Henfald

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Når gravstedet ikke længere benyttes, smadrer de pårørende ofte gravstedet og flækker gravstenen. Billederne herunder viser to forladte grave nær byen Taichung. Ild fra afbrænding af græsset på nabograve har også bredt sig til graven på det nederste billede.

Andre emner inden for daoismen er udførligt behandlet på siden Religion: Daoismen i Taiwan.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Selv i dag, over hundrede år efter anlæggelsen af dæmningen, står døde træer tilbage i søen som afpillede stager.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kirsebær-arter er udførligt omtalt på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

I 1954 blev reservatets navn ændret til Ramganga Nationalpark, men et år senere blev det igen ændret, denne gang til Corbett Nationalpark til ære for den kendte britiske forfatter, jæger og naturfredningsmand Jim Corbett (1875-1955).

Selv om området var nationalpark, blev en del af det ikke desto mindre sat under vand, da Ramganga-dæmningen, også kaldt Kalagarh-dæmningen, blev opført på grænsen til parken. Denne dæmning, som udgør en del af et stort hydro-elektrisk projekt, blev fuldført i 1974.

Nogle af Corbetts ofte hårrejsende oplevelser som jæger er præsenteret flere andre steder på denne hjemmeside, bl.a. under Natur-citater, samt Dyreliv – Pattedyr: Den plettede dræber.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Et stort træ op til 45 m højt, bark skællet, skiftevis i partier med grå eller sortbrun bark og gulligbrun korkagtig bark. De linjeformede, flade blade er olivengrønne, op til 2 cm lange, siddende i spiraler, furede på oversiden, med to hvide bånd på undersiden. Hanlige kogler sidder enkeltvis eller i grupper op til 5, purpurfarvede, til 8 mm lange. De små hængende hunkogler er rødbrune, ovale, indtil 2 cm lange og 1 cm brede.

Taiwan-skarntydegran er en varietet af kinesisk skarntydegran, formosana, som er ganske almindelig i blandskove i Taiwans bjerge i højder mellem 1700 og 3500 m. Nogle autoriteter sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden af denne varietet, idet de hævder, at den er identisk med typeformen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art har en meget stor, men noget pletvis udbredelse, idet den findes i hele Europa og det meste af Asien, i Australien og New Zealand, samt i det nordøstlige Nordamerika og Grønland. I 1800-tallet blev den forfulgt overalt i Europa, dels fordi den var en konkurrent til fiskerne, dels fordi dens stærkt ætsende gødning dræbte de træer, som den ynglede i.

En række skarv-arter er præsenteret på siden Fiskeri.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Begge arter er beskrevet på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I bogen My First Summer in the Sierra, fra 1911, skriver den skotsk-amerikanske forfatter og naturfredningsmand John Muir (1838-1914) om mammuttræet: “Jeg fandt en sort, brændt stub, som var omkring 9 m i diameter og 25-30 m høj – et ædelt og imponerende gammelt monument af et træ, som i sine velmagtsdage meget vel kan have været det største træ i bevoksningen.”

Flere billeder af disse imponerende træer findes på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk khelidonios (‘svaleagtig’), fra khelidon (‘svale’), hvilket sigter til moseternernes elegante flugt. Det latinske artsnavn, som betyder ‘hybrid’, blev givet af den preussiske naturhistoriker Peter Simon Pallas (1741-1811), som antog, at den fugl, han havde skudt, var en krydsning mellem hvidvinget terne (Chlidonias leucoptera) og fjordterne (Sterna hirundo). (Kilde: Jobling, J.A. 2010. The Helm Dictionary of Scientific Bird Names. Christopher Helm, London)

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og dog – på nærmere hold så jeg en smal stribe bark på den side af stammen, som vendte bort fra den fremherskende vindretning. Denne barkstrimmel førte op til én eller to grene, som var tæt besat med grønne nåle, og i spidsen af grenene hang små kogler med børsteagtige vedhæng på skællene.

Disse mærkværdige træer var børstekoglefyrre (Pinus longaeva). Bortset fra fra visse kloner, fx en creosote (Larrea tridentata) i Mohave-ørkenen, hvis alder vurderes til ca. 9400 år, er disse fyrre er de ældste levende organismer på kloden, idet nogle af dem er omkring 5000 år gamle.

Andre billeder af disse bemærkelsesværdige træer kan ses på siderne Planteliv: Gamle og store træer, samt Planteliv: Flora i Sierra Nevada.

