Hjorte

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Med udviklingen af gevir forsvandt hugtænderne hos alle arter med undtagelse af en enkelt, vandrådyret (Hydropotes inermis), som i denne henseende minder om de ubeslægtede moskushjorte (Moschidae). Slægten Muntiacus (omtalt nedenfor) har dog også bevaret hugtænderne, men har samtidig en lille opsats.

Hjorte lever i næsten alle habitat-typer, fra tundra til tropisk regnskov. De er vidt udbredt med hjemmehørende arter på alle kontinenter, bortset fra Antarktis og Australien. Den største koncentration af hjortearter findes i Asien.

I Afrika har antiloper erstattet hjorte på næsten hele kontinentet, med undtagelse af Atlas-bjergene i det nordvestlige hjørne, hvor den hjemmehørende berberhjort, en underart af kronhjort (Cervus elaphus), lever. Dådyret (Dama dama) er blevet indført til Sydafrika.

Geviret (kaldt opsats hos små arter) fældes hvert år, og i den henseende adskiller hjorte sig fra de permanent hornede drøvtyggere i familien Bovidae (kvæg, får, geder, antiloper og gedeantiloper). Kun hannerne har gevir, med undtagelse af hunner af rensdyret (Rangifer tarandus). I brunsttiden anvender hannerne geviret til at kæmpe om dominans, dvs. retten til at parre sig med hunnerne.

Når brunsttiden er overstået, fældes geviret, og kun to små forhøjninger, kaldt rosenkransen, bliver tilbage. Fældede gevirer kaldes for kastestænger. Mens det nye gevir vokser ud, er det dækket af et hudlag med en fløjlsagtig behåring, kaldt for bast. Når geviret er fuldt udvokset, dør hudlaget, hvilket forårsager en intens kløe. For at blive denne kløe kvit, gnubber hjortene geviret mod buske eller mindre træer, hvilket løsner hudlaget, så det falder af. Denne adfærd kaldes fejning. Fejningen er ofte så voldsom, at barken på yngre træer skrælles af hele vejen rundt, og planten dør.

Hos mange hjortearter, der lever i koldt klima, er sommerpelsen rødbrun, mens den erstattes af en grålig pels om vinteren.

Hos større arter kaldes en hun for en hind, mens hannen ikke har noget specielt navn. Hos mindre arter kaldes hannen for buk. En hun af dådyr kaldes for då, en hun af rådyr (Capreolus capreolus) for rå. Unger af mindre arter kaldes for lam, af større arter for kid. Hos den kæmpestore elg (Alces alces) kaldes hannerne for tyre, hunnerne for køer og ungerne for kalve. En hjorteflok kaldes for en rudel, hos rådyr spring.

Skønt de minder om hjorte, udgør moskushjorte (Moschidae) og dværghjorte (Tragulidae) selvstændige familier af drøvtyggere, som ikke er nært beslægtede med hjorte. Moskushjorte er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Pattedyr på det Indiske Subkontinent.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Axishjorten er af mellemstørrelse. Hanner kan veje op mod 100 kg, mens hinderne er meget mindre.

Slægts- og artsnavn er latin og hentyder til et indisk dyr, nævnt af den romerske filosof og naturhistoriker Plinius den Ældre (ca. 23-79 e.Kr.). På hindi hedder arten chital, afledt af sanskrit citrala (‘plettet’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag består den vestlige gruppe, kaldt kronhjort (C. elaphus), af adskillige underarter, udbredt i Vesteuropa, Balkan, Mellemøsten og Nordafrika. Gruppens taksonomiske forhold er imidlertid ikke blevet tilstrækkeligt undersøgt, og nogle underarter udgør muligvis selvstændige arter, deriblandt C. (e.) corsicanus, som lever på Korsika og Sardinien. Den tilhører måske samme art som berberhjorten (C. (e.) barbarus) i det nordvestlige Afrika.

