Hyldest til farven blå

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I Sibirien og Centralasien lever den nærtstående azurmejse (C. cyanus), som er en meget sjælden gæst i Europa.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter de kemiske sprøjtemidlers indførsel ses vilde kornblomster næsten kun i økologisk dyrkede marker, og klinte er stort set uddød i Danmark. Kornblomst dyrkes af og til med henblik på frø til frøblandinger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den besøger lejlighedsvis sekundærskov eller andre forstyrrede områder, men er fortsat i støt tilbagegang på grund af tab af levesteder. Dens føde består mest af mindre dyr som frøer, firben, insekter og andre invertebrater, af og til suppleret med frugt.

Mange andre kragefugle er beskrevet på siden Dyreliv – Fugle: Kragefugle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selv om den hedder rød arve, har blomsterne mange andre farver, bl.a. kødfarvet og forskellige nuancer af blåt. Den blå form minder meget om to andre arter i slægten, L. foemina og L. monelli. Den kan dog kendes på de brede, ovale blade samt talrige kirtelhår langs kanten af kronbladene, som har få eller ingen tænder.

Blomsterne hos disse planter åbner sig kun i solskin, hvilket har givet anledning til folkenavnet grine-til-middag. Navnet arve er gennem tiderne blevet benyttet for mange mindre ukrudtsarter på marker. Det er afledt af latin arvus (‘dyrket land’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

For at lokke denne pragtfulde fugl nærmere strør mange taiwanesiske fuglefotografer majs eller andet spiseligt nær veje og stier, hvilket har resulteret i, at den ofte er bemærkelsesværdigt tam.

 

 

 

 

 

Andre billeder af denne storslåede moské kan ses på siderne Religion: Islam, samt Daggry.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elmesygen er nærmere beskrevet på siden Naturreservatet Vorsø: Elmesyge på Vorsø.

 

 

 

 

 

Purpursolfugl (C. asiaticus) er almindelig fra Oman og det sydligste Iran mod øst tværs over hele det indiske subkontinent til Sydøstasien. I stærkt solskin syner hannen ensfarvet sort, men under gode lysforhold og på tæt hold åbenbares dens pragtfulde iridicerende blåligt-purpurfarvede fjerdragt. Hunnen er grønlig på oversiden og gullig på undersiden.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klokke-honningurt (Phacelia campanularia) er en pragtfuld plante, som er begrænset til Mojave- og Sonora-ørkenerne i Californien. Den dyrkes dog mange andre steder og forvildes undertiden.

Stænglen, der bliver indtil 70 cm høj, er tæt beklædt med kirtelhår. Bladene er runde med talrige store takker i randen. Den stærkt blå, klokke- eller tragtformede krone kan blive op til 4 cm lang, med griffel og støvbærere ragende ud af blomsten.

Hvis vinteren har bragt tilstrækkeligt med regn, vil i tusindvis af disse blomster danne store mørkeblå bevoksninger.

 

 

 

 

 

Stor blåhejre er den største hejreart i Amerika – faktisk den tredjestørste hejre i verden, kun overgået af goliathejre (A. goliath) og hvidbuget hejre (A. insignis). Den er en almindelig ynglefugl fra det centrale Canada mod syd til Mellemamerika og Caribien, med en isoleret bestand på Galápagos-øerne. De nordligste bestande er trækfugle, som tilbringer vinteren så langt mod syd som det nordlige Sydamerika. Nogle af fuglene i det sydlige Florida og Caribien er snehvide, og det diskuteres stadig, om de udgør en særskilt art.

Lille blåhejre findes i kystnære områder i den sydlige del af Nordamerika og op langs østkysten til Maine, i Mellemamerika, samt i Sydamerika mod syd til Peru og det sydlige Brasilien. Den er tilknyttet såvel ferskvand som brakvand. De nordlige bestande er trækfugle, der overvintrer i Caribien og Mellemamerika. Efter yngletiden kan omstrejfende fugle ses så langt mod nord som det sydlige Canada, og mod syd til Uruguay.

Andre hejrearter er beskrevet på siderne Fiskeri, samt Dyreliv – Fugle: Fugle i Afrika, Fugle i Taiwan, samt Fugle i USA og Canada.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Frugten er et gult eller orange bær, som kan blive op til 1 cm i diameter. Dette bær er baggrunden for det engelske navn på planten, golden dewdrops (’gyldne dugdråber’), og på Tonga-øerne kaldes den for mavaetangi (‘afskedstårer’). Umodne bær er giftige og har efter sigende slået børn, hunde og katte ihjel. Fugle tager imidlertid ikke skade af bærrene. Et billede af bærrene er vist på siden Hyldest til farven gul.

