Harer, kaniner og pibeharer

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Familien Leporidae rummer 11 slægter med omkring 70 arter. Medlemmer forekommer naturligt på alle kontinenter med undtagelse af Australien og Antarktis. Nogle arter er imidlertid blevet indført til Australien, hvor de udgør et kæmpemæssigt økologisk problem, idet de udkonkurrerer indfødte arter.

Familien Ochotonidae omfatter omkring 30 arter, alle placeret i slægten Ochotona. Langt størsteparten lever i det centrale, østlige og nordøstlige Asien, mens 2 arter forekommer i det vestlige Nordamerika.

Navnet kanin sigter til alle medlemmer af Leporidae, med undtagelse af slægten Lepus, hvor arterne oftest kaldes for harer. Nogle amerikanske arter kaldes dog for jackrabbits (‘æsel-kaniner’) på grund af deres kolossalt lange ører.

Alle 3 grupper er planteædere, men nogle harearter er iagttaget ædende af ådsler, og nogle pibeharearter opbevarer døde trækfugle i deres bo og æder deres hjerne om vinteren, hvor de behøver mere energi, da de ikke sover vintersøvn.

De fleste harearter en enligtlevende steppedyr, som er tilpasset et liv i åbne områder med spredt vegetation. De er karakteriseret ved deres i reglen meget lange ører samt lange bagben. Ved at rejse sig på bagbenene kan de i reglen opdage fjender på lang afstand, hvorefter de skjuler sig i tæt vegetation, hvor de ligger fuldstændig stille. De opsøger ofte de samme hvilepladser, som kaldes for sæder. Hvis de opdages, sprinter de af sted med en fart af op mod 70 km i timen, og nogle arter springer under flugten til siden for at skjule deres duftspor.

Ungerne er pelsklædte ved fødslen, og de har et udmærket syn. Moderen føder dem i tæt vegetation, hvor de ligger fuldstændig stille, undtagen når hun et par gange i døgnet vender tilbage for at amme dem. Det siger sig selv, at mange bliver opdaget af prædatorer, og en del går til grunde i dårligt vejr, fx en lang regnperiode. Som kompensation for denne store dødelighed føder hunnerne adskillige kuld om året.

Kaniner har kortere ører og bagben end harer. Nogle arter er sociale dyr, som lever i store familiegrupper i boer, som de selv graver. Andre arter skjuler sig i tæt vegetation, nøjagtigt som harer. Ungerne fødes nøgne og blinde, og de skal forblive skjult i flere uger i grave eller tæt vegetation, før de kan vove sig ud i det fri.

 

Slægtsnavnet er det klassiske latinske ord for hare.

 

Navnet æselhare sigter til artens ekstremt lange, æsel-lignende ører.

 

 

 

 

 

 

 

Haren er et steppedyr, som lever i åbne områder med spredt buskvegetation, men den har nemt tilpasset sig et liv i landbrugsland, bare der er ly i nærheden.

I Danmark er den ret almindelig i de fleste egne, men nogle bestande suppleres med udsatte harer med henblik på jagt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Levesteder omfatter åben skov, krat, græsland, tomter og landbrugsland. I Himalaya er den blevet observeret op til højder omkring 4500 m.

Indisk hare varierer meget mellem de forskellige underarter. Sortnakket hare, underarten nigricollis, der findes i Sydindien og Sri Lanka, har sort nakke, og halens overside er ligeledes sort. Nakken af underarten ruficaudatus er grå, og halen er brun på oversiden. Farven på underarten dayanus, som lever i ørkener, er sandfarvet (gullig).

 

 

 

 

 

Artsnavnet er uforklaret.

 

 

 

 

 

Arten forekommer mest i bjergegne, men kan også træffes i lavlandet i biotoper som græsland, kystsumpe, skov og agerland.

I Sverige er den gået voldsomt tilbage på grund af konkurrence fra den indførte almindelige hare (omtalt ovenfor).

Artsnavnet betyder ‘frygtsom’ på latin. Det er uklart, hvad der hentydes til.

 

 

 

 

 

Artsnavnet kan sigte til Victoria-søen, eller måske til Victoria, dronning af England 1837-1901.

 

 

 

 

 

 

 

Arten er et meget vigtigt fødemne for forskellige rovdyr, bl.a. ræve, dingo, ulv, vildkat, ilder, iberisk los samt ørne.

Vildkaninen er blevet introduceret som jagtobjekt til mange lande på alle kontinenter, med undtagelse af Antarktis. I utallige tilfælde har denne art tilført miljøet alvorlige skader, dels gennem overgræsning, dels gennem sit underjordiske system af gange, og dels gennem at udkonkurrere indfødte dyrearter. Den betragtes som invasiv i de fleste lande.

Den blev først bragt til de Britiske Øer af romerne kort efter deres erobring af øriget i 43 e.Kr., og i dag er arten uhyre almindelig – et estimat fra 2004 siger omkring 40 millioner.

I Australien blev 24 vildkaniner indført til Victoria i 1859. Landets kæmpemæssige landbrugsområder var en ideel habitat for kaninerne, og de milde vintre tillod dem at yngle året rundt, så de spredtes hurtigt over det meste af landet. Australiens pendent til kaninen, bilby (Macrotis lagotis), var ude af stand til at konkurrere med de hurtigt-ynglende kaniner, og den er i dag en truet art.