Den østlige gruppe omfatter wapiti (nedenfor), som er udbredt i det nordøstlige Asien og Nordamerika, Thorolds eller hvidmulet hjort (C. albirostris), som forekommer i det østlige Tibet, Qinghai, Gansu, Sichuan og det nordvestlige Yunnan, samt sikahjort (nedenfor), der findes i Japan og Taiwan, på spredte lokaliteter i det østlige Kina, samt i Ussuriland, sydøstlige Sibirien.

Nogle autoriteter placerer adskillige sydasiatiske arter i slægten Cervus, andre i slægten Rusa, bl.a. sambarhjort (nedenfor) og rusahjort (nedenfor).

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hjorte.

 

Tidlige europæiske opdagelsesrejsende i Nordamerika fandt, at denne art minder om elgen (nedenfor), og de kaldte den derfor for elk, det engelske navn på elgen. Navnet wapiti, som stammer fra Shawnee- og Cree-folkene, betyder ‘hvid rumpe’. Altai-wapitien i Centralasien (C. c. sibiricus) kaldes lokalt for Altai-maral.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Arten er også blevet indført som jagtobjekt andre steder, bl.a. Australien, New Zealand, USA, Canada, samt adskillige sydamerikanske lande. I New Zealand gør den stor skade på miljøet, og udryddelsesprogrammer er iværksat i adskillige nationalparker.

En overgang var kronhjorten sjælden i dele af Europa og var endog blevet udryddet adskillige steder. Siden da har fredninger og genindførsler medført, at bestanden er vokset betragteligt i adskillige lande, bl.a. England og Portugal. I de senere år har den været i stærk fremgang i Jylland, hvor den gør stor skade på afgrøder. Andre steder er den i tilbagegang, bl.a. i Nordafrika.

Artsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk elaphos, det klassiske ord for hjorte. Det danske navn hentyder til geviret, der sammenlignes med en kongekrone.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er begrænset til nogle få lokaliteter i Kashmir og det nordlige Himachal Pradesh. Ødelæggelse af levesteder, konkurrence fra græssende tamdyr, samt krybskytteri bragte den på udryddelsens rand, med bare omkring 150 overlevende individer omkring 1970. Siden har øget beskyttelse bragt dens antal op på ca. 300, men dette antal er stadig faretruende lavt.

Artsnavnet er en forvrængning af hangul, det lokale Kashmir-navn på denne hjort.

Ifølge det hinduistiske epos Mahabharata tilbragte Bhima, en af Pandava-brødrene, en tid i eksil i Manali, Himachal Pradesh. Her forelskede han sig i Hadimba (også kaldt Hidimbi), en lokal skønhed, der som ung kvinde havde givet det løfte at gifte sig med den mand, som var i stand til at dræbe hendes broder Hadimb (eller Hidimb), der var en meget stærk og modig person.

Det lykkedes Bhima at slå Hadimb ihjel, hvorpå Hadimba giftede sig med ham. Senere fik hun gudinde-status, idet hun blev betragtet som en inkarnation af den store modergudinde Devi.

Hadimba-templet i Manali blev opført i 1553 over en hule i en kæmpestor klippe, hvor Hadimba efter sigende mediterede. Senere blev klippen tilbedt som et billede på gudinden.

Pandava-brødrene er nærmere omtalt på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

Sikahjorten er blevet indført til talrige lande kloden rundt, og i nogle lande er den undsluppet og har dannet forvildede bestande. Det er tilfældet i det skotske højland, hvor arten hybridiserer med den hjemmehørende kronhjort og dermed udgør en alvorlig trussel mod genpuljen i kronhjortebestanden.

Artsnavnet er fra Nippon, det japanske ord for Japan.

 

 

 

 

 

Artsnavnet hentyder til øen Timor. Formodentlig blev type-eksemplaret indsamler dér.

På øen Komodo udgør denne hjort et vigtigt fødeemne for Komodovaranen (Varanus komodoensis). Dette kæmpemæssige firben venter tålmodigt ved et vandhul, og når et potentielt bytte nærmer sig for at drikke, farer den frem og bider det i benene. Alt hvad den så har at gøre, er at følge byttets duftspor. Dens spyt er giftigt, og når byttet nogle timer senere er blevet svækket af giften, er varanen i stand til at dræbe det.