Det videnskabelige slægtsnavn blev givet til ære for den italienske læge, botaniker og digter Gualdo Tadino (1529-90), bedre kendt under navnet Castore Durante da Gualdo.

 

 

 

 

 

Tidligere udgjorde slægterne Sambucus og Viburnum familien Sambucaceae, hvorpå de blev flyttet til gedebladfamilien (Caprifoliaceae) og senere til desmerurtfamilien (Adoxaceae), der i dag kaldes for Viburnaceae.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk sambuca, der var navnet på et ældgammelt musikinstrument af asiatisk oprindelse. Formentlig blev fløjter fremstillet ved at bore marven ud af lige grene. Navnet hyld stammer fra angelsaksisk eldrun, der senere blev forvansket til hyldor. Andre kilder mener, at navnet kommer af det gamle ord hylle (skjule), hvilket hentyder til de overnaturlige væsener, der efter sigende skjulte sig i busken.

Blå hyld (Sambucus cerulea), førhen undertiden kaldt for mexikansk hyld (S. mexicana), er en løvfældende busk, der kan blive indtil 9 m høj. Om foråret fremviser den en overdådighed af smørgule blomster, efterfulgt af purpur-blålige bær om efteråret. Den vokser op til omkring 3000 meters højde i et bredt udsnit af habitater, som bl.a. omfatter floddale, skove og åbne skrænter med adgang til vand. Denne art har en meget stor udbredelse, fra British Columbia mod syd gennem en stor del af det vestlige USA til det nordvestlige Mexico, samt med spredte forekomster i Oklahoma og Texas.

Mange indfødte folk benyttede bærrene af denne plante som føde, og talrige former for urtemedicin blev produceret af ved, bark, blade, blomster og rødder. Veddet blev også anvendt til fremstilling af piber samt musikinstrumenter som fløjter. Af bærrene blev udvundet et stof til farvning.

Nogle autoriteter betragter denne art som en underart af den vidt udbredte almindelig hyld (S. nigra), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Andre arter omfatter druehyld (S. racemosa), beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne, samt kinesisk hyld (S. javanica), omtalt på siden Hyldest til farven orange.

 

 

 

 

 

Botanisk er ananas en urt, der kan blive indtil 1,5 m høj, til tider højere. Den har en kort og kraftig stængel, fyldt med indtil 1 m lange, seje, tornede blade, som er dækket af et vokslag. Den producerer op til 200 blålige blomster, hos dyrkede former sommetider flere. I vild tilstand befrugtes blomsterne af kolibrier, om natten til tider af flagermus. De individuelle frugter, som er bær, sidder tæt sammen og danner frugten.

Det engelske navn pineapple stammer tilbage fra 1568, fra bogen Les singularitez de la France antarctique (1557), skrevet af den franske præst, opdagelsesrejsende og forfatter André Thevet (1516-90), hvori han beskriver sine erfaringer fra France Antarctique, en fransk koloni nær det nuværende Rio de Janeiro. Han henviser til en frugt, som dyrkes og spises af Tupinambá-folket, der boede i dette område. Han kalder frugten for nanas, et Tupi-ord, som betyder ‘fremragende frugt’, og bemærker, at den ligner en fyrrekogle (dengang kaldt pine apple på engelsk). (Kilde: en.wikipedia.org/wiki/Pineapple)

Tupi-ordet blev adopteret af den skotske botaniker Philip Miller (1691-1771) som plantens slægtsnavn i formen Ananas, mens artsnavnet er latin, afledt af coma, som direkte oversat betyder ‘hår’, men også anvendtes om blade, således ‘mangebladet’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne slægt blev beskrevet af den skotske botaniker og læge William Jack (1795-1822), der arbejdede som kirurg i Indien og senere på Sumatra, hvor han døde i 1822, formodentlig af malaria. Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk lasios (‘laset’) og anthos (‘blomst’), hvilket hentyder til blomsterne hos mange af arterne, der har masser af trævler på kronbladene.

Lasianthus fordii er en lille busk, indtil 2 m høj, som vokser i fugtige og skyggefulde skove i højder mellem 200 og 1000 m, fra det sydlige Japan og Kina mod syd gennem Sydøstasien og Filippinerne til Indonesien og Ny Guinea.

 

 

 

 

 

Coccocypselum hirsutum er en krybende urt, som er udbredt fra Mexico mod syd til Paraguay og det sydlige Brasilien. Artsnavnet er afledt af latin hirtus (‘håret’ eller ‘grov’), hvilket sigter til, at arten er stærkt håret på stængel, blade og frugter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske slægtsnavn, såvel som navnet på hele familien, Campanulaceae, kommer af slægtens klokkeformede blomster, af latin campanula (’lille klokke’).