 

 

 

 

 

I de senere år er bestandene af ask blevet meget reduceret af asketoptørre, en sygdom, som forårsages af svampen Hymenoscyphus fraxineus tidligere kaldt Chalara fraxinea. De fleste aske, som får denne sygdom, dør efter nogle få år. Forskning har dog vist, at nogle træer muligvis har resistens mod sygdommen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den har stor anvendelse lokalt, idet veddet benyttes til bygningskonstruktion, snedkeri, møbler, papir og brænde. Løvet udnyttes medicinelt mod astma, bronchitis, forkølelse og rheumatisme, og det brændes også som røgelse.

 

 

 

 

 

Denne art vokser kun på de højeste bjergtoppe i Taiwan, i højder mellem 2400 og 3800 m. Den er i tilbagegang, idet dens bestande er blevet fragmenteret, især af skovbrande.

Artsnavnet hædrer den japanske botaniker Takiya Kawakami (1871-1915), der arbejdede som botaniker for den japanske regering i Taiwan fra 1901. Han indsamlede en mængde planter, og adskillige arter er opkaldt efter ham.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kauritræets triste skæbne er skildret på siden Planteliv: Gamle og store træer.

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art, som kan blive indtil 20 m høj, vokser normalt i højder mellem 1200 og 2300 m. Den er meget almindelig og danner mange steder åbne skove, ofte sammen med ene-arter (Juniperus). Dens spiselige frø var tidligere en vigtig fødekilde for indfødte stammefolk, og de bliver stadig høstet i stor stil.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet kommer af græsk poly (‘mange’) og pous (‘fod’), hvilket hentyder til de mange næsten ens flige på bladene. Det danske navn sigter til plantens tidligere brug, forstavelsen engel- til dens medicinske anvendelse, -sød til dens brug i madlavning, hvor den giver en sødlig smag. Folkenavne omfatter bl.a. stenbregne, Mariebregne, sødurt, samt det mærkelige hugormekål.

Arten er blevet indført til New Zealand, hvor den visse steder betragtes som invasiv.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne art er beskrevet på siden Planteliv: Planter i folketro og digtning.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Saguaro og mange andre kaktusarter er indgående behandlet på siden Planteliv: Kakti, og Sonora-ørkenens rige plante-og dyreliv beskrives på siden Lande og steder: Sonora – den frodige ørken.

 

 

 

 

 

Navnet hittiter er af nyere dato, hentet fra Bibelen, og det har intet med dette folk at gøre. Selv kaldte de sig ‘Folket fra Hatti’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På engelsk er navnet four o’clock family blevet hæftet på familien Nyctaginaceae på grund af, at blomsterne hos et andet medlem af familien, vidunderplante (Mirabilis jalapa), først åbner sig sent på eftermiddagen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag bærer dette område præg af lige dele forfald og ligegyldighed. Murbrokker, wirer, jernrør, olietønder, udrangerede lastbiler, skurvogne og en masse andet skrammel flyder allevegne, og ingen gider rydde op. Under sovjetstyret gjorde man jo bare, hvad man fik besked på, hvilket ikke just er fremmende for det personlige initiativ. I dag, hvor man ikke bliver beordret til nogetsomhelst, er der åbenbart ingen, der har mod på eller lyst til at forskønne området.

Andetsteds i Chukotka fandtes førhen et livligt samfund på sandodden Kosa Nikolaya, omkring en havn, hvorfra der blev bragt forsyninger til en stor guldgraverlejr oppe i de nærliggende bjerge Zolotoi Khrebet (’Den Gyldne Bjergkæde’). I dag ligger bygningerne på sandodden tomme hen, nogle af de store olietanke hælder lidt til siden, og rustne maskiner, lastbiler, wirer og alskens andet skrammel ligger strøet ud over landskabet.

Vore oplevelser i Chukotka er beskrevet på siden Rejse-episoder – Sibirien 2011: Med bæltekøretøj gennem Chukotka.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1800-tallet, da europæiske rejsende besøgte området, var de fleste ruiner erobret af regnskovsvækster. Siden er det meste af vegetationen blevet fjernet og nogle af ruinerne restaureret, men mange steder ses stadig forskellige tegn på forfald, hvilket fremgår af billederne herunder.

Mere om Khmer-kulturen findes på siden Religion: Hinduisme.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af karambal, ordet for dette træ på Marathi, et indo-europæisk sprog, som tales af Marathi-folket i den indiske delstat Maharashtra.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Denne hareart er hjemmehørende i størsteparten af Europa og Mellemøsten og derfra mod øst i et bælte gennem asiatiske steppeområder til Mongoliet. Den er også blevet indført til andre egne, bl.a. England, Australien, New Zealand og den sydlige del af Sydamerika. I Danmark er den ret almindelig i de fleste egne, men nogle bestande suppleres med udsatte harer med henblik på jagt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skræppe er en gammel betegnelse for planter med store blade, mens navnet syre sigter disse arters syrlige blade, som er fyldt med c-vitamin.

