Hundefamilien

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sidstnævnte udvikledes til talrige familier, af hvilke Canidae for omkring 12 mio. år siden splittedes op i tre grupper:

Canini omfatter ulvelignende hunde samt de sydamerikanske hunde og ræve.

Vulpini omfatter typiske ræve, ørehund (Otocyon megalotis) og mårhund (Nyctereutes procyonoides).

To ræve af slægten Urocyon synes at være splittet ud på et meget tidligt tidspunkt (Lindblad-Toh et al. 2005). Moderne taksonomer inkluderer dem hverken i Canini eller Vulpini.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fornylig er to arter, skaberaksjakal (tidligere C. mesomelas) og stribet sjakal (tidligere C. adustus), blevet overført til en særskilt slægt, Lupulella (nedenfor).

 

Mellem 1700 og 1900 blev ulven udryddet i størsteparten af Europa. I det sydlige England var ulven stort set udryddet ved brug af fælder og jagt i slutningen af 1400-tallet, og i 1500-tallet fandtes der kun ulve ved grænsen til Skotland. Den sidste ulv på de Britiske Øer blev angiveligt dræbt i 1680.

I Tyskland blev ulven udryddet i 1700-tallet, og den sidste danske ulv blev skudt i 1813. Den genindvandrede til Tyskland fra Polen i 1990’erne, og det første ulvepar etablerede sig i år 2000. Siden har arten bredt sig, bl.a. til Danmark, hvor den første ulv blev konstateret i 2012, efter 199 års fravær, idet et dødt eksemplar blev fundet i Thy. Siden har arten etableret sig adskillige steder i Jylland, og flere kuld er opfostret i de senere år.

Min oplevelse med en ulv er beskrevet på siden Rejse-episoder – Iran 1973: Biluheld ved Det Kaspiske Hav.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hunden blev først tæmmet for mindst 30.000 år siden, da stenalderfolk trænede ulve til at assistere dem under jagt. Siden har hunden været menneskets vigtigste følgesvend inden for dyreriget. Tæmningen af hunden er indgående beskrevet på siden Dyreliv: Dyrearter i menneskets tjeneste, og her vises også mange billeder af en række hunderacer, samt af menneskets brug af hunde.

To hunderacer, som er efterkommere af den oprindelige tæmmede ulv, er så forskellige fra andre hunde, at de har fået status af underart: den australske dingo (C. l. dingo) og den afrikanske basenji (C. l. basenji). De adskiller sig fra andre hunde ved ikke at kunne gø, og de kommer kun i brunst én gang om året, modsat to eller flere gange hos andre hunderacer. De mangler også begge en karakteristisk kropslugt.

DNA-forskning påviser, at dingoen nedstammer fra østasiatiske tamhunde. Den blev indført til Australien for omkring 4000 år siden af søfarende folk, og i dag findes forvildede bestande i de fleste egne af kontinentet, idet arten dog holdes ude fra den sydøstlige del af landet ved hjælp af et såkaldt ‘dingo-hegn’. I dag er dingoen det største landrovdyr i Australien, idet den hjemmehørende thylacin, også kaldt tasmansk ulv (Thylacinus cynocephalus), blev udryddet af landmænd i 1900-tallet. Dingoen udgør en trussel mod kvæg og får, men samtidig gavner den bønderne ved hovedsageligt af nedlægge kaniner, kænguruer og rotter, som alle er alvorlige skadedyr i det australske landbrug.

Basenji-hunden siges at være opstået i Congo-regnskovsbassinet i Vestafrika. Hunde, som ligner nutidige basenji-hunde, er afbildet i egyptiske grave, siddende med rejste ører og krølle på halen, ligesom de gør den dag i dag. Hunde af denne type blev anvendt i Egypten til at jage småvildt (Dollman 1937).

 

 

 

 

Racen blev navngivet af englænderne, opkaldt efter Paria-folket nær Chennai, hvis navn er afledt af hindu-ordet pahi (‘outsider’). Dette ord blev af englænderne forvrænget til pariah eller pye. Det alternative navn desi-hund er afledt af Urdu desi (‘indfødt’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine oplevelser blandt Punan-folk er beskrevet på siden Rejse-episoder – Borneo 1975: På kanotur med punan-stammefolk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I det nordvestlige Indien overlapper udbredelsesområderne for nominatracen af guldsjakal, aureus, og den indiske sjakal, underarten indica.

 

 

 

 

 

 

 

Den er udbredt i den nordlige del af Afrika, fra Marokko mod øst til Egypten, mod syd til Senegal og det nordlige Tanzania. Den er et yderst tilpasningsdygtigt dyr, som trives på savanner såvel som i ret tørre ørkenområder. I Atlas-bjergene er den observeret op til højder omkring 1800 m.

 

 

 

 

Navnet coyote er en spansk forvrængning af Nahuatl-folkets navn på dette dyr, coyotl.