Nedenfor præsenteres 6 arter, mens andre er beskrevet på siden Planteliv: Flora i Alperne og Pyrenæerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten vokser i skovkanter, lyse skove og haver, langs veje og til tider i enge. Den er vildtvoksende fra Europa mod øst til det centrale Sibirien, mod syd til Middelhavet, Iran og Tajikistan. Den er også blevet indslæbt til Nordamerika, hvor den betragtes som en særdeles invasiv plante, som er meget vanskelig at udrydde på grund af dens underjordiske stængler, hvor blot den mindste stump kan spire til en ny plante. Af denne grund har den fået folkenavnet havepest.

Det latinske artsnavn hentyder til artens lighed med rapunsel-klokke (C. rapunculus), som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning. Det danske navn sigter til den ensidige blomsterstand.

 

 

 

 

 

I den nordlige del af dens naturlige udbredelsesområde vokser denne art ned til havniveau, mens den i den sydlige del er begrænset til bjerge. Den vokser i mange forskellige habitater, deriblandt græsklædte områder, løvskove og langs vandløb. Det latinske artsnavn hentyder til, at bladene i nogen grad minder om bladene af ferskentræet (Prunus persica), men det danske navn beskriver dog arten bedre.

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘dækket af stive hår’, hvilket sigter til plantens tætte hårbevoksning. Det alternative navn ephesia betyder ‘fra Efesus’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den småblomstrede Cleome rutidosperma er hjemmehørende i tropiske egne af Afrika, men er blevet naturaliseret mange andre steder, bl.a. det sydlige Asien, Indonesien og varmere egne i Amerika. Den betragtes som invasiv i mange lande.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘øret’, hvilket hentyder til bladformen. Slægtsnavnet er det latinske ord for grafit. Det danske navn hentyder til, at roden af disse planter ofte bliver blygrå, som grafit, når den bliver berørt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk echis, som betyder ’hugorm’. Den græske læge, farmakolog og botaniker Pedanius Dioscorides (død 90 e.Kr.), som var forfatter til De Materia Medica, fem bind om urtemedicin, bemærkede ligheden mellem slægtens frø og et hugormehoved. De lange støvdragere, som rager ud af blomsten, kan også minde om en slangetunge.

I gamle dage havde disse planter ry for at kunne helbrede slangebid. Den engelske urtelæge Nicholas Culpeper (1616-54) siger herom: ”Den er en yderst galant plante under solen; det er en skam, at den ikke benyttes mere end den gør. Den udgør et særligt middel mod slangebid og alle andre giftige væsener samt tillige mod gifte og giftige urter. Dioscorides og andre siger, at den, som indtager denne urt eller roden af den, inden de bliver bidt af en hvilken som helst slange, ikke skal harmes af dens gift.”

 

 

 

 

 

 

 

Hannen er en prægtig fugl med rødligt bryst, blågrå isse og nakke, olivengrøn eller brunlig ryg og vingedækfjer, samt sorte vinger med to iøjnefaldende hvide bånd. Hunnen er gråbrun og har også de to hvide vingebånd. Hannerne af de forskellige underarter i Nordafrika og på de atlantiske øer er langt mere blå, og nogle autoriteter mener, at de måske udgør en eller flere selvstændige arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet, som skyldes den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), er afledt af oldgræsk ip (’orm’) og hómoia (’minder om’), hvilket hentyder til disse planters orme-agtige bevægelse, når de slynger sig omkring andre planter, hegn og meget andet.

Tragtsnerler og mange andre medlemmer af snerlefamilien er beskrevet på siden Planteliv: Snerler.

Blå tragtsnerle (I. nil), som også kaldes vedbend-tragtsnerle på grund af bladenes form, er sandsynligvis oprindelig i tropisk Amerika, men er blevet indført til de fleste varme egne af verden, hvor den er blevet naturaliseret mange steder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På hindi betyder nilgai ’blå ko’, hvilket hentyder til hannens pels, der er skifergrå med et blåligt anstrøg, samt til dens lighed med den hellige ko. Af sidstnævnte årsag beskyttes nilgai’en af fromme hinduer og har på denne måde undgået at dele skæbne med så mange andre dyrearter i Indien, fx tiger (Panthera tigris), løve (Panthera leo) og hjorteantilope (Antilope cervicapra), der alle er truet med udryddelse. Pelsen hos hunner og unge hanner er lysebrun. Begge køn har en hvid hagesmæk.