Et engelsk husråd, ifald man er blevet brændt af en nælde, er at smøre saften af et skræppeblad på det pågældende sted, hvilket øjeblikkeligt vil lette smerten. Et gammelt rim siger:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jiancing Historiske Sti blev anlagt langs rester af denne gamle jernbanelinje. Foruden selve sporene kan man se slisker, sporskifter, vognaksler, samt forladte arbejderhuse.

Navnet jiancing betyder ‘ser solen’. Det er muligvis opstået, fordi dette område ofte er skjult i tåge, og at se solen bryde gennem tågen kunne være en lettelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Budai betragtes normalt som en inkarnation af Maitreya, den ’Fremtidige Buddha’, som i tidens fylde vil vende tilbage til Jorden og frelse menneskeheden. Ordet budai betyder ’bomuldssæk’. Dette navn har han fået, da han ofte ses bære en sådan over skulderen. Spørger man ham, hvorfor han bærer på den sæk, smiler han blot og slynger den til jorden, hvilket antyder, at du bør lade alle ønsker fare – det endelige mål for alle buddhister.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Møllen blev grundigt restaureret i 2005, hvor den blev ført tilbage til sin oprindelige skikkelse med en svans, dvs. træbjælker, hvormed man kan dreje møllehatten fra jorden.

Billeder af denne mølle, samt mange andre møller, er vist på siden Kultur: Møller.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bog og agern udgjorde favoritføden for den uddøde vandredue (Ectopistes migratorius). Denne art var engang kolossalt talrig i det østlige Nordamerika og talte måske et sted mellem 3 og 5 milliarder. Den blev jaget i stor stil i 1800-tallet, hvor dens kød blev solgt meget billigt. Denne jagt, kombineret med vidtstrakt fældning af bøge- og egeskove, var blandt de faktorer, der førte til vandreduens udryddelse i vild tilstand omkring 1901.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Rød slangehoved (E. wildprettii), også kaldt Teide-slangehoved, vokser kun i større højder på øerne Tenerife og La Palma.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Namibias interessante natur er omtalt på siden Lande og steder: Namibia – et ørkenland.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Efter forhandlinger med fyrsten af Thanjavur fik Giedde tilladelse til at bygge en handelsstation, som blev kaldt Trankebar – en forvanskning af det lokale tamilske navn på stedet, Tarangambadi, som betyder ’syngende bølger’. I 1660 stod en fæstning færdig, som fik navnet Dansborg. Bag denne fæstning opstod efterhånden en by, som blev befæstet med volde og mure, gennem hvilke et antal byporte gav adgang til byen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske navn på almindelig vedbend (Hedera helix), som er udbredt i Europa og det vestlige Asien. Artsnavnet betyder ‘snoet’ eller ‘spiralformet’ på græsk, hvilket naturligvis hentyder til plantens livsform. Det danske navn kommer af olddansk withbændæ, af with (‘ved’) og band (‘bånd’). Et alternativt navn er efeu, lånt fra det tyske navn Efeu, som er af ukendt oprindelse.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Elefanternes sørgelige skæbne er beskrevet på siden Dyreliv – Pattedyr: Elefanternes storhed og fald.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Slægtsnavnet er afledt af græsk artos (‘brød’) og karpos (‘frugt’), et navn, som blev givet af den skotsk-tyske botaniker Johann Reinhold Forster (1729-98) og dennes søn Johann Georg Forster (1754-94), der begge deltog som botanikere på James Cook’s (1728-79) 2. rejse, som fandt sted 1772-75.

Nogle arter dyrkes vidt og bredt, specielt almindelig brødfrugt (A. altilis) og jackfrugt (A. heterophyllus). Sidstnævnte er beskrevet på siderne Rejse-episoder – Sri Lanka 1976: Blandt spritbryggere, samt Natur: Mønstre i naturen.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Calathea-arterne er udbredt i Tropisk Amerika, fra Mexico mod syd til Brasilien og Peru. En af arterne, Calathea lutea, kaldes på spansk for bijagua. Den er så almindelig i Costa Rica, at byen Bijagua de Upala i den nordlige del af landet er opkaldt efter den. Dens udbredelse strækker sig fra Mexico mod syd til Brasilien og Peru, overvejende i kystnære, åbne områder.

Dens blade er meget stærke og holdbare efter tørring. De anvendes til tagtækning, til fremstilling af vandtætte kurve, samt til at pakke genstande ind i.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I 1972 overtog skovvæsenet området, træfældningen blev standset, og der blev etableret en park og et kulturelt område. (Kilde: guidetotaipei.com/visit/hualien-lintienshan-forestry-cultural-area)