Mine oplevelser med disse uhyrer er beskrevet på siden Rejse-episoder – Indonesien 1985: Besværlig rejse til Komodo.

 

 

 

 

 

Hannerne vejer typisk omkring 350 kg, skønt store eksemplarer kan veje helt op mod 550 kg. Hinderne er mindre og vejer 100-200 kg. Bestandene af denne hjort er gået drastisk tilbage i de fleste områder, hovedsagelig på grund af jagt og ødelæggelse af levesteder. Arten er blevet indført til forskellige lande rundt om i verden, bl.a. Australien, New Zealand og USA.

Artsnavnet er latin og betyder ‘ensfarvet’. Det danske navn er afledt af sanskrit sambara (‘hjort’).

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på dådyret.

 

På et tidligt tidspunkt blev arten indført til dyreparker overalt i Europa, og i nyere tid er den også blevet indført til andre lande, deriblandt Australien, New Zealand, Argentina og USA. Dådyr danner ofte forvildede bestande, bl.a. i Danmark.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den sidste del af slægtsnavnet er en latiniseret form af oldgræsk elaphos (‘hjort’), mens den første del sandsynligvis er afledt af oldgræsk hyle (‘skov’).

 

Den er udbredt fra Pakistan i et bælte mod øst tværs over Ganges-sletten i det nordlige Indien til Bangladesh og Myanmar. Den er også blevet indført til Australien og Sri Lanka. I Indokina og det sydvestlige Kina erstattes den af indokinesisk svinehjort (H. annamiticus).

Artsnavnet, som kommer af oldgræsk porkos (‘svin’), sigter til artens griseagtige fremtoning, når den med sænket hoved løber gennem tætte krat i skovene, hvor den dykker under lavthængende grene og lignende i stedet for at springe over dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er en kombination af to andre slægtsnavne, Rusa, som betyder ‘hjort’ på malajisk, samt Cervus (ovenfor).

 

Denne hjort adskiller sig fra andre indiske arter gennem geviret, som har flere end tre takker, hvilket er årsagen til dens navn på hindi, barah singga, som betyder ’12-hornet’. Adulte hanner har normalt 10-14 takker, men op til 20 har været observeret.

Der er beskrevet tre underarter af barasingha. Nominatracen, der lever mod nordvest, har klove, der kan spredes vidt ud – en tilpasning til at leve i oversvømmede græssletter på Indus-Ganges-sletten. I dag findes en bestand på omkring 2000 i adskillige delområder i Uttar Pradesh, og omkring 2200 findes i Sukla Phanta Wildlife Reserve i det vestlige Nepal.

Den østlige underart ranjitsinhi er begrænset til det nordøstlige delstat Assam, hvor bestanden i 1978 var så lav som omkring 700. Siden er antallet steget støt på grund af bedre beskyttelse. I 2016 blev det anslået, at omkring 1150 individer fandtes i Kaziranga Nationalpark. Nogle få lever også i Manas Nationalpark og andre beskyttede områder.

Den sydlige underart branderi adskiller sig fra de øvrige underarter gennem klovene, der er hårdere og dermed tilpasset et liv i græsbevoksede, åbne skove. Tidligere var den begrænset til Kanha Nationalpark i Madhya Pradesh, hvor bestanden stadig er meget lav, kun omkring 750 individer. Fornylig er den blevet genudsat i Satpura Tiger Reserve, ligeledes i Madhya Pradesh.

Artsnavnet blev givet til ære for den franske naturhistoriker og opdagelsesrejsende Alfred Duvaucel (1793-1824), som døde i Indien, kun 31 år gammel. Rygter vil vide, at han blev dræbt af en tiger.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hannerne er karakteriseret ved deres korte gevir, ofte under 10 cm langt. I stedet for at anvende geviret under territoriekampe kæmper hannerne oftest ved hjælp af 2-4 cm lange hugtænder i overmunden. Hvor hannen har gevir, har hunnen små forhøjninger med hårduske.