Denne arts videnskabelige navn er ganske mærkværdigt. Det stammer fra fire oldgræske ord, bous (‘ko’), elaphos (‘hjort’), tragos (‘ged’), samt kamelos (‘kamel’). Navnet skyldes den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), for hvem denne antilope tilsyneladende lignede en blanding af disse fire dyr.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk ankhousa, som var navnet på Alkanna tinctoria, en plante i samme familie, som blev anvendt kosmetisk. Navnet oksetunge er en dansk oversættelse af det oldgræske ord bouglosson, som var navnet på Anchusa azurea, afledt af bous (‘okse’) og glossa (‘tunge’), hvilket sigter til bladene, der har form som en oksetunge og har en ru overflade – netop som en oksetunge.

Krumhals (Anchusa arvensis) er en håret enårig urt med ret smalle blade og små lyseblå tragtformede blomster med hvidt svælg. Den stammer sandsynligvis fra egnene omkring Sortehavet eller Centralasien, men blev tidligt spredt med landbruget til Europa. I dag forekommer den fra Skandinavien og Portugal mod øst til Ural-bjergene, Himalaya, Mongoliet og det nordlige Kina, samt i Arabien og Ethiopien.

Arten er et almindeligt ukrudt i marker, hvilket afspejles af det latinske artsnavn, der betyder ‘vokser på marker’, afledt af latin arvus (‘dyrket land’). Den vokser også langs jernbaner og veje, på tomter, samt som ukrudt i haver. Det danske navn hentyder til blomstertragten, der er krum.

 

 

 

 

 

Den hårede stængel kryber langs jordoverfladen og sender blomstrende skud op til en højde af omkring 30 cm. Bladene er ovale eller hjerteformede, indtil 3 cm lange og 2 cm brede, med nedsænkede nerver. De stærkt blå blomster, op til 1 cm i tværmål, har hvidt eller gult øje, sammenvoksede kronblade og 5 udbredte flige.

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk omphalos (‘navle’), hvilket sigter til frugtens form, mens artsnavnet er afledt af latin vernus (‘forår’), hvilket i lighed med det danske navn sigter til artens tidlige blomstring.

 

 

 

 

 

Den er en håret flerårig plante, der kan blive op til 90 cm høj. De nedre blade er stilkede, bredt ovale, spidse, mens de øvre blade er mindre og stilkløse. Blomsterknopperne er lyserøde, men åbner sig op til stærkt blå blomster, op til 1 cm i diameter, med et hvidt øje.

Det danske navn er en direkte oversættelse af slægtsnavnet, som er oldgræsk og betyder ‘med 5 tunger’. Det skyldes blomstens 5 tungeformede flige. Artsnavnet er afledt af latin semper (‘altid’) og‎ virens (‘grøn’), hvilket sigter til artens stedsegrønne løv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Formodentlig troede den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78), som navngav denne art Columba asiatica i 1758, at type-eksemplaret kom fra Asien. Det nugældende slægtsnavn blev introduceret i 1838 af den franske ornitolog Charles Bonaparte (1803-57), næstældste prins af Canino og Musignano, til ære for hans kone Zénaïde (1801-54).

Slægten omfatter 7 arter af mindre duer, udbredt fra det sydlige Canada mod syd til det sydlige Sydamerika.

 

 

 

 

 

Ordet nøkkerose kommer af nøkke, på oldnordisk nykr – et overnaturligt, ondsindet væsen af hankøn, som ifølge den nordiske folketro levede i søer og vandløb. På dansk kaldtes han også for åmand. Denne nøkke krævede regelmæssigt menneskeofre, og i Middelalderen hævdede man, at han råbte: “Tiden er kommet, men manden er endnu ikke kommet.”

Blå nøkkerose (Nymphaea caerulea), der ofte populært kaldes for Nilens lotus eller hellig blå Nil-lilje, er udbredt i størstedelen af det østlige Afrika, fra Egypten mod syd til Sydafrika.

Andre arter af nøkkerose er omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Disse bjerges navn kommer af neelakurinji, det lokale tamilske navn på Strobilanthes kunthiana, en plante med blå blomster af akantusfamilien (Acanthaceae), som kun blomstrer hvert 12. år, men til gengæld så talrigt, at bjergene farves blålige. (Neela betyder ‘blå’ på tamilsk). Englænderne forvanskede neelakurinji til nilgiri, hvilket på hindi betyder ’blå bakke’ – altså stort set den samme betydning.

Fra den lille by Mettupalayam i delstaten Tamil Nadu blev i slutningen af 1800-tallet anlagt en smalsporet jernbane op gennem Nilgiri-bjergene til handelsstationen Ootacamund (Ooty). Denne stejle bane betjenes af det blå dampdrevne tog Nilgiri Mountain Express.