Andre steder, hvor kaninen er indført, omfatter bl.a. New Zealand, visse øer i Hawaii samt øer ud for Sydafrikas kyst.

I Danmark forekom vildkaninen gennem mange år kun i Sønderjylland, men siden er den blevet udsat som jagtobjekt på en række øer, bl.a. Lolland, Bornholm, Fanø og Endelave, hvoraf de to sidstnævnte har meget store bestande. Forekomsterne på Lolland og Bornholm skyldes ulovlige udsætninger i henholdsvis 1974 og 1980.

Der er også mange eksempler på kæledyrs-kaniner, som er undsluppet og har dannet vilde bestande.

Vildkaninen er den eneste kaninart, som er blevet tæmmet. Oprindeligt blev den anvendt til produktion af kød og uld. I 1994 blev det anslået, at den årlige produktion af kaninkød var 1.500.000 tons. Dens pels bliver hovedsagelig anvendt til hatte og filt. Senere blev den et populært kæledyr, og i dag findes der op mod 305 racer.

Slægtsnavnet er sammensat af oldgræsk oryktos (‘opgravet’) samt lagos, det klassiske ord for hare. Artsnavnet er det klassiske latinske ord for kanin, formentlig afledt af oldgræsk kuniklos (‘grav’), kombineret med det latinske diminutiv culus, således ‘den lille graver’.

I 1972 skrev den engelske forfatter Richard Adams (1920-2016) romanen Watership Down (på dansk Kaninbjerget), der handler om en flok vildkaniners liv i det sydlige England. Meget af dyrenes adfærd i romanen var baseret på bogen The Private Life of the Rabbit (1964), skrevet af den engelske naturhistoriker Ronald Lockley (1903-2000). Skønt kaninerne er blevet antropomorficeret i historien, giver den et nogenlunde korrekt billede af vildkaninens levevis.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den lever i forskellige habitater, bl.a. ørken, tørt græsland og piñon-enebær-skove, i højder op til omkring 1800 m. I de tørreste områder findes den især langs vandløb. Den føder sine unger i forladte huler, som er gravet af andre dyr.

Artsnavnet hædrer den fransk-amerikanske kunstner og naturhistoriker John James Audubon (født Jean-Jacques Rabin, 1785-1851), bedst kendt for værkerne The Birds of America (udgivet i adskillige bind 1827-1838), samt The Viviparous Quadrupeds of North America (1845).

 

 

 

 

 

I Oregon har der været tilfælde af hybridisering med den indførte østamerikanske kanin (beskrevet nedenfor).

Artsnavnet blev givet til ære for John Bachman (se under slægtsnavnet ovenfor).

 

 

 

 

 

Oprindeligt var arten begrænset til det østlige USA, men i takt med nybyggernes fældning af skov bredte arten sig mod nord og vest. Tidligere fandtes den ikke i New England, men blev indført og konkurrerer i dag med den indfødte New England-kanin (S. transitionalis).

Den er også blevet indført til Oregon, Washington State og British Columbia, og i Europa til Frankrig, det nordlige Italien og andre steder. Den er forsvundet fra Frankrig, men bestanden i Italien synes at vokse.

Artsnavnet refererer til Florida, hvor type-eksemplaret blev indsamlet.

Førhen blev kaninerne i bjergegne i det sydvestlige USA og det vestlige Mexico betragtet som tilhørende denne art, men i dag regnes de for en selvstændig art ved navn robust kanin (S. holzneri).

 

 

 

 

 

 

 

Artnavnet er latin og betyder ‘lever i sumpe’.

 

 

 

 

 

De lever hovedsagelig i græsklædte eller klippefyldte områder, hvor de enten graver et bo eller lever i hulrum mellem klippeblokke. I sommermånederne indsamler de store mængder af græs og andre planter, der ophobes som høstakke. Dette hø anvendes som vinterføde, idet disse dyr ikke sover vintersøvn.

Slægtsnavnet er sandsynligvis afledt af det mongolske ord for disse dyr, ogdoi, mens navnet pika er afledt af deres tungusiske navn, piika.

 

Artsnavnet hædrer den britiske politiker og opdagelsesrejsende George Nathaniel Curzon (1859-1925), som var vicekonge i Indien 1899-1905 og udenrigsminister 1919-24. Under en ekspedition til Rusland og Centralasien 1888-89 indsamlede han eksemplarer af denne art.

 

 

 

 

 

Denne art er kendt for at opbevare døde trækfugle i sit bo og æde deres hjerne om vinteren, hvor den behøver mere energi, da den trods det barske klima ikke sover vintersøvn.

Artsnavnet er afledt af oldgræsk hyper (‘over’) og boreios (‘nordlig’), således ‘lever højt mod nord’.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artsnavnet er afledt af latin macro (‘stor’), oprindeligt fra oldgræsk makros (‘lang’), samt oldgræsk ous (‘øre’).

 

 

 

 

 

Artens pelsfarve varierer betydeligt, som det fremgår af billederne herunder.

Artsnavnet blev givet til ære for den britiske kirurg og naturhistoriker John Forbes Royle (1798-1858), der især er kendt for bøgerne Illustrations of the Botany and other Branches of Natural History of Himalayan Mountains, samt Flora of Cashmere.