Slægtsnavnet er en latiniseret form af det hollandske (og danske) navn på disse dyr, muntjak, hvilket er en forvrængning af det sundanesiske navn, mentjek. På engelsk kaldes disse dyr ofte for barking deer (‘gøende hjorte’), hvilket sigter til deres advarselskald, der minder om en hunds gøen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kinesisk muntjak blev indført til England i 1800-tallet, og en stadig voksende forvildet bestand skyldes undslupne dyr fra zoologiske haver og dyreparker. Den forekommer nu næsten overalt i England og har fornylig udvidet sit område til Wales og det sydlige Skotland. Den er tillige blevet indført til Japan, Holland og Belgien.

 

 

 

 

 

 

 

Fra Ukraine og nordsiden af Kaukasus og videre mod øst gennem taigabæltet til Stillehavskysten, samt i Tibet, Korea og Manchuriet, afløses denne art af det sibiriske rådyr (C. pygargus). Førhen blev de betragtet som tilhørende én og samme art, men i dag anerkender de fleste autoriteter dem som særskilte arter. Det sibiriske rådyr er større, med længere og mere forgrenet opsats end det europæiske rådyr.

På Romertidens latin hentydede ordet capra normalt til en hunged, men påsat diminutiv-endelsen olus betød det ‘en lille hjort’. Navnet pygargus kommer af oldgræsk pygargos, af pyge (‘rumpe’) og argos (‘hvid’), hvilket sigter til, at mange hjortearter spreder rumpens hvide hår i tilfælde af fare.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elgenes størrelse varierer meget, bl.a. efter underart og tilstedeværelsen af næringsrig føde. I gennemsnit måler en tyr 2 m over skulderen, en ko 1,4 m. Tyre kan veje op mod en ton, skønt 380-700 kg er mere almindeligt. Køer vejer typisk 200-490 kg. Foruden det kolossalt store gevir kan hannen kendes på sin store doglæp (løsthængende hudlap under hagen).

I Danmark blev elgen udryddet gennem jagt, formodentlig i løbet af Bronzealderen. Siden har der kun været få observationer af vilde elge i landet, idet et dyr fire eller fem gange har taget svømmeturen over Øresund, senest i 2018. Som regel har de dog ikke levet længe. Én blev kørt over af et tog, mens andre måske blev skudt af krybskytter. En undtagelse var en elgko, som levede i Gribskov 1933-51.

I 2015-17 blev et mindre antal svenske elge udsat i Lille Vildmose. Siden har de formeret sig, og i dag er bestanden på mindst 25 dyr.

Slægts- og artsnavn stammer sandsynligvis fra proto-germansk algiz, der blev ændret til alke på oldgræsk, og på oldnordisk til elgur, som blev forkortet til elg på dansk og norsk, älg på svensk.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af oldgræsk odous (‘tand’) og koilos (‘hul’), hvilket sigter til disse dyrs hule tænder.

 

Det latinske artsnavn kommer af oldgræsk hemionos (‘muldyr’), hvilket sigter til de store ører.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den er også blevet indført til andre lande, bl.a. Cuba, Jamaica, Tjekkiet, New Zealand og Finland, og den betragtes som invasiv i de to sidstnævnte lande.

I mange egne af Nordamerika har denne art bredt sig ukontrollabelt og betragtes ofte som invasiv, selv om den er hjemmehørende. I bogen A Sand County Almanac (1949) skrev naturforkæmperen Aldo Leopold (1887-1948) allerede: “Jeg har en mistanke om, at ligesom hjorte lever i evig angst for ulve, lever bjergene i evig angst for hjorte.”

I august 2012 offentliggjorde The Bloomberg View en leder med titlen: ”Skadedyrsangrebet fra hjortene kræver en radikal, åben løsning.”

Et par måneder senere bragte The Wall Street Journal en historie, som hed ”Amerika har mistet kontrollen,” der handlede om de talrige hjortes påvirkning af naturen.

Tidsskriftet The Nature Conservancy noterede: ”Ingen anden indfødt art i det østlige USA har en mere direkte indvirkning på landskabet end den hvidhalede hjort (…) I mange områder har hjortene forårsaget en ændring i artssammensætningen og strukturen i skovene ved at foretrække visse plantearter som føde.”