Over en strækning på 46 km stiger terrænet fra 300 til 2200 meters højde, og banen fører gennem 16 tunneler og over 31 større og ca. 200 mindre broer. Den nedre del af bjergskråningerne er bevokset med tropisk monsunskov, og området er fyldt med vandfald. Over ca. 1400 meters højde bliver skoven afløst af plantager med té, fyrretræer og eukalyptus.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mange andre storkenæb-arter er beskrevet på siden Hyldest til farverne violet, purpur og lilla.

 

 

 

 

 

De farvestrålende bær ædes af fugle og mindre pattedyr, hvorved frøene spredes gennem deres afføring.

 

 

 

 

 

Systematisk har denne art ført en omtumlet tilværelse. Oprindeligt var den placeret i drosselfamilien (Turdidae), men efter genetiske studier blev den overført til fluesnapperfamilien (Muscicapidae). Fornylig er den imidlertid blevet flyttet tilbage til drosselfamilien!

 

 

 

 

 

Da den svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78) navngav denne slægt, lod han de to prægtige blå kronblade af Commelina communis repræsentere to hollandske botanikere, Jan og Caspar Commelijn, som han ønskede at hædre.

Jan Commelijn (1629-92), også kendt som Johannes Commelinus, blev professor i botanik, efter at mange planter var blevet indført fra Kap-området i Sydafrika, samt fra Ceylon (i dag Sri Lanka). Han var også en af mændene bag oprettelsen af en botanisk have ved navn Hortus Botanicus. Hans nevø Caspar Commelijn (1667-1734) blev direktør for den botaniske have i Amsterdam. (Kilde: D.O. Wijnands 1983. The Botany of the Commelins. Rotterdam)

Commelina-arter har 3 kronblade, hvoraf de to øverste er forskellige grader af blå, mens det meget mindre nederste kronblad er hvidt. Hver blomst har seks støvbærere, 3 øvre med gule støvknapper, som er sterile, samt 3 nedre med hvide eller purpurfarvede støvknapper, som er fertile.

Commelina communis er hjemmehørende i store dele af Fjernøsten, fra Ussuriland i det sydøstlige Rusland mod syd gennem Kina, Korea, Japan og Taiwan til den nordlige del af Sydøstasien samt den østligste del af Indien. Den er også blevet indført eller indslæbt til det vestlige Rusland, Sydøsteuropa og det østlige Nordamerika, hvor den mange steder optræder invasivt.

I traditionel kinesisk medicin anvendes den tørrede plante mod et antal lidelser, bl.a. ru hals, forkølelse, væske i kroppen, hudafskrabninger og nedsat vandladning. En nær slægtning, Commelina benghalensis, spises som grønsag i Sydøstasien og Afrika.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne slægt af ranunkelfamilien (Ranunculaceae), som er hjemmehørende i Europa, Asien og det østlige Nordamerika, har forårsaget megen forvirring blandt taksonomer, hvad angår antallet af arter, der varierer mellem 7 og 13, alt efter hvilken kilde man benytter. Slægten omfatter følgende arter, underarter og/eller varieteter:

Hepatica nobilis var. nobilis (europæisk blå anemone) er udbredt fra Skandinavien og de baltiske lande mod syd til Italien og Balkan.

H. pyrenaica = H. nobilis var. pyrenaica (pyrenæisk blå anemone) findes i Pyrenæerne og det nordlige Spanien.

H. transsilvanica (rumænsk blå anemone) er begrænset til bjerge i Rumænien.

H. falconeri, udbredt i bjergskove i Centralasien.

H. asiatica = H. nobilis var. asiatica forekommer i det centrale og østlige Kina, Korea og det sydøstlige Sibirien.

H. henryi findes i det centrale og vestlige Kina.

H. yamatutai er begrænset til bjerget Emei Shan, Sichuan-provinsen, Kina.

H. insularis vokser i det sydlige Korea.

H. maxima er endemisk på øen Ulleung-do, Korea.

H. japonica = H. nobilis var. japonica forekommer i Japan.

H. pubescens = H. nobilis var. pubescens er begrænset til det centrale Honshu, Japan.

H. americana = H. nobilis var. obtusa (round-lobed hepatica) er udbredt i det østlige Nordamerika.

H. acutiloba = H. nobilis var. acuta (sharp-lobed hepatica) findes ligeledes i det østlige Nordamerika.

Nogle autoriteter henfører blå anemoner, samt kobjælder af slægten Pulsatilla, til slægten Anemone. Alle tre grupper er nærmere omtalt på siden Planteliv: Anemoner og kobjælder.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne plante er meget anvendt i traditionel ayurvedisk medicin mod forskellige lidelser, bl.a. depression, samt som beroligende og bedøvende middel. I traditionel kinesisk medicin er den på grund af sin lighed med clitoris blevet benyttet til behandling af kvindelige underlivssygdomme – et typisk eksempel på Signaturlæren, hvis tilhængere hævder, at den Gode Gud har skabt planterne således, at menneskene kan genkende brugen af dem.