Prærieulvens klogskab afspejles i mange indfødte nordamerikanske folkeslags mytologi. En troldmand ved navn Coyote er en af de figurer, som oftest optræder i myter og legender, ofte som spøgefugl. Han afbildes normalt temmelig menneskeagtig, men ofte med visse prærieulvetræk, såsom pels, spidse ører, gule øjne, hale og kløer.

Ifølge en legende, som optræder hos visse folk langs Stillehavskysten, legede Coyote engang med sine øjne, idet han kastede dem op i luften og greb dem igen. Men han blev overrasket af ørneguden, som snuppede øjnene og fløj bort med dem. Ude af stand til at se skabte Coyote nye øjne af ranunkel-blomster (Ranunculus), hvorfor de blandt nogle stammefolk var kendt som Coyotes Øjne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forstavelsen skaberak kommer af det tyrkiske ord çaprag, oprindelig et dækken, ofte af lammeskind, som blev lagt over en hestesaddel eller en oppakning på hesten. Nu hentyder ordet mere til et udsmykket hestedækken til brug under opvisninger. Sjakalen fik dette navn på grund af dens mørke farve på ryggen, der kan minde om et dækken. Undertiden er dette parti nistret af lysere hår, hvilket har givet anledning til et af artens engelske navne, silver-backed jackal (’sølvrygget sjakal’).

 

 

 

 

 

Hyænehunde lever i flokke af meget varierende størrelse, fra 2 til ca. 25 dyr, men som regel mellem 6 og 10. Det meste af året er de nomader, som gennemstrejfer savanner og skove i søgen efter byttedyr. En floks jagtareal kan strække sig over 4000 km².

Tæven føder som regel mellem 8 og 16 hvalpe. Hun har kun 12 eller 14 pattevorter, så hvis kuldet er stort, må nogle af hvalpene die på skift. Normalt har de øvrige dyr i flokken ikke vanskeligt ved at skaffe rigeligt med føde til moderen og hvalpene. Under sine studier bemærkede biologen Hugo van Lawick en besynderlig adfærd, idet han iagttog en dominerende hun patte hos en underlegen hun, der havde hvalpe (Lawick & Goodall 1970). Trangen til at patte er åbenbart stor.

Tidligere var hyænehunden udbredt i hele Afrika syd for Sahara, men den er forsvundet fra størstedelen af sit tidligere udbredelsesområde. Denne tilbagegang skyldes fragmentering af dens levesteder, efterstræbelse fra mennesker, samt en meget smitsom virussygdom, som har hærget blandt flokkene i Østafrika. I 2016 blev den totale bestand anslået til at være omkring 6600 voksne dyr, hvoraf kun ca. 1400 reproducerede sig, i 39 delbestande (IUCN).

Arten er stadig ret almindelig i Botswana og Zimbabwe, så det er muligt, at den herfra vil være i stand til at brede sig nordpå. Forhåbentlig vil disse fascinerende nomader også i fremtiden strejfe rundt på Afrikas savanner.

Disse fascinerende hundes levevis er mere indgående beskrevet på siden Dyreliv: Hyænehunde – savannens nomader.

Billederne nedenfor er alle taget i Serengeti Nationalpark, Tanzania.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Røde ræve lever parvis eller i små familiegrupper, hvor unger fra forrige kuld hjælper til med at opfostre det næste kuld. Disse dyr er altædende, idet føden bl.a. omfatter gnavere, kaniner, hjortelam, fugle, krybdyr, hvirvelløse dyr, frugt samt til tider grønt. I områder med ulve, prærieulve, guldsjakaler og store kattearter er den røde ræv meget følsom over for angreb fra disse større rovdyr.

Den røde ræv er blevet efterstræbt af mennesker gennem tusinder af år, i begyndelsen på grund af dens overdådige pels. Da menneskene slog sig ned som bønder og begyndte at holde høns, begyndte rævene hurtigt at dræbe disse høns, og af denne grund blev den jaget som skadedyr. I de senere år har arten bredt sig til byområder, hvor der ikke forekommer jagt. Her trives den, idet den lever af gnavere og spiseligt affald. Mange mennesker fodrer dem også.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Både slægtsnavn og artsnavn hentyder til disse ører, idet Otocyon kommer af græsk otus (‘øre’) og cyon (‘hund’), samt megalotis af græsk mega (‘stor’) og otus (‘øre’). Foruden at give en fremragende hørelse fungerer ørerne som termoregulering.

Ørehundens foretrukne biotop er kortgræs-savanner, hvor den først og fremmest jager hvirvelløse dyr. I lighed med skaberaksjakalen forekommer den i to vidt adskilte geografiske områder, fra Ethiopien og Sydsudan mod syd til Tanzania, samt fra det sydlige Zambia og Angola mod syd til Sydafrika.