På den anden side er Key hvidhalet hjort, underarten clavium, der kun lever på Florida Keys, stærkt truet. Den er den mindste underart.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Taimyr-underarten sibiricus i det nordlige Sibirien udgør den største bestand af rensdyr i verden, idet den er vurderet til at rumme mellem 400.000 og 1 million dyr. Antallet af den næststørste bestand, George River-flokken i Canada, som tilhører underarten caribou, blev engang vurderet til omkring 385.000 individer. Flokken er imidlertid svundet ind til en lille brøkdel af det tidligere antal, idet der i dag er færre end 9000. En sydlig bestand af denne underart, som engang levede i USA, er så godt som uddød.

I tidligere tider strejfede rensdyr rundt over store dele af Nordeuropa. Klimatiske forandringer, kombineret med ukontrolleret jagt og tæmning af dyrene, har forårsaget, at den vilde ren er uddød i Europa, med undtagelse af det sydlige Norge, hvor der lever i alt omkring 25.000 dyr, fordelt på 23 fragmenterede områder. Det højtliggende plateau Hardangervidda huser den største bestand på 6-7000.

På amerikansk kaldes rensdyret for caribou, et algonkinsk ord, som betyder ‘skovler’, hvilket sigter til dyrenes vane med at skrabe i sneen efter føde.

Artens rolle i kristendommen er beskrevet nedenfor.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Gennem tusinder af år har gevirer i bast været anvendt i traditionel kinesisk medicin mod diverse lidelser, fx knogle- og ledsmerter samt kalkmangel, og endvidere som stimulationsmiddel til børns vækst, som et middel mod ældning, samt som potensfremmende middel.

Hjortens penis siges at have vigtige terapeutiske egenskaber. Den skæres i småstykker, som ristes og derpå tørres i solen. I Taiwan er det rapporteret, at kvinder førhen spiste hjortepenis under svangerskabet, da det efter sigende skulle gøre mor og barn stærkere. Det var også kendt, at Maya’erne ristede hjortepenis, og den græske læge Hippokrates fra Kos (ca. 460-370 f.Kr.) anbefalede den som potensfremmende middel.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Billeder fra dette område kan studeres adskillige steder på denne hjemmeside, bl.a. Religion: Hinduisme, Dyreliv – Pattedyr: Elefanternes storhed og fald, samt Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den udbredte tro blandt amerikanske småbørn på, at julemandens slæde bliver trukket af otte rensdyr, når han bringer gaver til dem ned gennem skorstenen julenat, har faktisk sin rod i mytologien hos sibiriske rensdyrnomader.

Som den amerikanske forfatter og etnolog Robert Gordon Wasson (1898-1986) tydeligt demonstrerer i den klassiske bog Flesh of the Gods, var et helligt, urgammelt, før-kristent ritual hos europæiske folkeslag centreret omkring den røde fluesvamp (Amanita muscaria). De stærkt hallucinogene egenskaber hos denne svamp var så højt værdsat blandt shamaner, at arten blev udryddet på det indiske subkontinent. Det er svært at overdrive svampens betydning for disse folkeslags mentale tilstand.

En gruppe af disse folk, som indtil omkring 1900 stadig praktiserede deres oprindelige levevis, var de halv-nomadiske rensdyravlere i det nordlige Skandinavien og Rusland, som boede i jurt-lignende kåter og drog omkring i slæder, trukket af rensdyr. Deres shamaner var iført spidse røde hatte, der symboliserede den hellige røde fluesvamp. De bar også røde kåber, som symboliserede deres himmelflugt, når de konsumerede svampen på den helligste nat af alle – vintersolhverv (dengang d. 25. december). Nikker du genkendende til julemandens dragt?

Nutidens julemand er baseret på traditioner omkring Sankt Nikolaos (ca. 270-343), en tidlig kristen biskop af græsk afstamning fra byen Myra, der i dag kaldes Demre, beliggende i provinsen Antalya i det sydlige Tyrkiet. På engelsk hedder julemanden Santa Claus, hvilket er en sammentrækning af Sankt Nikolaos.