I Kina, Taiwan og Sydøstasien anvendes blomsterne som et naturligt farvemiddel i madlavning.

Denne art blev først navngivet Lathyrus spectabilis i Yemen af den svenske naturhistoriker Pehr Forsskål (1732-63), som deltog i den Kongelige Danske Ekspedition til Arabien 1761-67. Den blev senere omdøbt til Clitoria ternatea af Forsskåls mentor, den berømte svenske naturhistoriker Carl von Linné (1707-78). Ingen er vel i tvivl om, hvad han hentyder til!

Pehr Forsskåls fascinerende liv og levned er indgående beskrevet på siden Folk: Pehr Forsskål – genial svensk videnskabsmand.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer muligvis af arabisk ʾabū min al-ʿaraq, der betyder ‘svedens fader’. I lighed med artsnavnet officinalis hentyder det til plantens medicinske egenskaber, som er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et af denne arts spanske navne er Emperatriz Eugenia, opkaldt efter Doña María Eugenia Ignacia Augustina de Palafox y KirkPatrick (1826-1920), som var gift med den franske kejser Napoleon d. 3. og på fransk kaldt for Eugénie de Montijo.

Slægtsnavnet blev givet til ære for den svenske botaniker og læge Carl Peter Thunberg (1743-1828), som var elev af Carl von Linné (1707-78). Thunberg er bedst kendt for sine indsamlinger af planter i Sydafrika og Japan.

En nær slægtning til denne art er Susanne-med-det-sorte-øje (T. alata), som er beskrevet på siden Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet blev givet til ære for den danske læge og botaniker Nathaniel Wallich (1786-1854), som studerede flora i Indien og Himalaya i begyndelsen af 1800-tallet. På engelsk kaldes arten for blue pine (’blåfyr’), hvilket skyldes, at dens nåle har et blåligt skær.

Tårefyr er udførligt omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

Cikorie er nærmere omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

Blåpandet rødstjert (Phoenicurus frontalis), som lever i mange forskellige habitater, fx skovlysninger, krat og landsbyer, er den almindeligste blandt de 10 arter af rødstjerter, som er truffet i Himalaya.

 

 

 

 

 

Med sine åbne, klokkeformede blomster adskiller Primula wollastonii sig tydeligt fra de fleste andre arter i slægten. Den har en ret begrænset udbredelse i det centrale og østlige Nepal samt det sydlige Tibet, hvor den vokser mellem 3600 og 4900 meters højde.

En mængde kodriver-arter er beskrevet på siden Planteliv: Kodrivere.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægten Gentiana omfatter i dag ca. 360 arter, men rummede tidligere omkring 635 arter. Mange autoriteter, bl.a. Angiosperm Phylogeny Group System (APG), har splittet ca. 23 arter ud til slægten frynse-ensian (Gentianopsis), som har randhårede kronblade, samt ca. 250 arter til slægten Gentianella, hvis medlemmer, i modsætning til medlemmerne af Gentiana, ikke har skæl eller lapper mellem kronbladfligene, mens nogle arter har hårduske eller lapper i svælget.

Ensian-arter er udbredt i det meste af verden, i Europa, det nordvestlige Afrika, Asien, Nord- og Sydamerika, det østlige Australien, samt New Zealand. Blomsterne hos størsteparten af arterne er forskellige afskygninger af blåt, mens andre er purpurfarvede, violette, gule, hvide eller (sjældent) røde. De fire eller fem kronblade er oftest sammenvoksede og danner en trompet-, tragt- eller klokkeformet blomst.

Det danske navn er en forvrængning af det latinske slægtsnavn Gentiana, opkaldt efter Kong Gentius, som regerede i Oldtidens Illyrien 181-168 f.Kr., og som efter sigende var den første, der opdagede de medicinske egenskaber hos gul ensian (G. lutea), beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

De følgende billeder viser forskellige blå ensian-arter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art lever i tæt skov og bambusbevoksninger, hvor den fouragerer på jorden. Han og hun har meget forskellig fjerdragt. Mens hannen er mørkeblå med lyseblå pande og vingedækfjer, samt sort hale med en stor hvid plet ved basis på begge sider, er hunnen brun med hvidlig strube og et halemønster som hos hannen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er meget almindelig i Danmark, især i fugtige områder på magre jorder. Dens bær minder om blåbær, men har en mere syrlig smag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige arter af denne attraktive slægt er præsenteret på siderne Planteliv: Flora i Himalaya, samt Hyldest til farven gul.

