mot vattuskräck [rabies] genom rasende hundars bett.”

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art og mange andre måger er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Måger.

 

 

 

 

 

Mange indfødte folk, bl.a. Nez Perce, Kootenai, Cheyenne og Salish, anvendte denne plante som føde og medicin. Roden kan spises rå eller tilberedt, og dens smag er balsam-agtig. Salish-folket hævdede, at rodens smag blev bedst, hvis man kogte den langsomt i en ildgrav i tre dage. Unge skud blev også kogt eller spist rå i salater. Frøene blev knust og formet til kager, der blev spist rå. Som medicinsk urt blev arten især anvendt mod mavebesvær. (Kilde: pfaf.org/User/Plant.aspx?LatinName=Balsamorhiza+sagittata)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mælkebøtten er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er et gult eller orange bær, som kan blive op til 1 cm i diameter. Dette bær er baggrunden for det engelske navn på planten, golden dewdrops (’gyldne dugdråber’), og på Tonga-øerne kaldes den for mavaetangi (‘afskedstårer’). Umodne bær er giftige og har efter sigende slået børn, hunde og katte ihjel. Fugle tager imidlertid ikke skade af bærrene.

Det videnskabelige slægtsnavn blev givet til ære for den italienske læge, botaniker og digter Gualdo Tadino (1529-90), bedre kendt under navnet Castore Durante da Gualdo.

Et billede af artens blomster ses på siden Hyldest til farven blå.

 

 

 

 

 

Blandt Taiwans oprindelige malajiske indbyggere betragter Rukai-folket denne pragtfulde art som en særdeles royal plante. For at beskytte sit folk, giftede Rukai-prinsessen Barem sig ifølge legenden med inkarnationen af Kongen af de Hundrede Skridt. Førhen måtte kun højtstående medlemmer af stammen bære denne blomst ved særlige lejligheder, bl.a. bryllupper, samt hvis det lykkedes stammens mænd at nedlægge flere end fem vildsvin under en jagt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art og andre medlemmer af kragefamilien er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

 

 

 

Disse planter er karakteriseret ved deres kødfulde, næsten gennemsigtige stængler, samt den unikke opbygning af deres attraktive blomster, der har 3 eller 5 bægerblade, hvoraf det nederste er stærkt forstørret og danner en tragt eller pose med en spore, mens de øvrige 2 eller 4 er små og grønlige. Der er 5 kronblade, af hvilke det øverste, kaldt fanen, ofte er hjelmformet, mens de 4 sidestillede er sammenvokset parvis, det øverste par benævnt vingerne, det nederste par læben.

Slægtsnavnet, af latin im– (‘uden’) og patiens (‘tålmodighed’), såvel som forstavelsen spring-, sigter til disse planters frøspredning. Under frugtmodningen opbygges en spænding inde i frøbælgen, som, når den er moden, ‘eksploderer’ ved berøring, hvorved frøene spredes i temmelig stor afstand fra moderplanten.

Navnet balsamin skyldes faktisk en fejltolkning. Det blev taget fra det latinske navn på flittiglise (I. balsamina), som blev bragt til Europa i 1500-tallet af portugiserne. Oprindeligt var ordet balsamine et græsk navn på en uidentificeret plante med en æterisk olie, afledt af balsamon (‘balsam’), som på hebraisk betyder ‘krydderi’ eller ‘parfume’.

Almindelig springbalsamin (I. noli-tangere) er en vidt udbredt art, som forekommer fra hele Europa mod øst gennem Sibirien til Stillehavskysten og videre ind i den nordvestlige del af Nordamerika. I Eurasien udgøres sydgrænsen for udbredelsen af Middelhavet, Iran, Kina og Japan.

Artsnavnet er latin og kan oversættes med ‘rør mig ikke’.