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er latin og betyder ‘med forskellige farver’, hvilket hentyder til, at blomsterne kan være mange afskygninger af blå og violet.

 

 

 

 

 

Planten blev navngivet til ære for den skotske gartner og botaniker David Douglas (1799-1834), som udforskede den nordamerikanske flora på tre ekspeditioner. Han introducerede Douglasgran (Pseudotsuga menziesii) og andre nåletræer, specielt fyrrearter, såvel som et antal buske og urter, til den britiske gartner-verden. I et brev til Sir William Jackson Hooker (1785-1865), som var direktør for den botaniske have under Glasgow Universitet, skrev han: “De vil måske begynde at tænke, at jeg fabrikerer fyrrearter efter forgodtbefindende.”

Douglas døde under mystiske omstændigheder under en bestigning af Mauna Kea i Hawaii i 1834. Tilsyneladende faldt han ned i en faldgrube for forvildet kvæg, hvor han muligvis blev knust af en tyr, som også var faldet ned i gruben. Han var sidst blevet set ved en hytte, beboet af en engelsk tyrejæger og undsluppet straffefange, Edward ‘Ned’ Gurney, som en overgang var mistænkt for at have myrdet Douglas, da det sagdes, at Douglas havde flere penge på sig end det beløb, som Gurney afleverede sammen med liget. (Kilde: Nisbet, J. 2009. The Collector: David Douglas and the Natural History of the Northwest. Sasquatch Books)

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn er afledt af oldgræsk hexa (‘seks’) og gonos (‘kantet’), hvilket sigter til artens sekskantede frøkapsler. Ordet Dixie er et kælenavn for de sydøstlige stater i USA, men oprindeligt var det betegnelsen på en stor jerngryde, som blev anvendt af soldater og andre camperende folk.

 

 

 

 

 

Stupa’er, bedeflag og andre aspekter af buddhismen er nærmere beskrevet på siden Religion: Buddhisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Himalaya-blåstjert (Tarsiger rufilatus) blev tidligere regnet for at være en underart af den vidt udbredte almindelig blåstjert (T. cyanurus), men i dag betragter de fleste autoriteter den som en særskilt art.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet Blå Nil er faktisk opstået på grund af en misforståelse. I løbet af sommermonsunen udvasker floden enorme mængder jord fra højlandet, og ved ankomsten til lavlandet i Sudan er dens vand blevet næsten sort. På et af de lokale sudanesiske sprog anvendes samme ord for sort og blå, så i realiteten burde floden hedde ’Den Sorte Nil’.

Den første skriftlige beretning om Den Blå Nil er fra 1565, hvor en portugiser, João Bermudes, der kaldte sig Ethiopiens Patriark, i sine erindringer giver en beskrivelse af vandfaldene på floden, Tississat.

Mange kristne ethiopere identificerer Den Blå Nil som den hellige flod Gihon, en af de fire floder, der flyder ud fra Edens Have, som det berettes i 1. Mosebog, 2:13.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk stachys (‘aks’) og tarphys (‘tyk’), hvilket sigter til blomsterstanden hos adskillige arter i slægten.

Den vidt udbredte S. jamaicensis er hjemmehørende fra det sydøstlige USA og Mexico mod syd gennem Mellemamerika og Caribien til Ecuador og det nordlige Brasilien. Den er dog blevet indført eller indslæbt til mange andre egne af verden, hvor den ofte forvildes.

Denne plante, som findes fra havniveau op til omkring 900 meters højde, vokser i åbne områder, bl.a. på strande, langs veje og på brakmarker. Medicinsk har den været anvendt som feberdæmpende og blodrensende middel, samt til behandling af astma og mavesår.

En nær slægtning, S. frantzii, er beskrevet på siden Hyldest til farverne violet, purpur og lilla.

 

 

 

 

 

 

 

Hannen er lysende blå med en distinkt sort plet på issen samt et smalt sort bånd hen over struben, mens hunnen er mere blegblå med brunlige vinger, og den mangler hannens sorte afmærkninger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det latinske artsnavn blev givet til ære for den skotske naturhistoriker Archibald Menzies (1754-1842), der deltog som læge og botaniker på en ekspedition verden rundt ombord på HMS Discovery, under ledelse af Kaptajn George Vancouver (1757-98).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De fleste af arterne lever i Afrika syd for Sahara. En enkelt er udbredt i Europa og det vestlige Asien, to er vidt udbredt i Asien, og en art er begrænset til Sulawesi med omliggende øer.

 

Denne art er gået temmelig drastisk tilbage i det meste af sit yngleområde, idet den trues af jagt under trækket, specielt i Oman, hvor tusinder indsamles til føde. Mange steder har man fjernet træer for at give plads til moderne landbrugsmaskiner, hvilket berøver ellekragerne ynglesteder og udkigsposter, og endvidere reducerer kemiske sprøjtemidler dens fødeemner.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Adskillige ridderspore-arter er præsenteret på siden Flora i Himalaya.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den pragtfulde afrikanske pitta (Pitta angolensis) yngler i tropiske skove i adskillige områder i Vestafrika, samt i det sydøstlige Afrika, fra det centrale Tanzania mod syd til Moçambique. De sydøstlige bestande er trækfugle, som tilbringer den sydlige vinter i lande længere mod nord, deriblandt den Centralafrikanske Republik, Uganda og Kenya.

 

 

 

 

 

På dansk kaldes disse planter for forglemmigej, hentet fra en fransk legende, der beretter, at en ridder vandrede langs bredden af en flod sammen med sin tilkommende. Han bemærkede nogle smukke blå blomster, der voksede i vandet langs bredden, men da han vadede ud for at plukke dem til sin elskede, snublede han, og hans tunge rustning trak ham ned under vandoverfladen. Inden han forsvandt, nåede han at kaste blomsterne til pigen, idet han råbte: “Ne m’oubliez pas!”

Denne sætning blev hæftet på planten som dens franske navn, der blev oversat til adskillige europæiske sprog.

Andre arter af slægten er præsenteret på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannen af Kenya-klippeagame (Agama lionotus) er lysende blå med orange hoved, mens hunnen er lysebrun med mørke, rektangulære felter og hvide prikker. Denne art er udbredt i det østlige Afrika, fra Ethiopien mod syd gennem Kenya og Uganda til Tanzania. Den ligner meget den vidt udbredte almindelig klippeagame (A. agama), hvor hannen imidlertid er mørkere blå og med knaldrødt hoved, mens hunnen er gråbrun uden de mørke rektangulære felter, men ofte med orange kropssider.

 

 

 

 

 

Arten hører hjemme i Europa, mod øst til Polen og Balkan, men er blevet indført eller indslæbt andre steder, bl.a. det østlige Nordamerika, Tasmanien og New Zealand.

Planten blev tidligere anvendt i den østrigske folkemedicin, hvor et afkog blev drukket som té mod bl.a. dårlige nerver, åndedrætsbesvær, samt problemer med hjertet og fordøjelsen.

Slægtsnavnet hentyder sandsynligvis til Bibelens Veronica, som efter overleveringen tørrede sveden af Jesu ansigt under hans vandring til Golgatha. Det siges, at ærenpris-blomsterne ligner de mærker, som blev efterladt på klædet.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk khamai (‘nær jorden’) og drys (‘eg’). Herom siger den engelske urtelæge John Gerard (ca. 1545-1612): “Den har fået navnet chamaedrys, hvilket angiver en dværg-eg, efter formen på bladene, der minder om små egeblade.” – Navnet kan hentyde til bladenes lighed med bladene hos den sydeuropæiske duneg (Quercus pubescens), hvis blade har korte flige.

Den første del af det danske navn skyldes, at hårene på stænglen sidder i to rækker på hver sin side af stænglen, mens ærenpris, oprindelig skrevet erennpryes, er lånt fra tysk Ehrenpreis og hentyder til de ’ærede og priste’ medicinske egenskaber hos disse planter. Folkenavnene Vorherres blå øjne, Jomfru Marias blå øjne, misøjne og forglemmigej hentyder til de blå blomster. Forglemmigej er jo normalt det danske navn for arter af slægten Myosotis (Boraginaceae), men blev i folkemunde også anvendt for ærenpris-arter.

 

 

 

 

 

Den er vildtvoksende i Kaukasus, Tyrkiet og det nordlige Iran, men blev på et tidligt tidspunkt indført til Europa som foderplante. Man fandt dog snart ud af, at foder-kulsukker (S. x uplandicum), en naturligt forekommende hybrid mellem ru kulsukker og læge-kulsukker (S. officinale) var den overlegen som foderplante, og i dag er ru kulsukker ret sjælden i Europa.

Slægtsnavnet kommer af oldgræsk symphyo (’at få til at vokse sammen’) og phyton (’plante’), en hentydning til de knoglehelende egenskaber hos læge-kulsukker. Artsnavnet er afledt af latin asper (‘ru’).

 

 

 

 

 

Arten er hovedsagelig begrænset til lavland, men er blevet truffet op til omkring 1200 meters højde i Alperne.

Den når en kropslængde på maksimalt 5,5 cm, mens vingelængden er op til 3,7 cm. Den voksne han har blå krop og stærkt blå vinger, mens yngre hanner har mørkebrune vinger. Hunnen har mørkebrune vinger og metallisk skinnende grøn krop.